UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Iran i dobbeltperspektiv: tegneserien Persepolis

Persepolis 108 da

Marjane Satrapi: “Persepolis 1 – min iranske barnddom”, Carlsen, 2005 © Forlaget Cobolt

FOKUS: IRAN UDEFRA Den iranske forfatter & filminstruktør Marjane Satrapi udtalte i forbindelse med sin udgivelse af tegneserien Persepolis, at den skulle ses som modfortælling til det officielle narrativ om den islamiske revolution i 1979. Men hvordan er Iran blevet beskrevet før, under og efter revolutionen af enkeltpersoner, som ikke har haft aktiver i Den Islamiske Republik Iran? Et historisk oprids af forløbet op til revolutionen kan læses her.


Bag tegneserien “Persepolis” gemmer sig Marjane Satrapis ønske om at nuancere Vestens billede af den almindelige iraner. Rikke Platz Cortsen gengiver skildringen af Iran omkring revolutionen, hvor billeder og ord agerer modmagt til volden. 

 


2016 var dårligt begyndt, før en skandale løb gennem det internationale tegneseriesamfund. De nominerede til årets Grand Prix på Angoulême tegneseriefestivalen i Frankrig var blevet offentliggjort: 30 nominerede, ingen kvinder. Prisen bliver givet hvert år som en ”life time achievement” pris og er vel nok den fornemmeste pris, en tegneserietegner kan modtage. Manglen på kvinder i opløbsfeltet blev ikke forbigået i tavshed. Straks rasede en shitstorm af en anden verden på de sociale medier, og den blev ikke mindre, da festivalledelsen undskyldte sig med, at der i tegneseriehistorien var få kvinder, der havde gjort sig fortjent til en pris, som hædrer prismodtagerens livslange produktion og betydning i tegneseriehistorien.

Selvfølgelig var det en rød klud i ansigtet på den i forvejen ophedede onlinedebat, og nettet flød over med navne på kvindelige tegneserietegnere, der både var gamle nok, havde en tilstrækkelig vægtig produktion og havde haft mærkbar indflydelse på tegneserien og dens udvikling. Et af de navne, der ofte blev nævnt, var den fransk-iranske tegneserieskaber Marjane Satrapi.  Hun er blevet berømmet internationalt for sin selvbiografiske tegneserie Persepolis, som handler om forfatterens opvækst i og udenfor Iran. Satrapi har måske ikke den største produktion bag sig og er efter sigende helt holdt op med at lave tegneserier, men især Persepolis har en så stor plads i tegneseriens historie, at hun kan måle sig med de største af kunstartens udøvere og helt naturligt dukker op på lister over vigtige tegneserietegnere. Satrapis tegneserie er blevet oversat til mange sprog og figurerer på undervisningsplaner i skoler, gymnasier og universiteter rundt om i verden, og netop denne internationale udbredelse gør også, at det er en af de centrale kunstneriske fremstillinger af Iran og det iranske folk.

Persepolis udkom på fransk i fire hæfter fra 2000 til 2003 og blev i senere oversættelser (eksempelvis på engelsk og dansk) blev til to bøger, hvor den første skildrer Marjane Satrapis barndom i Iran omkring den iranske revolution i 1979, og anden bog handler om et fireårigt ophold i Wien, efterfulgt af en tilbagevenden til Teheran. Bogen slutter med, at Marjane Satrapi’s alter ego Marji i 1994 rejser til Frankrig, hvor forfatteren har boet lige siden og blandt andet har haft succes som filmskaber, fx med en tegnefilmsudgave af Persepolis i 2007.

 

Et andet billede af Iran

I indledningen til bogen påpeger Satrapi, at et af formålene med Persepolis er at gå imod den meget negative opfattelse af Iran og iranere, der var fremtrædende på det tidspunkt, hun begyndte bogen – en opfattelse, der kun blev værre efter 9/11, da den amerikanske præsident George Bush udnævnte Iran til en del af ”ondskabens akse”. Med sin personlige fortælling som eksempel vil Satrapi understrege, at man ikke skal forveksle en stat og dens regering med folket, der langt fra altid bifalder statens holdninger og gerninger, og desuden understrege, at iranere er ofre for overgreb og lidelser begået af det islamiske iranske styre.  Persepolis er derfor helt bevidst rettet mod en international offentlighed, som ikke har personlig erfaring med Iran og iranerne, og Satrapi bruger sit barnejeg som en prisme, igennem hvilket hun kan forklare forhold i iransk historie samt hverdagens trængsler og glæder. Her bruger hun tegneseriens virkemidler, hvor hun veksler mellem at forklare med sin voksne stemme i fortælleteksterne, mens dialogen i taleboblerne gengiver Marjis og hendes omgangskreds’ samtaler på det fortalte tidspunkt, mens tegningerne på forskellig vis supplerer og understøtter fortællingen. Bogens første side illustrerer, hvordan Satrapi både er til stede i bogen som voksen fortæller og barneprotagonist, hvilket giver hende mulighed for at bruge sit yngre jeg til at stille spørgsmål, der kan besvares og forklares af det ældre jeg.

I det første panel bliver vi introduceret til fortælleren og datidens Iran i 1980. Under ledelse af Reza Shah Pahlavi (Shah betyder konge på persisk) og senere hans søn, Muhammad Reza Pahlavi, var Iran sekulært fra 1925 og frem til 1979. Utilfredsheden med Shah-styret førte til voldsomme offentlige protester, og i 1979 blev den islamiske republik udråbt.

Tegningen viser barnet, mens fortælleteksten tilhører den voksne fortæller, der ser tilbage på begivenhederne. Med valget af tørklædet som omdrejningspunkt tager Satrapi fat i en meget omdiskuteret genstand, der står som et stærkt symbol på forskellene mellem kulturer og religiøse opfattelser, og som her bliver et tydeligt tegn på den forandring, Iran gennemgår efter revolutionen. I det store panel nederst på siden iscenesætter Satrapi både den uskyldighed, børnene inkarnerer, og viser samtidigt den måde, det nye islamiske styre kommer til at påvirke den almindelige iranske borger.

 

Persepolis1.png

Marjane Satrapi: “Persepolis 1 – min iranske barnddom”, Carlsen, 2005 © Forlaget Cobolt


Allerede på denne første side slås en del temaer således an: den nære relation mellem personlig historie og verdenshistorie, konsekvensen af det nye iranske styres magtudøvelser for især kvinders frihed, barnets forsøg på at forstå disse omvæltninger, og Marjis kamp med at definere sig selv – ”Det her er mig”.

Det personlige, selvbiografiske perspektiv på verdenshistoriske begivenheder formår ofte at konkretisere hændelser, så krigens rædsler og konsekvensen af brutale regimer i lande, der ligger langt fra læserens egen virkelighed, bliver nærværende og potentielt vækker empati og forståelse. I Persepolis er forholdet mellem mikrohistorie og makrohistorie helt konkret sidestillet på tegneseriens sider, hvor panelerne hele tiden skifter mellem Marjis individuelle oplevelser og de omvæltninger, der præger Iran i årene omkring revolutionen. Satrapis tydelige tegnestil med sort/hvid streg og minimal brug af skygger stiliserer begivenhederne og videreformidler barnets naive og direkte forståelse af tingenes orden. Samtidigt udnytter fortællingen den måde, tegneseriens layout kan læses som en helhed, så Marjis skolefoto, generelle protester og fjollerier i skolegården optræder side om side. Det viser, at disse forskellige situationer foregår samtidigt, men understreger også, at den nære personlige historie og den større politiske virkelighed er forbundne og påvirker hinanden. Ofte skifter fokus fra panel til panel, så hverdagens banale oplevelser for barnet sidestilles med de voldsomme politiske forandringer i det iranske samfund på en måde, så det hverdagslige og almindelige ved ubehagelige og frygtelige hændelser bliver tydeligt. De mange indskrænkelser af personlig frihed og overgreb på politiske modstandere af styret bliver hverdag, ligesom Iran-Irak krigen (1980-1988) senere hurtigt bliver en helt almindelig del af livet i Iran, hvor bomberne flyver om ørerne, og alle kender en, der deltager i krigen.

 

At synliggøre det usete

Men der er ting, som det er umuligt at visualisere, selv i Satrapis meget stilsikre og ofte ekspressionistiske stil. Under Iran-Irak krigen begynder irakerne at bombe Teheran med Scud-missiler, og en dag rammes Marjis kvarter, så nabohuset ligger i ruiner.

Persepolis2.png

Marjane Satrapi: “Persepolis 1 – min iranske barnddom”, Carlsen, 2005 © Forlaget Cobolt

 

Naboerne er jøder, og Marji er veninde med familiens datter, Neda Baba-Levy. Familien har været hjemme, fordi det er lørdag, og de holder sabbat. Da Marji og hendes mor går forbi ruindyngerne fra nabohuset, får Marji pludselig øje på et armbånd, der tilhører Neda, og Satrapi viser i stilhed Marjis forfærdelse og håbløshed i to paneler uden tekst, hvorefter panelet bliver sort for at udtrykke det, der hverken kan siges med ord, billeder eller skrig. Fraværet af visuelt indhold og manglen på tekst i de foregående paneler, hvor Marjis ansigtsudtryk er i centrum, giver læseren en fornemmelse af de følelser, der går gennem hende. Både det visuelle og det verbale sprog er utilstrækkelige, når traumet skal formidles, men i fællesskab og ved hjælp af flere paneler i samarbejde, kan tekst og billede alligevel rumme en lille piges forfærdelige død. Denne scene giver dels Satrapi mulighed for at fortælle en konkret historie om, hvordan bombningerne fra Irak påvirkede Teherans beboere, men ved at bruge tegneseriens virkemidler, formår hun også at påvirke læseren til at føle hendes egen smerte og leve sig ind i den iranske piges perspektiv. Den menneskelige smerte er ens på tværs af kulturer, og selvom den er svær at udtrykke, kan den åbne for kontakten og forståelsen mellem forskellige grupper af mennesker eller i dette tilfælde fra individ til individ.

Tegneseriens muligheder for at vise det, der ellers ikke kan vises eller ikke får plads i de officielle historiebøger, er en central tanke i meget af den forskning, der foregår i tegneserier for tiden, hvor blandt andet kulturforsker Øyvind Vågnes i sin bog Den dokumentariske teikneserien ser på den mængde af både dokumentariske og selvbiografiske tegneserier, der i de senere år er blevet en bølge indenfor tegneseriemediet. Med stor inspiration fra Art Spiegelmans Maus (om forfatterens forældres oplevelser i Auschwitz) og Satrapis Persepolis er tegneserier om virkelige begivenheder, ofte selvoplevede, kommet til at fylde mere og mere i tegneserien. Vågnes påpeger, at tegneserien har mange måder at kunne synliggøre det usynlige og give stemme til dem, der ellers er tvunget til tavshed. Netop derfor er tegneserien så velegnet til at vise traumatiske historiske begivenheder, der ofte findes i mange versioner, både officielle og uofficielle. Tegneserien kan sætte billeder og ord på begivenheder, der ellers ikke er dokumenterede, og kan på den måde fungere som modmagt til undertrykkende regimer, fordi de skaber et rum, hvor der er plads til alternative fortællinger og samtidigt viser, hvordan den alternative virkelighed ser ud.

 

Klasseforskelle og kvindeliv

I årene efter Persepolis’ udgivelse blev Marjane Satrapi meget efterspurgt som en slags talskvinde for det iranske folk, men hun understregede hele tiden, at hun kun kunne sige noget om Iran i de perioder, hvor hun selv havde været i landet, og at hendes oplevelser var specifikke og ikke nødvendigvis kan ophæves til at beskrive hverdagen og virkeligheden for alle iranere. Men det er netop de specifikke historier om Marji og hendes familie og venner, der formår at give læseren et indblik i en iransk virkelighed, der også afspejler og belyser de historiske sammenhænge. Som barn af højtuddannede venstreorienterede forældre er Marji meget privilegeret og begynder tidligt at interessere sig for klasseforskelle, hvilket er et tema, der jævnligt dukker op undervejs i fortællingen. At klasseforskellene gør, at krigen eksempelvis påvirker børn forskelligt, understreges af Satrapi i en scene, hvor familiens hushjælp fru Nasrin er dybt ulykkelig, fordi hendes søn er blevet forsøgt rekrutteret til hæren. De giver de unge drenge en plastiknøgle, der skal forestille nøglen til paradis og lover dem unge piger, hvis de dør som martyrer i krigen mod Irak.

 

Persepolis3.png

Marjane Satrapi: “Persepolis 1 – min iranske barnddom”, Carlsen, 2005 © Forlaget Cobolt

I det store panel øverst på siden sprænges fattige drenges kroppe i stykker og minder om de rige børns kroppe, der er forvredne i dans på det nederste panel. Ved at sammensætte de to situationer på tegneseriesiden udtrykker Satrapi den uretfærdighed, der er forbundet til klasse og understreger samtidigt det groteske i at sende unge mænd i krig. Alle børn burde jo danse omkring til fest og bekymre sig om, hvor smart det er at være ”punk” eller andre ting, der virker ligegyldige i sammenhæng med de itusprængte kroppe. Her bruger Satrapi både tegneseriens struktur og streg til at skelne mellem de to situationer, idet hun forstørrer det øverste panel, så det vejer tungere, mens de døde drenge er vist som silhuetter, der gør dem mere generelle. Det er Marji og hendes venner, der danser, for det er hende, der fortæller historien, men den scene, vi ser understreget med dramatisk brug af skravering som eksplosioner, er en, der gentager sig igen og igen igennem krigen.

Den anden halvdel af Persepolis fokuserer på den personlige splittelse, Marji oplever, da hun er nødt til at flytte til Wien, fordi hendes forældre frygter for hendes sikkerhed. Hun er blevet for rebelsk, og de er bange for, hvad autoriteterne kan finde på at udsætte hende for. I Østrig kæmper hun med identitetskrise, fordi hun har svært ved at leve et helt almindeligt teenageliv, mens hendes familie og venner lever med krig og undertrykkelse. Helt alene i et fremmed land er det svært at holde fast i sig selv, og Marji ender med at vende hjem til Teheran med en hel del nye erfaringer i bagagen. Derfor får vi i den sidste del af et andet blik på Iran end tidligere. Hvor det før var barnets undren, der rammesatte begivenhederne, er det nu den vestligt påvirkede kvindes kritiske blik på et samfund, der er blevet om end endnu mere restriktivt efter Iran-Irak krigens afslutning. Gadenavne er opkaldt efter martyrer faldet i krigen, og Marji føler sig tynget af sin egen fiasko i Europa, men har samtidigt svært ved at finde sig til rette i Iran igen.

Den anden bogs mere voksne indgangsvinkel giver Satrapi mulighed for at vise aspekter af det voksne kvindeliv og reflektere over forskellene mellem det Vesten, hun lige er kommet hjem fra, og det Iran, hun skal lære at begå sig i igen. For Persepolis er også i høj grad en tegneserie, der handler om kvinders liv i Iran og de udfordringer, kvinder bliver mødt med i det iranske samfund. Ved at bruge sin mor, mormor og sig selv som eksempler tegner Satrapi et billede af selvstændige og stærke kvinder, der på alle mulige måder forsøger at rykke ved de meget snævre sociale begrænsninger, de er underlagt. Det kan være i det små ved at lade en lok hår falde ud under tørklædet, gå med neglelak med hænderne i lommerne eller i større skala ved at blive skilt og sørge for, at deres døtre får andre muligheder end dem selv.

I sit ønske om at gå imod en forestilling om iranere, der ifølge hende selv enten er 1000 og en nat eller terrorist, udfordrer Satrapi også den iranske stats version af historien, og Satrapi er ikke just populær hos det iranske styre, selvom der efter sigende findes en uautoriseret oversættelse, der cirkulerer blandt folket. I Persepolis’ første del gengiver Satrapi ofte samtaler, hvor hendes far eller mor forklarer hende, hvad de i virkeligheden mener, er sandheden om Irans historie eller den nuværende politiske situation, og ved at nævne eksempler på venner og bekendte, der er blevet uretmæssigt tortureret og henrettet af styret, udfordrer Persepolis den officielle version af sandheden. Da der i 2009 var store demonstrationer imod valgsvindel ved præsidentvalget, hvor Mahmoud Ahmadinejad igen blev valgt, gav Satrapi to eksiliranere tilladelse til at bruge billederne fra Persepolis med en ny tekst, der diskuterede valget under titlen Persepolis 2.0. Den nye version af tegneserien kunne læses på nettet og opfordrede alle til at give deres utilfredshed til kende og kæmpe for demokrati i Iran, både via sociale medier og i den iranske offentlighed. Persepolis i forskellige versioner fortsætter med at skabe debat og diskussion om Irans fortid, nutid og fremtid og er fortsat en torn i øjet på den iranske stats ledere.

Marjane Satrapis store succes med Persepolis har rod i flere ting, både på indholdssiden, hvor den gribende historie fænger, men også i formen, hvor tegneserien giver gode muligheder for at fortælle netop denne historie. Dens force er måden, den lægger et dobbeltperspektiv til grund for sin fortælling: tekst og billede, barnestemme og voksen stemme, lille historie og store historie, iransk og europæisk identitetsdiskussion. I den konstante vekslen mellem disse perspektiver opstår det nuancerede blik på en iransk opvækst, der har givet læsere over hele verden en ny oplevelse af iranere i Iran såvel som i eksil.

Persepolis er en imponerende skildring af en bestemt periode i iransk historie, et feministisk statement, der hylder kvinder i alle aldre, et humanistisk indlæg i debatten om mellemmenneskelig forståelse og en aldeles fremragende tegneserie. Man skulle nok synes, at Marjane Satrapi kunne vinde en Grand Prix i Angoulême, hvis hun fik chancen.

Rikke Platz Cortsen er Postdoc ved Litteraturvidenskab på Københavns Universitet