Henry Singleton: The Storming of the Bastille.
Hen­ry Sin­gle­ton: The Storm­ing of the Bastille.

Den Franske Revolution er historiens første rigtige revolution, hvor brede massebevægelser i deres kamp for frihed, lighed og broderskab satte byer i brand og skabte krig og borgerkrig – for og imod revolutionens idealer. Revolutionen var med til at definere hvor hurtig, voldsom og omsiggribende social forandring kan være.

Den 12. juli 1789 var mere end 50.000 men­nesker sam­let på Paris’ cen­trale plads, Place Louis XV, der i dag er Con­corde-plad­sen. De demon­str­erede i util­fred­shed med den sen­este udvikling i den poli­tiske pro­ces og for at støtte den nydannede Nation­al­for­sam­ling, der lovede Frankrig en for­fat­ning og et mere inklud­erende poli­tisk sys­tem. Blandt demon­stran­terne var kvin­der og mænd, børn såv­el som gam­le, der nu var sam­let for at gøre deres krav gældende. Deres konkrete forhåb­n­ing var at få genind­sat den sve­jt­siske finans­min­is­ter, Jacques Neck­er, der dagen før var blevet afskedi­get af kon­gen. For­di Neck­er tidligere havde støt­tet ideen om en Nation­al­for­sam­ling, og for­di han havde ry for at kunne holde styr på de skran­tende stats­fi­nanser, repræsen­terede han to ting, som brede dele af den franske befolkn­ing ønskede sig på dette tid­spunkt: økonomisk sta­bilitet og poli­tisk ind­fly­delse. Demon­stra­tio­nen blev dog efter kort tid mødt af et kava­lerireg­i­ment, der angreb og vold­eligt opløste for­sam­lin­gen.

Dagen efter var der igen demon­stra­tioner. Væk var børn og de fleste kvin­der, nu hvor kon­gen og hans allierede havde vist sig vil­lige til at bruge mil­itær magt. Om nat­ten mellem den 12. og 13. juli var en borg­er­mil­its blevet opret­tet bestående af 48.000 mand, som skulle forsvare Nation­al­for­sam­lin­gen og den par­la­men­tariske pro­ces imod mil­itæret, som arbe­jd­ede i kon­gens og ade­lens inter­esse. Denne gang brød demon­stran­terne ind i et våben­lager, hvor man dog ikke som håbet fandt gevær­er, men kun pik­er (lange spyd). Ved samme lej­lighed brændte man 40 af de 54 told­boder ned, der fun­gerede som bemand­ede indgangsporte til Paris. Selvom de ville være kava­leris­ternes våben langt under­leg­ne, var borg­er­mil­it­sen nu bevæb­net, og med sine told­bod­saf­brændinger havde den udtrykt vil­je til på mere hånd­gri­belig facon at ændre også på lan­dets økonomiske struk­tur­er.

Den 14. juli kul­minerede denne serie af oprør­shan­dlinger med stor­men på Bastillen, som på den ene side gemte et stort krudt­lager og på den anden side udgjorde et sym­bol­sk mål, idet bygnin­gen fun­gerede som fængsel for poli­tiske fanger under monarki­et. Oprør­erne forsøgte her at forhan­dle sig til adgang, men blev skudt på af vagterne. Da forhan­dlings­forsø­gene mis­lykkedes, sprængte oprør­erne Bastil­lens porte åbne med kanon­er. Efter kort tids kamp og under forud­sæt­ning af ikke at blive hen­ret­tet, lagde vagterne våbnene. Våben­hvilen blev dog ikke over­holdt, og en rasende folkemængde hævnede deres omkring hun­drede faldne kam­mer­ater ved at myrde vagterne, sætte deres hov­ed­er på spyd og processere bevæb­nede og sejr­rige gen­nem byen.

De rev­o­lu­tionære i Paris havde demon­str­eret deres magt og vil­je til at bekæmpe den hersk­ende poli­tiske orden. Da Kong Lud­vig d. 16 fik besked om begiven­hed­erne af Grev Rouchefou­cauld dagen efter, spurgte han efter­si­gende: ”Er det en revolte?” ”Nej, herre,” skal greven have svaret, ”det er ikke en revolte – det er en rev­o­lu­tion.”

