Hvis det normale var en diagnose
Den danske hospitalspsykiatri har for længst begravet og glemt den skotske psykiater Ronald D. Laings idéer. Fordi de betragtes som alt for radikale. En kommende film er imidlertid blot et blandt flere udtryk for, at arven fra Ronald D. Laing lever i bedste velgående.
Filminstruktøren Robert Mullan har skrevet tre bøger om den skotske psykiater, der 26 år efter sin død i 1989 stadig er et særdeles omstridt navn inden for psykiatrien. I 2016 begynder Mullans optagelser til Metanoia. Filmtitlen henviser til Laings betegnelse for den psykologiske proces, hvorigennem et menneske opløser sit normalitetstilpassede ego og genopbygger sig selv. Biograffilmen vil fokusere på Laings oprettelse af behandlingscentret Kingsley Hall i London i perioden fra 1965 til 1970. Laing fremstår netop i 1960’erne og 1970’erne som en slags ypperstepræst for de kræfter, der vil reformere psykiatrien gennem et opgør med biomedicinen og magtstrukturen i det psykiatriske system. Laings idéer giver på dette tidspunkt genlyd langt uden for psykiatriens institutionelle rammer og bliver en del af tidens kampe imod det borgerlige samfunds normer og institutioner. Mange glemmer dog Laing, da ungdomsoprøret ebber ud, og biopsykiatrien får en renæssance.
Den kommende film er ikke det eneste tegn på, at Laing ikke er helt glemt. Flere af talerne på dette års World Congress for Existential Therapy 2015 i London viste, at Laings idéer igen har international interesse. Desuden bliver der i disse år udgivet adskillige bøger og artikler, som prøver at løfte arven efter et af de mest markante indslag i psykiatriens historie. Laings perspektiver har ikke mindst betydelige filosofisk relevans. Fordi Laing betragter begreberne om sindssygdom, galskab og psykisk lidelse som problemer, der har lige så meget filosofisk som medicinsk karakter. Samtidig bygger Laing det meste af sin karriere på den antagelse, at en sand psykiatri må udformes som en slags filosofisk lægepraksis til heling af sjælen.
Men hvem var Laing, og hvori bestod hans idéer? Og hvorfor har den konventionelle psykiatri dømt Laing og hans idéer ude med stemplet ’bad standing’? Disse spørgsmål er vigtige at besvare i en tid, hvor psykiatriske diagnoser er mere udbredte end nogensinde og samtidig er blevet en del af den fælleskulturelle bevidsthed.
Eksistentiel-fænomenologisk psykiatri
Laing bliver gerne beskrevet som en særdeles begavet ung mand, der i en alder af 17 år påbegynder sit lægestudium ved Glasgow University. Som supplement til det lægevidenskabelige curriculum opretter Laing en sokratisk diskussionsklub og studerer omhyggeligt de største tyske og franske filosoffer fra især den eksistentielle og fænomenologiske tradition. Laing bliver desuden specielt interesseret i den franske psykiater Eugéne Minkowski, der bliver kendt for en omfattende indarbejdning af fænomenologien i psykopatologien. I kølvandet på den tyske psykiater Karl Jaspers mener Minkowski, at den fænomenologiske metode skal fungere som et alternativ til den konventionelle psykiatri og den naturvidenskabeligt orienterede psykopatologi, der er forankret i idealet om det objektive kliniske blik. Fænomenologien giver nemlig adgang til at beskrive de psykiatriske patienters levede erfaringer af tid og rum. På den baggrund kan Minkowski i værket La schizophrénie fra 1927 gøre rede for, hvordan skizofrene patienter mangler det normale menneskes vitale kontakt med virkeligheden. Allerede inden Laing afslutter lægestudiet som 23-årig i 1951, har inspirationen fra den eksistentielle og fænomenologiske tradition ført ham til en konklusion: Den konventionelle bio- og neuropsykiatri er på vej i den forkerte retning.
Efter sin embedseksamen bliver Laing først tilknyttet en neurokirurgisk enhed i Killearn og derefter hærens lægekorps. Laing får i denne periode mellem 1951 og 1953 indsigt i et naturvidenskabeligt orienteret psykiatrisk system, der endnu ikke har mærket til den psykofarmakologiske revolution: Opdagelsen af antidepressiv og antipsykotisk medicin mellem 1952 og 1956. De særligt urolige patienter behandles med lobotomi (det hvide snit), mens de øvrige håndteres med spændetrøjer, gummiceller og elektrochok eller insulinindsprøjtninger, som fremkalder coma eller epileptiske anfald. Lægerne har et helt igennem asymmetrisk forhold til patienterne, som de på ingen måde forventes at tale med. Laing føler sig meget dårligt tilpas i dette system, som han mener er mere sindssygt end patienternes adfærd. Problemet er ikke bare den konventionelle psykiatris naturvidenskabelige grundlag men hele magtstrukturen og kommunikationen i det psykiatriske system. Laing ambition bliver derfor at skabe en mere humanistisk psykiatri, der tager udgangspunkt i patienternes oplevelser.
Imellem 1954 og 1955 benytter Laing sit eksistentielfænomenologiske udgangspunkt til at udføre et eksperiment på Gartnavel Hospital. I stedet for at træde til med medicin, elektrochok eller spændetrøje, skal sygehuspersonalet forholde sig i ro, når patienterne oplever kriser, og arbejde med at forbedre den gensidige relation mellem personale og patienter. Eksperimentet viser, at over en periode på 12 måneder bliver patienterne mere rolige og sociale, ligesom at mange af deres psykotiske symptomer forsvinder. Laings konklusion er, at karakteren af patienternes interpersonelle relationer ikke alene har betydning for udviklingen af patienternes sygdom, men også for behandlingen af deres symptomer.
Det spaltede selv
Laings interesse for patienternes oplevelser og betydningen af de interpersonelle relationer fører ham i 1956 til London. Her bliver han uddannet psykoanalytiker og får kontakt til nogle af tidens store relationsorienterede psykoanalytikere, Donald Winnicott og John Bowlby. Men Laing går sine egne veje – imod de etablerede institutioner. Hvilket bliver tydeligt, efter at Laing i 1960 udgiver sit absolutte hovedværk, Det spaltede selv. Den schweiziske psykiater Ludwig Binswanger har allerede i 1930’erne lanceret en eksistentiel fænomenologisk tilgang til psykiatrien, der er baseret på den tyske filosof Martin Heideggers tidlige idéer.
Laings værk trækker imidlertid langt større veksler på den franske filosof Jean-Paul Sartre. Især Sartres analyse af blikket fra Væren og intet fra 1943. Laing prøver nemlig at demonstrere, hvordan det lige netop er truslen fra den andens blik, der fører nogle patienter til at afspalte sig selv fra virkeligheden og i sidste ende udvikle skizofreni. Med andre ord prøver Laing at demonstrere, hvordan psykiatrien ikke kan begribe de skizofrene patienter ved at forstå dem udefra gennem et objektivt blik. Psykiateren må i stedet forsøge at leve sig ind i de skizofrenes oplevelser, og hermed viser skizofrenien sig som en helt igennem meningsfuld beskyttelse mod overvældende angst. En beskyttelsesstrategi, som bunder i, at patienten mangler indre ontologisk tryghed og derfor ikke kan møde verden og andre mennesker med tillid.
Laings forståelse af skizofrenien bryder fuldstændigt med datidens biologiske og neurovidenskabelige tilgange, og hans værk får et enormt gennemslag. Ved Laings død i 1989 er der solgt 700.000 eksemplarer alene i England. Allerede i 1964 udvider Laing sit perspektiv med værket Familieliv, som han udgiver sammen med den britiske psykiater Aaron Esterson. Laing har fået kendskab til den amerikanske antropolog Gregory Bateson, der i 1956 lancerer double bind-teorien om, at skizofreni skyldes modsigelsesfyldt kommunikation i familier. På den baggrund laver Laing og Esterson en række studier af familier med skizofrene familiemedlemmer. Og viser hvordan skizofrenien forårsages af dysfunktionelle familiemønstre, der skaber ontologisk utryghed hos de svage familiemedlemmer.
Efter udgivelsen af disse to bøger bliver Laing den mest kendte psykiater i Storbritannien. Nogensinde. Og bryder helt med det psykiatriske system og den konventionelle psykiatris ideer. Laing er især interesseret i skizofreni, som han mener indeholder en naturlig helbredelsesproces. Helbredelsen skal bare slippes løs inden for nogle trygge og åbensindede rammer. Et terapeutisk samfund, der kan udgør en erstatningsfamilie for patienterne. Som slet ikke længere skal være patienter men indgå på lige fod med psykiaterne i disse samfund, der bliver gjort til virkelighed med omdannelsen af Kingsley Hall i London i 1965. Her eksperimenteres med demokratisering af terapien og LSD-behandling. Stedet bliver et samlingspunkt for poeter, kunstnere og venstreorienterede. Indtil Kingsley Hall lukker i 1970 på grund af manglende vedligeholdelse. Ikke mindst fra den rastløse Laing, som for længst har bevæget sig videre.
Radikal psykiatri
Laing gør mere oprør. Mod etablissementet. Ikke blot mod den konventionelle psykiatri men mod hele det borgerlige samfund. I 1967 udkommer dobbeltværket Oplevelsens politik og paradisfuglen. Laing skruer her op for retorikken og langer ud mod det normale samfund, fordi normale mennesker er så langt ude, at alle andre bliver syge af at være sammen med dem. Normaliteten er social undertrykkelse af erfaringen, og i virkeligheden er de normale mennesker de allermest forstyrrede, som udøver vold over deres omgivelser i et ekstremt omfang.
Men Laing ønsker at bevare et ben i det almindelige samfund. På et tidspunkt må han sige fra over for tidens eksperimenter med stoffer. Da den engelske psykiater David Cooper lancerer anti-psykiatrien sammen med en række kolleger, prøver Laing at undvige bevægelsen, fordi Laing først og fremmest betragter sig selv som psykiater. En fredselskende filosof. Ikke en politisk revolutionær. Laing får dog alligevel prædikatet anti-psykiater på sig og ender med at flygte en årrække til Indien for at undslippe offentligheden og tidens mest radikale protester.
Genfødsel og fald
Da Laing vender tilbage til Vesten, kaster han sig over alternativ psykiatri – Rebirthing. Vores fødsel er afgørende for vores velbefindende. Laing mener, at han kan huske sin egen fødsel og arrangerer seancer, hvor folk kan genfødes. Han betragter efterhånden sig selv mere som poet end som psykiater. Hans kritikerskare vokser samtidig. Da Laing udgiver bogen Do You Love Me? i 1976, udtaler den engelske adfærdspsykolog Hans Eysenck, at han hellere ville læse en kommunal rapport om kloakrør, for den foregiver da i det mindste ikke noget.
Laing bliver mere og mere marginaliseret. Hans tidligere popularitet forsvinder, og han bliver alkoholmisbruger. I begyndelsen af 1980’erne får han det indfald, at hans drikkeri skyldes, at han rummer en vikingeånd. Livet falder dog mere og mere fra ham, og i 1987 får han frataget sin autorisation som læge. Det system, som han har bekæmpet siden sin ungdom har nu fået skovlen under ham.
Efter mange år i England, USA og Indien vælger Laing at flytte hjem det samme år. Hvor han fylder 60 år. Glasgow Herald trykker i den anledning en helsides artikel, som kalder Laing for Skotlands største intellektuelle: Forfatter til Det spaltede selv, som ifølge avisen udgør en milepæl i det 20. århundredes psykologi og psykiatri. Laing bliver endelig ædru og når at give en række interviews til en ny biografi om ham, inden han dør i 1989.
Laing i det 21. århundrede
Historien om Laing er på mange måder den klassiske historie om en stor begavelse, der bliver forført af sin egen trods imod samfundets normer og institutioner og ender med at fjerne tæppet under sig selv. Når Laing igen vinder gehør, er det ikke mindst fordi, at hans værker fra 1960’erne stiller nogle spørgsmål, som stadig har relevans.
Den aktuelle interesse for Laing kredser hovedsageligt om Det spaltede selv. I kølvandet på 50-års jubilæet udkom et særnummer af International Journal of Psychotherapy om Laings bog, og Theodor Itten og Courtenay Young udgav den digre antologi R. D. Laing. 50 Years since The Divided Self. Laing hovedværk fra 1960 fremstår stadig som en genial skildring af den skizofrene oplevelse, om end værket lyder af den samme skavank som dets mest rendyrkede biopsykiatriske modstandere. Set med nutidens øjne er Laings perspektiv alt for ensidigt, og det formår ikke at formidle kompleksiteten i fænomenet skizofreni.
Laing og hans tilgang er ikke ligefrem comme il faut inden for det psykiatriske system i 2015. Den dominerende psykiatri er igen blevet meget biologisk og neurovidenskabeligt orienteret. Da Laing netop var en indædt kritiker af bio- og neuropsykiatrien, og samtidig satte sig op imod hele det psykiatriske system, er han kommet til at fremstå som psykiatriens enfant terrible. Var Laing ikke blevet koblet på antipsykiatrien, havde han måske formået at sætte sig mere frugtbare spor i psykiatriens historie. Til gengæld har hans perspektiver i dag et vist gennemslag inden for socialpsykiatrien, den filosofiske terapi og den eksistentielle terapi. Det gælder især forståelsen af, hvordan terapien altid må tage udgangspunkt i et møde med klienten i hans eller hendes livsverden. Samtidig har Laings begreb om den ontologiske utryghed fået en vis betydning. Den engelske sociolog Anthony Giddens bruger det til at indfange det senmoderne menneskes generelle tilstand i samfundet, og den hollandsk-britiske psykolog og filosof Emmy van Deurzen har beskrevet fænomenet som kernen i alle psykiske lidelser.
Laings forståelse af den familiære og sociale baggrund for psykiske lidelser er ikke i takt med tidens kliniske fokus på individet. Til gengæld giver den aktuelle vækst i forekomsten af psykiske lidelser god grund til at genoplive et kultur- og socialvidenskabeligt perspektiv på stress, angst og depression. Desuden har en række undersøgelser fra de senere år underbygget forestillingen om, at familieforhold har væsentlig betydning for udviklingen af selv svære psykiske lidelser som skizofreni. Fremvæksten af behandlingstilgangen ’Åben dialog’ er blot et af eksemplerne på, at der igen er interesse for interpersonelle tilgange til svære sindslidelser.
Endelig har Laings kritik af den sociale normalitet stor relevans i en tid, hvor den sociale ensretning er på vej tilbage. Samtidig tyder forekomsten af stress, angst og depression netop på, at det senmoderne menneske har svært ved at tilpasse sig normerne i konkurrencestaten. Er det normale så egentligt sundt?
Anders Dræby Sørensen er forskningsmedarbejder ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet.