olympe-gouges-ouv

Frihed, lighed, søster- og broderskab” havde parolen under Den Franske Revolution lydt, hvis det havde stået til Olympe de Gouges. Hendes sympatier lå ikke hos de franske revolutionære, men hos kvinderne, slaverne — og de royale. Jonas Ross Kjærsgård fortæller her om den revolutionære kvinde med de modsatrettede holdninger.

”Kvin­den har ret til at bestige skafot­tet; hun bør også have ret til at bestige taler­stolen.”

Sådan skrev for­fat­teren, tænkeren og aktivis­ten Olympe de Gouges i sin pam­flet “Kvin­dens ret­tighed­er. Til dron­nin­gen” fra 1791 som led i argu­mentet for, at kvin­der i højere grad skulle have adgang til de men­neske- og borg­er­ret­tighed­er, der blev stad­fæstet i “Erk­læring om men­nes­kets og borg­erens ret­tighed­er” fra 1789.

I 1793 blev hun hen­ret­tet under Robe­spier­res Ræd­sel­sregime efter at være blevet dømt for at sprede roy­al­is­tiske ideer, som var farlige for den nye repub­lik. Med en omvend­ing af hen­des dik­tum kan man sige, at hun besteg det offentlige rums taler­stol og der­for blev dømt til også at bestige skafot­tet.

Gouges’ pam­flet om kvin­dens ret­tighed­er er med rette blevet en af de klas­siske tek­ster fra Den franske Rev­o­lu­tion og kan opfattes som et tidligt eksem­pel på ad-bust­ing. På fran­sk bety­der ordet homme både mand og men­neske, lige­som man gør det på engel­sk. På den bag­grund var det Gouges’ cen­trale ind­sigt, at homme i titlen på den franske men­neskerettighed­serk­læring i prak­sis snarere betød mand end men­neske. Den skævhed gjorde hun opmærk­som på ved kon­sekvent at skrive ”kvin­den” eller ”man­den og kvin­den” alle de sted­er, der i den franske men­neskerettighed­serk­læring blot stod homme.

Den aktivis­tiske ges­tus har givet Gouges ry for at være mere radikal end de rev­o­lu­tionære. Her er stem­men, der gen­nem­skuede de man­dlige rev­o­lu­tionæres skjulte patri­ark­isme, og som gjorde opmærk­som på, at lighed og fri­hed måtte gælde for søstrene såv­el som for brø­drene. Ud fra en sådan betragt­ning er Gouges en mod­stemme fra Den franske Rev­o­lu­tions his­to­rie.

Jeg er delvist enig i den udlægn­ing af Olympe de Gouges. I sine pam­flet­ter, roman­er og skue­spil demon­str­erede hun enorm stridsvil­je mod peri­o­dens skif­tende magth­a­vere. Hun havde en evne til at delt­age engageret i snart sagt samtlige diskus­sion­er i peri­o­den, herun­der dem, der han­dlede om kvin­der, slaver, beskat­nings­forhold, rev­o­lu­tion og poli­tiske styre­former. Men hun var også en langt mere sam­men­sat tænker, end his­to­rien om Gouges som mod­stemme giv­er indtryk af.

Gouges er en langt mere spæn­dende fig­ur, end de sid­ste tyve års noget enty­di­ge, cele­br­erende mod­tagelse af hen­des værk giv­er indtryk af.

Olympe de Gouges: Dengang og nu

Marie Gouze blev født i 1748 i den syd­vest­franske by Mon­tauban. Hen­des far var den adelige markis Jean-Jacques Lefranc de Pom­pig­nan. Eller det mente Gouze i hvert fald selv. På hen­des dåb­sat­test stod der, at hen­des far var byens lokale slagter, Pierre Gouze. I sit liv førte hun en stadig kamp for at blive anerk­endt som Pom­pig­nans uægte dat­ter, lige­som flere af hen­des skrifter kredser om det uægte barns sociale sta­tus. Som sek­stenårig blev hun gift med den tre­dive år ældre restau­ratør Louis-Yves Aubry, der vist nok var en af slagter­faderens vigtige kun­der. Ægtesk­a­bet resul­terede i et enkelt barn, det blev aldrig lykke­ligt og allerede i 1766 døde man­den. Kort derefter rejste Marie Gouze til Paris og skift­ede ved den lej­lighed navn til Olympe de Gouges. Det olymp­iske for­navn og det adeligt klin­gende ”de” siger noget om hen­des ambi­tion­sniveau og evne til at frem­stille sig selv på en måde, der vækkede opmærk­somhed.

Gouges fik ikke nogen stor læser­skare, men i årene frem imod rev­o­lu­tio­nen blev hun ikke desto min­dre en fig­ur i det pari­siske teater­miljø og i den slaverikri­tiske kreds omkring “Sel­skab for de sortes ven­ner”. Hun fik sin største pub­likumssuc­ces med det melo­drama­tiske teater­stykke “Klostret, eller de tvungne løfter”, der blev spillet 42 gange i 1790. For efter­tiden er hun imi­dler­tid primært kendt som første­gen­er­a­tions­fem­i­nis­ten, der skrev om kvin­ders ret­tighed­er.

Ved at sam­men­ligne Dan Shogrens blyantsteg­n­ing af Gouges med det orig­i­nale maleri, der har fun­geret som mod­el, får man en fornem­melse af den i mine øjne cele­br­erende recep­tion af Gouges. Hen­des ansigt­stræk er trukket skarpere op, og hen­des blik er blevet stål­sat på en helt anden måde. Deru­dover bidrager ordet equal­i­ty samt de svært aflæselige sæt­ninger fra hen­des pam­flet om kvin­dens ret­tighed­er med et intellek­tuelt og poli­tisk rev­o­lu­tionært tilsnit. Den poli­tisk engagerede kvin­derettigheds­forkæm­per træder end­nu stærkere frem på for­si­den af den franske bil­lig­bog­sudgave af hen­des pam­flet.

Udgiverne har taget et citat fra pam­flet­ten – ”Kvin­de, vågn op!” – og gjort det til bogens titel, lige­som de har ændret på pam­flet­tens navn. “Erk­læring om kvin­dens og borg­erindens ret­tighed­er” er en under­over­skrift inde i pam­flet­ten, der som et hele hed­der “Kvin­dens ret­tighed­er. Til dron­nin­gen”. Ved at fjerne pam­flet­tens royale tileg­nelse og ved at bringe en illus­tra­tion af en mod­erne kvin­derettigheds­forkæm­per bliv­er Gouges skrevet ind i en bestemt rolle. Hun er den rev­o­lu­tionære søster, som har gen­nem­skuet mæn­denes hyk­leri, og som kalder til kamp.

Den frem­still­ing er ikke decideret fork­ert, men snarere enormt selek­tiv. Ved at læse lidt bredere i Gouges’ for­fat­ter­skab – eller ved bare at læse pam­flet­ten lidt grundi­gere – træder en mere kom­pleks og mere inter­es­sant skikkelse frem.

Gouges, slaveri og royalisme

I 1783 antog det pari­siske teater Comédie-Française stykket “Zamore og Mirza, eller det lykke­lige skib­s­forlis”. Det var et af de første stykker Gouges skrev, men til hen­des store frus­tra­tion opførte teatret ikke dra­maet, selvom de havde købt ret­tighed­erne til det. Dra­maet udspillede sig i en ikke nærmere speci­fi­ceret fran­sk koloni i Østin­di­en. I slut­nin­gen af 1780’erne beg­y­n­dte rygterne om et forestående slaveo­prør på den fran­sk-caribiske ø Saint-Domingue (i dag Haiti) at tage til i styrke, og kort tid efter Den haitianske Rev­o­lu­tion brød ud i 1791, udgav Gouges en ny ver­sion af sit dra­ma. Nu hed stykket “Træl­bindin­gen af de sorte, eller det lykke­lige skib­s­forlis”. Han­dlin­gen var i store træk den samme som i 1783, men stykket var fly­t­tet fra Østin­di­en til Vestin­di­en, og et storstilet slaveo­prør var kom­met til at danne bagtæppe for intri­gen. Gouges havde også til­fø­jet både forord og efterord, hvori hun redegjorde for sit syn på slaver­i­et. Genud­givelsen af dra­maet er et vigtigt tegn på Gouges’ lyst og evne til at tage aktivt del i presserende diskus­sion­er.

Efterordet til Gouges’ dra­ma var fak­tisk udkom­met første gang allerede i 1788, alt­så før det haitianske slaveo­prør. Heri skrev hun blandt andet:

”En han­del med men­nesker!… gode Gud! Og naturen skælver ikke! Hvis de er dyr, er vi det så ikke som dem? […] Men­nes­kets farve er nuanceret, lige­som den er det hos alle de dyr, planter og min­eraler, naturen har skabt. Hvor­for skæn­des dagen ikke med nat­ten, solen med månen og stjern­erne med him­mel­hvælvin­gen? Alt er vari­eret, og netop det er skøn­heden ved naturen. Hvor­for da ødelægge dens værk?”

Det er en utvety­dig slaverikri­tik, der gives udtryk for i citatet, og det er en kri­tik, der tager udgangspunkt i forestill­in­gen om en uni­versel men­neske­lig natur, der bliv­er kor­rumperet af han­del med og mis­han­dling af koloniens slaver. Nok har men­neskene forskel­lige farv­er, men netop den plu­ralitet karak­teris­er­er hele naturver­de­nen, og deri består dens skøn­hed. Ved at bekrige men­nesker, der ser anderledes ud end os selv, ødelæg­ger vi naturens mange­facetterede værk. Men hvis Gouges’ billede af naturen her er plu­ral­is­tisk og inklud­erende, så rum­mer hen­des forestill­ing om naturen også en anden, mere dyrisk dimen­sion. Den anden dimen­sion kom­mer til udfold­else i forordet til 1792-ver­sio­nen af hen­des dra­ma, den der alt­så udkom kort efter, nyhe­den om det haitianske slaveo­prør var nået til Frankrig. Heri ret­ter hun en alvorlig kri­tik imod de oprørske slaver:

”Åh! Hvis mine råd når helt til jer, hvis I anerk­ender deres fordele, vover jeg at tro, at de vil berolige jeres utæmmede ånd og vise jer tilbage til en uund­værlig sam­drægtighed, som er til glæde for både kolonien og jeres egne inter­ess­er. Disse inter­ess­er består alene i social orden, jeres ret­tighed­er i lovens vis­dom. Denne lov anerk­ender alle broder­sk­a­bets men­nesker. Denne ophø­jede lov, som begærlighe­den havde sæn­ket ned i kaos­set, er endelig trådt ud af skyg­gerne. Hvis den vilde, den gru­somme mand, misk­ender den, da er han skabt til at være pålagt lænker og til at blive betvunget som vild­dyrene.”

Her i forordet pro­moveres værdierne ro, orden og lov­ly­dighed til glæde for både slav­ernes og koloniens inter­ess­er. Mens forestill­in­gen om den plu­ral­is­tiske natur resul­terede i en kri­tik af slav­ernes behan­dling, så er det naturlige i dette citat repræsen­teret af ”vilde”, oprørske slaver, der opfør­er sig som ”vild­dyr”. Den form for bar­barisk natur har Gouges ingen inter­esse i at forsvare. Der­i­mod under­streger hun, at oprørske slaver med deres utæmmede han­dlinger alene vis­er, at de er ”skabt til at være pålagt lænker”. Tilsam­men opteg­n­er de to citater en hold­ning til kolo­nial­isme og slaveri, som måske kan koges ned til: slaveri og han­del med men­nesker er fork­ert, men et vold­eligt oprør er præ­cis ligeså fork­ert. Ide­alet må i så fald være et poli­tisk styre, hvor der hersker respekt for loven, og hvor ingen mis­han­dles. I et sådant sam­fund ville der ikke være behov for oprør, og rev­o­lu­tionære excess­er ville dermed ikke forekomme. Det er i bund og grund en anti­rev­o­lu­tionær ind­still­ing, som på en lidt anden måde også gen­nem­spilles i Gouges’ pam­flet om kvin­dens ret­tighed­er.

