Kan islam og modernitet forenes?

Hamad Bin Khalifa Civilisation Center på Nørrebro, København. Foto: Morten Haagensen. Kilde: Creative Commons
Hamad Bin Khal­i­fa Civil­i­sa­tion Cen­ter på Nør­re­bro, Køben­havn. Foto: Morten Haa­gensen. Kilde: Cre­ative Com­mons

Kan islam og det moderne samfund forenes? Spørgsmålet er blevet stillet utallige gange i den aktuelle danske debat. Hvad, kun få ved, er, at en flok muslimske intellektuelle svarede på spørgsmålet allerede for omkring 150 år siden.

FOKUS: POLITISK ISLAM: Islam ind­tager en cen­tral plads i forskel­lige poli­tiske kul­tur­er rundt omkring i ver­den og optræder i alt fra fun­da­men­tal­is­tiske til pro­gres­sive bevægelser. Men er poli­tisk islam et pro­dukt af det mod­erne eller et levn fra for­tiden? I denne fokusserie har vi fået en række ekspert­er til at kaste et blik på det poli­tiske islams idéhis­to­rie.


Svaret var et klart ja!

Islam og det mod­erne sam­fund kunne ikke blot forenes ifølge de mus­limske intellek­tuelle. De talte lige­frem om en aut­en­tisk islamisk moder­nitet. Mus­limske refor­ma­tor­er kon­struerede speci­fikke islamiske forestill­inger om moder­nitet, og disse forestill­inger omfat­tede både en bekræf­telse og en kri­tik af den mod­erne ver­den. De mus­limske intellek­tuelle definerede tilmed en islamisk stat, som skulle organ­is­ere det mod­erne islamiske sam­fund.

Mens et fler­tal af de europæiske intellek­tuelle betragt­ede moder­niteten som sekulær, blev reli­gion blandt mus­limer i sti­gende grad vigtig for at definere det mod­erne liv. Selvføl­gelig har der også været sekulære strømninger i den mus­limske ver­den. I 1920erne, for eksem­pel, definerede den egyp­tiske poli­tiske elite end­nu ikke lan­dets nationale iden­titet med ref­er­encer til islam, og Mustafa Kemal, bedre kendt som Atatürk, udråbte i 1923 Tyrki­et til at være en sekulær repub­lik. Men i løbet af det 20. århun­drede har idéen om en islamisk moder­nitet fået en næsten hege­monisk sta­tus, som også gen­spe­jler sig i det poli­tiske liv. Hvor­dan kunne det ske? Hvor­for men­er mange mus­limer, at moder­niteten skal være islamisk?

Den moderne islamiske reformbevægelse i det 19. århundrede

I Mellemøsten forbindes grundlæggelsen af idéen om den islamiske moder­nitet især med tre navne: Jamal al-Din al-Afghani (1838−1897), Muham­mad Abduh (1849−1905) og Rashid Rida (1865−1935). Forbindelsen mellem disse tre intellek­tuelle skikkelser er karak­teris­eret af en kæde mellem lærere og dis­ci­ple, men hver for sig udviklede de en speci­fik forestill­ing om, hvor­dan den islamiske moder­nitet skal se ud.

Jamal al-Din al-Afghani, 1838–1897

Al-Afghani kæm­pede hele sit liv for at befri den mus­limske ver­den fra den europæiske kolo­nial­isme. For ham var reli­gio­nen især et red­skab til at organ­is­ere en ver­den­som­spæn­dende enhed blandt mus­limer imod britisk impe­ri­al­isme. Med islam som bånd burde de mus­limske lande stræbe efter poli­tisk uafhængighed. I Afgha­nis virke frem­står moder­nitet frem for alt i form af uafhængige mus­limske nation­al­stater med islam som den fælles overordnede ref­er­ence.

Mens Afghani på den måde allerede artikulerede en klar poli­tisk mod­sæt­ning mellem den islamiske ver­den og kolo­nial­isme (læs: Vesten), fokuserede Muham­mad Abduh mere på sit hjem­land Egypten. Hans ambi­tion var en revi­talis­er­ing af det egyp­tiske sam­fund gen­nem reformer af de religiøse insti­tu­tion­er, retssys­temet og lan­dets uddan­nelsesvæsen. Abduh var over­be­vist om, at islam skulle spille en cen­tral rolle i denne reform­pro­ces, for­di for ham var reli­gion, viden­skab og en mod­erne uddan­nelse ikke mod­sæt­ninger.

