Members_of_the_Royal_Commission_on_Coast_Erosion_and_Afforestation,_1906-1911_by_Sir_(John)_Benjamin_Stone

Lad os nedsætte en kommission! Det er den strategi som politikere i de seneste årtier har tyet til, når de er stødt på økonomiske spørgsmål, som både er komplekse og afgørende for statens velfærd. Men hvad er en kommission egentlig, og hvorfor bliver vi ved med at nedsætte dem?

Vi opret­ter kom­mis­sion­er for skat, pro­duk­tivitet, vækst, ressourcer og miljø. Her sam­les nogle af statens klo­geste hov­ed­er for at komme frem til løs­ninger på de økonomiske prob­le­mer, som regerin­gen og andre magt­fulde instanser i sam­fun­det ser enten far­er eller mulighed­er i. Over­be­vis­nin­gen er, at selvom der er megen viden om økonomien i sam­fun­det til enhver giv­en tid, så er det væsentligt at sam­le og koordinere ini­tia­tiv­er og ind­sigter, så man ikke bliv­er hægtet af udviklin­gen i andre region­er.

Særligt i et lille land som Dan­mark er denne koordiner­ing nød­vendig for ikke at blive fanget på det fork­erte ben, når der kom­mer nye ton­er fra vores større han­delspart­nere – som Tysk­land, USA, Eng­land. Omvendt er det besyn­derligt, at der oprettes så mange danske kom­mis­sion­er da vi jo allerede er en del af større poli­tiske han­dels­fæl­lessk­aber  – EU, WTO og OECD – som jo ellers offi­cielt vil fremme økonomien blandt alle de lande, der er medlem­mer. Her sid­der end­nu flere kloge hov­ed­er og reg­n­er på, hvor­dan økonomien kan udvikle sig bedst for alle. Og alligev­el føl­ger vores danske økonomer udviklin­gen tæt og er parate med løs­ninger, så et lille land ikke bliv­er mast i de store økonomiske hjul.

En del af fork­larin­gen på denne lokalpa­tri­o­tiske til­gang til økonomien er, at idéen om at værne om den lokale velfærd er ældre end de velfærdsstater, som voksede frem efter anden ver­den­skrig. Længe inden de europæiske stater var blevet til nation­al­stater fra midten af 1800-tal­let, fandtes der blandt mange økonomiske tænkere en klar forestill­ing om, at min­dre magt­fulde region­ers økonomi­er kunne blive klemt af store imperier.

Fra starten af 1700-tal­let blev økonomiske forhold sat på dag­sor­de­nen som et lokalt forsvarsværn imod store staters ekspan­sive inter­ess­er og effek­tivis­erede for­mer for land­brug og pro­duk­tion. Snart var den nyt­tige viden et sam­lepunkt for patri­o­tiske kræfter i forskel­lige europæiske lokalsam­fund, hvor der fra omkring 1720’erne blev stiftet en lang række foreninger eller sel­sk­aber, som netop fokuserede på økono­mi, land­brug viden og fædrelandets økonomiske beskyt­telse. Her diskuterede man helt eksplic­it den økonomiske poli­tik, men fokus var hele tiden på prak­tiske foranstalt­ninger, der skulle gøre den lokale udvikling bæredygtig.

Disse økonomiske foreninger bestod af magt­fulde mænd med egne inter­ess­er og ikke stats­be­talte økonomer, som i vor tids kom­mis­sion­er og råd. Men forestill­in­gen om, at region­er inden­for lille område havde en opgave om at beskytte nogle lokale forhold imod ‘glob­ale kræfter’ har alt­så flo­r­eret i Europa i næsten 300 år.

De første økonomiske sel­sk­aber opstod i per­ife­rien til den frem­busende engelske økono­mi i 1700-tal­let: Skot­land og Irland. Irland havde været en del af det britiske imperi­um siden Hen­ry VIII (1491−1547) havde ero­bret det i 1536, mens Skot­land i 1701 blev en del af den britiske Union efter lange forhan­dlinger mellem de to lan­des magteliter. Eng­land havde imi­dler­tid en rigere og mere avanceret pro­duk­tion end både Skot­land og Irland. I takt med at et frit ‘indre marked’ udviklede sig mellem de tre lande, blev den irske og skotske adel snart klar over, hvilke føl­ger denne ulighed kunne få for deres respek­tive økonomi­er.

