Hizb ut-Tahrirs politiske indflydelse i Danmark

Hizb ut-Tahrir demon­str­erer i Køben­havn. Foto: EPO. Kilde: Cre­ative Com­mons.

Siden 2001 har den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir været genstand for massiv debat i danske medier. Men hvad er organisationens ideologiske ophav? Og kan den overhovedet siges at have reel politisk indflydelse? I dag fortæller lektor Kirstine Sinclair om Hizb ut-Tahrirs danske historie.

FOKUS: POLITISK ISLAM Islam ind­tager en cen­tral plads i forskel­lige poli­tiske kul­tur­er rundt omkring i ver­den og optræder i alt fra fun­da­men­tal­is­tiske til pro­gres­sive bevægelser. Men er poli­tisk islam et pro­dukt af det mod­erne eller et levn fra for­tiden? I denne fokusserie har vi fået en række ekspert­er til at kaste et blik på det poli­tiske islams idéhis­to­rie.


Mellem 2001 og 2015 har debat­ten om Hizb ut-Tahrir gen­nemgået bety­delige foran­dringer. Umid­del­bart efter ter­ro­ran­grebene på USA den 11. sep­tem­ber 2001 havde stort set ingen i Dan­mark hørt om islamisme eller Hizb ut-Tahrir. I dag er store dele af befolknin­gen bek­endte med både Hizb ut-Tahrir og islamisme, salafisme og sufisme som forskel­lige beteg­nelser for mus­limske prak­siss­er og over­be­vis­ninger. Det skyldes en sti­gende inter­esse for islam og mus­limer siden 11. sep­tem­ber 2001 samt en markant mediebevå­gen­hed på alt, der er blot tilnærmelsesvist relateret til islamistisk ter­ror­isme. I en dan­sk sam­men­hæng har Hizb ut-Tahrir spillet en cen­tral rolle i disse forhold.

Hizb ut-Tahrir har været aktiv i Dan­mark siden midten af 1990erne, men først efter ter­ro­ran­grebene på USA den 11. sep­tem­ber 2001 og det efter­føl­gende mil­itære modsvar i form af angreb på Afghanistan påtog organ­i­sa­tio­nen sig rollen som Islams forsvar­er i den danske offent­lighed. Det skabte røre. I okto­ber 2001 afholdt de et offentligt stor­møde under slo­ganet “Et angreb på én mus­lim er et angreb på alle mus­limer”, og siden da har de ikke forsømt en chance for at pro­vokere majoritets­danskerne – såv­el mus­limer som ikke-mus­limer. I 2003 indledte Rigsad­voka­turen i Dan­mark den første under­søgelse om mulighed­erne for et for­bud mod organ­i­sa­tio­nen. Året efter, i som­meren 2004, blev det kon­klud­eret, at man efter en rund­spørge i de danske poli­tikredse ikke fandt eksem­pler på, at Hizb ut-Tahrir brugte vold eller havde det som mål, hvilket ifølge Grundlovens §78, stk. 2 er en betingelse for at gen­nem­føre et for­bud. Til trods for denne første under­søgelse har poli­tikere fra stort set alle parti­er i folketinget på skift fores­lået organ­i­sa­tio­nen for­budt, og i alt tre gange har Rigsad­voka­turen under­søgt sagen (foru­den den nævnte første gang i 2003, også i 2008 og sen­est i 2015).

Firkan­tet sagt find­er man overord­net to hold­ninger til Hizb ut-Tahrir blandt majoritets­danskerne. Den ene er, at organ­i­sa­tio­nen med sit bas­tante retoriske udtryk bal­ancer­er på kan­ten af lov­givnin­gen, men at et for­bud ville være kon­trapro­duk­tivt og ikke ville elim­inere organ­i­sa­tio­nens mulighed­er for at påvirke især danske unge med mus­lim­sk bag­grund. Den anden er, at den eneste logiske kon­sekvens af Hizb ut-Tahrirs retoriske udtryk er vold­elig aktivisme og/eller ter­ror­isme, og at organ­i­sa­tio­nen burde for­by­des.

Blandt Hizb ut-Tahrirs medlem­mer er synet på den danske majoritets­be­folkn­ing mere enty­digt: De dele af den danske befolkn­ing, der er præget af dan­sk kul­tur forstået som mod­sæt­nin­gen til islamisk kul­tur, er dekadente, amoralske og behan­dler mus­limer ure­t­færdigt både ude og hjemme. Ude eksem­pli­fi­ceret ved krigs­delt­agelse i mus­limske majoritet­s­lande og uden­rigspoli­tik, der ikke tilgo­deser mus­limske inter­ess­er. Hjemme gen­nem fejl­sla­gen inte­gra­tionspoli­tik og diskrim­i­na­tion af mus­limer. Medlem­merne men­er således, at mus­limer i alle sam­men­hænge his­torisk og geografisk har været og er ofre for impe­ri­al­is­tisk ure­t­færdig udbyt­ning.

Blandt andet på grund af den hyp­pigt gen­tagne for­buds­diskus­sion og tilhørende mediedækn­ing lign­er Hizb ut-Tahrir en suc­ces­fuld, dan­sk islamistisk organ­i­sa­tion, som er i stand til at influere den poli­tiske debat og skabe over­skrifter. Hizb ut-Tahrirs skif­tende medierepræsen­tan­ter ved, hvor­dan de skal adressere mus­limske minoriteter i Dan­mark og rekrut­tere nye medlem­mer. Organ­i­sa­tio­nens arbe­jde er blevet næret af offent­lighe­dens inter­esse, og rivalis­erende grup­peringer har ikke haft held til at udfor­dre Hizb ut-Tahrirs dominerende sta­tus på den islamistiske scene i Dan­mark. Når det er sagt, så har opfat­telser af Hizb ut-Tahrir og vilkårene for organ­i­sa­tio­nens ind­fly­delse ændret sig gen­nem tiden.

Bidraget hvil­er på studi­er af aktiviteter i Hizb ut-Tahrirs danske og britiske afdelinger i årene 2001–2015 – og mediedæknin­gen af disse i samme peri­ode – samt sam­taler og inter­views med medlem­mer og tidligere medlem­mer i disse afdelinger i 2003 og igen i peri­o­den 2008–14. Omdrejn­ingspunk­tet er spørgsmålet om organ­i­sa­tio­nens poli­tiske ind­fly­delse.

Hizb ut-Tahrirs ideologi og historie

Hizb ut-Tahrir blev grund­lagt i Palæsti­na i 1953, og navnet bety­der “Befrielses­par­ti­et” på ara­bisk. Siden grundlæggelsen har organ­i­sa­tio­nen demon­str­eret en bemærkelsesværdig over­levelse­sevne, der skyldes dens ide­ol­o­giske og organ­isatoriske strin­gens. Siden organ­i­sa­tio­nens stif­telse har grundlæg­geren al-Nab­ha­nis ide­ol­o­giske værk­er fra 1950’erne udgjort rygraden i tænknin­gen og været det sam­lende punkt i medlem­mernes aktiviteter, nem­lig studiekreds­delt­agelse. Ligeledes har der kun været min­i­male afvigelser fra den organ­isatoriske struk­tur i de ca. 40 nationale afdelinger af organ­i­sa­tio­nen, der alle fort­sat ref­er­erer til det inter­na­tionale led­er­skab i Amman, Jor­dan.

Ker­nen i Hizb ut-Tahrirs ide­olo­gi er, at reli­gion og poli­tik ikke kan adskilles. Der­til kom­mer, at ram­merne for udfold­elsen af ide­olo­gien må være en islamisk stat; et såkaldt kali­fat. Hizb ut-Tahrirs kali­fat tager udgangspunkt i al-Nah­ba­n­is for­tolkn­ing af Shar­i’a og det islamiske tek­stko­r­pus, kora­nen, beskriv­elserne af pro­fetens sæd­vane, Hadith, samt mod­erne ele­menter, såsom begre­bet om et poli­tisk par­ti, alt­så Hizb ut-Tahrir selv, der led­er masserne mod et mere ret­færdigt sam­fund. Hizb ut-Tahrir dis­tancer­er sig selv fra demokrati, men­neskerettighed­er og andre ide­al­er, der afviger fra opfat­telsen af, at en stat skal ledes ifølge Guds lov af Guds repræsen­tant på jor­den, kalif­f­en.