Oplysningstidens og fremtiden

I Oplysningsti­den bliv­er fremti­den den nye pos­i­tive ref­er­ence. Man er min­dre optaget af det, der var eller er, og mere optaget af det, der kan komme, og det der kan skabes – af fremti­den. Men også erfarin­gen af, at det er men­neskene selv, der kan frem­bringe og skabe deres egen fremtid.

Oplysningsti­den er den første epoke i Vestens his­to­rie, hvor folk selv mente at leve i en særlig tid – en tid de kaldte ’oplysnin­gens tid­salder’. Denne tid­salder blev klart og tydeligt afgrænset fra for­tiden, hvor særligt den kristne mid­de­lalder og den umid­del­bare for­tid blev beskrevet som det yder­ste mørke af irra­tionalitet, overtro og under­trykkelse. Man ville ikke læn­gere begrunde sam­fun­dets indret­ning med hen­vis­ning til tra­di­tion eller måden, som man ple­jede at gøre tin­gene på. Frem­skridt­stanken betød et brud med for­tiden og med troen på dens autoritet, og Oplysningsti­den foran­drede særligt måden, man forstod og opfat­tede tid på. Det var muligt for men­neskene at ændre deres eget liv og deres egne livs­betingelser, og bare for­di ens far var bonde, skulle man ikke læn­gere nød­vendigvis selv være det. En anden fremtid blev mulig.

I Oplysningsti­den opstod den forestill­ing, at men­nes­ket kunne være herre over, eller i det mind­ste have ind­fly­delse på, sin egen skæb­ne. Én af grun­dende her­til var en ændret ind­still­ing til og forestill­ing om naturen og reli­gio­nen, hvilket i høj grad var forår­saget af en udvikling i viden­sk­aberne, måske særligt naturv­i­den­sk­aberne, som til en vis grad fravrist­ede naturen sin magt over men­nes­ket. Men­nes­ket har altid været udsat for naturens luner: tørke, sky­brud, jord­skælv, storme, syg­domme, vulka­nud­brud, osv. Alle disse fænomen­er har været med til at gøre men­neske­liv­et usikkert – og ofte meget kort. Disse natur­fænomen­er, ver­dens generelle indret­ning og Guds dom­i­nans over men­nes­ket, syntes uden for men­nes­kets kon­trol, og i kris­ten­dom­men blev denne usikker­hed itale­sat som skæb­ne: Ting sker, uden at vi ved hvor­for, hvornår og hvor­dan. Men­nes­ket er magtes­løst over for ver­dens indret­ning. ”Guds veje er uransagelige”, som de siger i kirken. De kunne lige så godt have sagt: ”Naturens veje er ukendte”. Men­nes­ket var lille og svagt over for guds og naturens almagt.

I peri­o­den op til Oplysningsti­den skete der dog en række udviklinger, som skulle ryste sådanne forestill­inger. På den ene side det, der ofte omtales som ’den viden­sk­a­belige rev­o­lu­tion’, der strækker sig fra ca. 1540 til engang i starten af 1700-tal­let, med folk som Niko­laj Kopernikus, Tycho Bra­he, Galileo Galilei, René Descartes og Isaac New­ton, hvis gen­nem­brud inden for astrono­mi, fysik, kemi, biolo­gi, geolo­gi og andre naturv­i­den­sk­aber ryst­ede de gam­le religiøse og natur­filosofiske fork­lar­ingsmod­eller. Der blev opstil­let love for naturens kræfter; man blev stadig bedre til at måle afs­tande og tid, bestemme længde- og bred­de­grad­er, osv. Alt sam­men bidrog det til, at naturens uforudsige­lighed blev min­dre og men­neskers magt over deres eget liv større. Naturens veje var ikke læn­gere helt så uransagelige, men noget men­nes­ket kunne forstå, fork­lare, og til en vis grad kon­trollere.

