UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Forsoningskommissionen og fortiden som koloni

Heinrich forslag

 Danmark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Danmark har parkeret kolonitiden i historiebøgerne, er den i Grønland og på de Amerikanske Jomfruøer stadig alt for levende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at forsone sig med fortiden for at skabe sin egen fremtid. Danmarks kolonihistorie er ikke død.

Helle Thorning-Schmidt afviste i august 2013 at deltage i Grønlands Forsoningskommission med ordene ”Vi har ikke behov for forsoning”. Kommissionen er blevet oprettet uden dansk bidrag, men med deltagelse af den grønlandske historiker Jens Heinrich. Han fortæller her om baggrunden for Kommissionen og de historiske mønstre, som den skal udlægge og gøre op med.


 

”For at lægge afstand til koloniseringen af vort land er det nødvendigt, at der finder forsoning og tilgivelser sted.” Således blev der argumenteret i koalitionsaftalen mellem Siumut, Partii Inuit og Atassut fra marts 2013, der dannede baggrund for oprettelsen af Grønlands Forsoningskommission. Forsoningskommisionen blev nedsat i 2014 af Naalakkersuisut (Grønlands Landsstyre). Kommissionen arbejder til udgangen af 2017 med mulighed for forlængelse. Kommissionen, der består af fem medlemmer, er med udgangspunkt i kommissoriet i gang med at udstikke rammerne for det videre arbejde. Grønland er netop her i november 2014 gået til valg, men umiddelbart virker det til, at kommissionen fortsætter.

Overordnet er kommissionens vidtløftige mål at skabe rammerne for et bedre grønlandsk samfund med en lykkeligere befolkning. Et af de første skridt bliver at indlede en dialog med den grønlandske befolkning om, hvilke emner der er relevante, og hvordan forsoning skal forstås. En af de vigtigste indledende opgaver for kommissionen er at nå så stor en del af befolkningen i Grønland og dernæst at få så mange som muligt i tale.

På forhånd har både de enkelte kommissionsmedlemmer og de politiske partier formuleret en række projektforslag. Kommissionen er uafhængig af partipolitiske holdninger, men ledsages af en følgegruppe med politikere fra de grønlandske partier, som ikke har noget mandat i forhold til kommissionen. Dernæst skal kommissionen formulere og konkretisere de relevante emner. Emnerne bliver sandsynligvis af både historisk, antropologisk, pædagogisk og psykologisk karakter. I kommisionens arbejde vil de ikke kun blive behandlet som akademiske emner, men i lige så høj grad vil kommisionen forsøge at gøre dem så brede som muligt, så de kan inkludere alle i Grønland, der har et behov for forsoning. Kommissionen arbejder hen imod, at den grønlandske befolkning igennem forskellige platforme kan forholde sig til forsoningsaspektet, eksempelvis via fortællinger, kunst eller teater.

 

Danisering og grønlandisering

Det er klart, at Grønland ikke er et tilbagestående og forsmået land, men en del af en globaliseret verden. Dog må vi ikke glemme, at det står overfor en række økonomiske, sociale og kulturelle udfordringer, der tynger udviklingsmulighederne. Trods den samfundsmæssige demokratiseringsproces, hvor lokale NGO’er vokser sig stadig stærkere, og hvor flere og flere deltager i samfundsdebatten gennem sociale medier og offentlige politiske demonstrationer, kæmper landet stadig med et historisk problem: manglende borgerinddragelse og en stor umælende befolkningsgruppe. Disse udfordringer er blandt andet, hvad kommissionen skal hjælpe til med at løse.

Grønland er i dag en selvstyrende del af rigsfællesskabet, som også inkluderer Færøerne og Danmark. I 1953 ophørte Grønlands kolonistatus, efter der fra grønlandsk side længe havde været et ønske om et mere moderne samfund med større muligheder for uddannelse og adgang til ledende stillinger. Grønlands modernisering havde som slutmål et samfund a la det danske, og den mere eller mindre usagte model for udviklingen af det grønlandske samfund var det danske. Både grønlændere og danskere anså det som naturligt, at forholdet mellem de to lande blev videreført. Et af redskaberne til at opnå dette var den såkaldte danisering, hvor man ved hjælp af det danske sprog og den danske kultur ville omforme det tilbagestående og fattige Grønland til et Norddanmark og grønlænderne til norddanskere.

Begge parter var enige om, at udviklingen skulle ske på baggrund af et samarbejde mellem de to folk. Grønlænderne havde igennem forskellige organer, herunder Landsrådet, en væsentlig indflydelse på forløbet, men i sidste ende var det op til den danske stat at træffe beslutningerne. Idéen var, at samfundet skulle moderniseres ved hjælp af udsendte (danske) arbejdere, og først når det var tilendebragt, kunne grønlænderne selv overtage alle aspekter af samfundets drift. Rollefordelingen i denne modernisering var, ligesom før moderniseringen, at danskerne var vejlederne og hjælperne, og grønlænderne skulle vejledes og hjælpes. Derudover var det op til Danmark at afgøre, hvornår Grønland nåede den ønskede modenhed. Det ulige forhold gav sig udtryk i form af lavere løn, dårligere uddannelse og sværere adgang til ledende stillinger for grønlændere. Den almene grønlænder, som den afdøde, tidligere landsfader, Jonathan Motzfeldt havde betegnet Sakæus og Benjamin, stod i moderniseringsprocessen på sidelinjen uden reel indvirkning på forløbet. Apati, druk og rodløshed blev hverdag for mange i forbindelse med koncentrationspolitikken, fødestedskriteriet og i det hele taget en hurtig samfundsudvikling. Koncentrationspolitikken handlede om, at den grønlandske befolkning skulle bo færre steder, hvormed det ville blive billigere og lettere at opbygge et velfærdssamfund. Fødestedskriteriet blev indført i 1960′erne og gik ud på, at den enkeltes løn afhang af, hvor vedkommende var født. Folk født i Grønland fik således en lavere løn end folk født i Danmark.

Indtil 1980’erne skulle man kunne tale dansk for at få en uddannelse, og efter hjemmestyrets indførelse kom der en modreaktion på daniseringen, der gjorde, at mange ikke fik lært dansk. I dag sidestilles grønlandskhed med, at man kan tale grønlandsk. Fiskeriet var tiltænkt som Grønlands økonomiske fundament og blev derfor også betragtet som det erhverv, hvor grønlænderne skulle lægge størstedelen af deres indsats. Det viste sig at slå fejl, da fiskeriet allerede i slutningen af 1960’erne begyndte at melde tegn på stagnation og i 1980’erne kollapsede helt. Afhængigheden af den danske statskasse blev understreget, selvom Grønland fik større og større indflydelse igennem blandt andet hjemmestyret. I det hele taget slog beregningerne for moderniseringen fejl på mange områder; befolkningstallet steg eksplosivt som en konsekvens af forbedrede sundhedsforhold, sådan at skoler, boliger og infrastrukturen løbende måtte udvides, hvilket belastede økonomien. Med hjemmestyrets indførelse i 1979 blev daniseringen afløst af grønlandiseringen ud fra idéen om, at Grønland skulle være mere grønlandsk, men det affødte ligeledes problemer på blandt andet uddannelsesfronten, hvor grønlandsk nu igen blev det dominerende sprog. Et så lille samfund som det grønlandske kan ikke have en befolkning, der kun taler et sprog. I dag skal man mindst kunne to, helst tre, for at kunne klare sig.

 

At definere sig selv

Grønland har været genstand for utallige videnskabelige undersøgelser gennem tiden. Fra geologiske, arkæologiske, psykologiske, juridiske til medicinske undersøgelser må grønlænderne være et af de folk i verden, som oftest er blevet målt, vejet og vurderet. I dag er tendensen, at grønlænderne også deltager i det videnskabelige arbejde, og Forsoningskommissionen kan ses som et udtryk for et stigende uddannelsesniveau og en stigende ansvarstagen. Tiltagene til undersøgelser kommer ikke længere kun udefra. Nu kan grønlænderne definere sig selv, og det er noget, Danmark også skal vænne sig til. Grønlænderne har igennem historien stået som antitesen til danskerne – umodne, uansvarlige naturfolk uden intellektuel færdighed og dybt afhængige af Danmark og danskerne, men billedet af grønlænderne skal også ses som et udtryk for den danske selvopfattelse, og hvordan man i Danmark opfatter egen kolonihistorie. Undersøgelserne siger oftest mest om dem, der undersøger. Som sagt var selvopfattelsen den, at danskerne var hjælperne, og at grønlænderne var dem, der skulle hjælpes. Fra dansk side bibeholder man stadig denne opfattelse og det til trods for, at grønlænderne har bevæget sig væk fra rollen som dem, der behøver hjælp. Ofte udtrykkes det fra dansk side, at grønlænderne burde være taknemmelige, og at moderniseringen af Grønland udelukkende havde til hensigt at hjælpe grønlænderne.

Dette misforhold mellem den grønlandske og den danske udlægning af kolonihistorien har også manifesteret sig i en diskussion blandt faghistorikere. I 2004 udgav Den Nordatlantiske Gruppe (DNAG), som på det tidspunkt bestod af tre ud af fire af de nordatlantiske folketingsmedlemmer (Færøerne og Grønland), en rapport, hvor Grønlands formelle indlemmelse i det danske rige i 1953 blev kritiseret. I 2007 kom Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med et modsvar i form af en udredning om Grønlands afkolonisering, som fritog den danske stat for, hvad DNAG havde kritiseret. Diskussionen er stadig uafklaret på mange felter – og Forsoningskommissionen kommer til at levere et bidrag til denne diskussion.

Indenfor akademiske kredse i Danmark er der en imødekommende tilgang til Grønlands ønske om forsoning, og på det plan er et samarbejde mellem danske og grønlandske institutioner en oplagt mulighed. Et eksempel til efterfølgelse er sidste års ”Til gavn for Grønland”-rapport. Rapporten blev udarbejdet af et fælles udvalg, hvor medlemmer var udpeget af Københavns Universitet og Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet. Rapporten blev dog kritiseret, blandt andet af folk fra Siumut, for at være skrevet med et udenforstående blik, og følelsen i dele af det grønlandske samfund var, at rapporten var endnu et eksempel på, at folk udefra kom og fortalte Grønland, hvordan tingene skulle gøres. Ud fra at både Ilisimatusarfik og Københavns Universitet udnævnte medlemmer til udvalget, kan der argumenteres for, at det var et ligeværdigt samarbejde. Men det er vigtigt at påpege, at det betyder meget for Grønland, hvem der skriver, og hvem der rådgiver, og derfor er det vigtigt, at grønlænderne også føler, at der er tale om et samarbejde mellem udefrakommende og lokale.

 

“Vi har ikke behov for forsoning”

”Vi har ikke behov for forsoning, men jeg har fuld respekt for, at det er en diskussion, der optager det grønlandske folk. Vi vil følge diskussionen nøje herfra.” Sådan lød den danske statsministers afvisning af dansk deltagelse i Forsoningskommissionen. Denne afvisning er beklagelig, da et samarbejde ville kunne styrke fællesskabet, og afvisningen opfattes af mange som et tegn på manglende ligestilling. Grønlands historie er tæt forbundet med Danmark og vice versa. Forskellen er, at Danmark fylder meget i Grønlands udsyn på verden, mens Grønland fylder forbavsende lidt i den danske bevidsthed. Afvisningen er et udtryk for en, i mine øjne, uberettiget skamfuldhed. Et punkt, hvor det ville klæde Danmark at deltage i Grønlands forsoningsproces, er den danske selvopfattelse. At skulle kigge på sig selv og anerkende, at man trods alt er tidligere kolonist, slavehandler og imperialist, strider imod den danske selvopfattelse. Myten om den gode koloniherre kan, tror jeg, konfronteres, uden at verden falder sammen, tværtimod vil en konfrontation kunne give et mere ligeværdigt forhold til Grønland.

I tiden før Anden Verdenskrig opfattede man fra dansk side sig som verdens bedste koloniherre, der hjalp kolonierne mod en bedre fremtid, en opfattelse, der blev bevaret under moderniseringsprocessen efter krigen. I dag er Danmark et af verdens lykkeligste og rigeste samfund. Det sætter allerede som udgangspunkt grønlænderne som den svagere part. Det danske kolonistyre i Grønland udøvede ikke systematisk udnyttelse og drab af grønlænderne, men den koloniale relation gav grønlænderne en følelse af mindreværd.

Udviklingen siden 1953 er præget af et meget ulige forhold – og det er især denne periode, som kommissionen vil tage fat i. En officiel anerkendelse fra statsministeriets side til det grønlandske ønske ville være et udtryk for respekt og lydhørhed, og en mulighed for at revidere og forny det rigsfællesskab, som stadig er en god ordning for begge parter. Ligeledes ville anerkendelsen stå som et eksempel til efterfølgelse for andre lande rundt omkring i verden, der kæmper med lignende problemstillinger.

 

Hvilken kolonial relation?

I dag er følelsen i Grønland ikke, at man er danskerne underlegne, tværtimod kan man sige, at Grønland er den modne part. Nedsættelsen af kommissionen viser, at man tager ansvaret på sig for at skabe rammerne for en bedre fremtid. At kommissionen skulle være politisk motiveret er klart, men det skal ses ud fra et overordnet politisk mål om at komme videre, og ikke blot fordi Siumut-partiet, der står bag oprettelsen, ønsker at forfølge visse egne interesser gennem kommissionen. Det er ikke for at pege fingre ad Danmark. Snarere er målet at forstå historien og nutidens grønlandske samfund og dermed blive i stand til at komme videre. Overordnet er der enighed blandt de grønlandske partier om kommissionen og dens berettigelse, men indtil for nylig gik kritikken af kommissionen på, at man ikke vidste, hvad den skulle indeholde, og hvad den skulle behandle. Det aspekt er stort set afklaret nu og vil blive fuldstændigt afklaret, når kommissionsarbejdet er kommet helt i gang. Den manglende viden om, hvad kommissionen gik ud på, har formentlig også spillet ind i forhold til Danmarks afvisning. Selve navnet for kommissionen har fået mange til at associere med Apartheid-styret og dets modbydeligheder, men som sagt skal det understreges, at Danmark på ingen måde udøvede systematisk udnyttelse og undertrykkelse af grønlænderne. Der var dog en kolonial relation, hvor den ene part var underlegen og mindreværdig, og det er værd at kigge nærmere på. I min optik tyder meget på, at man fra dansk side stadig ikke anerkender Grønlands nuværende modenhed.

 

Kommissionens opgave

Det grønlandske samfund er præget af dets komplicerede historiske forløb, men der ligger en dyne over samfundet. En dyne af uudsagte og ubehandlede forløb og hændelser. Dette skyldes delvist det ulige forhold mellem Grønland og Danmark om retten til at bestemme udviklingen, og delvist uheldige handlemønstre og vaner. Eksempelvis skal Grønland og grønlænderne lære at stole på sig selv. Selvom Grønland på mange måder er et uerfarent land og har et lavere gennemsnitligt uddannelsesniveau end mange andre, så er der ikke noget til hinder for, at man påtager sig svære og krævende opgaver. Erfaringen, der følger af at påtage sig ansvaret for svære opgaver, vil i fremtiden kunne hjælpe til at løse nye opgaver. Grønland behøver ikke altid at spørge om hjælp. Det er dog ikke det samme, som at Grønland kan klare alt selv. I nutidens verden er man nødt til at interagere med forskellige grupper, der har forskellige kompetencer og evner. Det gælder for alle samfund. I forhold til danskere er der dog en antipati i Grønland, formentlig på grund af netop de forhold, som kommissionen kommer til at behandle. Mange beslutninger i Grønland træffes ud fra handlemønstre, der har baggrund i landets koloniale fortid, og kommissionen ser det derfor som sin opgave at forholde sig til disse mønstre. Et eksempel er den primært grønlandsktalende grønlænder, der i løbet af opvæksten har oplevet forskelsbehandling fra dansk side, og som derfor opfatter alle dansktalende som ”fjenden”. Det første skridt hen imod forbedring er at blive bevidst om dette handlemønster.

Fra grønlandsk side gælder det om at kunne kigge på sig selv og ændre de uheldige samfundsproblemer, som tynger udviklingsmulighederne. Mange i Grønland oplever svigt, seksuelt misbrug og vold. Det er emner, som man også fra politisk side forsøger at tage hånd om, men der er stadig lang vej endnu. Spørgsmålet er, om disse problematiske forhold i det grønlandske samfund er symptomer på det historiske forløb, eller om det snarere er konsekvensen af manglende ansvarstagen og laden-stå-til? En følelse, som deles af mange i Grønland, er følelsen af forkerthed, og den er i dag svær at komme udenom.

Nedsættelsen af kommissionen er derfor et tegn på, at der er en lyst til at konfrontere disse forhold og til at gøre samfundet bedre. Kommissionen skal bane vejen for et bedre samfund med en befolkning, der såvidt muligt undlader at lade sig hæmme af den koloniale arv. At påpege positive elementer i det historiske forløb og i nutidens grønlandske kultur er ligeledes et oplagt sted at starte. Det, som binder samfundet og kulturen sammen, er ofte uklart og uudsagt, men det må være det kit, som binder Grønland sammen. Også i forhold til Danmark.

 

Jens Heinrich er historiker ved Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet og medlem af Forsoningskommissionen.