Hamsuns sultekunstner. En meget kort introduktion til Knut Hamsun

Knut Hamsun
Knut Ham­sun, Nørholm, 1929. Foto: Anders Beer Wilse.

1900-tallet springer ud af den norske forfatter Knut Hamsuns bog Sult. Professor emeritus Peer E. Sørensen, der har skrevet bogen Hamsuns sultekunstner, viser her, hvorfor værket har trukket så dybe spor i moderne litteratur – fra Franz Kafka til Paul Auster.


I novem­ber 1888 stod der i det danske tidsskrift Ny Jord en anonym fortælling med titlen ”Sult”. Den var, hvad man hur­tigt blev klar over, skrevet af Knut Ham­sun. I samme num­mer stod der en artikel, ”Brev til Redak­tio­nen”, skrevet af for­fat­teren Sophus Schan­dorff. Schan­dorffs brev er en kri­tik af lit­ter­aturkri­tik­eren Valde­mar Vedels bidrag til det første num­mer af tidsskriftet med titlen ”Mod­erne Digt­ning”. Schan­dorff forsvar­er Det mod­erne Gen­nem­bruds lit­ter­atur fra 1870’erne, som han selv var en aktiv del af, som den mod­erne lit­ter­atur og anfægter Vedels forsøg på at slå et slag for en ny stemn­ings­digt­ning og sammes opfor­dring til digterne om at give sig deres drømme i vold. Det sid­ste er netop det den unge Ham­sun gør i den første ver­sion af det, der senere skulle udkomme som roma­nen Sult. I Ny Jord er Ham­suns tekst der­for plac­eret midt i opgøret med den real­is­tiske gen­nem­bruds­digt­ning fra 1870’erne og det, der senere blev døbt sym­bol­isme og mod­ernisme.

I novem­ber num­meret af Ny Jord går vi således fra den gam­le digt­ning til en ny. Og udkastet til den roman, der udkom i 1890, blev med det samme læst som et for­bavsende og over­rum­plende bud på en ny digt­ning og som et brud med den gam­le engagerede lit­ter­atur. Den endelige udgave skabte en betragtelig opsigt, som for­fat­terens ihærdigt under­støt­tede i en række stærkt polemiske fore­drag om en ny psykol­o­gisk lit­ter­atur og en pro­vok­erende kri­tik af berømte norske samtids­for­fat­tere som Alexan­der Kiel­land, Jonas Lie og Hen­rik Ibsen, og ikke mindst ved sin insis­teren på, at det kao­tiske, regel­løse og ubereg­nelige ube­v­id­ste sjæle­liv var basis for enhver mod­erne psykol­o­gisk ind­sigt – og der­for enhver mod­erne romans fun­da­ment.

