Iran i dobbeltperspektiv: tegneserien Persepolis

Persepolis
Mar­jane Satrapi: “Perse­po­lis 1 – min iranske barnd­dom”, Carlsen, 2005 © For­laget Cobolt

Bag tegneserien “Persepolis” gemmer sig Marjane Satrapis ønske om at nuancere Vestens billede af den almindelige iraner. Rikke Platz Cortsen gengiver skildringen af Iran omkring revolutionen, hvor billeder og ord agerer modmagt til volden. 

FOKUS: IRAN UDEFRA Den iranske for­fat­ter & filmin­struk­tør Mar­jane Satrapi udtalte i forbindelse med sin udgivelse af teg­ne­se­rien Perse­po­lis, at den skulle ses som mod­fortælling til det offi­cielle nar­ra­tiv om den islamiske rev­o­lu­tion i 1979. Men hvor­dan er Iran blevet beskrevet før, under og efter rev­o­lu­tio­nen af enkelt­per­son­er, som ikke har haft aktiv­er i Den Islamiske Repub­lik Iran? Et his­torisk oprids af for­lø­bet op til rev­o­lu­tio­nen kan læs­es her.

2016 var dårligt beg­y­n­dt, før en skan­dale løb gen­nem det inter­na­tionale teg­ne­seriesam­fund. De nominerede til årets Grand Prix på Angoulême teg­ne­seriefes­ti­valen i Frankrig var blevet offentlig­gjort: 30 nominerede, ingen kvin­der. Prisen bliv­er givet hvert år som en ”life time achieve­ment” pris og er vel nok den fornemmeste pris, en teg­ne­seri­eteg­n­er kan mod­tage. Man­glen på kvin­der i opløb­s­fel­tet blev ikke for­bigået i tavshed. Straks rasede en shit­storm af en anden ver­den på de sociale medi­er, og den blev ikke min­dre, da fes­ti­valledelsen und­skyldte sig med, at der i teg­ne­seriehis­to­rien var få kvin­der, der havde gjort sig fort­jent til en pris, som hædr­er pris­mod­tagerens livs­lange pro­duk­tion og betyd­ning i teg­ne­seriehis­to­rien.

Selvføl­gelig var det en rød klud i ansigtet på den i forve­jen ophed­ede onlinede­bat, og net­tet flød over med navne på kvin­delige teg­ne­seri­eteg­nere, der både var gam­le nok, havde en tilstrække­lig vægtig pro­duk­tion og havde haft mærk­bar ind­fly­delse på teg­ne­se­rien og dens udvikling. Et af de navne, der ofte blev nævnt, var den fran­sk-iranske teg­ne­seriesk­aber Mar­jane Satrapi.  Hun er blevet berøm­met inter­na­tion­alt for sin selvbi­ografiske teg­ne­serie Perse­po­lis, som han­dler om for­fat­terens opvækst i og uden­for Iran. Satrapi har måske ikke den største pro­duk­tion bag sig og er efter sigende helt holdt op med at lave teg­ne­serier, men især Perse­po­lis har en så stor plads i teg­ne­se­riens his­to­rie, at hun kan måle sig med de største af kun­startens udø­vere og helt naturligt dukker op på lis­ter over vigtige teg­ne­seri­eteg­nere. Satrapis teg­ne­serie er blevet over­sat til mange sprog og fig­ur­erer på under­vis­nings­plan­er i skol­er, gym­nasi­er og uni­ver­siteter rundt om i ver­den, og netop denne inter­na­tionale udbre­delse gør også, at det er en af de cen­trale kun­st­ner­iske frem­still­inger af Iran og det iranske folk.

Perse­po­lis udkom på fran­sk i fire hæfter fra 2000 til 2003 og blev i senere over­sæt­telser (eksem­pelvis på engel­sk og dan­sk) blev til to bøger, hvor den første skil­dr­er Mar­jane Satrapis barn­dom i Iran omkring den iranske rev­o­lu­tion i 1979, og anden bog han­dler om et fireårigt ophold i Wien, efter­ful­gt af en tilbageven­den til Teheran. Bogen slut­ter med, at Mar­jane Satrapi’s alter ego Mar­ji i 1994 rejs­er til Frankrig, hvor for­fat­teren har boet lige siden og blandt andet har haft suc­ces som film­sk­aber, fx med en teg­ne­film­sudgave af Perse­po­lis i 2007.

Et andet billede af Iran

I indled­nin­gen til bogen påpeger Satrapi, at et af for­må­lene med Perse­po­lis er at gå imod den meget neg­a­tive opfat­telse af Iran og iranere, der var fremtræ­dende på det tid­spunkt, hun beg­y­n­dte bogen – en opfat­telse, der kun blev værre efter 911, da den amerikanske præsi­dent George Bush udnævnte Iran til en del af ”ond­sk­abens akse”. Med sin per­son­lige fortælling som eksem­pel vil Satrapi under­strege, at man ikke skal forvek­sle en stat og dens regering med folket, der langt fra altid bifalder statens hold­ninger og gerninger, og desu­den under­strege, at iranere er ofre for over­greb og lidelser begået af det islamiske iranske styre.  Perse­po­lis er der­for helt bev­idst ret­tet mod en inter­na­tion­al offent­lighed, som ikke har per­son­lig erfar­ing med Iran og iran­erne, og Satrapi bruger sit barne­jeg som en prisme, igen­nem hvilket hun kan fork­lare forhold i iran­sk his­to­rie samt hverda­gens trængsler og glæder. Her bruger hun teg­ne­se­riens virkemi­dler, hvor hun vek­sler mellem at fork­lare med sin vok­sne stemme i fortæl­letek­sterne, mens dialo­gen i tale­boblerne gen­giv­er Mar­jis og hen­des omgangskreds’ sam­taler på det for­t­alte tid­spunkt, mens teg­ningerne på forskel­lig vis sup­plerer og under­støt­ter fortællin­gen. Bogens første side illus­tr­erer, hvor­dan Satrapi både er til stede i bogen som vok­sen fortæller og barne­pro­tag­o­nist, hvilket giv­er hende mulighed for at bruge sit yngre jeg til at stille spørgsmål, der kan besvares og fork­lares af det ældre jeg.

I det første pan­el bliv­er vi intro­duc­eret til fortælleren og dati­dens Iran i 1980. Under ledelse af Reza Shah Pahlavi (Shah bety­der konge på per­sisk) og senere hans søn, Muham­mad Reza Pahlavi, var Iran sekulært fra 1925 og frem til 1979. Util­fred­she­den med Shah-styret førte til vold­somme offentlige pro­test­er, og i 1979 blev den islamiske repub­lik udråbt.

Teg­nin­gen vis­er bar­net, mens fortæl­letek­sten tilhør­er den vok­sne fortæller, der ser tilbage på begiven­hed­erne. Med val­get af tørk­lædet som omdrejn­ingspunkt tager Satrapi fat i en meget omdiskuteret gen­stand, der står som et stærkt sym­bol på forskel­lene mellem kul­tur­er og religiøse opfat­telser, og som her bliv­er et tydeligt tegn på den foran­dring, Iran gen­nemgår efter rev­o­lu­tio­nen. I det store pan­el ned­er­st på siden isce­nesæt­ter Satrapi både den uskyldighed, børnene inkarner­er, og vis­er sam­tidigt den måde, det nye islamiske styre kom­mer til at påvirke den almin­delige iranske borg­er.

Persepolis1.png
Mar­jane Satrapi: “Perse­po­lis 1 – min iranske barnd­dom”, Carlsen, 2005 © For­laget Cobolt

 

Allerede på denne første side slås en del temaer således an: den nære rela­tion mellem per­son­lig his­to­rie og ver­den­shis­to­rie, kon­sekvensen af det nye iranske styres mag­tudøvelser for især kvin­ders fri­hed, bar­nets forsøg på at forstå disse omvælt­ninger, og Mar­jis kamp med at definere sig selv – ”Det her er mig”.

Det per­son­lige, selvbi­ografiske per­spek­tiv på ver­den­shis­toriske begiven­hed­er for­mår ofte at konkre­tis­ere hæn­delser, så kri­gens ræd­sler og kon­sekvensen af bru­tale regimer i lande, der lig­ger langt fra læserens egen virke­lighed, bliv­er nærværende og poten­tielt vækker empati og forståelse. I Perse­po­lis er forhold­et mellem mikro­his­to­rie og makro­his­to­rie helt konkret side­s­til­let på teg­ne­se­riens sider, hvor pan­el­erne hele tiden skifter mellem Mar­jis indi­vidu­elle oplevelser og de omvælt­ninger, der præger Iran i årene omkring rev­o­lu­tio­nen. Satrapis tydelige teg­nestil med sort/hvid streg og min­i­mal brug af skyg­ger stilis­er­er begiven­hed­erne og videre­formi­dler bar­nets naive og direk­te forståelse af tin­ge­nes orden. Sam­tidigt udnyt­ter fortællin­gen den måde, teg­ne­se­riens lay­out kan læs­es som en hel­hed, så Mar­jis skole­fo­to, generelle pro­test­er og fjol­lerier i skolegår­den optræder side om side. Det vis­er, at disse forskel­lige sit­u­a­tion­er foregår sam­tidigt, men under­streger også, at den nære per­son­lige his­to­rie og den større poli­tiske virke­lighed er for­bundne og påvirk­er hinan­den. Ofte skifter fokus fra pan­el til pan­el, så hverda­gens banale oplevelser for bar­net side­s­tilles med de vold­somme poli­tiske foran­dringer i det iranske sam­fund på en måde, så det hverdagslige og almin­delige ved ube­hagelige og frygtelige hæn­delser bliv­er tydeligt. De mange ind­skrænkelser af per­son­lig fri­hed og over­greb på poli­tiske mod­standere af styret bliv­er hverdag, lige­som Iran-Irak kri­gen (1980−1988) senere hur­tigt bliv­er en helt almin­delig del af livet i Iran, hvor bomberne fly­ver om ørerne, og alle kender en, der delt­ager i kri­gen.

At synliggøre det usete

Men der er ting, som det er umuligt at visu­alis­ere, selv i Satrapis meget stil­sikre og ofte eks­pres­sion­is­tiske stil. Under Iran-Irak kri­gen beg­y­n­der irak­erne at bombe Teheran med Scud-mis­siler, og en dag rammes Mar­jis kvarter, så nabo­huset lig­ger i ruin­er.

Persepolis2.png
Mar­jane Satrapi: “Perse­po­lis 1 – min iranske barnd­dom”, Carlsen, 2005 © For­laget Cobolt

Naboerne er jøder, og Mar­ji er veninde med fam­i­liens dat­ter, Neda Baba-Levy. Fam­i­lien har været hjemme, for­di det er lørdag, og de hold­er sab­bat. Da Mar­ji og hen­des mor går for­bi ruin­dyn­gerne fra nabo­huset, får Mar­ji plud­selig øje på et arm­bånd, der tilhør­er Neda, og Satrapi vis­er i stil­hed Mar­jis for­færdelse og håbløshed i to pan­el­er uden tekst, hvorefter pan­elet bliv­er sort for at udtrykke det, der hverken kan siges med ord, billed­er eller skrig. Fraværet af visuelt ind­hold og man­glen på tekst i de foregående pan­el­er, hvor Mar­jis ansigt­sudtryk er i cen­trum, giv­er læseren en fornem­melse af de følelser, der går gen­nem hende. Både det visuelle og det ver­bale sprog er util­strække­lige, når traumet skal formi­dles, men i fæl­lesskab og ved hjælp af flere pan­el­er i samar­be­jde, kan tekst og billede alligev­el rumme en lille piges for­færdelige død. Denne scene giv­er dels Satrapi mulighed for at fortælle en konkret his­to­rie om, hvor­dan bomb­ningerne fra Irak påvirkede Teherans beboere, men ved at bruge teg­ne­se­riens virkemi­dler, for­mår hun også at påvirke læseren til at føle hen­des egen smerte og leve sig ind i den iranske piges per­spek­tiv. Den men­neske­lige smerte er ens på tværs af kul­tur­er, og selvom den er svær at udtrykke, kan den åbne for kon­tak­ten og forståelsen mellem forskel­lige grup­per af men­nesker eller i dette til­fælde fra indi­vid til indi­vid.

Teg­ne­se­riens mulighed­er for at vise det, der ellers ikke kan vis­es eller ikke får plads i de offi­cielle his­to­riebøger, er en cen­tral tanke i meget af den forskn­ing, der foregår i teg­ne­serier for tiden, hvor blandt andet kul­tur­forsker Øyvind Vågnes i sin bog Den doku­men­tariske teik­ne­se­rien ser på den mængde af både doku­men­tariske og selvbi­ografiske teg­ne­serier, der i de senere år er blevet en bølge inden­for teg­ne­serieme­di­et. Med stor inspi­ra­tion fra Art Spiegel­mans Maus (om for­fat­terens foræl­dres oplevelser i Auschwitz) og Satrapis Perse­po­lis er teg­ne­serier om virke­lige begiven­hed­er, ofte selvo­plevede, kom­met til at fylde mere og mere i teg­ne­se­rien. Vågnes påpeger, at teg­ne­se­rien har mange måder at kunne syn­lig­gøre det usyn­lige og give stemme til dem, der ellers er tvunget til tavshed. Netop der­for er teg­ne­se­rien så veleg­net til at vise trau­ma­tiske his­toriske begiven­hed­er, der ofte find­es i mange ver­sion­er, både offi­cielle og uof­fi­cielle. Teg­ne­se­rien kan sætte billed­er og ord på begiven­hed­er, der ellers ikke er doku­menterede, og kan på den måde fun­gere som mod­magt til under­trykkende regimer, for­di de skaber et rum, hvor der er plads til alter­na­tive fortællinger og sam­tidigt vis­er, hvor­dan den alter­na­tive virke­lighed ser ud.

Klasseforskelle og kvindeliv

I årene efter Perse­po­lis’ udgivelse blev Mar­jane Satrapi meget efter­spurgt som en slags tal­skvin­de for det iranske folk, men hun under­stregede hele tiden, at hun kun kunne sige noget om Iran i de peri­oder, hvor hun selv havde været i lan­det, og at hen­des oplevelser var speci­fikke og ikke nød­vendigvis kan ophæves til at beskrive hverda­gen og virke­lighe­den for alle iranere. Men det er netop de speci­fikke his­to­ri­er om Mar­ji og hen­des fam­i­lie og ven­ner, der for­mår at give læseren et ind­b­lik i en iran­sk virke­lighed, der også afspe­jler og bel­yser de his­toriske sam­men­hænge. Som barn af høj­tud­dannede ven­stre­ori­en­terede foræl­dre er Mar­ji meget priv­i­legeret og beg­y­n­der tidligt at inter­essere sig for klasse­forskelle, hvilket er et tema, der jævn­ligt dukker op under­ve­js i fortællin­gen. At klasse­forskel­lene gør, at kri­gen eksem­pelvis påvirk­er børn forskel­ligt, under­streges af Satrapi i en scene, hvor fam­i­liens hushjælp fru Nas­rin er dybt ulykke­lig, for­di hen­des søn er blevet forsøgt rekrut­teret til hæren. De giv­er de unge drenge en plas­tiknø­gle, der skal forestille nøglen til par­adis og lover dem unge piger, hvis de dør som mar­tyr­er i kri­gen mod Irak.

Persepolis3.png
Mar­jane Satrapi: “Perse­po­lis 1 – min iranske barnd­dom”, Carlsen, 2005 © For­laget Cobolt

I det store pan­el øverst på siden sprænges fat­tige drenges kroppe i stykker og min­der om de rige børns kroppe, der er forvredne i dans på det ned­er­ste pan­el. Ved at sam­men­sætte de to sit­u­a­tion­er på teg­ne­series­i­den udtrykker Satrapi den ure­t­færdighed, der er for­bun­det til klasse og under­streger sam­tidigt det groteske i at sende unge mænd i krig. Alle børn burde jo danse omkring til fest og bekym­re sig om, hvor smart det er at være ”punk” eller andre ting, der virk­er lig­e­gyldige i sam­men­hæng med de itus­prængte kroppe. Her bruger Satrapi både teg­ne­se­riens struk­tur og streg til at skelne mellem de to sit­u­a­tion­er, idet hun forstør­rer det øver­ste pan­el, så det vejer tun­gere, mens de døde drenge er vist som sil­huet­ter, der gør dem mere generelle. Det er Mar­ji og hen­des ven­ner, der danser, for det er hende, der fortæller his­to­rien, men den scene, vi ser under­streget med drama­tisk brug af skraver­ing som eksplo­sion­er, er en, der gen­t­ager sig igen og igen igen­nem kri­gen.

Den anden halvdel af Perse­po­lis fokuser­er på den per­son­lige split­telse, Mar­ji oplever, da hun er nødt til at fly­tte til Wien, for­di hen­des foræl­dre frygter for hen­des sikker­hed. Hun er blevet for rebel­sk, og de er bange for, hvad autoriteterne kan finde på at udsætte hende for. I Østrig kæm­per hun med iden­titet­skrise, for­di hun har svært ved at leve et helt almin­deligt teenage­liv, mens hen­des fam­i­lie og ven­ner lever med krig og under­trykkelse. Helt alene i et fremmed land er det svært at holde fast i sig selv, og Mar­ji ender med at vende hjem til Teheran med en hel del nye erfaringer i baga­gen. Der­for får vi i den sid­ste del af et andet blik på Iran end tidligere. Hvor det før var bar­nets undren, der ramme­sat­te begiven­hed­erne, er det nu den vestligt påvirkede kvin­des kri­tiske blik på et sam­fund, der er blevet om end end­nu mere restrik­tivt efter Iran-Irak kri­gens afs­lut­ning. Gade­navne er opkaldt efter mar­tyr­er faldet i kri­gen, og Mar­ji føler sig tyn­get af sin egen fiasko i Europa, men har sam­tidigt svært ved at finde sig til rette i Iran igen.

Den anden bogs mere vok­sne indgangsvinkel giv­er Satrapi mulighed for at vise aspek­ter af det vok­sne kvin­de­liv og reflek­tere over forskel­lene mellem det Vesten, hun lige er kom­met hjem fra, og det Iran, hun skal lære at begå sig i igen. For Perse­po­lis er også i høj grad en teg­ne­serie, der han­dler om kvin­ders liv i Iran og de udfor­dringer, kvin­der bliv­er mødt med i det iranske sam­fund. Ved at bruge sin mor, mor­mor og sig selv som eksem­pler teg­n­er Satrapi et billede af selvstændi­ge og stærke kvin­der, der på alle mulige måder forsøger at rykke ved de meget snævre sociale begræn­sninger, de er under­lagt. Det kan være i det små ved at lade en lok hår falde ud under tørk­lædet, gå med negle­lak med hæn­derne i lom­merne eller i større skala ved at blive skilt og sørge for, at deres døtre får andre mulighed­er end dem selv.

I sit ønske om at gå imod en forestill­ing om iranere, der ifølge hende selv enten er 1000 og en nat eller ter­ror­ist, udfor­dr­er Satrapi også den iranske stats ver­sion af his­to­rien, og Satrapi er ikke just pop­ulær hos det iranske styre, selvom der efter sigende find­es en uau­toris­eret over­sæt­telse, der cirkulerer blandt folket. I Perse­po­lis’ første del gen­giv­er Satrapi ofte sam­taler, hvor hen­des far eller mor fork­lar­er hende, hvad de i virke­lighe­den men­er, er sand­he­den om Irans his­to­rie eller den nuværende poli­tiske sit­u­a­tion, og ved at nævne eksem­pler på ven­ner og bek­endte, der er blevet uret­mæs­sigt tor­tur­eret og hen­ret­tet af styret, udfor­dr­er Perse­po­lis den offi­cielle ver­sion af sand­he­den. Da der i 2009 var store demon­stra­tioner imod val­gsvin­del ved præsi­dent­val­get, hvor Mah­moud Ahmadine­jad igen blev val­gt, gav Satrapi to eksili­ranere tilladelse til at bruge billed­erne fra Perse­po­lis med en ny tekst, der diskuterede val­get under titlen Perse­po­lis 2.0. Den nye ver­sion af teg­ne­se­rien kunne læs­es på net­tet og opfor­drede alle til at give deres util­fred­shed til kende og kæmpe for demokrati i Iran, både via sociale medi­er og i den iranske offent­lighed. Perse­po­lis i forskel­lige ver­sion­er fort­sæt­ter med at skabe debat og diskus­sion om Irans for­tid, nutid og fremtid og er fort­sat en torn i øjet på den iranske stats ledere.

Mar­jane Satrapis store suc­ces med Perse­po­lis har rod i flere ting, både på ind­holdssi­den, hvor den gribende his­to­rie fænger, men også i for­men, hvor teg­ne­se­rien giv­er gode mulighed­er for at fortælle netop denne his­to­rie. Dens force er måden, den læg­ger et dobbelt­per­spek­tiv til grund for sin fortælling: tekst og billede, barnestemme og vok­sen stemme, lille his­to­rie og store his­to­rie, iran­sk og europæisk iden­titets­diskus­sion. I den kon­stante vek­slen mellem disse per­spek­tiv­er opstår det nuancerede blik på en iran­sk opvækst, der har givet læsere over hele ver­den en ny oplevelse af iranere i Iran såv­el som i eksil.

Perse­po­lis er en imponerende skildring af en bestemt peri­ode i iran­sk his­to­rie, et fem­i­nis­tisk state­ment, der hylder kvin­der i alle aldre, et human­is­tisk indlæg i debat­ten om mellem­men­neske­lig forståelse og en alde­les frem­ra­gende teg­ne­serie. Man skulle nok synes, at Mar­jane Satrapi kunne vin­de en Grand Prix i Angoulême, hvis hun fik chan­cen.

Rikke Platz Cort­sen er Post­doc ved Lit­ter­aturv­i­den­skab på Køben­havns Uni­ver­sitet

Scroll til toppen