Kvin­dens ret­tighed­er. Til dron­nin­gen” åbn­er med en hen­ven­delse til Marie-Antoinette. Den hen­ven­delse skal ses på bag­grund af, at dron­nin­gen blot et par måned­er før pam­flet­tens pub­licer­ing havde forsøgt at fly­gte ud af lan­det sam­men med sin fam­i­lie. I erk­endelse af at rev­o­lu­tio­nen næppe ville over­lade nogen særlig poli­tisk magt til kon­gen, forsøgte den royale fam­i­lie at for­lade Frankrig, men blev stop­pet i lands­byen Varennes tæt ved den fran­sk-østrigske grænse og esko­rteret tilbage til Paris. Den i forve­jen upop­ulære Marie-Antoinette blev kun mere upop­ulær ved den lej­lighed, og der herskede en almin­delig tro på, at den østrigsk­fødte dron­ning i virke­lighe­den ønskede at alliere sig med uden­landske kon­trarev­o­lu­tionære. Når Gouges på det tid­spunkt stil­er sin pam­plet til dron­nin­gen, siger det igen noget om hen­des poli­tiske strid­slyst. Men det illus­tr­erer også hen­des roy­al­isme, når hun afs­lut­ter pam­flet­tens indled­ning med at skrive:

”Jeg for­bliv­er med den dybeste respekt, Deres Majestæt, Deres meget ydmyge og meget lydi­ge tjener­inde, De Gouges.”

Selvom Gouges fuldt ud er klar over den mis­tanke, der ret­ter sig mod Marie-Antoinette, og fak­tisk ref­er­erer den i nogen grad i pam­flet­ten, så fort­sæt­ter hun ikke desto min­dre med at være ydmyg og loy­al over for den royale magt. Lov­ly­dighed og accept af sociale hier­arki­er er en vigtig del af Gouges’ poli­tiske sin­de­lag. Men hvis hun på den ene side nær­er sådanne monark­istiske sym­pa­ti­er, så synes hun på den anden side også oprigtigt inter­esseret i at bedre slav­ernes og kvin­dernes vilkår. Når Gouges insis­ter­er på, at kvin­den skal have ret til at bestige taler­stolen i samme grad, som hun har lov at bestige skafot­tet, er det en radikal udfor­dring af den patri­arkalske magt, men udfor­drin­gen sker inden for en accept af en monark­istisk regerings­form, der om noget er patri­arkalsk. Når hun utvety­digt kri­tis­er­er han­dlen med men­nesker, giv­er det syn­spunkt ikke anled­ning til nogen egentlig kri­tik af den franske kolo­nial­isme eller til nogen anerk­endelse af nød­vendighe­den af slav­ernes oprør. Anskuet i det per­spek­tiv fremtræder Gouges ikke som nogen enty­dig mod­stemme fra Den franske Rev­o­lu­tions his­to­rie. Hun er ikke bare mere rev­o­lu­tionær end de rev­o­lu­tionære. På sin helt egen strid­skom­pe­tente facon er hun fil­tret ind i peri­o­dens tanker efter et sin­drigt sys­tem, som det er en betragtelig his­torisk udfor­dring at hitte rede i.

Jonas Ross Kjærgård har skrevet om Olympe de Gouges i ”Naturens lov. Slaveri, ter­ror og men­neskerettighed­er i lyset af Olympe de Gouges’ L’esclavage des nègres, ou l’heureux naufrage (1789)” i TFL – tidsskrift för lit­ter­aturveten­skap, 2013:1, i ”Slaver­i­ets prof­itabilitet. Økono­mi og moral i fran­sk melo­dra­ma om den haitianske rev­o­lu­tion, 1792−1798” i Pas­sage 71 (2014) og i sin afhan­dling The Hap­pi­ness of All: Bal­anc­ing Mon­ey and Morals in French Rev­o­lu­tion­ary Human Rights Dis­course (2015).

Du kan læse Olympe de Gouges’ tekst Kvin­dens ret­tighed­er, Til Dron­nin­gen her. Du kan læse Olympe de Gouges “Kvin­dens ret­tighed­er” i For­laget Slag­marks anden udgivelse i Rev­o­lu­tion­sse­rien — Den Franske Rev­o­lu­tion eller på Bag­grund. Den bringer over­sæt­telser af et udvalg af de væsentlig­ste tek­ster fra Den Franske Rev­o­lu­tion. Du kan læse det redak­tionelle forord her og købe bøgen her.