Økonomien er fanget i en gældsspiral

Danmarks Nationalbank
“De fleste af os tror, at det er Nation­al­banken, der laver Dan­marks penge. Dette gælder dog kun for vores sedler og møn­ter, der efter­hån­den kun udgør en forsvin­dende lille del af Dan­marks sam­lede pengemængde.”

Danmarks økonomi er afhængig af gæld, og betaling af renter sker ved, at der lånes yderligere penge. Systemet er dermed fanget i en gældsspiral. Rasmus Hougaard og Tune Revsgaard fra Gode Penge mener, at det er nødvendigt med grundlæggende reformer af det økonomiske system.


FOKUS: VI ER ALLE FORGÆLDEDE Gæld er ikke kun den økonomiske gæld mellem banken og den kom­mende huse­jer. Gæld find­es i stort set alle andre sociale forhold: gæld til vores foræl­dre, vores ven­ner, gælden til sam­fun­det og den evige gæld til Gud. Alle med hver deres sæt af normer. Noget gæld skal betales tilbage lige meget hvad, mens andre gælds­forhold slet ikke kan eller bør betales tilbage. Spørgsmålet er så: Hvor­for skal noget gæld betales tilbage mens andet ikke kan eller skal?


Penge er for sam­fun­det, hvad blodet er for den krop­slige organ­isme; lige­som blodet før­er livsvigtige ressourcer til krop­pens vitale organ­er, er pen­gene det stof, der før­er var­er, tjen­ester, og arbe­jds­del­ing til de områder i sam­fun­det, hvor der er behov. Afskæres områder af sam­fun­det for tilstrømnin­gen af penge, forsvin­der hele deres fysiske grund­lag for at kunne opretholde deres eksis­tens. Fagom­råder, fæl­lessk­aber og insti­tu­tion­er risik­er­er at forsvin­de, og hele geografiske områder affolkes, hvis de udelukkes for adgan­gen til penge.

I dag er de fleste aspek­ter af vores liv blevet en del af pengeøkonomien. Vi betaler for mad, vand, under­hold­ning, trans­port, kom­mu­nika­tion, børnepas­ning, ældreple­je og meget mere. Utal­lige aktiviteter er med tiden lang­somt blevet ind­draget i pengeøkono­mi – det være sig aktiviteter, der enten ikke tidligere var en del af det pengeøkonomiske spek­trum, eller hvor penge har spillet en væsentlig min­dre rolle.

Der­for er det i dag mere rel­e­vant end nogensinde før at stille grundlæggende spørgsmål til, hvilke mekanis­mer der lig­ger til grund for pen­ge­nes væsen, hvem der skaber penge, og om pengesys­temet kunne tænkes anderledes.

Hvor kommer penge fra?

De fleste af os tror, at det er Nation­al­banken, der laver Dan­marks penge. Dette gælder dog kun for vores sedler og møn­ter, der efter­hån­den kun udgør en forsvin­dende lille del af Dan­marks sam­lede pengemængde.

Langt hov­ed­parten af de penge, som benyttes til afreg­n­ing af transak­tion­er i den mod­erne pengeøkono­mi — cir­ka 96 pro­cent — består af kon­topenge i de pri­vate bankers it-sys­te­mer. På trods af at være målt i samme enhed som kon­tan­terne er disse penge fun­da­men­talt anderledes — både hvad angår, hvem der skaber dem, og hvor­dan de skabes.

FAKTA: I peri­o­den 2003–2009 for­doblede de danske banker pengemæng­den. Hermed skabte de lige så mange penge i denne peri­ode som i de fortløbende 128 år tilsam­men (fra kro­nens ind­førsel i 1875 til og med 2002). I og med alle penge skabes gen­nem bankernes udlån, for­dobledes gælden til bankerne tilsvarende i samme peri­ode – og med gælden kom renterne. Danske hush­old­ninger og virk­somhed­er betaler mere i renter til bankerne i dag end nogensinde før: ca. 200 mia. kr. Her­til kom­mer de godt 22 mia. kr., som er renter stat­en betaler på sin gæld. Renter der kun kan betales, hvis bankerne skaber end­nu flere penge. De renter, som vi årligt betaler til bankerne, svar­er til 10–15 % af Dan­marks BNP. Udgiften kan ses som en skjult afgift på bru­gen af penge og for adgan­gen til bankernes betal­ingssys­te­mer som benyttes til udvek­slin­gen af dem.

Måden, hvor­på disse penge skabes, er sim­pel: Hver gang en bank fore­tager et udlån, skaber den nye penge. Dette kan i sin enkelthed foregå ved, at en per­son går ned i en hvilken som helst bank og lån­er 1 mil­lion kro­ner til køb af en lej­lighed. Eks­pe­di­en­ten går ikke ned i kælderen og hen­ter 1000 tusind­kro­nes­edler, som kun­den så kan stikke i lom­men og tage med ud af banken. I stedet nøjes eks­pe­di­en­ten med at taste et lån på 1 mil­lion kro­ner ind på sin com­put­er og sam­tidig ind­taste 1 mil­lion kro­ner på kun­dens kon­to. På den måde er der i prak­sis skabt mil­lion kro­ner ud af ingent­ing. Pen­gene står nu på kun­dens kon­to i banken, sam­tidig med at der også er skabt gæld for 1 mil­lion kro­ner, som kun­den nu skylder banken. Både gæld og penge er skabt gen­nem sim­ple ind­tast­ninger på en com­put­er.

Finanskapitalismens magt

Da det er de pri­vate banker, der skaber danskernes penge, er det også dem, der afgør, hvor alle deres nysk­abte penge bevæger sig hen i økonomien; hvilke erhverv og aktiviteter i sam­fun­det, der kan blom­stre op, og hvilke der kan ignor­eres og lide under man­gel på kred­it.

Et vel­fun­gerende penge- og banksys­tem bør facilitere en kred­it­givn­ing og pengesk­a­belse, der under­byg­ger men­nes­kets skaber­trang og sæt­ter det i stand til at engagere sig i langsigt­ede ini­tia­tiv­er. Prob­lemet, ved at pengesk­a­belsespriv­i­legi­et i dag er plac­eret hos de pri­vate banker, er, at disse hverken er i stand til at under­bygge eller har under­bygget denne form for aktivitet. Bankernes pengesk­a­belse er i øje­b­likket næsten udelukkende ret­tet mod speku­la­tion i allerede eksis­terende aktiv­er, som de kan tage pant i; over 70 pro­cent af alle de penge, som bankerne har skabt gen­nem udlån, er ind­skudt i bolig­markedet og har dermed med­ført bolig­bobler og større gæld­sæt­ning — især blandt første­gangskøbere. Pen­gene har kun i meget ringe grad fun­det frem til realøkonomien.

Står man i dag og man­gler tag over hov­edet, er de fleste stil­let over­for to alter­na­tiv­er: Enten at købe en bolig til den pris, den er vur­deret til af banken, eller at leje sig ind i en tilsvarende bolig og sid­de med en end­nu større månedlig ydelse. Køber man sin egen bolig, må man som oftest optage et lån i banken. Fore­trækker man tilværelsen som lejer, hjælper man i stedet udle­jeren med at betale af på sin gæld. Når vi begiv­er os ud i en søgen efter en bolig, er det – hvor­dan man end vender og drejer det – pengeudlån­ernes marked, vi begiv­er os ind på. Du betaler renter til banken uanset.

Kon­sekvensen, af at pengesk­a­belsen sker via de pri­vate bankers udlån, er, at alle penge i økonomien de fac­to er gæld. Gæld, som bankerne – som pri­vate sel­sk­aber med prof­it­mo­tiv – baser­er deres ind­komst på.

Den voksende gældsspiral

Banker udst­ed­er deres lån mod krav om tilbage­be­tal­ing med renter, men i sagens natur udst­ed­er de kun den mængde penge, hvor­på det enkelte lån lyder (hov­ed­stolen). Det led­er os til spørgsmålet om, hvor pen­gene til betal­ing af renterne skal komme fra.

Pen­gene til betal­ing af de tilskrevne renter kan kun skaffes ved, at der lånes yderligere penge. Økonomien er alt­så fanget i en gældsspi­ral, hvor den sam­lede penge- og gældsmængde bliv­er tvunget til at vokse for hele tiden at kunne tilbage­be­tale tidligere gæld. Således er der i det økonomiske sys­tem et ind­bygget væk­st­pres, og der vil aldrig være tilstrække­ligt med penge i økonomien til at kunne gøre sam­fun­det gæld­frit. I et sys­tem, hvor alle penge skabes som rente­bærende gæld, vil penge altid strømme tilbage til det sted, de blev skabt. Dette skyldes, at lån­tageren jo skal betale mere tilbage, end han selv oprindeligt lånte. Efter­som bankernes aktiviteter er sam­let omkring få finan­sielle cen­tre, drænes lokalsam­fun­dene i udkants­dan­mark og provin­sen lang­somt for penge og ressourcer.

