UHØRT #1: At erobre magten og beholde den – Niccolò Machiavelli læser Trump

Idéhistorikeren Mikkel Thorup har læst Donald Trump med renæssancefilosoffen og den politiske tænker Niccolò Machiavelli til Baggrunds bog “UHØRT! — idéhistorien læser Donald Trump”. Du kan høre Mikkel Thorups kapitel og et interview med Mikkel Thorup i det første afsnit af UHØRT-podcasten.


Nic­colò Machi­avel­li (1469−1527) er en af den ital­ienske renæs­sances store poli­tiske tænkere. Han var human­is­tisk uddan­net og ansat af bystat­en Firen­ze som diplo­mat, hærled­er og råd­giv­er under forskel­lige regimer. Hans skrifter kom­biner­er læs­ning af antikke kilder med hans egne poli­tiske erfaringer, særligt kendt og berygtet er skriftet Fyrsten, som han skrev i 1513, men som først udkom i 1532 efter hans død, da dens kyniske råd om mag­tudøvelse chok­erede hans samtid, udfor­drede den religiøse moralitet og udstillede poli­tik som et amoral­sk magt­spil. Siden er ’machi­avel­lisme’ blevet et syn­onym for skrup­pel­løs poli­tik, men Machi­avel­lis tænkn­ing var dog langt mere sofistik­eret, end han ofte karik­eret frem­stilles, og hans moralske og poli­tiske ide­al­er langt stærkere, end hans skrifter og efter­mæle tit tilsiger.

At kunne gribe og vin­de magt er ikke det samme som at kunne bruge og udøve magten. Det vigtig­ste, Machi­avel­li ville fokusere på hos Trump, er, at det, der gjorde, at han vandt magten, er det samme, der gør, at han ikke kan regere; at han nu ikke kan besid­de og bruge magten.

Machi­avel­li begreb­slig­gør rela­tio­nen mellem per­son og omstændighed­er med de romerske begre­ber for­tu­na og virtú. Kort for­t­alt så er for­tu­na held, lykke, omskifte­lighed, det usikre, det plud­selige – det kvin­delige ele­ment i ver­den – mens virtú beteg­n­er men­nes­kets evne til at rea­gere på for­tu­na, han­dle kraft­fuldt i ver­den og derved påvirke begiven­hed­ernes gang – det man­dlige ele­ment.

Virtú beteg­n­er basalt set ’evnen til at ero­bre magten og beholde den’, og Machi­avel­lis teo­retiske og lit­terære skrifter kredser om, hvor­dan for­tu­na, tilværelsens omskifte­lighed, både kan gribes og alligev­el igen og igen slip­per væk. Hvis man tror, man behersker for­tu­na, at man er tilsmilet, at man har ret­ten til magten, at man er almægtig, at man behersker en sit­u­a­tion, da vil for­tu­na bringe en til fald.

Trump ville for Machi­avel­li være et fascinerende eksem­pel på en, der så for­tu­na smile, der hvor ingen andre kiggede, og med enorm kraft og beslut­somhed greb ud efter hende og ero­brede for­tu­nas gun­st. Trumps kvin­de­f­jendske bemærkn­ing, ’Grab them by the pussy’ er ren Machi­avel­li, som når Machi­avel­li siger ”lykken er en kvin­de: og det er nød­vendigt, hvis man vil beherske den, at slå på den og støde til den.” Der er i Machi­avel­lis og også Trumps maskulinis­erede ver­den en direk­te par­al­lel mellem ero­bring af magt og ero­bring af kvin­den.

Men Machi­avel­li ville ikke som Trump tro, at for­tu­na, lykken, eller kvin­der for den sags skyld, er så lette at beherske. Han ville erindre sin læs­er om, at den, der tror sig i kon­trol over magten eller lykken, er den sande tåbe, der står for fald. Vigtigst ville Machi­avel­li træde lidt tilbage og afvente faldet for én, der ikke kan se, at hvad der bragte ham til magten — for­tu­nas korte smil — ikke var­er ved, når magten skal bruges. Snarere end at insis­tere på sin egen virke­lighed, siger Machi­avel­li, at man må ”vende sig i overensstem­melse med det, som lykkens vin­de og tin­ge­nes omskifte­lighed byder ham” — eller gå til grunde.

Det næste spørgsmål er så: Hvilke fejl ville Machi­avel­li se, at Trump har gjort i over­gan­gen fra magtkamp til mag­tudøvelse? Machi­avel­lis måske mest kendte sæt­ning er, at det er ”langt mere sikkert at være frygtet end els­ket”. Det er en læresæt­ning, som Trump og hans råd­gi­vere synes at have gjort til deres egen uden helt at forstå, at der – også for Machi­avel­li – er forskel på, hvad der er mest sikkert, og hvad der er moral­sk bedst. Men Machi­avel­li til­fø­jer dog, at det farlig­ste er at være ”for­agtet og forhadt”. For­agten og hadet  sker, siger Machi­avel­li, hvis man ikke hold­er sig fra sine ”borg­eres og under­såt­ters ejen­dele og fra deres kvin­der” og ved ure­t­færdig brug af loven.

Machi­avel­li foreskriv­er, at man altid bør synes ord­hold­ende, dydig, gavmild og så videre. man skal bare være klar til ikke at være det, hvis omstændighed­erne kræver det. Det vigtige her er ikke hyk­leri­et og skue­spillet, men at man altid skal lade omstændighed­erne og nød­vendighe­den dik­tere sine han­dlinger og sin fremtræ­den. ”Alt efter nød­vendighe­den”, som Machi­avel­li igen og igen siger. Man skal ikke være løg­nagtig, nærig og hævnger­rig af prin­cip, lige­som man ikke skal være elske­lig, gavmild og god af prin­cip. Sit­u­a­tio­nen dik­ter­er. Sit­u­a­tio­nen bestem­mer. Men vigtigst er det, at man kan synes god og ord­hold­ende, alt­så at man han­dler således, at det ved­bliv­er at være en tro­værdig måde at frem­stille sig selv på. Ikke som nu, hvor de fleste antager, før Trump har sagt et ord, at det er løgn fra ende til anden. Machi­avel­lis råd til fyrsten er aldrig at sige noget som helst, der ikke virk­er klogt, rigtigt, humant, og altid kul­tiver­er indtrykket af viden og god­hed.

Machi­avel­li ville for­mod­entlig have set, at Trumps per­son og hans for­tolkn­ing af sin val­gse­jr har for­blæn­det ham, således at han nu han­dler ud fra sin per­sons karak­ter­is­ti­ka og ikke ud fra sit­u­a­tio­nens krav. Det, der virkede, da for­tu­na smilede til ham under val­gkam­p­en, hvor lykken og heldet allierede hans per­son med omstændighed­erne og gav ham sejren, har han uni­ver­salis­eret, hvorved han ikke læn­gere er i stand til at tilpasse sig virke­lighe­dens omskifte­lighed, men des­per­at forsøger at få virke­lighe­den til at passe til sin per­son og hans forestill­ing om ver­den. Machi­avel­li siger, at ”den fyrste, der støt­ter sig helt på lykken, går til grunde, når denne skifter”. Machi­avel­li ville på sin tid have set en ’dead man walk­ing’, en snart myrdet men end­nu lev­ende per­son, en, der ikke har ind­set, at for­tu­na har for­ladt ham, og i vor tid er det en ’lame duck’, en præsi­dent, der ikke kan regere.

Trump er den regeringsled­er i his­to­rien, der lettest kunne have over­ras­ket pos­i­tivt. Bare ved ikke at opføre sig van­vit­tigt som præsi­dent ville han have kun­net berolige sine allierede og paci­fi­cere sine modstandere.Det er to træk som Machi­avel­li altid anbe­faler som essen­tielle for at beholde magten. I stedet har Trump fort­sat strate­gien fra val­gkam­p­en med at inten­si­vere enhver kon­fronta­tion og at gøre ethvert spørgsmål til en kamp, enhver oppo­nent til en fjende. Machi­avel­li ville klart se, at Trump ikke forstår, at kri­gen, her val­gkam­p­en, er ovre, og at fre­den nu skal vin­des. Trump er måske, for nu at parafrasere Lev Troskij, den foreløbige kul­mi­na­tion på ’den evige val­gkamp’, på val­gkamps-logikkens overtagelse af hele regeringspe­ri­o­den.

I stedet for at skifte fra val­gkamp til regering har Don­ald Trump inten­siveret kon­fronta­tion­erne, øget og mobilis­eret ande­len af mod­standere. Machi­avel­li ville have hvisket i Trumps øre, at han meget offentligt skulle have ofret sine to nærmeste medar­be­jdere, Steven Ban­non og Kellyanne Con­way på førsteda­gen for at sig­nalere, at ’det jeg sagde og gjorde under val­gkam­p­en, var ikke mig men dem. Stol på mig nu’. Et af Machi­avel­lis mest berygt­ede tek­st­stykker er der, hvor han fortæller om, hvor­dan Cesare Bor­gia havde ind­sat en gru­som hjælper, Ramiro de Lorqua, til at styre en by bru­talt, og at da hans gru­somhed skift­ede fra at være gavn­lig til at blive en kilde til had imod sig, så lod Bor­gia en mor­gen sin hjælper ”frem­stille på torvet, skåret i to stykker med et stykke træ og en blodbestæn­ket kniv ved siden af. Vild­sk­aben i dette skue­spil gjorde hine befolkninger på én gang til­fredse og for­bløffede.”

I stedet for, lidt min­dre bru­talt end Bor­gia, at ofre sine to medar­be­jdere, har Trump i stedet sig­naleret, at val­gkam­p­ens vild­skab også er hans regeringsmåde. Og sam­tidig han har ignor­eret et andet af Machi­avel­lis råd, nem­lig at når man overtager magten, skal man få ord­net alle sine gru­somhed­er hur­tigt og bru­talt på én gang for ikke at skulle gen­t­age dem hver dag. Dermed udry­d­der man sine mod­standere, inden de kan rea­gere, og man sig­nalerer til resten af befolknin­gen, at man er bru­tal når nød­vendigt, men at der nu hersker fred.

En væsentlig begræn­sning i bru­gen af Machi­avel­li til at forstå Trump er selvføl­gelig den meget forskel­lige his­toriske sit­u­a­tion, hvilket gør dette til en lidt sus­pekt idéhis­torisk analyse. Vi gør det alligev­el, og den vigtig­ste forskel er, at hvor poli­tik for Machi­avel­li var krig, magt­skifte var mord, døden var over­alt, så er dagens USA et forholdsvist veletableret, reg­u­laris­eret demokrati, hvor kri­gen er afløst af val­ghan­dlin­gen. Folk mis­ter magten, for­di de taber valg, ikke for­di de bliv­er snigmyrdet. Borg­erkri­gen er afløst af val­gkam­p­en.

For Machi­avel­li er fyrstens første og vigtig­ste opgave altid kri­gen. Det er den his­toriske nød­vendighed i den tid, han lev­ede, og det er del af den masku­line poli­tik­forståelse, han har. Vir­tu er evnen og vil­lighe­den til vold. Al overve­jelse er inden­for kri­gens horisont. Det er hære, der støder sam­men, troppe­bevægelser og plud­selig død.

Trump har vun­det et valg. Men hvis Machi­avel­li kunne se Trump i dag, tror jeg, han ville bemærke alle de måder, hvor­på Trump fin­ger­er krig. Hans beskriv­else af for­ret­ningslivet som en jun­gle, hvor kun den stærkeste over­lever; hans bege­jstring for wrestling; hans beun­dring for Putin, Bashar al Assad, Kim Jong Un og mas­sakren på den him­melske fred­splads i Kina; og hans evin­delige forhånelse og for­føl­gelse af mod­standere er Trump, der leg­er krig.

Det gav val­gkam­p­en en særlig aura, en særlig inten­sitet, og nu giv­er det mag­tudøvelsen en særlig ure­gerlighed. Trump har glemt, hvad mange andre også glem­mer, at sport og for­ret­ning kun er krig i en særlig lat­terlig udgave, hvor enhver sejr kun er foreløbig – næste søndag er der en ny kamp – hvo­rimod krig er en kon­fronta­tion, hvor det er sejr eller død. Trump kan ikke slippe den ’krigs’-tanke, at hans sejr er endelig, at han har vun­det og al kri­tik og mod­stand skal fors­tumme, men det er krigsse­jrens priv­i­legium, ikke val­gse­jrens.

Det er Trump, man­den der snød sig fra at tjene som sol­dat, der leg­er krig. Der forsøger at få poli­tik til at ligne krig. Men krig – som en anden krigstænker, Carl von Clause­witz engang sagde, opstår først, når vold mødes med mod­vold. Prob­lemet med Trumps strate­gi er der­for, at han tvinger sine mod­standere til enten at over­give sig eller gøre mod­stand. Og mod­stand er det mest sandsyn­lige, hvilket besværlig­gør at kunne regere.

I en krig ned­kæm­per man. Efter en krig regerer man. Enten-eller. Om end kri­gen aldrig er langt væk i Machi­avel­lis optik, og at man altid skal for­berede sig på den, så skal man ikke opsøge den, hvis det ikke er abso­lut nød­vendigt. Fak­tisk skal man prøve at undgå den, og man skal for­van­dle tidligere mod­standere til enten ven­ner eller folk, der kan leve med en. Det er ikke Trumps måde, og det er, ville Machi­avel­li sige, for­di han forsøger at bøje tiden efter sit blik frem­for at kaste et blik på sin tid. Der­for må kri­gen fort­sætte, indtil alle siger det, han inder­st inde ved ikke pass­er, nem­lig at han har ret til magten, at han er ’the great­est’. Indtil da må kri­gen fort­sætte.

Og Machi­avel­li ved, at det er vejen til at miste magten, der på Machi­avel­lis tid betød sit hov­ed og liv, og i dag bety­der sit embe­de og sin ære. Lad os slutte af med et citat fra Machi­avel­lis andet hov­ed­værk, Drøf­telser, hvor han skriv­er: ”Kort sagt må de, som himlen betænker med en sådan lej­lighed, gøre sig klart, at der foran dem står to veje åbne: den ene før­er til et liv i sikker­hed og ind­bringer dem udødelig hæder; den anden til et liv i uaf­brudt angst og til evig vanære efter døden.”

At ero­bre magten og beholde den — Nic­colò Machi­avel­li læs­er Trump” er skrevet af Mikkel Tho­rup til bogen “UHØRT! — idéhis­to­rien læs­er Don­ald Trump”. Tekst: Mikkel Tho­rup. Tilret­telæggelse, klip­n­ing og inter­view: Kasper Mikael Jacek. Oplæs­ning: Marie Weis. Musik: Ed Askew. Illus­tra­tion: Naima Cal­len­berg.

Scroll til toppen