Haiti og den historiske gæld

Slaget ved San Domingo
Slaget ved San Domin­go

Den franske Konge Charles X gav i 1825 Haiti sin anerkendelse som selvstændig republik. Med anerkendelsen fulgte en kæmpe gæld overdraget af 12 tungt armerede krigsskibe. Postdoc i internationale studier Astrid Nonbo Andersen stiller påny spørgsmålet om, hvem der egentlig skylder hvem?


FOKUS: VI ER ALLE FORGÆLDEDE Gæld er ikke kun den økonomiske gæld mellem banken og den kom­mende huse­jer. Gæld find­es i stort set alle andre sociale forhold: gæld til vores foræl­dre, vores ven­ner, gælden til sam­fun­det og den evige gæld til Gud. Alle med hver deres sæt af normer. Noget gæld skal betales tilbage lige meget hvad, mens andre gælds­forhold slet ikke kan eller bør betales tilbage. Spørgsmålet er så: Hvor­for skal noget gæld betales tilbage mens andet ikke kan eller skal?


Et nyt erindrings- og kul­tur­center — Memo­r­i­al ACTe – i Pointe-á-Pitre, Guade­loupe blev ind­vi­et 10. maj i år. Erindrings­cen­tret er en del af UNESCOs Slave Route Project – et ver­den­som­spæn­dende uddan­nelsesini­tia­tiv der skal udbrede kend­sk­a­bet til den transat­lantiske slave­han­del og slaveri i den Nye Ver­den. Ind­vielsescer­e­monien var ladet med his­torisk sym­bo­l­ik: cen­tret er plac­eret på et sted, der tidligere husede en stor sukker­fab­rik og datoen var heller ikke til­fældigt val­gt – 10. maj er den franske nationale erindrings­dag for slaveri og slave­han­del.

Ind­vielsescer­e­monien blev ikke min­dre his­torisk af at den franske præsi­dent, Fran­cois Hol­lande, der var på en større run­drejse i Cari­bi­en, i sin tale plud­selig væl­ger at tage en afstikker fra sit manuskript og sige sådan her: “Quand je viendrai en Haïti, j’ac­quit­terai à mon tour la dette que nous avons” – eller løst over­sat: “Når jeg kom­mer til Haiti, er det min tur til at afskrive den gæld vi har”.

Den til­fø­jelse får folk op af sto­lene. Til­fø­jelsen høster stående bifald fra de ind­budte tilhørere, udsag­net vækker spon­tan jubel i Haiti, blandt de jublende på de sociale medi­er spørg­er flere måbende sig selv – drøm­mer jeg eller er jeg vågen? – og i det franske regering­shoved­kvarter i Paris opstår der panik. For her er vit­terligt tale om en his­torisk nyhed af de helt store i den fælles fran­sk-haitianske his­to­rie. For kan det virke­lig passe at Frankrigs præsi­dent efter alle disse år, plud­selig har beslut­tet at tilbage­be­tale den his­toriske gæld, der om noget har været med til at definere Haitis his­to­rie. Den gæld der med god ret kan siges at være en af hov­ed­grun­dene til Haitis ulykke­lige skæb­ne som et af ver­dens aller­fat­tig­ste lande – en fejl­sla­gen stat som den ofte er blevet beteg­net.

Den dobbelte gæld

For at forstå bag­grun­den for jublen (og den efter­føl­gende skuf­felse) og panikken i Élyséepalæet skal vi mere end 200 år tilbage i tid, helt præ­cis til den franske rev­o­lu­tion. Haiti var frem til 1792 kendt som Saint Domingue – juve­len i det franske kolonirige hvor­fra Frankrig hent­ede enorme prov­enuer. Penge tjent på arbe­jde udført af afrikanske slaver.

Nyhe­den om den franske rev­o­lu­tion nåede imi­dler­tid Haiti i 1792 og parol­erne om fri­hed, lighed og broder­skab vak­te gen­klang – både hos den del af befolknin­gen der kaldtes fri­farvede – (dvs. folk af bland­et bag­grund der enten havde købt sig fri eller var født frie) og blandt de folk der blev holdt som slaver, der gik ud fra at fri­heds­bud­sk­a­bet også gjaldt dem. Dette ikke uden grund. Robe­spierre for­bød fak­tisk slaver­i­et i sin kort­varige regeringspe­ri­ode under rev­o­lu­tio­nen. Men med Robe­spier­res fald blev slaver­i­et dog genind­ført, og det stod hur­tigt klart at homme i den Franske Men­neskerettighed­serk­læring fra 1789 ikke blev tolket som men­neske men som hvid mand. Oprøret ulmede allerede i kolonien og den man­glende anerk­endelse af de fri­farvedes ret­tighed­er fik denne gruppe til, at slutte sig til de slaver der gjorde oprør.

Oprøret blev det mest vold­somme og også eneste per­ma­nent suc­ces­fulde slaveo­prør i Den Nye Ver­den. Det endte med prokla­ma­tio­nen af den Haitianske Repub­lik i jan­u­ar 1804 – ver­dens første sorte repub­lik på en ø midt i en kolo­nial ver­den domineret af europæisk ejede slavekolonier og som sådan en åben­bar trussel mod kolonimagterne, som alle frygt­ede at den sorte rev­o­lu­tion ville brede sig til resten af Cari­bi­en og Den Nye Ver­den.

Napoleon anerk­endte ikke den nye repub­lik og forsøgte gen­tagne gange at gen­er­o­bre Haiti – dog uden held. I anerk­endelse af at Haiti ikke kunne vin­des tilbage, tilbød den franske konge Charles X Haiti i 1825 det han selv betragt­ede som et gen­erøst tilbud: Frankrig vil give Haiti sin endelige anerk­endelse mod at Haiti til gengæld betaler Frankrig 150 mil­lion­er guld­franc (ca. 13 mil­liarder US $) – et beløb der svar­er til et års provenu fra Saint Domingue før rev­o­lu­tio­nen og udgjorde ca. 15% af det årlige franske stats­bud­get. Tilbud­det kom­mer med et lån på 30 mil­lion­er guld­franc og en årlig rente på 6%. Haiti mod­tager i alt 24 mil­lion­er guld­franc (de første 6 fratrækkes fra gælden på de 150 mil­lion­er). Dette tilbud blev siden kendt som Haitis dobbelte gæld (gælden til Frankrig/de tidligere plan­tagee­jere og gælden til de pari­siske banker).

Tilbud­det blev over­bragt af 12 tungt armerede franske krigsskibe. Haiti accepterede.

Gælden til Frankrig sat­te sig vold­somme spor i den unge repub­liks videre udvikling. Allerede kort efter udrå­belsen af den nye repub­lik ind­førte den nye haitianske regering en form for stavns­bånd, der på mange punk­ter mind­ede om slaver­i­et for at sætte gang i økonomien og holde pro­duk­tio­nen i den krigshærgede repub­lik oppe. Stavns­bån­det var ment som en midler­tidig løs­ning, men blev vanske­lig at afskaffe igen under de nye betingelser. I 1838 gik Frankrig med til at ned­skrive gælden til 90 mil­lion­er guld­franc. Det tog dog Haiti yderligere 125 år at tilbage­be­tale både gælden og lånet. Først i 1952 betales den sid­ste rest. I mere end hun­drede år brugte Haiti med andre ord ca. 80% af sit årlige stats­bud­get på at tilbage­be­tale sin gæld til Frankrig. En væsentlig andel af det øvrige bud­get blev brugt på at etablere en stærk hær, i frygt for at Frankrig eller andre europæiske kolonimagter ville forsøge at gen­er­o­bre Haiti.

For over­hovedet at være i stand til at betale gælden med renters renter var Haiti tvunget til at optage lån andet­st­eds. Der­til kom­mer at store sum­mer under Duva­lier-fam­i­liens regime blev brugt på at opretholde denne fam­i­lies dom­i­nans.

I 2009 – året før Haiti blev ramte af de vold­somme jord­skælv der øde­lagde store dele af øen — anerk­ender Ver­dens­banken og IMF endelig Haiti som et “high­ly indebt­ed poor coun­try” og inklud­er­er det i sit gæld­san­nul­ler­ing­spro­gram. Her annulleres dele – men alt­så ikke hele Haitis gæld.

Det er alt­så denne his­toriske gæld til Frankrig, de lån den krævede og de vold­somme kon­sekvenser den har haft for Haiti, som haitian­erne med god grund troede de hørte Hol­lande tale om den 10. maj i år. Og det kan undre, at Hol­lande ikke selv har givet sit ord­valg en nøjere granskn­ing, for der er ikke noget nyt i at Haiti kræver erstat­ninger fra Frankrig. Tilbage i 2003, i anled­ning af 100 året for de haitianske uafhængighedsstyrk­ers sejr 200 år tidligere, krævede Præsi­dent Aris­tide at Frankrig tilbage­be­talte 17 mia. Euro til Haiti — et beløb Aris­tide reg­nede sig frem til ved at omreg­ne den his­toriske gældssum og renters rente til nutidig vær­di. Frankrig afviste kravet og Aris­tide blev kort efter tvunget til at træde tilbage. Men det gam­le gældsspørgsmål dukkede op igen i 2010 efter jord­skæl­vet, da Frankrigs daværende præsi­dent Nico­las Sarkozy — som det første franske statsover­hoved nogensinde – besøgte Haiti og erk­lærede at Frankrig var rede til at betale 270 mil­lion­er Euro i genop­bygn­ings­bi­s­tand til Haiti – inklu­siv en 56 mil­lion­er Euro reduk­tion af Haitis gæld til Frankrig.

Den moralske gæld

Tager man den afgørende ind­fly­delse som den dobbelte gæld har haft for Haitis løbe­bane i betragt­ning er det ikke over­rask­ende, at det var den gæld som både haitianere og uden­forstående kom­men­ta­tor­er (jeg selv inklu­siv), troede Hol­lande talte om. Skuf­felsen var der­for til at tage at føle på, da Hol­lande (uden tvivl efter en febril­sk brief­ing fra sine råd­gi­vere) dagen efter præ­cis­erede, at det han mente var Frankrigs moralske gæld til Haiti « ikke en finan­siel ». En bemærkn­ing han forsøgte at under­støtte med et citat af den caribiske filosof og for­fat­ter Aimé Césaire, der kalder forsøget på at gøre his­to­riens lidelser op i økonomisk vær­di for ”den umulige erstat­ning” (l’impossible repéra­tion). Men dette hjalp ikke på haitian­ernes frus­tra­tion. Da Hol­lande få dage efter mødte op i Porte au Prince, Haiti, blev hans offentlige tale holdt på lang sikker­hed­saf­s­tand af de util­fredse tilhørere der mødte den franske præsi­dent med slagord som ”ned med Frankrig”, ”erstat­ninger” og ban­nere påmalet: ”ja til penge, nej til moral ».

Den franske præsi­dent er kendt for at impro­vis­ere i sine taler, men det kan alligev­el undre at han ikke har været sig den his­toriske kon­tekst mere bev­idst. Reak­tion­erne i Haiti må siges at være forudsigelige, af den grund at den haitianske gæld til Frankrig og Aris­tides erstat­ningskrav ind­tager en sær­po­si­tion i alle glob­ale diskus­sion­er om erstat­ninger for his­toriske ure­t­færdighed­er – netop for­di der i mod­sæt­ning til stort set alle andre sager hvor man står med det uløselige spørgsmål om, hvor­dan tab af men­neske­liv og øde­lagte sam­fund kan gøres op i økonomisk vær­di, her er tale om et meget hånd­gri­beligt tal: 150 mil­lion­er guld­franc med renters renter – alt man behøver gøre er at omreg­ne det til nutid­spenge.

Nye vinde i erstatningskravene

Når Hol­lande måske alligev­el har følt sig på sikker grund, var det for­di han rent fak­tisk havde noget med til haitian­erne. Dels i form af en ny han­del­spoli­tik der bl.a. skal gøre det muligt for Haiti at sælge økobanan­er på det europæiske marked. Dels i form af en uddan­nelse­shjælpepakke til ca. 50 mil­lion­er euro. Det er en pakke der ville falde på et tørt sted. 70 % af den haitianske befolkn­ing er arbe­jd­sløse og 85 % af de haitianske skol­er er pri­vate. Med hjælpepakken håber både Frankrig og Haitis regering dermed, at kunne sikre gratis uddan­nelse til alle børn og unge og dermed også på sigt at sikre Haiti en lysere fremtid.

Som den haitianske Præsi­dent Michel Martel­ly, der forsøgte at red­de Hol­lande ud af mis­eren, til­fø­jede i sin tale, så forsøger Frankrig dermed at sikre at haitian­erne får mulighed for at uddanne sig og « det er mere værd end et tal ». hvorved han hen­tyd­ede til at der trods alt stadig var et stykke vej fra de 50 mil­lion­er euro til de 17 mil­liarder euro den his­toriske gæld ville løbe op i.

Når man kan mene, at Hol­lande har følt sig på sikker grund, er det for­di at hjælp til uddan­nelse fig­ur­erer som punkt 6 i den caribiske samar­be­jd­sor­gan­i­sa­tion CARICOM’s erstat­nings­plan, lanceret i 2014 og som Haiti alt­så er en del af. Af punkt 6 (udry­d­delse af anal­fa­betisme) fremgår det bl.a. at:

Caribbean gov­ern­ments allo­cate more than 70 per­cent of pub­lic expen­di­ture to health and edu­ca­tion in an effort to uproot the lega­cies of slav­ery and col­o­niza­tion. Euro­pean gov­ern­ments have a respon­si­bil­i­ty to par­tic­i­pate in this effort with­in the con­text of the Caribbean Repa­ra­tions Jus­tice Pro­gram.

Udover at være de første sam­lede caribiske erstat­ningskrav rejst af en fælles front af caribiske stater, så er det specielle ved CARI­COMs erstat­nings­plan at man er gået bort fra at forsøge at opgøre for­tidens lidelser i euro og cent, men i stedet kræver fre­madret­tet hjælp til at komme ud af sam­funds­forhold og prob­le­mer, som man men­er er betinget af koloni­his­to­rien og ikke mindst slaver­i­et. Dvs. at erstat­ningskravene er fremtid­sori­en­terede snarere end tilbageskuende.

Hol­lande som adresser­er den his­toriske kon­tekst og de efter effek­ter koloni­his­to­rien har haft i Cari­bi­en, kan have haft netop CARICOMS erstat­ningskrav og særligt punkt 6 i tankerne da han val­gte at impro­vis­ere i sin tale.

Uddan­nelsesstøt­ten er nok et plas­ter på såret efter den store skuf­felse, men næppe nok til at lukke diskus­sio­nen om den dobbelte gæld og det udbredte haitianske ønske om erstat­ninger fra Frankrig. Især ikke når det tages med i betragt­nin­gen at store dele af den hjælp, Haiti blev lovet fra ver­denssam­fun­det og ikke mindst Frankrig efter jord­skæl­vet i 2010 stadig ikke er kom­met frem.

Men om ikke andet er det inter­es­sant at den franske præsi­dent rent fak­tisk både i sin tale og i den hjælpepakke han havde med sig, aflev­erede den med hen­vis­ning til his­to­rien og det omvendte moralske gælds­forhold mellem Frankrig og Haiti. Der er ofte en tæt sam­men­hæng mellem koloni­his­to­rien og val­get af lande europæiske stater væl­ger at gæld­saf­skrive og give bis­tand til (dette gælder til en vis grad også Dan­mark). Men det sker yder­st sjældent, at en evt. sam­men­hæng mellem koloni­his­to­rien og nutidig fat­tig­dom og man­glende udvikling direk­te tem­a­tis­eres – bl.a. for­di en sådan tem­a­tis­er­ing nød­vendigvis vil rejse en lang række spørgsmål om hvem der egentlig står i gæld til hvem. I den for­stand lykkedes det fak­tisk Hol­lande — omend måske ikke helt som han havde forestil­let sig – at slå ind på noget der måske kunne blive et nyt spor i frem­tidi­ge rela­tion­er mellem tidligere kolonimagter og tidligere kolonier.

Astrid Non­bo Ander­sen er ansat som Post­doc ved Dan­sk Insti­tut for Inter­na­tionale Studi­er

Scroll til toppen