Kapitalismen er en anomali

Ellen Meiksins Wood (1942-2016) var en af vores tid vigtigste og mest innovative tænkere. Hun nåede at udgive 11 bøger, der inden for så forskellige områder som historie, sociologi, politisk teori og idéhistorie behandler emner såsom kapitalismens forskelligartede udvikling, imperialisme og nationalstatens rolle samt politisk tænkning og politikkens muligheder fra antikken og frem til i dag. Et fælles udgangspunkt for værkerne er den historiske materialisme.

Ellen Meiksins Woods position som anerkendt og etableret historiker samt politisk og idéhistorisk tænker, måtte hun kæmpe sig til. Det amerikanske akademiske landskab, som hun bevægede sig i starten af sin karriere, var domineret af poststrukturalister og postmodernister, for hvem hun fremstod dogmatisk blot ved at hævde den historisk-materialistiske metode. Samtidig skrev hun sig op imod den rigide ortodokse marxisme som hun mente indskød en række dogmatiske forudsætninger i den historiske materialisme.

Ellen Meiksins Wood skabte sin egen position.

Med udgangspunkt i det forskningsprogram, Marx lagde grundstenene til, udviklede hun sammen med blandt andre den amerikanske historiker og marxist Robert Brenner en innovativ og frugtbar metode. Politisk marxisme, som den metodiske tilgang er blevet kaldt, forbinder forskningsfelter fra historie, politisk teori, politisk økonomi og sociologi.

Hvad er kapitalisme?

I The Pristine Culture of Capitalism fra 1992, sætter Ellen Meiksins Wood den politiske marxisme i værk ved at undersøge, hvad der udgør kapitalismens særegenhed. Først og fremmest gør hun op med den ortodokse marxismes teleologiske historieforståelse, hvor produktivkræfterne – den menneskelige tekniske kunnen – på et givent stadie, gradvist udvikler sig imod stadigt mere udviklede former og hvor kapitalismen bliver set som den mest udviklede. En lignende teleologi, påpegede Wood, har gjort sig gældende i den borgerlige tradition, der betragter historien som en gradvis udvikling af handel og teknologi.

Imod sådanne teleologiske fremstillinger forsøgte Wood at undersøge det særegne i kapitalismen og nåede frem til at denne særegenhed, måtte findes netop i socio-økonomiske forhold: Ejendomsforholdene og produktionsforholdene. Det særegne for kapitalismen er, at de umiddelbare producenter er blevet adskilt fra produktions- og subsistensmidlerne. I The Origin of Capitalism – a longer view hedder det, at ”det kapitalistiske markeds distinkte og dominerende egenskaber ikke er kendetegnet ved mulighed eller valg, men derimod tvang.” I modsætning til feudalismens og absolutismens repressive tilegnelse af merarbejdet i form af eksempelvis arbejdsydelser og skatter, så bygger kapitalismen på økonomisk tilegnelse igennem markedstvang; det er ikke muligt at skaffe livsfornødenheder uden om markedet.

De sociale ejendomsforhold er en social kategori, som er styrende for udviklingen af produktivkræfterne – og ikke omvendt, som den borgerlige forskning vil det. Vi må med andre ord følge Marx: Kapitalismen er først og fremmest er en social relation.

Ifølge Wood er kapitalismen i verdenshistorisk perspektiv ikke normalen, men en undtagelse, som skal forklares. En undtagelse eller anomali, der i dag har udviklet sig og gennemtrumfet sin logik over hele kloden.

I sin bog om imperialisme The Empire of Capital gik Wood stik imod tidens trend, der insisterede på at globaliseringen skulle have gjort nationalstaterne mindre vigtige i dag. Tværtimod, mente Wood, er nationalstaten en uafværgelig del af det kapitalistiske samfund, ikke mindst i perioder med høj grad af globalisering.

Den politiske teoris historie

At undersøge ejendomsforholdene, hvilke grupper der har adgang til produktionsmidlerne og hvilke grupper, der producerer samfundets livsfornødenheder, er det centrale i Woods metode. Med denne metode undersøgte hun på original vis den politiske teoris idéhistorie, fra det antikke Grækenland over middelalderen til oplysningen.

Hun var en dygtig og respekteret forsker, der i sine diskussioner med Cambridge-skolen, havde kritiseret dem for deres sproglige kontekstualiseringer, der ikke formåede at integrere en periodes socio-økonomiske mulighedsbetingelser.

I en kritisk anmeldelse af Quentin Skinners værk om Hobbes og frihedsbegrebet, udgivet i London Review of Books, skriver hun om Cambridge-skolen: ”For dem er historiske kontekster udelukkende sprog, ytringer og ord. Det lader til at kun nogle ord er værd at lytte til, men, hvad der er vigtigere, de social og materielle betingelser inden for hvilke de ord anvendes bliver bevidst ikke medregnet.”

Den politiske teori og tænkning var, ifølge Wood, altid indlejret i en række kampe om ejendomsforhold og kontrol med merproduktet i ethvert givent samfund. Platon og Aristoteles’ politiske teorier udtrykte den traditionelle elites antidemokratiske tankegang i det antikke Athen og de amerikanske Founding Fathers’ forståelse af repræsentation og demokrati var primært et forsøg på at dæmme op for folkets magt og selvbestemmelse.

Med dette udgangspunkt undersøgte Wood i værkerne Citizens to Lords og Liberty and Property, hvordan begreber som demokrati, frihed, lighed og ejendom udviklede sig som en del af den sociale historie fra antikken til oplysningen. Desværre nåede hun ikke at færdiggøre sit nyeste værk om de politiske ideers sociale historie før sin død i januar 2016.

Det politiske

Ellen Meiksins Wood navigerede imellem flere forskellige positioner. Hun levede et politisk liv og opgav aldrig den solidariske kamp. Det politiske var det centrale for hendes virke, men det var aldrig i konflikt med hendes akademiske redelighed.

Hendes forældre havde været aktive i det transnationale Jødiske socialistiske arbejderforbund, Bund. Hendes sympati lå altid på de undertryktes og udbyttedes side og hun fastholdt mod postmodernistiske og poststrukturalistiske tendenser klassekampens helt centrale betydning for enhver grundlæggende menneskelig frigørelse.

Dette politiske standpunkt var ikke grebet ud af den rene luft, men informeret af hendes originale og stringente akademiske arbejde og hendes definition af kapitalismen, som både kendetegnet ved et vertikalt forhold mellem arbejde og kapital, men også et horisontalt forhold mellem forskellige kapitaler. Markedsafhængigheden og dens tvang til evig kapitalakkumulation er det centrale.

En passende afsluttende bemærkning bør overlades til Wood selv:

”I takt med at kapitalismen har spredt sig og trængt endnu dybere ind i et hvert aspekt af det sociale liv og naturen, undslipper dens modsætninger mere og mere vores forsøg på at kontrollere dem. Det er og bliver stadigt mere synligt, at forhåbningen om at opnå en human, virkelig demokratisk og bæredygtig kapitalisme, er urealistisk. Men selvom det alternativ er utilgængeligt, så forbliver socialismens virkelige alternativ.”

Nicklas Weis Damkjær er cand.mag i Idéhistorie og Esben Bøgh Sørensen er ph.d.-studerende i Idéhistorie, Aarhus Universitet. Du kan læse en oversættelse af Ellen Meiksins Woods introduktion til kapitalismen her.