Den over­leg­ne engelske land­brugs- og tek­stil­teknik lagde pres på irske og skotske pro­duk­ter, hvor pro­duk­tio­nen var dyrere. I fraværet af en egen cen­tral­magt – den engelske kro­ne sørgede bedst for Eng­lands egen pro­duk­tion  – så udviklede debat­ten for at finde en løs­ning sig mere lokalt i Irland og Skot­land. For størsteparten af de irske og skotske eliter, så var det klart, at ethvert forsøg på at løs­rive sig – og opbygge en egen stat for at udvikle lokaløkonomien – var døds­dømt imod så stærk en mil­itær­magt som Eng­land. I stedet for at satse på den tra­di­tionelle stat­sræ­son var man der­for nødt til at tænke i mere prak­tiske baner. Det blev start­skud­det til en mere fokuseret beskæftigelse med helt lokale pro­duk­tions­forhold og med sam­men­hæn­gen imellem forskel­lige lokale erhverv.

Det første økonomiske sel­skab blev opret­tet i Skot­land i 1723 under navnet ‘The hon­or­able soci­ety of Improvers for the Knowl­edge of Agri­cul­ture in Scot­land’. Få år senere, i 1731, grund­lagde en gruppe af ind­fly­delses­rige borg­ere det irske ‘Dublin Soci­ety, for the improv­ing hus­bandry, man­u­fac­tures and oth­er use­ful arts’.

Navnet på sel­sk­aberne giv­er os en række nøgler til at forstå, hvad det var medlem­merne gerne ville opnå. Det cen­trale var at opnå en forbedring og det gjaldt især land­brugspro­duk­tio­nen, som skulle være mang­foldig og ikke blot levere korn til det engelske mod­er­land. Når der i det irske til­fælde også var til­fø­jet ‘man­u­fak­tur’, så hang det sam­men med, at det var blevet soleklart i 1730’erne, at det ville blive svært over­hovedet at bibeholde en lokal pro­duk­tion af tek­stil­er, når man var en del af det britiske imperi­ums pro­duk­tion­s­mask­ine.

Deru­dover er det væsentligt, at der blev lagt vægt på viden og nyt­tige kun­ster. Vi skal forstå kun­ster her som bredere end vores nutidi­ge begreb om malerier, skulp­tur­er og skue­spil. På engel­sk skel­ner man mellem det brede ‘arts’ og det kun­st­ner­iske ‘fine arts’, mens det er lidt mere uklart på dan­sk. I 1700-tal­lets engel­sk­tal­ende kon­tekst var ordet ‘art’ vigtigt, for­di det beteg­nede den inno­va­tion, der ikke direk­te hørte ind under viden­sk­aberne.

De økonomiske sel­sk­aber var da netop heller ikke et sted for samti­dens uni­ver­sitets­folk, men nærmere for dem, der havde uddan­nelse bag sig og nu, med magt­fulde posi­tion­er i sam­fun­det, øjnede mulighe­den for at omsætte viden til bedre pro­duk­tions­forhold og en forbedret økono­mi. I både det skotske og det irske til­fælde, så var dette et for­mål, som forskel­lige dele af eliten kunne sam­les om.

Idéen om at sam­le sig i økonomiske sel­sk­aber bredte sig fra de britiske øer til kon­ti­nen­tet i løbet af 1750’erne, da et sel­skab blev stiftet i Bre­tagne i Frankrig. Dette var en egn, som tra­di­tionelt både havde haft selvstændi­ge eliter og gode forbindelser til de britiske øer. Nu var Bre­tagne en del af det franske kon­gerige, der, lige­som Eng­land, havde en cen­tral­ad­min­is­tra­tion, der tiltog sig stadig større magt over de økonomiske forhold. Bre­tonske adels­folk kunne der­for genk­ende behovet for at forbedre det lokale land­brug og den lokale pro­duk­tion, lige­som det var lykkes i de økonomiske sel­sk­aber i Skot­land og Irland.

Det kon­gelige danske land­hush­old­nings­sel­skab blev opret­tet i 1769 som det første danske økonomiske sel­skab. Selvom det, i lighed med de britiske og franske for­billed­er, var opret­tet af pri­vate kræfter, så var det knyt­tet til kon­gens magt, som navnet anty­der. Dette mark­er­er en forskel til den opfat­telse af sam­fund­søkonomien, som man kunne finde tæt­tere på de store stater i Europa. Hvor større imperier kæm­pede om den inter­na­tionale kom­mer­cielle magt, så var et lille imperi­um som det danske tvunget til at tænke ‘indad’ for ikke at blive klemt i de stores spil.

Mens en række oplysningstænkere omkring den danske konge tog denne opgave på sig i det kon­gelige sel­skab, så opstod der en lang række lokale sel­sk­aber rundt omkring i resten af Dan­mark. En lig­nende udvikling kan fra 1770’erne ses i en lang række andre smås­tater, der ikke del­tog i Frankrigs, Preussens og Eng­lands kamp om imperiemagten. I Ital­ien, Ned­er­lan­dene og de tyske smås­tater blev de økonomiske sel­sk­aber helt cen­trale for selv­forståelsen og for den lokale udvikling helt ind i det 19. århun­drede.

De økonomiske og patri­o­tiske sel­sk­aber til­fø­jede en vigtig dimen­sion til opfat­telsen af det økonomiske spillerum i 1700- og 1800-tal­let. Fra at den poli­tiske økono­mi angik enten kon­gens guld­be­hold­ning eller det enkelte økonomiske men­neske, så blev det nu væsentligt for lokale eliter at sætte ord på de inter­ess­er, som de mente hele befolkn­ings­grup­per havde til fælles. Det patri­o­tiske ele­ment i den økonomiske udvikling afkrævede under­såt­terne, at de skulle omsætte deres fædreland­skærlighed til noget, der kunne sikre lokal udvikling.

Mens stater­ne udviklede et pro­fes­sionelt bureaukrati, så bidrog de økonomiske sel­sk­aber til mid­delk­lassens fremkomst med mere åbne fora, hvor de pro­duc­erende og menings­dan­nende eliter kunne mødes om en fælles sag. Indtil da var begre­bet om ‘folkets velfærd’ hov­ed­sageligt indgået i filosofiske og moralske skrifter, der sjældent vandt bredere gen­klang.

I 1750’erne erk­lærede filosofisk ind­stillede økonomiske tænkere sig som ‘ven­ner af men­neske­he­den’ og viede stolt deres kærlighed til hele klo­dens befolkn­ing. Det gjaldt både i Frankrig, hvor den økonomiske tænker Vic­tor de Riqueti Mirabeaus (1715−1789) hov­ed­værk netop hed Men­neskeven­nen (1756) og i den tysk-danske tra­di­tion, hvor stat­søkonomen von Justi (1717−1771) brugte Mirabeaus vend­ing, når han skulle beskrive forde­lene ved sit stramt kon­trollerede økonomiske sys­tem. I 1770’erne var tankerne om patri­o­tisme og fædreland­skærlighed imi­dler­tid blevet så stærke, at Joseph von Son­nen­fels (1732−1817), der ellers var Justis hen­givne elev, kaldte et af sine økonomiske hov­ed­værk­er for Fædreland­skærlighe­den. Her havde det nye fokus på lokalpa­tri­o­tisme sat et klart spor i den ellers så kos­mopoli­tiske økonomiske tænkn­ing.

På den måde var et par­løb imellem økonomisk tænkn­ing og nation­al velfærd blevet grund­lagt både foren­ingsmæs­sigt og teo­retisk. Det er en kobling, som kun blev stærkere i løbet af det 19. århun­drede, hvor nation­al­stater­ne blev grund­lagt, og hvor det plud­selig gav mening for den brede befolkn­ing i europæiske lande at iden­ti­fi­cere sig med natio­nen. Mod­erne økono­mi kædes oftest sam­men med åbne grænser og glob­ale fordele ved fri­han­del, og føl­ger man teori­erne, så burde nationale og regionale økonomiske hen­syn være over­flødi­ge. Men den lange tra­di­tion fra økonomiske sel­sk­aber til nationale kom­mis­sion­er vis­er os, at der altid har været en skep­sis omkring, hvor­dan man omsæt­ter økonomisk viden til i sand­hed at gavne alle og enhver.

Tek­sten er fra bogen Pen­gene & Livet, som er udgivet på Infor­ma­tions For­lag. De fire for­fat­tere er idéhis­torikere med tilknyt­ning til idéhis­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet.