Hvis det normale var en diagnose

Stilbillede fra Luke Fowlers portræt af Robert D. Laing - All Divided Selves. Rettigheder: Luke Fowler, Otherfilm.org.
Stil­billede fra Luke Fowlers portræt af Robert D. Laing “All Divid­ed Selves”. Ret­tighed­er: Luke Fowler, Otherfilm.org.

Den danske hospitalspsykiatri har for længst begravet og glemt den skotske psykiater Ronald D. Laings idéer. Fordi de betragtes som alt for radikale. En kommende film er imidlertid blot et blandt flere udtryk for, at arven fra Ronald D. Laing lever i bedste velgående.


Filmin­struk­tøren Robert Mul­lan har skrevet tre bøger om den skotske psyki­ater, der 26 år efter sin død i 1989 stadig er et særde­les omstridt navn inden for psyki­a­trien. I 2016 beg­y­n­der Mul­lans optagelser til Metanoia. Filmti­tlen hen­vis­er til Laings beteg­nelse for den psykol­o­giske pro­ces, hvorigen­nem et men­neske opløs­er sit nor­malitet­stil­passede ego og genop­byg­ger sig selv. Biograf­fil­men vil fokusere på Laings opret­telse af behan­dlings­cen­tret Kings­ley Hall i Lon­don i peri­o­den fra 1965 til 1970. Laing frem­står netop i 1960’erne og 1970’erne som en slags ypper­stepræst for de kræfter, der vil reformere psyki­a­trien gen­nem et opgør med bio­med­i­ci­nen og magt­struk­turen i det psyki­a­triske sys­tem. Laings idéer giv­er på dette tid­spunkt gen­lyd langt uden for psyki­a­triens insti­tu­tionelle ram­mer og bliv­er en del af tidens kampe imod det borg­erlige sam­funds normer og insti­tu­tion­er. Mange glem­mer dog Laing, da ung­dom­so­prøret ebber ud, og biop­syki­a­trien får en renæs­sance.

Den kom­mende film er ikke det eneste tegn på, at Laing ikke er helt glemt. Flere af talerne på dette års World Con­gress for Exis­ten­tial Ther­a­py 2015 i Lon­don viste, at Laings idéer igen har inter­na­tion­al inter­esse. Desu­den bliv­er der i disse år udgivet adskil­lige bøger og artik­ler, som prøver at løfte arven efter et af de mest markante ind­slag i psyki­a­triens his­to­rie. Laings per­spek­tiv­er har ikke mindst bety­delige filosofisk rel­e­vans. For­di Laing betragter begre­berne om sindssyg­dom, gal­skab og psykisk lidelse som prob­le­mer, der har lige så meget filosofisk som med­i­cin­sk karak­ter. Sam­tidig byg­ger Laing det meste af sin kar­riere på den antagelse, at en sand psyki­a­tri må udformes som en slags filosofisk lægeprak­sis til heling af sjælen.

Men hvem var Laing, og hvori bestod hans idéer? Og hvor­for har den kon­ven­tionelle psyki­a­tri dømt Laing og hans idéer ude med stem­plet ’bad stand­ing’? Disse spørgsmål er vigtige at besvare i en tid, hvor psyki­a­triske diag­noser er mere udbredte end nogensinde og sam­tidig er blevet en del af den fælleskul­turelle bev­id­s­thed.

Eksistentiel-fænomenologisk psykiatri

Laing bliv­er gerne beskrevet som en særde­les begavet ung mand, der i en alder af 17 år påb­eg­y­n­der sit læges­tudi­um ved Glas­gow Uni­ver­si­ty. Som sup­ple­ment til det lægev­i­den­sk­a­belige cur­ricu­lum opret­ter Laing en sokratisk diskus­sion­sklub og stud­er­er omhyggeligt de største tyske og franske filosof­fer fra især den eksis­ten­tielle og fænom­e­nol­o­giske tra­di­tion. Laing bliv­er desu­den specielt inter­esseret i den franske psyki­ater Eugéne Minkows­ki, der bliv­er kendt for en omfat­tende indar­be­jd­ning af fænom­e­nolo­gien i psykopa­tolo­gien. I køl­van­det på den tyske psyki­ater Karl Jaspers men­er Minkows­ki, at den fænom­e­nol­o­giske metode skal fun­gere som et alter­na­tiv til den kon­ven­tionelle psyki­a­tri og den naturv­i­den­sk­a­beligt ori­en­terede psykopa­tolo­gi, der er forankret i ide­alet om det objek­tive kliniske blik. Fænom­e­nolo­gien giv­er nem­lig adgang til at beskrive de psyki­a­triske patien­ters lev­ede erfaringer af tid og rum. På den bag­grund kan Minkows­ki i vær­ket La schiz­o­phrénie fra 1927 gøre rede for, hvor­dan ski­zofrene patien­ter man­gler det nor­male men­neskes vitale kon­takt med virke­lighe­den. Allerede inden Laing afs­lut­ter læges­tudi­et som 23-årig i 1951, har inspi­ra­tio­nen fra den eksis­ten­tielle og fænom­e­nol­o­giske tra­di­tion ført ham til en kon­klu­sion: Den kon­ven­tionelle bio- og neu­rop­syki­a­tri er på vej i den fork­erte ret­ning.

Efter sin embed­sek­samen bliv­er Laing først tilknyt­tet en neu­rokirur­gisk enhed i Kil­learn og derefter hærens lægeko­rps. Laing får i denne peri­ode mellem 1951 og 1953 ind­sigt i et naturv­i­den­sk­a­beligt ori­en­teret psyki­a­trisk sys­tem, der end­nu ikke har mær­ket til den psyko­far­makol­o­giske rev­o­lu­tion: Opdagelsen af anti­de­pres­siv og antip­syko­tisk med­i­cin mellem 1952 og 1956. De særligt urolige patien­ter behan­dles med lobot­o­mi (det hvide snit), mens de øvrige håndteres med spæn­de­trø­jer, gum­mi­celler og elek­tro­chok eller insulinind­sprøjt­ninger, som fremkalder coma eller epilep­tiske anfald. Lægerne har et helt igen­nem asym­metrisk forhold til patien­terne, som de på ingen måde for­ventes at tale med. Laing føler sig meget dårligt tilpas i dette sys­tem, som han men­er er mere sindssygt end patien­ternes adfærd. Prob­lemet er ikke bare den kon­ven­tionelle psyki­a­tris naturv­i­den­sk­a­belige grund­lag men hele magt­struk­turen og kom­mu­nika­tio­nen i det psyki­a­triske sys­tem. Laing ambi­tion bliv­er der­for at skabe en mere human­is­tisk psyki­a­tri, der tager udgangspunkt i patien­ternes oplevelser.

Imellem 1954 og 1955 benyt­ter Laing sit eksis­ten­tielfænom­e­nol­o­giske udgangspunkt til at udføre et eksper­i­ment på Gart­navel Hos­pi­tal. I stedet for at træde til med med­i­cin, elek­tro­chok eller spæn­de­trø­je, skal syge­hus­per­son­alet forholde sig i ro, når patien­terne oplever kris­er, og arbe­jde med at forbedre den gen­sidi­ge rela­tion mellem per­son­ale og patien­ter. Eksper­i­mentet vis­er, at over en peri­ode på 12 måned­er bliv­er patien­terne mere rolige og sociale, lige­som at mange af deres psyko­tiske symp­tomer forsvin­der. Laings kon­klu­sion er, at karak­teren af patien­ternes inter­per­son­elle rela­tion­er ikke alene har betyd­ning for udviklin­gen af patien­ternes syg­dom, men også for behan­dlin­gen af deres symp­tomer.

Det spaltede selv

Laings inter­esse for patien­ternes oplevelser og betyd­nin­gen af de inter­per­son­elle rela­tion­er før­er ham i 1956 til Lon­don. Her bliv­er han uddan­net psyko­an­a­lytik­er og får kon­takt til nogle af tidens store rela­tion­sori­en­terede psyko­an­a­lytikere, Don­ald Win­ni­cott og John Bowl­by. Men Laing går sine egne veje — imod de etablerede insti­tu­tion­er. Hvilket bliv­er tydeligt, efter at Laing i 1960 udgiv­er sit abso­lutte hov­ed­værk, Det spalt­ede selv. Den schweiziske psyki­ater Lud­wig Bin­swanger har allerede i 1930’erne lanceret en eksis­ten­tiel fænom­e­nol­o­gisk til­gang til psyki­a­trien, der er baseret på den tyske filosof Mar­tin Hei­deg­gers tidlige idéer.

Laings værk trækker imi­dler­tid langt større vek­sler på den franske filosof Jean-Paul Sartre. Især Sartres analyse af blikket fra Væren og intet fra 1943. Laing prøver nem­lig at demon­strere, hvor­dan det lige netop er truslen fra den andens blik, der før­er nogle patien­ter til at afs­palte sig selv fra virke­lighe­den og i sid­ste ende udvikle ski­zofreni. Med andre ord prøver Laing at demon­strere, hvor­dan psyki­a­trien ikke kan begribe de ski­zofrene patien­ter ved at forstå dem ude­fra gen­nem et objek­tivt blik. Psyki­ateren må i stedet forsøge at leve sig ind i de ski­zofrenes oplevelser, og hermed vis­er ski­zofre­nien sig som en helt igen­nem menings­fuld beskyt­telse mod overvældende angst. En beskyt­telsesstrate­gi, som bun­der i, at patien­ten man­gler indre ontol­o­gisk tryghed og der­for ikke kan møde ver­den og andre men­nesker med tillid.

Laings forståelse af ski­zofre­nien bry­der fuld­stændigt med dati­dens biol­o­giske og neu­rov­i­den­sk­a­belige til­gange, og hans værk får et enormt gen­nem­slag. Ved Laings død i 1989 er der sol­gt 700.000 eksem­plar­er alene i Eng­land. Allerede i 1964 udvider Laing sit per­spek­tiv med vær­ket Fam­i­lieliv, som han udgiv­er sam­men med den britiske psyki­ater Aaron Ester­son. Laing har fået kend­skab til den amerikanske antropolog Gre­go­ry Bate­son, der i 1956 lancer­er dou­ble bind-teorien om, at ski­zofreni skyldes mod­sigelses­fyldt kom­mu­nika­tion i fam­i­li­er. På den bag­grund laver Laing og Ester­son en række studi­er af fam­i­li­er med ski­zofrene fam­i­liemedlem­mer. Og vis­er hvor­dan ski­zofre­nien forår­sages af dys­funk­tionelle fam­i­liemøn­stre, der skaber ontol­o­gisk utryghed hos de svage fam­i­liemedlem­mer.

Efter udgivelsen af disse to bøger bliv­er Laing den mest kendte psyki­ater i Storbri­tan­nien. Nogensinde. Og bry­der helt med det psyki­a­triske sys­tem og den kon­ven­tionelle psyki­a­tris ideer. Laing er især inter­esseret i ski­zofreni, som han men­er inde­hold­er en naturlig hel­bre­delsespro­ces. Hel­bre­delsen skal bare slippes løs inden for nogle trygge og åbensind­ede ram­mer. Et ter­apeutisk sam­fund, der kan udgør en erstat­nings­fam­i­lie for patien­terne. Som slet ikke læn­gere skal være patien­ter men indgå på lige fod med psyki­ater­ne i disse sam­fund, der bliv­er gjort til virke­lighed med omdan­nelsen af Kings­ley Hall i Lon­don i 1965. Her eksper­i­menteres med demokra­tis­er­ing af ter­api­en og LSD-behan­dling. Stedet bliv­er et sam­lingspunkt for poet­er, kun­st­nere og ven­stre­ori­en­terede. Indtil Kings­ley Hall lukker i 1970 på grund af man­glende vedlige­hold­else. Ikke mindst fra den rastløse Laing, som for længst har bevæget sig videre.

Radikal psykiatri

Laing gør mere oprør. Mod etab­lisse­mentet. Ikke blot mod den kon­ven­tionelle psyki­a­tri men mod hele det borg­erlige sam­fund. I 1967 udkom­mer dobbeltvær­ket Oplevelsens poli­tik og par­ad­isfu­glen. Laing skruer her op for retorikken og langer ud mod det nor­male sam­fund, for­di nor­male men­nesker er så langt ude, at alle andre bliv­er syge af at være sam­men med dem. Nor­maliteten er social under­trykkelse af erfarin­gen, og i virke­lighe­den er de nor­male men­nesker de aller­mest forstyrrede, som udøver vold over deres omgivelser i et ekstremt omfang.

Men Laing ønsker at bevare et ben i det almin­delige sam­fund. På et tid­spunkt må han sige fra over for tidens eksper­i­menter med stof­fer. Da den engelske psyki­ater David Coop­er lancer­er anti-psyki­a­trien sam­men med en række kol­leger, prøver Laing at und­vige bevægelsen, for­di Laing først og fremmest betragter sig selv som psyki­ater. En fred­selsk­ende filosof. Ikke en poli­tisk rev­o­lu­tionær. Laing får dog alligev­el prædikatet anti-psyki­ater på sig og ender med at fly­gte en årrække til Indi­en for at und­slippe offent­lighe­den og tidens mest radikale pro­test­er.

Genfødsel og fald

Da Laing vender tilbage til Vesten, kaster han sig over alter­na­tiv psyki­a­tri — Rebirthing. Vores fød­sel er afgørende for vores vel­befind­ende. Laing men­er, at han kan huske sin egen fød­sel og arran­ger­er seancer, hvor folk kan gen­fødes. Han betragter efter­hån­den sig selv mere som poet end som psyki­ater. Hans kri­tik­er­skare vokser sam­tidig. Da Laing udgiv­er bogen Do You Love Me? i 1976, udtaler den engelske adfærd­sp­sykolog Hans Eysenck, at han hellere ville læse en kom­mu­nal rap­port om kloakrør, for den fore­giv­er da i det mind­ste ikke noget.

Laing bliv­er mere og mere mar­gin­alis­eret. Hans tidligere pop­u­lar­itet forsvin­der, og han bliv­er alko­holmis­bruger. I beg­y­n­delsen af 1980’erne får han det ind­fald, at hans drikkeri skyldes, at han rum­mer en vikingeånd. Livet falder dog mere og mere fra ham, og i 1987 får han frataget sin autori­sa­tion som læge. Det sys­tem, som han har bekæm­pet siden sin ung­dom har nu fået skovlen under ham.

Efter mange år i Eng­land, USA og Indi­en væl­ger Laing at fly­tte hjem det samme år. Hvor han fylder 60 år. Glas­gow Her­ald trykker i den anled­ning en hel­sides artikel, som kalder Laing for Skot­lands største intellek­tuelle: For­fat­ter til Det spalt­ede selv, som ifølge avisen udgør en milepæl i det 20. århun­dredes psykolo­gi og psyki­a­tri. Laing bliv­er endelig ædru og når at give en række inter­views til en ny biografi om ham, inden han dør i 1989.

Laing i det 21. århundrede

His­to­rien om Laing er på mange måder den klas­siske his­to­rie om en stor begavelse, der bliv­er for­ført af sin egen trods imod sam­fun­dets normer og insti­tu­tion­er og ender med at fjerne tæp­pet under sig selv. Når Laing igen vin­der gehør, er det ikke mindst for­di, at hans værk­er fra 1960’erne stiller nogle spørgsmål, som stadig har rel­e­vans.

Den aktuelle inter­esse for Laing kredser hov­ed­sageligt om Det spalt­ede selv. I køl­van­det på 50-års jubilæet udkom et sær­num­mer af Inter­na­tion­al Jour­nal of Psy­chother­a­py om Laings bog, og Theodor Itten og Courte­nay Young udgav den digre antolo­gi R. D. Laing. 50 Years since The Divid­ed Self. Laing hov­ed­værk fra 1960 frem­står stadig som en genial skildring af den ski­zofrene oplevelse, om end vær­ket lyder af den samme ska­vank som dets mest rendyrkede biop­syki­a­triske mod­standere. Set med nuti­dens øjne er Laings per­spek­tiv alt for ensidigt, og det for­mår ikke at formi­dle kom­plek­siteten i fænomenet ski­zofreni.

Laing og hans til­gang er ikke lige­frem comme il faut inden for det psyki­a­triske sys­tem i 2015. Den dominerende psyki­a­tri er igen blevet meget biol­o­gisk og neu­rov­i­den­sk­a­beligt ori­en­teret. Da Laing netop var en indædt kri­tik­er af bio- og neu­rop­syki­a­trien, og sam­tidig sat­te sig op imod hele det psyki­a­triske sys­tem, er han kom­met til at frem­stå som psyki­a­triens enfant ter­ri­ble. Var Laing ikke blevet koblet på antip­syki­a­trien, havde han måske for­mået at sætte sig mere frugt­bare spor i psyki­a­triens his­to­rie. Til gengæld har hans per­spek­tiv­er i dag et vist gen­nem­slag inden for socialp­syki­a­trien, den filosofiske ter­api og den eksis­ten­tielle ter­api. Det gælder især forståelsen af, hvor­dan ter­api­en altid må tage udgangspunkt i et møde med klien­ten i hans eller hen­des livsver­den. Sam­tidig har Laings begreb om den ontol­o­giske utryghed fået en vis betyd­ning. Den engelske soci­olog Antho­ny Gid­dens bruger det til at ind­fange det sen­mod­erne men­neskes generelle til­stand i sam­fun­det, og den hol­land­sk-britiske psykolog og filosof Emmy van Deurzen har beskrevet fænomenet som ker­nen i alle psykiske lidelser.

Laings forståelse af den famil­iære og sociale bag­grund for psykiske lidelser er ikke i takt med tidens kliniske fokus på indi­videt. Til gengæld giv­er den aktuelle vækst i forekom­sten af psykiske lidelser god grund til at geno­plive et kul­tur- og socialv­i­den­sk­a­beligt per­spek­tiv på stress, angst og depres­sion. Desu­den har en række under­søgelser fra de senere år under­bygget forestill­in­gen om, at fam­i­lieforhold har væsentlig betyd­ning for udviklin­gen af selv svære psykiske lidelser som ski­zofreni. Fremvæk­sten af behan­dlingstil­gan­gen ’Åben dia­log’ er blot et af eksem­plerne på, at der igen er inter­esse for inter­per­son­elle til­gange til svære sind­slidelser.

Endelig har Laings kri­tik af den sociale nor­malitet stor rel­e­vans i en tid, hvor den sociale ensret­ning er på vej tilbage. Sam­tidig tyder forekom­sten af stress, angst og depres­sion netop på, at det sen­mod­erne men­neske har svært ved at tilpasse sig normerne i konkur­rences­tat­en. Er det nor­male så egentligt sundt?

Anders Dræ­by Sørensen er forskn­ingsmedar­be­jder ved Soci­ol­o­gisk Insti­tut, Køben­havns Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen