UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Grønland vil skrive sin egen historie

George R. King. 1917

George R. King. 1917

FOKUS: FORSONING MED DEN DANSKE KOLONIHISTORIE? - Danmark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Danmark har parkeret kolonitiden i historiebøgerne, er den i Grønland og på de Amerikanske Jomfruøer stadig alt for levende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at forsone sig med fortiden for at skabe sin egen fremtid. Danmarks kolonihistorie er ikke død.

For mange tidligere kolonier gælder det, at historien om dem selv ikke er skrevet af dem selv, men af deres tidligere kolonimagter. Grønlands Forsoningskommission handler derfor om at erobre historien tilbage på egne præmisser. Og det er de ikke alene om. Astrid Nonbo Andersen undersøger de tidligere koloniers opgør med fortiden.


 

Den grønlandske forsoningskommission har kun lige påbegyndt sit arbejde, men der er allerede sagt og skrevet meget om den. Navnet ’forsoningskommission’ har fået mange til at tænke på den sydafrikanske Sandheds- og Forsoningskommission. Associationen til det sydafrikanske apartheidstyre er faldet mange for brystet – både i Danmark og Grønland. Den sydafrikanske forsoningskommission er dog hverken den første eller eneste anden forsoningskommission og heller ikke den eneste inspirationskilde til den grønlandske. Ser man på, hvordan andre tidligere kolonier har håndteret deres kolonifortid, er det grønlandske initiativ knap så overraskende, som man ellers kunne få indtryk af. Spørgsmålet om, hvordan man som tidligere koloni genovertager ejerskabet over sin egen historie, løber nemlig som en rød tråd gennem de fleste tidligere koloniers opgør med kolonimagten. Det er det, det skal handle om her.

 

Retten til at skrive sin egen historie

Danmark meldte tidligt ud, at man ikke så noget behov for at deltage i et forsoningsarbejde, og kommissionen er derfor fra første færd blevet tænkt som et internt grønlandsk projekt. Forsoningskommissionen besluttede på sit første møde at gennemføre en række høringer i Grønland og blandt grønlændere i Danmark for at danne sig et mere solidt overblik over, hvad grønlænderne selv mener, kunne være emner for kommissionens videre arbejde. Forsoningskommissionen afholdt sit første ordinære møde i bygden Tasiilaq i Østgrønland i oktober i år, og her pegede dialogen med lokalbefolkningen på, at man i Østgrønland finder, at der er behov for en forsoning mellem Øst- og Vestgrønland. Hvor forsoningsprocessen videre vil bevæge sig hen og med hvilke resultater, vides af gode grunde ikke endnu. Men det står dog klart, at forsoningskommissionen ser det som en af sine opgaver at igangsætte en dialog om den koloniale fortid og de eventuelle eftervirkninger  – f.eks. i form af strukturelle uligheder mellem forskellige befolkningsgrupper – den måtte have efterladt sig.

Den 22. maj i år – og inden han blev valgt ud til at sidde i forsoningskommissionen – skrev den grønlandske historiker, Jens Heinrich, sådan her i Jyllandsposten:

Grønland er dækket af en dyne, ikke kun i form af iskappen, men også i form af uafklarede historiske forhold. Der er så at sige et vakuum i den historiske bevidsthed – og ja, der er skrevet historiske værker om Grønlands udvikling af danske historikere. Men et folk skal kende sin egen historie – og historien skal skrives af landets egen befolkning. Forsoningskommissionen skal ses i dette lys. Ikke som et angreb på Danmark og danskerne med den bagtanke, at Grønland kan få en undskyldning, men som en reel lyst til at fortælle ens egen historie. Grønland tager dermed ansvaret på sig og påberåber sig dermed retten til at definere Grønlands historie.

Det, Heinrich altså så som kommissionens opgave, var at udstikke en anden kurs for historieforståelsen i Grønland – en kurs, hvor grønlænderne selv påtog sig ejerskabet over deres egen historie. Et andet kommissionsmedlem, Klaus-Georg Hansen, udtrykte lignende tanker på kommissionens informationsmøde i København i begyndelsen af november i år. Og allerede i 2006 på en internordisk konference om afkolonisering skrev et tredje senere kommissionsmedlem, Aviâja Egede Lynge, i et oplæg om behovet for afkolonisering i Grønland, at:

Næste skridt må være, at vi tager ansvar for vores egen historie og for vores eget liv som et folk. Men først må vi se nærmere på vores egen koloniale og postkoloniale historie og holde op med at bebrejde – ikke bare andre men i høj grad også os selv – og forstå, at der er en sammenhæng mellem vores fortid, og de følelser vi har idag.

Både Heinrich og den øvrige kommission lægger sig dermed i forlængelse af en tendens, man også kan se i andre tidligere koloniers opgør med den europæiske kolonihistorie.

 

At bryde med fortællingen om den gode kolonimagt

Men hvorfor er det så vigtigt for de tidligere kolonier at beskæftige sig med historien og med alle de uretfærdigheder, der er blevet begået i tidens løb? Hvorfor ikke bare lægge den kedelige fortid bag sig og se fremad, spørger mange kritikere.

Alle stater har et ærinde med fortiden. For et folkestyre handler denne fortid først og fremmest om folket. Som Margaret Kohn & Keally D. McBride i bogen Political Theories of Decolonization gør opmærksom på, så begynder stort set enhver nationalstatsdannelse med, at nationen så at sige sætter et ”vi”, dvs. definerer, hvem folket er, hvor det kommer fra, og hvor det vil hen. Tænk bare på den amerikanske Uafhængighedserklæring, der begynder med dette ”We, the people”. I det amerikanske tilfælde kan man, som Jaques Derrida gør i artiklen “Declarations of Independence”, argumentere for, at dette ”vi” ikke findes før Uafhængighedserklæringen. I Europa er dette ”vi” oftest et, der peger længere tilbage i tid. Men ligesom i det amerikanske tilfælde er det som regel et ”vi”, der er defineret i opposition til det tidligere regime.

Dette ”vi” er i en folkestyretankegang nødvendigt for at etablere det fundament, som en legitim stat kan etableres på. For at kunne forklare, hvorfor et folk har krav på selvstyre, må det netop være i stand til at kunne svare på spørgsmålet om, hvem dette folk er, og hvordan det adskiller sig fra alle andre folk. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at man ofte helt ud i arkitekturen kan se en tæt forbindelse mellem magt og historie. Tænk bare på the Washington Mall. Her flankeres magtens centrum, Det Hvide Hus og Kongressen, af en lang række enorme nationale museer, kæmpestatuer af de vigtigste amerikanske præsidenter og nationens fædre og en række vældige krigsmonumenter. Fra the Mall kan den besøgende endda ane Arlington kirkegården, hvor USA begraver sine faldne soldater. Samme mønster går igen i en lang række hovedstæder verden over. Det gælder også i København, hvor både Rigsarkivet og Nationalmuseet ligger klods op af Christiansborg. Magt er også magten til at skrive sin egen historie.

Men hvor de europæiske nationalstater og de amerikanske revolutionære historisk set har været i stand til at skabe sig det råderum, der har givet dem mulighed for forholdsvist uforstyrret at kunne definere den nationale historie, så ser tingene anderledes ud i de fleste tidligere kolonier. Løsrivelsesprocessen har i de fleste koloniers tilfælde været langtrukken, og koloniale strukturer har mange steder trukket spor efter sig, længe efter at formel uafhængighed var opnået. Dertil kommer, at de tidligere kolonimagter, allerede inden afkoloniseringsprocessen for alvor tog ved, forsøgte at definere sine kolonier og koloniale befolkningers historie. Opgøret med disse narrativer har i mange tilfælde været mere komplekst end opnåelse af uafhængighed.

Kolonialismen gik fra ca. 1880’erne ind i en ny fase. Kolonikapløbet intensiveredes, og mange kolonimagter skabte sig i denne periode vældige imperier. Samtidigt betød overgangen fra enevælde til folkestyre i det meste af det 19. århundredes Europa, at de europæiske kolonimagter blev nødt til at redefinere deres adkomst til kolonierne. Koloniprojektet passede fint ind i enevældens idé om, at én konge sagtens kunne regere over meget forskelligartede territorier og befolkninger. Men ideen om, at folket selv regerede, passede knap så godt med kolonisystemet. Nationale bevægelser og ideer om selvstyre og uafhængighed, vokser da også frem i samme periode i mange kolonier rundt omkring i verden.

De europæiske kolonimagter havde derfor behov for en ny fortælling, der kunne forklare, hvorfor de regerede over folkeslag i fjerne verdensdele. Det blev fortællingen om den civiliserende kolonimagt, mission civilisatrice, som franskmændene kaldte det, eller ”The White Man’s Burden”, som Kipling formulerede det. De europæiske kolonimagter skabte fortællinger om, at de dybest set var tilstede i deres respektive kolonier for at hjælpe de koloniserede frem mod civilisation, oplysning og i sidste ende måske endda uafhængighed. Som Lord Macaulay, formand for the Indian Law Commission under det britiske kolonistyre i Indien, udtrykte det, ville den dag, Indien var rede til at frigøre sig fra den britiske mesterlære og erklære uafhængighed, være ”den lykkeligste dag i engelsk historie”.

Samme tankegang finder man også i Danmarks forhold til Grønland langt op i det 20. århundrede. Et tydeligt eksempel på dette er daværende statsminister Hans Hedtofts forklaring fra 1950. Foranlediget af FN, der kritisk spurgte til Danmarks fortsatte kolonisering af Grønland, svarede Hedtoft:

Den grønlandspolitik, Danmark har ført gennem ca. 175 år, har været præget af et ideelt ønske om at hjælpe grønlænderne (…) Vort mål har aldrig været at udbytte, men derimod at værne og højne det primitive folk, som det var os betroet at lede frem. Vi har haft moralsk forpligtelse til med vort eksempel at vise verdens andre nationer, hvorledes vi på human måde forstår at føre grønlænderne frem fra det primitive stade op til det niveau, vi selv befinder os på. Dette har været vor adkomst til at besidde Grønland.

Som den indiske kulturhistoriker, Dipesh Chakrabarthy har bemærket i bogen Provincializing Europe, så blev kolonierne med denne fortælling sat til at vente i historiens venteværelse på et tog, der kørte mod uafhængighed. Imidlertid kom toget aldrig, som Chakrabarthy også påpeger. Det rette tidspunkt for uafhængighed var et, kolonimagten definerede, og det lå altid længere ude i fremtiden.

For at kunne skabe en ny fortælling om sig selv og dermed bevæge sig videre er man som tidligere koloni først nødt til at gøre op med kolonimagtens fortælling. Hvis fortællingen blot er en bekræftelse af kolonimagtens, vil man kunne stille spørgsmålstegn ved, hvorfor bruddet egentlig er nødvendigt. Det er derfor, det er så vigtigt for tidligere kolonisamfund at genfortælle historien på deres egne præmisser.

I og for sig adskiller engagementet i fortiden sig ikke fra den type historiepolitik, man har ført i alle moderne vestlige staters begyndelse. Men det er som regel mere besværligt i de tidligere koloniers tilfælde, netop fordi kolonimagten allerede har forudsagt bruddet. Det samme kunne man ikke sige om de gamle enevældige regimer. Så hvor de vestlige stater ofte har haft mulighed for at skabe et slags clean cut med de dele af fortiden, der var ubelejlige for fortællingen om folket, så er projektet vanskelligere i koloniserede samfund. Dels vil repræsentanter for den tidligere kolonimagt ofte begynde at blande sig og stille spørgsmålstegn ved rigtigheden af den nye fortælling. Dertil kommer, at når man først begynder at beskæftige sig med historiske uretfærdigheder og overlejrede strukturelle uligheder, kommer man også let til at rode op i gamle interne magtkampe. I visse tilfælde bliver det helt åbenlyst, at ”folket” ikke er en særlig homogen flok, men en størrelse, der er bragt sammen af kolonimagten.

Men hvordan bryder man så med en kolonimagt, der allerede har forudset, at dette vil ske, uden at konfirmere kolonimagtens fortælling om sin egen legitimitet? Det er den problemstilling, som koloniserede samfund historisk set har stået (og i visse tilfælde stadig står) overfor. Opgaven er, som også Kohn & McBride gør opmærksom på, blevet løst vidt forskelligt, men grundproblemet er det samme.

I mange tidligere kolonier er uafhængighedskampe afløst af intern borgerkrig. I andre tilfælde er det rent faktisk lykkedes at skabe en form for fælles fodslag ved at skabe en alternativ fortælling til kolonimagtens. Kohn & McBride beskæftiger sig med nogle af de mest radikale løsningsmodeller, verden har set efter 2. verdenskrig, hvor afkoloniseringsprocessen for alvor fik vind i sejlene. En stærk tendens var her er at bryde med kolonimagtens fortælling ved helt at afvise den vestlige oplysningstradition og dermed sætte et ”vi” på en scene, der brød helt og aldeles med den tidligere fortælling.

