Jeg får en underlig fornemmelse af ikke at tilhøre den menneskelige race. En meget kort introduktion til Clarice Lispector

Clarice Lispector
For­side til Ben­jamin Mosers Clarice Lispec­tor-biografi “Why This World”. Ret­tighed­er: Oxford Uni­ver­si­ty Press.

I Brasilien er Clarice kendt og elsket og læst af alle. I Europa læses hun af kønsforskere og andre med særlig interesse for modernistisk, eksperimenterende litteratur. Elisabeth Friis introducerer her til et overset forfatterskab.


Et ofte citeret udsagn om den brasil­ianske for­fat­ter Clarice Lispec­tor (1929−77) stam­mer fra den franske køn­ste­o­retik­er og for­fat­ter, Hélène Cixous. Lispec­tors for­fat­ter­skab afspe­jler, siger hun, hvad der var blevet skrevet: “(…) af Kaf­ka, hvis han havde været kvin­de, af Rilke, hvis han havde været jødisk brasil­ian­er født i Ukraine, af Rim­baud, hvis han var blevet mor og var blevet 50 og af Hei­deg­ger, hvis han var holdt op med at være tysk.”

Da jeg for nogle år siden sad og skrev en pressemed­delelse i forbindelse med For­laget Are­nas udgivelse af Lispec­tors gen­nem­bruds­bog, nov­el­le­sam­lin­gen Fam­i­liebånd (1960), overve­jede jeg længe om jeg skulle bruge citatet i pressemed­delelsen. På den ene side lyder det enormt flot – hævdelsen af, at alle disse mod­ernistiske gigan­ter på en eller anden måde bor i en brasil­ian­sk kvin­des for­fat­ter­skab. Det kunne måske have en strate­gisk effek­tiv virkn­ing på lit­ter­aturredak­tør­erne? Og måske var det også Cixous’ inten­tion med det? På den anden side ville jeg ikke bidrage til at læse Lispec­tor som noget som helst andet end en for­fat­ter, der sat­te sin abso­lut egen lit­terære dag­sor­den. Et yderligere prob­lem var den blotte benævnelse af Cixous i forbindelse med Lispec­tor. Cixous har spillet en afgørende rolle for Europas kend­skab til Lispec­tor. Men hen­des prisværdi­ge ind­sats har også bety­det at det er Cixous’ Lispec­tor – skaberen af idéen om écri­t­ure féminine’s Lispec­tor – og ikke Lispec­tor-Lispec­tor som folk kom­mer til at tænke på, når man nævn­er hende – hvis de da over­hovedet kom­mer til at tænke på noget.

Fra mit samar­be­jde med Lispec­tors danske over­sæt­ter, Tine Lykke Pra­do, véd jeg, at for en brasil­ian­er hed­der Clarice virke­lig aldrig andet end Clarice. I Europa bruger man der­i­mod hen­des efter­navn – ofte udtalt med fran­sk accent. I Brasilien er Clarice kendt og els­ket og læst af alle. I Europa læs­es hun af køns­forskere og andre med særlig inter­esse for mod­ernistisk, eksper­i­menterende lit­ter­atur.

Det er en bemærkelsesværdig forskel, men fak­tisk hold­er for­fat­ter­sk­a­bet helt uprob­lema­tisk til begge dele. Det er let at læse de korte og fascinerende tek­ster i Fam­i­liebånd. Ofte portræt­teres hjem­megående hus­mø­dre fra det bedre borg­er­skab på en urovækkende og græns­espræn­gende måde. Kvin­derne fanges på tærsklen til dét uden­for, som de frygter og dog længes imod. Den hyp­no­tis­erende fortælling Kærlighed han­dler om Ana, der en dag bliv­er slået ud af sin van­lige kurs, idet den sporvogn hun sid­der i plud­selig standser brat op, og hun ser en mand som tyg­ger tyggegum­mi uden­for vin­duet. Ikke noget særligt sker der, nej, men hun fly­gter alligev­el, åben­bart grundløst, ud af sporvog­nen og havn­er, sært tilpas, på en bænk i botanisk have:

Træernes frugter var sorte og søde som hon­ning. På jor­den lå indtørrede frugtk­ern­er fulde af små pro­peller, som små rådne hjer­neskaller. Bænken var plet­tet af rød saft. Van­det rislede blidt af sted. På træs­tam­men sad en ele­gant edderkop naglet fast. Den rå ver­den var fred­fyldt. Det var et dybfølt mord. Og døden var ikke som man skulle tro. Sam­tidig med at ver­den var imag­inær, var det også en ver­den som kunne fortæres med tæn­derne, en ver­den af vældige georgin­er og tuli­pan­er. Stam­merne var gen­nemtrængt af bladlig­nende par­a­sit­ter med bløde klistrede arme. Og som mod­standen, der går forud for en over­givelse − var det fascinerende, kvin­den følte lede, og det var fascinerende.”

Dét tema, som Lispec­tor allerede slår an her i denne tidlige fortælling, er længslen efter trans­for­ma­tion. En trans­for­ma­tion, der kan sætte den sub­jek­tiverede fri. Det er en vold­som process. En smerte­fuld process. En pro­ces, hvor døden er til stede hele tiden. I roma­nen Pas­sio­nen i følge G.H. (1964) bliv­er hov­ed­per­so­n­en G.H. til en kak­er­lak; men det er ikke, som i Kafkas For­van­dlin­gen, en for­van­dling, der sker overnight. Det er selve den desub­jek­tiv­erende trans­for­ma­tion­spro­ces, den ulidelige, fly­dende mellemtil­stand, der er roma­nens point de capi­ton.

Lispec­tors forsøg på at desub­jek­ti­vere tek­stens sub­jekt bliv­er sat på spid­sen i det sid­ste og vilde hov­ed­værk, Água viva (1973), der udkom­mer i Tine Lykke Pra­dos over­sæt­telse på for­laget Are­na i efteråret 2015.  Lispec­tor skrev i årene 1967–73 søndagsklum­mer for avisen Jor­nal do Brasil. Klum­me­for­mens mere per­son­lige stil fly­t­tede konkret ind i den tekst, som hun løbende skrev på i peri­o­den, og den endte med at blive til hov­ed­vær­ket Água viva. I Água viva er adskil­lige tek­st­pas­sager tilsyneladende direk­te sak­set fra klum­merne. Eller måske er det snarere omvendt, så at flere avisklum­mer sim­pelthen er fisket ud af en forhån­den­værende stak af udkast, skitser og notater til roma­nen. Uanset række­føl­gen må det kon­stateres, at klummeskrivn­ings­fasen falder sam­men med fremkom­sten af Água vivas på samme tid deper­son­alis­erende og stærkt per­son­lige stem­me­føring. Água viva  kan på den ene side læs­es som en form for bio-grafi. En skrift som er mær­ket af en sin­gulær krops liv. På den anden side er hele roma­nens bevægelse ret­tet mod en opløs­ning af 1. per­son sin­gu­laris – med tek­stens egen for­mu­ler­ing:

Der er mange ting jeg ikke kan fortælle dig. Jeg vil ikke være selvbi­ografisk. Jeg vil være ”bio”.

Jeg skriv­er i ordenes strøm­men.”

Da Água viva udkom havde bogens udgivelse været annon­ceret i mindst et års tid. For­fat­teren havde i inter­views flere gange erk­læret, at bogen var udgivelsesklar. Men Lispec­tor var så åben­bart alligev­el blevet i tvivl om, hvorvidt tek­sten var blevet for per­son­lig, hvorefter hun omskrev bogens udsigelses­po­si­tion. Af tidligere ver­sion­er af manuskriptet fremgår det, at tek­stens udgangspunkt længe var langt mere auto­bi­ografisk fun­deret end det, som vi find­er i den tekst som Lispec­tor endte med at give sit impri­matur. Eksem­pelvis har bogens skrivende sub­jekt på udgivelses­tid­spunk­tet skiftet pro­fes­sion fra for­fat­ter til maler og bogens titel er gjort mere almen. Arbe­jd­sti­tlerne på det manuskript, der senere blev udgivet som Água viva, var hen­holdsvis “Monolog med livet” eller “Skri­gende objekt” [Obje­to gri­tante]1. Den opsigtsvækkende titel “Skri­gende objekt” forekom­mer at ref­erere til en sit­u­a­tion der — også i det virke­lige liv — var Lispec­tors. Hun var i 1966 ude for en alvorlig bran­du­lykke, idet hun efter ind­tagelse af sovepiller faldt i søvn med en cig­a­ret i hån­den hjemme i sin lej­lighed og hun kom sig aldrig over sine alvorlige brand­sår.2 Blandt andet blev hen­des højre (skrive-)hånd stærkt beskadi­get og måtte oper­eres flere gange. Den 10. maj 1969 find­er vi under over­skriften “Rebel­lion” så den føl­gende pas­sus i Jor­nal do Brasil-klum­men:

When they removed the stitch­es from my hand after they had oper­at­ed between the fin­gers, I screamed with pain. I screamed with pain and anger because the pain was an insult to my phys­i­cal integri­ty. But I was no fool. I took advan­tage of my pain and screamed at the past and the present. I even screamed at the future, dear God.”

Her er det virke­lighe­dens Clarice Lispec­tor, der frem­stiller sig selv som et skri­gende objekt. At lægerne fjern­er stin­gene erfares som et angreb på hen­des “integritet” – hun er et objekt i deres vold. Men tavs er hun ikke. Når der nu er anled­ning til at skrige, kan man ligeså godt få det gjort så grundigt som muligt: Skrige godt og for­løsende grundigt ad for­tiden, nuti­den og fremti­den.

Og end­skønt for­fat­teren inden udgivelsen bestem­mer sig for at fjerne de mest genk­endelige, per­son­lige ref­er­encer fra Água viva er tek­sten stadig forankret i en udsigelses­po­si­tion, som lign­er klum­mens og arbe­jd­sti­tlens “skri­gende objekt”. Intens smerte og intens for­løs­ning er uad­skil­lelige kom­po­nen­ter i tek­stens bestræ­belse på at gen­føde sub­jek­tet til en ny til­stand som desub­jek­tiveret del af livets lev­ende strøm. Eller måske som vand­mand? Titlen Água viva bety­der i hvert­fald både “rindende, lev­ende vand” og “vand­mand”, hvor vand­man­den her på flere måder (alt afhængig hvilken type vand­mand, der er tale om – den bræn­dende, giftige slags eller den blot våde hvirvel­løshed) udgør en ret præ­cis dan­tesk con­tra­pas­so til det for­brændte, skri­gende objekt, der ved udgivelsen ikke læn­gere er tek­stens man­i­feste, men dog latente, fortegn.

Água viva udgør, både via sin ryt­miske mate­ri­alitet og sine reversible billed­dan­nelser, et forsøg på at frem­skrive en ny og fak­tisk post-human til­stand ved at lade sub­jek­tet blive “ugjort” – og det pro­jekt, hvis både smerte­fulde og for­løsende karak­ter fremgår af tek­stens berømte åbn­ingslin­jer, artikuleres netop som et skrig eller et hyl:

Det er med vild glæde. Et sandt hal­lelu­ja. Hal­lelu­ja, råber jeg, et hal­lelu­ja ibland­et det mørkeste men­neske­lige hyl af adskil­lelsens smerte, men dog et skrig af dia­bol­sk lykke. For ingen hold­er mig fast læn­gere. Jeg har stadig min for­nuft – jeg har læst matem­atik, som er for­nuftens van­vid – men nu vil jeg grund­stof­fet – jeg vil ernære mig direk­te fra mod­erk­a­gen. Jeg er lidt bange: bange for at give mig hen, for det næste øje­b­lik er det ukendte. Skaber jeg det næste øje­b­lik? eller bliv­er det til af sig selv? Vi skaber det sam­men med vort ånd­e­dræt. Behændigt som tyre­fægteren i are­naen.”

Det er vildt at læse Água viva. Meget vildt. Og det min­der ikke det mind­ste om at læse hverken Kaf­ka, Rilke, Rim­baud eller Hei­deg­ger. Lispec­tor skriv­er anti-antropocen­trisk lit­ter­atur, der alligev­el er skrevet med (kvinde-)kroppen. Og hun skriv­er fra alle tænke­lige fas­er af frigørelsen. Hun er enormt nem at læse og enormt hård at læse. For hun skriv­er, som der står i Água viva, måske til os fra en anden ver­den – en ver­den hin­sides det men­neske­lige blik:

Jeg skriv­er til dig for­di jeg ikke forstår mig selv.

Men jeg går selv videre. Smidigt. Den skov hvori jeg over­lever for at være til er et sandt mys­teri­um. Men nu tror jeg det sker. Det bety­der: jeg træder ind. Jeg vil kalde det: i mys­teri­et. Jeg er selv mys­tisk og inde i ker­nen hvor jeg svøm­mer rundt som en urcelle. En dag sagde jeg bar­nagtigt: jeg kan alt. Det var en foru­danelse af en dag at kunne give los og lade mig føre væk fra enhver form for lovmæs­sighed. Smidig. En vild glæde: den hem­melige ekstase. Jeg kan digte en tanke. Jeg fornem­mer nyhe­dens tur­bu­lens. Men jeg er godt klar over at det jeg skriv­er blot er en tone.

I denne kerne får jeg en under­lig fornem­melse af ikke at tilhøre den men­neske­lige race.”

Ja, den fornem­melse genk­ender jeg sagtens fra min læs­ning af Clarice. Hvilket naturligvis er ment som den stærk­est tænke­lige anbe­fal­ing.

Elis­a­beth Fri­is er docent i Lit­ter­aturv­i­den­skab, Lunds Uni­ver­sitet, redak­tør af Kri­tik og redak­tør af For­laget Are­nas Clarice Lispec­tor-udgivelser. Sen­este udgivelse: Eros. Lem­meløs­ning og bevingede ord i tidlig, græsk poe­si, For­laget Upress, 2015.


Clarice Lispec­tor på dan­sk:

Stjer­nens time Over­sat af Peer Sibast, Husets For­lag, 1989.
Pas­sio­nen ifølge G.H af over­sat af Peer Sibast, Husets For­lag, 1995.
Fam­i­liebånd Over­sat af Tine Lykke Pra­do, For­laget Are­na, 2011.
Água viva Over­sat af Tine Lykke Pra­do. Udkom­mer på For­laget Are­na, okto­ber, 2015.

Anvendt lit­ter­atur i øvrigt:

Clarice Lispec­tor: Dis­cov­er­ing the World, Car­canet, 1992.
Ben­jamin Moser: Why This World: A Biog­ra­phy of Clarice Lispec­tor, Oxford Uni­ver­si­ty Press, 2012.
Mar­ta Peixo­to: Pas­sion­ate Fic­tions: Gen­der, Nar­ra­tive, and Vio­lence in Clarice Lispec­tor, Uni­ver­si­ty of Min­neso­ta Press, 1992.

1Peixo­to [1992, 60–82] omtaler ver­sion­erne. Jeg har per­son­ligt kon­sul­teret en af dem og her­af fremgår af manuskript­for­si­den føl­gende tre-fire titler tydeligt: ”obje[c]to gri­tante” (m. skrive­mask­i­neskrift), herun­der  en (under?)-titel, ligeledes m. skrive­mask­i­neskrift: ”monol­o­go com á vida” (over­streget med kuglepen) + en svært læselig, over­streget titel ligeledes skrevet med kuglepen og et tydeligt Água Viva i hjør­net (i par­entes, skrevet med kuglepen og stor, rund skrift).

2Detal­jerne kan stud­eres i Ben­jamin Mosers biografi om Lispec­tor [2012]. Samme Moser synes i sit forord til den engelske over­sæt­telse af Água viva at glæde sig over at Lispec­tor befriede sit endelige manuskript for per­son­ligt stof og siger om den tidligere manuskriptver­sion Obje­to gri­tante: ”If at times the man­u­script is as bril­liant and inspired as the mature work of a great artist, at oth­er times it is as dull and unin­spired as a housewife’s neigh­bor­ly chitchat.” [2012a, viii]

Scroll til toppen