Haiti og den historiske gæld
Den franske Konge Charles X gav i 1825 Haiti sin anerkendelse som selvstændig republik. Med anerkendelsen fulgte en kæmpe gæld overdraget af 12 tungt armerede krigsskibe. Postdoc i internationale studier Astrid Nonbo Andersen stiller påny spørgsmålet om, hvem der egentlig skylder hvem?
FOKUS: VI ER ALLE FORGÆLDEDE Gæld er ikke kun den økonomiske gæld mellem banken og den kommende husejer. Gæld findes i stort set alle andre sociale forhold: gæld til vores forældre, vores venner, gælden til samfundet og den evige gæld til Gud. Alle med hver deres sæt af normer. Noget gæld skal betales tilbage lige meget hvad, mens andre gældsforhold slet ikke kan eller bør betales tilbage. Spørgsmålet er så: Hvorfor skal noget gæld betales tilbage mens andet ikke kan eller skal?
Et nyt erindrings- og kulturcenter – Memorial ACTe – i Pointe-á-Pitre, Guadeloupe blev indviet 10. maj i år. Erindringscentret er en del af UNESCOs Slave Route Project – et verdensomspændende uddannelsesinitiativ der skal udbrede kendskabet til den transatlantiske slavehandel og slaveri i den Nye Verden. Indvielsesceremonien var ladet med historisk symbolik: centret er placeret på et sted, der tidligere husede en stor sukkerfabrik og datoen var heller ikke tilfældigt valgt – 10. maj er den franske nationale erindringsdag for slaveri og slavehandel.
Indvielsesceremonien blev ikke mindre historisk af at den franske præsident, Francois Hollande, der var på en større rundrejse i Caribien, i sin tale pludselig vælger at tage en afstikker fra sit manuskript og sige sådan her: “Quand je viendrai en Haïti, j’acquitterai à mon tour la dette que nous avons” – eller løst oversat: “Når jeg kommer til Haiti, er det min tur til at afskrive den gæld vi har”.
Den tilføjelse får folk op af stolene. Tilføjelsen høster stående bifald fra de indbudte tilhørere, udsagnet vækker spontan jubel i Haiti, blandt de jublende på de sociale medier spørger flere måbende sig selv – drømmer jeg eller er jeg vågen? – og i det franske regeringshovedkvarter i Paris opstår der panik. For her er vitterligt tale om en historisk nyhed af de helt store i den fælles fransk-haitianske historie. For kan det virkelig passe at Frankrigs præsident efter alle disse år, pludselig har besluttet at tilbagebetale den historiske gæld, der om noget har været med til at definere Haitis historie. Den gæld der med god ret kan siges at være en af hovedgrundene til Haitis ulykkelige skæbne som et af verdens allerfattigste lande – en fejlslagen stat som den ofte er blevet betegnet.
Den dobbelte gæld
For at forstå baggrunden for jublen (og den efterfølgende skuffelse) og panikken i Élyséepalæet skal vi mere end 200 år tilbage i tid, helt præcis til den franske revolution. Haiti var frem til 1792 kendt som Saint Domingue – juvelen i det franske kolonirige hvorfra Frankrig hentede enorme provenuer. Penge tjent på arbejde udført af afrikanske slaver.
Nyheden om den franske revolution nåede imidlertid Haiti i 1792 og parolerne om frihed, lighed og broderskab vakte genklang – både hos den del af befolkningen der kaldtes frifarvede – (dvs. folk af blandet baggrund der enten havde købt sig fri eller var født frie) og blandt de folk der blev holdt som slaver, der gik ud fra at frihedsbudskabet også gjaldt dem. Dette ikke uden grund. Robespierre forbød faktisk slaveriet i sin kortvarige regeringsperiode under revolutionen. Men med Robespierres fald blev slaveriet dog genindført, og det stod hurtigt klart at homme i den Franske Menneskerettighedserklæring fra 1789 ikke blev tolket som menneske men som hvid mand. Oprøret ulmede allerede i kolonien og den manglende anerkendelse af de frifarvedes rettigheder fik denne gruppe til, at slutte sig til de slaver der gjorde oprør.
Oprøret blev det mest voldsomme og også eneste permanent succesfulde slaveoprør i Den Nye Verden. Det endte med proklamationen af den Haitianske Republik i januar 1804 – verdens første sorte republik på en ø midt i en kolonial verden domineret af europæisk ejede slavekolonier og som sådan en åbenbar trussel mod kolonimagterne, som alle frygtede at den sorte revolution ville brede sig til resten af Caribien og Den Nye Verden.
Napoleon anerkendte ikke den nye republik og forsøgte gentagne gange at generobre Haiti – dog uden held. I anerkendelse af at Haiti ikke kunne vindes tilbage, tilbød den franske konge Charles X Haiti i 1825 det han selv betragtede som et generøst tilbud: Frankrig vil give Haiti sin endelige anerkendelse mod at Haiti til gengæld betaler Frankrig 150 millioner guldfranc (ca. 13 milliarder US $) – et beløb der svarer til et års provenu fra Saint Domingue før revolutionen og udgjorde ca. 15% af det årlige franske statsbudget. Tilbuddet kommer med et lån på 30 millioner guldfranc og en årlig rente på 6%. Haiti modtager i alt 24 millioner guldfranc (de første 6 fratrækkes fra gælden på de 150 millioner). Dette tilbud blev siden kendt som Haitis dobbelte gæld (gælden til Frankrig/de tidligere plantageejere og gælden til de parisiske banker).
Tilbuddet blev overbragt af 12 tungt armerede franske krigsskibe. Haiti accepterede.
Gælden til Frankrig satte sig voldsomme spor i den unge republiks videre udvikling. Allerede kort efter udråbelsen af den nye republik indførte den nye haitianske regering en form for stavnsbånd, der på mange punkter mindede om slaveriet for at sætte gang i økonomien og holde produktionen i den krigshærgede republik oppe. Stavnsbåndet var ment som en midlertidig løsning, men blev vanskelig at afskaffe igen under de nye betingelser. I 1838 gik Frankrig med til at nedskrive gælden til 90 millioner guldfranc. Det tog dog Haiti yderligere 125 år at tilbagebetale både gælden og lånet. Først i 1952 betales den sidste rest. I mere end hundrede år brugte Haiti med andre ord ca. 80% af sit årlige statsbudget på at tilbagebetale sin gæld til Frankrig. En væsentlig andel af det øvrige budget blev brugt på at etablere en stærk hær, i frygt for at Frankrig eller andre europæiske kolonimagter ville forsøge at generobre Haiti.
For overhovedet at være i stand til at betale gælden med renters renter var Haiti tvunget til at optage lån andetsteds. Dertil kommer at store summer under Duvalier-familiens regime blev brugt på at opretholde denne families dominans.
I 2009 – året før Haiti blev ramte af de voldsomme jordskælv der ødelagde store dele af øen – anerkender Verdensbanken og IMF endelig Haiti som et “highly indebted poor country” og inkluderer det i sit gældsannulleringsprogram. Her annulleres dele – men altså ikke hele Haitis gæld.
Det er altså denne historiske gæld til Frankrig, de lån den krævede og de voldsomme konsekvenser den har haft for Haiti, som haitianerne med god grund troede de hørte Hollande tale om den 10. maj i år. Og det kan undre, at Hollande ikke selv har givet sit ordvalg en nøjere granskning, for der er ikke noget nyt i at Haiti kræver erstatninger fra Frankrig. Tilbage i 2003, i anledning af 100 året for de haitianske uafhængighedsstyrkers sejr 200 år tidligere, krævede Præsident Aristide at Frankrig tilbagebetalte 17 mia. Euro til Haiti – et beløb Aristide regnede sig frem til ved at omregne den historiske gældssum og renters rente til nutidig værdi. Frankrig afviste kravet og Aristide blev kort efter tvunget til at træde tilbage. Men det gamle gældsspørgsmål dukkede op igen i 2010 efter jordskælvet, da Frankrigs daværende præsident Nicolas Sarkozy – som det første franske statsoverhoved nogensinde – besøgte Haiti og erklærede at Frankrig var rede til at betale 270 millioner Euro i genopbygningsbistand til Haiti – inklusiv en 56 millioner Euro reduktion af Haitis gæld til Frankrig.
Den moralske gæld
Tager man den afgørende indflydelse som den dobbelte gæld har haft for Haitis løbebane i betragtning er det ikke overraskende, at det var den gæld som både haitianere og udenforstående kommentatorer (jeg selv inklusiv), troede Hollande talte om. Skuffelsen var derfor til at tage at føle på, da Hollande (uden tvivl efter en febrilsk briefing fra sine rådgivere) dagen efter præciserede, at det han mente var Frankrigs moralske gæld til Haiti « ikke en finansiel ». En bemærkning han forsøgte at understøtte med et citat af den caribiske filosof og forfatter Aimé Césaire, der kalder forsøget på at gøre historiens lidelser op i økonomisk værdi for ”den umulige erstatning” (l’impossible repération). Men dette hjalp ikke på haitianernes frustration. Da Hollande få dage efter mødte op i Porte au Prince, Haiti, blev hans offentlige tale holdt på lang sikkerhedsafstand af de utilfredse tilhørere der mødte den franske præsident med slagord som ”ned med Frankrig”, ”erstatninger” og bannere påmalet: ”ja til penge, nej til moral ».
Den franske præsident er kendt for at improvisere i sine taler, men det kan alligevel undre at han ikke har været sig den historiske kontekst mere bevidst. Reaktionerne i Haiti må siges at være forudsigelige, af den grund at den haitianske gæld til Frankrig og Aristides erstatningskrav indtager en særposition i alle globale diskussioner om erstatninger for historiske uretfærdigheder – netop fordi der i modsætning til stort set alle andre sager hvor man står med det uløselige spørgsmål om, hvordan tab af menneskeliv og ødelagte samfund kan gøres op i økonomisk værdi, her er tale om et meget håndgribeligt tal: 150 millioner guldfranc med renters renter – alt man behøver gøre er at omregne det til nutidspenge.
Nye vinde i erstatningskravene
Når Hollande måske alligevel har følt sig på sikker grund, var det fordi han rent faktisk havde noget med til haitianerne. Dels i form af en ny handelspolitik der bl.a. skal gøre det muligt for Haiti at sælge økobananer på det europæiske marked. Dels i form af en uddannelseshjælpepakke til ca. 50 millioner euro. Det er en pakke der ville falde på et tørt sted. 70 % af den haitianske befolkning er arbejdsløse og 85 % af de haitianske skoler er private. Med hjælpepakken håber både Frankrig og Haitis regering dermed, at kunne sikre gratis uddannelse til alle børn og unge og dermed også på sigt at sikre Haiti en lysere fremtid.
Som den haitianske Præsident Michel Martelly, der forsøgte at redde Hollande ud af miseren, tilføjede i sin tale, så forsøger Frankrig dermed at sikre at haitianerne får mulighed for at uddanne sig og « det er mere værd end et tal ». hvorved han hentydede til at der trods alt stadig var et stykke vej fra de 50 millioner euro til de 17 milliarder euro den historiske gæld ville løbe op i.
Når man kan mene, at Hollande har følt sig på sikker grund, er det fordi at hjælp til uddannelse figurerer som punkt 6 i den caribiske samarbejdsorganisation CARICOM’s erstatningsplan, lanceret i 2014 og som Haiti altså er en del af. Af punkt 6 (udryddelse af analfabetisme) fremgår det bl.a. at:
Caribbean governments allocate more than 70 percent of public expenditure to health and education in an effort to uproot the legacies of slavery and colonization. European governments have a responsibility to participate in this effort within the context of the Caribbean Reparations Justice Program.
Udover at være de første samlede caribiske erstatningskrav rejst af en fælles front af caribiske stater, så er det specielle ved CARICOMs erstatningsplan at man er gået bort fra at forsøge at opgøre fortidens lidelser i euro og cent, men i stedet kræver fremadrettet hjælp til at komme ud af samfundsforhold og problemer, som man mener er betinget af kolonihistorien og ikke mindst slaveriet. Dvs. at erstatningskravene er fremtidsorienterede snarere end tilbageskuende.
Hollande som adresserer den historiske kontekst og de efter effekter kolonihistorien har haft i Caribien, kan have haft netop CARICOMS erstatningskrav og særligt punkt 6 i tankerne da han valgte at improvisere i sin tale.
Uddannelsesstøtten er nok et plaster på såret efter den store skuffelse, men næppe nok til at lukke diskussionen om den dobbelte gæld og det udbredte haitianske ønske om erstatninger fra Frankrig. Især ikke når det tages med i betragtningen at store dele af den hjælp, Haiti blev lovet fra verdenssamfundet og ikke mindst Frankrig efter jordskælvet i 2010 stadig ikke er kommet frem.
Men om ikke andet er det interessant at den franske præsident rent faktisk både i sin tale og i den hjælpepakke han havde med sig, afleverede den med henvisning til historien og det omvendte moralske gældsforhold mellem Frankrig og Haiti. Der er ofte en tæt sammenhæng mellem kolonihistorien og valget af lande europæiske stater vælger at gældsafskrive og give bistand til (dette gælder til en vis grad også Danmark). Men det sker yderst sjældent, at en evt. sammenhæng mellem kolonihistorien og nutidig fattigdom og manglende udvikling direkte tematiseres – bl.a. fordi en sådan tematisering nødvendigvis vil rejse en lang række spørgsmål om hvem der egentlig står i gæld til hvem. I den forstand lykkedes det faktisk Hollande – omend måske ikke helt som han havde forestillet sig – at slå ind på noget der måske kunne blive et nyt spor i fremtidige relationer mellem tidligere kolonimagter og tidligere kolonier.
Astrid Nonbo Andersen er ansat som Postdoc ved Dansk Institut for Internationale Studier