Tvær­ti­mod. Efter hans opfat­telse herskede et har­monisk forhold mellem reli­gion, viden­skab og mod­erne uddanelse. Der­for ville det ikke være et prob­lem at overtage nogle europæiske insti­tu­tion­er og idéer, hvis bare de blev knyt­tet sam­men med islamiske normer og værdier. Man kan sige, at for Abduh var mod­erniser­ing syn­onymt med en islamis­er­ing af en ellers uni­versel form af moder­nitet. I mod­sæt­ning til Afgha­nis radikale anti-impe­ri­al­is­tiske hold­ning, betragt­ede Abduh hellere et kri­tisk samar­be­jde med den britiske kolo­nial­for­valt­ning som vejen frem til den egyp­tiske poli­tiske suverænitet, som han også ønskede af hele sit hjerte.

Rashid Rida, 1865–1935

Rashid Rida kom­binerede nogle af Abduhs og al-Afgha­nis idéer. Lige­som sin lær­er Abduh havde den unge Rida også en form for moder­nitet i sinde, som kom­binerede viden­sk­aben, teknolo­gien, ratio­naliteten og repræsen­ta­tive poli­tiske insti­tu­tion­er med islams normer og værdier. Både Abduh og Rida mente, at den islamiske lovs (sharia) ”altom­fat­tende prin­cip­per” skulle være grund­lag for at bygge et mod­erne islamisk sam­fund, som ikke ville følge den mate­ri­al­is­tiske vej, som den sociale udvikling efter deres opfat­telse havde taget i Europa (læs igen: Vesten). Men efter Abduhs død i 1905 advok­erede Rida for en stren­gere for­tolkn­ing af den islamiske reform­tanke. Han beg­y­n­dte nu at fly­tte sig fra Abduhs til­gang med en grad­vis reform­pro­ces og afviste ethvert samar­be­jde med kolonimagterne. I stedet ful­gte han Afgha­nis vej i hans påståede prin­cip­ielle antag­o­nisme mellem islam og Vesten.

Islamisering, jihad og en islamisk stat

Det er især tre udviklinger, som den islamiske reform­bevægelse i det 19. århun­drede sat­te i gang.

Først og fremmest skabte de idéen om en islamis­er­ing af den ellers uni­verselle moder­nitet, hvor man vender tilbage til islams oprindelige prin­cip­per. De sat­te fokus på Pro­feten Muham­mad og hans led­sagere for at gen­sk­abe en dynamik, som islam efter sigende havde tabt over det sid­ste århun­drede. En nyfor­tolkn­ing af islams oprindelige prin­cip­per ville være vejen frem til reform af sam­fun­det. Denne nyfor­tolkn­ing kunne ikke over­lades til de klas­siske lærde (ula­ma).

Nej, enhver dan­net mus­lim skulle være i stand til at for­tolke islams prin­cip­per. På den måde skabte man en ny diskurs, som knyt­tede en aut­en­tisk form for moder­nitet sam­men med en ny for­tolkn­ing af islamiske tra­di­tion­er i lyset af mod­erne insti­tu­tion­er. Gen­nem denne diskurs fik en række islamiske begre­ber helt nye betyd­ninger, som senere blev flit­tigt brugt af mus­limske intellek­tuelle i det 20. århun­drede. For eksem­pel forstod man nu næsten sharia som en slags pos­i­tiv lov. For­tolkn­ing af shu­ra (råd­slagn­ing) fly­t­tede sig fra råd­givn­ing til par­la­men­tarisme, og betyd­nin­gen af jihad (”hel­lig krig”) blev udvidet til en form for social aktivisme, der imi­dler­tid næsten kan omfat­te hvilken som helst form for sam­fund­sen­gage­ment, men også den mil­itære kamp mod ”islams fjende”.

For det andet udviklede man tanken om en speci­fik islamisk stat, som baseres på sharia. Det vil sige en poli­tisk orden og organ­i­sa­tion af sam­fun­det i form af en islamisk regering.

