Stil over shahens fald

Muhammad Reza Pahlavi
Shah Moham­mad Reza Pahlavi. Wikipedia Com­mons.

Olie og imperialisme prægede Irans udvikling i det 20. århundrede, hvilket kulminerede med revolutionen i 1979. Men journalisten Ryszard Kapuścińskis beskrivelser af begivenhederne i bogen Shah of shahs peger på, at det i lige så høj grad var en kamp om stil, der førte til shahens fald og tilbagekomsten af den eksilerede Khomeini.

FOKUS: IRAN UDEFRA Den iranske for­fat­ter & filmin­struk­tør Mar­jane Satrapi udtalte i forbindelse med sin udgivelse af teg­ne­se­rien Perse­po­lis, at den skulle ses som mod­fortælling til det offi­cielle nar­ra­tiv om den islamiske rev­o­lu­tion i 1979. Men hvor­dan er Iran blevet beskrevet før, under og efter rev­o­lu­tio­nen af enkelt­per­son­er, som ikke har haft aktiv­er i Den Islamiske Repub­lik Iran? Et his­torisk oprids af for­lø­bet op til rev­o­lu­tio­nen kan læs­es her

Den iranske for­fat­ter & filmin­struk­tør Mar­jane Satrapi udtalte i forbindelse med sin udgivelse af teg­ne­se­rien Perse­po­lis, at den skulle ses som mod­fortælling til det offi­cielle nar­ra­tiv om den islamiske rev­o­lu­tion i 1979. Men hvor­dan er Iran blevet beskrevet før, under og efter rev­o­lu­tio­nen af enkelt­per­son­er, som ikke har haft aktiv­er i Den Islamiske Repub­lik Iran? Et his­torisk oprids af for­lø­bet op til rev­o­lu­tio­nen kan læs­es her.

På for­fat­ter­fo­toet på bagsi­den af Pen­guins klas­sikerudgave af Ryszard Kapuś­cińskis Shah of Shahs poser­er Kapuś­cińs­ki (1932−2007) ved sin skrive­mask­ine iført t‑shirt, skjorte og strikvest. Bag ham står en bogre­ol, i vin­dueskar­men ved hans side lig­ger map­per og papir­er, og der falder lys ind gen­nem vin­duet, selvom gar­dinerne er trukket for. Det er på den ene side et kon­ven­tionelt billede af en skribent og old school intellek­tuel, der er fordy­bet i sit arbe­jde og bare et øje­b­lik kig­ger op og smil­er ven­ligt og en anelse sky til fotografen. På den anden side er det et ukon­ven­tionelt billede af en så excep­tionelt bere­jst jour­nal­ist og for­fat­ter som Kapuś­cińs­ki, der også kunne have val­gt at fremhæve sin sta­tus som erfar­ent øjen­vidne ved at posere udendørs på en af de gad­er eller pladser i de brænd­punk­ter i ver­den, han har oplevet tæt på, og som giv­er ham autoritet til også at skil­dre omstændighed­erne omkring den iranske rev­o­lu­tion op til 1979, hvor den sid­ste shah, Muham­mad Reza Pahlavi, måtte for­lade tro­nen, og aya­tol­lah Khome­i­ni kom til magten i stedet.

Men af jour­nal­is­tikkens to kerneak­tiviteter: ind­sam­lin­gen af stof­fet og frem­still­in­gen af stof­fet, er det hos Kapuś­cińs­ki så afgjort frem­still­in­gen, der isce­nesættes. Han giv­er sin fortælling form. Det er ham, der anlæg­ger stilen, og han sørg­er for, at læserne ved, at han gør det. Der­for beg­y­n­der hans his­to­rie fra Iran netop også inden døre på det hotelværelse, der gør det ud for hans kon­tor, og hvor det fly­der med research­ma­te­ri­ale. Man får indtryk af, at det poli­tiske kaos har hvirvlet stof­fet op og ladet det lande hul­ter til bul­ter omkring ham:

On the floor, chairs, table, desk lie heaps of index cards, scraps of paper, notes so hasti­ly scrawled and chaot­ic, I have to stop and think where I jot­ted down [a par­tic­u­lar sen­tence] (…) I could go on at length (…) but it is dif­fi­cult to orga­nize my impres­sions.  … The worst chaos is on the big round table: pho­tos of var­i­ous sizes, cas­settes, 8‑mm film, newslet­ters, pho­to­copies of leaflets – all piled, mixed up togeth­er, hel­ter-skel­ter, like a flea mar­ket. Now, at the very thought of try­ing to put every­thing in order (…) I am over­come by both aver­sion and pro­fund fatigue”

Foru­den sha­hen har også de fleste udlændinge for­ladt lan­det på dette tid­spunkt, tidligt på foråret i 1979. Vores reporter stiller sig således an som et men­neske, der kæm­per lidt ekstra for at finde mening i begiven­hed­erne, imens den nye islamiske repub­lik bliv­er til, og indled­nin­gen bruges til at illus­trere vilkårene for hans arbe­jde. Kapuś­cińs­ki gør opmærk­som på, at han er afhængig af de ansat­te i hotel­lets recep­tion, der hjælper ham på gebrokkent engel­sk med at forstå, hvad der foregår på tv. What’s he say­ing? lyder hans egen hjælpeløse rep­lik som et omkvæd til denne scene.

Både gen­t­agelserne og de oprem­sende, uaf­grænsede sæt­ninger, vi mødte i citatet oven­for, lad­er læserne opleve noget af den uro og udmat­telse, tek­sten beskriv­er, og det demon­str­eres dermed sam­tidig, at det polske nyheds­bu­reau PAP’s udsendte er en selvbe­v­idst, stil­be­v­idst skribent, der nok alligev­el skal finde en måde at løfte opgaven på.

Litterær journalistik svarer igen

På for­si­den af bogen poser­er fortællin­gens egentlige hov­ed­per­son, Muham­mad Reza Pahlavi (1919−1980), i majestætisk pro­fil. Han er bare 22 og stadig ny på shah­posten, som han over­tog efter sin far, Reza Shah Pahlavi, der blev sendt i eksil efter de allierede styrk­ers inva­sion af Iran i 1941. Den unge mand er iført uni­form med broderet krave, gyldne skul­derk­vaster og medal­jer i en tæt række hen over brys­tet. Et kam­er­afil­ter kaster et gam­meldags blødt, hol­ly­woodagtigt skær over de mørke, tætte øjen­bryn og ‑vip­per og det blanke hår, der er redt tilbage. En skarp lyskilde i bag­grun­den teg­n­er hans omrids i stråleglans.

Men som Kapuś­cińskis bog gør klart, er Muham­mad Reza Pahlavis stil i næsten enhver for­stand uhold­bar. At Iran – siden 1908 i tæt par­løb med briterne – råder over nogle af ver­dens største oliere­serv­er, var den direk­te anled­ning til førnævnte inva­sion, som skulle forhin­dre Shah Reza i at støtte Tysk­land og aksemagterne i ver­den­skri­gen. Søn­nen ind­sættes på den betingelse, at han vil samar­be­jde og sikre olieforsyningerne på de alliere­des side. Lige­som for faderen er det i høj grad olien, der bestem­mer hans liv og skæb­ne, og når han hersker og til sidst falder, sker det ikke med nogen gen­nem­ført lin­je eller ele­gance. Ifølge Shah of Shahs for­val­ter han sin magt og rig­dom på en uover­skueligt tankeløs facon, der ikke desto min­dre får lov at bære i næsten fire årti­er.

Kapuś­cińs­ki formi­dler shah­styrets man­glende integritet ved at bygge sin bog op af sprog­lige vignetter og frag­menter. Han udvæl­ger en række billed­er, lydop­tagelser, udklip og notater, hvo­raf nogle står alene, og andre giv­er ham anled­ning til at fortælle his­to­ri­er, analy­sere og lede efter metafor­er, der kan indramme hans overve­jelser og point­er. Ambi­tio­nen synes at være at afmon­tere en inhu­man poli­tisk stil, dens dynamikker og kon­sekvenser, ved at skil­dre den i en human jour­nal­is­tisk stil.

Hvert enkelt frag­ment skal have en plads og en funk­tion i det sam­lede møn­ster, som bliv­er både musikalsk og poet­isk. Nogle dele tjen­er tydeligvis primært til at skabe følelses­mæs­sig inten­sitet og står i effek­tiv kon­trast til de kon­sekvent under­spillede over­skrifter (Pho­to­graph 4, Cas­sette 2, osv.), der ikke giv­er læseren meget af et vink om, hvad der ven­ter fra afs­nit til afs­nit.

Ét sted (From the Notes 2) ven­ter et afs­nit om netop olien og dens kor­rumperende kræfter. Nøgle­ordet – olie! – nævnes igen og igen, så læseren får at mærke som en pumpen hen­over hal­van­den side, at olie skaber drømme; olie gør dig rig ved et lykketræf; olie gør dig magt­fuld; olie euforis­er­er og giv­er fan­tastisk storhedsvan­vid; olie kom­mer alt for nemt og styr­er alt for meget. Så er vi varmet op til et senere, læn­gere afs­nit om Pho­to­graph 7, hvor sha­hen møder ver­den­s­pressen i 1973 og lyser af beruselse (billed­erne gen­gives i bogen kun med ord) over sin magt til at hæve olieprisen og per­son­ligt for­valte den der­af føl­gende svim­lende sum af penge. Kapuś­cińs­ki skil­dr­er, hvor­dan hele ver­den bejler til Iran, giv­er pressedækn­ing til Iran og tilby­der sha­hen hjælp til at realis­ere sin spek­takulære ambi­tion om at mod­ernisere Iran efter vesteu­ropæiske stan­dard­er på 10 år og placere den iranske hær blandt de største og stærkeste i ver­den.

Med et lille “unfor­tu­nate­ly…” lad­er Kapuś­cińs­ki stemnin­gen slå om cir­ka halvve­js gen­nem samme afs­nit. Den tri­um­fer­ende shah nav­iger­er som en kap­ta­jn i lum­sk og ukendt far­vand (skib­smetaforen rulles langt ud) og fore­tager en række kæm­pe­store og meget kort­sigt­ede investeringer i helikoptere, tanks og andet mil­itærud­styr foru­den i mate­ri­aler til at bygge fab­rikker og kraftværk­er. I tek­sten får kon­sekvenserne lov til at hobe sig op som i en bør­ne­sang: havnene var ikke store nok til last­skibene, der ankom i hun­dred­vis; der var ikke lager­plads til las­ten, når den endelig kom i havn; når noget skulle videre ind i lan­det, man­glede der last­bil­er; da der kom last­bil­er, var der ingen chauf­før­er; da chauf­før­er blev flø­jet ind fra udlan­det, ville de ikke acceptere arbe­jds­forhold­ene – og hver rundgang afs­luttes med samme korte bemærkn­ing i par­entes (“The shah had­n’t real­ized”).

Afs­nit­tet er et godt eksem­pel på, hvor­dan Kapuś­cińs­ki tillad­er sig at for­tolke og per­spek­ti­vere de poli­tiske begiven­hed­er lit­terært. Hans bog kan opfattes som ét langt forsøg på at turnere sha­hens for­fæn­gelige poli­tiske bestræ­belser og rammesætte dem på sin egen måde som i en form for stilis­tisk slam bat­tle. Det mil­i­tante regimes prak­sis bliv­er udfor­dret på sin æstetik, og nu er det alt­så Kapuś­cińs­ki med strikvest og skrive­mask­ine, der har ordet.

Politisk stil – og stilistisk bæredygtighed

At Ryszard Kapuś­cińs­ki fak­tisk opfat­ter poli­tik som noget, der kan over­be­vise ved sin stil eller under­graves af samme, røber sig på mange niveauer.

På den første bån­dop­tagelse (Cas­sette 1), der gen­gives i tek­sten, taler en unavn­giv­en kilde med hen­giv­en entu­si­asme om Dr. Muham­mad Mossadegh, hvis navn, fortæller kilden, har været for­budt at nævne offentligt i 25 år. Imens sha­hen var optaget af skire­js­er, maske­baller og et nyt ægteskab, fun­gerede nem­lig “Mossy” som demokratisk val­gt regeringschef i Iran i to år, før han i 1953 blev væl­tet igen ved et kup. Stem­men fra kaset­te­bån­det taler ikke kun om Mossadeghs poli­tik, heri­b­landt hans markante, pro­gres­sive ini­tia­tiv til at nation­alis­ere lan­dets oliere­serv­er (som motiverede både amerikanske CIA og britiske MI6 til at med­virke som kup­magere i 1953), men fremhæver Mossadeghs måde at tale om iranske borg­eres krav på deres egen jord: “Nobody in this coun­try had ever put it that way.”

Mossadeghs måde fremhæves i det hele taget: “You ask if Mossy was fat­ed to lose? He did­n’t lose. He won. Such a man can’t be erased from peo­ple’s mem­o­ries”. Med andre ord: hans stil var bæredygtig og lever der­for længe efter, at han selv er ude af det offi­cielle billede.

En anden af Kapuś­cińskis poli­tiske sti­l­analyser angår aya­tol­lah Khome­i­ni. Som en skarp kri­tik­er af sha­hen og hans seku­laris­er­ings­be­stræ­belser blev Khome­i­ni i 1967 tvunget i eksil og arbe­jd­ede fra Tyrki­et, Irak og til sidst Frankrig hen­i­mod en islamisk rev­o­lu­tion i hjem­lan­det. Hans kon­tro­ver­sielt enkle bud­skab: “The Shah must go!” får lov at give ekko i tek­sten / The Shah must go! ­/ imens Kapuś­cińs­ki for­mer den pointe, at det netop er den utræt­telige enty­dighed i Khome­i­nis poli­tiske bud­skab / The Shah must go! / der er med til at bringe lige ham og ikke en anden til magten efter sha­hens fald. Andre parters omstæn­delige poli­tiske arbe­jde, under­skriftind­sam­linger, m.v., bliv­er trum­fet stilis­tisk.

Hvad angår shah­styrets egen poli­tiske stil, så er den kende­teg­net ved sine bizarre pro­por­tion­er. Magth­av­ernes skam­løst eksponerede luk­sus­liv dan­ner grel kon­trast ikke bare til fat­tig­dom­men hos den brede befolkn­ing, men med det hem­melige poli­ti SAVAKs måde at operere på. SAVAK blev etableret under Muham­mad Reza. Enhedens sta­tion­er var ukendte og lå “alle sted­er og ingen sted­er” i byen, hør­er vi, og agen­ter kunne når­somhelst pågribe borg­ere og føre dem til tor­turkam­re og/eller et af de angiveligt mindst 6000 fængsler.

SAVAKs tor­turme­toder er det mest ekstreme eksem­pel på et “stilis­tisk” udtryk, hvor anførsel­steg­nene er nød­vendi­ge for at markere afs­tand til beteg­nelsen, der kan lyde særligt kynisk eller non­cha­lant, når den bliv­er brugt i den sam­men­hæng. Ikke desto min­dre:

Der er lagt en stil, når borg­ere ved, at man som til­fældig uheldig kan blive pågre­bet, ført bort og aftvunget vilkårlige tilståelser ved at blive bun­det fast til et elek­trisk opvarmet met­al­bord, “stegepan­den”, eller lukket inde i en kæmpe sæk med sultne kat­te. De bru­tale afhøringsme­toder krævede mange død­sofre, og sam­tidig påvirkede de enhver borg­ers tankegang og adfærd i hverda­gen ved deres skrækind­ja­gende rygte. At det er lige sådan, afhøringerne foregår, er med til at forme den poli­tiske virke­lighed, som man må forholde sig til, også når man siden­hen skal fortælle andre om den som med­borg­er, slægt­ning eller jour­nal­ist.

Det er ikke over­rask­ende, at den amerikanske retorik­forsker Robert Hari­man har udviklet sit begreb om poli­tisk stil med ref­er­ence bl.a. til Kapuś­cińskis arbe­jde, nærmere bestemt Kapuś­cińskis skildring i The Emper­or fra 1978 af den etiopiske kejs­er Haile Selassies hof, da det var under afvikling. Hari­man og Kapuś­cińs­ki del­er sim­pelthen inter­esse for stil i bre­deste for­stand – sprog, maner­er, organ­is­er­ing, osv. – og tager alvorligt, at mange for­mer for poli­tisk prak­sis trækker på et bestemt reper­toire af retoriske greb og er afhængige af bestemte æstetiske reak­tion­er for at fun­gere.

En poli­tisk stil har brug for et pub­likum for at give mening, selv en skrækind­ja­gende stil. Og selv en skrækind­ja­gende stil kan i Kapuś­cińskis udlægn­ing frem­pro­vokere en rev­o­lu­tion, når stilen når en ude­finer­bar grænse for det over­hovedet søm­melige. Han analy­ser­er løbende: “It is author­i­ty that pro­vokes rev­o­lu­tion. Cer­tain­ly, it does not do so con­scious­ly. Yet its style of life and way of rul­ing final­ly become a provo­ca­tion”.