Hizb ut-Tahrir betragter således Islam som et kom­plet sys­tem af ret­ningslin­ier for alle livets forhold; poli­tik, tro, økono­mi, civil­sam­fund og velfærd. Kali­fatet opfattes som et gud­givet statssys­tem, der sikr­er gen­nem­førelse af disse ret­ningslin­ier. His­torisk set ref­er­erer kali­fatet (navnet stam­mer fra det ara­biske ord “kalif”, der bety­der efter­føl­ger) til det ledelsessys­tem, som blev ind­ført efter pro­fetens død i 632 for at sikre kon­trollen med de ara­biske stam­mer. Siden har kali­fatet man­i­festeret sig på forskel­lig vis afhængigt af det omgivende sam­fund og epok­er – der er stor forskel på forhold­ene på den ara­biske halvø i 600-tal­let og det osman­niske rige i 1920’erne – men Hizb ut-Tahrir taler om kali­fatet i ental og ignor­erer alle his­toriske karak­teriska. For Hizb ut-Tahrir er kali­fatet dermed en sam­lende his­torisk, religiøs og poli­tisk struk­tur, som alle ”rigtige” mus­limer ønsker genind­ført uanset etnicitet, geografi eller ortodok­si. Forskeren Suha Taji-Farou­ki skriv­er om dette i bogen Fun­da­men­tal Quest: Hizb al-Tahrir and the Search for the Islam­ic Caliphate (1996).

Grundlæggelsen af organ­i­sa­tio­nen Hizb ut-Tahrir og dens poli­tiske pro­gram må forstås i sam­men­hæng med opret­telsen af stat­en Israel i 1948. Begiven­hed­erne, der fandt sted mellem 1947–49, beteg­nes ofte al-Nak­ba, ”katas­tro­fen” i ara­bisk og palæsti­nen­sisk his­to­rieskrivn­ing, og indik­er­er den næsten mytol­o­giske betyd­ning, Israel tilde­les. Al-Nak­ba dækker både over beg­y­n­delsen på den palæsti­nen­siske dias­po­ra og kul­mi­na­tio­nen på vestens kolo­nialis­er­ing af den mellemøstlige region. Hizb ut-Tahrir del­er denne opfat­telse, men tager den et skridt videre og opfat­ter etab­lerin­gen af Israel som beg­y­n­delsen på en ny bølge af vestlig impe­ri­al­isme i Mellemøsten. Kri­gene i Afghanistan og Irak ses i lyset af 1948 og som en for­læn­gelse af vestens sys­tem­a­tiske ure­t­færdighed­er mod mus­limer i Mellemøsten.

På samme måde som opret­telsen af Israel i 1948, ind­tager nedlæggelsen af det sid­ste kali­fat i 1924 (det Osman­niske) også en mytol­o­gisk sta­tus hos Hizb ut-Tahrir. I de ide­ol­o­giske skrifter trækkes en lige lin­ie fra 1924 til 1948, hvor begge begiven­hed­er opfattes beviset på vestens poli­tiske, mil­itære og økonomiske forsøg på at under­lægge sig mus­limske stater og mus­limer. Både den ahis­toriske forståelse af kali­fatet som en sam­men­hæn­gende og ensartet styre­form, der løber fra 632 til 1924, og opfat­telsen, at alle mus­limer dybest set ønsker at leve og dø i et kali­fat, vis­er, at Hizb ut-Tahrirs håb om at forene og repræsen­tere alle mus­limer ikke skel­er til de his­toriske, etniske, geografiske og religiøse forskelle mellem ver­dens mus­limer.

Måden, hvor­på Hizb ut-Tahrir søger at genind­føre kali­fatet, er gen­nem hold­ningsæn­dringer og ved at over­be­vise mus­limer om det nød­vendi­ge i, at de arbe­jder for genind­førelsen, og ikke-mus­limer om det nød­vendi­ge i at kon­vert­ere til Islam. Kali­fatet skal genetableres via et mil­itærkup, men deru­dover opfor­dres medlem­mer ikke til at gribe til våben eller på nogen måde engagere sig i vold­elig adfærd. Hizb ut-Tahrir er således ikke-demokratisk og ikke-vold­elig. De opfor­dr­er på én og samme tid medlem­mer til ikke at delt­age i hverken demokratiske val­ghan­dlinger eller vold og ter­ror.

Den bagvedliggende opfat­telse af poli­tisk par­ti og poli­tisk foran­dring min­der om den ide­ol­o­giske tænkn­ing i det sekulære Baath­par­ti, som al-Nab­hani havde haft forbindelse til før grundlæggelsen af Hizb ut-Tahrir i 1953. En anden inspi­ra­tionskilde, som man­i­festeres i Hizb ut-Tahrirs meget hier­arkiske struk­tur og elitære selv­forståelse, er lenin­is­men. Fra lenin­is­men har Hizb ut-Tahrir over­be­vis­nin­gen om, at poli­tisk foran­dring skabes ved, at en elite led­er masserne på rette vej.

Hizb ut-Tahrirs indflydelse 2001–2015

Mellem 2001–2008 fik Hizb ut-Tahrir mas­siv mediedækn­ing til arrange­menter, demon­stra­tioner og stor­møder. Krads­børstige slo­gans og velorkestr­erede kam­pag­n­er frem­stillede mus­limer som udsat­te i det danske sam­fund grun­det den danske kul­turs moralske for­fald og ”danskernes” kri­tiske ind­still­ing over­for mus­limer. I medierne og den poli­tiske debat blev udsagnene opfat­tet som pro­voka­tion­er, der poten­tielt dækkede over ter­rortrusler, snarere end de blev kon­fron­teret med kri­tiske spørgsmål om repræsen­ta­tivitet. Man forholdte sig hverken til hvem og hvor mange, der repræsen­terede Hizb ut-Tahrir eller ide­olo­gien bag organ­i­sa­tio­nen, der som bek­endt er ikke-vold­elig. I prak­sis har den danske del af organ­i­sa­tio­nen ikke mere end 200 medlem­mer, hvilket svar­er til 0,1% af lan­dets mus­limer, og i det lys var peri­o­dens mediedækn­ing ude af pro­por­tion­er.

Da Rigsad­vokatens under­søgte mulighed­erne for at for­byde organ­i­sa­tio­nen i 2008, kom samme kon­klu­sion som i 2003; at der ikke var grund­lag for et for­bud. Dette afspe­jlede sig i medierne og i den offentlige debat om islam og islamisme, deri at Hizb ut-Tahrirs tilst­ede­værelse i højere grad blev accepteret som et fak­tum og et vilkår. Sam­tidig blev medierepræsen­tan­ten, Fadi Abdul­latif, fængslet efter at have mod­taget sin anden dom for at frem­sætte trusler mod hen­holdsvis den jødiske minoritet og den tidligere danske statsmin­is­ter Anders Fogh Ras­mussen.

Efter fængslin­gen af Abdul­latif blev en ny medierepræsen­tant udpeget (Cha­di Freigeh), og det med­førte en ny medies­trate­gi og for rekrut­ter­ing af nye medlem­mer. En mere imødek­om­mende tone blev slået an gen­nem eksem­pelvis små doku­men­tarfilm, der viste Hizb ut-Tahrir-medlem­mer i afs­lappede omgivelser og påk­læd­ning, mens de diskuterede mus­limers forplig­telser som rolle­mod­eller i sam­fun­det. Uden at kunne påvise en direk­te sam­men­hæng kan man argu­mentere for, at Rigsad­vokatens anden under­søgelse, fængslin­gen af Abdul­latif og den nye medies­trate­gi var årsagen til den kun meget per­ifære rolle, som Hizb ut-Tahrir spillede i de danske medi­er de efter­føl­gende år.

I jan­u­ar 2011 rea­gerede Hizb ut-Tahrir på den dal­ende inter­esse ved at pro­vokere på ny. De inviterede til et møde på Det Kon­gelige Bib­liotek, lige ved siden af Chris­tians­borg, med bud­sk­a­bet om en legit­imer­ing af angreb på skan­di­naviske sol­dater tilst­ede i ”mus­limske lande” – alt­så sol­dater udsendt til Irak og Afghanistan. Med ét slag havde de lan­dets poli­tikere og den sam­lede presse i deres hule hånd igen. Evnen til at pro­vokere og skabe over­skrifter var således intakt, men den blev hur­tigt udfor­dret af det såkaldte ara­biske forår og fremkom­sten af Islamisk Stat. Mens opti­mis­men bag foråret og det folke­lige ønske om demokrati gjorde det svært at ved­holde, at masserne i virke­lighe­den ønskede et kali­fat, gjorde eksis­tensen af en ”Islamisk Stat” det svært at fork­lare, hvor­for Hizb ut-Tahrirs ide­al­stat var et bedre og mere rigtigt alter­na­tiv til det danske demokrati. Begge sit­u­a­tion­er var svære at omsætte til korte, bom­bastiske slo­gans for Hizb ut-Tahrir, hvilket hele organ­i­sa­tio­nen fort­sat er mær­ket af.

Siden 2014 har Hizb ut-Tahrirs danske afdel­ing søgt ind­fly­delse ad andre veje. Nogle medlem­mer har startet en moské på Nør­re­bro i Køben­havn, mens andre har vist inter­esse for bestyrelsesar­be­jde i hen­holdsvis to beboer­forninger og en sport­sklub i Køben­havn­som­rådet. I Kokkedal blev per­son­er med tilknyt­ning til Hizb ut-Tahrir val­gt til en beboerbestyrelse, og selvom det ikke lykkedes for medlem­mer at blive val­gt ind i en tilsvarende beboer­foren­ing i Brønd­by Strand, beg­y­n­dte tilknyt­tede per­son­er at dominere bestyrelsen af en lokal fod­bold­klub. Begge sted­er var resul­tatet, at der blev taget vide hen­syn til mus­limer i forbindelse med udbudte aktiviteter, økonomiske pri­or­i­teringer, valg af spise­menu osv, mens ikke-mus­limer følte sig ned­pri­or­iterede og min­dre velkomne.

I Kokkedal og Brønd­by Strand har det været prob­lema­tisk at opretholde den lokale opbakn­ing, for­di de pågældende Hizb ut-Tahrir-sym­pa­tisør­er ikke har haft foreningernes mål og medlem­mers inter­ess­er for øje, men snarere har set bestyrelses­posterne som plat­form for rekrut­ter­ing til Hizb ut-Tahrir. De nye aktiviteter i moskéer og bestyrelser er der­for i højere grad udtryk for, at den samme gam­le strate­gi blot forsøges gen­nem­ført for nye pub­likum­mer – uden nævneværdig suc­ces vel at mærke, idet de pågældende per­son­er ikke beholdt posterne ret længe.

Da Hizb ut-Tahrirs ikke vil etablere af kali­fatet gen­nem vold, kom det for nogen som en over­raskelse, at gern­ings­man­den bag ter­ror­drabene i Køben­havn den 14. feb­ru­ar 2015 havde tilnyt­ning til Hizb ut-Tahrir. Gern­ings­man­den, Omar al-Hus­sein, befandt sig i Hizb ut-Tahrirs al-Faruk-moské afte­nen inden angrebene, hvilket fik daværende, socialdemokratiske justitsmin­is­ter Mette Fred­erik­sen til at bede Rigsad­vokat­en om en tred­je under­søgelse af mulighed­erne for at for­byde organ­i­sa­tio­nen. End­nu en gang med samme resul­tat: Det kunne fort­sat ikke doku­menteres, at Hizb ut-Tahrir havde vold som mål eller mid­del.

Men allerede dagen efter skud­drabene i Køben­havn udsendte Hizb ut-Tahrir en pressemed­delelse, hvori danske mus­limer blev opfor­dret til at nægte at tage afs­tand fra Islam på trods af Omar el-Hus­seins tilknyt­ning til Islamisk Stat. Argu­menterne i pressemed­delelsen var: 1) Ter­ror­isme er ikke en del af Islam, så mus­limer skal ikke føle sig forpligtet til at tage afs­tand her­fra; 2) Det danske sam­fund er ans­varlig for fejl­sla­gen inte­gra­tion og dermed også for el-Hus­seins skæb­ne; 3) Mus­limer bliv­er hele tiden udsat for diskrim­i­na­tion, og beskyld­ningerne om Hizb ut-Tahrirs ans­var for el-Hus­seins gerninger er blot end­nu et eksem­pel. Desu­den afholdt de flere offentlige møder, demon­stra­tioner og fik lange inter­views i lands­dækkende dag­blade og på TV. Med andre ord: Anklagerne mod Hizb ut-Tahrir og for­bud­sun­der­søgelsen blev nok engang af organ­i­sa­tio­nen udnyt­tet til at pro­filere sig i medierne.

Hvad forstår vi ved ’politisk indflydelse’?

En af de mest iøjne­faldende kon­klu­sion­er på Hizb ut-Tahrirs udvikling siden 2001 og den danske mediedækn­ing af samme, er, at majoritets­danskerne og de danske medi­er frygter det, de ikke kender. Men i takt med, at fortro­lighed opstår med nye fænomen­er, daler inter­essen. I dag er den gængse opfat­telse af organ­i­sa­tio­nens medlem­mer, at de nok er ekstreme i deres syn­spunk­ter, men at de ikke er ter­ror­is­ter. Det er sam­tidig bemærkelsesværdigt, at Hizb ut-Tahrir fort­sat kan skabe opmærk­somhed omkring deres poli­tiske pro­jekt for uden at ændre bud­sk­a­bet eller øge medlem­stal­let, har de bevaret en plat­form, hvor de effek­tivt kan råbe de danske poli­tikere op. Når medlem­mer ønsker at pro­vokere, rea­ger­er poli­tik­erne fort­sat. Hizb ut-Tahrir må beteg­nes som en suc­ces­fuld islamistisk organ­i­sa­tion, alene for­di der fort­sat er aktive medlem­mer, der arbe­jder for kali­fatet, og for­di der hele tiden kom­mer nye til i takt med, at andre falder fra. Men er dette ens­be­ty­dende med, at det er en ind­fly­delses­rig organ­i­sa­tion i dan­sk sam­men­hæng?

Hizb ut-Tahrir er ikke et poli­tisk fore­ta­gende i gængs for­stand, idet organ­i­sa­tio­nen ikke opstiller kan­di­dater til par­la­men­tariske for­sam­linger og lige­frem anbe­faler medlem­mer ikke at delt­age i val­ghan­dlinger. Medlem­merne er eksplic­it anti­demokratiske, men de kan ikke siges at stå uden for poli­tik, når de sam­tidigt i slo­gans og til arrange­menter gladeligt går i oppo­si­tion til majoritets­be­folknin­gen og under­streger ugerninger begået mod mus­limer både internt i Dan­mark og ude i ver­den.

Hizb ut-Tahrirs medlem­mer har siden 2001 påvir­ket diskus­sio­nen af, hvad dan­skhed inde­bær­er, og hvem der kan reg­nes med som dan­sk, og denne diskus­sion har haft både poli­tiske og sociale imp­lika­tion­er: Den har med­ført poli­tiske ændringer (og stramninger) af lov­givnin­gen i forhold til udlændi­ge, immi­granter, fly­gt­ninge og kri­terier for ophold og tildel­ing af ret­tighed­er. Den har både afspe­jlet og bidraget til sociale diskrim­i­na­tion­so­plevelser og spørgsmål om tilhørs­forhold og iden­titet.

Så hvor­dan karak­teris­er­er vi Hizb ut-Tahrir som poli­tisk aktør i Dan­mark? På den ene side væl­ger organ­i­sa­tio­nen at stå uden­for poli­tisk ind­fly­delse ad par­la­men­tarisk vej, indtil den har opret­tet et kali­fat. På den anden side for­mår medlem­merne fort­sat at rekrut­tere nye unge medlem­mer på bag­grund af slagkraftige slo­gans og løfter om en bedre og mere ret­færdig ver­den; en ver­den, hvor mus­limer ikke er under­lagt ned­værdi­gende struk­tur­er og han­dlinger. Sålænge disse slo­gans og løfter appellerer til indi­vider, der føler sig udsat, vil Hizb ut-Tahrir kunne skabe røre og dermed ind­fly­delse.

Artiklen er skrevet af Kirs­tine Sin­clair, der er lek­tor i Mellemøst­studi­er på Syd­dan­sk Uni­ver­sitet.