Økonomiseringens kunst

Home_Economics_1911

Det at holde styr på sin økonomi er ikke kun et spørgsmål om at undgå negative renter, det er også et spørgsmål om at bevare sig selv som en troværdig og moralsk person. Her fortæller Jakob Bek-Thomsen om antikkens begreb for husholdning, oikonomia, og dets indflydelse og relevans på nutidens moraliserende opfattelse af hvad der er en god privatøkonomi.

I decem­ber 2012 råbte Finan­srådet vagt i gevær med en kro­nik, der argu­menterede for ind­førelsen af pri­vatøkono­mi og bud­getlægn­ing på skoleske­maet i folkeskolen. Den danske ung­dom skulle lære at tænke og han­dle økonomisk. Årsagen var den vold­somme stign­ing i reg­istr­erede unge som dårlige betalere i RKI: ”Den man­glende forståelse for pri­vatøkonomien koster den enkelte unge dyrt, men det er også et prob­lem for hele sam­fund­søkonomien,” udtalte direk­tør i Finan­srådet Jør­gen A. Hor­witz om sagen. Dermed blev der sat lighed­stegn mellem den pri­vate og offentlige økono­mi, hvor den ure­flek­terede gæld­sæt­telse var i fare for at påvirke sam­fun­dets økono­mi neg­a­tivt. Den enkelte var der­for sam­tidig medans­varlig for vores alle sam­mens økonomiske vel­befind­ende.

Italesæt­telsen af de reg­istr­erede i RKI, som ’dårlige’ betalere er yder­mere en beteg­nelse, der angår per­son­ernes karak­ter frem­for andre, måske helt oplagte forhold, ved deres liv. Fra den ’dårlige betaler’ er der ikke langt til ’det dårlige men­neske’, og den enkeltes evne til at betale sine reg­ninger bliv­er nærmest automa­tisk til en del af det, der gør os til gode men­nesker. Sam­tidig er RKI-reg­istret for­bun­det med både skam og pin­lighed, som vi for alt i ver­den helst vil holdes ude af. Om ikke andet så for at få lov til at optage nye lån.

Koblin­gen mellem den kor­rek­te og gen­nem­skuelige pri­vatøkono­mi og en per­sons attråværdi­ge karak­ter er mindst lige så gam­mel som den økonomiske tænkn­ing selv. Selv de gam­le grækere havde blik, for at den enkeltes omhygge­lighed med sin pri­vate økono­mi havde en pos­i­tiv effekt på det sam­fund, han lev­ede i. Det antikke hush­old­nings­be­greb oikono­mia blev med fremkom­sten af en økonomisk viden­skab i det 17. og 18. århun­drede frem­lagt som uan­ven­deligt for økonomiske anliggen­der på det stat­slige niveau og som noget, der udelukkende ved­kom pri­vatøkonomien. Men oikono­mia var mere end bare admin­is­tra­tio­nen af den pri­vate hush­old­ning og inde­holdt en række idéer og betyd­ninger, der grad­vist blev udfold­et fra det 4. århun­drede f.Kr. og frem til 1700-tal­let.

Husholdersken

Inden­for filosofien sat­te Pla­ton (ca. 428 – 348 f.Kr.) i sine tek­ster om stat­en og poli­tikken lighed­stegn mellem hush­old­er­sken (oikonomos) og fam­i­lieover­hovedet (despotēs) og lod heru­dover Sokrates (469 – 399 f.Kr.) argu­mentere for, at der ikke var den store forskel mellem et stort hus og en lille stat, når det kom til regering. Selvom Aris­tote­les (384−322 f.Kr.) var dybt uenig i Pla­tons syn på stat­sledelse, var oikono­mia også for ham et styrende prin­cip der ’admin­istr­erede’ ikke bare hus­lige anliggende, men også krop­pens funk­tion­er. Xenophon (430 – 354 FVT) havde tillagt oikono­mia en tilsvarende vigtighed som helt cen­tral for admin­is­tra­tio­nen af en hus­stand, men han til­fø­jede også mulighe­den for, at en hush­old­er­ske ikke behøver at være den samme som fam­i­lieover­hovedet. Han kunne også være én, hvis hverv og pligt det var at holde orden på fam­i­liens anliggen­der. Som han point­er­er i hov­ed­vær­ket Oeco­nom­i­cus, så ville den dygtige hush­old­er være berettiget til en god løn, såfremt han var i stand til at betale ejen­dom­mens udgifter sam­tidig med, at han kunne udvide behold­nin­gen og skabe et over­skud. Den dygtige hush­old­er kunne for­vente sam­fun­dets respekt og opfyldte sam­tidig sine men­neske­lige forplig­telser om en etisk livs­førelse. Admin­is­tra­tio­nen af den pri­vate hush­old­ning hang dermed sam­men med idéen om det gode liv. Den sam­men­hæng bliv­er end­nu mere tydelig, hvis man kig­ger nærmere på begre­bets ety­molo­gi.

