Gældsfrihed

Burning the books
Burn­ing The Books, Brighton. Book of Debts V Recital/burning, Brighton, 2014. Ret­tighed­er: Daniel Yanez Gon­za­lez, Cour­tesy Fab­ri­ca.

Til alle tider har der været gæld. Men til alle tider har der også været ydet modstand imod gældens bindende karakter. Professor i idéhistorie Mikkel Thorup har lavet en række nedslag i gældsfrihedens idéhistorie — fra oprør mod gældsslaveri og afbrændinger af gældsbeviser til eftergivelse af gæld i religiøse nådeår.


FOKUS: VI ER ALLE FORGÆLDEDE Gæld er ikke kun den økonomiske gæld mellem banken og den kom­mende huse­jer. Gæld find­es i stort set alle andre sociale forhold: gæld til vores foræl­dre, vores ven­ner, gælden til sam­fun­det og den evige gæld til Gud. Alle med hver deres sæt af normer. Noget gæld skal betales tilbage lige meget hvad, mens andre gælds­forhold slet ikke kan eller bør betales tilbage. Spørgsmålet er så: Hvor­for skal noget gæld betales tilbage mens andet ikke kan eller skal?


For små 400 år siden sad den kine­siske redak­tør og kri­tik­er Jin Sheng­tan, der lev­ede fra 1610–1661, sam­men med en ven i et tem­pel i ti dage, mens reg­nen vælt­ede ned uden­for. Han brugte tiden til at ned­fælde 33 lykke­lige øje­b­likke. Et af disse øje­b­likke var:

Jeg har ikke noget at lave efter et måltid og forsøger at ordne ind­hold­et af nogle gam­le kass­er. Jeg ser, der er dus­in­vis eller hun­drede­vis af gælds­be­vis­er fra folk, der skylder min fam­i­lie penge. Nogle af dem er døde og nogle af dem er stadig i live, men der er i begge til­fælde intet håb om, at de kan betale pen­gene tilbage. Bag folks ryg sam­ler jeg gælds­be­vis­erne i en bunke og laver et bål ud af dem, og jeg ser op på himlen og ser den sid­ste røg forsvin­de. Ah, er dette ikke lykke?

At brænde gælds­be­vis­er er den oprindelige fri­hed­shan­dling (se kun­st­pro­jek­tet Burn­ing Books). Gælds­be­viset er nem­lig urfor­men for afhængighed­stegn og at brænde eller på anden vis destruere gælds­be­viset er, at sym­bol­sk genindtræde i rækken af de frie. Det er at und­slippe for­tidens greb på nuti­den. Der­for ser vi his­torisk mange oprør og revolter, der afbræn­der gælds­be­vis­er. De visker tavlen ren – tavlen, der selvføl­gelig er der, hvor gæld og tilgo­de­haven­der er opskrevet – og starter på en gælds­frisk.

Denne lille artikel fore­tager en række ned­slag i gælds­frigørelsens idéhis­to­rie for at reflek­tere over det forhold, at gæld hænger sam­men med både fri­hed og ufri­hed, mens gælds­frigørelse hænger sam­men med både ensomhed og for­bun­de­thed.

I

I de første år af den nye repub­lik USA i 1790’erne, hvor man diskuterede styre­form, sagde John Adams, at prob­lemet med fler­talsvalg var, ”at de otte eller ni mil­lion­er, der ikke har ejen­dom” ville være vold­somt fris­tet til ”at krænke ret­tighed­erne for den ene eller to mil­lion­er, der har”. Krænkelserne af de ejen­dom­sløse i et ulige sys­tem faldt ham ikke ind som hverken krænkelse eller prob­lem. Det var gen­t­agelsen af årtusin­ders beskriv­else af demokrati­et, der siden Pla­ton har beskrevet det som de fat­tiges angreb på de rige, et styre af de fork­erte, udannede og ueg­nede. Resul­tatet af demokrati ville ifølge Adams være:

Gæld ville blive ophævet først; tunge skat­ter vil blive lagt på de rige og slet ikke på alle andre; og en fuld­stændig lige fordel­ing af alt vil blive krævet og stemt igen­nem. Hvad ville resul­tatet af dette være? De dovne, de forkastelige, de ube­herskede ville haste ud i den mest ekstrav­a­gante skør­levned, sælge og bruge deres andel, og så for­lange en ny fordel­ing af dem, der har købt ande­lene fra dem. Det øje­b­lik, hvor idéen accepteres, at ejen­dom ikke er lige så hel­lig som Guds love, og at der ikke er nogen lov­givn­ings­magt og offentligt retssys­tem til at beskytte det, vil anar­ki og tyran­ni beg­y­n­de.

Disse fan­tasi­er har holdt sig intak­te fra den­gang og til i dag. Det er den struk­tur­erende og legit­imerende bag­grund­shis­to­rie for ned­skæringspoli­tikken. Den for­muleres åbent af neolib­erale og kon­ser­v­a­tive kræfter, og den skjuler sig bag socialdemokratis­mens ’det skal kunne betale sig at arbejde’-mantra. Gæld skal betales tilbage, for enhver antyd­ning af andet er første skridt til det ellers uundgåelige, et anar­ki af de dovne og nydelsessyge, der bliv­er et tyran­ni over de rige og pro­duk­tive.

Der er dog én rigtig obser­va­tion hos Adams og alle de andre, der skrev og skriv­er som ham. Gældsmod­stand og fordel­ingskamp hænger sam­men som fri­heds­betingelsen for alle andre end de få og mægtige. Måske er demokrati og gælds­fri­hed end­da kon­sti­tu­tivt for­bundne, hvilket kan fork­lare magth­averes par­al­lelle kri­tik af gæld­sefter­givelse og demokrati fra antikken og til i dag. Det kan fork­lare, hvor­for så mange opstande kul­miner­er i fak­tiske eller sym­bol­ske afbrændinger af gælds­be­vis­er.

II

Mange hun­drede år før, i år 593 fvt. blev Solon val­gt til øver­ste led­er i den græske bystat Athen. I sit min­dre kendte værk, Athens for­fat­ning fra cir­ka 328 fvt., skriv­er Aris­tote­les, at det inden Solons regeringspe­ri­ode var sådan, at ”de fat­tige og også deres kvin­der og børn egentlig var de riges slaver”, da ”al lån­tagn­ing skete med skyld­nerens per­son som pant”, dvs. gældsslaveri. Der­til kom, at al jord var ejet af meget få, hvor­for ”de mange følte sig slave­bun­det af de få”, hvilket førte til, at ”folket rejste sig imod ade­len.” Den græske his­torik­er Plutarch skriv­er i sin levnedsskildring om Solon fra slut­nin­gen af det første århun­drede, at de fat­tige ”laante Penge af dem [de rige] med Pant i deres Per­son og kunde gøres til Slaver af Kred­i­tor­erne, saaledes at de enten maat­te trælle i Lan­det selv eller blev sol­gt ud af lan­det. Mange blev ogsaa nødt til at sælge deres egne Søn­ner, hvad ingen Lov for­bød, og fly­gte fra Byen paa Grund af Laan­givernes Haard­hed.” De fat­tige gjorde der­for oprør imod de rige. Den sociale borg­erkrig i Athen endte ved, at de val­gte Solon som mægler og øver­ste led­er. En af Solons vigtig­ste han­dlinger var, som Aris­tote­les benævn­er det, at ”gøre folket frit både i øje­b­likket og i fremti­den ved at for­byde lån med sikker­hed i per­so­n­en, og han ind­s­tift­ede love og ved­tog efter­givelse af gæld, både pri­vat og offentlig; tilt­ag der er kendt som ’At kaste byr­den af sig’.”

Det er uklart, i hvilket omfang Aris­tote­les’ beretning er his­torisk sand. Sikkert er det dog, at disse tilt­ag, ophævelse af gældsslaveri og slet­telse af gæld, ikke ophævede den sociale borg­erkrig mellem folket og ade­len, mellem skyld­nere og kred­i­tor­er. Desu­den var de gæld­sefter­givne kun athenske borg­ere. Ophævelsen af gældsslaver­i­et var ikke en ophævelse af slaveri men kun en geno­pret­ning af de athenske borg­eres ret­tighed­er og fri­hed. Solons love blev da også ophævet og gældsslaver­i­et genind­ført, men det væsentlig­ste her er to ting: for det første begre­bet ’at kaste byr­den af sig’, der fornemt tydelig­gør gældsfrigørelsens natur, og for det andet forhold­et mellem det at viske (gælds)tavlen ren og kon­stituere en ny orden, mellem en ophævelse af for­tidens tyn­gde for at skabe noget for fremti­den.

Pla­ton ref­er­erede indi­rek­te til Solon i Stat­en, hvor han beteg­nede den lov­giv­er, der ”slet­ter gæld og sæt­ter skyld­nere i fri­hed” som den ”fuldendte tyran”. Lige­som der er en lang his­to­rie af gæld­sophævelser, af skyld­ner-revolter, så er der også en mindst lige så lang række af kred­i­tor-mod­re­volter: Alexan­der den Stores fad­er, Fil­ip den anden af Make­donien, der var konge 359–336 fvt., organ­is­erede de græske bystater i en liga og brugte lig­aen til at under­trykke oprør bl.a. ved at udråbe gæld­sefter­givelse og jor­dom­fordel­ing som oprør­shan­dlinger. Ind­byg­gerne i byen Itanos på Kre­ta skulle sværge: ”Jeg vil ikke skabe en omfordel­ing af land eller huse eller bygge­grunde, ej heller en efter­givelse af gæld.” Kred­i­tor­er har fra den græske antik og til i dag en ubrudt ræd­sel for gæld­sefter­givelsen, ganske som fri­he­dens håb næsten uvægerligt hænger sam­men med en eller anden gæld­sop­givelse.

III

Et af de væsentlig­ste sym­bol­er på USA’s uafhængighed fra sine britiske koloni­her­rer er den såkaldte ’fri­hed­sklokke’ i Philadel­phia. På klokken står: ”Udråb fri­givelse i lan­det for alle dets ind­byg­gere”. Sæt­nin­gen er fra Tred­je Mose­bog 25:10, der han­dler om at frisætte gældsslaver: ”I skal hver især vende tilbage til jeres ejen­dom, I skal hver især vende tilbage til jeres fam­i­lie”. Fri­hed som gælds­fri­hed og gæld­sefter­givelse som den store fri­givende han­dling.

I Ham­mura­bis lovtekst fra 1780 fvt., hvor det han­dler om lån af korn frem for penge, står i §48: ”Hvis en skylder gæld for et lån, og en storm slår kor­net omkuld, eller høsten slår fejl, eller kor­net ikke vokser på grund af man­gel på vand, i det år behøver han ikke give sin kred­i­tor noget korn. Han vasker sin gæld­stavle i vand og betaler  ingen renter for det år.” Her­til kom en tra­di­tion for, at baby­lonske og andre herskere efter­gav gæld og frigav gældsslaver, når de ind­tog tro­nen. Det var ofte en gæld skyldt til dem selv, og motivet var for­mod­entlig at frisætte bøn­der til at kunne arbe­jde – og dermed betale skat­ter og afgifter til pal­ad­set – og måske også for at kunne bruge de ’frie’ under­såt­ter som sol­dater.

Den græske his­torik­er Diodor­us Sicu­lus, der lev­ede fra 90–30 fvt., beskrev, hvor­dan den egyp­tiske farao Bak­en­ranef i 720 fvt. ophævede gældsslaveri og efter­gav udoku­menteret gæld således ”at borg­ernes kroppe skal tilhøre stat­en […] For han følte, at det ville være absurd for en sol­dat, måske i det øje­b­lik han tager afst­ed for at kæmpe for sit fædreland, at blive halet i fængsel af sine kred­i­tor­er for et ube­talt lån, og at pri­vate borg­eres grådighed på den måde skulle udsætte alle for fare.” Gæld­sefter­givelse var ikke et fri­heds- men et styringsmid­del, der midler­tidigt ’nul­sat­te’ de ulighed­er og ufri­hed­er, som et gældssys­tem skaber (der herved blev bevaret, hvor­for der var et behov for peri­ode­vise efter­givelser).

Gæld­sefter­givelse har dog ikke kun en episodisk prak­sishis­to­rie. Den har også en intellek­tuel tra­di­tion opsum­meret i det judeo-kristne begreb ’Jubilee’ (jubelår, fri­givelsesår eller nådeår), der ikke er radikal eller utopisk drøm­meri men fort­sæt­telsen af en årtusind­lang tra­di­tion. Som den tjekkiske økonom Tomas Sed­lacek påpeger i sin Eco­nom­ics of Good and Evil, så er socioøkonomiske forhold såsom penge, gæld, renter og rig­dom det andetmest nævnte emne i både det Gam­le og det Nye Tes­ta­mente (efter afguds­dyrkelse). I det Nye Tes­ta­mente nævnes økonomiske forhold i gen­nem­snitlig i hvert sek­s­tende vers. Et af de nævnte forhold er gæld­sefter­givelse. Da Jesus vender tilbage til Nazareth, går han til syn­a­gogen, hvor han læs­er højt af Esa­jas 61, hvor pro­feten med­del­er:

Her­rens ånd er over mig,
for­di han har sal­vet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt bud­skab til fat­tige,
for at udråbe fri­givelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte under­tryk­te i fri­hed
for at udråbe et nådeår fra Her­ren.     

I Femte Mose­bog (15:1–18) snakkes om gæld­sefter­givelse hvert syvende år (fremmedes gæld behøver man ikke efter­give). Andre sted­er er der en mere omfat­tende fri­givelse, hvert halvtredsind­tyve år, hvor al gæld slettes, alle gældsslaver sættes fri og al land gives tilbage til dets oprindelige ejere. Detal­jerne er ikke vigtige her. Jubelåret er ikke kom­mu­nisme eller radikalisme men en sta­bilitetsmekanisme i et gældssam­fund. Gæld skaber afhængighed, om det så er slaveri, tvangsar­be­jde, eller andet og skaber en uhold­bar ulighed mellem kred­i­tork­lassen og resten. Jubelåret er alt­så tænkt som det, vi måske i dag ville kalde for en kon­trarev­o­lu­tionær insti­tu­tion: slette alt for at alt kan for­blive intakt.

Den grundlæggende sys­tem­be­varende jubilee-tra­di­tion har dog siden bibel­sk tid tjent min­dre som en kirke­lig eller stat­slig insti­tu­tion end som en mod­stands- og kri­tik­tra­di­tion. Jubilee har tjent som en ref­er­ence for en brudt social aftale om forhold­et mellem ’ven­ner’ og som et løfte om fri­hed. Som social­his­torik­eren Peter Linebaugh har afdækket, så find­es der en række forskel­lige jubilee-prak­siss­er: et aris­tokratisk jubilee (monark­er har et jubilee for dem selv, hvis de regerer i 50 år), hvor­til vi nok også skal ref­erere den før-bibelske og bibelske jubilee, et borg­erligt jubilee (hvor vi for­mod­entlig kan placere konkurslov­givn­ing og bankpakker) og et pro­le­tarisk jubilee, der ifølge Linebaugh bogstavelig­gør det radikale fri­heds­bud­skab, der er i den bibelske jubilee-tra­di­tion, men som for­rådes af dens prak­sis. Og vi bør til­fø­je et afro-amerikan­sk jubilee, der ref­er­erer til det amerikanske slaveris ophør. Ved at tage jubilee bogstaveligt som et løfte om fri­hed igangsættes en radikal kri­tik, en utopisk dri­vkraft skrevet ind i et af det hersk­ende sys­tems egne legit­imerende (men tænkt rent sym­bol­sk) fortællinger.

IV

I de sen­este årti­er er jubilee-tra­di­tio­nen blevet taget op igen, fx i Jubilee 2000-ini­tia­tivet opret­tet i 1996 for afvikling af den tred­je ver­dens udlands­gæld ved årtusind­skiftet (i foråret 2001 dif­fun­derede ini­tia­tivet ud i en række, ofte nationale, grup­peringer fx Jubilee USA og Eng­lands Jubilee Debt Cam­paign). Ini­tia­tivet var en poli­tis­er­ing af den gæld­sefter­givelsespro­ces, der allerede var i gang, og som klart iden­ti­fi­cerede gælden som et prob­lem for udvikling, men som ikke forholdte sig til gældens også eksterne årsager hos vestlige banker og regeringer, som sjældent holdt ord omkring fak­tisk efter­givelse, og som ikke fores­log gen­nem­gribende ændringer i det inter­na­tionale gældssys­tem. Kri­tikken var alt­så, at de regerings-indledte gæld­sefter­givelser kun forholdte sig til gældens symp­tomer, ikke dens årsager.

Jubilee-kam­pag­n­erne har eksplic­it genbesøgt den oprindelige forbindelse mellem gæld og slaveri og beskrevet det inter­na­tionale gælds­forhold som reelt et slave­forhold. Denne diskur­siver­ing ændr­er afgørende ved det poli­tiske. Gæld­sæt­nin­gens moralske ret­ning vendes om, eller måske min­dre drastisk for­muleret: Skyldsspørgsmålet og gældssys­temet udfor­dres. ’Efter­givelse’ (på engel­sk: for­give­ness) er et udtryk, der sjældent bruges i kam­pag­n­erne, da det implicer­er en ’synd’ eller ’skyld’, som den anden ’til­giv­er’. Udtrykket efter­givelse fasthold­er dermed den ulighed, som gælden ses som udtryk for. Det er afmægtig­gørende at for­lade sig på andres velvil­lighed, og det gen­t­ager egentlig bare den ulighed, som gældens indgåelse også er.

Ved at genbeskrive det som slaveri bliv­er det kred­i­tor­erne ikke skyld­nerne, der skylder, og der bringes fokus på gældens omkost­ninger, særligt for de mange, der kun sekundært er skyld­nere, for­di deres regering ofte uden deres accept har optaget udland­slån, men som bær­er de sociale omkost­ninger ved dens tilbage­be­tal­ing.

V

En anden ’genbeskrivn­ing’ af gæld­sposter fandt sted som et ekko af Jin Sheng­tans afbrænd­ing for 400. år siden; et ekko der demon­str­erer glæ­den ved gælds­frigørelsen over tid samt de nye almengjorte gælds­forhold.

I maj 2014 besat­te en gruppe chilenske stud­erende Uni­ver­si­dad del Mar i protest mod uni­ver­sitetets prof­i­ter­ing af de stud­erende. Der var allerede en offi­ciel under­søgelse i gang af dette og flere andre uni­ver­siteters udlån­sprak­sis over­for de stud­erende, og de stud­erende krævede et stop for åger­renter på studielån og for fri uddan­nelse. I ly af protesten stjal aktivis­ten Fran­cis­co Tapia, kendt som ’papas fritas’ (pom­frit­ter), en bunke gældspa­pir­er fra uni­ver­sitetets admin­is­tra­tion, hvorefter han brændte dem. 500 mil­lion­er dol­lars værd af gælds­be­vis­er gik op i røg, aske­bunken blev udstil­let på et kun­st­mu­se­um og siden kon­fiskeret af poli­ti­et. Da uni­ver­sitetets admin­is­tra­tion er papir- og ikke com­put­er­baseret, for­ventes det umuligt at ind­drive gælden fra de stud­erende, hvorved uddan­nelse for disse stud­erende de fac­to blev, som chilen­sk lov­givn­ing formelt tilsiger, gratis.

Tapia offentlig­gjorde sin befrielsesak­tion på en video, hvor han bl.a. sagde: ”Det er ovre, det er slut. Du behøver ikke betale én mere peso tilbage. Vi er nødt til at smide frygten af os, frygten for at blive betragtet som krim­inelle, for­di vi er fat­tige. Jeg er lige­som jer, jeg lever et lorte­liv, og jeg lever det dag efter dag. Dette er min kærligheds­gern­ing for jer.”

Kærligheds­gernin­gen er ikke kun at brænde gælds­be­vis­erne, tage byr­den af folks skul­dre, at slette den økonomiske gæld, men det er også at sige: ’Nu behøver den økonomiske gæld ikke læn­gere at tyn­ge jer. I behøver ikke læn­gere skamme jer over at skylde penge til fremmede. Nu kan I kon­cen­trere jer om alle de sociale og moralske gæld­sposter, I skylder jeres fam­i­lie, ven­ner, kærester, sam­fun­det, klo­den. Jeg sæt­ter jer fri til at betale jeres egentlige gæld.’ Når nogen siger: ’Jeg skylder ikke nogen noget’, så ved vi, at det er en strate­gisk legit­imer­ing af at und­drage sig sine (ofte skat­temæs­sige) forplig­telser. Den abso­lut gæld­frie er den abso­lut ensomme. Men at blive sat økonomisk gælds­fri – så man i dette til­fælde ikke behøver droppe ud og få et ufaglært arbe­jde for evigt – for så at kunne kon­cen­trere sig om at betale virke­ligt tilbage, det er fri­hed for et men­neske bev­idst om sine sociale forplig­telser, for­bun­de­thed og ans­var.

Gælds­frigørelsen, den sym­bol­ske eller reelle afbrænd­ing af gælds­be­vis­er, er, som magth­a­vere altid har vidst, lig en rev­o­lu­tion, en kærlig rev­o­lu­tion i Tapias udlæs­ning idet, det er afsværgelsen af for­tidens tyn­gende gæld til fordel for fremti­dens (kredit)muligheder.

Mikkel Tho­rup er pro­fes­sor i idéhis­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen