Monument(al) uro i Sydafrika

Fotograf: Daniel van der Mer­we

I de seneste år har der i Sydafrika udspillet sig en række kontroverser omkring kolonitidens og apartheidæraens symboler og kulturarv. Det handler om et opgør med fortidens uretfærdigheder, men også om komplekse spændinger i nutidens Sydafrika. En af kontroverserne begyndte sidste forår ved University of Cape Town, og den har siden bredt sig til andre dele af verden, blandt andet til University of Oxford i England.

KULTURARV: HISTORIEN TIL FORHANDLING Når vi forsøger at udpege vores kul­tur­arv, kæm­per vi ikke kun om at definere, hvem vi var engang og stadig er. Det han­dler lige så meget om, hvem vi gerne vil være i mor­gen. Kam­p­ene om kul­tur­arv er spændt ud mellem hukom­melse og glem­sel, oplysning og mørk­lægn­ing. Bag­grund har bedt en række ekspert­er til at fortælle et par forskel­lige his­to­ri­er om, hvor­dan erindringer om for­tiden bliv­er brugt til at definere, hvem man skal være i fremti­den.


Den 9. marts sid­ste år smed stu­den­ter­ak­tivis­ten Chu­mani Maxwele en pose men­neskeaf­føring på en stat­ue af den britiske kolo­nial­ist Cecil John Rhodes på Uni­ver­si­ty of Cape Town cam­pus.

Det blev start­skud­det til en inten­siv kam­pagne mod stat­uen anført af stu­den­ter­bevægelsen Rhodes Must Fall. Bevægelsen krævede stat­uen fjer­net som led i det, de kalder en afkolonis­er­ing af uni­ver­sitetet og det sydafrikanske uddan­nelsessys­tem. Stat­uen repræsen­ter­er et raceprob­lem, et uddan­nelsesøkonomisk prob­lem og et patri­arkalsk prob­lem ifølge bevægelsen, der effek­tivt har gjort brug sociale medi­er i kam­pag­nen, særligt Twit­ter og face­book­si­den UCT: Rhodes Must Fall.

I april støt­tede læreror­ganet på Uni­ver­si­ty of Cape Town ved en afstemn­ing med stort fler­tal op om ned­tagnin­gen af stat­uen, der siden 1934 har stået ved hov­edindgan­gen til uni­ver­sitetet. Herefter beslut­tede uni­ver­sitet­sledelsen at fjerne stat­uen midler­tidigt af frygt for yderligere uro omkring mon­u­mentet. Via en ind­still­ing til den regionale kul­tur­arvsstyrelse skal stat­uens langsigt­ede skæb­ne herefter afgøres. Derved forsøgte ledelsen at lægge låg på sagen. Kon­tro­ver­serne er imi­dler­tid tilt­aget i styrke og omfang.

Cecil John Rhodes på University of Cape Town

Cecil John Rhodes er en af de mest kon­tro­ver­sielle fig­ur­er i Sydafrikas nyere his­to­rie. Rhodes immi­gr­erede i 1870 fra Storbri­tan­nien til Sydafri­ka, hvor den snu for­ret­nings­mand skabte sig en for­mue på dia­man­ter og guld, og blev en af ver­dens rigeste mænd. Rhodes nåede også den poli­tiske top som pre­mier­min­is­ter i Kap­kolonien. Han grund­lagde desu­den det han­del­skom­pag­ni, der fik regeringsret over det store lan­dom­råde nord for de sydafrikanske kolonier, et område som fik navnet Rhode­sia efter Rhodes.

Rhodes drømte om et britisk imperi­um i Afri­ka fra Cape til Cairo. I Sydafri­ka skulle ”de to hvide rac­er” – briterne og boerne – forenes og indgå som en stærk enhed under den britiske kro­ne. For den mega­lo­mane Rhodes skulle imperi­et gen­forenes med de amerikanske kolonier i en anglo­fon enhed med ube­grænset ver­densover­herredømme. Intet min­dre.

Arkitek­turen på Uni­ver­si­ty of Cape Town er gen­nem­syret af dette ver­denssyn. Med den sydafrikanske arkæolog, Nick Shepherd’s præ­cise ord, så udgør uni­ver­sitetet ”det sid­ste rhode­siske land­skab”. Uni­ver­sitetet er bygget på jord doneret af Rhodes, som fik området beplantet med fyrretræer fra mid­del­havet for at sym­bol­is­ere forbindelsen til den antikke græsk-romerske arv. Plant­nin­gen af engelske egetræer under­stregede forbindelsen til Rhodes’ engelske mod­er­land, det samme gjorde de impe­ri­ale løver i den zool­o­giske have, som han anlagde ved uni­ver­sitetet. På uni­ver­sitets­grun­den fik Rhodes imperi­ets førende arkitekt, Her­bert Bak­er, til at ombygge res­i­densen, Groote Schu­ur, til pre­mier­min­is­ter­bolig.

Efter Rhodes’ død i 1902 rejste hans støt­ter et imposant min­desmærke på bakken over cam­pus og alt­så også stat­uen ved indgan­gen til uni­ver­sitetets cen­trale akse. Stat­uen vis­er Rhodes i dybe tanker med et besid­dende blik ret­tet mod de afrikanske vid­der neden­for bakken.

Og der har stat­uen stået gen­nem de tur­bu­lente begiven­hed­er i Sydafrikas nyere his­to­rie. Aparthei­dæraen beg­y­n­delse med nation­al­is­ternes sejr i 1948, Sydafrikas udtrædelse af Com­mon­wealth i 1960 (hvor Afrikaan­er­na­tion­al­is­ter på uni­ver­sitetet uden held krævede stat­uen af den britiske kolo­nial­ist fjer­net), og ikke mindst aparthei­dregimets sam­men­brud og løs­ladelsen af Nel­son Man­dela i 1990. Rhodes blev sid­dende, indtil april sid­ste år hvor en kran løft­ede stat­uen bort fra plat­for­men.

Den koloniale kulturarv og nutidens kampe

Rhodes-stat­uen blev i løbet af kort tid omdrejn­ingspunkt for en kon­flikt med rod i dybe spændinger på Uni­ver­si­ty of Cape Town. Spændinger, der også reflek­ter­er kon­flik­terne i det sydafrikanske sam­fund tyve år efter afs­lut­nin­gen af apartheid. Meget bun­der i den racemæs­sige fordel­ing på eli­te­u­ni­ver­sitetet i Cape Town. Fordelin­gen mellem ikke-hvide og hvide sydafrikanske stud­erende  er således ca. 50–50. Uden for cam­pus er forhold­et nærmere 85–15. Blandt ansat­te er fordelin­gen end­nu mere skæv. Der er kon­sen­sus om, at det skal ændres, men mange men­er, at trans­for­ma­tion­erne mod en mere lige fordel­ing går for lang­somt.

Dilem­maerne bliv­er tydelige her. Ansæt­ter man min­dre kval­i­fi­cerede sorte sydafrikanere risik­er­er man et fald i det forskn­ing­sout­put, som midlerne i det sydafrikanske uddan­nelsessys­tem forde­les efter. Uni­ver­si­ty of Cape Town er nem­lig et af eli­te­u­ni­ver­siteterne i Sydafri­ka. Det tiltrækker mange uden­landske stud­erende, der ori­en­ter­er sig efter uni­ver­siteternes inter­na­tionale rank­ing. Et fald har kon­sekvenser. Grun­den til den man­glede rekrut­ter­ing af kval­i­fi­cerede sorte sydafrikanere beror på ulighed læn­gere ned i uddan­nelsessys­temet. Prob­lemet styrkes ligeledes af, at de bedst kval­i­fi­cerede sorte sydafrikanere ofte kan opnå langt bedre løn- og ansæt­telsesvilkår i stat­sad­min­is­tra­tio­nen end på uni­ver­siteterne, der lid­er under kro­nisk under­fi­nan­sier­ing.

Netop økonomien er afgørende. Pro­test­erne han­dler således også om sti­gende ind­skrivn­ings­ge­byr­er. De stud­erende bakkes også op af det tekniske per­son­ale – rengøringsas­sis­ten­ter og sikker­hedsvagter eksem­pelvis – som kræver bedre løn­forhold. Den økonomiske ulighed er vok­set siden afs­lut­nin­gen på apartheid, og den sociale mobilitet er træg. Hov­edår­sagen til den man­glende sociale mobilitet skal find­es i uddan­nelsessys­temet.