Kirken

Oikono­mia blev anvendt i tek­ster omhan­dlende vidt forskel­lige områder. Fra hush­old­ning over natur­forståelse og fys­i­olo­gi til poli­tik og stat­sad­min­is­tra­tion. Som det blandt andet er beskrevet af den ital­ienske filosof Gior­gio Agam­ben (f. 1942), er oikono­mia et cen­tralt begreb inden­for visse grene af den katolske kirke, hvor­for reli­gio­nen har spillet en afgørende rolle i udviklin­gen af et mod­erne økonomisk begreb. I ortodoks katol­sk sam­men­hæng bety­der oikono­mia både ’plan­lægn­ing’, men også ’hånd­ter­ing’ af sager eller affær­er. Begre­bet blev der­for anvendt om hånd­terin­gen af sit­u­a­tion­er, hvor det var nød­vendigt på en diskret måde at omgå en lit­terær tolkn­ing af Biblens love og i stedet følge lovenes ånd.  Desu­den blev oikono­mia anvendt som udtryk for enten Guds ’hånd­ter­ing af’ eller ’plan med’ jor­den og men­neskene, eller kirkens hånd­ter­ing af forskel­lige spørgsmål og prob­le­mer. En tilsvarende anven­delse af oikono­mia fandt også sin plads i Mar­tin Luthers (1483−1546) Lille Katek­ismus fra 1529. Heri beskrev Luther, i mod­strid med mid­de­lalderens tra­di­tionelle sam­fundsind­del­ing i bøn­der, borg­ere, gejstlige og aris­tokrater, en såkaldt tre­stand­slære, der ind­delte sam­fun­det i hus­standen, lære­standen og regerings­standen. Hus­tanden blev benævnt sta­tus oeco­nom­i­cus og blev anset som den vigtig­ste stand, idet al bestem­melse kunne for­tolkes som en afled­ning af foræl­dreau­toriteten.

Hyrden

En af de cen­trale pas­sager fra den store franske encyk­lopæ­di (1751−1772) beskrev oikono­mia som sam­menslut­nin­gen af oikos (hus) og nomos (lov). Men nomos har ikke altid haft betyd­nin­gen ’lov’ idet den betyd­ning først opstod med den romerske over­sæt­telse af ordet til ’lex’. Roden til nomos er nem, der oprindeligt betød ’at bøje’ (mod nogen/noget eller sig selv). Oprindelsen af selve ver­bet find­es i nemō – at uddele og neme­sis, der rent bogstaveligt bety­der at tildele, hvad der skyldes. Men nemō har også en anden betyd­ning i forbindelse med hyrde­liv­et, hvor det bruges om det ’at græsse flokken’, ’at høste frugterne af’ og ’at videre­føre’. Dermed ind­føres også et rum­ligt per­spek­tiv på begre­bet, idet hyrde­liv­et involverede tildel­ing af græs­gange, grænse­dragninger og oprethold­else af de afgræn­sninger gen­nem tilst­ede­værelsen af flokken. Det græske ord nomeus bety­der slet og ret hyrde, mens nav­ne­ordet nomós bety­der hytte eller beboelse. Udviklin­gen fra den oprindelige betyd­ning af begre­bet ’nomos’ til den senere betyd­ning som lov kan der­for ses som en forskyd­ning af de regler og aftaler, der blev indgået blandt hyrder til en mere sys­tem­a­tisk og juridisk aftale.

Hyr­den – nomeus kan der­for i forbindelse med oiko-nomos forståes som fordel­eren af goder. Den forbindelse kan også spores i det tyske wirtschaft, som både kunne betyde økono­mi såv­el som en kro eller bevært­ning. Men hvor oikono­mia i den tidlige antikke peri­ode skal forstås i tæt sam­men­hæng med hush­old­nin­gen i en oikos, så blev fam­i­liens pro­duk­tion og land­brug lang­somt en del af de ans­var­som­råder, som en oikonomos skulle vare­tage. Hyrde­hvervets ret­færdighed­sprin­cip­per spiller ligeledes ind på def­i­n­i­tio­nen og forståelsen af hush­old­nings­be­gre­bet. Den hen­vis­er i første omgang ikke til en juridisk lovmæs­sighed men en moral­sk i form af anstændig opførsel og over­hold­else af aftaler. Hush­olderens karak­ter og moral er der­for på spil i omgan­gen med den pri­vate økono­mi.

At spare i alle dele af livet

Lang­somt blev oikono­mia en del af dagligda­gens sprog og et begreb, der i højere og højere grad blev anvendt om ’admin­is­tra­tion’ i mere gener­el form. I sin bog om poli­tik beskrev Aris­tote­les, hvor­dan tyran­nen kunne beholde sin magt uden vold og trusler ved at være åben om sine indtægter og udgifter, og ikke være ødsel med sine penge. Hvis han kunne det, ville han frem­stå som en for­val­ter (oikonomos) og ikke en tyran. Som en sidebe­mærkn­ing noter­er Aris­tote­les, at  tyran­nen med denne opførsel heller aldrig komme til at man­gle penge, men det frem­står ikke som det væsentlig­ste for den magt­begærlige hersker. Her er det åben­hed og ret­færdighed, som er bestem­mende for magth­av­erens suc­ces som hersker. Den moralske omgang med ens pri­vate penge blev her udvidet til at ind­be­fat­te den rette omgang med statens penge. Og på den vis blev der skabt sam­men­hæng mellem den gode admin­is­tra­tion af pri­vatøkonomien og sam­fun­dets vel­befind­ende.

Igen­nem renæs­san­cen blev oikono­mia som begreb udvidet til at kunne beteg­ne enhver form for ret­ning, reg­u­ler­ing, organ­is­er­ing eller regering og gud­dom­melig dis­pen­sa­tion. Det kunne anven­des i enhver sam­men­hæng, hvor det sam­lede blev udgjort af en række dele, der hver især havde ind­fly­delse på hel­he­den, uanset om det var et stykke kun­st, en organ­isme, en hush­old­ning eller en regering som f.eks. plan­lægnin­gen og opbygnin­gen af et maleri med de der­til­hørende forstudi­er og farveprøvninger. Kon­sekvensen var, at oikono­mia i 1700-tal­let kunne anven­des både om den par­tikulære organ­is­er­ing af en hush­old­ning men sam­tidig også som et under­liggende sys­tem eller orden for en sam­men­sat organ­i­sa­tion. Igen­nem hele for­lø­bet lå den moralske forbindelse, som et styrende prin­cip for hush­old­nin­gens autoritet. Den gode – og kor­rek­te – økonomiske prak­sis var på en og samme tid et udtryk for og opbyggende af hush­olderens moralske og sociale karak­ter.

Den arv hænger i nogen grad stadig ved vores måde at tale om og prob­lema­tis­ere den pri­vate hush­old­ning. Når der tales om at ind­føre pri­vatøkono­mi på skoleske­maet, er der sam­tidig tale om en socialis­er­ing og dis­ci­pliner­ing af det enkelte men­neske med hen­blik på at skabe nogle bedre økonomiske borg­ere. Men det er ikke kun i forhold til pri­vatøkonomien, at oikono­mia synes at have haft en ind­virken. ’Alt med måde’ er en yndet for­man­ing om ikke at over­for­bruge mad og drikke, sport og fritid, over­dreven livsstil og i sid­ste ende end­da tiden. Vi lær­er at det er for­nuftigt at spare i alle dele af livet. Vi skal økonomis­ere vores tid – både på arbe­jdet men også i vores fritid så vi ikke ødsler tiden væk. Økonomis­erin­gens kun­st er ikke kun ønskværdig for sam­fun­det — den er også med til at placere os et sted på den sociale rangstige og er med til at teg­ne et billede af vores økonomiske moral.

Jakob Bek-Thom­sen er adjunkt ved idéhis­to­rie på Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen