Iran udefra

Iran Khomeni
Ukendt fotograf. Foto af Khome­i­ni-tilhæn­gere i 1978. Wiki Com­mons.

Irans inden-og udenrigspolitik i dag er dybt forankret i det 20. århundredes oliehandel, identitetspolitik, vestlig imperialisme — og den islamiske revolution. Vi indleder serien ”Iran udefra” med et oprids af forløbet op til revolutionen i 1979 og fortsætter med tre artikler, som med udgangspunkt i et eller flere værker behandler tiden før, under og efter revolutionen.


En ny motorvej blev bygget fra lufthav­nen, så adskil­lige statsover­hoved­er og en lang række nota­biliteter kunne trans­porteres til den gigan­tiske telt­by midt i Perse­po­lis’ ruin­er. Det ellers øde område omkring det gam­le pal­ads var blevet støv­sug­et for slanger, så gæsterne i den midler­tidi­ge by uforstyrret kunne nyde cham­pagne, kaviar og gourmet­mad serveret under store, glitrende lysekro­ner. Paraderne med udklædte sol­dater mind­ede gæsterne om, at de del­tog i Moham­mad Reza Pahlavis tre dage lange fejring af det iranske monarkis 2500 års jubilæum. Imens faldt mange af de importerede fugle ned fra himlen, døde af vand­man­gel.

Sha­hen (’konge’ på per­sisk) havde strate­gisk udval­gt Perse­po­lis som cen­trum for fes­ten i 1971. Forgæn­geren – og faderen — Reza Shah ind­s­tift­ede i 1925 det, der skulle blive Irans sid­ste monar­ki i en end­nu uaf­brudt kæde, og gav dynas­ti­et slægt­snavnet ”Pahlavi”. En ref­er­ence til den udgave af per­sisk, som blev opfun­det et par århun­drede efter, at opførslen af Perse­po­lis blev påb­eg­y­n­dt omkring 500 år f.v.t.

Nar­ra­tivet for Pahlavi-dynas­ti­et var med andre ord en geno­plivn­ing af en storslået for­tid, fra den­gang lan­det strak­te sig fra Nordafri­ka til Indi­en. Som Ali Mozaf­fari bemærk­er i Form­ing Nation­al Iden­ti­ty in Iran, blev sha­hens isce­nesæt­telse af Perse­po­lis kul­mi­na­tio­nen på mange årtiers iden­titet­spoli­tik, der søgte at bygge bro til det præis­lamiske Per­sien. Men selvom Perse­po­lis blev ramme­sat som locus for det iranske folk, var de fleste gæster flø­jet ind fra udlan­det.

Begiven­heden blev heller ikke den man­i­fes­ta­tion af monarki­et, som sha­hen havde håbet på. Den ekstrav­a­gante fest stod i stærk kon­trast til dati­dens Iran, hvor der var en gener­el faldende leve­s­tandard i lan­det. Util­fred­she­den havde drænet lan­dom­råder, idet mange søgte lykken i et hastigt ekspan­derende Teheran. Tilstrømnin­gen af en stor frus­tr­eret men­neskemængde til hov­ed­staden skabte dermed grobun­den for rev­o­lu­tio­nen, der i 1979 vælt­ede sha­hen.

Revolution

Bag demon­stran­ternes vrede lå mange års mist­il­lid til sha­hen. Med Moham­mad Reza Pahlavi i spid­sen var Iran i årtierne op til rev­o­lu­tio­nen forsøgt mod­erniseret, men vejen fra land­brugssam­fund til mod­erne indus­tri­land blev bro­lagt med fejlin­vesteringer.

Irans rolle som olieleverandør til ver­denssam­fun­det voksede fra midt 50’erne, og Moham­mad Reza Pahlavi investerede i et gigan­tisk stat­sap­pa­rat samt uddan­nelse, sociale reformer og infra­struk­tur. Selvom anal­fa­betis­men faldt, kvin­der fik stem­meret og et vidt­for­grenet vejnet blev etableret, ændrede det ikke på, at den poli­tiske elite også ved­blev at være den økonomiske.

Ud over en vok­sende util­fred­shed over økonomiske disponer­inger, var sha­hens forhold til vesten og lan­dets oliere­serv­er gen­stand for kri­tik.

Imens Eng­land (blandt andre) havde investeret i Irans oliepro­duk­tion fra starten af 1900-tal­let, var kon­trol og penge fly­dt ud af lan­det, indtil den nation­al­is­tiske Moham­mad Mossadegh blev folke­val­gt som pre­mier­min­is­ter i 1951. På bag­grund af et folke­ligt — og poli­tisk — momen­tum iværk­sat­te Mossadegh plan­er for at nation­alis­ere olien, imens sha­hen gled mere og mere i bag­grun­den.

Men der gik ikke mere end 2 år, før Mossadegh blev afsat under Oper­a­tion Ajax — et kup, orkestr­eret af CIA og MI6.

De to efter­ret­ningst­jen­ester havde i hem­me­lighed indgået en uhel­lig alliance med sha­hen for at forene (og styrke) de to inter­ess­er, som havde for­bun­det dem i første omgang: sha­hen blev genind­sat på kongemagten, mod at vesten fik kon­trol over olien.

Den vestlige inter­vener­ing i ker­nen af Irans magt­bal­ance skabte et fun­da­ment i befolkn­ing for en gener­el mis­tro til sha­hens egentlige loy­alitet. For at holde befolknin­gen på afs­tand af sin gen­vundne magt etablerede Moham­mad Shah Pahlavi SAVAK, en hem­melig poli­tien­hed, som stod for i prak­sis at udøve poli­tisk kon­trol af per­son­er med afvi­gende hold­ninger.

En af dem var Ruhol­lah Khome­i­ni, en eksileret præst, der i 1964 blev tvunget i eksil.

Irans politiske system

Jour­nal­is­ten Ryszard Kapuś­cińs­ki beskriv­er i bogen Shah of Shahs, hvor­dan Khome­i­ni gen­nem sit 15 år lange eksil kri­tis­erede sha­hens poli­tik med tilt­a­gende kraft gen­nem cre­doet: ”Sha­hen må gå af!”. Kapuś­cińs­ki bemærk­er, hvor­dan sæt­nin­gen i al sin enkel­hed — med tilt­a­gende kraft i takt med befolknin­gens vok­sende pro­test­er – vandt ind­pas, og at dens anven­delse som slagord til de demon­stra­tioner Khome­i­ni var medar­rangør af fra sit eksil, muligvis var med til at bringe ham til magten.

Så da sha­hen fejrede monarki­et i Perse­po­lis med resten af ver­den, radio­trans­mit­terede Khome­i­ni sit anti-impe­ri­al­is­tiske bud­skab fra sit eksil i Irak, hvor han opfor­drede til demon­stra­tioner mod det, han opfat­tede som sha­hens vul­gære seku­lar­isme og leflen for vesten.

Selvom der ikke eksis­ter­er et enty­digt svar på, hvor­for Iran gik fra at være et sekulært monar­ki til at blive en islamisk repub­lik i 1979, opnåede Khome­i­nis dag­sor­den i hvert fald en vok­sende res­o­nans i befolknin­gen fra hans eksil. Khome­i­ni udviklede i årene op til rev­o­lu­tio­nen en sam­fundsmod­el med islam i cen­trum, så når han pegede på sha­hens for­fe­jlede reformer, var det muligt at hen­vise til sin egen plan for, hvor­dan eksem­pelvis social ret­færdighed skulle opnås.

Da uroen i Iran fik sha­hen til at fly­gte, vent­ede over en mil­lion men­nesker i Teherans gad­er på ankom­sten af Khome­i­ni.

Med sha­hens flugt blev det sekulære monar­ki, hvor magten primært lå hos sha­hen og sekundært hos pre­mier­min­is­teren, erstat­tet af en kom­pleks mod­el, der består af et præstestyre samt et folke­val­gt par­la­ment.

Khome­i­ni blev den første aya­tol­lah (i Iran anvendt som beteg­nelse for en religiøs led­er) for Den Islamiske Repub­lik Iran og bestred posten indtil hans død i 1989. På trods af amerikanske sank­tion­er og Iran-Irak kri­gen (1980−88) ind­friede Khome­i­ni til dels en række løfter som eksem­pelvis en lavere børnedøde­lighed, højere lev­ealder og en øget til­gang til uddan­nelse. Alt imens rev­o­lu­tions­dom­stole hen­ret­tede (tidligere) tilhæn­gere af sha­hen og poli­tiske mod­standere med kort ret­ter­gang.

Fra sekulært monarki til islamisk republik

I rollen som aya­tol­lah har både Khome­i­ni og hans efter­føl­ger, Ali Khamenei, haft en næsten uind­skræn­ket magt, og deres kon­ser­v­a­tive for­tolkn­ing af islam har alle år sivet frit ned gen­nem de 5 andre regering­sor­gan­er.

Med und­tagelse af det folke­val­gte par­la­ment udpeges de andre instanser af hinan­den i sin­drigt sys­tem, der næsten er cirkulært, idet stort set alle endelige beslut­ninger og udnævnelser udgår fra aya­tol­la­hen — eller per­son­er, som indi­rek­te er blåstem­plet af den religiøse led­er.

Lige­som det fulde navn på det iranske kul­tur­min­is­teri­um anty­der — ”Min­is­teri­et for Kul­tur og Islamisk Retled­ning” — arbe­jder præstestyret og par­la­mentet inden for en snæver (eller ‘retle­dende’) forståelse af ytrings­fri­hed og cen­sur.

Men i en artikel i Den Islamiske Repub­liks for­fat­ning er en lille åbn­ing ind­skrevet: “Der er ytrings­fri­hed i for­lags­branchen og pressen und­ta­gen i til­fælde, hvor det er skadeligt for islams fun­da­men­tale prin­cip­per eller for befolknin­gens ret­tighed­er” (nr. 24). Implic­it i denne artikel lig­ger et stort for­tolkn­ingspo­ten­tiale, for hvor­dan (for)tolkes islams prin­cip­per i det hele taget? Og hvor går grænsen for, at ord på skrift truer en borg­ers ret­tighed­er?

Den teo­retiske ytrings­fri­hed i for­fat­nin­gen har gen­nem tiden haft forskel­lige udtryk. Da Mah­moud Ahmadine­jad sad på præsi­dent­posten fra 2005–13, blev cen­suren stram­met og ytrings­fri­he­den ind­skræn­ket. Efter­føl­geren Rouhani tilhør­er den såkaldt mod­er­ate fløj, og par­la­mentsval­get i feb­ru­ar blev en sejr for hans støt­ter. Selvom artiklen tillad­er et lille men ikke uanseel­igt råderum, står sys­temet stadig i dag som et direk­te pro­dukt af den islamiske rev­o­lu­tion.

For at nærme sig en forståelse af de his­torisk betingede mekanis­mer, som stadig gen­nem­syr­er Irans inden-og uden­rigspoli­tik, bringer vi i serien “Iran ude­fra” 3 artik­ler med hvert sit udgangspunkt i et eller flere værk­er, der alle giv­er et frag­men­tarisk ind­b­lik i tiden før, under og efter rev­o­lu­tio­nen.

Scroll til toppen