Nationalstaten blev født sammen med det nationale museum

Solvognen
Solvog­nen, National­museet

Efter Den Franske Revolution blev staten frem for kongen grundlaget for nationalstaten. Det borgerligt dannende museum voksede frem samtidig og skulle skabe sammenhængskraften i de nye stater.

FOKUS: MUSEUMEUROPA – Det europæiske land­skab er dækket med museer. Den europæiske kul­tur er en muse­um­skul­tur: Vi ind­sam­ler, kat­e­goris­er­er og udstiller i et forsøg på at forstå vores for­tid, os selv og den ver­den, vi lever i. Bag­grund under­søger de europæiske museer, museets his­to­rie og den muse­um­skul­tur, som har været med til at forme det mod­erne Europa.

Museet opfattes tra­di­tionelt som en hold­ningsneu­tral formi­dlende insti­tu­tion, men har altid været brugt til dan­nelsen af befolknin­gens nationale, klassemæs­sige og faglige iden­titet. Museet eksis­ter­er ikke i en tid­slomme, men i en giv­en his­torisk sam­men­hæng. Den grundlæggende ska­belse af nation­ali­den­titeten som en legit­imerende sam­men­hængskraft i sam­fun­det har sine rød­der i 1800-tal­lets offentlige nation­al­his­toriske museer og kun­st­museer, der ind­førtes ved de europæiske nation­al­staters dan­nelse. Det offentlige muse­ums rolle som opl­y­sere af det såkaldte demokratiske sub­jekt, folket, blev for alvor etableret.

Museets grundlæggende for­mål er at skabe en dybere forståelse for udval­gte gen­stande og den kon­tekst, de repræsen­ter­er. Men et lige så vigtigt for­mål er det for­mende gen­nem mødet med gen­standene; hvad enten mødet er kende­teg­net ved fremmedgørelse eller iden­ti­fika­tion, for­mer sub­jek­tet sam­tidig et billede af sig selv som indi­vid og i tilhørs­forhold til en bestemt gruppe.

Værn mod den republikanske trussel

Ideen om det borg­erligt dan­nende muse­um har sin ide­ol­o­giske bag­grund i oplysningsti­den og de lib­erale ideer, der udsprang af den Franske Rev­o­lu­tion. Stat­en frem for kon­gen, blev grund­laget for de borg­erlige nation­al­stater, der voksede frem i slut­nin­gen af 1700-tal­let og starten af 1800-tal­let. Folket skulle ikke læn­gere ses som under­såt­ter til en konge, men som ejere af stat­en. De offentlige kun­st­museer, der opstod i denne his­toriske kon­tekst, var udtryk for denne ide­olo­gi, og museet fik rollen som beskyt­ter af statens magt.

Offentlige museer blev opret­tet over­alt i Europa og som et svar på den ide­ol­o­giske trussel fra den Franske Rev­o­lu­tion. Ved at skabe fortællin­gen om at natio­nen og stat­en var i cen­trum, undgik andre konger den franske konge­fam­i­lies skæb­ne.

Car­ol Dun­can og Alan Wal­lach definer­er den type museer, der opstod, som ‘Uni­ver­sal sur­vey muse­ums’: museer, der inde­hold­er ikono­grafiske pro­gram­mer, en pro­gram­meret oplevelse, der sæt­ter den besø­gende ind i rollen som den ideelle borg­er, et medlem af et ide­alis­eret folk og arv­ing til en civilis­eret for­tid. Det offentlige muse­um skulle fortælle natio­nens his­to­rie og insti­tu­tion­alis­ere et sæt borg­erlige og nation­al­is­tiske værdier. Som eksem­pel fremhæves Lou­vre, der i natio­nens inter­esse skulle bevise, at ‘France is the true heir of clas­si­cal civ­i­liza­tion.’

Museet kom på denne måde til at afspe­jle eller krop­sligøre stat­en og statens ide­olo­gi.