Siden Murens fald er der kommet en ny tendens til. Hvor ledere i nogle tidligere kolonier før afviste den europæiske oplysningsarv, er nyere forsøg på at komme overens med fortiden i stedet præget af en insisteren på samme arv. I stedet for at afvise ideen om menneskerettigheder insisterer efterkommere af f.eks. afrikanske slaver på at kalde slaveriet og slavehandlen en forbrydelse mod menneskeheden. I stedet for at vende Vesten ryggen, insisterer mange tidligere kolonier på en dialog med de tidligere kolonimagter i et forsøg på at få disse til at anerkende deres andel i den fælles historie.  Og i stedet for at gøre radikalt op med Vesten ved at vende det ryggen, så benytter mange tidligere kolonier sig i dag af andre strategier for at kunne bryde med kolonimagtens fortælling. Erstatnings- og undskyldningkrav er en måde at komme i dialog med den tidligere kolonimagt på. En anden strategi er at bruge sandheds-, historie- og forsoningskommissioner som et redskab til at kaste nyt lys over fortiden og dens fortsatte konsekvenser.

Den grønlandske forsoningskommission synes at være en del af denne tendens, og det grønlandske ønske om selv at skrive sin egen historie har da også visse fællestræk med den dialog, både de tidligere Dansk Vestindiske Øer og senest CARICOM også har ønsket med Danmark.

 

De caribiske erstatningskrav

Blot et par måneder inden Heinrich skrev sin kronik, lancerede den caribiske overstatslige samarbejdsorganisation, CARICOM (Caribiens svar på EU), en 10-punktsplan for erstatningskrav. CARICOM havde hyret det ansete britiske advokatfirma Leigh Day til at hjælpe sig. Kravene var rettet mod de europæiske stater, der historisk set havde været involveret i koloniseringen af Caribien og den transatlantiske slavehandel, herunder Danmark, Norge og Sverige. Dette initiativ blev – modsat det grønlandske – formuleret som erstatningskrav.

Planen indeholder bland andet krav om en fuld officiel undskyldning, gældseftergivelse og hjælp til teknologisk udvikling. Men ser man lidt nærmere på indholdet af planen, går et element igen, der minder om kommissionens ønske: ønsket om at beskæftige sig med og fortælle sin egen historie.

Punkt 4 i 10-punktsplanen indeholder et krav om, at der etableres museer og forskningscentre i Caribien, som kan oplyse borgerne om de forbrydelser mod menneskeheden, der er blevet begået. CARICOM argumenterer i dette punkt for, at den type faciliteter allerede findes i Europa, men ikke i Caribien. Caribiske forskere, skolelærere og i sidste ende borgerne har derfor ikke samme mulighed for at blive oplyst om eller at kunne fortælle historien der, hvor forbrydelserne blev begået.

Punkt 7 har titlen ”African Knowledge Program” og indeholder et krav om, at der iværksættes projekter med det formål at oplyse den caribiske befolkning om dets afrikanske rødder. CARICOM lægger sig her i forlængelse af en ældre Caribisk kritik, der lyder, at slavernes efterkommere lider under at være afskåret fra kendskabet til deres historiske rødder. Før slaverne blev gjort til slaver, var de afrikanere med en rig kultur og historie. Den afrikanske arv blev systematisk frataget slaverne ved ankomsten til den nye verden, lyder argumentet, og derfor er det væsentligt at genskabe forbindelsen både til historien, men også til det afrikanske kontinent. Dette forklarer også planens punkt 2: støtte til repatriering af de Caribiere, der ønsker at bosætte sig på det afrikanske kontinent.

CARICOM forestiller sig, at man ved hjælp af skoleudvekslingsprogrammer, kulturture, lokalforankrede kunst- og performance programmer og et religiøst engagement vil kunne ”neutralisere det hul, som slavehandlen skabte”.

Ønsket om at beskæftige sig med sin egen historie og herunder genskabe forbindelsen til det afrikanske kontinent, indgår ligeledes som element i nogle af de henvendelser, som det tidligere Dansk Vestindien (i dag de Amerikanske Jomfruøer) har rettet mod Danmark.

I Danmark har man af en eller anden grund fæstnet sig ved det indtryk, at Jomfruøernes beboere primært ønsker en officiel undskyldning og en økonomisk kompensation. Det er imidlertid langt fra hele sandheden. Jomfruøernes indbyggere er temmelig uenige om, hvad en erstatning kunne være, og om man overhovedet ønsker en sådan. Jomfruøernes befolkning er i dag meget uensartet, og langt fra alle interesserer sig for den lokale historie.

Men spørger man blandt den befolkningsgruppe, der definerer sig selv som indfødte på Jomfruøerne, så træder samme mønster frem, som det, man finder hos den grønlandske forsoningskommission. Det, det først og fremmest handler om på Jomfruøerne, er selv at kunne fortælle sin egen historie og at skabe større forståelse for, hvordan den har påvirket  nutiden. Både i Danmark, men endnu vigtigere på Jomfruøerne selv.

Kilderne til Jomfruøernes historie er spredt rundt omkring i verden. Blandt andet forefindes en stor del i Rigsarkivet, en anden væsentlig del i Nationalarkivet i Washington D.C., og flere vigtige kilder befinder sig i Herrnhuttermissionens hovedsæde i Sachsen, Tyskland. Dertil kommer, at de Amerikanske Jomfruøer, såvel som en lang række andre koloniers historie, primært er blevet skrevet af kolonimagtens historikere. Den simple grund er, at kolonimagten har haft de nødvendige ressourcer, og at det er kolonimagtens historikere, der har adgang til kilderne, både sprogligt men også rent fysisk.

De skriftlige kilder er i sig selv i langt de fleste tilfælde udfærdiget af repræsentanter for kolonimagten. Den historie, de fortæller, er derfor ofte historien set fra kolonimagtens perspektiv. Af samme grund har man i mange tidligere kolonier længe haft et noget skeptisk forhold til den ’officielle historie’. I Caribien såvel som i andre tidligere kolonier eksisterer der derfor parallelt med traditionel historieskrivning en stærk mundtlig tradition, der fortæller samme historie, men fra de koloniserede perspektiv.

Postkolonial kritik har i de seneste ca. 20 år åbnet historikernes blik for dette skæve forhold. Gruppen af historikere omkring den indiske forskergruppe Subaltern Studies har vist, at det kan lade sig gøre at få elitens kilder til at fortælle helt andre historier om folk i historiens marginer. Derfor er der også ved at ske en vis tilnærmelse mellem de to traditioner. Mange historikere – inklusiv de tidligere kolonimagters – er begyndt at arbejde med bredere kildesæt og at interessere sig for andre aspekter af historien end koloniadministrationens. Mindst lige så vigtigt er det, at ikke-vestlige historikere er begyndt at blande sig og skrive kolonihistorien på ny.

Derfor ser man også på de Amerikanske Jomfruøer en interesse for den historie, som de skriftlige kilder faktisk kan fortælle – ikke blot om koloniadministrationen, men også om de koloniale undersåtter. De Dansk Vestindiske arkiver indeholder mange og meget detaljerede oplysninger, der sammen med missionærernes arkiver kan fortælle væsentlige historier om, hvor slaverne oprindeligt kom fra, og hvordan de forstod sig selv. Den danske historiker Louise Sebros arbejde er et godt eksempel på dette.

Mange lokale historikere og historieinteresserede på de Amerikanske Jomfruøer har derfor udtrykt stærk interesse for at få lettere adgang til Rigsarkivets Vestindiske arkiver. Nøglen til vigtige kapitler i øernes historie ligger i København. Mange har ligefrem udtrykt ønske om, at en tilbagelevering af arkiverne – eller i det mindste en lettere adgang til dem – kunne være hovedindholdet i en dansk kompensation til øerne for de historiske uretfærdigheder, der er blevet begået på øerne.

Også den grønlandske historie er i tidens løb primært blevet skrevet af danskere, ved hjælp af et dansk kildegrundlag, på dansk og ofte med et dansk publikum for øje. Grønlandske historikere har meldt sig på banen, og desuden har postkolonial kritik ført til, at mange historikere – danske såvel som grønlandske – har fået øje på vigtigheden i ikke blot at betjene sig af koloniadministrationens kilder.

Men alligevel må man konstatere, at der fortsat er en fornemmelse i Grønland af, at den grønlandske historie er blevet skrevet af andre end grønlænderne selv. Forsoningskommissionen er blandt andet udtryk for denne fornemmelse.

Astrid Nonbo Andersen er Ph.D. og videnskabelig assistent ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet.