Stemmer som sprækker. En meget kort introduktion til Ljudmila Petrusjevskaja

Ljudmila Petrusjevskaja
Ljud­mi­la Petrusjevska­ja i New York, 2009. Foto: David Shankbone.

Sovjetkulturen holdt af entydighed, optimisme og opbyggelighed, men den russiske forfatter Ljudmila Petrusjevskajas fortællere er alt andet end opbyggelige. De er tværtimod mestre i at få deres eget glansbillede til at krakelere.


Engang i beg­y­n­delsen af halvfem­serne fik Køben­havns Uni­ver­sitet besøg af den rus­siske for­fat­ter Ljud­mi­la Petrusjevska­ja. Jeg gæt­ter på, at det var omkring 1993, da hun godt kunne have besøgt Dan­mark i forbindelse med at der det år udkom to af hen­des værk­er på dan­sk: skue­spillet Tre kvin­der i det blå: kome­die i to akter og kortro­ma­nen Det er nat — den sid­ste kun et år efter at den var udkom­met i Rus­land.

Jeg var rus­siskstud­erende og havde netop skrevet opgave om Petrusjevska­ja sam­men med min med­stud­erende Jacque­line. For os begge var Petrusjevska­ja en nærmest sanse­berusende åben­bar­ing og en for­frisk­ende hudløs, rå og – ikke mindst – kvin­delig stemme, som vi ube­v­idst havde tørstet efter gen­nem flere års rus­siskstudi­er med hov­ed­sagelig man­dlige klas­siske og mod­erne for­fat­tere på pro­gram­met. Ikke at der var noget i vejen med dem, men tak alligev­el til daværende lek­tor Peter Ulf Møller, som præsen­terede os for Petrusjevska­ja.

Vi havde set meget frem til Petrusjevska­jas fore­drag, og når jeg nu ikke kan huske særlig meget af ind­hold­et, må det skyldes, at der var noget andet, der gjorde større indtryk på mig: For det første var der et utrolig stort frem­møde, selv i denne mere blom­strende tid for rus­siskstudi­et, og det skyldtes især repræsen­tan­ter for den køben­havnske rus­siske dias­po­ra. Et par af de mest ihærdi­ge fik hur­tigt drejet Petrusjevska­ja ind på en meget ind­forstået sam­tale om fælles omdrejn­ingspunk­ter fra deres for­tid i den sov­jetiske kul­tur­in­tel­li­gentsia. Blandt andet i Tagan­ka Teatret der havde været blandt de første til at sætte Petrusjevska­jas stykker op i firserne mens hun end­nu i høj grad skrev ”til skrive­bor­dsskuf­fen” som man sagde om de for­fat­tere der ikke (ret tit) slap gen­nem cen­suren.

Petrusjevska­ja var uddan­net jour­nal­ist, var beg­y­n­dt med at skrive digte og skue­spil til stu­den­ter­foreninger og havde fået udgivet sin første fortælling i 1968. Herefter var der langt imellem egentlige udgivelser for­di cen­suren ikke tol­ererede beskriv­elser af sam­fun­dets ”skyg­gesider”. I hvert fald ikke for­t­alt på den tvety­di­ge måde som var et af Petrusjevska­jas kende­tegn. Først med beg­y­n­delsen af per­e­stro­j­ka, i 1988, udkom hen­des første nov­el­le­sam­ling Bess­mert­na­ja ljubov (Udødelig kærlighed). En vej uden om cen­suren kunne i halvf­jerd­serne og firserne imi­dler­tid være teatrene som kunne opføre skue­spil der ikke var udgivet end­nu – i hvert fald indtil de fik besked fra højere sted om at tage stykket af plakat­en.

Teatrets rolle til trods var vi rus­siskstud­erende alligev­el slået med forun­dring over at koryfæet Petrusjevska­ja nu stod og fort­abte sig i – syntes vi – lig­e­gyldig slad­der om intriger og per­son­stridighed­er i Moskvas teater­ver­den. Ved nærmere efter­tanke var dette nok en tidlig lek­tion i hvor meget per­son­dyrkelse fyldte og fylder i Rus­land: De køben­havnske russere kappedes om at blive sat i forbindelse med den store for­fat­ter, og for­fat­teren var tydeligvis smi­gret over beun­drin­gen. Den anden ting, jeg husker meget tydeligt, var at Petrusjevska­ja irette­sat­te en tilhør­er som slet ikke havde sagt noget. Det var en tilval­gsstud­erende, Sla­va fra Ukraine, som sad og læste i en bog (af en anden for­fat­ter) mens fore­draget stod på. På et tid­spunkt hen­vendte den åbenlyst irriterede Petrusjevska­ja sig direk­te til ham og spurgte: ”Find­er De det ikke inter­es­sant hvad jeg fortæller?” Jeg husker ikke Slavas trod­sigt-for­leg­ne svar, men nok Petrusjevska­jas fort­sæt­telse: ”For hvis De gerne vil være til stede, må jeg bede Dem lægge bogen til side. Jeg find­er det meget uhøfligt at sid­de og læse under mit fore­drag.” Sla­va lagde bogen væk, og jeg fik ikke stil­let de spørgsmål om for­fat­terens skrivestil og tem­atik som jeg havde for­beredt omhyggeligt til lej­lighe­den. Jeg fandt Petrusjevska­ja for ære­frygtindgy­dende, for ikke at sige frygtindgy­dende.

Også hov­ed­per­son­erne i Petrusjevska­jas fortællinger kan være ret frygtindgy­dende. De er oftest meget ulykke­lige, ofte kvin­der, tem­atikken er tit fam­i­lien og især forhold­et mellem foræl­dre og børn (ofte mødre og døtre), og bag­grun­den er det barske sovjetiske/russiske sam­fund med åndelig og materiel armod, bolig­man­gel, kor­rup­tion og nepo­tisme, stat­slig ind­b­land­ing i pri­vats­færen og men­neskers udnyt­telse af hinan­den. Men måske er dette i virke­lighe­den ikke bare ”bag­grund”, måske bær­er selve den materielle armod, bolig­man­glen, den stat­slige ind­b­land­ing osv. en stor del af skylden for de forkrøblede men­neske­lige rela­tion­er som er det cen­trale emne i fortællingerne.

Petrusjevska­ja skriv­er med stor psykol­o­gisk ind­sigt og evn­er at skrive en per­son­ligheds mod­satret­tede træk frem – ikke gen­nem beskriv­elser af per­son­ernes han­dlinger eller vur­deringer af dem, men gen­nem per­son­ernes og/eller fortællerens tale. For­fat­teren rubricer­er sine fortællinger under hov­e­dover­skrifter som fx ”Monologer”, ”Rekviem­mer” og ”Øst­slav­ernes leg­en­der”. Især ”Monologer” er rablende, des­per­ate fortællinger fyldt med tilsyneladende uved­k­om­mende digres­sion­er for­t­alt af selv­forherli­gende og sam­tidig sel­vaf­s­lørende jeg-fortællere. Fortællerne forsøger at frem­stå nøgterne og afbal­ancerede, men kom­mer hele tiden til at afs­løre sig selv som enten de værste manip­u­la­tor­er eller de mest naive ofre eller, sandsyn­ligvis, begge dele. Men også andre fortællere end monologernes er svære at fæste lid til, for­di de springer, snubler, afbry­der sig selv, ref­er­erer uved­k­om­mende slad­der eller ”almen viden”, eller for­di fortæller­stem­men plud­selig ”farves” af anden tale – radioen, naboerne, den oppust­ede sov­je­tre­torik eller den offi­ciøse omgang­stone på arbe­jd­splad­sen.

I kortro­ma­nen Det er nat (på dan­sk i 1993) virk­er jeg-fortælleren til at beg­y­n­de med som en dan­net og intel­li­gent kvin­de som fortæller nøgternt om sine prob­le­mer med at forsørge sig selv og barnebar­net som hun har taget til sig for­di dat­teren ikke kan overkomme det. Hun forsøger at isce­nesætte sin egen selvopofrelse og kærlighed til fam­i­lien, men kom­mer i løbet af fortællin­gen til at udle­vere sig selv lag for lag og ender med at frem­stå som et mon­ster, der ned­bry­der sine egne børn og børnebørn med psykisk ter­ror og en fortærende, inces­tuøs kærlighed. Fortællin­gen dis­in­te­gr­erer mere og mere efter­hån­den som fortællerens sit­u­a­tion forvær­res – søn­nen vender hjem fra fængsel og kræver penge af sin mor, dat­teren bliv­er gravid med sit tred­je barn, fortællerens egen demente mor skal over­føres til en lukket insti­tu­tion, og fortælleren ikke læn­gere vil få udbe­talt hen­des pen­sion, hvilket vil være dødsstødet mod hen­des i forve­jen dårlige økono­mi – og fra at være en vel­struk­tur­eret, gram­ma­tisk kor­rekt og sam­men­hæn­gende fortælling kom­mer der flere og flere sel­vaf­s­lørende sprækker som uaf­s­lut­tede sæt­ninger, stac­ca­to, gen­t­agelser og ret­skrivn­ings­fe­jl: Et syn­tak­tisk udtryk for det følelses­mæs­sige sam­men­brud. Det hele ender med at hov­ed­per­so­n­en vender tilbage til en tom lej­lighed, for­ladt af sin dat­ter og de tre børnebørn, og hun slut­ter fortællin­gen med nogle korte sam­men­hæn­gende sæt­ninger og – en måske ufriv­il­lig – selvin­d­sigt: ”På gul­vet lå der en fladtrykt støvet sut. Hun havde taget dem med, der var intet tilbage. Hverken Tim eller de andre børn. Hvor var hun gået hen med dem? Et eller andet sted havde hun fun­det. Det var hen­des sag. Det vigtig­ste var at de var i live. De havde for­ladt mig i live.”

Kortro­ma­nen indledes med en ultra­ko­rt ram­me­fortælling som angiv­er at manuskriptet har under­ti­tlen ”Opteg­nelser på bor­d­kan­ten” – en ret klar ref­er­ence til Fjodor Dos­to­jevski­js Kæl­der­men­nes­ket: opteg­nelser fra en under­grund hvis ”util­tal­ende fortæller” må have stået fad­der til flere af Petrusjevska­jas. Man kan aldrig stole på en fortæller hos Petrusjevska­ja, og hvad der er mere uhyggeligt, man kan heller aldrig helt stole på en tilsyneladende lykke­lig udgang på en fortælling for­di der sås så meget tvivl om fortællerens døm­mekraft og (selv)indsigt. At for­fat­terens fortællinger havde så svært ved at komme igen­nem den sov­jetiske cen­sur før per­e­stro­j­ka skyldtes måske i virke­lighe­den snarere de utro­værdi­ge og fler­ty­di­ge fortæller­stem­mer end den trøstes­løse tem­atik. Sov­jetkul­turen holdt af enty­dighed, opti­misme og opbygge­lighed, og Petrusjevska­jas fortællere er alt andet end det. De er mestre i at få deres eget glans­billede til at krakelere.

Trods min ære­frygt for for­fat­teren sagde jeg alligev­el ja (JA!) til at over­sætte en sam­ling af Petrusjevska­jas nov­el­ler da For­laget Vand­kun­sten spurgte om jeg havde lyst. Det var en inter­es­sant, men krævende opgave: ikke at overse noget, ikke digte noget til, ikke over­drive ”farvnin­gen” af fortæller­stem­men, bibeholde kynis­men, men stadig have øje for kærlighe­den i ordene og mellem men­neskene osv.

Der er flere gode fortællinger i sam­lin­gen, men en af mine favorit­ter giv­er mig stadig gåse­hud – i bogstavelig for­stand – når jeg læs­er det sid­ste afs­nit. Det er nov­ellen ”Huset med spring­van­det” som han­dler om en far der gen­nem en han­dling, han udfør­er i en drøm, kalder sin døde dat­ter tilbage til livet – i virke­lighe­den. Men kan man som læs­er tro på det mirakel hvor gerne man end vil? For hvad kan man egentlig stole på i Petrusjevska­jas univers? Farens kærlighed, ja, men hvad med hans virke­lighedssans? For som fortællin­gens sid­ste lin­jer lyder: ”Han sagde godt nok ikke noget om det rå men­neske­hjerte, som han havde været nødt til at spise, for at hun ikke skulle spise det. Men det skete jo også i en drøm, og det, man drøm­mer, gælder ikke …”

Trine Søn­der­gaard er lit­terær over­sæt­ter og har over­sat Ljud­mi­la Petrusjevska­jas nov­el­le­sam­ling Der var engang en kvin­de, som ville slå sin nabos baby ihjel fra rus­sisk. Skue­spillet “Tre kvin­der i det blå: kome­die i to akter” er udkom­met på dan­sk ved Niels Brunse, og kortro­ma­nen “Det er nat” er udkom­met på dan­sk ved Marie Tet­zlaff.