Det forunderligt utopiske øjeblik

UNESCOs første gen­er­al­for­sam­ling. FOTO: © UNESCO.

UNESCO blev grundlagt tre måneder efter bombningerne af Hiroshima og Nagasaki. I skyggen af paddehatteskyerne opstod et presserende behov for at insistere på videnskabens iboende værdi og fredsfremmende natur. Lektor Casper Andersen undersøger her, hvordan idéerne fra det forunderligt utopiske øjeblik har sat sine spor i FN-systemet.

FOKUS: DET ANDET FN FN er meget andet end 15 stat­srepræsen­tan­ter i en mahog­nibek­lædt sal. Dét FN, der vis­er sig, når Sikker­hed­srådet tages ud af lignin­gen, er et FN, der kon­stant bevæger ver­den omkring os. Det er dét FN, der fordel­er havbun­dene i ark­tis, fred­er oldtids­min­der, opstiller fly­gt­ningele­jre og fun­ger­er som stats­magt i lande i tran­si­tion. Der­for har vi bedt forskere og FN-ekspert­er under­søge, hvor­dan FN har imødekom­met 70 år glob­ale udfor­dringer.

Sprængnin­gen af ver­dens første atom­bomber og opret­telsen af FN-sys­temet var to tæt for­bundne ver­den­shis­toriske begiven­hed­er. Det er særligt tydeligt i Unit­ed Nations Edu­ca­tion­al, Sci­en­tif­ic and Cul­tur­al Organ­i­sa­tion (UNESCO), der blev grund­lagt tre måned­er efter bomb­ningerne af Hiroshi­ma og Nagasa­ki. Som den britiske under­vis­ningsmin­is­ter, Ellen C. Wilkin­son, udtryk­te det ved de afs­lut­tende forhan­dlinger i Lon­don i 1945: ”I en sit­u­a­tion hvor vi alle, måske i æng­s­telse, undr­er os over hvad viden­sk­ab­s­folkene vil gøre ved os næste gang, så er det vigtigt, at de føler sig tæt for­bun­det med human­is­terne, og at de føler, at de har et særligt ans­var over for men­neske­he­den.”

Oprindelig var inten­tio­nen at oprette en FN-organ­i­sa­tion for uddan­nelse og kul­tur (UNECO). S’et for Sci­en­tif­ic var således en sid­ste øje­b­liks til­fø­jelse til det, i dag, velk­endte UNESCO-akro­nym. UNESCOs mis­sion blev således at fremme fred ikke blot gen­nem uddan­nelse og kul­tur, men også gen­nem viden­skab.

I det nyligt grund­lagte UNESCO, hvis hov­ed­kvarter lå i det krigsmærkede Paris, dominerede imi­dler­tid først og fremmest forhåb­nin­gen om, at man med viden­skab og teknolo­gi kunne lægge fun­da­mentet for fre­delig men­neske­lig samek­sis­tens i den ver­den, der skulle genop­bygges efter kri­gen. UNESCOs første år udspandt sig i det his­torik­eren Glen­da Slu­ga ram­mende har beteg­net som “det forun­derligt utopiske øje­b­lik” mellem afs­lut­nin­gen på Anden Ver­den­skrig og Den Kolde Krigs beg­y­n­delse.

To af organ­i­sa­tio­nens found­ing fathers var med til at forme UNESCO; UNESCO’s første Gen­eraldirek­tør, den britiske biolog og filosof, Julian Hux­ley og den første led­er af UNESCOs viden­sk­ab­ssek­tion, kemik­eren og viden­sk­ab­shis­torik­eren Joseph Need­ham. Hux­ley og Need­ham var kun tilknyt­tet UNESCO i hen­holdsvis to og tre år, men deres ideer fik stor ind­fly­delse på organ­i­sa­tio­nens ret­ning og senere udvikling.

Julian Huxleys evolutionære humanisme

Julian Hux­ley var 58 år gam­mel, da han i 1945 blev udnævnt til Gen­eraldirek­tør for UNESCO. Tilhørende den berømte Hux­ley-slægt blev han født ind i det britiske ånd­saris­tokrati. Han var barnebarn af ”Dar­wins Bull­dog”, Thomas Hen­ry Hux­ley, og han var store­bror til for­fat­teren Aldous Hux­ley. Julian var uddan­net fra Eton og Oxford og havde — op gen­nem 1920’erne og 30’erne — skabt sig et navn gen­nem en række ind­fly­delses­rige viden­sk­a­belige og pop­ulærv­i­den­sk­a­belige værk­er, der var baseret på et evo­lu­tion­ste­o­retisk grundsyn.

Hux­leys viden­sk­a­belige, poli­tiske og filosofiske for­fat­ter­skab og stand­punkt var meget sam­men­sat. I sine værk­er udstillede han tidens race­te­ori­er som ren pseudov­i­den­skab, og de vandt i samti­den ikonisk sta­tus som autori­ta­tive anti-racis­tiske tek­ster. Hux­ley var sam­tidig for­t­aler for eugeniske tilt­ag på glob­al skala. Han kom­binerede også et dybt engage­ment i inter­na­tionale organ­i­sa­tion­er som UNESCO med en erk­læret støtte til det britiske imperi­um, som han anså for at være en nød­vendig og pro­gres­siv poli­tisk fak­tor — også efter Anden Ver­den­skrigs afs­lut­ning.

Efter sin udnævnelse til Gen­eraldirek­tør skrev Hux­ley i 1946 pam­flet­ten UNESCO: Its pur­pose and its phi­los­o­phy. Heri afviste han, at UNESCO kunne baseres på én af ver­dens mange reli­gion­er eller på én af ver­dens konkur­rerende poli­tisk-økonomiske dok­triner. Det skyldtes, at UNESCO havde til opgave at favne hele ver­den og skabe fred gen­nem foren­ing af men­nesker. Til gengæld kunne organ­i­sa­tio­nen, ifølge Hux­ley, baseres på det han kaldte ”evo­lu­tionær human­isme”: en filosofi der tog afsæt i, at alt liv på jor­den – herun­der men­nes­ket – var et pro­dukt af evo­lu­tionære process­er. For men­nes­ket gjaldt det, at foran­dringer ikke læn­gere først og fremmest var knyt­tet til biol­o­giske evo­lu­tion­sprocess­er, men der­i­mod fandt sted i social organ­is­er­ing og i tek­nol­o­gisk og idémæs­sig udvikling. Der­for var det også på disse områder, at UNESCOs mis­sion for at skabe fred skulle vin­des.

For Hux­ley var det et presserende prob­lem, at men­nes­kets poli­tiske evo­lu­tion ikke havde ful­gt med den tek­nol­o­giske evo­lu­tion. Således havde men­nes­kets tek­nol­o­giske for­måen nu på godt og ondt glob­ale kon­sekvenser, men poli­tikken var stadig domineret af nationale enhed­er og inter­esser­am­mer. I social organ­is­er­ing havde men­nes­ket gen­nem his­to­rien bevæget sig mod stadig større enhed­er, og der var nu behov for at tage næste skridt på vej mod ver­dens­borg­er­skab eller lige­frem en ver­den­sregering, der kunne sikre fred og det biol­o­giske livs over­levelse i en atom­ar tid. Det var ifølge Hux­ley FNs – og i særde­leshed UNESCOs — ulti­ma­tive opgave. Trods sit ikke-tele­ol­o­giske dar­win­is­tiske udgangspunkt, så var Hux­ley åbenlyst pro­gres­sion­ist i sin udlægn­ing af den evo­lu­tionære human­isme. En af hans senere bøger, Udviklin­gens his­to­rie: Livets vidun­derlige ver­den fra 1958, beg­y­n­dte således med de første encellede organ­is­mer og havde et billede af FN’s hov­ed­kvarter på sid­ste side.

Viden­skab skulle alt­så udgøre grund­laget for UNESCO. En ker­neop­gave bestod desu­den i at pro­mo­vere og udbrede viden­sk­a­belig viden, eksem­pelvis om atom­ar fis­sion, bak­te­ri­olo­gi og mikro­bi­olo­gi. For Hux­ley var det end­nu vigtigere, at organ­i­sa­tio­nen virkede for at pro­mo­vere den viden­sk­a­belige kul­tur, som en vej til fred og ver­dens­borg­er­skab. Hux­ley var grundlæggende opti­mistisk på men­neske­he­dens veg­ne. I et essay med titlen War as a Bio­log­i­cal Phe­nom­e­non, udgivet året før grundlæggelsen af UNESCO, afviste han at men­nes­ket fra biol­o­gisk hold var udstyret med et særligt krigsin­stinkt. Men­nes­ket havde helt åbenlyst aggres­sive tilbø­je­lighed­er men de kunne, ifølge Hux­ley, kanalis­eres over i aktiviteter som bjergbestign­ing, opdagelses­re­js­er og ikke mindst kun­st, forskn­ing og viden­skab. Aktiviteter, der i øvrigt flugt­ede fint med de ide­al­er Hux­ley selv var opflas­ket med i sin egen opvækst og uddan­nelse.

Udbre­delsen af den viden­sk­a­belige kul­turs værdier gen­nem omre­jsende pop­ulærv­i­den­sk­a­belige udstill­inger og pop­ulærv­i­den­sk­a­belige udgivelser på alle ver­dens hov­ed­sprog, skulle der­for være en hov­ed­pri­or­itet for UNESCO. På den måde kunne viden­skab og fred forenes og  syn­te­sen af biol­o­gisk, tek­nol­o­gisk og poli­tisk evo­lu­tion fulden­des i en form for oplyst ver­dens­borg­er­skab, der blev pro­moveret af ekspert­er, der inklud­erede folk som Hux­ley selv.

Needham’s periferi-princip

Joseph Need­ham var tidligt involveret i kam­pag­nen for at inklud­ere S’et i UNESCO og som den første led­er af UNESCOs viden­sk­ab­ssek­tion spillede han en hov­e­drolle i dens udformn­ing. Den Cam­bridge-uddannede kemiker,der i dag nok er mest kendt for sit virke som viden­sk­ab­shis­torik­er, delte Hux­leys opfat­telse af, at viden­skab var altafgørende for UNESCOs mis­sion. Men han baserede syn­spunk­tet på en anden grun­dop­fat­telse. Need­ham mente, at UNESCOs rolle i viden­skab skulle bygge på det, han i 1946 døbte ”per­iferiprin­cip­pet”.

Ifølge Need­ham var der af rent his­toriske grunde i ver­den en bright zone i Vesteu­ropa og Nor­dameri­ka, hvor viden­skab og indus­tri­alis­er­ing var rel­a­tivt udviklet og så langt større dark areas, hvor det mod­sat­te var til­fældet. Ifølge per­iferiprin­cip­pet, bestod hov­e­dop­gaven for UNESCOs viden­sk­ab­ssek­tor i at hjælpe forskere, der hidtil havde arbe­jdet under mis­er­able betingelser uden for den viden­sk­a­beligt priv­i­legerede bright zone. Der skulle der­for oprettes såkaldte ”viden­sk­ab­s­feltkon­tor­er” udval­gte sted­er i per­ife­rien. UNESCO åbnede sådanne kon­tor­er Brasilien, Kina, Egypten og Indi­en i 1947 og 1948.

Feltkon­tor­erne skulle under­støttes af ver­dens førende inter­na­tionale viden­sk­a­belige og tek­nol­o­giske organ­i­sa­tion­er, der skulle indgå i en stærk cen­tral enhed koordineret af UNESCO. Need­ham, der selv var kris­ten, sam­men­fat­tede i 1948 sin vision for UNESCO i en slående klerikal metafor. Viden­sk­ab­s­feltkon­tor­erne udgjorde mis­sion­ssta­tion­erne; kirken bestod af de inter­na­tionale viden­sk­a­belige organ­i­sa­tion­er.

Ambi­tion­erne var store, ikke mindst for­di Need­ham, ud fra et social­is­tisk informeret viden­sk­ab­ssyn, også lagde stor vægt på, at indus­triel forskn­ing skulle være en cen­tral del af UNESCOs virke. Kun på den måde sikrede man, at viden­sk­aben fik en reel pos­i­tiv effekt på befolkningernes lev­evilkår. Viden­sk­ab­ssek­tio­nen skulle således selv stå for viden­sk­a­belig viden­spro­duk­tion, udgive viden­sk­a­belige og tekniske tidsskrifter, samt forestå en fast cirku­la­tion af forskere, tekniske ekspert­er og udstyr for at ned­bryde – eller i det mind­ste kraftigt mindske – kløften mellem bright zone og dark areas.

Det forunderligt utopiske øjebliks efterliv

Det er let at fortælle en his­to­rie om, hvor­dan de utopiske ideer, som dem Hux­ley og Need­ham pro­moverede, forsvandt i UNESCO. Internt i UNESCO tog et inter­stat­sligt bureaukrati over, hvilket levnede min­dre plads til typer som Hux­ley og Need­ham. Geopoli­tisk og økonomisk var viden­sk­aben efter kri­gen big sci­ence og som sådan for betyd­nings­fuld til, at dens inter­na­tionale organ­is­er­ing kunne over­lades til viden­sk­ab­s­folkene selv. Det blev eksem­pelvis tydeligt, da atom­spørgsmålet blev hen­lagt til andre FN organ­er, hvor den amerikanske kon­trol var mere udtalt end i UNESCO.

Med Truman’s berømte fire­punk­t­stale i 1949, som sig­nalerede ”opdagelsen” af ver­dens fat­tige som et cen­tralt objekt for geopoli­tik, blev viden­sk­abens rolle i forhold­et mellem I‑lande og U‑lande indle­jret i den kold­krigslogik, som kom til at forme UNESCOs virke i de efter­føl­gende årti­er. Need­hams per­iferiprin­cip blev erstat­tet af en anden inter­na­tion­al­is­tisk dag­sor­den i UNESCO, hvilket blandt andet kom til udtryk i UNESCOs cen­trale rolle i grundlæggelsen af CERN, et ”pure sci­ence” pro­jekt, der blev plac­eret i Gen­eve og dermed solidt i the bright zone.

Hux­leys evo­lu­tionære human­isme fandt heller aldrig solidt fod­fæste i organ­i­sa­tio­nen. Dens erk­lærede ateisme gjorde den uspiselig for mange religiøse og kon­ser­v­a­tive grup­per, der var engagerede i inter­na­tion­alt samar­be­jde. Den evo­lu­tionære human­isme havde også et ele­ment af eugenisk tænkn­ing, der ikke faldt i frugt­bar jord efter Anden Ver­den­skrig og trods den erk­lærede anti-racisme, havde Hux­leys ide­ol­o­giske ståst­ed en tydelig rem af impe­ri­alt fun­deret civil­isatorisk hier­arkiser­ing, der gjorde den prob­lema­tisk for andre grup­per. Med afkolonis­erin­gen, der bevirkede at UNESCO — lige­som resten af FN — medlemsmæs­sigt blev domineret af tidligere kolonier, var den helt passé.

UNESCOs inter­na­tionale arbe­jde for viden­sk­abens glob­ale udbre­delse kom fra slut 1950’erne til at han­dle om nation­al sci­ence — under slagordet om uafhængighed fra de gam­le kolonimagter også på viden­sk­abens område. ”Poli­tisk uafhængighed uden viden­sk­a­belig uafhængighed er lige så selv­mod­si­gende som en veg­e­tarisk tiger”, som det ram­mende blev for­muleret af den emi­nente indiske UNESCO Vice-Gen­eraldirek­tør Mal­colm Adise­shi­ah i forbindelse med en viden­sk­ab­skon­fer­ence i Lagos 1964.

For­må­lene med inter­na­tion­alt viden­sk­a­beligt samar­be­jde i UNESCO er siden blevet refor­muleret flere gange. Afgørende i den sam­men­hæng har både været den Kolde Krigs afs­lut­ning samt et generelt sam­men­brud af de post-kolo­niale staters nation­al sci­ence dag­sor­den op gen­nem 1990erne. Nøgle­or­dene i UNESCOs viden­sk­ab­ssek­tor er for inde­værende sci­ence diplo­ma­cy og sci­ence capac­i­ty build­ing. Under de over­skrifter betragtes inter­na­tion­alt viden­sk­a­beligt samar­be­jde instru­mentelt som et red­skab i opnåelsen af FN’s nye glob­ale bæredygtighedsmål. På det punkt er kon­trasten markant i forhold til det utopiske øje­b­lik.

For UNESCOs grundlæg­gere var viden­sk­aben ikke blot et mid­del men der­i­mod et mål i sig selv. De insis­terede på, at viden­sk­abens sand­hedssø­gen var prin­cip­ielt grænseløs og at dette gav viden­sk­abens udø­vere en priv­i­legeret posi­tion til gen­nem viden­skab at pro­mo­vere det den UNESCO tilknyt­tede fysik­er Arthur H. Cromp­ton i 1947 ram­mende kaldte ”plan­e­tarisk bev­id­s­thed”. Det er umid­del­bart over­rask­ende, at denne form for viden­sk­ab­side­al­isme var så udtalt ved afs­lut­nin­gen på en krig, hvor viden­sk­aben havde spillet en så stor og syn­lig rolle; men det skyldes ikke mindst, at der i skyggen af pad­de­hat­tesky­erne opstod et presserende behov for at insis­tere på viden­sk­abens iboende vær­di og freds­frem­mende natur.

Den geopoli­tiske og intellek­tuelle kon­tekst, hvori UNESCOs viden­sk­ab­ssek­tor blev grund­lagt eksis­terede kun kort­varigt, men når idéerne fra det forun­derligt utopiske øje­b­lik alligev­el har haft en bety­delig virkn­ing­shis­to­rie, så skyldes det ikke mindst, at de sat­te insti­tu­tionelle spor ind i FN-sys­temet. Helt konkret har det, at S’et kom med i UNESCO, bety­det, at organ­i­sa­tio­nen fast har allok­eret en væsentlig del af sine ressourcer til viden­sk­ab­som­rådet — også selv om de under­liggende ratio­naler for at gøre det, har ændret sig markant over de efter­føl­gende syv årti­er. Det er en god påmin­delse om at ideers betyd­ning i ver­den i høj grad afhænger af, om de find­er vej ind i langtid­sh­old­bare insti­tu­tion­er.

Scroll til toppen