Da hjertet blev til en pumpe

Det anatomiske teater i København, gengivet i anatomibog fra 1648. Salen ses fra kongens private galleri. Bagvæggen prydes af skeletterne Adam og Eva med kundskabens træ og slangen imellem sig. Sæderne var hængslede, så de kunne klappes op. Derved kunne tilskuerne rejse sig, når de skulle følge med i detaljerne. FOTO: Det Kgl. Bibliotek.
Det anatomiske teater i Køben­havn, gen­givet i anatomi­bog fra 1648. Salen ses fra kon­gens pri­vate gal­leri. Bagvæggen pry­des af skelet­terne Adam og Eva med kund­sk­abens træ og slan­gen imellem sig. Sæderne var hængslede, så de kunne klappes op. Derved kunne tilskuerne rejse sig, når de skulle følge med i detal­jerne. Ret­tighed­er: Det Kgl. Bib­liotek.

I tidsrummet mellem renæssance og oplysning begyndte enkelte læger at udfordre antikkens medicinske dogmer ved at gå selve skaberværket efter i sømmene.

Da oplysningsti­den så småt dæm­rede i Dan­mark i 1600-tal­let, havde lægernes viden om men­nes­kets anato­mi i århun­dred­er udelukkende været baseret på den græsk-romerske læge Galen. Han lev­ede i det 2. århun­drede og byggede på sine græske forgæn­gere Hip­pokrates’ og Aris­tote­les’ læresæt­ninger, blandt andet om bal­an­cen mellem de fire kropsvæsker – den såkaldte humoral­lære. Galen ville egentlig gerne stud­ere den men­neske­lige krop, men romer­sk lov for­bød det, så han måtte nøjes med at dis­sekere aber og svin. Han var for sin tid en udmær­ket læge, som fore­tog dristige oper­a­tioner og blandt andet udviklede en kirur­gisk behan­dling for grå stær. Men hans begrænsede mulighed­er for at stud­ere men­nes­kets anato­mi førte også til fejlagtige antagelser, der indtil 1600-tal­let var indiskutable dog­mer ved de førende med­i­cinske fakul­teter.

Galens teori­er var accepterede af kirken – og på en tid, hvor alle viden­sk­aber måtte under­ordne sig teolo­gien, var det ikke klogt at udfor­dre den galeniske uni­ver­sitetsmed­i­cin. Og hvis Aris­tote­les år 350 fvt. havde sagt, at en hest havde 40 tæn­der, så var dét emne udde­bat­teret. En af de første til at udfor­dre sådanne abso­lutte sand­hed­er, var den britiske filosof Fran­cis Bacon (1561−1626). Han mente, at man selv måtte iagt­tage naturen, ind­sam­le kends­gerninger og først da drage sine kon­klu­sion­er. Bacon citeres for denne, for­mentlig apokryfe, anek­dote:

”I det Her­rens år 1432 var munkene i et kloster gerådet i en bit­ter dis­put om, hvor mange tæn­der, der er i munden på en hest. Dis­put­ten rasede i 13 dage, alle de ældgam­le bøger og lærde skrifter blev hen­tet frem, og aldrig havde man hørt større lær­dom lagt for dagen end ved denne lej­lighed. På fjor­tendeda­gen bland­ede en ung broder sig i stri­den og bad sine lærde fore­sat­te om lov til at tale. Og til for­færdelse for alle de lærde, hvis dybe vis­dom han tydeligvis for­agt­ede, fores­log han dem på det groveste og mest smagløse at åbne munden på en hest og dér finde svaret på deres spørgsmål.

En stor harme greb de dis­put­erende over denne uhørte krænkelse af deres værdighed. De kast­ede sig over den for­mas­telige munk, slog ham fordærvet og jog ham bort – det måtte nem­lig være Satan selv, som havde fris­tet ham til dette blas­femiske og uhørte angreb på Den Sande Lære. Efter yderligere mange dages lærd stri­den sænkede fre­den sig over for­sam­lin­gen, der som med én røst erk­lærede, at dette prob­lem for altid måtte for­blive et mys­teri­um, da der ikke fandtes tilstrække­lig his­torisk og teol­o­gisk bevis­ma­te­ri­ale”.

Anek­doten – hvis den da stam­mer fra Bacon – er angiveligt afskrevet fra en krønike, fun­det i et fran­ciskan­erk­loster i slut­nin­gen af 1500-tal­let, da mid­de­lalderens dog­mer i sti­gende grad blev udfor­dret.

En ny tid for videnskaben

På dette tid­spunkt havde den flamske læge Andreas Vesal­ius (1514−1564) allerede rokket ved Galens autoritet. Vesal­ius havde fået mulighed for at dis­sekere men­nesker, og hans smukt illus­tr­erede anatomiske syvbinds-værk fra 1543, De humani cor­poris fab­ri­ca blev i de kom­mende mange år anatomiens stan­dard­værk.

Bogens planch­er viste for første gang men­neskekrop­pens indre opbygn­ing, som den virke­lig så ud, muskler, organ­er, blod­kar, nerve­baner, sen­er og knogler. For at skaffe kada­v­ere måtte Vesal­ius ofte, under natlige udflugter, stjæle de hængte fra gal­gen. Han viste, at Galen tog fejl på afgørende punk­ter. Med den nyligt opfundne bogtrykkerkun­st fik det store værk udbre­delse i hele Europa. Vesal­ius fik dermed en lig­nende reformerende betyd­ning for lægev­i­den­sk­aben, som den, Mar­tin Luther få år tidligere havde haft teolo­gien. Han skabte en ny viden­sk­a­belig metode ved ikke at tage dog­mer for givet, men insis­tere på at fore­tage sine egne iagt­tagelser. Illus­tra­tio­nen vis­er titel­bladet.

Hidtil havde anatomien været et anliggende, som universitetsme­dicinerne gladelig over­lod til bart­skær­erne. Anatomiske studi­er indgik ikke i de med­i­cinske stu­den­ters pen­sum. End ikke et skelet råd­ede Køben­havns Uni­ver­sitet over, så i heldig­ste fald havde under­vis­nin­gen fun­det sted ved hjælp af prim­i­tive og ube­hjælp­somme planch­er.

Forskellen mellem det gam­le og det nye syn på viden­sk­aben for­mulerede den danske læge og anatom Thomas Bartholin i 1659 sådan:

”De men­nesker spilder deres møje, som søger at forstå naturen gen­nem sofis­ternes snak og dis­pu­tat­sernes ord­strid. Naturen skal man lære at kende gen­nem selvsyn, ikke ved at dis­put­ere om den […] End­skønt de kan tale mange ord om planter, dis­put­ere om dyrene, skrive lærde værk­er om planterne og trættes med hinan­den om tin­ge­nes væsen, kender de ikke andet end kål og hus­dyr, når de møder selve naturen. Det er, for­di de dan­ner naturen i deres egen hjerne og ind­snævr­er den i deres egne kloge tanker. Nej, det er naturen selv, man skal stud­ere, ellers lær­er man den aldrig at kende. Med vores sanser skal vi under­søge det, som kan opfattes af sanserne”.

Anatomiens og fys­i­olo­giens vigtig­ste opdagelse i 1600-tal­let stod den engelske læge William Har­vey (1578−1657) for, da han påviste blodets kred­sløb. Har­vey beskrev hjertet som en pumpe, der sender blodet rundt i krop­pen. Siden antikken havde lægerne sto­let på Galen, som antog, at blodet hele tiden blev dan­net på ny af lev­eren. Krop­pen havde, ifølge Galen, to typer blod, som flød i hen­holdsvis arterier og ven­er. Lev­eren dannede veneblodet, som til­førte krop­pen næring, mens arterieblodet udgik fra hjertet og inde­holdt liv­givende ilt. Dette blod vendte ikke tilbage til hjertet, men blev for­brugt af krop­pen. Selv om Har­vey kunne påvise, at dette – med den mængde blod, som hjertet pum­pede ud – ville kræve en daglig pro­duk­tion på 7000 liter blod, var mange førende læger skep­tiske og udråbte Har­vey som en fan­tast. Efter­hån­den vandt Har­veys tanker dog anerk­endelse, ikke mindst efter at en anden læge og anatom, Mar­cel­lo Malpighi (1628−1694), i 1661 havde påvist de mikroskopiske kapil­lær­er, som for­bandt ven­er og arterier.

Senere kast­ede Har­vey sig over studi­et af fos­terud­viklin­gen og påviste, at alt lev­ende udvikles af en ægcelle og ikke, som hidtil antaget, opstod af sig selv fra livløs materie.

Dødens teater

I Dan­mark ydede den danske lægev­i­den­skab også vigtige bidrag til 1600-tal­lets bølge af anatomisk-fys­i­ol­o­gisk pio­ner­ar­be­jde. Anatomen Thomas Bartholin (1616−1680) intro­duc­erede Har­veys kred­sløb­ste­ori i Dan­mark og beskrev som den første men­nes­kets lym­fekarsys­tem.

Simon Paulli (1603−1680), som i 1644 havde fået indret­tet et ”anatomisk teater”, Domus Anatom­i­ca, på Frue Plads i Køben­havn, var uni­ver­sitetets første egentlige pro­fes­sor i anato­mi. Han var hen­tet til Køben­havn fra Ros­tock af den prak­tiske kong Chris­t­ian den Fjerde, som uden held sloges med uni­ver­sitetet om at reformere det mid­de­lalderlige med­i­cin­studi­um. Kon­gen ville gerne have mulighed for at videreud­danne de hånd­værks­baserede bar­berkirurg­er, som i mod­sæt­ning til de speku­la­tive med­i­cinere kunne bruges til noget for­nuftigt. Den krigs­glade konge havde kort sagt brug for kirurg­er i hæren og på flå­dens skibe. Til fakul­tetets ærgrelse fik Paulli da også arran­geret, at bart­skær­erne fik adgang til at overvære ’anatomierne’, dvs. dis­sek­tion­er af dyr og men­nesker.

Anatomi­huset var en lille, men pæn og statelig bygn­ing grund­muret og i to etager med kvist og kam­takkede gavle. I stuee­ta­gen fandtes et lille præ­pa­ra­tionsrum, hvor pros­ek­tor og hans assis­tent kunne istandgøre og præ­parere de kada­v­ere, man fik bragt ind. ’Pros­ek­tor’ (egentlig ’forskær­er’ af latin: ’pro’ og ’secare’, at skære) var beteg­nelsen for den læge, der assis­terede ved dis­sek­tion­erne. Pro­fes­soren skulle ikke selv have snavs på fin­grene, så det var en kirurg eller bart­skær, der førte kniv­en og fremviste organ­erne, mens pro­fes­soren pegede og læste op af de klas­siske lære­bøger. Ved siden af lå et kogerum, hvor man kunne afkoge og skelet­tere brugte kada­v­ere til under­vis­nings­brug.

Men først og fremmest lå her anatomisalen. Den nåede op gen­nem begge etager og havde fire rækker bænke arran­geret som i et amfiteater omkring dis­sek­tions­bor­det, der kunne vippes og drejes. Ende­væggen havde Paulli udsmykket med to skelet­ter, et man­dligt og et kvin­deligt. De hed Adam og Eva – egentlig hed kvin­den Inger, men Paulli havde ændret hen­des navn, og tilmed anbragt et ”kun­st­færdigt udført træ” med en udstop­pet slange imellem dem.

De ned­er­ste og nærmeste bænker­ad­er var for­be­holdt pro­fes­sor­er og fornemme gæster, mens de øvrige pladser var for stu­den­terne og den måbende (og betal­ende) offent­lighed. Adgang­steg­net kunne købes hjemme hos Paulli og var med til at dække udgifterne til instru­menter, bødlens hon­o­rar, for­friskninger samt pedel­lens løn. Pedellen havde også en biindtægt ved at frem­stille og sælge bæl­ter af men­neske­hud. På første­salen fandtes et lille naturhis­torisk raritet­sk­abi­net, hvor man blandt mange inter­es­sante sjælden­hed­er kunne betragte hor­net fra en enhjørn­ing, en udstop­pet myres­luger, ribbenet fra en havfrue, skelet­tet af en nyfødt og forhu­den fra en jødisk dreng.

En række præ­parater, som Bartholin havde frem­stil­let, var også udstillede, deri­b­landt adskil­lige skelet­ter, et tør­ret fos­ter på seks uger, ”hud fra en mand udspændt på væggen”, en kvin­des hud, tørrede mavesække, et antal kranier, heri­b­landt et fra et men­neske ”angre­bet af et ondartet og eroderende sår” og et stykke kra­ni­um, som var ”bort­skudt af en kanonku­gle”.

Lærdom og gys

Over indgan­gen til Anatomi­huset var anbragt latin­sk ind­skrift: ”Her ser du, van­drings­mand, snart knogler, snart søn­der­skårne leg­e­mer. Her løs­er og foren­er kun­sten naturens værk”. Beske­den var klar: Anatomi­huset var til lær­dom og from opbyggelse. Som nyansat pro­fes­sor i anato­mi annon­cerede Thomas Bartholin på latin for en offentlig dis­sek­tion af en ung kvin­de. Han ville, skrev han, den føl­gende dag ”iagt­tage og under­søge med kyske øjne og ærbare hæn­der et nøgent lig af det andet køn og ærbødigt fremvise sæde­marken og børnenes naturlige mælke­fad”. Det ville ske med fromhed og ære­frygt, og tilskuerne ville her kunne ”betragte Venus’ nøgne og yndi­ge spæde leg­eme […] kyske i tanke og gern­ing”.

Trods Bartholins fromme ord var 1600-tal­lets dis­sek­tion­er også en mak­aber adspre­delse for de dannede klass­er. Herom vid­ner den engelske flådeem­beds­mand Samuel Pepys’ (1633−1703) åben­hjer­tige dag­bog. Den 27. feb­ru­ar 1663 var han og en kol­le­ga inviteret til Bar­ber-Sur­geons’ Hall, bar­ber-kirurg­ernes lavshus i Lon­don siden 1430, for at overvære en dis­sek­tion og efter­føl­gende spise aftens­mad. Det hele var ”meget nydeligt arran­geret”. Man lyt­tede til en forelæs­ning om nyr­er og urin­ve­je, hvorefter man nød en fin mid­dag i ”godt og lærd sel­skab, mange doc­tores i med­i­cin”, og man drak kon­gens skål under Hans Hol­beins berømte maleri af Hen­rik den Ottende, fortæller Pepys:

”Efter mid­dag tog dr. Scar­bor­ough nogle af sine ven­ner med sig, og jeg gik med for at se liget, hvad vi også kom til; det var en kraftig fyr, en sømand, der var blevet hængt for røveri. Jeg rørte ved den døde krop med min bare hånd; den var kold at føle på, men jeg syntes, det var et ube­hageligt syn”.

I et side­lokale, hvor ligene blev klargjort, fik gæsterne lov til nærstud­ere den dødes nyr­er og urin­ve­je, og Pepys fik dr. Scar­bor­ough til at fork­lare sel­skabet ”alt om sten­syg­domme og oper­a­tio­nen og alle andre spørgsmål, som jeg kunne finde på: hvor­dan van­det kom­mer ned i blæren gen­nem de tre lag hin­der eller overtræk”. Pepys havde en særlig inter­esse for dette emne, da han nogle år forinden selv havde fået fjer­net en stor blæresten. Den opbe­varede han i et skrin, og til sine dages ende fejrede han års­da­gen for den vel­lykkede oper­a­tion.

Også Anatomi­huset i Køben­havn havde hyggelige og sep­a­rate ­lokaler, selv om forhold­ene nok var mere beskedne. Over anatomiteatret fandtes en loge med sin egen indgang. Her kunne kon­gen og andre fornemme diskret overvære forelæs­ninger og dis­sek­tion­er. For anatomien var det af afgørende betyd­ning, at kon­gelige, adelige og gejstlige blåstem­plede Anatomi­huset med deres tilst­ede­værelse. De var garan­ter for, at der ikke foregik noget usøm­meligt eller ugudeligt. Fra at være en dis­ci­plin, som måtte dyrkes i udlan­det eller i hvert fald i det skjulte, havde anatomien fået statens og kirkens vel­signelse – og Køben­havn havde i nogle få år det mest anselige anatomiske teater ved noget europæisk uni­ver­sitet.

Og det gav resul­tater.

Artiklen er baseret på Klaus Larsens bog Dødens teater – lægekun­sten i Dan­mark 1640 – 1840 fra For­laget Munks­gaard, 2012.

Scroll til toppen