For det tred­je blev den islamiske moder­nitet, som blev udviklet af reform­bevægelsen i det 19. århun­drede, betragtet som et alter­na­tiv til den vestlige sekulære moder­nitet. Denne vok­sende afgræn­sning mod Vesten skyldtes især det kolo­niale magt­forhold og kam­p­en om poli­tisk uafhængighed efter Første Ver­den­skrig.

Den islamiske modernitet som antiimperialisme

Den ”fun­da­men­tal­is­tiske” drejn­ing af den islamiske reform­tanke, der er repræsen­teret af islamis­ter som Hasan al-Ban­na (1906−1949), Ala al-Maudu­di (1903−1979) og Sayyid Qutb (1906−1966) kan knyttes til den endelige afkolonis­er­ing af den mus­limske ver­den. Efter Første Ver­den­skrig drejede det sig ikke læn­gere om en islamis­er­ing af ellers uni­verselle mod­erne insti­tu­tion­er, men om ska­belsen af en orig­i­nal islamisk moder­nitet.

Hasan al-Ban­na, 1906–1949

I 1928 grund­lagde Hasan al-Ban­na Det Mus­limske Broder­skab i Egypten og over­førte dermed den forholdsvis elitære islamiske reform­tanke til en mod­erne masse­bevægelse. I for­læn­gelse af Rashid Rida for­mulerede Hasan al-Ban­na en vision om det islamiske mod­erne sam­fund, hvor den islamiske stat gen­nem imple­menter­ing af shar­i­aloven opret­ter en aut­en­tisk islamisk orden.

De mus­limske brø­dre adresserede presserende poli­tiske og økonomiske spørgsmål, kom­binerede bureaukratiske insti­tu­tion­er med netværksstruk­tur­er og brugte organ­isatoriske red­sk­aber og for­mer for masse­mo­bilis­er­ing, der har præget de pop­ulis­tiske poli­tiske bevægelser i mellemkrigsti­den ikke kun i Mellemøsten, men på det glob­ale plan.

Kort sagt, Hasan al-Ban­na opbyggede en poli­tisk-religiøs organ­i­sa­tion med det for­mål, at skabe et islamisk sys­tem gen­nem en autoritær poli­tisk styrelse, som skulle reg­ulere hele sam­fun­det efter hans ide­ol­o­giske for­tolkn­ing af de islamiske tra­di­tion­er.

Abu al-Ala Maw­du­di, 1903–1979

En tilsvarende organ­i­sa­tion til det Mus­limske Broder­skab grund­lagde Abu al-Ala Maw­du­di i 1941 med Jamaat‑I Isla­mi i Sydasien. Maw­du­di var især i oppo­si­tion til det indiske Kon­gres­par­tis plan om at oprette en sekulær indisk nation­al­stat, som efter hans mening ville blive en form for hin­du herredømme. Der­for fores­log han, at det uafhængige Indi­en skulle blive en føder­a­tion, hvori hver nation har kul­turel autono­mi, lige­som den stat­slige suverænitet skulle deles mellem de enkelte indiske nation­er.

Efter den fak­tiske del­ing af Indi­en i Indi­en og Pak­istan i 1947, blev Maw­du­di nødt til at acceptere den nye poli­tiske sit­u­a­tion. Han skift­ede der­for strate­gi og arbe­jd­ede nu for at islamis­ere den pak­istanske stat. Sam­tidig trans­formerede han Jamaat‑I Isla­mi fra en religiøs reform­bevægelse til et poli­tisk par­ti, som skulle overtage magten i Pak­istan gen­nem for­fat­ningsmæs­sige midler. Hans mål, en islamisk stat i Pak­istan, skulle ikke realis­eres gen­nem magt, men gen­nem en religiøs trans­for­ma­tion af sam­fun­det, hvor den islamiske stat snarere var resul­tatet end skaberen af processen.

Maw­du­di delte Hasan al-Ban­nas vision om en islamisk moder­nitet og dens insti­tu­tion­alis­er­ing i en islamisk stat, men han skabte ikke en social masse­bevægelse. I stedet skabte han et tæt organ­is­eret poli­tisk par­ti med en elitær ledelse. Selvom Maw­dud­is par­ti aldrig kunne mobilis­ere den brede befolkn­ing i Pak­istan, lykkedes det ham at infil­trere det pak­istanske mil­itær og stat­sap­pa­ratet med sin islamistiske ide­olo­gi, hvormed Maw­du­di nåede en grad­vis islamis­er­ing af pak­istan­sk poli­tik.

Sayyid Qutb, 1906–1966

Den mest radikale form for en islamisk moder­nitet, fak­tisk en slags islamisk anti-moder­nitet, repræsen­ter­er Sayyid Qutbs ide­ol­o­giske ver­den. Efter 8 år som skolein­spek­tør sendte det egyp­tiske uddan­nelsesmin­is­teri­um ham i 1948 til USA, hvor han erhvervede sig videregående studi­er i uddan­nelsesvæsenet. I 1952 blev han dog medlem af Det Egyp­tiske Broder­skab. Under Præsi­dent Nassers kam­pagne mod det mus­limske Broder­skab var han ti år i fængsel (1954−1964). Han blev arresteret igen i 1965 og hen­ret­tet i 1966.

Den største del af hans skrifter for­fat­tede Qutb i fængsel, og man kan se en klar radikalis­er­ing af hans tankegang i denne peri­ode. Hans poli­tisk inspir­erede nyfor­tolkn­ing af islamiske tra­di­tion­er skabte et ide­ol­o­gisk fun­da­ment for radikale islamis­ter. Med nyfor­tolknin­gen skabte Sayyid Qutb et ide­ol­o­gisk grund­lag for at ret­færdig­gøre den rev­o­lu­tionære kamp for en aut­en­tisk islamisk orden, som blev brugt af radikale islamistiske organ­i­sa­tion­er.

Politisering og popularisering 

Hasan al-Ban­na, Maw­du­di og Sayyid Qutb står for en sti­gende poli­tis­er­ing og pop­u­laris­er­ing af den islamiske diskurs om moder­nitet i det 20. århun­drede, som nu også nåede bredere dele af befolknin­gen. Sam­tidig blev monopo­let på at for­tolke de hel­lige kilder, som de religiøse lærde ellers havde fastholdt over århun­dred­er, enormt svækket, så næsten hvem som helst i dag kan for­tolke Kora­nen og Sun­na, Pro­fetens tra­di­tion­er, på deres egen facon.

Sideløbende brugte man den mod­erne islamiske diskurs som et mid­del til at dis­tancere sig end­nu mere fra det såkaldte Vesten i kam­p­en om poli­tisk uafhængighed. Den islamiske moder­nitet skulle vise vejen frem til opret­telsen af en postkolo­nial stat, og den skulle adskille sig fun­da­men­talt fra vestlige mod­eller for regerings­førelse.

Deru­dover kan man iagt­tage en vok­sende ten­dens til at se denne islamiske moder­nitet som en holis­tisk enhed, et islamisk sys­tem, der kunne overvin­de det mod­erne sam­funds sociale frag­menter­ing. En idé, der med udgangspunkt i roman­tikken også har været en del af kri­tikken mod mod­ernisme i Europa.

Efter Anden Ver­den­skrig og frem til slut­nin­gen af 1970erne stod den islamiske moder­nitet dog hov­ed­sageligt i oppo­si­tion til de sekulære mod­erniser­ing­ste­ori­er, som var vejle­dende for mange af de autoritære regimer i postkolo­niale mus­limske stater. Først efter deres rel­a­tive fejl­slag på både det inden­rigspoli­tiske og det inter­na­tionale plan fik ideen om en ”islamisk løs­ning” en næsten hege­monisk posi­tion fra slut­nin­gen af 1970erne. Et rel­a­tivt hege­moni, som imi­dler­tid har antaget en vis plu­ral­is­tisk karak­ter angående forestill­ingerne om, hvor­dan en islamisk moder­nitet skulle se ud.

Kampen om den rigtige fortolkning

Den nuværende diskurs om en islamisk moder­nitet er karak­teris­eret ved mindst to generelt mod­stri­dende ret­ninger, som begge har deres rød­der i det diskur­sive grund­lag, som den islamiske reform­bevægelse kon­struerede engang i det 19. århun­drede.

