UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Jeg skriver som hjertet der banker skriver. En meget kort introduktion til Inger Christensen

Inger Christensen

Inger Christensen læser et af sine værker til lanceringen af Nordisk Litteratur til tjeneste i København, 2008. Foto: Johannes Jansson.

Når vi tænker over verden, er det i lige så høj grad verden, der tænker over sig selv. Sprog og verden, natur og kultur væves sammen i den danske digter Inger Christensens naturfilosofiske poetik, som Anne Gry Haugland her introducerer til.


 

Jeg blev for nyligt spurgt, hvad der i sin tid vakte min interesse for Inger Christensens forfatterskab. Det var ikke første gang, jeg fik stillet det spørgsmål. Når man som jeg har brugt flere år i selskab med Inger Christensens værker, ligger spørgsmålet lige for. Jeg kunne have svaret, som jeg så ofte har gjort, at det er, fordi Inger Christensen (1935-2009) var en af de største digtere, vi har haft i Danmark. At hendes forfatterskab har begejstret både det danske og det internationale publikum. At hun i dag er mindst ligeså aktuel og læseværdig, som da forfatterskabet blev til i perioden mellem debutsamlingen Lys fra 1962 og den sidste digtsamling Sommerfugledalen fra 1991. Ingen af disse svar ville have været forkerte. Men spørgsmålet blev stillet med vægt på ordet ”din” og åbnede dermed for et andet svar end det, der lå lige for at give som litteraturforsker. Min personlige interesse for Inger Christensens forfatterskab blev vakt og næret af den dobbelthed, jeg som læser følte og stadig føler mig sat i hver gang, jeg læser Inger Christensen: Oplevelsen af at stå over for noget, der er fuldstændig klart og forståeligt og som taler direkte til mig – men som samtidig rummer en kompleksitet og dybde, der gør det svært for mig at formidle min fulde læseoplevelse i en almindelig analyse. Enkelhed og kompleksitet, lethed og tyngde går i ring i Inger Christensens værker, så de lever og vokser i læseren selv efter utallige gennemlæsninger.

Inger Christensens forfatterskab dækker flere genrer med bl.a. romanerne Evighedsmaskinen (1964), Azorno (1967) og Det malede værelse (1976), essaysamlingerne Del af labyrinten (1982) og Hemmelighedstilstanden (2000) og digtsamlingerne det (1969), Alfabet (1981) og Sommerfugledalen (1991) for blot at nævne de mest markante. Alle gennemkomponerede værker, hvor storformen (dvs. den overordnede struktur i værket) spiller en væsentlig rolle for betydningsdannelsen.

Det, der især har optaget mig i mit arbejde med værkerne, har været det særlige syn på forholdet mellem kunstens formsprog og naturens former, som karakteriserer hele forfatterskabet. Der er tale om en gennemgående naturfilosofisk poetik, som giver de højst forskellige værker i forfatterskabet et umiskendeligt Inger Christensen’sk udtryk. En væsentlig del af denne poetik handler om forholdet mellem sprog og verden, mellem kultur og natur. Inger Christensen ser ikke menneskets sprog og kultur som noget, der står uden for naturen, men som en del af naturen. Hun bruger i flere essays ordene “indfødt” og “indgroet” til at beskrive menneskets plads i naturen. Vi er knyttet til naturens former ved selv at være en af dens mangfoldige former, hævder Inger Christensen.

Det skal forstås sådan, at det at skabe betydning i verden ifølge Inger Christensen er et vilkår, vi deler med alt liv: Alt liv (hvad enten det drejer sig om træer, myrer eller mennesker) må aflæse verden og forme sig derefter for at overleve, og menneskets sprog er blot en særlig raffineret variant af dette grundlæggende semiotiske livsvilkår. Det betyder, at sproget nok er en form, en struktur i sin egen ret – men det er en form, der ligger i forlængelse af den verden, det beskriver. Digteren er fra dette perspektiv nok skabende og kreativ med sproget, men digterens kunstneriske undersøgelse af sproget og af verden kan i lige så høj grad opfattes som naturens selvrefleksion. Når vi tænker over verden, er det i lige så høj grad verden, der tænker over sig selv, som Inger Christensen udtrykker det. Inger Christensens naturfilosofiske poetik kommer bl.a. til udtryk i et komplekst billedsprog, hvor grænserne mellem natur og sprog er flydende, og hvor det helt ned i det enkelte billede kan være svært at afgøre, om det er mennesket, der spejler sig i naturen eller omvendt.

Samtidig er Inger Christensen kendt for sin udbredte brug af systemer til at strukturere værkernes storform (derfor har hun også fået prædikatet ”systemdigter”), og det vel at mærke systemer, der oftest har referencer til naturens processer eller til matematik, og som etablerer en forbindelse mellem natur- og sprogfænomener. I digtsamlingen det vokser værket frem som en celledeling fra ordet “det” med tallene tre og otte som gennemgående vækstprincip. I Alfabet mødes to systemer, nemlig alfabetet og Fibonaccis talrække navngivet efter den italienske middelalder-matematiker Leonardo Fibonacci. Det indbyrdes forhold mellem de hastigt voksende tal i Fibonaccis talrække går igen i en lang række af naturens former, f.eks. spiralmønstre i kogleskæl, solsikker og sneglehuse. Også Sommerfugledalens storform, sonetkransen, peger i Inger Christensens pen på sproget som en del af naturens former. En sonetkrans er kendetegnet ved, at det sidste vers i den ene sonet udgør første vers i den næste. På den måde fortsætter det fjorten sonetter igennem sluttende med at det sidste vers i den fjortende sonet er identisk med den første sonets første vers, og de fjorten sonetter dermed danner en ring eller en krans. Kransen af sonetter krones til sidst af en femtende sonet, mestersonetten, som består af alle de fjorten foregående sonetters begyndelsesvers – en raffineret formleg, der både indeholder en dynamisk feedback-struktur og spiller på ligheder mellem del og helhed. I Sommerfugledalen bruges sonetkransen til at fremskrive et poetisk univers af fraktal karakter, hvor de enkelte dele gentages på helhedens niveau, og hvor sprogets og erindringens processer tilsvarende gentager processerne i den natur, de er en del af. Bevægelserne mellem skabelse og opløsning af form, mellem livets vækst og dødens opløsning går igen på alle Sommerfugledalens niveauer. Et på en gang meget komplekst og forførende enkelt værk.

Et andet element, der skaber en stor dybde i Inger Christensens værker, er den udbredte brug af henvisninger til anden litteratur, til filosofi, til myter og faste symboler og til videnskab. Henvisningerne gør, at Inger Christensens værker og deres naturfilosofiske poetik indgår i en samtale om sprogets natur, om samfundets struktur, om kunst, inspiration og skabelse, som overskrider de enkelte værkers tid og rum. I Inger Christensens værker møder man både kaosteoriens sommerfugleeffekt og Lysets Engel på en sommerfuglevinge. Samtalen med anden litteratur (hvad enten det er religionens, kunstens eller videnskabens litteratur) peger ikke kun bagud hos Inger Christensen. Det natursyn, som vi finder hos Inger Christensen, peger også på tendenser i samtidens videnskab og filosofi. Fra 1960’erne og frem blev synet på naturen påvirket af en stigende miljøbevidsthed og af nye videnskabelige muligheder for at udforske bl.a. kompleksitet og selvorganisering. Nye erkendelser medførte overskridelser af de traditionelle faggrænser i udforskningen af natur og kultur. En udforskning, som Inger Christensen deltog i.

Inger Christensen var ikke blot en af vores største digtere, men også en digter, der i stadig dialog med såvel den litterære som den videnskabelige tradition var medaktør i sin tids naturfilosofiske debat. En digter, der i sin kunst formulerede og udforskede menneskets plads i naturen, og som gennem sproget afprøvede et natursyn, der inkluderede sproget selv. Inger Christensen kunne bruge sproget, så læsningen af digtet føles ligeså naturligt og nødvendigt som at trække vejret. ”Jeg skriver som hjertet der banker skriver”, hedder det i en af digtene fra Alfabet – hvert hjerteslag er både en bekræftelse af livet og en nedtælling til døden. Det har været forunderligt for mig som læser at opleve et forfatterskab, der i den grad kan få mit eget hjerteslag til at falde ind i samme takt.

Anne Gry Haugland er ph.d. i litteratur på en afhandling om Inger Christensens naturfilosofi. Hun er post.doc. ved Københavns Universitet og adjunkt på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.