Det borgerligt dannende museum

Det lib­erale akademiske borg­er­skab i Køben­havn forstod museets for­mende for­mål og brugte museerne til at skabe et borg­erligt his­torisk fun­da­ment. De borg­erlige kræfter havde siden slut­nin­gen af 1700-tal­let forsøgt at opnå poli­tisk magt, men man­glede his­toriske argu­menter. Lib­erale ide­al­er om indi­vid, udvikling og frem­skridt erstat­tede enevældets patri­o­tiske, konge­cen­tr­erede his­to­riesyn og gjorde plads til et ’folke­ligt’, nation­scen­tr­eret his­to­riesyn.

I 1800-tal­let etablere­des den offentlige muse­um­sin­sti­tu­tion, hvorigen­nem de borg­erlige kræfter forsøgte at skabe et kul­turelt hege­moni. Det var danskernes nationale fæl­lesskab, der skulle udstilles og begrun­des his­torisk. Med ordene „Folket er til lov­giverne, som et barn er til en forælder,” illus­tr­erer soci­olo­gen Tony Ben­net denne form for folkeop­dragelse.

Også National­museet var i sit udgangspunkt i starten af 1800-tal­let tænkt som et borg­erligt dan­nende muse­um. Føl­gende blev skrevet i forbindelse med museets 200 års jubilæum: „Med ideen om et National­mu­se­um ful­gte håbet om, at den ’uvi­dende befolkn­ing’, der var blevet lat­terlig­gjort af Lud­vig Hol­berg, kunne løftes op på et højere moral­sk trin og hjælpes til en bedre adfærd. Museet skulle alt­så både danne og uddanne, opl­yse og opdrage. I dag er National­museets offi­cielle mis­sion, at alle skal have adgang til kul­turhis­to­rien.”

Folkets plads på museet

Efter­hån­den blev bon­dekul­turen også inte­gr­eret som en del af den danske kul­tur­arv, og National­museets gen­stande fra nyere tid blev karak­teris­eret ud fra begre­berne ”bon­de­stand” og ”højere stand”.

Dette udsprang af 1800-tal­lets kul­turkamp mellem bøn­derne i Ven­stre og borg­er­sk­a­bet i Højre. Tony Ben­net peger på, at bon­dekul­turens ind­tog kan ses som ‘folkets’ nyvundne tilst­ede­værelse på museet, men snart blev bon­dekul­turen en del af den såkaldte ‘back­ward-look­ing roman­ti­cism’. Ifølge his­torik­eren Lene Otto inde­holdt bon­dekul­turen en særlig rod­fæs­telse med stærk aut­en­ticitet og tæt beslægtet med oldti­den (som ansås som værende Dan­marks gul­dalder) og der­for var veleg­net til ska­belsen af den nation­al iden­titets­dan­nelse.

Bon­dekul­turen ansås først som en decideret mod­kul­tur, men da den var kom­met for at blive, blev den opslugt og under­lagt det hersk­ende his­to­riesyn og de kul­turkon­ser­v­a­tive borg­erlige dyder. Lighed­erne mellem dem blev dyr­ket, for at bon­dekul­turen ikke skulle blive et nyt per­spek­tiv, men blot en sub­kul­tur under­lagt majoritet­skul­turen. Den danske arbe­jderk­lasse, som i slut­nin­gen af 1800-tal­let var både stærkt fagligt og poli­tisk organ­is­eret, blev der­i­mod ikke repræsen­teret.

I en tid præget af sociale revolter og spirende arbe­jderkampe blev museet, kul­tur­formidlingsin­sti­tu­tio­nen, brugt til at opdrage arbe­jderk­lassen til at blive ordentlige sam­funds­borg­ere. Sociale prob­le­mer skulle afhjælpes gen­nem borg­erlige værdier ind­lagt i adfærdsmæs­sige koder. Museet blev indret­tet på en sådan måde, at det var imødek­om­mende over for befolknin­gen, men sam­tidig således, at man blev formet efter sam­fun­dets krav til offentlig opførelse.

Museets normer kom til at inde­holde en række koder, der aspir­erede til ordentlig opførsel, fortæller Tony Ben­net: Ingen ban­de­ord, ingen spyt­ten, ingen slåskampe, ingen spis­ning, ingen skotøj og ingen gam­bling.