På den ene side er det ide­olo­gien om et islamisk sys­tem, hvor­på så forskel­lige bevægelser som det Mus­limske Broder­skab, salafistiske og jihadis­tiske grup­peringer, det iranske regime eller til en vis grad poli­tiske parti­er såsom Jamaat‑I Isla­mi, den tune­siske an-Nah­da og den tyrkiske AK Par­ti byg­ger. På den anden side er der en ny bevægelse med forskel­lige ansigter, som nogen beteg­n­er som ”post-islamisme”.

Post-islamisme

Post-islamis­men anføres af talsmænd, der er religiøse læg­folk, og som sender deres bud­sk­aber på et let­forståeligt sprog og gør brug af nye dig­i­tale og sociale medi­er. Deres tilhæn­gere forbinder et krav om indi­vid­u­alitet med over­hold­else af religiøse prak­siss­er. Denne udvikling indik­er­er en vis afvigelse fra fun­da­men­tal­is­tiske og forplig­telsesori­en­terede hold­ninger til nye for­mer for mere inklu­siv tænkn­ing, idet man anerk­ender tvety­dighed, mang­foldighed og kom­pro­mis i udførelsen af ​​religiøse prak­sis. Tilhængerne af denne nye islamiske bevægelse er mere bekym­rede over per­son­lig moral, indi­vidu­el forbedring og sam­fund­sud­vikling end optagede af at gen­nem­føre poli­tiske reformer ved hjælp af en form for islamisk styrelse.

De får ofte deres inspi­ra­tion fra læg­prædikan­ter som f.eks. Amr Khaled. En egypter, der beg­y­n­dte at prædike i moskeer og pri­vate klub­ber i beg­y­n­delsen af ​​1990’erne. Hans taler og TV-pro­gram­mer er blevet udsendt bredt på en række satel­litkanaler og er tilgæn­gelige på inter­net­tet. Gen­nem de nye dig­i­tale medi­er har disse læg­prædikan­ter været i stand at sende deres besked­er ud til mil­lion­er af unge mus­limer ver­den over.

I deres bud­skab under­streger disse nye religiøse aktør­er også, at de nor­ma­tive prin­cip­per i Kora­nen bør være udgangspunk­tet for ska­belsen af en mod­erne form for mus­lim­sk iden­titet, og at en fornyelse af sam­fun­det skal tage sit eksem­pel fra Pro­feten Muham­mads og hans led­sageres prak­siss­er.

Dermed lig­ger den nye reform­bevægelse klart i for­læn­gelse af ideerne om den mod­erne islamiske reform, som Abduh og Rida udviklede i slut­ning af det 19. århun­drede. Men de nye refor­ma­tor­er tilby­der et religiøst pro­dukt, der er fuldt kom­pat­i­belt med både forestill­inger om en islamisk moder­nitet og de nutidi­ge for­vent­ninger, som karak­teris­er­er den unge urbane mid­delk­lass­es ver­denssyn, ikke kun i Mellemøsten, men også i vores del af ver­den.

Mens islamiske refor­ma­tor­er i det 19. århun­drede kom­binerede deres for­tolkn­ing af islamiske tra­di­tion­er med en elitær borg­erlig form for mus­lim­sk iden­titet, fremhæver den såkaldte post-islamistiske bevægelse i sin forståelse af islamiske tra­di­tion­er overve­jende idéen om et kreativt, for­brug­sori­en­teret og selvstændigt indi­vid.

Er forestill­inger om en islamisk moder­nitet på vej ind i en ny fase?

I lyset af den her frem­stillede his­toriske udvikling indik­er­er denne nye bevægelse, at forestill­inger om en islamisk moder­nitet måske er på vej ind i en ny fase. Tanken om et islamisk sam­fund organ­is­eret gen­nem en islamisk stat, som karak­teris­erede de islamistiske ide­olo­gi­er, der efter­ful­gte den klas­siske islamiske reform­bevægelse i det 20. århun­drede, bliv­er nu udfor­dret af en ny slags selvre­flek­siv moder­nitet med indi­videt i stedet for kollek­tivet i cen­trum.

