UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Forsoningskommission og selvransagelse – ’never the twain shall meet’

Grønland, 1747

FOKUS: FORSONING MED DEN DANSKE KOLONIHISTORIE? - Danmark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Danmark har parkeret kolonitiden i historiebøgerne, er den i Grønland og på de Amerikanske Jomfruøer stadig alt for levende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at forsone sig med fortiden for at skabe sin egen fremtid. Danmarks kolonihistorie er ikke død.

Et fællestræk for de tidligere kolonimagter er, at de kun modvilligt forholder sig selvransagende til den del af historien, som ofte indeholder overgreb og undertrykkelse af tidligere kolonier.


 

Det løsrevne citat vil de fleste genkende fra den engelske digter, forfatter og imperalist, Rudyard Kipling. Den udeladte del ’East is East and West is West’ refererer til, at den britiske metropolkultur aldrig ville kunne forstå, hvad der egentlig foregik i dets kolonier. I citatet ses begyndelsen til en forklaring på, hvorfor forsoning og selvransagelse heller ikke er en metervare i en dansk sammenhæng. Men ind imellem skubbes sådanne processer ufrivilligt i gang. Etableringen af en forsoningskommission i Grønland og den caribiske statssammenslutning CARICOM’s beslutning om at kræve erstatning og anerkendelse af slaveriet som en overgrebshistorie har skabt debat – i Grønland og i US Virgin Islands – men også, om end sporadisk, i Danmark.

Der er for så vidt ikke noget unikt dansk-grønlandsk eller dansk-vestindisk over et nølende eller modstræbende dansk engagement i et forsøg på at få synliggjort kolonimagters overgreb mod kolonier. Samtlige tidligere europæiske kolonimagter taler kun nødigt og nølende om kolonitidens overgreb. Når kolonitiden tages op til debat, sker det fortrinsvis for at påpege vigtigheden af at nuancere forståelsen af kolonitiden som en anden tid, samt at kolonitiden overordnet set måske nok var en dårlig oplevelse set fra det koloniserede subjekts synspunkt, men lige præcis i ens egen imperiale baggård var der mange tegn på god vilje. Derudover så høres den koloniseredes stemme ikke – og det gør det jo nemmere at få sit synspunkt igennem. Denne fremherskende forklaringsmodel kan genfindes i den britiske selvforståelse og ikke mindst i historikeren Niall Fergusons forsvar af den britiske model som en civilisationsudbredelsesmodel. Her anlægges synet på den britiske kolonisering som en oplyst form for nødvendig, midlertidig enevælde, som en underforstået kontrast til andre lande, hvor en sådan civilisationstanke slet ikke var en del af koloniseringen, der udelukkende handlede om primitiv magtudøvelse og økonomisk irrationel undertvingelse af de koloniale subjekter. At kritikken selv i Storbritannien er flere århundreder gammel, for eksempel i form af faderskikkelsen til den britiske og vestlige konservatisme, Edmund Burke, der kritiserede den britiske kolonialisme i Indien for at være drevet af kortsigtet profitjageri, synes ikke at anfægte fortalerne for synet på den britiske kolonialisme som båret af exceptionalisme, fremsynethed og godgørenhed (benevolence). Der findes naturligvis også stemmer, der taler imod den britiske selvforherligelse, først og fremmest en lang række akademikere, der enten er immigranter eller efterkommere af immigranter fra de tidligere britiske kolonier, som har gjort karriere inden for universitetsverdenen. Det er både opløftende og forstemmende. Opløftende, fordi det forstyrrer det selvforherligende narrativ. Forstemmende, for hvorfor er det ikke briter med britiske rødder, der har ført an i denne kritik?

I et andet hjørne af Europa finder man et af de imperier, som briter gerne hænger ud som uforsvarligt, nemlig det portugisiske. Og uforsvarligheden er til at tage og føle på. Et oprindeligt fundamentalistisk og kristent regime, der undertvang lokalbefolkninger i Brasilien, Afrika og Asien. En praksis, man i øvrigt startede med hjemme i Portugal mod muslimer og jøder, som blev tvangskonverterede. Kolonistyret sluttede 500 år senere med udsigtsløs krig mod guerillabevægelser i de portugisiske kolonier i Afrika. Men den foretrukne portugisiske forklaringsmodel på deres kolonialismes exceptionalisme, ser ikke overraskende ganske ganske anderledes ud. Den portugisiske civilisationsudbredelsesmodel bygger på, at portugiserne blandede sig med lokalbefolkninger (i modsætning til andre kolonimagters modeller som eksempelvis den britiske), som byggede på segregation. Der er naturligvis også forskel på kolonistyrernes udformning. Et særligt træk ved den portugisiske situation var, at det var et ganske trængt imperium. Eksempelvis forlod toppen af det portugisiske samfund Portugal for i stedet at blive regenter i Brasilien. Det var ret utænkeligt i en britisk sammenhæng. Endvidere var portugisernes styre i det sydlige Afrika voldsomt presset af det britiske verdenshegemoni i slutningen af 1800-tallet. Det gør ikke det portugisiske styre mere tiltalende eller mindre brutalt, men påpeger nødvendigheden af at nuancere de forskellige realiteter, der herskede i den koloniserede del af verden. Desværre bruges behovet for nuancering mere til at pudse den nationale imperiale glorie end til at nå frem til en nuanceret fremstilling af kolonitiden, uden at dens grundlæggende brutalitet tabes af syne.

Det interessante ved sammenstillingen af de forskellige nationale modeller for civilisationsudbredende kolonisering er, at de spejler sig i en ofte ikke specielt dybt forankret forståelse af de andre nationsmodeller som undertrykkende. Dette fører til, at alle nationale imperialmodeller kommer til at være udtryk for en exceptionalisme over for en generel læsning af kolonialisme som undertrykkende. Og hvis kolonialismen er en undertrykkelsesmekanisme, kan alle nationalimperier jo af indlysende grunde ikke alle være ikke-undertrykkende. Men lægger man alle de nationale selvsyn sammen, er det ikke desto mindre resultatet.

Ovenstående korte tur rundt i den kolonial-imperiale manege er vigtig for at understrege, at når man retter blikket mod dansk selvforståelse som kolonimagt, så er der på en og samme tid både noget partikulært (nationalt-imperialt) og noget generelt (europæisk-imperialt) på spil. Der er ikke en dimension af dansk koloniforvaltning, som ikke kan genfindes i et andet koloniregime. Men samtidig gjorde den særlige beskaffenhed, som de enkelte imperier havde, at der udviklede sig kontekster og særegne kolonialt administrative praksisser. Spektret af danske koloniale relationer – og ikke bare det geografisk betingede fra Arktis til troperne – var enormt, fra en guvernørrådsstyret koloni til den bogstavelig talt ene mand, der sad på fortet i Tranquebar i årevis og skulle forestille at repræsentere en kolonimagt. Der er med andre ord god grund til at nuancere, når det handler om at beskrive koloniale forhold i deres partikularitet, men det kan ikke fjerne fokus fra det faktum, at kolonialismen som system var et pilråddent, profitdrevet, eurocentrisk og selvforherligende undertrykkelsessystem, som hele Europa deltog i – enten direkte som kolonimagt eller gennem indtjening skabt af slavehandel, handel med varer produceret under umenneskelige forhold.

En dansk selvforståelse af, hvad det vil sige at have været en kolonimagt, må nødvendigvis starte herfra; til trods for at den nødigt gør det. Det kan en postkolonial kritik, der i øjeblikket strømmer gennem Europa med vekslende styrke, være med til at sætte skub i. Men det kan også på et langt mere konkret politisk plan være en forsoningskommission i form af den grønlandske, eller et erstatningskrav fra CARICOM. Men uanset om det er forskningslitteratur eller konkrete politiske tiltag – og lad det gerne være begge dele – så kræver det, at nogen melder sig ind fra dansk side. Det kniber gevaldigt, hvis man sammenligner den danske diskussion om en forsoning med fortiden med tilsvarende diskussioner i for eksempel Portugal, Italien og Tyskland.

En del af ulysten til at deltage i forsoningsprocessen er ikke svær at forklare. Hvem har lyst til at leve med et negativt nationalt selvbillede? Præcist sådanne problemer er postkoloniale kritikere oppe imod i Italien, Portugal og Tyskland. I Portugal blandt andet gennem fastholdelsen af billedet på en portugisiskhed, som kunne inkludere folk fra ’de oversøiske provinser’. I den danske sammenhæng er denne erindringshistorie splittet mellem Nordatlanten og troperne. Troperne findes kun som en vag eksotisk fortid, der intet har med dansk historie at gøre – og slet intet med dansk identitet. At det så sameksisterer med en historie om en stolt søfarernation, er et eksempel på mange paradokser. I forhold til Nordatlanten sker fortrængningen idet, at de egentlig aldrig var kolonier, for den danske tilstedeværelse var jo for deres egen skyld. Eksempelvis for at beskytte grønlændere mod nogen, der var værre. På samme vis er overgangen fra koloni til indlemmelse i Danmark i 1953 nærmest en umærkelig overgang. For egentlig, som allerede Jens Dahl påpegede i sin bog Arktisk selvstyre (1986), var den danske kolonisering af Grønland i virkeligheden mest omfattende efter kolonistyrets formelle ophør i 1953 og ved starten på moderniseringsplanerne – G50 og G60s – gennemførelse. Det er også værd at notere sig, at den grønlandske forsoningskommission primært retter sig imod denne periode som den mest destruktive for det, man måske kunne kalde en grønlandsk forankret selvværdsfølelse.

Et andet aspekt ved de forskellige tidligere kolonimagters forvaltning af deres nationale identitetshistorie er, hvilken rolle kolonierne spillede og spiller for den nationale identitet. I den portugisiske sammenhæng bruges den imperiale storhedstid og dens arv aktivt i form af at fastholde forbindelser – bestemt også økonomiske – til de portugisisk talende lande og til at relancere Portugal som et land, hvis identitet og interesser i stort omfang ligger uden for Europa. Ikke mindst i forlængelse af den globale finanskrise, der har ramt Portugal hårdt, og gjort tanken om at knytte sig tættere til de portugisisk talende vækstøkonomier i det globale syd attraktiv. Der er Danmarks situation naturligvis ganske anderledes, og dog er der noget tilsvarende på spil i mindre omfang. I forhold til Nordatlanten relancerer Danmark sig som en medspiller ved bordet om det, der allerede er blevet døbt ’The Scramble for the Arctic’, grundet parallellen til kolonimagternes opdeling af Afrika mellem sig i 1880erne. Her italesættes Danmark nok en gang som Grønlands beskytter. Man kunne indvende, at hvis vi ikke var der til at beskytte Grønlands interesser, var de så ikke i en værre situation? Umiddelbart jo, men vi er der jo først og fremmest for at beskytte egne interesser, og selvfølgelig kan man ikke forestille sig Grønland uden Danmark som andet end et magttomrum, fordi vi har haft suverænitetshævdelsen siden 1721. Det er også det, som et kritisk tilbageblik kunne rette op på.

Fordi relationen til Grønland stadig er aktiv, er det let at få øje på den konstante forhandling af magtbalance – især fordi Grønland i de senere år er sat på en selvstændighedskurs. Derfor virker springet til de forhenværende tropekolonier langt i tid og rum. Men i forhold til behandlingen af en fortid, som nægter at forsvinde, sker der også interessante ting her. Diskussionen af dem kunne starte med de enkle spørgsmål, såsom hvorfor Danmark har eller har haft restaureringsprojekter på spil i samtlige tidligere danske tropekolonier? Hvorfor rejser 10.000 danskere om året til US Virgin Islands, men accepterer, at de får det serveret som Dansk Vestindien? Kunne man forestille sig de 20.000 danskere, der rejser til Australien om året, synes, at Ny Holland lyder som en udmærket betegnelse for Australien? I mit Store Nordiske Konversationsleksikon udgivet i 1910’erne og 1920’erne finder man stadig referencen til Ny Holland. Man kunne fortsætte ad dette spor og rejse spørgsmålet om, hvilke kolonifortællinger danskere kommer tilbage fra Vestindien, Indien og Ghana med, når de har besøgt de ’gamle’ danske områder? Områder, der for så vidt har været nogenlunde tabt i skolemæssig sammenhæng i mange år, men som ironisk nok dukker op igen som meningsgivende referencer i en globaliseret tidsalder, der muliggør rejser for det globale nord på en skala aldrig set før – inklusive rejser til besiddelser, der for få årtier siden virkelig var en rejse og ikke kun nok en flystrækning.

Min pointe i det ovenstående er, at vi ikke kun kan se kolonitiden som en tid, der fortaber sig længere og længere bagud, men må se den som en tid, der på samme vis som andre skelsættende begivenheder (1864 trænger sig på i øjeblikket som et oplagt eksempel) konstant undergår en genfortælling – en genfortolkning. Alligevel virker det til, at grænserne for denne genfortælling ikke er uendelige. Den må ikke nå derind, hvor det begynder at knytte forståelsen af, hvem vi er sammen med den umenneskelig undertrykkelse af andre folk, som vi deltog i. Dette ’vi’ er selvfølgelig vores forfædre i forhold til kolonitiden, men det gør det ikke mere fortidigt end det ’vi’, der tabte krigen i 1864, og som ophævede stavnsbåndet i 1788, men som ikke desto mindre holdt fast i slaveriet. Det er her, at man finder forklaringen på, at det er helt karakteristisk, at kolonihistoriske genfortællinger forholder sig eufemistisk til undertrykkelsens detaljehistorie, men til gengæld kaster sig med stor entusiasme ud i nuanceringer, der retrospektivt gør os mere humane. Ikke at kolonihistorien er irrelevant i forhold til nationalidentiteten, men netop fordi den er en del af den nationale fortælling, som vi ikke bryder os om.

I forhold til den grønlandske forsoningskommission er det interessante selvfølgelig, at der ingen slaveri var. Det betyder dog ikke, at det er svært at se den danske tilstedeværelse som en overgrebshistorie. Det er jo det, kolonialisme er. Det er her væsentligt, at kommissionen netop forholder sig til moderniseringstiden, som i ordets bogstavelige forstand er postkolonial, fordi det er efter, at Grønland blev et særligt amt i Danmark. Her viser forsoningskommissionen, at en kolonial tilstand ikke er lig med en historisk afsluttet periode, frem mod en kolonis selvstændighed eller indlemmelse i et andet land. Et faktum, der burde forstyrre de politisk videnskabsbårne tilgange til det postkoloniale som et år nul, hvorefter ingen behøver se tilbage, men kun fremad.

En anden interessant dimension ved den grønlandske forsoningskommission er, at den taler om, hvordan forsoningen ikke er et historisk anliggende, men et kompleks af social arv skabt af den koloniale relation. Det vil sige, at forsoning netop ikke udelukkende er et historisk anliggende, men handler om en arv, som tidligere kolonier stadig kæmper med i dag. Det er præcis samme pointe, der gør sig gældende i CARICOM’s sagsanlæg. Ud over at man her ønsker at få de penge, som slaveri og udbytning skaffede til Europa. Det er selvfølgelig med til at forstyrre billedet af, at Europas velstand er et internt historisk anliggende. At kolonier skulle give overskud, blev igen og igen anført som en årsag til at have dem – også i Danmark og i forhold til Grønland.

En tredje interessant dimension ved den grønlandske forsoningskommission er, at vægten lægges på moderniseringsperioden, der ligger efter, at Grønlands status som koloni ophæves. Det rykker den så tæt på nutiden, at der i et vist omfang er tale om mennesker, der stadig lever. Forsoningskommissionens arbejde drejer sig om at adressere denne overgrebshistorie i en nutidig sammenhæng og bringer den derved ind i et univers, der mere minder om den sydafrikanske sandhedskommission end om et opgør med en historisk afsluttet periode. Og endelig er det selvfølgelig interessant, at den danske regering ikke har set noget behov for at skulle deltage i en forsoningskommission. På samme vis som den ikke kommenterer på den caribiske sammenslutnings krav om erstatning fra de gamle kolonimagter. At regeringer ikke frivilligt kommer på banen, er næppe nogen overraskelse, med mindre man lider af idealforestillinger om demokratiet. Man imødeser folkepresset med sindsro.

Lars Jensen er lektor ved Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitetscenter