Hizb ut-Tahrirs politiske indflydelse i Danmark
Siden 2001 har den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir været genstand for massiv debat i danske medier. Men hvad er organisationens ideologiske ophav? Og kan den overhovedet siges at have reel politisk indflydelse? I dag fortæller lektor Kirstine Sinclair om Hizb ut-Tahrirs danske historie.
FOKUS: POLITISK ISLAM Islam indtager en central plads i forskellige politiske kulturer rundt omkring i verden og optræder i alt fra fundamentalistiske til progressive bevægelser. Men er politisk islam et produkt af det moderne eller et levn fra fortiden? I denne fokusserie har vi fået en række eksperter til at kaste et blik på det politiske islams idéhistorie.
Mellem 2001 og 2015 har debatten om Hizb ut-Tahrir gennemgået betydelige forandringer. Umiddelbart efter terrorangrebene på USA den 11. september 2001 havde stort set ingen i Danmark hørt om islamisme eller Hizb ut-Tahrir. I dag er store dele af befolkningen bekendte med både Hizb ut-Tahrir og islamisme, salafisme og sufisme som forskellige betegnelser for muslimske praksisser og overbevisninger. Det skyldes en stigende interesse for islam og muslimer siden 11. september 2001 samt en markant mediebevågenhed på alt, der er blot tilnærmelsesvist relateret til islamistisk terrorisme. I en dansk sammenhæng har Hizb ut-Tahrir spillet en central rolle i disse forhold.
Hizb ut-Tahrir har været aktiv i Danmark siden midten af 1990erne, men først efter terrorangrebene på USA den 11. september 2001 og det efterfølgende militære modsvar i form af angreb på Afghanistan påtog organisationen sig rollen som Islams forsvarer i den danske offentlighed. Det skabte røre. I oktober 2001 afholdt de et offentligt stormøde under sloganet “Et angreb på én muslim er et angreb på alle muslimer”, og siden da har de ikke forsømt en chance for at provokere majoritetsdanskerne – såvel muslimer som ikke-muslimer. I 2003 indledte Rigsadvokaturen i Danmark den første undersøgelse om mulighederne for et forbud mod organisationen. Året efter, i sommeren 2004, blev det konkluderet, at man efter en rundspørge i de danske politikredse ikke fandt eksempler på, at Hizb ut-Tahrir brugte vold eller havde det som mål, hvilket ifølge Grundlovens §78, stk. 2 er en betingelse for at gennemføre et forbud. Til trods for denne første undersøgelse har politikere fra stort set alle partier i folketinget på skift foreslået organisationen forbudt, og i alt tre gange har Rigsadvokaturen undersøgt sagen (foruden den nævnte første gang i 2003, også i 2008 og senest i 2015).
Firkantet sagt finder man overordnet to holdninger til Hizb ut-Tahrir blandt majoritetsdanskerne. Den ene er, at organisationen med sit bastante retoriske udtryk balancerer på kanten af lovgivningen, men at et forbud ville være kontraproduktivt og ikke ville eliminere organisationens muligheder for at påvirke især danske unge med muslimsk baggrund. Den anden er, at den eneste logiske konsekvens af Hizb ut-Tahrirs retoriske udtryk er voldelig aktivisme og/eller terrorisme, og at organisationen burde forbydes.
Blandt Hizb ut-Tahrirs medlemmer er synet på den danske majoritetsbefolkning mere entydigt: De dele af den danske befolkning, der er præget af dansk kultur forstået som modsætningen til islamisk kultur, er dekadente, amoralske og behandler muslimer uretfærdigt både ude og hjemme. Ude eksemplificeret ved krigsdeltagelse i muslimske majoritetslande og udenrigspolitik, der ikke tilgodeser muslimske interesser. Hjemme gennem fejlslagen integrationspolitik og diskrimination af muslimer. Medlemmerne mener således, at muslimer i alle sammenhænge historisk og geografisk har været og er ofre for imperialistisk uretfærdig udbytning.