Pro­test­erne ret­ter sig også mod en stat og et bystyre, der ikke for­mår at levere basale ydelser. Uni­ver­sitetet lid­er, som resten af Cape Town, under daglige, time­lange strø­maf­bry­delser. Com­put­erne og inter­net­forbindelsen på de travle læs­esale er således ude af drift i læn­gere peri­oder. El-net­tets kapacitet er ikke ful­gt med nybyg­geri­et i byen. Omfat­tende kor­rup­tion inden­for regeringspar­ti­et ANC har været en vigtig årsag til at der ikke er blevet fore­taget nød­vendi­ge investeringer i infra­struk­tur. I dag hold­er ANC til i bygningerne ved Rhodes’ gam­le pre­mier­min­is­ter­bolig. Den his­toriske ironi er så tyk, at man kan skære i den.

Stat­uen er på den måde blevet gjort til et sym­bol­sk omdrejn­ingspunkt for en util­fred­shed, der han­dler om meget mere end Rhodes. Man­de­las Rain­bow Nation og sand­heds- og for­son­ingskom­mis­sio­nen i 1990erne er især for de stud­erende nu fjern for­tid eller en for­tid, som ikke kom til at udstikke den bane for en fremtid, som mange ønsker: et Sydafri­ka, hvor lighed imellem rac­er er en kends­gern­ing og lev­et realitet. Mod­sat forestill­ingerne i Rain­bow Nation-tankegan­gen vokser den økonomiske ulighed, sikker­hedssi­t­u­a­tio­nen i lan­det forvær­res, og uddan­nelsessek­toren, som netop kan sikre større lighed, svigtes. Det blev stat­uens endeligt.

Statuen som abjekt

Men der er på den anden side også det forhold, at stat­uen stadig forstås og opleves som et sym­bol på kolo­nialis­er­ing og apartheid. Det er bag­grun­den for Rhodes Must Falls kun­stak­tivis­tiske omgang med den, der lige­som for­bered­er den på bortsmid­ning. Man kan sige, at bevægelsens aktivis­tiske strate­gi er en art sit­u­a­tion­is­tisk ”détourne­ment”, der giv­er Rhodes-stat­uen en helt ny mening. Ret bogstaveligt ved at lade den få en ny sta­tus som et ”abjekt”. Det vil sige noget, der engang har været del af den sociale krop, men som nu er udstødt – i analo­gi med men­neskekrop­pens ”affald” som lort, negle, spyt og opkast og andet, som vi beteg­n­er som ulækkert.

Hele begiven­heden her vis­er både, at der er mere på spil – et helt sam­funds poli­tisk-sociale og økonomiske fremtid i et post-apartheid-sam­fund eller måske snarere et forsøg på at lade sym­bol­erne være på højde med det nye demokratiske ikke-raciale regime – end selve statuen.en også det forhold, at stat­uen som et stykke kul­tur­arv er vigtig at forholde sig til, fjerne, ned­bryde, erstat­te.

De stud­erende omkat­e­goris­er­er stat­uen ved at gøre den uren og bortkaste den til affald, men de fjern­er den ikke selv. Det gør Uni­ver­si­ty of Cape Town som insti­tu­tion. På samme måde som de post-kom­mu­nis­tiske sam­fund fjernede Lenin‑, Stal­in- og Marx-stat­uer samt lokale kom­mu­nis­tledere fra byernes rum og park­erede dem i stat­uepark­er som Gru­tas Park i Litauen, Gorky Park i Mosk­va og Memen­to Park i Budapest. Disse park­er kaldes stat­uekirkegårde og er vok­set til at blive kæm­pemæs­sige tur­is­tat­trak­tion­er. Tankevækkende nok er Gorky Park i Mosk­va også en temapark og et tivoli, mens Memen­to Park i Budapest har sta­tus af et offi­cielt open air-muse­um og Gru­tas Park er en stat­uepark i pri­vate­je uden forpligtigelse til at være særlig bev­idst om sin egen isce­nesæt­telse og metafortælling om denne vanske­lige kul­tur­arv. Netop til forskel fra Taliban’s bort­sprængn­ing af Bud­dha-stat­uer i Afghanistan, der selvberoende tilt­ager sig ret til destruk­tion af kul­tur­arv med et total­itært iden­titet­spoli­tisk ærinde.

Enhver for­valt­ning af kul­tur­arv vil kræve, at noget bevares og noget glemmes eller bort­skaffes. I de til­fælde, hvor kul­tur­ar­ven udtrykker deciderede morderiske og stærkt under­trykkende regimer, er det legit­imt at fjerne disse, mens det sam­tidig er betænke­ligt bare at bort­skære eller ”rette i” en for­tid, for­di den ikke lever op til nuti­dens alen.

Rhodes Must Fall-bevægelsens han­dling har legit­imitet, da den både accepter­er demokratiske spillere­gler, har en poli­tisk dag­sor­den og egentlig bare påpeger anom­alien i, at ”helte” langt hin­sides sid­ste sal­gs­da­to stadig optager sakral stat­ue­plads i det offentlige rum i et aktuelt Sydafri­ka.

Imperiet(s kulturarv) slår til tilbage

Rhodes Must Fall’s stu­den­ter­ak­tivisme har som nævnt spredt sig til andre uni­ver­siteter i Sydafri­ka og også ud over lan­dets grænser. Mest omfat­tende og opsigtsvækkende til Uni­ver­si­ty of Oxford. Arven fra Rhodes er meget tydelig i Oxford, hvor Rhodes var ind­skrevet som stud­erende i 1870’erne efter han havde skabt sin første for­mue i Sydafri­ka. Rhodes donerede store sum­mer til Oriel Col­lege, der blandt andet kvit­terede ved at rejse en stat­ue af Rhodes på kol­legi­ets bygn­ings­fa­cade. Ved sin død tes­ta­menterede Rhodes end­videre en stor sum til opret­telsen af fonden The Rhodes Trust. Fonden finan­sierede bygnin­gen af Rhodes House, ind­vi­et i 1928 og teg­net af imperiear­kitek­ten, Her­bert Bak­er, som en hyldest til Rhodes’ ide­al­er og den admin­istr­erer de meget pres­tigiøse Rhodes schol­ar­ships, som gives til særligt dygtige stud­erende især fra de nuværende Com­mon­wealth lande.

Rhodes Must Fall i Oxford beg­y­n­dte sine aktion­er sid­ste forår. Som i Sydafri­ka kræver RMF Oxford, at min­desmærk­erne til Rhodes fjernes og at uni­ver­sitetet gør op med diskrim­inerende prak­siss­er i rela­tion til race, økono­mi og køn. Kam­pag­nen har haft suc­ces i den for­stand, at Oriel Col­lege har fjer­net en min­de­plakette til Rhodes og at Rhodes Trust – der i 2003 som led i en fornyelse lancerede the Man­dela-Rhodes Foun­da­tion – offi­cielt har genåb­net spørgsmålet om for­valt­nin­gen af arven efter Rhodes. Rhodes Must Fall kræver imi­dler­tid yderligere skridt, herun­der at stat­uen af Rhodes’ fjernes fra sin plads på Oriel Col­lege.

Andre grup­per med tilknyt­ning til uni­ver­sitetet pro­test­er­er imi­dler­tid mod bevægelsens krav i Oxford og argu­menter­er for, at bevægelsens medlem­mer man­gler his­torisk sans og forståelse. ”His­to­rien er ikke blank side hvor­på vi kan skrive vores egen udlæg i overensstem­melse med vores syn­spunk­ter og for­domme”, har Oxford Chan­cel­lor Chris Pat­ton udtalt og han stiller det retoriske spørgsmål, hvad man skal gøre ved Trin­i­ty Col­lege i Cam­bridge grund­lagt af Hen­rik den 8., der som bek­endt hen­ret­tede to af sine seks kon­er. Rhodes Must Fall har som et modsvar påpeget, at det ikke han­dler om at gen­skrive his­to­rien, men om at bringe ubekvemme his­toriske sand­hed­er frem i lyset – og ikke mindst udfor­dre den diskrim­i­na­tion af farvede stud­erede, de men­er stadig find­er sted på uni­ver­sitetet.