Denne følelse af øget kon­trol over naturen og dermed over livet blev af oplysnings­filosof­ferne over­ført fra naturv­i­den­sk­aben til det, som den skotske oplysnings­filosof David Hume kaldte de moralske viden­sk­aber: soci­olo­gi, psykolo­gi, økono­mi, pæd­a­gogik, jura og poli­tik. Det nye syn på naturen som styret af love, der kunne erk­endes, og som der­for også kunne udnyttes til men­nes­kets bed­ste, blev over­ført til men­neske­liv­et, der nu også skulle organ­is­eres rationelt. Lige som naturv­i­den­sk­aberne for­mulerede naturlovene, beskrev oplysnings­filosof­ferne den naturlige fri­hed. Naturens velordnede sys­tem stod i grel mod­sæt­ning til sam­fund­slivet, som oplysnings­filosof­ferne i sti­gende grad opfat­tede som præget af uvi­den­hed og under­trykkelse, og som i sti­gende grad blev for­bun­det med monarki­et og despo­tis­men. Det var denne naturlige fri­hed, som skulle over­føres på poli­tikkens og statens område og som i stedet for at være vilkårlig og util­reg­nelig skulle sikre den naturlige men­neske­lige fri­hed.

Alt det stod næppe for­rest i bev­id­s­the­den hos de franske rev­o­lu­tionære ved beg­y­n­delsen af år 1789. De oplyste borg­ere, der for­mulerede de rev­o­lu­tionære prin­cip­per, led ganske vist langt­fra af min­dreværd­skom­plekser. De betragt­ede ikke alene sig selv som ret­mæs­sige talsmænd for ’natio­nen’ som hel­hed, men deri­gen­nem også som bærere af selve civil­i­sa­tio­nens og oplysnin­gens vældige frem­skridt. For så vidt kunne de end­da bek­ende sig til rev­o­lu­tio­nen, men i den ældre 1700-tals­be­tyd­ning af ordet, der ikke adskilte sig væsentligt fra andre foran­drings­be­gre­ber som ’reform’, ’per­fek­tioner­ing’ eller blot ’his­to­rien’. At de var ved at gen­nem­føre en rev­o­lu­tion i mod­erne for­stand, alt­så en hastig, gen­nem­gribende og vold­som foran­dring i stat, sam­fund og kul­tur; og at de var ved at sætte nye stan­dard­er for, hvor hastigt, gen­nem­gribende og vold­somt man kunne forestille sig social foran­dring foregå – det kunne de ikke have nogen anelse om. De var ikke bev­id­ste, mål­ret­tede rev­o­lu­tionære. De var dem, der util­sigtet var i færd med at definere, hvad ’rev­o­lu­tion’ og ’rev­o­lu­tionær’ ville sige fre­mover, men den grundlæggende tanke, som de var styret af, var, at men­nes­ket kunne og skulle være herre over sit eget liv og fæl­lessk­a­bets indret­ning. Som sådan var rev­o­lu­tio­nen resul­tatet af et møde mellem på den ene side nogle bestemte his­toriske vilkår, som føltes ure­t­færdi­ge og som kaldte på han­dling, og på den anden side en oplysningstro på, at men­neske­lig inter­ven­tion kunne betale sig og kunne føre noget nyt og bedre med sig.