Blandt andet på grund af den hyppigt gentagne forbudsdiskussion og tilhørende mediedækning ligner Hizb ut-Tahrir en succesfuld, dansk islamistisk organisation, som er i stand til at influere den politiske debat og skabe overskrifter. Hizb ut-Tahrirs skiftende medierepræsentanter ved, hvordan de skal adressere muslimske minoriteter i Danmark og rekruttere nye medlemmer. Organisationens arbejde er blevet næret af offentlighedens interesse, og rivaliserende grupperinger har ikke haft held til at udfordre Hizb ut-Tahrirs dominerende status på den islamistiske scene i Danmark. Når det er sagt, så har opfattelser af Hizb ut-Tahrir og vilkårene for organisationens indflydelse ændret sig gennem tiden.
Bidraget hviler på studier af aktiviteter i Hizb ut-Tahrirs danske og britiske afdelinger i årene 2001-2015 – og mediedækningen af disse i samme periode – samt samtaler og interviews med medlemmer og tidligere medlemmer i disse afdelinger i 2003 og igen i perioden 2008-14. Omdrejningspunktet er spørgsmålet om organisationens politiske indflydelse.
Hizb ut-Tahrirs ideologi og historie
Hizb ut-Tahrir blev grundlagt i Palæstina i 1953, og navnet betyder “Befrielsespartiet” på arabisk. Siden grundlæggelsen har organisationen demonstreret en bemærkelsesværdig overlevelsesevne, der skyldes dens ideologiske og organisatoriske stringens. Siden organisationens stiftelse har grundlæggeren al-Nabhanis ideologiske værker fra 1950’erne udgjort rygraden i tænkningen og været det samlende punkt i medlemmernes aktiviteter, nemlig studiekredsdeltagelse. Ligeledes har der kun været minimale afvigelser fra den organisatoriske struktur i de ca. 40 nationale afdelinger af organisationen, der alle fortsat refererer til det internationale lederskab i Amman, Jordan.
Kernen i Hizb ut-Tahrirs ideologi er, at religion og politik ikke kan adskilles. Dertil kommer, at rammerne for udfoldelsen af ideologien må være en islamisk stat; et såkaldt kalifat. Hizb ut-Tahrirs kalifat tager udgangspunkt i al-Nahbanis fortolkning af Shari’a og det islamiske tekstkorpus, koranen, beskrivelserne af profetens sædvane, Hadith, samt moderne elementer, såsom begrebet om et politisk parti, altså Hizb ut-Tahrir selv, der leder masserne mod et mere retfærdigt samfund. Hizb ut-Tahrir distancerer sig selv fra demokrati, menneskerettigheder og andre idealer, der afviger fra opfattelsen af, at en stat skal ledes ifølge Guds lov af Guds repræsentant på jorden, kaliffen.
Hizb ut-Tahrir betragter således Islam som et komplet system af retningslinier for alle livets forhold; politik, tro, økonomi, civilsamfund og velfærd. Kalifatet opfattes som et gudgivet statssystem, der sikrer gennemførelse af disse retningslinier. Historisk set refererer kalifatet (navnet stammer fra det arabiske ord “kalif”, der betyder efterfølger) til det ledelsessystem, som blev indført efter profetens død i 632 for at sikre kontrollen med de arabiske stammer. Siden har kalifatet manifesteret sig på forskellig vis afhængigt af det omgivende samfund og epoker – der er stor forskel på forholdene på den arabiske halvø i 600-tallet og det osmanniske rige i 1920’erne – men Hizb ut-Tahrir taler om kalifatet i ental og ignorerer alle historiske karakteriska. For Hizb ut-Tahrir er kalifatet dermed en samlende historisk, religiøs og politisk struktur, som alle ”rigtige” muslimer ønsker genindført uanset etnicitet, geografi eller ortodoksi. Forskeren Suha Taji-Farouki skriver om dette i bogen Fundamental Quest: Hizb al-Tahrir and the Search for the Islamic Caliphate (1996).
Grundlæggelsen af organisationen Hizb ut-Tahrir og dens politiske program må forstås i sammenhæng med oprettelsen af staten Israel i 1948. Begivenhederne, der fandt sted mellem 1947-49, betegnes ofte al-Nakba, ”katastrofen” i arabisk og palæstinensisk historieskrivning, og indikerer den næsten mytologiske betydning, Israel tildeles. Al-Nakba dækker både over begyndelsen på den palæstinensiske diaspora og kulminationen på vestens kolonialisering af den mellemøstlige region. Hizb ut-Tahrir deler denne opfattelse, men tager den et skridt videre og opfatter etableringen af Israel som begyndelsen på en ny bølge af vestlig imperialisme i Mellemøsten. Krigene i Afghanistan og Irak ses i lyset af 1948 og som en forlængelse af vestens systematiske uretfærdigheder mod muslimer i Mellemøsten.
På samme måde som oprettelsen af Israel i 1948, indtager nedlæggelsen af det sidste kalifat i 1924 (det Osmanniske) også en mytologisk status hos Hizb ut-Tahrir. I de ideologiske skrifter trækkes en lige linie fra 1924 til 1948, hvor begge begivenheder opfattes beviset på vestens politiske, militære og økonomiske forsøg på at underlægge sig muslimske stater og muslimer. Både den ahistoriske forståelse af kalifatet som en sammenhængende og ensartet styreform, der løber fra 632 til 1924, og opfattelsen, at alle muslimer dybest set ønsker at leve og dø i et kalifat, viser, at Hizb ut-Tahrirs håb om at forene og repræsentere alle muslimer ikke skeler til de historiske, etniske, geografiske og religiøse forskelle mellem verdens muslimer.
Måden, hvorpå Hizb ut-Tahrir søger at genindføre kalifatet, er gennem holdningsændringer og ved at overbevise muslimer om det nødvendige i, at de arbejder for genindførelsen, og ikke-muslimer om det nødvendige i at konvertere til Islam. Kalifatet skal genetableres via et militærkup, men derudover opfordres medlemmer ikke til at gribe til våben eller på nogen måde engagere sig i voldelig adfærd. Hizb ut-Tahrir er således ikke-demokratisk og ikke-voldelig. De opfordrer på én og samme tid medlemmer til ikke at deltage i hverken demokratiske valghandlinger eller vold og terror.
Den bagvedliggende opfattelse af politisk parti og politisk forandring minder om den ideologiske tænkning i det sekulære Baathparti, som al-Nabhani havde haft forbindelse til før grundlæggelsen af Hizb ut-Tahrir i 1953. En anden inspirationskilde, som manifesteres i Hizb ut-Tahrirs meget hierarkiske struktur og elitære selvforståelse, er leninismen. Fra leninismen har Hizb ut-Tahrir overbevisningen om, at politisk forandring skabes ved, at en elite leder masserne på rette vej.
Hizb ut-Tahrirs indflydelse 2001-2015
Mellem 2001-2008 fik Hizb ut-Tahrir massiv mediedækning til arrangementer, demonstrationer og stormøder. Kradsbørstige slogans og velorkestrerede kampagner fremstillede muslimer som udsatte i det danske samfund grundet den danske kulturs moralske forfald og ”danskernes” kritiske indstilling overfor muslimer. I medierne og den politiske debat blev udsagnene opfattet som provokationer, der potentielt dækkede over terrortrusler, snarere end de blev konfronteret med kritiske spørgsmål om repræsentativitet. Man forholdte sig hverken til hvem og hvor mange, der repræsenterede Hizb ut-Tahrir eller ideologien bag organisationen, der som bekendt er ikke-voldelig. I praksis har den danske del af organisationen ikke mere end 200 medlemmer, hvilket svarer til 0,1% af landets muslimer, og i det lys var periodens mediedækning ude af proportioner.
Da Rigsadvokatens undersøgte mulighederne for at forbyde organisationen i 2008, kom samme konklusion som i 2003; at der ikke var grundlag for et forbud. Dette afspejlede sig i medierne og i den offentlige debat om islam og islamisme, deri at Hizb ut-Tahrirs tilstedeværelse i højere grad blev accepteret som et faktum og et vilkår. Samtidig blev medierepræsentanten, Fadi Abdullatif, fængslet efter at have modtaget sin anden dom for at fremsætte trusler mod henholdsvis den jødiske minoritet og den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Efter fængslingen af Abdullatif blev en ny medierepræsentant udpeget (Chadi Freigeh), og det medførte en ny mediestrategi og for rekruttering af nye medlemmer. En mere imødekommende tone blev slået an gennem eksempelvis små dokumentarfilm, der viste Hizb ut-Tahrir-medlemmer i afslappede omgivelser og påklædning, mens de diskuterede muslimers forpligtelser som rollemodeller i samfundet. Uden at kunne påvise en direkte sammenhæng kan man argumentere for, at Rigsadvokatens anden undersøgelse, fængslingen af Abdullatif og den nye mediestrategi var årsagen til den kun meget perifære rolle, som Hizb ut-Tahrir spillede i de danske medier de efterfølgende år.
I januar 2011 reagerede Hizb ut-Tahrir på den dalende interesse ved at provokere på ny. De inviterede til et møde på Det Kongelige Bibliotek, lige ved siden af Christiansborg, med budskabet om en legitimering af angreb på skandinaviske soldater tilstede i ”muslimske lande” – altså soldater udsendt til Irak og Afghanistan. Med ét slag havde de landets politikere og den samlede presse i deres hule hånd igen. Evnen til at provokere og skabe overskrifter var således intakt, men den blev hurtigt udfordret af det såkaldte arabiske forår og fremkomsten af Islamisk Stat. Mens optimismen bag foråret og det folkelige ønske om demokrati gjorde det svært at vedholde, at masserne i virkeligheden ønskede et kalifat, gjorde eksistensen af en ”Islamisk Stat” det svært at forklare, hvorfor Hizb ut-Tahrirs idealstat var et bedre og mere rigtigt alternativ til det danske demokrati. Begge situationer var svære at omsætte til korte, bombastiske slogans for Hizb ut-Tahrir, hvilket hele organisationen fortsat er mærket af.
Siden 2014 har Hizb ut-Tahrirs danske afdeling søgt indflydelse ad andre veje. Nogle medlemmer har startet en moské på Nørrebro i København, mens andre har vist interesse for bestyrelsesarbejde i henholdsvis to beboerforninger og en sportsklub i Københavnsområdet. I Kokkedal blev personer med tilknytning til Hizb ut-Tahrir valgt til en beboerbestyrelse, og selvom det ikke lykkedes for medlemmer at blive valgt ind i en tilsvarende beboerforening i Brøndby Strand, begyndte tilknyttede personer at dominere bestyrelsen af en lokal fodboldklub. Begge steder var resultatet, at der blev taget vide hensyn til muslimer i forbindelse med udbudte aktiviteter, økonomiske prioriteringer, valg af spisemenu osv, mens ikke-muslimer følte sig nedprioriterede og mindre velkomne.
I Kokkedal og Brøndby Strand har det været problematisk at opretholde den lokale opbakning, fordi de pågældende Hizb ut-Tahrir-sympatisører ikke har haft foreningernes mål og medlemmers interesser for øje, men snarere har set bestyrelsesposterne som platform for rekruttering til Hizb ut-Tahrir. De nye aktiviteter i moskéer og bestyrelser er derfor i højere grad udtryk for, at den samme gamle strategi blot forsøges gennemført for nye publikummer – uden nævneværdig succes vel at mærke, idet de pågældende personer ikke beholdt posterne ret længe.
Da Hizb ut-Tahrirs ikke vil etablere af kalifatet gennem vold, kom det for nogen som en overraskelse, at gerningsmanden bag terrordrabene i København den 14. februar 2015 havde tilnytning til Hizb ut-Tahrir. Gerningsmanden, Omar al-Hussein, befandt sig i Hizb ut-Tahrirs al-Faruk-moské aftenen inden angrebene, hvilket fik daværende, socialdemokratiske justitsminister Mette Frederiksen til at bede Rigsadvokaten om en tredje undersøgelse af mulighederne for at forbyde organisationen. Endnu en gang med samme resultat: Det kunne fortsat ikke dokumenteres, at Hizb ut-Tahrir havde vold som mål eller middel.
Men allerede dagen efter skuddrabene i København udsendte Hizb ut-Tahrir en pressemeddelelse, hvori danske muslimer blev opfordret til at nægte at tage afstand fra Islam på trods af Omar el-Husseins tilknytning til Islamisk Stat. Argumenterne i pressemeddelelsen var: 1) Terrorisme er ikke en del af Islam, så muslimer skal ikke føle sig forpligtet til at tage afstand herfra; 2) Det danske samfund er ansvarlig for fejlslagen integration og dermed også for el-Husseins skæbne; 3) Muslimer bliver hele tiden udsat for diskrimination, og beskyldningerne om Hizb ut-Tahrirs ansvar for el-Husseins gerninger er blot endnu et eksempel. Desuden afholdt de flere offentlige møder, demonstrationer og fik lange interviews i landsdækkende dagblade og på TV. Med andre ord: Anklagerne mod Hizb ut-Tahrir og forbudsundersøgelsen blev nok engang af organisationen udnyttet til at profilere sig i medierne.
Hvad forstår vi ved ’politisk indflydelse’?
En af de mest iøjnefaldende konklusioner på Hizb ut-Tahrirs udvikling siden 2001 og den danske mediedækning af samme, er, at majoritetsdanskerne og de danske medier frygter det, de ikke kender. Men i takt med, at fortrolighed opstår med nye fænomener, daler interessen. I dag er den gængse opfattelse af organisationens medlemmer, at de nok er ekstreme i deres synspunkter, men at de ikke er terrorister. Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at Hizb ut-Tahrir fortsat kan skabe opmærksomhed omkring deres politiske projekt for uden at ændre budskabet eller øge medlemstallet, har de bevaret en platform, hvor de effektivt kan råbe de danske politikere op. Når medlemmer ønsker at provokere, reagerer politikerne fortsat. Hizb ut-Tahrir må betegnes som en succesfuld islamistisk organisation, alene fordi der fortsat er aktive medlemmer, der arbejder for kalifatet, og fordi der hele tiden kommer nye til i takt med, at andre falder fra. Men er dette ensbetydende med, at det er en indflydelsesrig organisation i dansk sammenhæng?
Hizb ut-Tahrir er ikke et politisk foretagende i gængs forstand, idet organisationen ikke opstiller kandidater til parlamentariske forsamlinger og ligefrem anbefaler medlemmer ikke at deltage i valghandlinger. Medlemmerne er eksplicit antidemokratiske, men de kan ikke siges at stå uden for politik, når de samtidigt i slogans og til arrangementer gladeligt går i opposition til majoritetsbefolkningen og understreger ugerninger begået mod muslimer både internt i Danmark og ude i verden.
Hizb ut-Tahrirs medlemmer har siden 2001 påvirket diskussionen af, hvad danskhed indebærer, og hvem der kan regnes med som dansk, og denne diskussion har haft både politiske og sociale implikationer: Den har medført politiske ændringer (og stramninger) af lovgivningen i forhold til udlændige, immigranter, flygtninge og kriterier for ophold og tildeling af rettigheder. Den har både afspejlet og bidraget til sociale diskriminationsoplevelser og spørgsmål om tilhørsforhold og identitet.
Så hvordan karakteriserer vi Hizb ut-Tahrir som politisk aktør i Danmark? På den ene side vælger organisationen at stå udenfor politisk indflydelse ad parlamentarisk vej, indtil den har oprettet et kalifat. På den anden side formår medlemmerne fortsat at rekruttere nye unge medlemmer på baggrund af slagkraftige slogans og løfter om en bedre og mere retfærdig verden; en verden, hvor muslimer ikke er underlagt nedværdigende strukturer og handlinger. Sålænge disse slogans og løfter appellerer til individer, der føler sig udsat, vil Hizb ut-Tahrir kunne skabe røre og dermed indflydelse.
Artiklen er skrevet af Kirstine Sinclair, der er lektor i Mellemøststudier på Syddansk Universitet.