Fabrica_brasil_1880
Foto: Marc Fer­rez

Ellen Meiksins Wood (1942−2016) var en af vores tid vigtigste og mest innovative tænkere. I sit forfatterskab behandler hun emner som kapitalismens forskelligartede udvikling, imperialisme og nationalstatens rolle samt politisk tænkning og politikkens muligheder fra antikken og frem til i dag. Vi bringer i dag en oversættelse af kapitlet “Kapitalisme” fra værket The Elgar Companion to Marxist Economics.

Begre­bet ‘kap­i­tal­isme’ er ikke en marx­is­tisk opfind­else. Ter­men ‘kap­i­tal’, brugt om en ophob­n­ing af vær­di, går tilbage til i hvert fald det 16. århun­drede, imens ‘kap­i­tal­ist’ i noget der min­der om dets mod­erne brug blev brugt i det 18. århun­drede af franske økonomer. Tur­got som talte om ‘kap­i­tal­is­tiske’ entre­prenør­er og en ‘kap­i­tal­is­tisk’ eller entre­prenant form for organ­i­sa­tion, der for ham karak­teris­erede det hidtil mest høj­tudviklede men­neske­lige stadie, hvor ‘kap­i­tal’ blev brugt aktivt til at skabe en pro­duk­tion med prof­it for øje. Ter­men ‘kap­i­tal­isme’ blev tilsyneladende brugt første gang på engel­sk af for­fat­teren, Thack­er­ay, i midten af det 19. århun­drede, ikke til at beteg­ne et økonomisk sys­tem, men om det at eje kap­i­tal.

Det 19. århun­dredes social­is­ter brugte først ter­men kap­i­tal­isme til – ned­sæt­tende – at beskrive det økonomiske sys­tem, som de var imod. På det tid­spunkt var begre­bet allerede fyldt med den his­toriske arv som er inde­holdt i dets ety­molo­gi, samt antagelser om frem­skridt, nedarvet fra begre­bets for­løbere. I særde­les var ‘kap­i­tal­isme’ blevet mere eller min­dre syn­onymt med det ‘kom­mer­cielle sam­fund’ som det blev forstået af de klas­siske poli­tiske økonomer, eksem­pelvis Adam Smith, der anså det som men­nes­kets højeste stadie. I mod­sæt­ning her­til så social­is­ter frem imod end­nu et men­neske­ligt stadie, hin­sides og over­legen kap­i­tal­is­men. Før Marx var der ingen grundlæggende anfæg­telse af iden­ti­fika­tio­nen af kap­i­tal­isme med han­del, à la den klas­siske poli­tiske økono­mi, med dens opfat­telse af his­to­rien som en udvikling af samhan­dlen. Imp­lika­tio­nen synes at være, at kap­i­tal­isme grundlæggende er en udvidelse af ældgam­le han­delsskikke, som var blevet fuldt udviklet i den mod­erne tid­salders udbre­delse af byer, marked­er og samhan­del (Wood 2002).

Marx selv brugte i udgangspunk­tet ikke ter­men kap­i­tal­isme, men talte i stedet om kap­i­tal­is­tisk pro­duk­tion eller den kap­i­tal­is­tiske pro­duk­tions­form eller end­da det kap­i­tal­is­tiske sys­tem; og han var mere tilbø­jelig til at iden­ti­fi­cere det kap­i­tal­is­tiske sys­tems his­toriske moment med ‘bour­geoisi­ets’ æra end med kap­i­tal­isme. Iden­ti­fika­tio­nen af ‘kap­i­tal­ist’ med ‘bour­geois’, der i sin oprindelige betyd­ning beteg­nede en bybe­boer, skyldtes i høj grad oplysningsti­dens forestill­inger om frem­skridt og den poli­tiske økono­mi, med dens antagelser om et sam­fund baseret på han­del. Selv det at fremhæve kap­i­tal­is­tisk ‘pro­duk­tion’, som noget adskilt fra sim­pel vare­bytte, var ikke i sig selv nok til at adskille Marx fra ‘bour­geoisi­ets’ poli­tiske økono­mi, efter­som andre før ham, særligt David Ricar­do, havde ført prof­it tilbage til arbe­jdet i pro­duk­tio­nen. Den idé, at his­to­rien udgøres af en række ‘pro­duk­tions­former’, har også meget til­fælles med idéer, som allerede ses hos Smiths klas­siske poli­tiske økono­mi, omhan­dlende en serie eksis­tens­former, der bevægede sig fra, eksem­pelvis, jægere og sam­lere til kvæ­gavl, videre til land­brug og endeligt det kom­mer­cielle sam­fund; en pro­ces drevet af arbe­jds­delin­gen, hvor hvert stadie var mere tek­nol­o­gisk udviklet end det for­rige og bedre til at skabe mervær­di.

Ikke desto min­dre var der fra beg­y­n­delsen — og lang tid før sin fuldt udviklet analyse i Kap­i­tal­en — betyd­nings­fulde nysk­a­bel­er i Marx’ værk­er, der er kom­met til at ændre forståelsen af kap­i­tal­is­men til ikke læn­gere at betyde en sim­pel udvidelse af ældgam­le han­del­sprak­siss­er, men en særlig social form med egne speci­fikke ‘bevægelseslove’. En social form der krævede fun­da­men­tale sociale ændringer for at kunne blive tilve­je­bragt. I Den tyske ide­olo­gi, skrevet med Engels i 1845–46, bliv­er arbe­jds­delin­gens udviklingsstadier iden­ti­fi­ceret med forskel­lige for­mer for ejen­dom­sret: oldti­dens stam­me­fæl­lessk­aber (led­saget af slaveri), feu­dalt eller ‘gods’ ejen­dom, der med tiden banede vejen for et ‘borg­erligt’ sam­fund, med dets egen speci­fikke form for ejen­doms­forhold. Hvad der er mere væsentligt i dette tidlige værk, er hvor­dan de sociale ‘rela­tion­er’, der kon­stituer­er hver enkelt his­torisk form, bliv­er fremhævet. Hvert stadie i arbe­jds­delin­gen, enhver ny form for ejen­doms­forhold, er kende­teg­net ved bestemte rela­tion­er imellem indi­vider og deres ‘rela­tion til råstof­fer, red­sk­aber og arbe­jdets pro­duk­ter’. I 1847, da Marx først skrev sin pam­flet Lønar­be­jde og Kap­i­tal, udar­be­jd­ede han dette grundlæggende prin­cip som det oper­erer i lige præ­cist kap­i­tal­is­men. Kap­i­tal, sagde han, er ikke som økonomerne fortæller os ‘råstof­fer, arbe­jd­sred­sk­aber og nye eksis­tensvilkår.’ Det er heller ikke blot ‘akku­mu­la­tion af arbe­jde der fun­ger­er som et mid­del til ny pro­duk­tion’. Kap­i­tal er også, og frem for alt, en ‘social rela­tion’.

Marx’ senere værk­er blev ganske vist langt mere nuanceret end denne tidlige pam­flet. Da Engels for eksem­pel genud­giv­er den i 1891 ændr­er han i den, så der tages højde for et afgørende skift i Marx’ poli­tiske økono­mi, dis­tink­tio­nen mellem ‘arbe­jde’ og ‘arbe­jd­skraft’ (se neden­for), som ikke forekom i den orig­i­nale pam­flet. I sine tidlige værk­er lagde Marx også mere vægt på udviklin­gen af pro­duk­tivkræfterne, eller det tek­nol­o­giske frem­skridt, som den dri­vende mekanisme i al his­toriske foran­dring, end han kom til at gøre senere i Kap­i­tal­en. Men det grundlæggende prin­cip, at kap­i­tal er en social rela­tion, kom til at blive en nøgle til hans særlige forståelse af kap­i­tal­isme eller den kap­i­tal­is­tiske pro­duk­tions­form.

Hvad bety­der det så at beteg­ne kap­i­tal som en social rela­tion og hvad fortæller det os om kap­i­tal­is­mens natur og dens virk­somme prin­cip­per? Marx kon­struer­er sit argu­ment på den præmis, at men­nesker inter­ager­er med hinan­den, med naturen og med arbe­jds­betingelserne – råstof­fer, red­sk­aber og arbe­jdets pro­duk­ter – for at opnå basale livs­fornø­den­hed­er og selvre­pro­duk­tion og at disse rela­tion­er optræder på forskel­lige måder inden for forskel­lige pro­duk­tions­former. Særligt udviklin­gen fra en pro­duk­tions­form til en anden har været en pro­gres­siv ‘adskil­lelse af det frie arbe­jde fra de objek­tive betingelser for dets virke­lig­gørelse – fra arbe­jdsmi­dlet og arbe­jds­ma­te­ri­alet’ (MEW 42: 383). Det med­før­er også udviklinger i udbyt­nin­gens for­mer, de bestemte måder hvor­på den tileg­nende klasse overtager – og bliv­er beriget af – de direk­te pro­du­cen­ters mer­ar­be­jde.

Før kap­i­tal­is­men stod de direk­te pro­du­cen­ter i rela­tion til arbe­jdets basale betingelser – jor­den – som deres ejen­dom, hvad enten det drejede sig om fælled­er eller prim­i­tive for­mer for fæl­lessk­aber eller småpro­du­cen­ters frie jordbesid­delser. Det betød at den appro­prierende klasse udelukkende kunne tileg­ne sig mer­ar­be­jde med det som Marx kalder for ‘ekstra-økonomiske’ midler, som den over­leg­ne magt har opnået igen­nem sin poli­tisk, mil­itær og juridisk sta­tus – som eksem­pelvis her­remæn­dene, der tileg­nede sig arbe­jdsy­delser eller skat­ter fra bøn­derne, som fort­sat havde direk­te adgang til jor­den. Kap­i­tal­is­men kom til at trans­formere ikke bare de direk­te pro­du­cen­ters rela­tion­er til deres arbe­jds­betingelser, men også den måde hvor­på mer­ar­be­jdet bliv­er tileg­net på.

Kap­i­tal­is­men opløs­er helt og alde­les den ‘naturlige enhed imellem arbe­jdet og dets materielle forud­sæt­ninger’ (MEW 42: 383) og arbe­jderen har ikke læn­gere ‘nogen konkret tilværelse uafhængigt af arbe­jdet.’ Inden for kap­i­tal­is­men er lønar­be­jderne blevet fuld­stændig adskilt fra betingelserne for deres arbe­jde. Som Marx’ fork­larede det i Kap­i­tal­en bind 1, kapi­tel 24:

Kap­i­tal­forhold­et forud­sæt­ter adskil­lelsen imellem arbe­jderen og den ejen­dom som udgør betingelserne for arbe­jdets virke­lig­gørelse. Så snart den kap­i­tal­is­tiske pro­duk­tion står på egne ben, oprethold­er den ikke kun denne adskil­lelse, men repro­duc­er­er den i et stadigt vok­sende målestok. Den pro­ces som skaber kap­i­tal­forhold­et, kan alt­så ikke være andet end den pro­ces, der adskiller arbe­jderen fra ejen­dom­sret­ten over sine arbe­jds­betingelser, en pro­ces, der på den ene side for­van­dler de sam­fundsmæs­sige livs- og pro­duk­tion­s­mi­dler til kap­i­tal, og på den anden side de umid­del­bare pro­du­cen­ter til lønar­be­jdere. Den såkaldte oprindelige akku­mu­la­tion er alt­så ikke andet en den his­toriske pro­ces, der adskiller pro­du­cen­ten fra pro­duk­tion­s­mi­dlerne. Den fremtræder som oprindelige, for­di den dan­ner forhis­to­rien for kap­i­tal­en og de der­til hørende pro­duk­tion­s­måder.

Adskil­lelsen af de direk­te pro­du­cen­ter fra pro­duk­tion­s­mi­dlerne med­førte en pro­le­taris­er­ing af arbe­jd­skraften, det vil sige trans­for­ma­tio­nen af direk­te pro­du­cen­ter til lønar­be­jdere og deres udbyt­ning, nu ikke læn­gere igen­nem ‘ekstra-økonomiske’ midler, men udelukkende ‘økonomiske’. Om et øje­b­lik skal vi under­søge denne form for udbyt­ning nærmere. Men, før vi gør det, er det afgørende at have in mente, at lønar­be­jdet inden for kap­i­tal­is­men bliv­er holdt beskæftiget af kap­i­tal­en og at det har afgørende kon­sekvenser for sys­temets oper­a­tionsprin­cip­per. Selvom vi for analy­sen skyld kan abstra­here idéen om kap­i­tal og rela­tio­nen mellem kap­i­tal og arbe­jde fra den konkur­rencemæs­sige rela­tion mellem flere kap­i­taler, så er det vigtigt at erk­ende, at kap­i­tal­is­men virk­er på den måde som den gør, ikke udelukkende for­di de direk­te pro­du­cen­ter er lønar­be­jdere, men for­di lønar­be­jdet er beskæftiget af kap­i­tal­en, og det med­før­er en konkur­rencemæs­sige rela­tion mellem flere kap­i­taler.

Lønar­be­jde har skabt beskæftigelse i ikke-kap­i­tal­is­tiske sam­fund uden at pro­duc­ere speci­fikke kap­i­tal­is­tiske ‘bevægelseslove’. Det er rigtigt at kun inden for kap­i­tal­is­men er lønar­be­jde den fremhersk­ende form for arbe­jde, men det for­bliv­er umuligt at fork­lare det kap­i­tal­is­tiske sys­tems særlige dynamik uden at tage højde for konkur­ren­cen mellem forskel­lige kap­i­taler. Det er sigende at sam­tidig med, at Marx frem­før­er et begreb om kap­i­tal ‘i almin­de­lighed’, hvor der abstra­heres fra rela­tion­erne imellem flere kap­i­taler, så rein­tro­duc­er­er han den konkur­rencemæs­sige rela­tion, netop på det tid­spunkt, hvor han udvikler det kap­i­tal­is­tiske sys­tems særlige dynamikker og i særde­leshed dets ten­dens til krise. Kort sagt: Kap­i­tal­is­men som en bestemt social form, med dets egne speci­fikke ‘bevægelseslove’, er kon­stitueret igen­nem disse to sæt af rela­tion­er, imellem kap­i­tal og arbe­jde og imellem flere kap­i­taler. Det er forbindelsen imellem arbe­jde og kap­i­tal, inden for den sam­men­hæng som rela­tion­erne mellem flere forskel­lige kap­i­taler udgør, der pro­duc­ere kap­i­tal­is­mens sys­temiske sære­gen­hed­er.

Vi kan under­søge hvor­dan denne dobbel­tre­la­tion fun­ger­er ved at starte med at under­søge rela­tio­nen mellem kap­i­tal og ‘lev­ende arbe­jde’ og for et øje­b­lik abstra­here fra rela­tio­nen imellem flere kap­i­taler. Kap­i­tal­is­tisk udbyt­ning adskiller sig fra udbyt­nings­former, inden for hvilke en klasse med over­legen magt direk­te tileg­n­er sig mer­ar­be­jdet fra de direk­te pro­du­cen­ter. Kap­i­tal­is­ter tileg­n­er sig hverken mervær­di eller mer­ar­be­jde igen­nem direk­te tvang og arbe­jdere er nødt til at sælge deres arbe­jd­skraft, ikke på grund af kap­i­tal­is­tens over­leg­ne magt, men udelukkende af økonomisk nød­vendighed, den besid­delses­løshed som tvinger dem til at sælge deres arbe­jd­skraft, for at få adgangs til pro­duk­tion­s­mi­dlerne, selve arbe­jdsmi­dlerne. Fak­tisk er den kap­i­tal­is­tiske prof­it ikke blevet tileg­net direk­te igen­nem arbe­jderne. Kap­i­tal­is­ter betaler, så at sige, arbe­jderne forud og de bliv­er nødt til at sælge det som arbe­jderne pro­duc­ere for at kunne virke­lig­gøre deres fort­jen­este.

Det ser ud som om, arbe­jderne bliv­er betalt for alt det arbe­jde de udret­ter: Otte timers løn, eksem­pelvis, for otte timers arbe­jde. Det er meget forskel­ligt fra den sit­u­a­tion, hvor bøn­der pro­duc­er­er til eget for­brug, men også bliv­er tvunget til at over­føre mer­ar­be­jde til god­se­jeren. Her er forhold­ets beskaf­fen­hed og dets udbyt­tende karak­ter trans­par­ent. Det er tydeligt at god­se­jeren udbyt­ter bøn­derne, der giv­er afkald på dele af deres arbe­jde for gøre ham rig, hvad enten det han­dler om at betale skat­ter eller udføre arbe­jdsy­delser. I kap­i­tal­is­men er transak­tio­nen imellem kap­i­tal og arbe­jde anderledes: Arbe­jds­giv­eren betaler arbe­jderen, ikke omvendt.

Men som Marx sat­te sig for at demon­strere med dis­tink­tio­nen mellem arbe­jde og arbe­jd­skraft, så er denne fremtrædelse til dels vil­dle­dende: Arbe­jderne bliv­er betalt for deres arbe­jd­skraft for en bestemt tidspe­ri­ode og ikke for det sam­lede arbe­jde de pro­duc­er­er i løbet af den peri­ode. Alt hvad arbe­jderne pro­duc­er­er tilhør­er kap­i­tal­is­ten og kap­i­tal­is­ten tileg­n­er sig forskellen imellem det, som arbe­jderne er blevet betalt og det, som deres pro­dukt eller ydelse kom­mer til at ind­bringe på markedet. Den kap­i­tal­is­tiske prof­it er afledt af denne diskrepans. På samme måde som feu­dale bøn­der delvist arbe­jder for at frem­skaffe deres egne livs­fornø­den­hed­er og delvis til gavn for god­se­jeren, og dermed over­før­er deres mer­ar­be­jde i form af skat­ter, så arbe­jder arbe­jderne inden for kap­i­tal­is­men delvis (og, mes­ten­dels, indi­rek­te) for dem selv og delvis til gavn for kap­i­tal­is­ten, der tileg­n­er sig mer­ar­be­jdet i form af mervær­di­en, som er prof­ittens kilde.

Denne måde at tileg­ne sig mer­ar­be­jde og mervær­di på kan imi­dler­tid ikke fork­lare de speci­fikke kap­i­tal­is­tiske ‘bevægelseslove’. Det er først i sam­men­hæng med de konkur­rencemæs­sige rela­tion­er imellem forskel­lige kap­i­taler, at rela­tio­nen mellem kap­i­tal og arbe­jde frem­bringer den kap­i­tal­is­tiske akku­mu­la­tions tvang, det vil sige prof­it­mak­simer­ing og forøgelsen af arbe­jdets pro­duk­tivitet, som er nød­vendig for at opretholde prof­itabiliteten. Det forhold at kap­i­tal­is­ter udelukkende kan skabe prof­it, hvis det lykkes dem at sælge deres var­er eller ydelser på et konkur­ren­cepræget marked, og sælge dem for mere end de er blevet pro­duc­eret for, bety­der at prof­it­sk­a­belse på forhånd er usikkert. Pro­duk­tivitetens sociale gen­nem­snit, som på ethvert givent marked bestem­mer suc­ces­rat­en for prisens konkur­rence, er uden for den enkelte kap­i­tal­ists kon­trol. Det eneste som kap­i­tal­is­ten kan kon­trollere til en vis grad er deres egne udgifter. Efter­som deres prof­it afhænger af en favor­a­bel omkost­ning/pris-ratio, vil de gøre alt for at mindske deres omkost­ninger og dermed sikre prof­it. Det med­før­er, frem for alt, et kon­stant pres for at mindske arbe­jdets omkost­ninger; og det kræver kon­stante forbedringer i arbe­jd­spro­duk­tiviteten. Kap­i­tal­en er nødt til kon­stant at finde nye organ­isatoriske og tekniske metoder, hvorigen­nem den kan tileg­ne så megen mervær­di fra arbe­jderne som muligt inden for en fast­lagt tidspe­ri­ode – den tid hvor arbe­jdernes arbe­jd­skraft tilhør­er kap­i­tal­en.

For at holde den pro­ces kørende, kræves kon­stante investeringer, hvilket vil sige. mervær­di­ens rein­vester­ing og den stadi­ge kap­i­ta­lakku­mu­la­tion. Dette krav er blevet pålagt kap­i­tal­is­terne uanset deres egne per­son­lige behov. Selv de mest søm­melige og socialt ans­varlige kap­i­tal­is­ter er under­lagt denne tvang og er, for at kunne over­leve, tvunget til at akku­mulere ved at mak­simere mervær­di­en. Nød­vendighe­den af at ind­føre sådanne strate­gi­er er et grundlæggende træk ved sys­temet og ikke blot et resul­tat af griskhed. Det bety­der også at for­målet med pro­duk­tion ikke er til­fredsstil­lelsen af sociale behov, men akku­mu­la­tio­nen af kap­i­tal. På samme tid, har det utræt­telige behov – som er unikt for kap­i­tal­is­men – efter kon­stant at forbedre arbe­jdets pro­duk­tivitet, gjort det kap­i­tal­is­tiske sys­tem ekstremt dynamisk. Det skaber hele tiden udvikling i teknolo­gien og i det som tra­di­tionelt er blevet kaldt for den økonomiske vækst, som Marx fore­trak at beskrive som kap­i­ta­lakku­mu­la­tion. Men den samme marked­st­vang, som gør det så dynamisk, har også mod­satret­tede virkninger. Kap­i­tal­is­men er tilbø­jelig til at have kon­stante svingninger, ikke bare kort­varige ‘cyk­liske kon­junk­tursv­ingninger’, men også kris­er og en ten­dens til læn­gere­varende nedgang og stag­na­tion.

Den marx­is­tiske poli­tiske økono­mi efter Marx har ikke ændret væsentligt ved hans analyser af kap­i­tal­is­men som en bestemt social­form, med egne speci­fikke ‘bevægelseslove’. I den første halvdel af det 20. århun­drede skete der en vigtigt udvikling i den marx­is­tiske teori, men nogle af de vigtig­ste bidrag var optaget af sam­tidi­ge prob­lem­still­inger i de rev­o­lu­tionære bevægelser i lande med en rel­a­tiv uud­viklet kap­i­tal­isme eller de var optaget af kap­i­tal­is­mens ydre rela­tion­er — rela­tio­nen imellem kap­i­tal­is­tiske magter og en hov­ed­sagelig ikke-kap­i­tal­is­tisk ver­den — i form af impe­ri­al­isme.

Et af de væsentlig­ste bidrag var Rosa Lux­em­burgs Kap­i­tal­ens akku­mu­la­tion, som havde til for­mål bevæge sig udover, eller i det mind­ste sup­plere, Marx’ analyser af kap­i­tal­is­men som et lukket sys­tem, ved at betragte forhold­et mellem kap­i­tal­isme og ikke-kap­i­tal­is­tiske pro­duk­tions­former, særligt i form af impe­ri­al­is­men. Men hun forestillede sig ikke en tid, hvor kap­i­ta­lakku­mu­la­tion igen­nem kolo­nial­is­mens udbre­delse og under­trykkelse skulle blive overtaget af en glob­al kap­i­tal­is­tisk økono­mi, som ikke læn­gere er afhængig af tra­di­tionelle for­mer for impe­ri­al­isme. Hun gik ud fra at kap­i­tal­is­men befandt sig i sit endelige stadie og ville blive overvun­det, før de økonomiske imper­a­tiv­er ville komme til at omfat­te hele ver­den.

Der har på det sen­este været diskus­sion­er imellem ‘ny-ricar­dianske’ økonomer og andre som har forsøgt at geno­plive og forny Marx’ værdi­te­ori. Nogle af de mest frugt­bare marx­is­tiske værk­er om kap­i­tal­is­mens karak­ter, er imi­dler­tid ikke blevet udar­be­jdet af poli­tiske økonomer, men af marx­is­tiske his­torikere, som har under­søgt dens oprindelse og udvikling. Marx selv bevægede sig udover de his­toriske frem­still­inger, der blev lev­eret af den klas­siske poli­tiske økono­mi og oplysningsti­dens forestill­inger om frem­skridt. Det skete først og fremmest i Marx’ diskus­sion­er af ‘den såkaldte oprindelige akku­mu­la­tion’ (citeret oven­for) som en pro­ces, der adskiller pro­du­cen­terne fra pro­duk­tion­s­mi­dlerne; men udover denne korte redegørelse, lavede han aldrig en sys­tem­a­tisk under­søgelse af den trans­for­ma­tive pro­ces fra de førkap­i­tal­is­tiske sam­fund til de kap­i­tal­is­tiske. Hans meget sum­mariske ind­b­lik i denne pro­ces er blevet videreud­viklet af his­torikere som Mau­rice Dobb, og senere Robert Bren­ner, som færdig­gjorde bevægelsen væk fra den klas­siske poli­tiske økonomis kom­mer­cialis­er­ingsmod­el for kap­i­tal­is­mens oprindelse og udvikling.

