Kan islam og modernitet forenes?

Hamad Bin Khalifa Civilisation Center på Nørrebro, København. Foto: Morten Haagensen. Kilde: Creative Commons
Hamad Bin Khalifa Civilisation Center på Nørrebro, København. Foto: Morten Haagensen. Kilde: Creative Commons

Kan islam og det moderne samfund forenes? Spørgsmålet er blevet stillet utallige gange i den aktuelle danske debat. Hvad, kun få ved, er, at en flok muslimske intellektuelle svarede på spørgsmålet allerede for omkring 150 år siden.

FOKUS: POLITISK ISLAM: Islam indtager en central plads i forskellige politiske kulturer rundt omkring i verden og optræder i alt fra fundamentalistiske til progressive bevægelser. Men er politisk islam et produkt af det moderne eller et levn fra fortiden? I denne fokusserie har vi fået en række eksperter til at kaste et blik på det politiske islams idéhistorie.


Svaret var et klart ja!

Islam og det moderne samfund kunne ikke blot forenes ifølge de muslimske intellektuelle. De talte ligefrem om en autentisk islamisk modernitet. Muslimske reformatorer konstruerede specifikke islamiske forestillinger om modernitet, og disse forestillinger omfattede både en bekræftelse og en kritik af den moderne verden. De muslimske intellektuelle definerede tilmed en islamisk stat, som skulle organisere det moderne islamiske samfund.

Modernitet er et stort begreb og omfatter stort set alle samfundsudviklinger, der blev igangsat i den vestlige del af verden i forbindelse med Oplysningstiden og industrialisering. Det vil sige centrale samfundsforhold som nationalstatens opståen, udviklingen af det frie kapitalistiske marked, urbanisering og ikke mindst sekularisering. Mens et flertal af de europæiske intellektuelle betragtede moderniteten som sekulær, blev religion blandt muslimer i stigende grad vigtig for at definere det moderne liv.

Selvfølgelig har der også været sekulære strømninger i den muslimske verden. I 1920erne, for eksempel, definerede den egyptiske politiske elite endnu ikke landets nationale identitet med referencer til islam, og Mustafa Kemal, bedre kendt som Atatürk, udråbte i 1923 Tyrkiet til at være en sekulær republik. Men i løbet af det 20. århundrede har idéen om en islamisk ikke-sekulær modernitet fået en næsten hegemonisk status, som også genspejler sig i det politiske liv. Hvordan kunne det ske? Hvorfor mener mange muslimer, at moderniteten skal være islamisk?

Den moderne islamiske reformbevægelse i det 19. århundrede

I Mellemøsten forbindes grundlæggelsen af idéen om den islamiske modernitet især med tre navne: Jamal al-Din al-Afghani (1838-1897), Muhammad Abduh (1849-1905) og Rashid Rida (1865-1935). Forbindelsen mellem disse tre intellektuelle skikkelser er karakteriseret af en kæde mellem lærere og disciple, men hver for sig udviklede de en specifik forestilling om, hvordan den islamiske modernitet skal se ud.

Jamal al-Din al-Afghani, 1838-1897

Al-Afghani kæmpede hele sit liv for at befri den muslimske verden fra den europæiske kolonialisme. For ham var religionen især et redskab til at organisere en verdensomspændende enhed blandt muslimer imod britisk imperialisme. Med islam som bånd burde de muslimske lande stræbe efter politisk uafhængighed. I Afghanis virke fremstår modernitet frem for alt i form af uafhængige muslimske nationalstater med islam som den fælles overordnede reference.

Mens Afghani på den måde allerede artikulerede en klar politisk modsætning mellem den islamiske verden og kolonialisme (læs: Vesten), fokuserede Muhammad Abduh mere på sit hjemland Egypten. Hans ambition var en revitalisering af det egyptiske samfund gennem reformer af de religiøse institutioner, retssystemet og landets uddannelsesvæsen. Abduh var overbevist om, at islam skulle spille en central rolle i denne reformproces, fordi for ham var religion, videnskab og en moderne uddannelse ikke modsætninger.

