Økonomiseringens kunst
Det at holde styr på sin økonomi er ikke kun et spørgsmål om at undgå negative renter, det er også et spørgsmål om at bevare sig selv som en troværdig og moralsk person. Her fortæller Jakob Bek-Thomsen om antikkens begreb for husholdning, oikonomia, og dets indflydelse og relevans på nutidens moraliserende opfattelse af hvad der er en god privatøkonomi.
I december 2012 råbte Finansrådet vagt i gevær med en kronik, der argumenterede for indførelsen af privatøkonomi og budgetlægning på skoleskemaet i folkeskolen. Den danske ungdom skulle lære at tænke og handle økonomisk. Årsagen var den voldsomme stigning i registrerede unge som dårlige betalere i RKI: ”Den manglende forståelse for privatøkonomien koster den enkelte unge dyrt, men det er også et problem for hele samfundsøkonomien,” udtalte direktør i Finansrådet Jørgen A. Horwitz om sagen. Dermed blev der sat lighedstegn mellem den private og offentlige økonomi, hvor den ureflekterede gældsættelse var i fare for at påvirke samfundets økonomi negativt. Den enkelte var derfor samtidig medansvarlig for vores alle sammens økonomiske velbefindende.
Italesættelsen af de registrerede i RKI, som ’dårlige’ betalere er ydermere en betegnelse, der angår personernes karakter fremfor andre, måske helt oplagte forhold, ved deres liv. Fra den ’dårlige betaler’ er der ikke langt til ’det dårlige menneske’, og den enkeltes evne til at betale sine regninger bliver nærmest automatisk til en del af det, der gør os til gode mennesker. Samtidig er RKI-registret forbundet med både skam og pinlighed, som vi for alt i verden helst vil holdes ude af. Om ikke andet så for at få lov til at optage nye lån.
Koblingen mellem den korrekte og gennemskuelige privatøkonomi og en persons attråværdige karakter er mindst lige så gammel som den økonomiske tænkning selv. Selv de gamle grækere havde blik, for at den enkeltes omhyggelighed med sin private økonomi havde en positiv effekt på det samfund, han levede i. Det antikke husholdningsbegreb oikonomia blev med fremkomsten af en økonomisk videnskab i det 17. og 18. århundrede fremlagt som uanvendeligt for økonomiske anliggender på det statslige niveau og som noget, der udelukkende vedkom privatøkonomien. Men oikonomia var mere end bare administrationen af den private husholdning og indeholdt en række idéer og betydninger, der gradvist blev udfoldet fra det 4. århundrede f.Kr. og frem til 1700-tallet.
Husholdersken
Indenfor filosofien satte Platon (ca. 428 – 348 f.Kr.) i sine tekster om staten og politikken lighedstegn mellem husholdersken (oikonomos) og familieoverhovedet (despotēs) og lod herudover Sokrates (469 – 399 f.Kr.) argumentere for, at der ikke var den store forskel mellem et stort hus og en lille stat, når det kom til regering. Selvom Aristoteles (384-322 f.Kr.) var dybt uenig i Platons syn på statsledelse, var oikonomia også for ham et styrende princip der ’administrerede’ ikke bare huslige anliggende, men også kroppens funktioner. Xenophon (430 – 354 FVT) havde tillagt oikonomia en tilsvarende vigtighed som helt central for administrationen af en husstand, men han tilføjede også muligheden for, at en husholderske ikke behøver at være den samme som familieoverhovedet. Han kunne også være én, hvis hverv og pligt det var at holde orden på familiens anliggender. Som han pointerer i hovedværket Oeconomicus, så ville den dygtige husholder være berettiget til en god løn, såfremt han var i stand til at betale ejendommens udgifter samtidig med, at han kunne udvide beholdningen og skabe et overskud. Den dygtige husholder kunne forvente samfundets respekt og opfyldte samtidig sine menneskelige forpligtelser om en etisk livsførelse. Administrationen af den private husholdning hang dermed sammen med idéen om det gode liv. Den sammenhæng bliver endnu mere tydelig, hvis man kigger nærmere på begrebets etymologi.
Kirken
Oikonomia blev anvendt i tekster omhandlende vidt forskellige områder. Fra husholdning over naturforståelse og fysiologi til politik og statsadministration. Som det blandt andet er beskrevet af den italienske filosof Giorgio Agamben (f. 1942), er oikonomia et centralt begreb indenfor visse grene af den katolske kirke, hvorfor religionen har spillet en afgørende rolle i udviklingen af et moderne økonomisk begreb. I ortodoks katolsk sammenhæng betyder oikonomia både ’planlægning’, men også ’håndtering’ af sager eller affærer. Begrebet blev derfor anvendt om håndteringen af situationer, hvor det var nødvendigt på en diskret måde at omgå en litterær tolkning af Biblens love og i stedet følge lovenes ånd. Desuden blev oikonomia anvendt som udtryk for enten Guds ’håndtering af’ eller ’plan med’ jorden og menneskene, eller kirkens håndtering af forskellige spørgsmål og problemer. En tilsvarende anvendelse af oikonomia fandt også sin plads i Martin Luthers (1483-1546) Lille Katekismus fra 1529. Heri beskrev Luther, i modstrid med middelalderens traditionelle samfundsinddeling i bønder, borgere, gejstlige og aristokrater, en såkaldt trestandslære, der inddelte samfundet i husstanden, lærestanden og regeringsstanden. Hustanden blev benævnt status oeconomicus og blev anset som den vigtigste stand, idet al bestemmelse kunne fortolkes som en afledning af forældreautoriteten.
Hyrden
En af de centrale passager fra den store franske encyklopædi (1751-1772) beskrev oikonomia som sammenslutningen af oikos (hus) og nomos (lov). Men nomos har ikke altid haft betydningen ’lov’ idet den betydning først opstod med den romerske oversættelse af ordet til ’lex’. Roden til nomos er nem, der oprindeligt betød ’at bøje’ (mod nogen/noget eller sig selv). Oprindelsen af selve verbet findes i nemō – at uddele og nemesis, der rent bogstaveligt betyder at tildele, hvad der skyldes. Men nemō har også en anden betydning i forbindelse med hyrdelivet, hvor det bruges om det ’at græsse flokken’, ’at høste frugterne af’ og ’at videreføre’. Dermed indføres også et rumligt perspektiv på begrebet, idet hyrdelivet involverede tildeling af græsgange, grænsedragninger og opretholdelse af de afgrænsninger gennem tilstedeværelsen af flokken. Det græske ord nomeus betyder slet og ret hyrde, mens navneordet nomós betyder hytte eller beboelse. Udviklingen fra den oprindelige betydning af begrebet ’nomos’ til den senere betydning som lov kan derfor ses som en forskydning af de regler og aftaler, der blev indgået blandt hyrder til en mere systematisk og juridisk aftale.
Hyrden – nomeus kan derfor i forbindelse med oiko-nomos forståes som fordeleren af goder. Den forbindelse kan også spores i det tyske wirtschaft, som både kunne betyde økonomi såvel som en kro eller beværtning. Men hvor oikonomia i den tidlige antikke periode skal forstås i tæt sammenhæng med husholdningen i en oikos, så blev familiens produktion og landbrug langsomt en del af de ansvarsområder, som en oikonomos skulle varetage. Hyrdehvervets retfærdighedsprincipper spiller ligeledes ind på definitionen og forståelsen af husholdningsbegrebet. Den henviser i første omgang ikke til en juridisk lovmæssighed men en moralsk i form af anstændig opførsel og overholdelse af aftaler. Husholderens karakter og moral er derfor på spil i omgangen med den private økonomi.
At spare i alle dele af livet
Langsomt blev oikonomia en del af dagligdagens sprog og et begreb, der i højere og højere grad blev anvendt om ’administration’ i mere generel form. I sin bog om politik beskrev Aristoteles, hvordan tyrannen kunne beholde sin magt uden vold og trusler ved at være åben om sine indtægter og udgifter, og ikke være ødsel med sine penge. Hvis han kunne det, ville han fremstå som en forvalter (oikonomos) og ikke en tyran. Som en sidebemærkning noterer Aristoteles, at tyrannen med denne opførsel heller aldrig komme til at mangle penge, men det fremstår ikke som det væsentligste for den magtbegærlige hersker. Her er det åbenhed og retfærdighed, som er bestemmende for magthaverens succes som hersker. Den moralske omgang med ens private penge blev her udvidet til at indbefatte den rette omgang med statens penge. Og på den vis blev der skabt sammenhæng mellem den gode administration af privatøkonomien og samfundets velbefindende.
Igennem renæssancen blev oikonomia som begreb udvidet til at kunne betegne enhver form for retning, regulering, organisering eller regering og guddommelig dispensation. Det kunne anvendes i enhver sammenhæng, hvor det samlede blev udgjort af en række dele, der hver især havde indflydelse på helheden, uanset om det var et stykke kunst, en organisme, en husholdning eller en regering som f.eks. planlægningen og opbygningen af et maleri med de dertilhørende forstudier og farveprøvninger. Konsekvensen var, at oikonomia i 1700-tallet kunne anvendes både om den partikulære organisering af en husholdning men samtidig også som et underliggende system eller orden for en sammensat organisation. Igennem hele forløbet lå den moralske forbindelse, som et styrende princip for husholdningens autoritet. Den gode – og korrekte – økonomiske praksis var på en og samme tid et udtryk for og opbyggende af husholderens moralske og sociale karakter.
Den arv hænger i nogen grad stadig ved vores måde at tale om og problematisere den private husholdning. Når der tales om at indføre privatøkonomi på skoleskemaet, er der samtidig tale om en socialisering og disciplinering af det enkelte menneske med henblik på at skabe nogle bedre økonomiske borgere. Men det er ikke kun i forhold til privatøkonomien, at oikonomia synes at have haft en indvirken. ’Alt med måde’ er en yndet formaning om ikke at overforbruge mad og drikke, sport og fritid, overdreven livsstil og i sidste ende endda tiden. Vi lærer at det er fornuftigt at spare i alle dele af livet. Vi skal økonomisere vores tid – både på arbejdet men også i vores fritid så vi ikke ødsler tiden væk. Økonomiseringens kunst er ikke kun ønskværdig for samfundet – den er også med til at placere os et sted på den sociale rangstige og er med til at tegne et billede af vores økonomiske moral.
Jakob Bek-Thomsen er adjunkt ved idéhistorie på Aarhus Universitet.