Vi er alle forgældede

Gældsfængsel, 1735
William Hog­a­rths stik af et gælds­fængsel, 1735 — The Rake’s Progress. Plate VII. The Rake in debtor’s prison.

Gæld er ikke kun noget, du har til banken. Gæld findes i stort set alle andre sociale forhold: gæld til vores forældre, gæld til vores venner, gæld til samfundet og den evige gæld til Gud. Alle med hver deres sæt af normer. Noget gæld skal betales tilbage, mens andet hverken kan eller bør betales tilbage.


For cir­ka to år siden tog den ene af vores redak­tør­er ned i banken. Her blev han ledt ind i et lille rum, der lå lidt for sig selv, og sat­te sig ved bor­det. Med en kuglepen i den ene hånd og en maskinlavet kaffe i et limegrønt pap­krus i den anden under­skrev han et stykke papir. Nu var han så i gæld. Det betød umid­del­bart ikke det store. Han står i dag godt nok i et juridisk bindende forhold til banken, men han mod­tager kun et par ekstra mails fra sin bankans­varlige, og betaler stort set det samme for at bo i sin andel­sle­j­lighed, som han gjorde, da han boede i lejele­j­lighed.

Men denne sit­u­a­tio­nen havde også en anden og meget vigtigere funk­tion. Den fun­gerede som et mod­erne ind­vielses­ritu­al. Efter at have gæld­sat sig selv blev det meget nem­mere for vores redak­tør at tale på lige fod med sine fam­i­liemedlem­mer til jule­frokoster og børne­fød­sels­dage. Det var ikke, for­di de fam­i­liemedlem­merne havde ændret sig, men for­di han nu, efter at have været inde i bankens dybeste og mest pri­vate gemakker, delte en grundlæggende erfar­ing med dem — de var alle forgæld­ede.

Selvom bankover­førslerne ikke har ændret sig syn­derligt, har gælden også affødt noget nyt: En følelse af ans­var, forplig­telse eller bun­de­thed. En bun­de­thed over­for en bank­in­sti­tu­tion der reg­n­er med at han, på lang sigt, nok skal være i stand til at betale sin månedlige ydelse. Følelsen er ikke enty­dig tyn­gende, for på den anden side kan vores redak­tør nu gå op i at betale sin gæld ret­mæs­sigt. At være en god deb­itor, og ikke en af de dårlige, vi kender fra Luk­sus­fælden. En deb­itor, der udvis­er ans­var og prag­ma­tisme og kan skabe sig en god og sta­bil hush­old­ning.

Som den tyske filosof Friedrich Niet­zsche peger på, så er gælds­forhold­et mellem kred­i­tor og deb­itor et aftale­forhold, der er lige så gam­melt som det antikke retssub­jekt. Men gæld er ikke kun den økonomiske gæld mellem banken og huse­jeren. Det at være i gæld kende­teg­n­er vores eksis­tens, og gæld find­es i stort set alle andre sociale forhold: gæld til vores foræl­dre, gæld til vores ven­ner, gælden til stat­en, gælden til sam­fun­det og den troen­des evige gæld til Gud.

Den europæiske gæld­skrise har skabt et enormt fokus på gæld de sen­este år. Sen­est hen­over som­meren med forhan­dlingerne og pro­test­erne i Græken­land. Det er en gæld mellem stater, der trækker på et økonomisk sprog om renter, lån og banker, hvor kred­i­tor­er og deb­itor­er er knudepunk­terne. Men der find­es et væld af andre måder, som vi er vant til at tale om det at være i gæld eller det at skylde. Gældssprog­et skifter nem­lig karak­ter alt efter, hvilke per­son­er eller insti­tu­tion­er, som den er stiftet imellem. Vi står alle i et socialt gælds­forhold til vores foræl­dre, der ikke kan betales tilbage. Den dømte og fængslede for­bry­der står i gæld til sam­fun­det og betaler tilbage med år af sit liv. De troende står i eksis­ten­tielt gælds­forhold til Gud og hans værk, et forhold hvor det ville være absurd at skulle betale sin gæld tilbage.

I forordet til sit aktuelle værk om gældens his­to­rie fortæller den amerikanske antropolog David Grae­ber om en sam­tale, han havde med en kvin­de, hvis arbe­jde var at råd­give fat­tig­doms­bekæm­pende foreninger i juridiske spørgsmål. Sam­tal­en udviklede sig til at han­dle om Grae­bers hold­ning til de gæld­sposter, som lande i den tred­je ver­den har til den inter­na­tionale val­uta­fond. Grae­ber fork­larede, at han ønskede at deres gæld skulle afskrives. Sam­tal­en når sit højdepunkt da kvin­den svar­er ham, hvor­dan det dog kan være muligt, da man jo skal betale ens gæld. I dette ganske umid­del­bare udsagn om at man skal betale sin gæld find­er Grae­ber en helt klar logik i hvor­dan gæld og moralitet spiller sam­men: “Grun­den til, at det er så kraft­fuldt er, at det fak­tisk ikke er et økonomisk udsagn: det er et moral­sk. Det at betale ens gæld er vel trods alt det moralitet han­dler om? At give folk hvad de er berettiget til. At acceptere ens ans­var. At over­holde ens forpligtigelse over­for andre, lige­som man ønsker at de skal over­holde deres over­for en selv.”

Men Grae­ber stiller spørgsmål­stegn ved, om vi over­hovedet kan bruge denne moralske logik til at forstå alle gælds­forhold. Skal man også betale en gæld tilbage, som man ikke selv har stiftet? Eller skal man betale en gæld, der er indgået med trusler og mil­itær magt, som da de europæiske kolonimagter ind­tog store dele af ver­den?

Vi vil i løbet af de næste uger åbne op for reflek­sion­er over hvad der kende­teg­n­er vores opfat­telse af ret­færdig og ure­t­færdig gæld. Oftest tænker vi om gæld at den altid bør betales tilbage. Men hvad med de gæld­sposter der fak­tisk aldrig kan betales tilbage? Eller de typer af gæld der er skabt under dybt ure­t­færdi­ge vilkår? Vi vil under­søge hvornår men­nesker har gjort sig gæld­frie og hvor­dan de har gjort det, for at åbne mulighed­er for at overve­je gavn­lighe­den og prob­le­merne ved gæld­saf­skrivn­ing i vor egen tid.

Vi vender blikket mod de forgæld­ede op igen­nem his­to­rien og stiller spørgsmålet: Hvor­for skal noget gæld naturligvis betales tilbage mens andet ikke kan eller skal?

Scroll til toppen