At finde mening i den nøgne eksistens

Viktor Frankl

Allerede året efter sin befrielse fra koncentrationslejren udgav den østrigske psykiater og eksistensterapeut Viktor Frankl sine banebrydende erindringer fra koncentrationslejrene. Her i 70-året for udgivelsen af værket er Frankls tanker fortsat aktuelle.

Han er jøde og får visum til USA i 1941. Men han væl­ger alligev­el at blive i Østrig og ender i kon­cen­tra­tionsle­jr. I mod­sæt­ning til sin fam­i­lie over­lever han ophold­et og bliv­er befri­et af amerikanske sol­dater den 27. april 1945. Den østrigske psyki­ater og eksis­ten­ster­apeut Vik­tor Fran­kl udgiv­er allerede året efter sine bane­bry­dende erindringer fra kon­cen­tra­tionsle­jrene.

Bogen Trotz­dem Ja Zum Leben Sagen: Ein Psy­chologe erlebt das Konzen­tra­tionslager fra 1946 hør­er til blandt psykologi­his­to­riens mest berømte og bedst sæl­gende hov­ed­værk­er, og den er nu på vej til at blive fil­ma­tis­eret af Hol­ly­wood-sel­sk­a­bet Fuego Films. Her i 70-året for udgivelsen af vær­ket, som har fået den danske titel Psykolo­gi og eksis­tens, er Fran­kls tanker da også særde­les aktuelle.

Det er i dag en udbredt fejlop­fat­telse, at Fran­kl udvikler sin ter­apeutiske ret­ning på bag­grund af sine erfaringer fra kon­cen­tra­tionsle­jrene. Han beg­y­n­der imi­dler­tid allerede at bruge beteg­nelsen logoter­api fra og med 1926. Fran­kl grundlæg­ger sin egen ret­ning inden for den eksis­ten­tielle ter­api, som han kalder logoter­api efter sin over­sæt­telse af det græske ord logos til mening.

Grund­tanken er lige præ­cist, at men­nes­ket kan blive hel­bredt fra sine eksis­ten­tielle lidelser ved at finde mening med livet. Oplevelserne fra kon­cen­tra­tionsle­jrene bliv­er ikke desto min­dre betyd­nings­fulde for Fran­kls videre udvikling af logoter­api­en.

Den tredje wienerskole

Fran­kl bliv­er født ind i en jødisk fam­i­lie i Wien den 26. marts 1905. Her  vokser han op her midt i psyko­analy­sens føde­by, og han beslut­ter sig allerede som treårig for, at han skal være læge.  Han hold­er fast ved sin beslut­ning og beg­y­n­der i 1923 at stud­ere med­i­cin ved Uni­ver­sität Wien. Inden han afs­lut­ter sin lægeud­dan­nelse i 1930, møder Fran­kl i 1925 psyko­analy­sens grundlæg­ger Sig­mund Freud. Fran­kl allerede beg­y­n­dt at skrive til Freud nogle år forinden, i en alder af kun 16 år. Freud er med andre ord en af Fran­kls store ung­domshelte. Mødet med Freud bliv­er dog ikke nogen stor suc­ces for Fran­kl. Efter mødet bliv­er den unge læges­tud­erende nem­lig over­be­vist om, at hans syn på psykolo­gi og psykoter­api stem­mer meget bedre overens med Alfred Adlers indi­vid­u­alp­sykolo­gi, end det gør med den freudi­anske psyko­analyse.

Freud er da heller ikke Fran­kls eneste ung­domshelt. I en tidlig alder bliv­er Fran­kl også optaget af livs­filosofi, og i gym­nasi­et skriv­er han opgave om den tyske filosof Arthur Schopen­hauer. Senere kom­mer inter­essen også til at omfat­te den danske eksis­tens­filosof Søren Kierkegaard og den tyske eksis­tens­filosof Friedrich Niet­zsche. Adlers indi­vid­u­alp­sykolo­gi bliv­er gerne kaldt Den anden Wiener­skole, efter psyko­analy­sen som den første, og den er netop inspir­eret af livs- og eksis­tens­filosofiens beton­ing af men­nes­kets indi­vidu­elle valg og ans­var. Den adlerske psykoter­api fokuser­er tilsvarende på indi­videts kreative evn­er til at skabe foran­dring.

Fran­kl bliv­er inspir­eret, da han ikke kan købe Freuds psykol­o­giske tese om, at men­nes­ket er styret af en vil­je til lyst­til­fredsstil­lelse og der­for grundlæggende set bare er et biol­o­gisk driftsvæsen. Fran­kl opdager imi­dler­tid, at han heller ikke kan god­tage Adlers psykol­o­giske fork­lar­ing om, at men­nes­ket er drevet af en niet­zschean­sk vil­je til magt. Gen­nem Kierkegaard find­er han i stedet frem til, at men­nes­ket må være drevet af en vil­je til mening. Det er lige præ­cist der­for, at Fran­kl lancer­er logoter­api­en som en særlig kobling af eksis­tens­filosofi og psykoter­api, der skal komme til at blive omtalt som Den tred­je Wiener­skole.

Fra succes til Anschluß

Den unge Fran­kl udmærk­er sig ikke alene som en orig­i­nal teo­retik­er og metodik­er. Mens han stadig er læges­tud­erende, står Fran­kl i peri­o­den mellem 1928 og 1930 for at etablere et gratis tilbud i syv østrigske byer om psykol­o­gisk råd­givn­ing til stud­erende. Tilbud­det bliv­er en stor suc­ces, og det bemærkes i udlan­det. Blandt andet af den kendte læge og psykoter­apeut Wil­helm Reich, som inviter­er Fran­kl til Berlin.

I tiden indtil 1937 færdig­gør Fran­kl sin spe­cial­is­tud­dan­nelse i psyki­a­tri og neu­rolo­gi ved det psyki­a­triske hos­pi­tal Stein­hof i Wien. Her bliv­er han ans­varlig for den såkaldte ’selv­mordspavil­lion’, der står for behan­dling af 3.000 selv­mord­struede kvin­der om året. I 1937 for­lad­er Fran­kl imi­dler­tid hos­pi­talsver­de­nen og slår sig ned som pri­vat­prak­tis­erende psyki­ater og neu­rolog på adressen Alser Strasse 3212 i Wien, hvor han blandt andet bedriv­er logoter­api.

Glæ­den er kort, for det nazis­tiske Tysk­land overtager Østrig den 13. marts 1938 under den såkaldte Anschluß. På grund af sin jødiske bag­grund får Fran­kl for­bud mod at behan­dle ”ariske” patien­ter, og i 1940 bliv­er han led­er af den neu­rol­o­giske afdel­ing på Roth­schild-hos­pi­talet i Wien, som er byens sid­ste hos­pi­tal med adgang for jødiske patien­ter.

Det nøgne liv i koncentrationslejren

Når Fran­kls his­to­rie er ved at blive fil­ma­tis­eret, skyldes det som sagt, at han ikke benyt­ter sig af det visum til USA, som han ellers søger og får i 1941. Han vil i sid­ste øje­b­lik ikke for­lade sine gam­le foræl­dre. Fran­kl har desu­den mødt sit hjertes udkårne i Wien. Senere samme år gifter han sig med Tilly Gross­er, og de bliv­er et af de sid­ste jødiske par, som nazis­terne giv­er tilladelse til at gifte sig. Tilly er gravid, men nazis­terne tvinger par­ret til at få en abort, og mange år senere dedik­er­er Fran­kl i 1978 sin bog The Unheard Cry for Mean­ing (Det over­hørte råb om mening) til det ufødte barn.

Efter ni måned­ers ægteskab bliv­er par­ret endelig arresteret den 25. sep­tem­ber 1942 og sam­men med Fran­kls foræl­dre deporteret til kon­cen­tra­tionsle­jren There­sien­stadt nord for Prag i Tjekki­et. Her arbe­jder Fran­kl som læge, indtil han bliv­er bragt til Auschwitz den 19. okto­ber 1944, hvor han bliv­er skilt ad fra Tilly. Den berygt­ede lejr­læge Joseph Men­gele plac­er­er Fran­kl i den ven­stre kø til gaskam­meret, men den unge jøde sny­der sig over i den højre kø og bliv­er trans­porteret i krea­tur­vogn til KZ-Kom­man­do Kaufer­ing III i Bay­ern. Den 5. marts 1945 går turen igen videre kon­cen­tra­tionsle­jren Türkheim under KZ-Dachau, hvor Fran­kl for­bliv­er indtil den amerikanske hærs befrielse den 27. april. Hverken konen eller foræl­drene over­lever. Broren Wal­ter dør i Auschwitz.

