Kapitalismen er en anomali

Ellen_Woods_800_506_80
Ellen Meiksins Wood i Berlin, 2012. Foto: Rosa Lux­em­burg-Stiftung under Cre­ative Com­mons-licensen.

Ellen Meiksins Wood (1942−2016) var en af vores tid vigtigste og mest innovative tænkere. Hun nåede at udgive 11 bøger, der inden for så forskellige områder som historie, sociologi, politisk teori og idéhistorie behandler emner såsom kapitalismens forskelligartede udvikling, imperialisme og nationalstatens rolle samt politisk tænkning og politikkens muligheder fra antikken og frem til i dag. Et fælles udgangspunkt for værkerne er den historiske materialisme.


Ellen Meiksins Woods posi­tion som anerk­endt og etableret his­torik­er samt poli­tisk og idéhis­torisk tænker, måtte hun kæmpe sig til. Det amerikanske akademiske land­skab, som hun bevægede sig i starten af sin kar­riere, var domineret af post­struk­tu­ral­is­ter og post­mod­ernister, for hvem hun frem­stod dog­ma­tisk blot ved at hævde den his­torisk-mate­ri­al­is­tiske metode. Sam­tidig skrev hun sig op imod den rigide ortodokse marx­isme som hun mente ind­skød en række dog­ma­tiske forud­sæt­ninger i den his­toriske mate­ri­al­isme.

Ellen Meiksins Wood skabte sin egen posi­tion.

Med udgangspunkt i det forskn­ing­spro­gram, Marx lagde grund­stenene til, udviklede hun sam­men med blandt andre den amerikanske his­torik­er og marx­ist Robert Bren­ner en inno­v­a­tiv og frugt­bar metode. Poli­tisk marx­isme, som den metodiske til­gang er blevet kaldt, forbinder forskn­ings­fel­ter fra his­to­rie, poli­tisk teori, poli­tisk økono­mi og soci­olo­gi.

Hvad er kapitalisme?

I The Pris­tine Cul­ture of Cap­i­tal­ism fra 1992, sæt­ter Ellen Meiksins Wood den poli­tiske marx­isme i værk ved at under­søge, hvad der udgør kap­i­tal­is­mens sære­gen­hed. Først og fremmest gør hun op med den ortodokse marx­ismes tele­ol­o­giske his­to­rieforståelse, hvor pro­duk­tivkræfterne – den men­neske­lige tekniske kun­nen – på et givent stadie, grad­vist udvikler sig imod stadigt mere udviklede for­mer og hvor kap­i­tal­is­men bliv­er set som den mest udviklede. En lig­nende tele­olo­gi, påpegede Wood, har gjort sig gældende i den borg­erlige tra­di­tion, der betragter his­to­rien som en grad­vis udvikling af han­del og teknolo­gi.

Imod sådanne tele­ol­o­giske frem­still­inger forsøgte Wood at under­søge det særeg­ne i kap­i­tal­is­men og nåede frem til at denne sære­gen­hed, måtte find­es netop i socio-økonomiske forhold: Ejen­doms­forhold­ene og pro­duk­tions­forhold­ene. Det særeg­ne for kap­i­tal­is­men er, at de umid­del­bare pro­du­cen­ter er blevet adskilt fra pro­duk­tions- og sub­sis­tens­mi­dlerne. I The Ori­gin of Cap­i­tal­ism – a longer view hed­der det, at ”det kap­i­tal­is­tiske markeds dis­tink­te og dominerende egen­sk­aber ikke er kende­teg­net ved mulighed eller valg, men der­i­mod tvang.” I mod­sæt­ning til feu­dal­is­mens og abso­lutis­mens repres­sive tileg­nelse af mer­ar­be­jdet i form af eksem­pelvis arbe­jdsy­delser og skat­ter, så byg­ger kap­i­tal­is­men på økonomisk tileg­nelse igen­nem marked­st­vang; det er ikke muligt at skaffe livs­fornø­den­hed­er uden om markedet.

De sociale ejen­doms­forhold er en social kat­e­gori, som er styrende for udviklin­gen af pro­duk­tivkræfterne – og ikke omvendt, som den borg­erlige forskn­ing vil det. Vi må med andre ord følge Marx: Kap­i­tal­is­men er først og fremmest er en social rela­tion.

Ifølge Wood er kap­i­tal­is­men i ver­den­shis­torisk per­spek­tiv ikke nor­malen, men en und­tagelse, som skal fork­lares. En und­tagelse eller anom­ali, der i dag har udviklet sig og gen­nemtrum­fet sin logik over hele klo­den.

I sin bog om impe­ri­al­isme The Empire of Cap­i­tal gik Wood stik imod tidens trend, der insis­terede på at glob­alis­erin­gen skulle have gjort nation­al­stater­ne min­dre vigtige i dag. Tvær­ti­mod, mente Wood, er nation­al­stat­en en uafværgelig del af det kap­i­tal­is­tiske sam­fund, ikke mindst i peri­oder med høj grad af glob­alis­er­ing.

Den politiske teoris historie

At under­søge ejen­doms­forhold­ene, hvilke grup­per der har adgang til pro­duk­tion­s­mi­dlerne og hvilke grup­per, der pro­duc­er­er sam­fun­dets livs­fornø­den­hed­er, er det cen­trale i Woods metode. Med denne metode under­søgte hun på orig­i­nal vis den poli­tiske teoris idéhis­to­rie, fra det antikke Græken­land over mid­de­lalderen til oplysnin­gen.

Hun var en dygtig og respek­teret forsker, der i sine diskus­sion­er med Cam­bridge-skolen, havde kri­tis­eret dem for deres sprog­lige kon­tek­stu­alis­eringer, der ikke for­måede at inte­grere en peri­odes socio-økonomiske muligheds­betingelser.

I en kri­tisk anmeldelse af Quentin Skin­ners værk om Hobbes og fri­heds­be­gre­bet, udgivet i Lon­don Review of Books, skriv­er hun om Cam­bridge-skolen: ”For dem er his­toriske kon­tek­ster udelukkende sprog, ytringer og ord. Det lad­er til at kun nogle ord er værd at lytte til, men, hvad der er vigtigere, de social og materielle betingelser inden for hvilke de ord anven­des bliv­er bev­idst ikke medreg­net.”

Den poli­tiske teori og tænkn­ing var, ifølge Wood, altid indle­jret i en række kampe om ejen­doms­forhold og kon­trol med mer­pro­duk­tet i ethvert givent sam­fund. Pla­ton og Aris­tote­les’ poli­tiske teori­er udtryk­te den tra­di­tionelle elites anti­demokratiske tankegang i det antikke Athen og de amerikanske Found­ing Fathers’ forståelse af repræsen­ta­tion og demokrati var primært et forsøg på at dæmme op for folkets magt og selvbestem­melse.

Med dette udgangspunkt under­søgte Wood i værk­erne Cit­i­zens to Lords og Lib­er­ty and Prop­er­ty, hvor­dan begre­ber som demokrati, fri­hed, lighed og ejen­dom udviklede sig som en del af den sociale his­to­rie fra antikken til oplysnin­gen. Desværre nåede hun ikke at færdig­gøre sit nyeste værk om de poli­tiske ideers sociale his­to­rie før sin død i jan­u­ar 2016.

Det politiske

Ellen Meiksins Wood nav­igerede imellem flere forskel­lige posi­tion­er. Hun lev­ede et poli­tisk liv og opgav aldrig den sol­i­dariske kamp. Det poli­tiske var det cen­trale for hen­des virke, men det var aldrig i kon­flikt med hen­des akademiske rede­lighed.

Hen­des foræl­dre havde været aktive i det transna­tionale Jødiske social­is­tiske arbe­jder­for­bund, Bund. Hen­des sym­pa­ti lå altid på de under­tryk­tes og udbyt­tedes side og hun fastholdt mod post­mod­ernistiske og post­struk­tu­ral­is­tiske ten­denser klassekam­p­ens helt cen­trale betyd­ning for enhver grundlæggende men­neske­lig frigørelse.

Dette poli­tiske stand­punkt var ikke gre­bet ud af den rene luft, men informeret af hen­des orig­i­nale og strin­gente akademiske arbe­jde og hen­des def­i­n­i­tion af kap­i­tal­is­men, som både kende­teg­net ved et ver­tikalt forhold mellem arbe­jde og kap­i­tal, men også et horison­talt forhold mellem forskel­lige kap­i­taler. Marked­safhængighe­den og dens tvang til evig kap­i­ta­lakku­mu­la­tion er det cen­trale.

En passende afs­lut­tende bemærkn­ing bør over­lades til Wood selv:

”I takt med at kap­i­tal­is­men har spredt sig og trængt end­nu dybere ind i et hvert aspekt af det sociale liv og naturen, und­slip­per dens mod­sæt­ninger mere og mere vores forsøg på at kon­trollere dem. Det er og bliv­er stadigt mere syn­ligt, at forhåb­nin­gen om at opnå en human, virke­lig demokratisk og bæredygtig kap­i­tal­isme, er ure­al­is­tisk. Men selvom det alter­na­tiv er util­gæn­geligt, så for­bliv­er social­is­mens virke­lige alter­na­tiv.”

Nick­las Weis Damkjær er cand.mag i Idéhis­to­rie og Esben Bøgh Sørensen er ph.d.-studerende i Idéhis­to­rie, Aarhus Uni­ver­sitet. Du kan læse en over­sæt­telse af Ellen Meiksins Woods intro­duk­tion til kap­i­tal­is­men her.

Scroll til toppen