Gen­nem et citat fra James Silk Buck­ing­ham vis­er han videre hvor­dan museet opfattes som et mechan­i­cal arrange­ment til moral­sk opbyggende tilt­ag, på lige fod med bib­liotek­er, offentlige forelæs­ninger, kun­st­gal­lerier – instru­menter til forbedring af men­nes­kets indre liv, lige­som luft, plads og sund­hed er det for det fysiske hel­bred. Den scenografiske opstill­ing repræsen­terede de borg­erlige normer: „I det borg­erlige ver­dens­billede var fam­i­lien, intimitet og arbe­jde i cen­trum, og det var også essensen i disse visuelt fortæl­lende opstill­inger.”

Fortællin­gen om den mod­erne mand som resul­tatet af en tele­ol­o­gisk udvikling­spro­ces frem mod det ideelle sam­fund blev bærende i den borg­erlige dan­nelse. Begre­bet civil­i­sa­tion blev lig med den højere kul­tur, som borg­er­sk­a­bet repræsen­ter­er.

Kulturarvsbegrebet på museum

De offentlige museer, som igen­nem 1800-tal­let blev etableret, var stærkt tilknyt­tet ska­belsen af nation­al­stat­en og ideen om en nation­al iden­titet. Det borg­erligt dan­nende muse­um tjente nogle helt klare poli­tiske og ide­ol­o­giske for­mål, der udsprang af de nation­al­lib­erale tanker fra den Franske Rev­o­lu­tion.

Den dan­nelse, man tilstræbte, var et udtryk for de borg­erlige dyder og normer, og var ret­tet mod de ned­er­ste klass­er. Man kan se det som et civilis­er­ing­spro­jekt. Den brede befolkn­ing blev kun repræsen­teret i det omfang, den kunne under­støtte den ide­ol­o­giske tele­ol­o­giske his­to­riefortælling.

At udvælge og skrive his­to­ri­er om vores for­tid, har altid været en ide­ol­o­gisk og poli­tisk kamp­plads. I dag har museet end­nu ikke for­mået at bryde med sin egen his­toriske rolle som poli­tisk legit­imerende kraft i sam­fun­det. Selvom det er på tide at museet kom­mer på muse­um, er det langt vigtigere at sætte kul­tur­arvs­be­gre­bet på muse­um og italesætte den iden­titets­dan­nende rolle, som begre­bet idag udfylder. Museet fun­ger­er stadig som en under­liggende plat­form for statens iden­titet­spoli­tiske pro­jekt, men museets rolle skal idag ikke ses som værende cen­tral på samme måde som tidligere, i dag har kamp­plad­sen tillige rykket sig ind i de lov­givende min­is­terier og ud i uddan­nelsessek­torens kanon­er. Den tidligere kul­tur­min­is­ter Mar­i­anne Jelved ind­kap­sler det iden­titet­spoli­tiske pro­jekt med ordene:

De første offentlige museer i Vesten blev etableret ud fra forestill­in­gen om at uddanne befolknin­gen til at blive gode, dannede og oplyste borg­ere. Museerne blev skabt på bag­grund af oplysningsti­dens human­is­tiske værdier og med øns­ket om udvikling af en nation­alfølelse. Museer har med andre ord altid været dan­nelsesin­sti­tu­tion­er i sam­fun­det. Men hvor­dan kan dan­nelse forstås i det 21. århun­drede? Nu hvor vi ikke læn­gere kun skal opl­y­ses og dannes til at være nation­al­borg­ere, men også til at være unions­borg­ere og ver­dens­borg­ere?”

Albert Scher­fig og Char­lie Kraut­wald er redak­tør­er på For­laget Nemo og med­for­fat­tere til ‘Brø­drene Nielsen – Breve fra Den Spanske Borg­erkrig’. Dette er en genredi­geret udgave af artiklen “Museets rolle som sam­fund­sle­git­imerende insti­tu­tion ved nation­al­statens fød­sel,” bragt i antolo­gien “Her­itage is com­mon­ing” på For­laget Nemo.

Scroll til toppen