Det kan umid­del­bart forekomme svært at mobilis­ere nogen vil­je til mening under så ekstreme liv­som­stændighed­er. Fran­kl del­er skæb­n­er med den ital­ienske for­fat­ter Pri­mo Levi, der i sin bog Questo è un uomo (Hvis dette er et men­neske) fra 1947 beskriv­er, hvor­dan kon­cen­tra­tionsle­jren ned­bry­der fangerne og fratager dem deres men­neske­lighed. For Levi er Holo­caust i sid­ste ende et bevis på, at der ikke eksis­ter­er nogen Gud. Der­for er der heller ikke nogen egentlig mening med livet, og Levi ender for­mod­entlig med at begå selv­mord i 1987.

Fran­kl har imi­dler­tid en eksis­ten­tiel og åndelig ind­still­ing til livet. Der­for benægter han også, at men­nes­ket blot er et pro­dukt af sit miljø, og at det hverken har fri­hed eller ånd. Når Trotz­dem Ja Zum Leben Sagen allerede ved Fran­kls død i 1997 har sol­gt langt over 10 mil­lion­er eksem­plar­er på 24 sprog, skyldes det netop, at Fran­kl heri demon­str­erer, hvor­dan men­nes­ket altid har en mulighed for at finde mening med livet. Som den romerske slave­filosof Epik­tet på tilsvarende vis forkyn­der 2000 år tidligere, er men­nes­ket nem­lig først fuldt fort­abt og slave­bun­det af de ydre vilkår, når det giv­er op i sit indre. Selv om vores liv­som­stændighed­er er uden for vores kon­trol, har vi mulighe­den for at kon­trollere vores reak­tion­er på dem.

Fran­kls bog omhan­dler ikke blot hans egne erindringer fra kon­cen­tra­tionsle­jren. Han benyt­ter i stedet sit eksis­ten­tielle udgangspunkt og den fænom­e­nol­o­giske metode til at skil­dre måden, hvor­på den almin­delige fange oplever tilværelsen i lejren. Den ital­ienske filosofi Gior­gio Agam­ben har de senere år vun­det berøm­melse på sine analyser af det nøgne liv (homo sac­er), som har sin mest ekstreme form i kon­cen­tra­tionsle­jren. I sin bog fra 1946 skil­dr­er Fran­kl netop, hvor­dan kz-fangerne oplever, at de ”bogstaveligt talt ikke har andet end den nøgne eksis­tens”.

Agam­ben bruger sit begreb til at skil­dre en und­tagelses­til­stand, som udgør den mest abso­lutte umen­neske­lige sit­u­a­tion, for­di men­nes­ket berøves alle ret­tighed­er og priv­i­legi­er. Fran­kl vil omvendt vise os, at denne und­tagelses­til­stand rum­mer det aller­mest men­neske­lige. Det vil sige men­nes­kets eksis­tens, sådan som den er i sin kerne uden hverdagslivets slør. Små otte år efter i 1954 kan den franske idéhis­torik­er Michel Fou­cault der­for også bruge en tilsvarende forestill­ing om den nøgne eksis­tens til at skil­dre essensen i vores drømme med.

Tre faser i fangernes reaktioner på lejrlivet

Fran­kls psyki­a­triske skol­ing vis­er sig ved, at han opdel­er fangernes reak­tion­er på und­tagelses­til­standen i tre fas­er. Den første optagelses­fase er kende­teg­net ved en chok­til­stand, hvor fangerne slår en streg over hele deres tidligere liv og klam­r­er sig til en ind­bild­ning om at blive red­det i sid­ste øje­b­lik. Her laver Fran­kl den inter­es­sante reg­istrering, at den unor­male reak­tion er den nor­male adfærd i en unor­mal sit­u­a­tion, og at jo mere nor­malt et men­neske er, jo mere unor­malt vil det rea­gere på at blive fange i kon­cen­tra­tionsle­jr.

Reg­istrerin­gen udgør næsten en spe­jl­vend­ing af Han­nah Arendts ind­sigt fra Eich­mann i Jerusalem fra 1963, hvor hun hævder, at de aller­mest nor­male funk­tionær­er også bliv­er de ondeste bødler. Det mest abnorme bor med andre ord dybt i hjertet af det nor­male og vis­er sig enten som ond­skab eller ræd­sel, når det nor­male press­es ud af nor­malitetens ram­mer. Fran­kl er ikke uden sans for und­tagelses­til­standens sam­men­hæng mellem frygt og ond­skab, for hans bog skil­dr­er generelt de priv­i­legerede fanger med admin­is­tra­tive funk­tion­er – de såkaldte kapo­er – som særligt sadis­tiske. Som Fran­kls for­billede Kierkegaard også påpeger hun­drede år tidligere i Begre­bet Angest fra 1844, er det netop sam­men­brud­det, som kan gøre os men­neske­lige, og ang­sten der kan få os til at opdage, hvem vi egentlig er. Kierkegaard del­er imi­dler­tid også forståelsen for, hvor­dan det er på kan­ten af tilværelsen, at vi kan ind­fanges af vores egne dæmoniske sider og blive aller­mest umen­neske­lige.

I Fran­kls erindringer er det nu ikke Kierkegaard, men der­i­mod Niet­zsche, der er hov­edin­spi­ra­tio­nen. Efter chokket bevæger fangerne sig ind det egentlige lejr­livs fase, hvor opgivelsen og den indre lig­e­gyldighed truer med at tage over. Her vis­er Fran­kl, hvor­dan den grad­vise afs­tump­n­ing af følelses­livet kan udgøre en slags over­levelses­mekanisme, hvor indi­videt bliv­er præget af ren selvo­prethold­elses­drift.

Sam­tidig har fangerne det med at opgive ethvert håb for fremti­den og fly­gte ind i nos­tal­giske erindringer om for­tiden. At holde op med at mærke efter i sig selv, under­trykke sine følelser, fokusere på det neg­a­tive i livet og dvæle ved for­tiden er med andre ord prim­i­tive og uhen­sigtsmæs­sige beskyt­telses­foranstalt­ninger, som truer med at fremkalde en slags ind­vendig død. For mange fanger bliv­er slutre­sul­tatet af denne livsstrate­gi så krop­slig degen­er­a­tion, syg­dom og fysisk død.

Fran­kl har imi­dler­tid en emi­nent sans for, hvor­dan lidelsen repræsen­ter­er en skillevej, som både kan føre men­nes­ket mod fort­a­belse og frelse. Fran­kl citer­er der­for Niet­zsche for, at ”Den, der ved, hvor­for han skal leve, tåler næsten et hvilket som helst hvor­dan”.

Men­nes­ket kan lige præ­cist hæve sig over at være et pro­dukt af sine omstændighed­er ved at gøre livet menings­fuldt. Og præ­cist lige som de tidlige græsk-romerske filosof­fer og de store ver­den­sre­li­gion­er har sans for, går vejen til denne mening over erfarin­gen af lidelsen og døden. Først det men­neske, der har skuet ned i afgrun­den og har forliget sig med nøden, er i stand til at gøre tilværelsen til et hele. Fangernes ophold i kon­cen­tra­tionsle­jren behøver der­for ikke at føre til den opfat­telse, at det nu er for­bi med de sande mulighed­er for virke­lig­gørelse. Ophold­et kan nem­lig også føre til den ind­sigt, at mulighed­erne i virke­lighe­den lig­ger i dét, som fangerne gør ud af livet i lejren.

Hvis jeg skal omsætte denne ind­sigt til hverdagslivet i år 2016, kan et sam­men­brud af vores hverdagsliv gen­nem skilsmisse, arbe­jd­sløshed eller andet både føre til en opgivelse og laden-stå til ind­still­ing og til en erk­endelse af, at livet fak­tisk først starter nu! Det han­dler med andre ord om at give livet mål og se fre­mad i stedet for at dvæle ved for­tiden eller dæmpe sin irri­ta­tion og apati ved hjælp af kof­fein, nikotin, alko­hol eller narkoti­ka. Her citer­er Fran­kl igen Niet­zsche for, at ”Det, der ikke dræber mig, gør mig stærkere”.

Fran­kl gav sit eget lejr­liv et mål ved at arbe­jde på sit manuskript til den fag­bog, der blev udgivet i 1946 under titlen Ärztliche Seel­sorge: Grund­la­gen der Logother­a­pie und Exis­ten­z­analyse (Psyki­a­tri og sjæle­sorg). Den tred­je fase omfat­ter netop til­standen efter løs­ladelsen, og her når Fran­kl til den samme erk­endelse som den poli­tiske aktivist Nel­son Man­dela mange år senere gør efter sin løs­ladelse den 11 feb­ru­ar 1990. Uden for­son­ing vil man i en eksis­ten­tiel for­stand for­blive fange. Da Fran­kl efter kri­gen slår sig ned i Østrig, gør han der­for også noget særligt ud af at tale offentligt for til­givelse, selv over for tidligere nazis­ter.

Fra logoterapi til eksistenspolitik

Fran­kl benyt­ter sine ind­sigter fra kon­cen­tra­tionsle­jren til at styrke sin udvikling af logoter­api­en. Erindrings­bo­gen er der­for forsynet med et afs­lut­tende afs­nit om logoter­api­ens grund­be­gre­ber, der stort set føl­ger Ärt­zliche Seel­sorge. Den særeg­ne kobling af filosofi og psykoter­api burde ikke være raketv­i­den­skab, men Fran­kl har netop en frem­ra­gende sans for, hvor­dan det mod­erne men­neske i almin­de­lighed har en ten­dens til at havne i et eksis­ten­tielt vaku­um.

Til gengæld har men­nes­ket altid en mulighed for at finde en mening med livet, og det kan det enten gør ved at finde et kald i tilværelsen og udrette noget, opleve vær­di igen­nem kun­st, natur eller kærlighed, eller finde en åndelig mening med sin lidelse. Tro, håb og kærlighed.

Før Fran­kl dør, bliv­er Vik­tor Fran­kl-Insti­tut­tet opret­tet i 1992 i Wien. I dag er pro­fes­sor Alexan­der Batthyany direk­tør for insti­tut­tet, som står for at koordinere viden om forskn­ing og udvikling inden for området ver­den over. Fran­kls til­gang har aldrig vun­det rigtigt fod­fæste i Dan­mark, men logoter­api­en og eksis­ten­s­analy­sen har til gengæld fået et enormt gen­nem­slag i Cen­tral- og Sydeu­ropa samt i Syd- og Nor­dameri­ka. Der find­es en ganske enorm mængde tidsskrifter, film, bøger, uddan­nelsesin­sti­tu­tion­er og foreninger ver­den over, som beskæftiger sig med at udbrede og videreud­vikle arven efter Fran­kl. Logoter­api­ens særlige beton­ing af de åndelige eller spir­ituelle dimen­sion­er i tilværelsen lad­er imi­dler­tid ikke til at fange skan­di­nav­erne.

Alligev­el har Gylden­dal efter­hån­den genop­trykt Fran­kls erindrings­bog fra 1946 i adskil­lige udgaver og oplag. De senere år er inter­essen for tra­di­tio­nen efter Fran­kl steget ver­den over, og det lad­er til at behovet for mening i livet er vok­sende i en tid med glob­alis­er­ing, øget marked­skonkur­rence og en styr­ket kap­i­tal­isme.

Som den danske mys­tik­er Mar­t­i­nus påpeger, er for­ret­nings- og pengesys­temet en maskeret krig med andre midler, og der­for befind­er vi os efter­hån­den i en slags per­ma­nent und­tagelses­til­stand. Fran­kl tilby­der os netop en sans for, hvor­dan vi ikke kan udfylde det eksis­ten­tielle vaku­um i sam­fun­det på en menings­fuld måde med hverken for­brugs­goder, kom­pe­tenceud­vikling, ind­byrdes konkur­rence eller økonomisk vækst. Tvær­ti­mod opdel­er enhver krig men­neske­he­den i fanger og bødler og fremkalder lige dele ræd­sel og ond­skab. Der­for er begre­bet om eksis­ten­spoli­tik også beg­y­n­dt at vin­de frem, og med Fran­kl må en sådan poli­tik lige præ­cist skulle sætte fokus på at forbedre mulighed­erne for tro, håb og kærlighed.

Anders Dræ­by Sørensen er eksis­ten­tiel ter­apeut og ekstern lek­tor i pæd­a­gogisk filosofi ved DPU.