Økonomien er fanget i en gældsspiral

Danmarks Nationalbank — “De fleste af os tror, at det er Nationalbanken, der laver Danmarks penge. Dette gælder dog kun for vores sedler og mønter, der efterhånden kun udgør en forsvindende lille del af Danmarks samlede pengemængde.”

Danmarks økonomi er afhængig af gæld, og betaling af renter sker ved, at der lånes yderligere penge. Systemet er dermed fanget i en gældsspiral. Rasmus Hougaard og Tune Revsgaard fra Gode Penge mener, at det er nødvendigt med grundlæggende reformer af det økonomiske system.

FOKUS: VI ER ALLE FORGÆLDEDE Gæld er ikke kun den økonomiske gæld mellem banken og den kommende husejer. Gæld findes i stort set alle andre sociale forhold: gæld til vores forældre, vores venner, gælden til samfundet og den evige gæld til Gud. Alle med hver deres sæt af normer. Noget gæld skal betales tilbage lige meget hvad, mens andre gældsforhold slet ikke kan eller bør betales tilbage. Spørgsmålet er så: Hvorfor skal noget gæld betales tilbage mens andet ikke kan eller skal?

Penge er for samfundet, hvad blodet er for den kropslige organisme; ligesom blodet fører livsvigtige ressourcer til kroppens vitale organer, er pengene det stof, der fører varer, tjenester, og arbejdsdeling til de områder i samfundet, hvor der er behov. Afskæres områder af samfundet for tilstrømningen af penge, forsvinder hele deres fysiske grundlag for at kunne opretholde deres eksistens. Fagområder, fællesskaber og institutioner risikerer at forsvinde, og hele geografiske områder affolkes, hvis de udelukkes for adgangen til penge.

I dag er de fleste aspekter af vores liv blevet en del af pengeøkonomien. Vi betaler for mad, vand, underholdning, transport, kommunikation, børnepasning, ældrepleje og meget mere. Utallige aktiviteter er med tiden langsomt blevet inddraget i pengeøkonomi – det være sig aktiviteter, der enten ikke tidligere var en del af det pengeøkonomiske spektrum, eller hvor penge har spillet en væsentlig mindre rolle.

Derfor er det i dag mere relevant end nogensinde før at stille grundlæggende spørgsmål til, hvilke mekanismer der ligger til grund for pengenes væsen, hvem der skaber penge, og om pengesystemet kunne tænkes anderledes.

Hvor kommer penge fra?

De fleste af os tror, at det er Nationalbanken, der laver Danmarks penge. Dette gælder dog kun for vores sedler og mønter, der efterhånden kun udgør en forsvindende lille del af Danmarks samlede pengemængde.

Langt hovedparten af de penge, som benyttes til afregning af transaktioner i den moderne pengeøkonomi – cirka 96 procent – består af kontopenge i de private bankers it-systemer. På trods af at være målt i samme enhed som kontanterne er disse penge fundamentalt anderledes – både hvad angår, hvem der skaber dem, og hvordan de skabes.

FAKTA: I perioden 2003-2009 fordoblede de danske banker pengemængden. Hermed skabte de lige så mange penge i denne periode som i de fortløbende 128 år tilsammen (fra kronens indførsel i 1875 til og med 2002). I og med alle penge skabes gennem bankernes udlån, fordobledes gælden til bankerne tilsvarende i samme periode – og med gælden kom renterne. Danske husholdninger og virksomheder betaler mere i renter til bankerne i dag end nogensinde før: ca. 200 mia. kr. Hertil kommer de godt 22 mia. kr., som er renter staten betaler på sin gæld. Renter der kun kan betales, hvis bankerne skaber endnu flere penge. De renter, som vi årligt betaler til bankerne, svarer til 10-15 % af Danmarks BNP. Udgiften kan ses som en skjult afgift på brugen af penge og for adgangen til bankernes betalingssystemer som benyttes til udvekslingen af dem.

Måden, hvorpå disse penge skabes, er simpel: Hver gang en bank foretager et udlån, skaber den nye penge. Dette kan i sin enkelthed foregå ved, at en person går ned i en hvilken som helst bank og låner 1 million kroner til køb af en lejlighed. Ekspedienten går ikke ned i kælderen og henter 1000 tusindkronesedler, som kunden så kan stikke i lommen og tage med ud af banken. I stedet nøjes ekspedienten med at taste et lån på 1 million kroner ind på sin computer og samtidig indtaste 1 million kroner på kundens konto. På den måde er der i praksis skabt million kroner ud af ingenting. Pengene står nu på kundens konto i banken, samtidig med at der også er skabt gæld for 1 million kroner, som kunden nu skylder banken. Både gæld og penge er skabt gennem simple indtastninger på en computer.

Finanskapitalismens magt

Da det er de private banker, der skaber danskernes penge, er det også dem, der afgør, hvor alle deres nyskabte penge bevæger sig hen i økonomien; hvilke erhverv og aktiviteter i samfundet, der kan blomstre op, og hvilke der kan ignoreres og lide under mangel på kredit.

Et velfungerende penge- og banksystem bør facilitere en kreditgivning og pengeskabelse, der underbygger menneskets skabertrang og sætter det i stand til at engagere sig i langsigtede initiativer. Problemet, ved at pengeskabelsesprivilegiet i dag er placeret hos de private banker, er, at disse hverken er i stand til at underbygge eller har underbygget denne form for aktivitet. Bankernes pengeskabelse er i øjeblikket næsten udelukkende rettet mod spekulation i allerede eksisterende aktiver, som de kan tage pant i; over 70 procent af alle de penge, som bankerne har skabt gennem udlån, er indskudt i boligmarkedet og har dermed medført boligbobler og større gældsætning – især blandt førstegangskøbere. Pengene har kun i meget ringe grad fundet frem til realøkonomien.

Står man i dag og mangler tag over hovedet, er de fleste stillet overfor to alternativer: Enten at købe en bolig til den pris, den er vurderet til af banken, eller at leje sig ind i en tilsvarende bolig og sidde med en endnu større månedlig ydelse. Køber man sin egen bolig, må man som oftest optage et lån i banken. Foretrækker man tilværelsen som lejer, hjælper man i stedet udlejeren med at betale af på sin gæld. Når vi begiver os ud i en søgen efter en bolig, er det – hvordan man end vender og drejer det – pengeudlånernes marked, vi begiver os ind på. Du betaler renter til banken uanset.

Konsekvensen, af at pengeskabelsen sker via de private bankers udlån, er, at alle penge i økonomien de facto er gæld. Gæld, som bankerne – som private selskaber med profitmotiv – baserer deres indkomst på.

Den voksende gældsspiral

Banker udsteder deres lån mod krav om tilbagebetaling med renter, men i sagens natur udsteder de kun den mængde penge, hvorpå det enkelte lån lyder (hovedstolen). Det leder os til spørgsmålet om, hvor pengene til betaling af renterne skal komme fra.

Pengene til betaling af de tilskrevne renter kan kun skaffes ved, at der lånes yderligere penge. Økonomien er altså fanget i en gældsspiral, hvor den samlede penge- og gældsmængde bliver tvunget til at vokse for hele tiden at kunne tilbagebetale tidligere gæld. Således er der i det økonomiske system et indbygget vækstpres, og der vil aldrig være tilstrækkeligt med penge i økonomien til at kunne gøre samfundet gældfrit. I et system, hvor alle penge skabes som rentebærende gæld, vil penge altid strømme tilbage til det sted, de blev skabt. Dette skyldes, at låntageren jo skal betale mere tilbage, end han selv oprindeligt lånte. Eftersom bankernes aktiviteter er samlet omkring få finansielle centre, drænes lokalsamfundene i udkantsdanmark og provinsen langsomt for penge og ressourcer.

Samfundet – især de samfund, der ligger udenfor de store byer – er på den måde underlagt en allestedsværende mangel på penge grundet pengesystemets opbygning. Pengeknapheden presser almindelige husholdninger og virksomheder til at indgå som aktører på et marked baseret på en konkurrence om en pengemængde, der aldrig er eller vil blive stor nok til, at alle kan blive gældfri. Uden vi er bevidste om det, fanges vi i et system, hvor personlig økonomisk succes i naturen må resultere i en tilsvarende armod et andet sted i økonomien. Mere til dig betyder, alt andet lige, mindre til mig. Jo flere der er i stand til at betale deres gæld tilbage, jo flere vil blive sat ude af stand til at gøre det samme.

Afhængigheden af vækst

Den økonomiske vækst, der kun kan finde sted gennem bankernes fortsatte udlån, er forudsætning for statens uproblematiske eksistens. Den er forudsætning for en bibeholdelse af velfærd, gratis uddannelse, sundhedssystem og mange andre offentlige goder. Det underliggende vækstbehov består dog ikke nødvendigvis i, at der er brug for flere materielle goder, men derimod slet og ret at der er brug for flere penge til at betale renterne på de gældspenge, som allerede er i cirkulation. Vækstpresset tilfredsstilles ved, at flere og flere ting, der tidligere var fri af pengeøkonomien, bogføres og føres til regnskab hos de finansielle institutioner. Når noget på denne måde først er markedsgjort, er det stort set umuligt at frigøre det igen.

Statens afhængighed af vækst gennem de private bankers pengeskabelse giver den langsomt form af et totalitært korporativt regime, hvis frygtede fjender er den økonomiske væksts fjender. I totalitære stater underbygges magten historisk set ofte gennem en dæmonisering af bestemte klasser, etniske grupper eller fremmede magter.

De arbejdsløse og “fremmede”, hvis eksistens ikke bidrager til væksten, er vor tids dæmoniserede grupper. Med dæmoniseringen af dem hører en appel til borgernes frygt. Ved hjælp af frygten kan den centrale magt sikre sig udvidelser af sine beføjelser og begrænsninger af borgernes basale rettigheder, så den lettere kan opnå sine mål. Liberalismens princip om individuel frihed og socialismens om solidaritet må vige for magthavernes interesser. Individuelle rettigheder og solidaritet er blevet noget, man gør sig fortjent til ved at bidrage til det umættelige og ulighedsskabende væksthul.

De klassiske ideologiers politiske bannerførere har sovet i timen og er blevet taget som gidsler af den såkaldte nødvendighedens politik rettet imod en bevarelse af status quo og en beskyttelse af samfundets bestående magtstrukturer. Herunder også de private bankers pengeskabelsesprivilegium.

Fra finansielt tyranni til økonomisk relationalisme

Det er nødvendigt med grundlæggende reformer for at sikre en økonomi, hvor penge ikke er en altdominerende nødvendighed for, at mennesker skal kunne indgå i sociale relationer, men hvor det finansielle system derimod fremmer dem. Reformer mod et system, hvor pengeskabelsen er baseret på demokratiske og transparente beslutningsprocesser. Reformer mod er system, hvor det at sætte sig i gæld til særligt privilegerede institutioner ikke er en forudsætning for, at økonomien kan fungere. Reformer som giver alle adgang til de samme former for penge og betalingssystemer, uden at skulle betale en afgift, alene for at have adgang til dem.

Som systemet fungerer i dag, ville der ikke være nogen penge, hvis ikke også vi var i gæld til de private banker. Denne sammenhæng er ikke logisk eller på nogen måde ubestridelig. Den er snarere en dynamik, som flere og flere fagfolk påpeger som uhensigtsmæssig og langsomt vender sig imod. Som den for nyligt afgåede britiske centralbankdirektør, Merwyn King, i 2010 udtalte i en tale: “af alle de mange måder vi kan organisere vores bankvæsen, er den nuværende den værste”.

Men hvordan opnår vi et anderledes system, og hvordan kan et nyt system organiseres? For det første er det nødvendigt at genvinde kontrollen med pengemængden for at sikre, at der ikke skabes for mange penge. For det andet at enhver gevinst ved at skabe nye penge fordeles på hele befolkningen gennem enten skattelettelser eller offentligt forbrug i stedet for at tilfalde en lille privilegeret elite som det er tilfældet i dag. For det tredje at systemet er transparent for at sikre den demokratiske kontrol: Alle skal kunne se, hvor mange penge der er, og hvor de er henne i økonomien samt hvilke beslutningsprocesser, der ligger til grund for pengeskabelsen.

Demokratisk og transparent pengeskabelse

Et forslag, som både adresserer problematikken omkring transparens og kontrollen med pengeproduktionen, er en pengereform fremført af den engelske organisation Positive Money, som vi i Danmark advokerer for i organisationen Gode Penge. Forslaget går ud på at afkoble betalingssystemet fra de private banker, så de ikke længere kan skabe penge til systemet gennem deres udlån.iv

Betalingssystemet og skabelsen af penge bør i stedet administreres af en demokratisk instans under offentlig overvågning og med ansvar over for Folketinget og den danske befolkning. Ved at afkoble betalingssystemet og pengeskabelsen fra bankerne bliver bankernes rolle udelukkende at formidle lån mellem opsparere og låntagere. Banker vil således fungere ganske ligesom investeringsforeninger, pensionsselskaber og realkreditinstitutter – dvs. som rene pengeformidlere.

Disse institutioner har i dag svært ved at fungere hensigtsmæssigt, da de konstant forstyrres af pengeinstitutternes ødelæggende og markedsforvridende pengeskabelse, der i opgangstider oversvømmer økonomien med dårlige gældspenge resulterende i boligbobler og økonomiske kriser.v Ved at separere pengeskabelsen og pengeformidlingen vil systemet i højere grad fungere, som de fleste mennesker tror, det fungerer, og vi vil slippe for at skrive de økonomiske lærebøger om.

I forhold til at forhindre interessekonflikter og kortsigtede beslutninger i forbindelse med pengeskabelsen er det samtidig afgørende at separere beslutningen om, hvor mange penge der løbende skal skabes og til hvilke formål. Her vil det være naturligt, at en uafhængig instans, for eksempel Nationalbanken, står for hvor mange penge, der bliver skabt, mens den til enhver tid siddende regering beslutter, hvad nye penge efterfølgende skal gå til. Det er i denne konstellation essentielt, at Nationalbanken er renset for økonomiske interessekonflikter samt står direkte til ansvar over for befolkningen i stedet for de private pengeinstitutter.

For at begrænse vækstpresset og den fundamentale pengeknaphed i økonomien er det yderligere essentielt, at nye penge til det fælles betalingssystem skabes fri af gæld. Dette kan i praksis foregå ved, at Nationalbanken løbende vurderer, hvor meget pengemængden skal øges (eller reduceres) og efterfølgende overfører det pågældende beløb til regeringen, der så kan bruge pengene til at finansiere udgifter eller give skattelettelser.

Gældfri pengeskabelse kan lette vækstpresset

Gennem gældfri pengeskabelse vil der ikke længere være en fundamental pengeskat på samtlige penge i økonomien, hvilket kan være med til at lette vækstpresset i økonomien og fjerne den systemiske pengeknaphed. En af de primære årsager til, at vi som individer konstant søger en større pengeindtægt er, at vores udgifter konstant presses i vejret af bankernes massive rentekrav.

En reform med ovennævnte grundelementer kan og bør gennemføres og kan i sin rette udformning have vidtrækkende positive konsekvenser. Pengereformen kan fungere som et skridt i retning mod et samfund med mere frihed til at vælge i hvor stort omfang, man ønsker at indgå i den officielle pengeøkonomi og i andre former for fællesskaber og organiseringsformer.

Den mindskede tvang vil åbne op for en økonomi med et stærkere personalistisk fundament, herunder engagement og værdighed, og med større vægt på kreativitet. En demokratisering og modernisering af vores pengesystem vil åbne op for en bredere debat om, hvor vi rent faktisk vil hen med samfundet, og hvad der kan lade sig gøre, frem for – som det ofte er tilfældet i dag – hvad der ikke kan lade sig gøre. Forslaget vinder derfor også langsomt indpas hos flere og flere fagfolk, herunder den internationale topøkonom Mikael Kumhof, som netop er blevet ansat i en ny forskningsenhed hos den engelske centralbank, Bank of England, samt den cheføkonomiske kommentator ved Financial Times, Martin Wolf, som for nylig i klummen Strip private banks from their power to create money giver forslaget sin fulde støtte.

Muligheden for en pengereform er til stede som aldrig før, og vil sandsynligvis blive en del af den politiske dagsorden i løbet af de kommende år. Med den accelererende ulighed, den totale destruktion af lokale økonomier og fortsatte afvikling af realøkonomien er en pengereform gået fra at være en god idé til at blive en nødvendighed.

Danmark har muligheden for at blive foregangsland i en modernisering og demokratisering af penge- og banksystemet og dermed gøre den danske krone til en af verdens absolut stærkeste og mest stabile valutaer. Privatiseringen af dansk energiinfrastruktur viste os, at den kritiske masse, det kræver at gennemføre reformer, kan mobiliseres. Via hårdt arbejde, oplysning og modigt lederskab kombineret med folkeligt pres vil vi opnå resultater. Kan vi tænke det, kan vi gøre det, og når vi gør det, vil det ske. Vi vælger selv.

Rasmus Hougaard Nielsen er cand.polit. og formand for foreningen Gode Penge og Tune Revsgaard Nielsen er politisk koordinator i Gode Penge og studerer økonomisk historie på Lunds Universiet i Sverige.

Artiklen er en omarbejdet og forkortet udgave af Rasmus Hougaard Nielsens og Tune Revsgaard Nielsens artikel “Intet demokrati uden gode penge” fra antologien Det relationelle menneske – Personalisme i perspektiv, der er redigeret af Karen Lumholt og Jonas Norgaard Mortensen.