Fra præ-revolution til revolution

1700-tal­lets Frankrig ori­en­terede sig stadig efter det abso­lutte monarkis målestok, men rummede dog fort­sat aris­tokrati­et, den højere gejst­lighed og et stadigt stærkere borg­er­skab som ind­fly­delses­rige rivaler til hof­fets eller monarkens magt. Og selv om dette ’abso­lutte’ kongedømme havde gjort meget for at sam­le Frankrig til én eneste, sam­men­hæn­gende stat og dermed i sti­gende grad stillede lan­dets ind­byg­gere fra forskel­lige egne og stæn­der over for den samme stat, var der fort­sat bety­delige indre skel, lokale reg­u­la­tiv­er og told­grænser. Alligev­el var det franske rige så langt den mægtig­ste af det europæiske kon­ti­nents stater, i skarp rivalis­er­ing med det britiske imperi­um, der på basis af sin tidlige over­gang til agrarkap­i­tal­isme og dernæst den gryende indus­trikap­i­tal­isme i sti­gende grad vandt en dominerende posi­tion både på det frem­vok­sende ver­dens­marked, i kolonikaplø­bet og i det inter­na­tionale statssys­tem. Med ned­er­laget i Syvårskri­gen 1756–63 stod Frankrig tilbage med en fast­tøm­ret posi­tion på anden­plad­sen i den inter­na­tionale konkur­rence mellem stater og marked­er – og med en anseel­ig stats­gæld. To årti­er senere søgte den franske stat at svække sin engelske ærk­erival ved at støtte de amerikanske koloniers løs­riv­elses­be­stræ­belser i Den Amerikanske Rev­o­lu­tion. Men selv om englæn­derne som bek­endt tabte kri­gen, var de umid­del­bare gevin­ster for den franske stat særde­les pau­vre. Stats­gælden voksede til ubærlige pro­por­tion­er.

Det franske kongedømme var således i 1780’erne i finan­siel krise og i 1787 havde Kong Lud­vig d. 16. forsøgt at få ade­len til at acceptere en række nye skat­ter på adelige jordbesid­delser, der skulle forhin­dre en stats­ban­kerot. Denne bestræ­belse blev imi­dler­tid set som et forsøg på at svække ade­len og styrke den kon­gelige cen­tral­magt – i første omgang økonomisk, men deri­gen­nem poten­tielt også poli­tisk. Ade­len søgte på sin side at udnytte kon­gens svækkede posi­tion til at styrke sig selv og ville der­for ikke give ind­sigelser til kongemagten. De nota­belfor­sam­linger (fr., assem­blée des nota­bles), der i 1787–1788 var ind­kaldt for at tage still­ing til forslaget om de nye skat­ter, for­mulerede skarpe kri­tikker af kongemagten og krævede en ind­kaldelse til Stæn­der­for­sam­lin­gen, som bestod af repræsen­tan­ter fra hele Frankrig. Stæn­der­for­sam­lin­gen havde ikke været sam­let siden 1614, men var formelt den eneste insti­tu­tion med skat­te­bevillingsret på dette tid­spunkt. De adeliges forhåb­n­ing var, at kon­gen for det første ikke var inter­esseret i at ind­kalde denne for­sam­ling, for­di det var en omstæn­delig og svært kon­troller­bar pro­ce­dure, og for det andet, hvis han gjorde det alligev­el, at de ville kunne foran­ledi­ge for­sam­lin­gen til at afvise beskat­ning af adel­sjorde. Tidligt i 1789 ind­kaldte Kon­gen Stæn­der­for­sam­lin­gen og bek­endt­gjorde, at dens repræsen­tan­ter skulle mødes i foråret 1789 i kongepal­ad­set ved Ver­sailles uden for Paris. Kon­gens håb var, at Stæn­der­for­sam­lin­gen enten ville give bredere opbakn­ing til en skat­tere­form eller ville presse ade­len tilbage til forhan­dlings­bor­det.

Frankrig, og dermed Stæn­der­for­sam­lin­gen, var på dette tid­spunkt opdelt i tre stæn­der: Første­s­tanden, præstesk­a­bet, der udgjorde ca. 130.000 (0,5% af befolknin­gen), og som kirke ejede 5–10% af jor­den og var fritaget for de fleste skat­ter; anden­standen, aris­tokrati­et, udgjorde omkring 400.000 (1,5% af befolknin­gen), ejede 20% af jor­den, var fritaget fra en mængde skat­te­forplig­telser, havde eneret på en række embed­sposter og var ofte den reelle magt ude i lan­det; og endelig tred­je­s­tanden: borg­erne, der med 25 mil­lion­er (98% af befolknin­gen) udgjorde den altovervældende del af befolknin­gen, og som var socialt opdelt i et byborg­er­skab (samt rige ikke-adelige god­se­jere), en min­dre bemi­dlet bybe­folkn­ing samt bøn­der (der udgjorde 80% af befolknin­gen).

Ind­kaldelsen af Stæn­der­for­sam­lin­gen fik hverken det udkomme, som kon­gen eller ade­len havde håbet på. Den gav der­i­mod anled­ning til en heftig og stadigt mere udbredt debat – særligt blandt den borg­erlige del af befolknin­gen, som indtil da havde været fuld­stændig udelukket fra den poli­tiske pro­ces, men som i Frankrig, såv­el som i hele Europa, var blevet vel­havende og selvbe­v­id­ste, og som ville anerk­endes og være en del af det poli­tiske sys­tem. Debat­ten drejede sig primært om Stæn­der­for­sam­lin­gens stemmesys­tem: Skulle hver stand have én stemme (alt­så tre stem­mer i alt) eller skulle hvert medlem af for­sam­lin­gen have én stemme (hvilket ville betyde, at tred­je­s­tanden havde lige så mange stem­mer som de to andre tilsam­men, da tred­je­s­tanden havde dobbelt så mange medlem­mer i Stæn­der­for­sam­lin­gen)? Spørgsmålet var af afgørende betyd­ning: Hvis der var én stemme per stand kunne de adelige være tem­melig sikre på en Stæn­der­for­sam­ling i deres favør, da kirken dominere­des af en reak­tionær højge­jst­lighed, hvis inter­ess­er var mere eller min­dre sam­men­faldende med ade­lens. Stemte man imi­dler­tid efter hov­ed, kunne ade­len nemt komme i under­tal, da der også fandtes pro­gres­sive kræfter blandt kirkens deput­erede samt blandt ade­len selv. Stæn­der­for­sam­lin­gen var alt­så et poten­tielt farligt våben, der kunne spille overtaget i den borg­erlige stands hæn­der, og ade­len gjorde der­for ikke over­rask­ende alt, hvad den kunne for at forhin­dre og forsinke Stæn­der­for­sam­lin­gens arbe­jde, da først den trådte sam­men 5. maj 1789.

På det tid­spunkt havde den reformhun­grende tred­je­s­tand imi­dler­tid fået vind i sej­lene og en flod af pam­flet­ter kom­bineret med lokale klageskriv­elser (fr. cahiers des doléances) og reportager fra Stæn­der­for­sam­lin­gens diskus­sion­er gjorde, at den bredere befolkn­ing blev engageret i den poli­tiske pro­ces. For­færd­ede over tred­je­s­tandens krav om at gøre Stæn­der­for­sam­lin­gen til Frankrigs lov­givende organ (i stedet for blot at få en råd­givende rolle, som kon­gen havde tiltænkt den) og om at lade Stæn­der­for­sam­lin­gen ned­sætte en kom­mis­sion med ans­var for at give Frankrig en for­fat­ning, forsøgte både ade­len og kon­gen at hin­dre Stæn­der­for­sam­lin­gens arbe­jde.

Den 17. juni – på et tid­spunkt hvor Stæn­der­for­sam­lin­gens arbe­jde var nærmest totalt blok­eret – erk­lærede tred­je­s­tanden sig for værende de eneste sande repræsen­tan­ter for den franske nation og skabte med det udgangspunkt Frankrigs Nation­al­for­sam­ling med det eksplicitte for­mål at give Frankrig en for­fat­ning. Tre dage senere, d. 20. juni, sam­ledes tred­je­s­tandens medlem­mer, efter at være blevet udelukket fra deres sæd­van­lige mødest­ed i et forsøg på boykot fra de to andre stæn­der, i kongepal­ad­sets ten­nis­bane-sal. Her sværgede de at for­blive for­sam­lede, indtil de havde løst Frankrigs poli­tiske og økonomiske krise. Dette er blevet kendt som Ten­nis­bane-eden og ans­es gerne som den enkelt­be­given­hed, der mark­er­er over­gan­gen fra præ-rev­o­lu­tio­nen til den egentlige rev­o­lu­tion

En måneds tid efter grundlæggelsen af Nation­al­for­sam­lin­gen ful­gte Stor­men på Bastillen.

Afskedi­gelsen af finans­min­is­ter Neck­er blev tolket som et klart tegn på, at kon­gen de fac­to så sig hævet over den par­la­men­tariske beslut­ning­spro­ces og ville afmon­tere Nation­al­for­sam­lin­gen som et bety­dende poli­tisk organ. Stor­men på Bastillen opstod alt­så ikke ud af intet, men var et led i en pro­ces, der ikke var slut. Sam­men­faldet med gen­er­al­stæn­dernes sam­menkaldelse og den selvfølelse, som tred­je­s­tandens repræsen­tan­ter udtryk­te på for­sam­lingerne, bidrog til at fokusere bymassernes vrede i poli­tisk ret­ning. Den folke­lige opstand i Paris, der den 14. juli 1789 kul­minerede med stor­men på Bastillen, betød en poli­tisk mobilis­er­ing blandt afgørende grup­per af dem, der hidtil havde været holdt uden for poli­tikkens reg­nestykke.

De lavere klassers aktion­er på lan­det og i de store byer, navn­lig i Paris, havde deres egne bevæg­grunde og deres eget protest­sprog, forankret i lokale tra­di­tion­er og i moralske kri­terier for økonomisk virke, til forskel fra det oplyste borg­er­sk­abs lib­er­al­is­tiske læresæt­ninger. Men de omfat­tende mobilis­eringer af de lavere klass­er gav styrke til borg­er­sk­a­bets egne poli­tiske bestræ­belser – og pressede sam­tidig på for at få borg­er­sk­a­bet til at radikalis­ere sit opgør med de gam­le stand­spriv­i­legi­er og de stærke feu­dale levn i økonomien.

Stormen på Bastillen

Stor­men på Bastillen den 14. juli er blevet et ikonisk billede på Den Franske Rev­o­lu­tion og fejres i dag i Frankrig som nation­aldag (Bastilleda­gen). Rev­o­lu­tio­nen er blevet et sym­bol på udviklin­gen fra monarki­et til demokrati­et og på virke­lig­gørelsen af Oplysningsti­dens poli­tisk-filosofiske ide­al­er om men­neskerettighed­er, folkestyre, fri­hed og lighed. Og mens denne pos­i­tive his­to­rie på den ene side er sand, så gælder det på den anden side også, at rev­o­lu­tio­nen har en mørkere side sym­bol­is­eret ved hen­ret­telsen af Kong Lud­vig d. 16., hans kone Marie Antoinette samt tusind­vis af poli­tiske mod­standere og per­son­er, der blev opfat­tet som farlige af de forskel­lige frak­tion­er, der sad på magten i forskel­lige peri­oder af rev­o­lu­tio­nen. Og ikke alene i rev­o­lu­tion­sår­ti­et var rev­o­lu­tio­nen tvety­dig. Også siden­hen har det været en både his­torisk og poli­tisk betændt affære at rubricere begiven­heden end­e­gyldigt.

Mens rev­o­lu­tio­nen kon­ven­tionelt (og med gode, saglige grunde) afgræns­es til årene 1789–1799, hvis man da ikke vil reg­ne Napoleon­ti­den frem til 1815 med, og mens utal­lige stat­sledere og kom­men­ta­tor­er lige siden har holdt grav­taler over den gam­le rev­o­lu­tion, har den gang på gang atter gjort sig aktuel som for­billede eller anstødssten for nye poli­tiske eller kul­turelle pro­jek­ter.

”Det er for tidligt at sige”, skal den kine­siske rev­o­lu­tion­sled­er Zhou En Lai have svaret på den amerikanske præsi­dent Richard Nixons spørgsmål om Den Franske Rev­o­lu­tions betyd­ning – i 1972.

Artiklen er en forko­rtet og omar­be­jdet udgave af Intro­duk­tio­nen til For­laget Slag­marks anden udgivelse i Rev­o­lu­tion­sse­rien — Den Franske Rev­o­lu­tion. Den bringer over­sæt­telser af et udvalg af de væsentlig­ste tek­ster fra Den Franske Rev­o­lu­tion. Du kan læse det redak­tionelle forord her og købe bøgen her.