Én måde for et folk at gøre oprør er der­for at nægte at udfylde rollen som det tiltænk­te pub­likum. Det er en grundlæggende fork­lar­ingsmod­el i Shah of Shahs, og den kan synes enfoldig, men Kapuś­cińs­ki nævn­er den ikke desto min­dre i his­torisk per­spek­tiv som én af flere oprørsstrate­gi­er: “… the whole nation does a dis­ap­pear­ing act. Author­i­ty gives orders but no one is lis­ten­ing, it frowns but no one is look­ing, it rais­es its voice but that voice is like one cry­ing in the wilder­ness”.

En bevæ­gende og ofte citeret pas­sage fra Shah of Shahs illus­tr­erer et sådant vendepunkt i en scene, hvor en politi­mand råber, at demon­stran­ter skal fjerne sig, og hvor den vante reak­tion ude­bliv­er. Råbet virk­er ikke læn­gere. En demon­strant kig­ger sig omkring og erk­ender, at selvom poli­ti­ets trusler fort­sat udgør en reel livs­fare, er han ikke læn­gere bange. Han møder politi­man­dens blik og fjern­er sig ikke, og politi­man­den må selv fortrække og klø sig i nakken over, hvad det var, der skete: ”The man has stopped being afraid  – and this is pre­cise­ly the begin­ning of the rev­o­lu­tion […T]he police­man turns around and begins to walk heav­i­ly back toward his post”.

Litterær journalistik og en sund karakter?

Med sin egen bev­idst tøvende, men dog nøje forar­be­jd­ede stil skil­dr­er Kapuś­cińs­ki, hvor­dan sha­hens stil udvikler sig til en poli­tisk zig-zaggen, som bliv­er særligt påfaldende, da rev­o­lu­tio­nen er nær. Sha­hen bliv­er ubeslut­som, usys­tem­a­tisk: “He tried shoot­ing and he tried democ­ra­tiz­ing, he locked peo­ple up and he released them, he fired some and pro­mot­ed oth­ers, he threat­ened and then he com­mand­ed. All in vain”.

Kapuś­cińskis forståelse af form synes fak­tisk at have den klas­siske morale ind­bygget, at god karak­ter afføder en bæredygtig stil (som i his­to­rien om Dr. Mossadegh oven­for), men også (som med sha­hen), at dårlig karak­ter uvægerligt vil røbe sig i stilen, der vil blive uover­be­visende og der­for i sid­ste ende magtes­løs, om den så – som ved denne lej­lighed – skal være 40 år om at briste.

I lyset af denne etik er det fak­tisk en tvivl­som måde, Kapuś­cińskis egen stil bliv­er fejret af jour­nal­istkol­le­gaen Christo­pher de Bel­laigue i bogens forord. De Bel­laige, der er bosat i Teheran, beteg­n­er først og fremmest Shah of Shahs som “the best book to come out the rev­o­lu­tion”. Men han nævn­er også en række træk ved Kapuś­cińskis metode, som “man” kan stille spørgsmål­stegn ved. Det omfat­ter nogle åbenl­yse og bev­id­ste stil­greb, som når Kapuś­cińs­ki forestiller sig en scene eller tilskriv­er et men­neske på et foto en indre monolog. Det omfat­ter imi­dler­tid også nogle poten­tielt langt mere inkrim­inerende fak­tuelle fejl, nogle “slip­ping dates and ques­tion­able chronolo­gies”, der iøvrigt ikke speci­fi­ceres nærmere.

De Bel­laigue fejer alle disse træk sam­men til én sam­let buket af charmerende unoder, der opve­jes af tek­stens “pro­found truths” og iøvrigt, skriv­er de Bel­laigue, er en uad­skil­lelig del af Kapuś­cińskis lysende begavelse. Unoderne er ifølge de Bel­laigue symp­tom på en kun­st­ner­isk fri­hed, som alle kol­leger, der i tidens løb har for­ban­det deres redak­tør­er og fak­tat­jekkeres (!) mil­i­tante strenghed, må mis­unde ham.

Det er en uheldig måde at anerk­ende ikke bare Ryszard Kapuś­cińskis arbe­jde, men også lit­terær jour­nal­is­tik i almin­de­lighed. For hvem vil egentlig gerne læse en doku­men­tarisk bog, der er sand på en dyb måde og kun spo­radisk vil­dle­dende i sit ind­hold og sted­vis for­plum­rende i sin form? En sådan gen­er­alis­erende, over­bærende karak­ter­is­tik er ikke til megen nytte, men den er én, man ofte møder i omtaler også af en anden mindst lige så stil- og selvbe­v­idst jour­nal­ist fra samme gen­er­a­tion, amerikanske Hunter S. Thomp­son (1937−2005). Lige­som Kapuś­cińs­ki gjorde det i Teheran, havde Thomp­son for vane at vise læseren det overvældende rod på sit hotelværelse, røbe sin frygt og lede ved sin jour­nal­is­tiske opgave og udpege en række fejlk­ilder (herun­der alko­hol og stof­fer), før han beg­y­n­dte sin stilis­tiske slam bat­tle med eksem­pelvis en poli­tik­er som Richard Nixon eller en sportsst­jerne som Muham­mad Ali, hvis omhyggeligt reg­ulerede stråleglans kunne trænge til æstetisk mod­spil.

Hvis man skal forholde sig til vær­di­en af denne type jour­nal­is­tik som jour­nal­is­tik, er det rel­e­vant og vil altid skærpe his­to­riens kvalitet at påpege konkrete, fak­tuelle fejl, eksem­pelvis en mis­visende dato eller påfaldende ude­ladelser. Det sid­ste gør fak­tisk Christo­pher de Bel­laigue også i sin indled­ning til Shah of Shahs og påtaler, at Kapuś­cińs­ki ikke nævn­er USA’s rolle i at få sat Muham­mad Mossadegh fra magten. Hvis kilden på kas­set­te­bån­det ikke kender til den del af his­to­rien, ville det muligvis være Kapuś­cińskis ans­var at skyde en sup­plerende bemærkn­ing ind i sin jour­nal­is­tiske col­lage; det er i al fald en diskus­sion værd.

Hvad angår en vur­der­ing af for­men, vil det først og fremmest være kon­struk­tivt at undgå kat­e­goriske afvis­ninger af bestemte stil­greb (fx bru­gen af indre monolog, som de Bel­laigue nævn­er), men se på deres konkrete brug og mulige funk­tion­er i konkrete sit­u­a­tion­er. Det gælder især, når man diskuter­er his­to­ri­er, der sæt­ter sig selv så markant æstetisk i scene, som det sker i Shah of Shahs (og hvor bru­gen af indre monolog bl.a. mark­er­er jour­nal­is­tens vil­je til at sætte sig i navn­løse, afdøde men­neskers sted og sætte læserne i gang med at gøre det samme). Kapuś­cińskis fokus på stil præ­ten­der­er næppe i sig selv et ønske om at levere nogen pro­found truths. Tvær­ti­mod mark­er­er skriben­ten et ønske om blot at prøve at forstå og giv­er sig selv lov til at være lige præ­cis prøvende og poet­isk i sin opbygn­ing af bogen. Han lad­er sin egen jour­nal­is­tiske stil inter­venere med den poli­tiske og lad­er os mærke, at æstetik ikke bare virk­er på én, men også kan påvirkes.

Tæppe­han­dleren i Fer­ousi­gaden får det sid­ste ord i bogen. Han siger kat­e­gorisk, at god smag er det afgørende; at mageløs kun­st, nyt­teløs skøn­hed, som den fx find­es i de per­siske tæp­per, er Irans bidrag til ver­den, det eneste, der hold­er. Hans stemme fly­der sam­men med Kapuś­cińskis, der næsten hyp­no­tis­er­er læseren til farvel:

Midt i en betragt­ning om tæp­pernes æstetiske vær­di, skiftes der til en du-form, der læg­ger tæp­pet til rette for læseren, der får lov at slippe tankerne om en ny og utryg poli­tisk virke­lighed i Iran, hvis stil end­nu er i færd med at blive anlagt på de sid­ste sider, men som teg­n­er barsk og klod­set. Vi får lov at hvile i et møn­ster af påfu­gle, buske og van­dløb i klare farv­er, der aldrig vil falme, og lukker bogen med at ønske om, at kun­sten ikke må for­blive et sådant par­al­lelu­nivers, men at de høje stan­dard­er og lange tra­di­tion­er, der har skabt så stærkt et kun­sthånd­værk, må inspirere både det poli­tiske og jour­nal­is­tiske gebet.

Chris­tine Isager er lek­tor i retorik ved Køben­havns Uni­ver­sitet.