I Bren­ners frem­still­ing ser vi hvor­dan en ny his­torisk dynamik blev sat i gang, allerede før den totale tileg­nelse af de direk­te pro­du­cen­ter og som fun­gerede som en forud­sæt­ning for denne tileg­nelse, da for­pagtere i Eng­land, selvom de for­blev i besid­delse af jord, blev adskilt fra ‘ikke-markeds medieret’ adgang til midlerne for deres selvreproduktion.1 I det som er kom­met til at hed­de ‘agrar kap­i­tal­isme’ var betingelserne for over­levelse og selvre­pro­duk­tion, særligt besid­delse og bevarelse af jord, blevet afhængig af markedet; og de nye sociale ejen­dom­sre­la­tion­er skabte konkur­ren­cens imper­a­tiv­er, det vil sige kravet om prof­it­mak­simer­ing og behovet for en kon­stant udvikling af pro­duk­tivkræfterne, hvilket med­førte en his­torisk enestående pro­ces af selvo­prethold­ende vækst. I hans senere værk­er om vores sam­tidi­ge glob­ale økono­mi og de sen­este kris­er, byg­ger Bren­ner videre på sine ind­sigter i konkur­ren­cens tvang, som stam­mer fra de væsentlige økonomiske aktør­ers marked­safhængighed, og på Marx’ egne frem­still­ing af rela­tion­erne imellem flere kap­i­taler.

Nogle marx­is­tiske kri­tikere er kom­met med ind­vendinger imod denne frem­skriv­else af marked­safhængighed, defineret som kap­i­tal­isme, og imod den ‘horison­tale’ rela­tion imellem kap­i­taler for ikke at tale om de ‘ver­tikale’ rela­tion­er imellem kap­i­tal og arbejde.2 Det er ikke desto min­dre svært at se, hvor­dan vi kan forstå kap­i­tal­isme som vi kender det i dag på andre måder. Kap­i­tal­is­men har udvidet sig, ikke bare i en rum­lig forståelse til hele klo­den, men til stort set alle aspek­ter af livet ved at foran­dre sociale behov til vare, hvis frem­skaf­felse er bestemt af, hvilke prof­it­mu­lighed­er de har på det konkur­ren­ceprægede marked, og ikke af deres brugsvær­di. De samme imper­a­tiv­er som styr­er kap­i­ta­lakku­mu­la­tio­nen – med alle deres unyt­tige ødelæggelser og kort­frist­ede krav om prof­it­mak­simer­ing – har ikke kun skabt stadigt tilbageven­dende kris­er, men også bidraget til de uhyre ødelæggelser af kli­maet. Ingen af den glob­ale kap­i­tal­ismes egen­sk­aber kan blive fork­laret uden at tage højde for begge af sys­temets grundlæggende rela­tion­er, rela­tio­nen mellem kap­i­tal og arbe­jde og de konkur­rencemæs­sige rela­tion­er mellem flere kap­i­taler.

Over­sat af Nick­las Weis Damkjær. “Kap­i­tal­isme” er over­sat med tilladelse af Edward Elgar Pub­lish­ing. The Elgar Com­pan­ion to Marx­ist Eco­nom­ics kan købes her.


1 Se eksem­pelvis: The Bren­ner debate: agrar­i­an class struc­ture and eco­nom­ic devel­op­ment in pre-indus­tri­al Europe, (red. Aston & Philpin) Cam­bridge Uni­ver­si­ty Press, 1985).

2 Se eksem­pelvis: ”Sym­po­sium on Robert Bren­ner and world­cri­sis”,     His­tor­i­cal Mate­ri­al­ism, vol. 4 & 5, 1999