Sam­fun­det – især de sam­fund, der lig­ger uden­for de store byer – er på den måde under­lagt en allest­edsværende man­gel på penge grun­det pengesys­temets opbygn­ing. Pengek­naphe­den press­er almin­delige hush­old­ninger og virk­somhed­er til at indgå som aktør­er på et marked baseret på en konkur­rence om en pengemængde, der aldrig er eller vil blive stor nok til, at alle kan blive gæld­fri. Uden vi er bev­id­ste om det, fanges vi i et sys­tem, hvor per­son­lig økonomisk suc­ces i naturen må resul­tere i en tilsvarende armod et andet sted i økonomien. Mere til dig bety­der, alt andet lige, min­dre til mig. Jo flere der er i stand til at betale deres gæld tilbage, jo flere vil blive sat ude af stand til at gøre det samme.

Afhængigheden af vækst

Den økonomiske vækst, der kun kan finde sted gen­nem bankernes fort­sat­te udlån, er forud­sæt­ning for statens uprob­lema­tiske eksis­tens. Den er forud­sæt­ning for en bibehold­else af velfærd, gratis uddan­nelse, sund­hedssys­tem og mange andre offentlige goder. Det under­liggende væk­st­be­hov består dog ikke nød­vendigvis i, at der er brug for flere materielle goder, men der­i­mod slet og ret at der er brug for flere penge til at betale renterne på de gæld­spenge, som allerede er i cirku­la­tion. Væk­st­pres­set til­fredsstilles ved, at flere og flere ting, der tidligere var fri af pengeøkonomien, bogføres og føres til reg­n­skab hos de finan­sielle insti­tu­tion­er. Når noget på denne måde først er markeds­gjort, er det stort set umuligt at frigøre det igen.

Statens afhængighed af vækst gen­nem de pri­vate bankers pengesk­a­belse giv­er den lang­somt form af et total­itært kor­po­ra­tivt regime, hvis frygt­ede fjen­der er den økonomiske væk­sts fjen­der. I total­itære stater under­bygges magten his­torisk set ofte gen­nem en dæmonis­er­ing af bestemte klass­er, etniske grup­per eller fremmede magter.

De arbe­jd­sløse og “fremmede”, hvis eksis­tens ikke bidrager til væk­sten, er vor tids dæmonis­erede grup­per. Med dæmonis­erin­gen af dem hør­er en appel til borg­ernes frygt. Ved hjælp af frygten kan den cen­trale magt sikre sig udvidelser af sine befø­jelser og begræn­sninger af borg­ernes basale ret­tighed­er, så den let­tere kan opnå sine mål. Lib­er­al­is­mens prin­cip om indi­vidu­el fri­hed og social­is­mens om sol­i­daritet må vige for magth­av­ernes inter­ess­er. Indi­vidu­elle ret­tighed­er og sol­i­daritet er blevet noget, man gør sig fort­jent til ved at bidrage til det umæt­telige og ulighedssk­abende væk­sthul.

De klas­siske ide­olo­giers poli­tiske ban­ner­førere har sovet i timen og er blevet taget som gid­sler af den såkaldte nød­vendighe­dens poli­tik ret­tet imod en bevarelse af sta­tus quo og en beskyt­telse af sam­fun­dets bestående magt­struk­tur­er. Herun­der også de pri­vate bankers pengesk­a­belsespriv­i­legium.

Fra finansielt tyranni til økonomisk relationalisme

Det er nød­vendigt med grundlæggende reformer for at sikre en økono­mi, hvor penge ikke er en alt­dominerende nød­vendighed for, at men­nesker skal kunne indgå i sociale rela­tion­er, men hvor det finan­sielle sys­tem der­i­mod frem­mer dem. Reformer mod et sys­tem, hvor pengesk­a­belsen er baseret på demokratiske og trans­par­ente beslut­ning­sprocess­er. Reformer mod er sys­tem, hvor det at sætte sig i gæld til særligt priv­i­legerede insti­tu­tion­er ikke er en forud­sæt­ning for, at økonomien kan fun­gere. Reformer som giv­er alle adgang til de samme for­mer for penge og betal­ingssys­te­mer, uden at skulle betale en afgift, alene for at have adgang til dem.

Som sys­temet fun­ger­er i dag, ville der ikke være nogen penge, hvis ikke også vi var i gæld til de pri­vate banker. Denne sam­men­hæng er ikke logisk eller på nogen måde ube­stridelig. Den er snarere en dynamik, som flere og flere fag­folk påpeger som uhen­sigtsmæs­sig og lang­somt vender sig imod. Som den for nyligt afgåede britiske cen­tral­bankdi­rek­tør, Mer­wyn King, i 2010 udtalte i en tale: “af alle de mange måder vi kan organ­is­ere vores bankvæsen, er den nuværende den værste”.

Men hvor­dan opnår vi et anderledes sys­tem, og hvor­dan kan et nyt sys­tem organ­is­eres? For det første er det nød­vendigt at gen­vin­de kon­trollen med pengemæng­den for at sikre, at der ikke skabes for mange penge. For det andet at enhver gevinst ved at skabe nye penge forde­les på hele befolknin­gen gen­nem enten skat­telet­telser eller offentligt for­brug i stedet for at til­falde en lille priv­i­legeret elite som det er til­fældet i dag. For det tred­je at sys­temet er trans­par­ent for at sikre den demokratiske kon­trol: Alle skal kunne se, hvor mange penge der er, og hvor de er henne i økonomien samt hvilke beslut­ning­sprocess­er, der lig­ger til grund for pengesk­a­belsen.

Demokratisk og transparent pengeskabelse

Et forslag, som både adresser­er prob­lematikken omkring trans­parens og kon­trollen med penge­pro­duk­tio­nen, er en pen­gere­form frem­ført af den engelske organ­i­sa­tion Pos­i­tive Mon­ey, som vi i Dan­mark advok­er­er for i organ­i­sa­tio­nen Gode Penge. Forslaget går ud på at afkoble betal­ingssys­temet fra de pri­vate banker, så de ikke læn­gere kan skabe penge til sys­temet gen­nem deres udlån.iv

Betal­ingssys­temet og ska­belsen af penge bør i stedet admin­istr­eres af en demokratisk instans under offentlig overvågn­ing og med ans­var over for Folketinget og den danske befolkn­ing. Ved at afkoble betal­ingssys­temet og pengesk­a­belsen fra bankerne bliv­er bankernes rolle udelukkende at formi­dle lån mellem ops­parere og lån­tagere. Banker vil således fun­gere ganske lige­som invester­ings­foreninger, pen­sion­s­sel­sk­aber og realkred­itin­sti­tut­ter – dvs. som rene penge­formi­dlere.

Disse insti­tu­tion­er har i dag svært ved at fun­gere hen­sigtsmæs­sigt, da de kon­stant forstyrres af penge­in­sti­tut­ternes ødelæggende og markeds­forvri­dende pengesk­a­belse, der i opgangstider oversvøm­mer økonomien med dårlige gæld­spenge resul­terende i bolig­bobler og økonomiske kriser.v Ved at sep­a­rere pengesk­a­belsen og penge­formidlin­gen vil sys­temet i højere grad fun­gere, som de fleste men­nesker tror, det fun­ger­er, og vi vil slippe for at skrive de økonomiske lære­bøger om.

I forhold til at forhin­dre inter­essekon­flik­ter og kort­sigt­ede beslut­ninger i forbindelse med pengesk­a­belsen er det sam­tidig afgørende at sep­a­rere beslut­nin­gen om, hvor mange penge der løbende skal skabes og til hvilke for­mål. Her vil det være naturligt, at en uafhængig instans, for eksem­pel Nation­al­banken, står for hvor mange penge, der bliv­er skabt, mens den til enhver tid sid­dende regering beslut­ter, hvad nye penge efter­føl­gende skal gå til. Det er i denne kon­stel­la­tion essen­tielt, at Nation­al­banken er renset for økonomiske inter­essekon­flik­ter samt står direk­te til ans­var over for befolknin­gen i stedet for de pri­vate penge­in­sti­tut­ter.

For at begrænse væk­st­pres­set og den fun­da­men­tale pengek­naphed i økonomien er det yderligere essen­tielt, at nye penge til det fælles betal­ingssys­tem skabes fri af gæld. Dette kan i prak­sis foregå ved, at Nation­al­banken løbende vur­der­er, hvor meget pengemæng­den skal øges (eller reduc­eres) og efter­føl­gende over­før­er det pågældende beløb til regerin­gen, der så kan bruge pen­gene til at finan­siere udgifter eller give skat­telet­telser.

Gældfri pengeskabelse kan lette vækstpresset

Gen­nem gæld­fri pengesk­a­belse vil der ikke læn­gere være en fun­da­men­tal pengeskat på samtlige penge i økonomien, hvilket kan være med til at lette væk­st­pres­set i økonomien og fjerne den sys­temiske pengek­naphed. En af de primære årsager til, at vi som indi­vider kon­stant søger en større pengeindtægt er, at vores udgifter kon­stant press­es i vejret af bankernes mas­sive rentekrav.

En reform med oven­nævnte grun­dele­menter kan og bør gen­nem­føres og kan i sin rette udformn­ing have vidtrækkende pos­i­tive kon­sekvenser. Pen­gere­for­men kan fun­gere som et skridt i ret­ning mod et sam­fund med mere fri­hed til at vælge i hvor stort omfang, man ønsker at indgå i den offi­cielle pengeøkono­mi og i andre for­mer for fæl­lessk­aber og organ­is­er­ings­former.

Den mindskede tvang vil åbne op for en økono­mi med et stærkere per­son­al­is­tisk fun­da­ment, herun­der engage­ment og værdighed, og med større vægt på kreativitet. En demokra­tis­er­ing og mod­erniser­ing af vores pengesys­tem vil åbne op for en bredere debat om, hvor vi rent fak­tisk vil hen med sam­fun­det, og hvad der kan lade sig gøre, frem for — som det ofte er til­fældet i dag — hvad der ikke kan lade sig gøre. Forslaget vin­der der­for også lang­somt ind­pas hos flere og flere fag­folk, herun­der den inter­na­tionale topøkonom Mikael Kumhof, som netop er blevet ansat i en ny forskn­ingsen­hed hos den engelske cen­tral­bank, Bank of Eng­land, samt den cheføkonomiske kom­men­ta­tor ved Finan­cial Times, Mar­tin Wolf, som for nylig i klum­men Strip pri­vate banks from their pow­er to cre­ate mon­ey giv­er forslaget sin fulde støtte.

Mulighe­den for en pen­gere­form er til stede som aldrig før, og vil sandsyn­ligvis blive en del af den poli­tiske dag­sor­den i løbet af de kom­mende år. Med den accel­ererende ulighed, den totale destruk­tion af lokale økonomi­er og fort­sat­te afvikling af realøkonomien er en pen­gere­form gået fra at være en god idé til at blive en nød­vendighed.

Dan­mark har mulighe­den for at blive fore­gangs­land i en mod­erniser­ing og demokra­tis­er­ing af penge- og banksys­temet og dermed gøre den danske kro­ne til en af ver­dens abso­lut stærkeste og mest sta­bile val­u­taer. Pri­va­tis­erin­gen af dan­sk energi­in­fra­struk­tur viste os, at den kri­tiske masse, det kræver at gen­nem­føre reformer, kan mobilis­eres. Via hårdt arbe­jde, oplysning og modigt led­er­skab kom­bineret med folke­ligt pres vil vi opnå resul­tater. Kan vi tænke det, kan vi gøre det, og når vi gør det, vil det ske. Vi væl­ger selv.

Ras­mus Hougaard Nielsen er cand.polit. og for­mand for forenin­gen Gode Penge og Tune Revs­gaard Nielsen er poli­tisk koor­di­na­tor i Gode Penge og stud­er­er økonomisk his­to­rie på Lunds Uni­ver­si­et i Sverige.

Artiklen er en omar­be­jdet og forko­rtet udgave af Ras­mus Hougaard Nielsens og Tune Revs­gaard Nielsens artikel “Intet demokrati uden gode penge” fra antolo­gien Det rela­tionelle men­neske — Per­son­al­isme i per­spek­tiv, der er redi­geret af Karen Lumholt og Jonas Nor­gaard Mortensen.


Scroll til toppen