Kulturarv: historien til forhandling

Bertel Haarder. Wiki­me­dia com­mons.

Når vi forsøger at udpege vores kulturarv, kæmper vi ikke kun om at definere, hvem vi var engang og stadig er. Det handler lige så meget om, hvem vi gerne vil være i morgen. I de næste par uger bringer Baggrund historier fra hele verden, hvor erindringer om fortiden bliver brugt til at definere, hvem man skal være i fremtiden.

KULTURARV: HISTORIEN TIL FORHANDLING Når vi forsøger at udpege vores kul­tur­arv, kæm­per vi ikke kun om at definere, hvem vi var engang og stadig er. Det han­dler lige så meget om, hvem vi gerne vil være i mor­gen. Kam­p­ene om kul­tur­arv er spændt ud mellem hukom­melse og glem­sel, oplysning og mørk­lægn­ing. Bag­grund har bedt en række ekspert­er til at fortælle et par forskel­lige his­to­ri­er om, hvor­dan erindringer om for­tiden bliv­er brugt til at definere, hvem man skal være i fremti­den.


I Dan­mark er vi glade for at kanon­is­ere vores kul­tur. Allerede i 2006 lancerede Bri­an Mikkelsen den første kul­turkanon. Her sam­lede en række ekspert­er en liste på over 108 kun­stværk­er, der var ‘helt essen­tielle’ for dan­sk kul­tur. Den bestod af alt lige fra Store­bælts­broen til Klichés album Super­tanker. Men sid­ste år geno­plivede kul­tur­min­is­ter Bertel Haarder debat­ten end­nu en gang. Nu skulle vi have en ny kanon, og denne gang skulle ekspert­erne ikke vælge de bøger, musik og bygninger, der kende­teg­n­er os, nej, nu skulle det komme nede­fra og han­dle om mere end fysiske objek­ter: Værdierne, de ‘åndelige jord­lag, vi står på’. For i disse pressede tider må vi ikke glemme hverken højskole­bevægelsen, andels­bevægelsen, arbe­jder­bevægelsen og kvin­de­bevægelsen. Dan­marks åndelige kul­tur­arv.

Om den nye kanon er Haarders vel­mente forsøg på at skabe et ved­varende aftryk på dan­sk kul­tur­poli­tik eller en måde at aflede opmærk­somhe­den fra de flere hun­drede mil­lion­er kro­ner store bespar­elser i kul­tur­min­is­teri­ets bud­get, er uklart. Hvad der der­i­mod er klart er, at vi aldrig forhold­er os til kul­tur­ar­ven for blot at minde os selv om for­tiden. For debat­ten om, hvad vi skal definere som vores fælles for­tid, kan ikke se sig fri fra de kon­tek­ster, som debat­ten befind­er sig i lige nu og her.

For Haarder var det nem­lig sådan, at vores egen ned­skæringspoli­tik de sen­este år tvang os til at huske det, vi stadig har tilbage. I sin moti­va­tion for den nye kul­turkanon udtalte han til Infor­ma­tion:

Kul­tur han­dler om alt det, der lig­ger ud over det nød­vendi­ge. I en tid, hvor man har så travlt med nød­vendighe­dens poli­tik, er det ekstra vigtigt at sætte fokus på alt det, der ikke er nød­vendigt, men som giv­er livet ind­hold og mening.

Selvom kul­tur kun er af meget vigtig unød­vendig karak­ter, er en ny kul­turkanon ikke desto min­dre abso­lut nød­vendig. En åndelig kul­turkanon kan nem­lig fremvise det, der er rigtig dan­sk, den ægte dan­skhed. Og netop dette er nød­vendigt i det glob­alis­erede Dan­mark, argu­menterede Haarder i Jyl­lands-Posten:

Vi skal have nul­tol­er­ance over for intol­er­ance. Jeg nævn­er det kun for at under­strege min pointe, nem­lig at det, at der er flere fra fremmede kul­tur­er til stede i Dan­mark, kun forstærk­er behovet for større kul­turel tyde­lighed.

Med et begreb fra Eric Hob­s­bawn og Ter­ence Ranger kan man i kul­tur­arvs­forsknin­gen kalde Haarders manøvre for ‘inven­tion of tra­di­tion’. Tra­di­tion­sopfind­else er et begreb, der bruges til at fokusere på, hvor­dan specielt stats­magter bruger kul­tur­arv til at legit­imere sig både internt i stat­en og i inter­na­tion­al sam­men­hæng. At tale om en kul­turel tra­di­tion kan være et effek­tivt værk­tøj til at skabe en sam­men­hæng i en stat, hvor andre fæl­lessk­aber end det nationale ofte synes mere naturlige. Der­for har kul­tur­arv de sen­este par århun­dred­er, hvor nation­al­stat­en har skul­let opfinde og løbende genopfinde sig selv som det primære fæl­lesskab, været sam­men­fil­tret med det nationale. Kul­tur­ar­ven kan være byggesten i nyere staters tilblivelse, såsom De Forenede Ara­biske Emi­rater, som har haft travlt med at skabe et kul­turhis­torisk fun­da­ment for sin frem­tidi­ge nationale iden­titet. Her er man optaget af at fast­tøm­re sin posi­tion som stat i fremti­den ved at fremhæve, hvem man var engang, og den gen­fundne kul­tur­arv hjælper effek­tivt med at sta­bilis­ere stat­en som naturlig entitet i befolknin­gens bev­id­s­thed. Men man kan også som Haarder se kul­turen som noget, der altid har været der, indtil den opløs­es i takt med glob­alis­erin­gen. I det til­fælde bliv­er kul­tur­ar­ven nation­ali­den­titetens sid­ste hold­epunkt; vores liv­line i en fly­dende ver­den, der som det eneste sikre bliv­er ved med at minde os om, hvem vi stadig er: Danskere først.

Vender vi forhold­et om, frem­står sit­u­a­tio­nen dog sjældent så presserende. For mis­ter vi virke­lig kul­tur­ar­ven, hvis vi ikke min­der os selv om den? Det er måske mere nærliggende at spørge, hvad folk vil opnå ved at tage still­ing til den. Det er klart, at kul­tur­arv han­dler om vores for­tid, men det han­dler mindst lige så meget om, hvor­dan vi husker og derved for­mer for­tiden. Og det gør vi altid ud fra en idé om, hvem vi er nu og gerne vil være i fremti­den.

Fort­sæt­ter man med at se kul­tur­ar­ven, som dét, der stadig står uberørt tilbage fra vores fælles for­tid, mis­ter man blikket for, at kul­tur­arv altid har sin helt egen kontin­gente his­to­rie. Kul­turhis­to­rien er altid blevet skrevet i speci­fikke kon­tek­ster, ligeså speci­fikke som Bertel Haarders anno 2015. Kul­tur­arv er ikke bare ting og tra­di­tion­er, men lig­ger altid i spænd­ings­fel­tet mellem hukom­melse og glem­sel, oplysning og mørk­lægn­ing. Det, vi men­er at stå på skul­drene af i dag, er pro­duk­ter af mange års udvæl­gelsesprocess­er, hvor regionale, nationale og inter­na­tionale aktør­er alle har delt­aget. Alle har hver især været involveret i forskel­lige prob­lem­still­inger. Men isce­nesæt­telsen af kul­tur­ar­ven er en forhan­dling mellem alle tre niveauer, for sjældent har kun én af dem magten til at definere den alene.

Et eksem­pel: Tem­pelkom­plek­set Angkor har siden 1992 været stem­plet som en del af “men­neske­he­dens kul­tur­arv” gen­nem ind­skrivn­ing på UNESCO’s ver­den­sarvs­liste. Tem­plet har også i forskel­lige udgaver pry­det det cam­bod­janske flag i forbindelse med skif­tende nationale pro­jek­ter fra 1850 og frem til i dag. Med flere end to mil­lion­er besø­gende årligt er tem­pelkom­plek­set afgørende for det lokale liv og områdets fremtid: både i form af økonomisk udvikling, men også med et tru­ende økol­o­gisk sam­men­brud som følge af de mange inter­na­tionale besø­gende, der vil have del i kul­tur­arvs­fortællin­gen. Inter­na­tionale, nationale og lokale lag er sam­men­fil­trede i en kamp, der ikke mindst han­dler om økono­mi og iden­titet.

Som kul­tur­arvs­te­o­retik­eren Lau­ra­jane Smith har påpeget, så er “[k]ulturarv (…) en forhan­dling mellem de indi­vidu­elle og kollek­tive hukom­melser, der står i nuti­den og kig­ger tilbage på for­tiden og forsøger at forme iden­titeter i fremti­den.” Kul­tur­ar­ven er en kamp­plads — ikke blot om for­tiden, men først og fremmest om fremti­den.

Hvad enten den har materiel form i bygninger, arkæol­o­giske fund og stat­uer, eller imma­teriel form i tra­di­tion­er, bevægelser og videns­former, så rejs­es spørgsmålet om, hvorvidt kul­tur­arv han­dler om at minde sig selv om, hvem man allerede er, eller om det i virke­lighe­den han­dler om, at nogen gerne vil fortælle andre, hvem de helst skal være?

For Bertel Haarder lå det meste af vægten på det første. I denne serie har vi fået en række kul­tur­arvs­forskere til at lægge al vægten på det sid­ste. For kam­p­ene om, hvad vi vil huske, er kam­p­ene om, hvem vi prøver at blive.

Scroll til toppen