Spred­nin­gen til Oxford vis­er at kam­p­en om den kolo­niale kul­tur­arv føl­ger de geografiske forbindelses­lin­jer, der blev skabt af kolo­nial­is­men. Rhodes’ brugte sin kolo­niale rig­dom på at booste sin (i øvrigt yder­st beskedne) kul­turelle kap­i­tal gen­nem dona­tion­er til det imperi­ets akademiske cen­trum i Oxford. De materielle spor og forbindelses­lin­jer som det skabte, dan­ner nu afsæt for alliancer og diskus­sion­er både omkring for­valt­nin­gen af en kom­pleks, for­bun­det kolo­nial for­tid, og om hvilken ret­ning fremti­dens glob­ale uddan­nelsessys­te­mer skal tage. Imperi­ets kul­tur­arv slår på den måde tilbage.

Fra Rhodes Must Fall til Fees Must Fall

Hvor Rhodes Must Fall-bevægelsen har haft suc­ces med at mobilis­ere pro­test­erne omkring stat­uen, rum­mer strate­gien også begræn­sninger. Ifølge Adam Buch, der stud­er­er ved Uni­ver­si­ty of Cape Town og er Rhodes Must Fall-medlem, har ledelsen brugt stat­uen som en afled­nings­man­øvre, et hur­tigt fix frem for at forholde sig til de bagvedliggende krav om foran­dring.

Nu hvor stat­uen er væk, skal bevægelsen til at ”se udover sym­bol­er og navne og i stedet kon­cen­trere sig om diskurs­er, insti­tu­tion­er og struk­tur­er”, som Buch for­mulerer syn­spunk­tet i stu­den­terbladet Var­si­ty. Det dilem­ma står bevægelsen nu i. En ting er at gøre op med en stat­ue, noget andet er at nav­igere i de ind­byggede spændinger på uni­ver­sitetet. Eksem­pelvis består den sorte og farvede del af stu­den­ter­pop­u­la­tio­nen i udpræget grad af det, som de med selvin­d­sigt kalder kokos­nød­der: sorte uden­på og hvide indeni. Rel­a­tivt priv­i­legerede grup­per, der har gået på de rette pri­vatskol­er, del af de vok­sende mid­delk­lass­er, taler med den rigtige accent og som har fået del i priv­i­legi­er, der tidligere var for­be­holdt de hvide sydafrikanere.

På et abstrakt niveau kan stat­uens fjer­nelse omtales som et opgør med en kolo­nial ide­olo­gi, der har under­trykt mil­lion­er af sorte. Men hvor­dan skal sol­i­dariteten udstrækkes til rengøringsas­sis­ten­ten på uni­ver­sitetet, der tjen­er under 2000 kro­ner om måne­den? Hvor race i bed­ste fald udgør en sekundær iden­ti­fika­tion­s­markør eller hvor ”race-sol­i­daritet” lige­frem dækker over et åbenlyst hyk­leri.

Denne prob­lematik er en del af fork­larin­gen på at et markant skift i Rhodes Must Fall-bevægelsen, der i sti­gende grad fokuser­er på økonomisk ure­t­færdighed og dermed demokratisk under­skud i uddan­nelsessys­temet.

Siden okto­ber 2015 har slagordet været Fees must fall i et sydafrikan­sk uddan­nelsessys­tem, hvor tuition fees de fac­to udgør en uover­stigelig forhin­dring for store befolkn­ings­grup­per. Regeringspar­ti­et ANC havde bebudet op til 11,5 pro­cent stigninger i tuition fees, hvilket udløste vold­somme pro­test­er i hele Sydafri­ka blandt de stud­erende. Nogle sted­er udart­ede protesten sig til vold, kampe med poli­ti­et og påsat­te brande.

Protesten kul­minerede i en protest­march den 23. okto­ber mod Union Build­ing, regerin­gens hov­ed­kvarter i Pre­to­ria. Plan­erne omkring forhø­jelsen af afgifter på uni­ver­sitetsstudi­er blev frafaldet af præsi­den­ten Jacob Zuma, hvilket umid­del­bart kan ses som en sejr for de pro­test­erende stu­den­ter­ak­tivis­ter. Stigningerne blev taget af bor­det, hvilket giv­er håb og poli­tisk entu­si­asme til de pro­test­erende stem­mer.

Men den grundlæggende kri­tik af ulighed i ét af de mest ulige sam­fund i ver­den, som paradok­salt er blevet mere ulige efter apartheid sys­temets fald, eksis­ter­er stadig og bær­er ved til det bål, som nær­er pro­test­erne. Uni­ver­sitet­safgifterne koster op imod 40.000 Rand om året (167.000 kr.) og det beløb er helt uover­stigeligt for mange. 60 pro­cent af den sorte arbe­j­dende befolkn­ing tjen­er fak­tisk under det beløb, som af ny forskn­ing (fore­taget af et nation­alt min­i­mal­løns forskn­ing­spro­jekt i samar­be­jde med WITS uni­ver­sitetet) er sat til at være 4.125 Rand om måne­den svarende til ca. 1700 kr. Disse skræm­mende kends­gerninger sam­men­holdt med en meget høj ung­dom­sar­be­jd­sløshed og en man­glende videregående uddan­nelse for 23 af befolknin­gen vis­er, at prob­le­merne aktuelt i Sydafri­ka også for en stor del er poli­tisk-økonomiske.

Så ”afkolonis­erin­gen” af uddan­nelsessys­temet bety­der mange ting. Aktivis­terne har fået nogle sejre, Rhodes ER faldet, de bebud­ede afgifter ER taget af bor­det. Kam­p­en for afkolonis­er­ing spred­er sig til de tidligere kolonimagter, således fandt en protest­march 23. okto­ber uden­for SA High Com­mi­sion i Lon­don sted netop i sol­i­daritet og sam­stem­mighed med pro­test­erne i Sydafri­ka. Den aktuelle Fees Must Fall-bevægelse er blevet sam­men­lignet med Sowe­to-opstanden i 1976, der havde en eksklud­erende og elitær sprog­poli­tik som mål. Mange unge døde som følge af stor politibru­tal­itet i ned­kæmp­nin­gen af pro­test­erne og kon­flik­ten gik på at Afrikaans blev dekreteret som offi­cielt sprog i folkeskolen.

På Stel­len­bosch Uni­ver­site­ty i Cape Town er det lykkes at fore­tage et opgør med en kon­serverende sprog­poli­tik. Stu­den­ter­bevægelsen Open Stel­len­bosch fik gen­nemtrum­fet engel­sk og ikke læn­gere Afrikaans som hov­ed-under­vis­ningssprog. Afrikaans, som kun et lille min­dretal af hvide taler, har i mange år decideret udelukket store grup­per af sorte fra en under­vis­ning, som de har betalt for. Grotesk under­trykkelse, som er pågået i stil­hed og i rel­a­tiv ube­mær­kethed og som er belyst i doku­men­tarfil­men Luis­ter på YouTube om de sortes hverdag på Stel­len­bosch. Denne virale video har fået afgørende betyd­ning for ledelsen på Stel­len­bosch, der i første omgang har ved­taget engel­sk som hov­ed­sprog, men som vil arbe­jde på at få flere sprog ind på uni­ver­sitetet, bl.a Xhosa. Afkolonis­er­ing, demokra­tis­er­ing og fler­stem­mighed går her hånd i hånd.

Rhodes er faldet, pladsen er tom

RMF bevægelsen har fået poli­tisk vind i sej­lene. Hvor det ender er svært at spå om. Men på Uni­ver­si­ty of Cape Town hvor det hele beg­y­n­dte, er Rhodes væk — og han kom­mer helt sikkert ikke tilbage. Oppe på plat­for­men, på selve den sakrale piedestal, hvor han tidligere sad og grublede, befandt sig i april 2015 stud­erende med forskel­lige hud­farv­er. De tog self­ies, drak kaffe og nød den smukke vidt­strak­te udsigt fra plat­for­men, der tidligere var for­be­holdt Rhodes.

Det er der al mulig grund til at glædes over – også i et sydafrikan­sk sam­fund, der befind­er sig i en dyb ori­en­ter­ingskrise med uløste, struk­turelle prob­le­mer. Under et besøg i Cape Town fik vi lej­lighed til at spørge nogle stud­erende, hvem der skulle op på plat­for­men i stedet for Rhodes. For en gang skyld var der enighed om svaret: nobody.

Brit­ta Timm Knud­sen er lek­tor i oplevelsesøkono­mi og begiven­hed­skul­tur og Casper Ander­sen er lek­tor i idéhis­to­rie begge ved Aarhus Uni­ver­sitet. De er tilknyt­tet uddan­nelsen i Sus­tain­able Her­itage Man­age­ment. 

Scroll til toppen