Tværtimod. Efter hans opfattelse herskede et harmonisk forhold mellem religion, videnskab og moderne uddanelse. Derfor ville det ikke være et problem at overtage nogle europæiske institutioner og idéer, hvis bare de blev knyttet sammen med islamiske normer og værdier. Man kan sige, at for Abduh var modernisering synonymt med en islamisering af en ellers universel form af modernitet. I modsætning til Afghanis radikale anti-imperialistiske holdning, betragtede Abduh hellere et kritisk samarbejde med den britiske kolonialforvaltning som vejen frem til den egyptiske politiske suverænitet, som han også ønskede af hele sit hjerte.

Rashid Rida, 1865-1935

Rashid Rida kombinerede nogle af Abduhs og al-Afghanis idéer. Ligesom sin lærer Abduh havde den unge Rida også en form for modernitet i sinde, som kombinerede videnskaben, teknologien, rationaliteten og repræsentative politiske institutioner med islams normer og værdier. Både Abduh og Rida mente, at den islamiske lovs (sharia) ”altomfattende principper” skulle være grundlag for at bygge et moderne islamisk samfund, som ikke ville følge den materialistiske vej, som den sociale udvikling efter deres opfattelse havde taget i Europa (læs igen: Vesten). Men efter Abduhs død i 1905 advokerede Rida for en strengere fortolkning af den islamiske reformtanke. Han begyndte nu at flytte sig fra Abduhs tilgang med en gradvis reformproces og afviste ethvert samarbejde med kolonimagterne. I stedet fulgte han Afghanis vej i hans påståede principielle antagonisme mellem islam og Vesten.

Islamisering, jihad og en islamisk stat

Det er især tre udviklinger, som den islamiske reformbevægelse i det 19. århundrede satte i gang.

Først og fremmest skabte de idéen om en islamisering af den ellers universelle modernitet, hvor man vender tilbage til islams oprindelige principper. De satte fokus på Profeten Muhammad og hans ledsagere for at genskabe en dynamik, som islam efter sigende havde tabt over det sidste århundrede. En nyfortolkning af islams oprindelige principper ville være vejen frem til reform af samfundet. Denne nyfortolkning kunne ikke overlades til de klassiske lærde (ulama).

Nej, enhver dannet muslim skulle være i stand til at fortolke islams principper. På den måde skabte man en ny diskurs, som knyttede en autentisk form for modernitet sammen med en ny fortolkning af islamiske traditioner i lyset af moderne institutioner. Gennem denne diskurs fik en række islamiske begreber helt nye betydninger, som senere blev flittigt brugt af muslimske intellektuelle i det 20. århundrede. For eksempel forstod man nu næsten sharia som en slags positiv lov. Fortolkning af shura (rådslagning) flyttede sig fra rådgivning til parlamentarisme, og betydningen af jihad (”hellig krig”) blev udvidet til en form for social aktivisme, der imidlertid næsten kan omfatte hvilken som helst form for samfundsengagement, men også den militære kamp mod ”islams fjende”.

For det andet udviklede man tanken om en specifik islamisk stat, som baseres på sharia. Det vil sige en politisk orden og organisation af samfundet i form af en islamisk regering.

For det tredje blev den islamiske modernitet, som blev udviklet af reformbevægelsen i det 19. århundrede, betragtet som et alternativ til den vestlige sekulære modernitet. Denne voksende afgrænsning mod Vesten skyldtes især det koloniale magtforhold og kampen om politisk uafhængighed efter Første Verdenskrig.

Den islamiske modernitet som antiimperialisme

Den ”fundamentalistiske” drejning af den islamiske reformtanke, der er repræsenteret af islamister som Hasan al-Banna (1906-1949), Ala al-Maududi (1903-1979) og Sayyid Qutb (1906-1966) kan knyttes til den endelige afkolonisering af den muslimske verden. Efter Første Verdenskrig drejede det sig ikke længere om en islamisering af ellers universelle moderne institutioner, men om skabelsen af en original islamisk modernitet.

Hasan al-Banna, 1906-1949

I 1928 grundlagde Hasan al-Banna Det Muslimske Broderskab i Egypten og overførte dermed den forholdsvis elitære islamiske reformtanke til en moderne massebevægelse. I forlængelse af Rashid Rida formulerede Hasan al-Banna en vision om det islamiske moderne samfund, hvor den islamiske stat gennem implementering af sharialoven opretter en autentisk islamisk orden.

De muslimske brødre adresserede presserende politiske og økonomiske spørgsmål, kombinerede bureaukratiske institutioner med netværksstrukturer og brugte organisatoriske redskaber og former for massemobilisering, der har præget de populistiske politiske bevægelser i mellemkrigstiden ikke kun i Mellemøsten, men på det globale plan.

Kort sagt, Hasan al-Banna opbyggede en politisk-religiøs organisation med det formål, at skabe et islamisk system gennem en autoritær politisk styrelse, som skulle regulere hele samfundet efter hans ideologiske fortolkning af de islamiske traditioner.

Abu al-Ala Mawdudi, 1903-1979

En tilsvarende organisation til det Muslimske Broderskab grundlagde Abu al-Ala Mawdudi i 1941 med Jamaat-I Islami i Sydasien. Mawdudi var især i opposition til det indiske Kongrespartis plan om at oprette en sekulær indisk nationalstat, som efter hans mening ville blive en form for hindu herredømme. Derfor foreslog han, at det uafhængige Indien skulle blive en føderation, hvori hver nation har kulturel autonomi, ligesom den statslige suverænitet skulle deles mellem de enkelte indiske nationer.

Efter den faktiske deling af Indien i Indien og Pakistan i 1947, blev Mawdudi nødt til at acceptere den nye politiske situation. Han skiftede derfor strategi og arbejdede nu for at islamisere den pakistanske stat. Samtidig transformerede han Jamaat-I Islami fra en religiøs reformbevægelse til et politisk parti, som skulle overtage magten i Pakistan gennem forfatningsmæssige midler. Hans mål, en islamisk stat i Pakistan, skulle ikke realiseres gennem magt, men gennem en religiøs transformation af samfundet, hvor den islamiske stat snarere var resultatet end skaberen af processen.

Mawdudi delte Hasan al-Bannas vision om en islamisk modernitet og dens institutionalisering i en islamisk stat, men han skabte ikke en social massebevægelse. I stedet skabte han et tæt organiseret politisk parti med en elitær ledelse. Selvom Mawdudis parti aldrig kunne mobilisere den brede befolkning i Pakistan, lykkedes det ham at infiltrere det pakistanske militær og statsapparatet med sin islamistiske ideologi, hvormed Mawdudi nåede en gradvis islamisering af pakistansk politik.

Sayyid Qutb, 1906-1966

Den mest radikale form for en islamisk modernitet, faktisk en slags islamisk anti-modernitet, repræsenterer Sayyid Qutbs ideologiske verden. Efter 8 år som skoleinspektør sendte det egyptiske uddannelsesministerium ham i 1948 til USA, hvor han erhvervede sig videregående studier i uddannelsesvæsenet. I 1952 blev han dog medlem af Det Egyptiske Broderskab. Under Præsident Nassers kampagne mod det muslimske Broderskab var han ti år i fængsel (1954-1964). Han blev arresteret igen i 1965 og henrettet i 1966.

Den største del af hans skrifter forfattede Qutb i fængsel, og man kan se en klar radikalisering af hans tankegang i denne periode. Hans politisk inspirerede nyfortolkning af islamiske traditioner skabte et ideologisk fundament for radikale islamister. Med nyfortolkningen skabte Sayyid Qutb et ideologisk grundlag for at retfærdiggøre den revolutionære kamp for en autentisk islamisk orden, som blev brugt af radikale islamistiske organisationer.

Politisering og popularisering 

Hasan al-Banna, Mawdudi og Sayyid Qutb står for en stigende politisering og popularisering af den islamiske diskurs om modernitet i det 20. århundrede, som nu også nåede bredere dele af befolkningen. Samtidig blev monopolet på at fortolke de hellige kilder, som de religiøse lærde ellers havde fastholdt over århundreder, enormt svækket, så næsten hvem som helst i dag kan fortolke Koranen og Sunna, Profetens traditioner, på deres egen facon.

Sideløbende brugte man den moderne islamiske diskurs som et middel til at distancere sig endnu mere fra det såkaldte Vesten i kampen om politisk uafhængighed. Den islamiske modernitet skulle vise vejen frem til oprettelsen af en postkolonial stat, og den skulle adskille sig fundamentalt fra vestlige modeller for regeringsførelse.

Derudover kan man iagttage en voksende tendens til at se denne islamiske modernitet som en holistisk enhed, et islamisk system, der kunne overvinde det moderne samfunds sociale fragmentering. En idé, der med udgangspunkt i romantikken også har været en del af kritikken mod modernisme i Europa.

Efter Anden Verdenskrig og frem til slutningen af 1970erne stod den islamiske modernitet dog hovedsageligt i opposition til de sekulære moderniseringsteorier, som var vejledende for mange af de autoritære regimer i postkoloniale muslimske stater. Først efter deres relative fejlslag på både det indenrigspolitiske og det internationale plan fik ideen om en ”islamisk løsning” en næsten hegemonisk position fra slutningen af 1970erne. Et relativt hegemoni, som imidlertid har antaget en vis pluralistisk karakter angående forestillingerne om, hvordan en islamisk modernitet skulle se ud.

Kampen om den rigtige fortolkning

Den nuværende diskurs om en islamisk modernitet er karakteriseret ved mindst to generelt modstridende retninger, som begge har deres rødder i det diskursive grundlag, som den islamiske reformbevægelse konstruerede engang i det 19. århundrede.

På den ene side er det ideologien om et islamisk system, hvorpå så forskellige bevægelser som det Muslimske Broderskab, salafistiske og jihadistiske grupperinger, det iranske regime eller til en vis grad politiske partier såsom Jamaat-I Islami, den tunesiske an-Nahda og den tyrkiske AK Parti bygger. På den anden side er der en ny bevægelse med forskellige ansigter, som nogen betegner som ”post-islamisme”.

Post-islamisme

Post-islamismen anføres af talsmænd, der er religiøse lægfolk, og som sender deres budskaber på et letforståeligt sprog og gør brug af nye digitale og sociale medier. Deres tilhængere forbinder et krav om individualitet med overholdelse af religiøse praksisser. Denne udvikling indikerer en vis afvigelse fra fundamentalistiske og forpligtelsesorienterede holdninger til nye former for mere inklusiv tænkning, idet man anerkender tvetydighed, mangfoldighed og kompromis i udførelsen af ​​religiøse praksis. Tilhængerne af denne nye islamiske bevægelse er mere bekymrede over personlig moral, individuel forbedring og samfundsudvikling end optagede af at gennemføre politiske reformer ved hjælp af en form for islamisk styrelse.

De får ofte deres inspiration fra lægprædikanter som f.eks. Amr Khaled. En egypter, der begyndte at prædike i moskeer og private klubber i begyndelsen af ​​1990’erne. Hans taler og TV-programmer er blevet udsendt bredt på en række satellitkanaler og er tilgængelige på internettet. Gennem de nye digitale medier har disse lægprædikanter været i stand at sende deres beskeder ud til millioner af unge muslimer verden over.

I deres budskab understreger disse nye religiøse aktører også, at de normative principper i Koranen bør være udgangspunktet for skabelsen af en moderne form for muslimsk identitet, og at en fornyelse af samfundet skal tage sit eksempel fra Profeten Muhammads og hans ledsageres praksisser.

Dermed ligger den nye reformbevægelse klart i forlængelse af ideerne om den moderne islamiske reform, som Abduh og Rida udviklede i slutning af det 19. århundrede. Men de nye reformatorer tilbyder et religiøst produkt, der er fuldt kompatibelt med både forestillinger om en islamisk modernitet og de nutidige forventninger, som karakteriserer den unge urbane middelklasses verdenssyn, ikke kun i Mellemøsten, men også i vores del af verden.

Mens islamiske reformatorer i det 19. århundrede kombinerede deres fortolkning af islamiske traditioner med en elitær borgerlig form for muslimsk identitet, fremhæver den såkaldte post-islamistiske bevægelse i sin forståelse af islamiske traditioner overvejende idéen om et kreativt, forbrugsorienteret og selvstændigt individ.

Er forestillinger om en islamisk modernitet på vej ind i en ny fase?

I lyset af den her fremstillede historiske udvikling indikerer denne nye bevægelse, at forestillinger om en islamisk modernitet måske er på vej ind i en ny fase. Tanken om et islamisk samfund organiseret gennem en islamisk stat, som karakteriserede de islamistiske ideologier, der efterfulgte den klassiske islamiske reformbevægelse i det 20. århundrede, bliver nu udfordret af en ny slags selvrefleksiv modernitet med individet i stedet for kollektivet i centrum.

Den tidligere vægt på islam som en statsideologi konkurrerer med anvendelsen af islamiske traditioner til at skabe en form for islamisk modernitet, som bygger på det enkelte individs religiøse og moralske udvikling. Den magtpolitiske tilgang til klassisk islamistisk tænkning, den rationelle tilrettelæggelse af et top-down defineret islamisk samfund baseret på normative principper, der skal findes i sharias juridiske fortolkning, er måske på vej til at tabe sin dominans blandt de nuværende forestillinger om en autentisk islamisk modernitet.

Kan islam og modernitet forenes?

Denne korte historiske gennemgang af islamiske reformbevægelser siger utvetydigt ja til en forening af islam og modernitet. Kun hvis man følger en alt for enkel sekulariseringslogik og modernitetsforståelse, ifølge hvilken forholdet mellem religion og moderne er et nulsumsspil, kunne svaret være anderledes.

Siden det 19. århundrede har muslimske intellektuelle og islamistiske ideologier præsenteret meget forskellige modeller for en islamisk modernitet. I dag forbinder islamiske aktivister en række sociale og politiske projekter med islamiske traditioner. På den ene side kan det være forkæmpere for menneskerettigheder og kvinders ligestilling eller sociale velgørenhedsorganisationer og ungdomsbevægelser, som følger en vision om den islamiske modernitet. På den anden side drejer det sig heller ikke nødvendigvis om projekter, der kunne fremme liberale idéer.

Som i den europæiske historie kunne moderne samfundsforestillinger også i den muslimske verden vise autoritære, hvis ikke næsten totalitære, træk. Visse former af islamismen minder os derfor om vores egne erfaringer med fascismen og stalinismen i det 20. århundrede.

Modernitet har mange ansigter

Det er vigtigt at tage højde for, at der ikke kun eksisterer én form for modernitet. Historisk set har moderniteten vist mange og meget ambivalente ansigter. Hvilken form for modernitet, der vil forme fremtiden, er ikke kun et åbent historisk spørgsmål i den muslimske verden. Også i det såkaldte Vesten er den liberale version af det moderne samfund under pres. Der kan derfor heller ikke konkluderes en prognose for, hvilken retning idéen om en islamisk modernitet vil udvikle sig i fremtiden.

Konklusionen kan kun være, at denne udvikling afhænger af mange ikke-religiøse faktorer. Muslimske sociale aktører vil fortolke islamiske traditioner i konteksten af deres politiske idealer og interesser. Derudover afhænger denne fortolkning til en vis grad af, hvordan forholdet mellem ”islam og Vesten” udvikler sig. Denne dikotomi spillede jo en afgørende rolle i den historiske proces, hvorigennem idéen om en specifik islamiske modernitet har nået sin relativt hegemoniske position. Det er derfor ikke de religiøse traditioner selv, som vil vise fremtidens vej og afgøre, om moderniteten i den muslimske verden bliver en islamisk modernitet.

Dietrich Jung er professor ved Syddansk Universitet, hvor han også leder Center for Mellemøststudier. Artiklen bygger på hans forskning, som er udgivet i to bøger på engelsk: ”Politics of Modern Muslim Subjectivities”, New York: Palgrave 2014 (med Marie J. Petersen og Sara L. Sparre); og ”Muslim History and Social Theory”, New York: Palgrave 2017.

Scroll to Top