Jeg skriver som hjertet der banker skriver. En meget kort introduktion til Inger Christensen

Inger Christensen
Inger Chris­tensen læs­er et af sine værk­er til lancerin­gen af Nordisk Lit­ter­atur til tjen­este i Køben­havn, 2008. Foto: Johannes Jans­son.

Når vi tænker over verden, er det i lige så høj grad verden, der tænker over sig selv. Sprog og verden, natur og kultur væves sammen i den danske digter Inger Christensens naturfilosofiske poetik, som Anne Gry Haugland her introducerer til.


Jeg blev for nyligt spurgt, hvad der i sin tid vak­te min inter­esse for Inger Chris­tensens for­fat­ter­skab. Det var ikke første gang, jeg fik stil­let det spørgsmål. Når man som jeg har brugt flere år i sel­skab med Inger Chris­tensens værk­er, lig­ger spørgsmålet lige for. Jeg kunne have svaret, som jeg så ofte har gjort, at det er, for­di Inger Chris­tensen (1935−2009) var en af de største digtere, vi har haft i Dan­mark. At hen­des for­fat­ter­skab har bege­jstret både det danske og det inter­na­tionale pub­likum. At hun i dag er mindst ligeså aktuel og læseværdig, som da for­fat­ter­sk­a­bet blev til i peri­o­den mellem debut­sam­lin­gen Lys fra 1962 og den sid­ste digt­sam­ling Som­merfugledalen fra 1991. Ingen af disse svar ville have været fork­erte. Men spørgsmålet blev stil­let med vægt på ordet ”din” og åbnede dermed for et andet svar end det, der lå lige for at give som lit­ter­atur­forsker. Min per­son­lige inter­esse for Inger Chris­tensens for­fat­ter­skab blev vakt og næret af den dobbelthed, jeg som læs­er følte og stadig føler mig sat i hver gang, jeg læs­er Inger Chris­tensen: Oplevelsen af at stå over for noget, der er fuld­stændig klart og forståeligt og som taler direk­te til mig – men som sam­tidig rum­mer en kom­plek­sitet og dybde, der gør det svært for mig at formi­dle min fulde læseo­plevelse i en almin­delig analyse. Enkel­hed og kom­plek­sitet, lethed og tyn­gde går i ring i Inger Chris­tensens værk­er, så de lever og vokser i læseren selv efter utal­lige gen­nem­læs­ninger.

Inger Chris­tensens for­fat­ter­skab dækker flere gen­r­er med bl.a. roman­erne Evigheds­mask­i­nen (1964), Azorno (1967) og Det malede værelse (1976), essaysam­lingerne Del af labyrin­ten (1982) og Hem­me­lighed­stil­standen (2000) og digt­sam­lingerne det (1969), Alfa­bet (1981) og Som­merfugledalen (1991) for blot at nævne de mest markante. Alle gen­nemkom­ponerede værk­er, hvor stor­for­men (dvs. den overordnede struk­tur i vær­ket) spiller en væsentlig rolle for betyd­nings­dan­nelsen.

Det, der især har optaget mig i mit arbe­jde med værk­erne, har været det særlige syn på forhold­et mellem kun­stens form­sprog og naturens for­mer, som karak­teris­er­er hele for­fat­ter­sk­a­bet. Der er tale om en gen­nemgående natur­filosofisk poet­ik, som giv­er de højst forskel­lige værk­er i for­fat­ter­sk­a­bet et umisk­endeligt Inger Christensen’sk udtryk. En væsentlig del af denne poet­ik han­dler om forhold­et mellem sprog og ver­den, mellem kul­tur og natur. Inger Chris­tensen ser ikke men­nes­kets sprog og kul­tur som noget, der står uden for naturen, men som en del af naturen. Hun bruger i flere essays ordene “ind­født” og “ind­groet” til at beskrive men­nes­kets plads i naturen. Vi er knyt­tet til naturens for­mer ved selv at være en af dens mang­foldige for­mer, hævder Inger Chris­tensen.

Det skal forstås sådan, at det at skabe betyd­ning i ver­den ifølge Inger Chris­tensen er et vilkår, vi del­er med alt liv: Alt liv (hvad enten det drejer sig om træer, myr­er eller men­nesker) må aflæse ver­den og forme sig derefter for at over­leve, og men­nes­kets sprog er blot en særlig raf­fineret vari­ant af dette grundlæggende semi­o­tiske livsvilkår. Det bety­der, at sprog­et nok er en form, en struk­tur i sin egen ret – men det er en form, der lig­ger i for­læn­gelse af den ver­den, det beskriv­er. Digteren er fra dette per­spek­tiv nok skabende og kreativ med sprog­et, men digterens kun­st­ner­iske under­søgelse af sprog­et og af ver­den kan i lige så høj grad opfattes som naturens selvre­flek­sion. Når vi tænker over ver­den, er det i lige så høj grad ver­den, der tænker over sig selv, som Inger Chris­tensen udtrykker det. Inger Chris­tensens natur­filosofiske poet­ik kom­mer bl.a. til udtryk i et kom­plekst billed­sprog, hvor grænserne mellem natur og sprog er fly­dende, og hvor det helt ned i det enkelte billede kan være svært at afgøre, om det er men­nes­ket, der spe­jler sig i naturen eller omvendt.

Sam­tidig er Inger Chris­tensen kendt for sin udbredte brug af sys­te­mer til at struk­turere værk­ernes stor­form (der­for har hun også fået prædikatet ”sys­temdigter”), og det vel at mærke sys­te­mer, der oftest har ref­er­encer til naturens process­er eller til matem­atik, og som etablerer en forbindelse mellem natur- og sprogfænomen­er. I digt­sam­lin­gen det vokser vær­ket frem som en celledel­ing fra ordet “det” med tal­lene tre og otte som gen­nemgående væk­st­prin­cip. I Alfa­bet mødes to sys­te­mer, nem­lig alfa­betet og Fibonac­cis tal­række navn­givet efter den ital­ienske mid­de­lalder-matem­atik­er Leonar­do Fibonac­ci. Det ind­byrdes forhold mellem de hastigt vok­sende tal i Fibonac­cis tal­række går igen i en lang række af naturens for­mer, f.eks. spi­ralmøn­stre i kogleskæl, sol­sikker og sne­gle­huse. Også Som­merfugledalens stor­form, sonetkransen, peger i Inger Chris­tensens pen på sprog­et som en del af naturens for­mer. En sonetkrans er kende­teg­net ved, at det sid­ste vers i den ene sonet udgør første vers i den næste. På den måde fort­sæt­ter det fjorten sonet­ter igen­nem slut­tende med at det sid­ste vers i den fjor­tende sonet er iden­tisk med den første sonets første vers, og de fjorten sonet­ter dermed dan­ner en ring eller en krans. Kransen af sonet­ter kro­nes til sidst af en fem­tende sonet, mester­son­et­ten, som består af alle de fjorten foregående sonet­ters beg­y­n­delsesvers – en raf­fineret form­leg, der både inde­hold­er en dynamisk feed­back-struk­tur og spiller på lighed­er mellem del og hel­hed. I Som­merfugledalen bruges sonetkransen til at frem­skrive et poet­isk univers af frak­tal karak­ter, hvor de enkelte dele gen­t­ages på hel­he­dens niveau, og hvor sprog­ets og erindrin­gens process­er tilsvarende gen­t­ager processerne i den natur, de er en del af. Bevægelserne mellem ska­belse og opløs­ning af form, mellem livets vækst og dødens opløs­ning går igen på alle Som­merfugledalens niveauer. Et på en gang meget kom­plekst og for­førende enkelt værk.

Et andet ele­ment, der skaber en stor dybde i Inger Chris­tensens værk­er, er den udbredte brug af hen­vis­ninger til anden lit­ter­atur, til filosofi, til myter og faste sym­bol­er og til viden­skab. Hen­vis­ningerne gør, at Inger Chris­tensens værk­er og deres natur­filosofiske poet­ik indgår i en sam­tale om sprog­ets natur, om sam­fun­dets struk­tur, om kun­st, inspi­ra­tion og ska­belse, som over­skrid­er de enkelte værk­ers tid og rum. I Inger Chris­tensens værk­er møder man både kaos­te­oriens som­merfugle­ef­fekt og Lysets Engel på en som­merfuglevinge. Sam­tal­en med anden lit­ter­atur (hvad enten det er reli­gio­nens, kun­stens eller viden­sk­abens lit­ter­atur) peger ikke kun bagud hos Inger Chris­tensen. Det natursyn, som vi find­er hos Inger Chris­tensen, peger også på ten­denser i samti­dens viden­skab og filosofi. Fra 1960’erne og frem blev synet på naturen påvir­ket af en sti­gende miljøbe­v­id­s­thed og af nye viden­sk­a­belige mulighed­er for at udforske bl.a. kom­plek­sitet og selvor­gan­is­er­ing. Nye erk­endelser med­førte over­skridelser af de tra­di­tionelle fag­grænser i udforsknin­gen af natur og kul­tur. En udforskn­ing, som Inger Chris­tensen del­tog i.

Inger Chris­tensen var ikke blot en af vores største digtere, men også en digter, der i stadig dia­log med såv­el den lit­terære som den viden­sk­a­belige tra­di­tion var medak­tør i sin tids natur­filosofiske debat. En digter, der i sin kun­st for­mulerede og udforskede men­nes­kets plads i naturen, og som gen­nem sprog­et afprøvede et natursyn, der inklud­erede sprog­et selv. Inger Chris­tensen kunne bruge sprog­et, så læs­nin­gen af digtet føles ligeså naturligt og nød­vendigt som at trække vejret. ”Jeg skriv­er som hjertet der banker skriv­er”, hed­der det i en af digtene fra Alfa­bet – hvert hjertes­lag er både en bekræf­telse af livet og en nedtælling til døden. Det har været forun­derligt for mig som læs­er at opleve et for­fat­ter­skab, der i den grad kan få mit eget hjertes­lag til at falde ind i samme takt.

Anne Gry Haug­land er ph.d. i lit­ter­atur på en afhan­dling om Inger Chris­tensens natur­filosofi. Hun er post.doc. ved Køben­havns Uni­ver­sitet og adjunkt på Det Kon­gelige Danske Musikkon­ser­va­to­ri­um.

Scroll til toppen