Forandring forude: Deltag i modstanden!

Occupy Wall Street
Occu­py Wall Street, 2011. Foto: David Shankbone.


Du er ikke et lån! Sådan lyder sloganet fra Strike Debt bevægelsen der er udsprunget af Occupy Wall Street. I 2012 udgav de en manual med råd og vejledning til hvordan forgældede amerikanere kan gøre modstand imod deres studiegæld, boliggæld eller forbrugsgæld. Vi bringer her en oversættelse af manualens afsluttende kapitel.


FOKUS: VI ER ALLE FORGÆLDEDE Gæld er ikke kun den økonomiske gæld mellem banken og den kom­mende huse­jer. Gæld find­es i stort set alle andre sociale forhold: gæld til vores foræl­dre, vores ven­ner, gælden til sam­fun­det og den evige gæld til Gud. Alle med hver deres sæt af normer. Noget gæld skal betales tilbage lige meget hvad, mens andre gælds­forhold slet ikke kan eller bør betales tilbage. Spørgsmålet er så: Hvor­for skal noget gæld betales tilbage mens andet ikke kan eller skal?


Kapitlerne i denne man­u­al fremhæver nogle grundlæggende ure­t­færdighed­er i den type gæld, der påvirk­er de fleste men­nesker i USA og ver­den over i dag, og giv­er råd til hvad vi skal gøre ved disse. Hvis noget over­hovedet skulle være klart på dette tid­spunkt, er det at alle disse for­mer for gæld er for­bun­det — de opstod ikke spon­tant og plud­seligt. Det er et sys­tem, der er designet til at føre penge, fra vores lom­mer, til Wall Street, mega-virk­somhed­er og kred­i­tor­er i håb om at vi ikke har tænkt os at gøre noget ved det.

At være i gæld kan føles isol­erende og demor­alis­erende. En forståelse af gældssys­temet i sin fulde stør­relse er blot det første skridt mod en fælles front og aktiv han­dling for at sætte en stop­per for sys­temet. Grun­den til at du har lægereg­ninger på titusind­vis af dol­lars er at vi sim­pelthen ikke yder læge­be­han­dling til alle. Grun­den til dine studielån på titusind­vis af dol­lars er at regerin­gen, banker og uni­ver­sitet­sad­min­is­tra­tioner har skåret ned i de tilskud, der støt­ter uddan­nelse, mens de sam­tidigt også har pres­set uddan­nelsesomkost­ningerne i vejret. I mod­sæt­ning til for halvtreds år siden, er det ganske enkelt umuligt nu for alle und­ta­gen de abso­lut rigeste at tage en uni­ver­sitet­sud­dan­nelse uden disse tilskud. Pris­erne på ejen­domme og føde­var­er eskalerer, løn­ninger bliv­er kun­stigt holdt nede, så de ikke kan holde trit med infla­tio­nen, og flere og flere af os skal tjene til dagen og vejen på flek­sjob og deltidsstill­inger.

Øje­b­likket hvor vi kan se disse forbindelser i vores eget liv, er øje­b­likket vi kan stoppe med at føle skam og i stedet beg­y­n­de at føle vrede og, vigtigst af alt, vi kan udvikle vores vrede til han­dling. Enhver form for mod­han­dling du er i stand til tæller, men hvad de der styr­er og drager fordele af gældssys­temet virke­lig frygter er hvis vi beg­y­n­der at forene os i mas­se­vis. Det er der­for, at det er så vigtigt for dem at skyld­nere føler skam og ensomhed  — de ved, at hvis vi er isol­eret fra hinan­den, har vi ikke nogen magt. De ved også at øje­b­likket hvor flere skyld­nere beg­y­n­de at tale sam­men, slutte sig sam­men og kæmpe imod sam­men, er øje­b­likket hvor de kom­mer i prob­le­mer. Hele deres sys­tem er bygget på antagelsen af at det øje­b­lik aldrig kom­mer.

Styrken lig­ger hos masserne. Indi­vidu­elt væl­ter vores gæld os, kollek­tivt kan en gælds-mod­stands­bevægelse vælte sys­temet. Vi er ikke ude efter gælds-“tilgivelse”, for vi har ikke gjort noget fork­ert. Vi ønsker ophør af gæld­sud­nyt­telse samt ska­belsen af et nyt finanssys­tem, en ny økono­mi og et nyt liv baseret på ret­færdighed, selvstændighed og inter­esse for almen­vel­let.

Et tilbageblik

His­to­ri­er om gældsmod­stand strækker sig langt tilbage. Siden tidernes mor­gen har folk sat sig imod de hårde straffe for mis­lighold­else, som for eksem­pel bræn­demærkn­ing, tor­tur, fængsling og end­da slaveri. I antikkens Athen blev den tidligst kendte demokratiske for­fat­ning und­fanget som resul­tat af et bredt oprør fra skyld­nere (der på den tid primært var man­dlige hush­oldere) i vrede og frus­tra­tion over synet af deres kon­er og børn blive slæbt væk i lænker.

Hvad angår USA, var fængsling for gæld nor­malt selv længe efter uafhængighed­skri­gen (to af de, der under­skrev uafhængighed­serk­lærin­gen endte selv med fængselsstraffe for gæld!). I 1780’erne så man en stor bølge af tvangsauk­tion­er og fængslinger for gæld. Tiden bød på forskel­lige for­mer for gældsmod­stand, af hvilke den mest drama­tiske må siges at have været “Shay’s Rebel­lion”, en gruppe vet­er­an­er, der stod sam­men mod tvangsauk­tion­erne. Det tog mange kam­pag­n­er og bevægelser gen­nem første halvdel af det 19. århun­drede for at afskaffe gælds­fængsler (folk sid­der alligev­el fængslet for gæld i dag — se kapi­tel ni). Efter borg­erkri­gen gjorde land­mænd, på ran­den til tvangsauk­tion­er, deciderede oprør mod de fonder og foreninger, der stod som for­fæ­dre til nogle af USAs gigan­tiske virk­somhed­er.

Op igen­nem 1920’erne ledte en udvidet kred­it i sam­spil med store risik­able for­ret­ning­shan­dler endeligt til børskrakket i 1929. Depres­sio­nen gjorde kon­sekvenserne af ekstrem ulighed og ukon­trolleret kap­i­tal­is­tisk udnyt­telse klare. Her mærkede man tydeligt kap­i­tal­is­mens begrænsede mulighed­er for alter­na­tive måder at organ­is­ere sam­fun­det på. Folk stod sam­men for at blokere tvangsauk­tion­er og udsæt­telser, arbe­jdere skabte deres eget kred­it­sys­tem og en fælles nød­hjælp­sor­gan­i­sa­tion, fag­foreningerne tog man ser­iøst og man kunne ikke nægte kom­mu­nist­par­ti­ets vok­sende poli­tiske stør­relse. Som et des­per­at træk for at forbedre folkets svækkede tillid til det kap­i­tal­is­tiske sys­tem, forhan­dlede poli­tikere sig til et kom­pro­mis mellem ven­stre­flø­jen i oprør og den nervøse kap­i­tal­is­tiske overk­lasse i form af New Deal. De nye ret­tighed­er og ydelser etableret via dette kom­pro­mis skabte en bund af respekt for det indi­vidu­elle men­neske­liv og en værdigheds­garan­ti for mange amerikanere — dog blev sorte sys­tem­a­tisk nægtet disse, efter­som de ikke blev betragtet som værdi­ge til dem. Stat­en og bankerne over­tog stort set al organ­is­er­ing af pen­sion, lån (Fan­nie Mae), uni­ver­sitet­sud­dan­nelser (Gi Bill) og i 1960 sund­hedsvæsenet (Medicare).

Gen­nem en række af finan­sielle kris­er i 1970’erne udnyt­tede for­ret­ningsmæs­sige og finan­sielle inter­ess­er arbe­jdernes svækkede posi­tion til at gen­vin­de magten og påb­eg­y­n­de en årti­er lang tilbagetrækn­ing af efterkrigsti­dens kom­pro­mis. Sam­let set resul­terede de slø­je finanseringer af stat­slige pro­gram­mer og hårde svækkelser af fag­foreninger i en mas­siv stign­ing af gæld — økonomisk ulighed har atter nået de ekstreme højder fra tiden før depres­sio­nen. Og dog, på trods af kap­i­tal­istk­lassens skjulte maku­ler­ing af den sociale kon­trakt, ser vi netop nu, her i USA, de første tegn på en folke­lig bevægelse, der for­langer plads til at visionere og eksper­i­mentere med post-kap­i­tal­is­tiske lev­emåder og afvis­er det gældssys­tem, der tugter os. Lykke­ligvis er der end­nu mere inspi­ra­tion at hente i bevægelser for økonomisk ret­færdighed over hele ver­den.

Bevægelser af gældsmod­stand dukker op over hele klo­den. Bevægelsen The Glob­al Jus­tice Move­ment, der opstod i store dele af den sydlige halvku­gle i 1980’erne, 90’erne og starten af det nye årtusinde, var en bred sam­ling af sociale anstren­gelser og kampe imod odiøs gæld (gæld for ting, som ingen per­son eller stat burde betale for over­hovedet) til inter­na­tionale banker. Dette blev på mange måder en suc­ces — banker, både pri­vate lån­gi­vere og insti­tu­tion­er som Ver­dens­banken og Den Inter­na­tionale Val­uta­fond, var tvunget til at gen­forhan­dle lån og skære ned i deres renter og i nogle til­fælde at efter­give lån fuld­stændigt.

I samme peri­ode har der også været nogle bemærkelsesværdi­ge kampe mod per­son­lig gæld, som for eksem­pel i bevægelsen “El Barzón” i Mex­i­co. I 1994 mist­ede den mex­i­canske peso ekstremt meget vær­di i forhold til dol­laren. Dette start­ede en ste­jl infla­tion, der øgede inter­essen for lån med vari­abel rente og gjorde mange lån, inklu­siv realkred­itlån, der var udst­edt i amerikanske dol­lars, ti gange større. Dette gjorde at næsten 30% af de, som var i gæld til banker måtte gå fal­lit (Williams 1996). El Barzón hævd­ede at gæld­stil­standene efter pesoens kol­laps var regerin­gens og bankernes skyld, og at det ville være ure­t­færdigt at holde skyld­neren ans­varlig. Deres slo­gan var, “Debo, no niego, pago lo jus­to” (“jeg skylder, jeg nægter det ej, jeg betaler hvad der er ret­færdigt”). Bevægelsen voksede hastigt over hele lan­det og blev kendt både for dens prak­tiske til­gang (ved at tilbyde juridisk kon­sul­ta­tion til skyld­nere) og dens medrivende tak­tikker. Den tvang regerin­gen til at komme de bebyrd­ede skyld­nere til nød og havde i sid­ste ende en pos­i­tiv ind­fly­delse på deres til­stand.

Kam­p­en er dog langt fra over­stået. I 2008 betalte ver­dens fat­tig­ste lande 23 mil­lion­er dol­lars om dagen i renter til den rige indus­triver­den, for lån hvor det oprindelige beløb var tilbage­be­talt flere gange. I det meste af 90’erne og 00’erne var temaet for løs­nings­forslag til den tred­je ver­dens fat­tig­dom ikke min­dre gæld, men mere. Der­for opstod manien med “mikro­fi­nans”, små kon­tante lån uden sikker­hedsstil­lelse til kvin­der i land­dis­trik­terne såv­el som de fat­tige i byområderne. I et stykke tid fejede denne nye mod­el benene væk under alle. Det virkede som om at man havde fun­det en magisk løs­ning for fat­tig­dom. Men som tiden skred frem, blev det klart at mikrokred­it-banker ikke var vel­gøren­hed — de krævede renter og havde selv andre banker på nakken, der krævede end­nu højere renter. Tvangsauk­tion­erne kom, og med dem stor skam og vanære for skyld­nere, og i de sen­este år har Indi­en og Bangladesh haft mas­sivt sti­gende til­fælde af selv­mord blandt mikrokred­it-skyld­nere, der ikke kunne overkomme skam­men ved ikke at være i stand til at betale tilbage. Der har været pop­ulære bevægelser, der er opstået for at bekæmpe mikrokred­it. “Mujeres Cre­an­do” (Kvin­der der skaber) er et boli­vian­sk anar­ka-fem­i­nis­tisk kollek­tiv, der delt­ager i bekæm­pelse af fat­tig­dom via en række forskel­lige ini­tia­tiv­er som pro­pa­gan­da, gadeteater, bogud­givelser, radio og direk­te han­dling. I 2001 besat­te bevægelsen det boli­vianske bank­til­syn på veg­ne af de men­nesker, der stod i gæld til mikrokred­it-fir­maer.

Mujeres hjalp også en gruppe kaldet “Deu­do­ra” (Skyld­ner), bestående hov­ed­sageligt af kvin­der fra fat­tige “Barrios”-områder, med at infil­trere en for­ret­nings­frokost mellem Bank­til­synets direk­tør og mikrokred­it-lån­gi­vere. De benyt­tede sig af mulighe­den til at syn­ge og råbe op om deres lidelser og fordømme bank­folkene foran rul­lende kam­er­aer. Efter tre og en halv måned­er med pro­test­er næsten hver dag, var Mujeres og Deu­do­ra endelig i stand til at sid­de ned med de store banker og finan­sielle foreninger og forhan­dle en aftale i hus, hvor de skyld­nere, hvis huse var på tvangsauk­tion, fik deres gæld efter­givet.

Modstanden vokser

At ændre finanssys­temet kan lyde van­vit­tigt ambitiøst, men fak­tisk ændr­er finanssys­te­mer sig hele tiden. Spørgsmålet er blot om det ændr­er sig til et bedre sys­tem.

Anti-gæld”-bevægelser eksis­ter­er og bliv­er hele tiden større og stærkere. Ver­den over er pop­ulære bevægelser beg­y­n­dt at skabe røre og kollek­tivt at stå imod, for­di de har ind­set hvad gæld i virke­lighe­den er: En måde at dominere og udnytte på. Fra Chile til Québec har stu­den­ter udfor­dret og stået imod gæld­slænkerne fra uddan­nelses­gæld, der kunne spores tilbage til ned­skæringer og pri­va­tis­eringer — og de har opnået resul­tater. I Græken­land, Spanien og nu også Ital­ien ser vi, hvor­dan vaskeægte opstande mod regeringer for­langer spare­plan­er, således at skat­te­pen­gene kan gå udelukket til uden­landske oblig­a­tion­se­jere. Disse bevægelser bliv­er mere og mere effek­tive. Regeringer har set sig tvunget til retræte.

Det er vigtigt at bemærke at når sådanne bevægelser vin­der, er det næsten aldrig gen­nem lob­by­isme, eller ved at spille andre spil “kred­i­tor-klassen” har fun­det på. Vi vil aldrig vin­de, så længe dem ved magten find­er på regler, og så længe vi under­læg­ger os de regler. Målet er ikke bare at få efter­givet gæld, men at bekæmpe de forhold og værdier der fik os forgældet i første omgang. Og flere efter flere indser at måden at gøre dette på, er ikke ved at spørge efter det, men ved at starte vores egne nye insti­tu­tion­er, hvor vi kollek­tivt kan sørge for vores behov. Bankerne og poli­tik­erne er ræd­selss­lagne for direk­te udfor­dringer der kan gøre dem irrel­e­vante.

Efter­hån­den som vores bevægelse bliv­er stærkere, kan vi være sikre på at poli­tik­erne vil komme med forslag til væsentlige ændringer. Vi har allerede set en smule af dette i USA. Oba­ma-regerin­gen har opsat Con­sumer Finan­cial Pro­tec­tion Bureau og er beg­y­n­dt at tale om at ændre studielån-sys­temet. Men, så util­strække­lige disse han­dlinger nu end må være, så ville Oba­ma-regerin­gen aldrig have gjort således, hvis ikke der havde været den vok­sende bølge af organ­is­eret gældsmod­stand. Når alt kom­mer til alt, er for­målet med reformer ikke primært at hjælpe folket, men at bevare en eksis­terende magt­struk­tur, lige­som det var med New Deal. Dette bety­der ikke, at vi ikke bør kæmpe mod regerin­gen på dens egne vilkår (for eksem­pel ved at mod­sætte os ned­skæringer i den sociale sek­tor eller yderligere skat­telet­telser for de rige). Men vi har set, igen og igen, at den eneste måde at få regerin­gen og eliten til at høre efter er ved at sætte vores egne vilkår, ved at slå fast hvilke værdier, der bety­der noget for os — sund­hed, bolig, uddan­nelse, vores miljø og vores forhold.

Strike Debt — hvordan?

Strike Debt, en “dat­ter­bevægelse” til Occu­py Wall Street-bevægelsen, udsprang af en række åbne møder og for­sam­linger i foråret 2012 med det for­mål at sætte gang i diskus­sion­er om gæld som et glob­alt udnyt­telses- og under­trykkelsessys­tem. Gældsmod­stand kan tage mange for­mer, og Strike Debt er ved at udvikle strate­gi­er, ressourcer og ram­mer for gen­er­alis­er­ing af kam­p­en mod gældssys­temet. Det under­liggende tema for alle Strike Debts pro­jek­ter — fra denne man­u­al, over “Rolling Jubilee”, til adskil­lige direk­te han­dlinger og eksem­pler på fælles ind­sats — er at de er en støtte for et “Jubilee”: en kom­plet annul­ler­ing af al gæld. Annul­ler­ing af gæld er ikke nogen ny tanke, men der­i­mod noget der lig­ger dybt i mange reli­gion­er som for eksem­pel Jøde­dom, Kris­ten­dom og Islam. Gen­nem tiderne har civil­i­sa­tion efter civil­i­sa­tion ind­set, at når gæld bliv­er uoverkom­melig, må den efter­gives. Og Jubilee-ideen fun­ger­er stadigvæk i dag. For eksem­pel var der efter finan­skrisen i 2008 en slags jubilee på Island: i stedet for at red­de bankerne med hjælpepakker, efter­gav Island en pro­cent­del af pri­or­itets­gæld (se kapi­tel 13).

For at pro­mo­vere vores kon­cept og for at skabe opmærk­somhed omkring måden hvor­på de rige lukr­erer på vores gæld, søsat­te Strike Debt “Rolling Jubilee” i novem­ber 2012, og det har været vores til dato mest syn­lige pro­jekt. Strike Debt ind­sam­lede over 600.000 dol­lars fra tusind­vis af indi­vidu­elle donor­er, af hvilke mange selv var dybt forgældet, for at “købe” ube­talte gælds­breve — et marked vi er trådt ind på, ikke for at lave prof­itter, men for at hjælpe folk ved at købe og destruere gæld for, indtil videre, 15 mil­lion­er dol­lars over hele lan­det og sam­tidigt under­strege, hvor­dan gældssys­temet behan­dler vores fam­i­li­er og fæl­lessk­aber som byt­tedyr.

Lige­som denne man­u­al du nu læs­er, var Rolling Jubilee designet til at eksponere og svække måden gæld virk­er på. Få er klare over, at deres gæld bliv­er sol­gt på skum­le marked­er til speku­lanter, der håber på at tjene på andres lidelser. Rolling Jubilees bestræ­belser var aldrig med hen­blik på en løs­ning på gæld­skrisen. Strike Debt erk­ender at effek­ten ved efter­givelse, selv i største stør­relse, ville være ube­ty­deligt, hvis ikke det var sam­men­sat med en langt dybere rekon­struer­ing af vores økonomiske sys­tem. Vi har brug for et jubilee og en total trans­for­ma­tion af vores nuværende finan­sielle par­a­digme. Vi har brug for et sid­ste jubilee for at gøre en ende på behovet for flere.

Gældsmod­stand er ikke bevægelsens endelige mål, det er bare en beg­y­n­delse. Vi må sikre os at disse nye struk­tur­er oprethold­er det miljø, der altid har opretholdt os. Hvor­dan bliv­er disse struk­tur­er? Hvor­dan vil vi bygge dem? Vi har ikke alle svarene, men spørgsmå­lene må stilles. Tra­di­tionelt har alter­na­tive økonomi­er fokuseret på lokale for­mer for fælles støtte, der har oper­eret “under” kap­i­tal­is­men. Selvom sådanne mod­eller er favor­able er det vigtigt for os at gøre dem bredere og større hvis vi skal udfor­dre og eventuelt erstat­te vores fejl­slagne økonomiske sys­tem. Vores værdier vil være vores nord­st­jerne: Folket og naturen før prof­itter, nød­vendighed over grådighed, magt til alle — ikke kun få udval­gte, min­dre dis­tancer­ing fra vores arbe­jde og hinan­den og mere fritid, som vi kan bruge med vores fam­i­lie og ven­ner. Som ind­hold­et af denne man­u­al har demon­str­eret, er en anden ver­den både mulig og nød­vendig.

Ver­den bugn­er allerede med eksem­pler i min­dre stør­relse. Fæl­lessk­ab­sstøt­tet land­brug er et vok­sende alter­na­tiv til de indus­trielle føde­varesys­te­mer. Fælles “land trusts” (aftaler hvor ejeren af en ejen­dom lad­er andre bo i ejen­dom­men) er en måde at tilbyde bolig, der forhin­dr­er tvangsauk­tion­er. “Real­ly, Real­ly Free Market”-bevægelsen del­er ressourcer i en slags “gave-økono­mi” hvor byt­te­han­dler med brugte møbler og tøj, børnepas­ning og kval­i­fi­ceret arbe­jd­skraft blot er nogle af eksem­plerne. Medar­be­jder-ejet fir­maer og arbe­jder- og demokratistyret samar­be­jder vokser. For at støtte disse bestræ­belser har vi brug for et nyt banksys­tem, der ikke ser kred­it som en måde at udnytte folk på, og som fun­ger­er for alles bed­ste, ikke kun lån­gi­vere, der udtrækker indtægter fra lån, investeringer og leje. Vi skal huske, at under hjælpepakkerne til bankerne og den finan­sielle sek­tor blev mil­liarder, hvis ikke bil­lion­er, af dol­lars udst­edt i lån til nul pro­cent i rente — mil­lion­er af disse dol­lars endte som Wall Street-bonuss­er. En af mange mulige løs­ninger, der er værd at under­søge, er “offentlige banker” (se kapi­tel 12), hvor stater, byer og lokale fæl­lessk­aber finan­sier­er indi­vidu­elle ini­tia­tiv­er og kom­mu­nale virk­somhed­er.

Hvilke andre for­mer kan gældsmod­stand tage? Det er noget vi må finde ud af sam­men. Vi må arbe­jde for at forstå vores snørklede gælds­drevet økono­mi. Vi bliv­er også nødt til at lytte til og lære af folk omkring os, så vi kan forstå hvor­dan gæld påvirk­er vores liv på ens og forskel­lige måder, og være opmærk­somme på hvor­dan gæld kan løbe sam­men med andre fak­tor­er som race, køn, alder, evne, nation­alitet osv. Som vi har set har aggres­sive udlån, fra sub­prime-lån til kviklån til pri­vate “for-prof­it” col­lege-uni­ver­siteter ramt områder med lave ind­kom­ster og områder med farvede i uforholdsmæs­sig grad. Gæld påvirk­er os også som arbe­jdere, hvor­for denne bevægelser også er for­bun­det med kampe for højere løn­ninger og bedre forhold. Gældsmod­stand er også for­bun­det med bredere kampe for lighed og økonomisk ret­færdighed, og vi må gøre denne forbindelse klarere og mere bety­delig.

Indtil videre er der et utal af mulighed­er for at “strike debt”: Krav om hjælpepakker til folket og en ende på virk­somheds-velfærd, kollek­tivt nægte at tilbage­be­tale ille­git­ime lån, nedlæggelser af inkas­sobu­reauer, kviklån eller “for-prof­it” col­lege-uni­ver­siteterne, reg­u­ler­ing af markedet så speku­lanter ikke kan udnytte det, gen­sk­ab­n­ing af grænser for uhørte høje renter, forsvar af hjem sat på tvangsauk­tion, bekæm­pelse af sti­gende studieafgifter og ned­skæringer i skole­bud­get­ter, kamp imod spare­poli­tikker, bekæm­pelse af mil­i­tarisme, der står for halvde­len af natio­nens diskre­tionære udgifter, organ­is­er­ing af skyld­neres foreninger og mere. Set som kon­struk­tion, er bygnin­gen af en alter­na­tiv økono­mi, der arbe­jder for fælles fordel et langsigtet mål. For at nå der­til må vi eksper­i­mentere med uddan­nelse, råd­givn­ing, direk­te han­dling, finan­siel civ­il uly­dighed og, vigtigst, at bygge forhold mellem os selv for at skabe brede sociale bevægelser. Gældsmod­stand er nødt til at sprede sig langt og blive tilpas­set til forskel­lige kon­tek­ster og sam­fund.

I mod­sæt­ning til de hen­synsløse og manip­ulerende indi­vider, der sid­der på top­pen af vores finan­sielle sek­tor, tager de af os, der er for­t­alere for gældsmod­stand, vores ans­var meget ser­iøst. Ved at opløse de bånd, der binder os til virk­somhed­er, finan­sielle insti­tu­tion­er og regeringer over hele ver­den, forsøger vi at skabe nye bånd med hinan­den baseret på ligeværdi­ge og bæredygtige udvek­slings­former.

I skrivende stund fort­sæt­ter eksem­pler på finan­siel manip­u­la­tion med at vokse. Matt Tab­bi skrev for nyligt en artikel, der afs­lørede end­nu en skan­dale magen til — hvis ikke større end — Libor-skan­dalen. Dens titel er “Every­thing is Rigged: The Biggest Price-Fix­ing Scan­dal Ever.” Under­ti­tlen fortæller at, “årets anden kæmpe finan­sielle skan­dale afs­lør­er den virke­lige inter­na­tionale sam­mensværgelse: Der er ingen pris, som de store banker ikke kan fixe.” Men dette er jo ikke nogen afvigelse fra kap­i­tal­is­men, dette er essensen af kap­i­tal­is­men.

Husk: vi skylder Wall Street intet, vi skylder hinan­den alt. Mulighed­erne ved at organ­is­ere os omkring gældsmod­stand er kun ved at blive opdaget. Strike Debt, lige­som Occu­py Wall Street, håber på at kunne inspirere til selvstændig han­dling og kollek­tiv mod­stand.

The Debt Resisters’ Oper­a­tions Manuel kan læs­es i sin fulde længde her.

Over­sat af Morten Gusten­hoff.