Den tidligere vægt på islam som en stat­side­olo­gi konkur­rerer med anven­delsen af islamiske tra­di­tion­er til at skabe en form for islamisk moder­nitet, som byg­ger på det enkelte indi­vids religiøse og moralske udvikling. Den magt­poli­tiske til­gang til klas­sisk islamistisk tænkn­ing, den rationelle tilret­telæggelse af et top-down defineret islamisk sam­fund baseret på nor­ma­tive prin­cip­per, der skal find­es i sharias juridiske for­tolkn­ing, er måske på vej til at tabe sin dom­i­nans blandt de nuværende forestill­inger om en aut­en­tisk islamisk moder­nitet.

Kan islam og modernitet forenes?

Denne korte his­toriske gen­nem­gang af islamiske reform­bevægelser siger utvety­digt ja til en foren­ing af islam og moder­nitet. Kun hvis man føl­ger en alt for enkel seku­laris­er­ingslogik og moder­nitets­forståelse, ifølge hvilken forhold­et mellem reli­gion og mod­erne er et nul­sumsspil, kunne svaret være anderledes.

Siden det 19. århun­drede har mus­limske intellek­tuelle og islamistiske ide­olo­gi­er præsen­teret meget forskel­lige mod­eller for en islamisk moder­nitet. I dag forbinder islamiske aktivis­ter en række sociale og poli­tiske pro­jek­ter med islamiske tra­di­tion­er. På den ene side kan det være forkæm­pere for men­neskerettighed­er og kvin­ders ligestill­ing eller sociale vel­gøren­hed­sor­gan­i­sa­tion­er og ung­doms­bevægelser, som føl­ger en vision om den islamiske moder­nitet. På den anden side drejer det sig heller ikke nød­vendigvis om pro­jek­ter, der kunne fremme lib­erale idéer.

Som i den europæiske his­to­rie kunne mod­erne sam­funds­forestill­inger også i den mus­limske ver­den vise autoritære, hvis ikke næsten total­itære, træk. Visse for­mer af islamis­men min­der os der­for om vores egne erfaringer med fas­cis­men og stal­in­is­men i det 20. århun­drede.

Moder­nitet har mange ansigter

Det er vigtigt at tage højde for, at der ikke kun eksis­ter­er én form for moder­nitet. His­torisk set har moder­niteten vist mange og meget ambiva­lente ansigter. Hvilken form for moder­nitet, der vil forme fremti­den, er ikke kun et åbent his­torisk spørgsmål i den mus­limske ver­den. Også i det såkaldte Vesten er den lib­erale ver­sion af det mod­erne sam­fund under pres. Der kan der­for heller ikke kon­klud­eres en prog­nose for, hvilken ret­ning idéen om en islamisk moder­nitet vil udvikle sig i fremti­den.

Kon­klu­sio­nen kan kun være, at denne udvikling afhænger af mange ikke-religiøse fak­tor­er. Mus­limske sociale aktør­er vil for­tolke islamiske tra­di­tion­er i kon­tek­sten af deres poli­tiske ide­al­er og inter­ess­er. Deru­dover afhænger denne for­tolkn­ing til en vis grad af, hvor­dan forhold­et mellem ”islam og Vesten” udvikler sig. Denne diko­to­mi spillede jo en afgørende rolle i den his­toriske pro­ces, hvorigen­nem idéen om en speci­fik islamiske moder­nitet har nået sin rel­a­tivt hege­moniske posi­tion. Det er der­for ikke de religiøse tra­di­tion­er selv, som vil vise fremti­dens vej og afgøre, om moder­niteten i den mus­limske ver­den bliv­er en islamisk moder­nitet.

Diet­rich Jung er pro­fes­sor ved Syd­dan­sk Uni­ver­sitet, hvor han også led­er Cen­ter for Mellemøst­studi­er. Artiklen byg­ger på hans forskn­ing, som er udgivet i to bøger på engel­sk: ”Pol­i­tics of Mod­ern Mus­lim Sub­jec­tiv­i­ties”, New York: Pal­grave 2014 (med Marie J. Petersen og Sara L. Sparre); og ”Mus­lim His­to­ry and Social The­o­ry”, New York: Pal­grave 2017.

Scroll til toppen