Forestillede fællesskaber. En meget kort introduktion til Benedict Anderson

C.A. Lorentzen
C.A. Lorentzen: Dan­nebrog falder ned fra himlen.

Politologen Benedict Anderson lærte os, at nationer var forestillede fællesskaber, der først opstod i nyere tid, som følge af de store religiøse systemers sammenbrud og kapitalismens fremkomst.


Søndag den 13. decem­ber 2015 døde den anerk­endte poli­tolog Bene­dict Ander­son i en alder af 79 år. Han var kendt for sin skel­sæt­tende analyse af nation­al­is­mens oprindelse og udvikling i bogen Forestillede fæl­lessk­aber fra 1983. Selvom bogen efter­hån­den er over tre­dive år gam­mel, er den om muligt end­nu mere rel­e­vant i dag, hvor nation­al­is­tiske parti­er og bevægelser er i hastig vækst rundt omkring i Europa.

Bene­dict Ander­son lev­ede hele sit liv i udkan­ten af forskel­lige nationale fæl­lessk­aber. Han blev født i 1936 i Kun­ming i Kina, hvor hans irsk-engelske fam­i­lie var udsta­tioneret i forbindelse med faderens arbe­jde. Under Anden Ver­den­skrig fly­gt­ede fam­i­lien til Cal­i­fornien for dernæst at fly­tte til Irland i 1945. Bene­dict Ander­son stud­erede i Eng­land og siden­hen USA, hvor han brugte størst­ede­len af sin kar­riere som poli­tolog med spe­ciale i Sydøs­tasien.

Nationen er et forestillet fællesskab

Bene­dict Ander­sons værk Forestillede fæl­lessk­aber er en af de mest anerk­endte analyser af nation­al­is­mens his­toriske opståen og udvikling. Den grundlæggende pointe i vær­ket er, at nation­er ikke består af ældgam­le folk bun­det sam­men af his­to­rie, blod, sprog, kul­tur og/eller ter­ri­to­ri­um, som nation­al­is­ter ynder at forestille sig. Nation­er var der­i­mod den mod­erne forestill­ing om et sådant fæl­lesskab.

Nation­er er forestillede fæl­lessk­aber; de er forestillede, for­di de er for store til, at alle medlem­mer kan lære hinan­den at kende. Der­for er det kun muligt at forestille sig, at man har et forhold til alle andre medlem­mer af natio­nen på tværs af tid og rum. Det fak­tum, at natio­nen er en forestill­ing, gør den selvføl­gelig ikke min­dre virke­lig. Nation­er er meget virke­lige — virke­lige nok til at folk er parat til at dø og dræbe for dem.

Nation­al­is­men udfyldte, ifølge Bene­dict Ander­son, det poli­tiske og eksis­ten­tielle tom­rum, der opstod efter de store religiøse fæl­lessk­abers for­fald. Kris­ten­dom­men og den mus­limske Ummah strak­te sig i deres storhed­stid over enorme lan­dom­råder og forenede flere folkeslag i en fælles (religiøs) forståelse af ver­den og et hel­ligt sprog (latin eller klas­sisk ara­bisk), som lokale eliter også kunne bruge til at kom­mu­nikere ind­byrdes. De store religiøse fæl­lessk­aber var organ­is­eret i min­dre poli­tiske enhed­er, hvor konger regerede over etnisk og sprog­ligt frag­menterede befolkninger med gud eller de religiøse sted­fortræderes vel­signelse.

Det var dette sys­tems krise og for­fald, der banede vejen for nation­al­is­mens opblom­string i sid­ste halvdel af det attende århun­drede. Men det skete ikke af sig selv. Nation­al­is­mens fremkomst var et pro­dukt af speci­fikke his­toriske omstændighed­er og aktør­er.

De his­toriske omstændighed­er, Ander­son fremhævede, var sam­spillet mellem kap­i­tal­is­men og bogtrykkerkun­stens udvikling, som resul­terede i pro­duk­tio­nen af enorme mængder bøger og avis­er, der bidrog til udviklin­gen og udbre­delsen af fælles forestill­inger – og som på sigt kom til at udgøre fun­da­mentet for forestill­in­gen om et nation­alt fæl­lesskab.

Cirku­la­tio­nen af bøger og avis­er gjorde det muligt for spredte indi­vider, at forholde sig til hinan­den og udvikle en fælles bev­id­s­thed om begiven­hed­er, fortællinger og ideer – typisk inden for ram­merne af et bestemt ter­ri­to­ri­um og en bestemt gruppe. Den eksplic­it og implic­it patri­o­tiske lit­ter­atur spredte grad­vist forestill­in­gen om et speci­fikt nation­alt fæl­lesskab, der dannede grund­lag for nation­al­is­mens pop­ulære gen­nem­brud.

Nationalismens oprindelse og udvikling

Bene­dict Ander­sons udpegede kolonierne i den nye ver­den som den mod­erne nation­al­ismes arnest­ed. Ifølge Ander­sons var det de kolo­niale mod­er­lan­des udbyt­ning af kolonierne, kom­bineret med diskrim­i­na­tion mod uden­land­sk-fødte embedsmænd i det kolo­niale appa­rat, der ans­porede lokale eliter til at for­følge drøm­men om uafhængighed.

For at realis­ere deres pro­jekt var det imi­dler­tid nød­vendigt at forene befolkningerne mod kolonimagten. Kolonierne var i forve­jen ind­delt i autonome admin­is­tra­tive enhed­er, der var rel­a­tivt geografisk isol­erede og derved kunne danne udgangspunkt for udviklin­gen af de første forestill­inger om nationale fæl­lessk­aber i tekst og tale – og siden­hen han­dling.

De Nord- og Sydamerikanske nation­al­is­mers poli­tiske suc­ces blev en mod­el, der blev imiteret og videreud­viklet i resten af ver­den. I Europa bidrog den vok­sende bog- og avis­pro­duk­tion ikke bare til ska­belsen af fælles forestill­inger, men også til stan­dard­is­erin­gen af forskel­lige dialek­ter og derved ska­belsen af nationale sprog, der blev et vigtig fun­da­ment for den europæiske nation­al­isme.

Nation­al­is­men i Europa var ofte tæt for­bun­det til demokratiske eller rev­o­lu­tionære ten­denser, hvor natio­nen udgjorde den retoriske mod­pol til kongemagten. Men mod­ellen blev også brugt af regen­ter, der forsøgte at legit­imere deres styre ved at forbinde det med det nationale fæl­lesskab via en offi­cielt sank­tioneret nation­al­isme. Natio­nen blev i begge til­fælde til den mod­erne stats grund­lag og legit­i­ma­tion. De bidrog der­for ofte aktivt til det nationale pro­jekt gen­nem sprog­lig stan­dard­is­er­ing, nationale sym­bol­er og pro­moverin­gen af en nation­al fortælling om et his­torisk fæl­lesskab, der i de fleste til­fælde aldrig havde eksis­teret.

Bene­dict Ander­sons analyse viste, at nation­al­is­men var et mod­erne poli­tisk pro­jekt, der stammede fra den nye ver­den og endte med at vin­de næsten uni­versel udbre­delse i sine mange lokale vari­anter. De havde dog alle det til fælles, at de hverken var his­torisk forankrede eller opstod spon­tant. De blev skabt mere eller min­dre bev­idst — som mobilis­er­ings­grund­lag for andre poli­tiske inter­ess­er.

Nationen som sekulær religion

En af årsagerne til nation­al­is­mens ved­hold­en­hed skal, ifølge Bene­dict Ander­son, find­es i nation­al­is­mens eksis­ten­tielle dimen­sion – en dimen­sion, de fleste poli­tiske ide­olo­gi­er neg­liger­er. Men­nes­ket har til alle tider været tvunget til at kon­fron­tere usikker­hed, modgang og i sid­ste ende deres egen døde­lighed. De store reli­gion­er lin­drede usikker­he­den ved at garan­tere en kos­mol­o­gisk orden og evigt liv i det hin­sides.

Men efter Oplysningsti­den og de religiøse sys­te­mers grad­vise sam­men­brud opstod der et eksis­ten­tielt tom­rum, som nation­al­is­men kom til at udfylde. Nation­al­is­men ind­skriv­er, lige­som reli­gio­nen, indi­videt i en større his­torisk og social sam­men­hæng, der tran­scen­der­er sine indi­vidu­elle medlem­mer. På den måde fun­ger­er forestill­in­gen om natio­nen som en sekulær aftager til reli­gio­nen.

Det per­spek­tiv kan måske også bidrage til at fork­lare nation­al­is­mens fort­sat­te tiltrækn­ingskraft i glob­alis­erin­gens tid­salder. Selvom nation­al­staters suverænitet i dag indgår i glob­ale økonomiske process­er, er nation­al­is­men langt fra blevet svækket. Udviklin­gen har i mange til­fælde kun styr­ket nation­al­is­men – i en usikker og uover­skuelig ver­den, bliv­er et sys­tem, der garan­ter­er mening og kon­ti­nu­itet kun mere tiltrækkende.

Forestillingen om et andet fællesskab

Bene­dict Ander­sons mente ikke, at nation­al­is­men hang sam­men med fremmed­had og racisme. Nation­al­is­mens grundlæggelse var oprindeligt et pos­i­tivt og inklu­sivt pro­jekt. Men den senere udvikling stiller spørgsmål­stegn ved nogle af Ander­sons kon­klu­sion­er. Den færdigud­viklede nation­al­isme er per def­i­n­i­tion begrænset til et enkelt folk på bekost­ning af andre. Som sådan er nation­al­is­men baseret på eksklu­sion og et klart hier­ar­ki, der i løbet af det tyvende århun­drede har været tæt for­bun­det med chau­vin­isme, fremmed­had og krig.

Bene­dict Ander­son erk­endte, at nation­al­is­men altid er begrænset til en bestemt nation, men insis­terede sam­tidig på, at forestill­in­gen om natio­nen viste vores evne til at iden­ti­fi­cere os med men­nesker, vi aldrig har mødt. Han insis­terede der­for på, at nation­al­is­men inde­holdt et utopisk ele­ment.

Selvom man både kan og bør forholde sig kri­tisk til Ander­sons forsøm­melse af nation­al­is­mens eksklu­sive karak­ter, vis­er hans analyse af nation­al­is­mens mod­erne ophav sam­tidig, at afgræn­snin­gen af natio­nen er en vilkårlig his­torisk og rel­a­tivt ny pro­ces foran­ledi­get af omstændighed­ernes til­fældige sam­men­spil med speci­fikke poli­tiske pro­jek­ter og inter­ess­er.

Bene­dict Ander­sons analyse vis­er, at nation­al­is­tiske fan­tasi­er om for­dums storhed i virke­lighe­den bun­der i mod­erne poli­tiske pro­jek­ter baseret på rel­a­tivt vilkårlige geografiske og sprog­lige opdelinger. Der eksis­ter­er intet præ-his­torisk eller nød­vendigt grund­lag for afgræn­snin­gen af vores forestillede fæl­lessk­aber. Det er der­for også muligt, at forestille sig andre, mere inklu­sive fæl­lessk­ab­s­former på bag­grund af Bene­dict Ander­sons skel­sæt­tende arbe­jde – fæl­lessk­ab­s­former, der måske en dag kan bevæge sig ud over nation­al­is­mens begræn­sninger.

Mikkel Flohr er Ph.D.-studerende ved Insti­tut for Sam­fund og Glob­alis­er­ing, Roskilde Uni­ver­sitet.