I Ham­suns roman er sul­ten der­for ikke et nat­u­ral­is­tisk eller social­re­al­is­tisk tema. Hov­ed­per­so­n­en sul­ter ikke, for­di han ikke kan finde arbe­jde, eller for­di han er fat­tig. I Sult er sul­ten en katalysator for alt muligt andet end skildringer af social elendighed. Sul­ten er noget, hov­ed­per­so­n­en udsæt­ter sig for. Den er et drug, der får ham til at se alt­ing i et anderledes lys: ”Min Tanke stryger ind i en Orkan af Lys”. Det er længslen efter denne ”Orkan af Lys”, der dri­ver hov­ed­per­so­n­en og bogen fre­mad. Ham­sun skil­dr­er i Sult en ung, ukendt skribents korte sul­te­pe­ri­ode i Kris­tia­nia kort før vin­terens komme. Hov­ed­per­so­n­en van­dr­er hvileløst rundt i byens gad­er. Vak­lende, split­tet og sam­men­sat. Hans sjæl er et kon­glom­er­at af svundne og nærværende tiders kul­tur­brokker, stumper af bøger og avis­er, stykker af men­nesker. Han er et mod­erne sub­jekt uden syn­lig his­to­rie og uden fast iden­titet. Hans er nervøst iagt­ta­gende, indtryk­søm. Fyldt af men­tale hudaf­skrab­ninger oplever han byen og dens ind­byg­gere på skæve og para­noiske facon­er. Han taler med tig­gere, gam­linge, pan­telånere, pros­tituerede, servit­ricer og politi­bet­jente. Eller ret­tere: han taler til dem. Hans tale er monologer. Han drøm­mer om ori­en­talske kærlighedsmøder og store lit­terære bedrifter. Han er altid solitær, og han er aso­cial på en måde, der min­der læseren om krim­inelle. Han er en slags for­bry­der uden for­bry­delse. Hans fan­tasi beherskes af para­noia, æstetisk idiosynkrasi, skrø­be­lig stolthed, selv­forsvar og aggres­sion­er. Han er en mon­tage af mere eller min­dre vilkårlige tilskyn­delser. Han skil­dres uden indre dyb­der, uden erfaringer og med ringe sel­v­an­a­lytisk ind­sigt. Han er der­for alt andet end en tra­di­tionel roman­helt. Han er i nuet, og alle hans selvre­flek­sion­er han­dler om de nu-oplevelser, der ikke kan eller skal sam­les til en sam­men­hæn­gende erfar­ings­dan­nelse, men altid for­bliv­er i det midler­tidi­ge. Roma­nen er uden opbyggelige momenter. Stort set alle tilløb til inter­esse for andre, alle tegn på gavmild­hed han­dler om noget andet end empati. De han­dler om at sætte sig i posi­tion­er, der blok­er­er for tilbage­fald til etagevask, regelmæs­sige måltider, ven­lige håndtryk og ømhed. De han­dler om at udsætte sig for sanse- og sinds­forstyrrelser. De han­dler om stolthed og arro­gance. Hov­ed­per­so­n­en befind­er sig eller plac­er­er sig hele tiden i sit­u­a­tion­er, der frem­mer denne out­sider­po­si­tion. Han føler sig fremmed for sig selv, han ser sig selv som et bytte for ”sære, usyn­lige Ind­fly­delser”. Intet ”undgik min Opmærk­somhed … alle Ting strømmed ind paa mig med en skin­nende Tyde­lighed, som om der plud­selig var bleven et stærkt Lys omkring mig”. Han er en valplads for vilkårlighe­dens reg­i­mente. Hans stemninger er uden per­son­lig kon­trol. Al ting synes at ”løbe af med mig”, hed­der det flere sted­er i roma­nen.

En mor­gen van­dr­er han på gaden, og hans ”nervøse Hjærnes … Føle­horn” reg­is­ter­er og reg­istr­erer: ”Ved en Slagter­bu­tik stod en Kone med en Kurv paa Armen og spekulered paa Pølser til Mid­dag; idet jeg passered hende, saa hun hen paa mig. Hun havde blot én Tand i For­munden. Nervøs og let paavirke­lig som jeg var bleven de sid­ste Dage, gjorde Konens Ansigt straks et mod­by­deligt Indtryk på mig; den lange gule Tand saa ud som en liden Fin­ger, der stod op fra Kæven, og hen­des Blik var end­nu fyldt af Pølse, da hun vendte det mod mig. Jeg tabte med en Gang Appetiten og følte Kvalme”. Sådan forsvin­der enhver social følelse ud af tek­sten. Tilbage er de men­tale hudaf­skrab­ninger. Og kvalme.

Ham­sun havde stud­eret denne type hos Dos­to­jevskij og Edgar Allan Poe. Her i Sult er over­føl­somhe­den kreativ. Vi ser, hvorledes billedet af ’pølseko­nen’ forsky­der sig ind over den fat­tige kone foran slagter­vin­duet. Portræt­tet er en kol­lage. Og sådan kan man følge, hvorledes Ham­sun udvikler det ene mod­ernistiske greb efter det andet: kol­la­gen, stream of con­sious­ness, tids­d­if­fusiteter, opløs­ning af plot­struk­tur­er og per­son­lig iden­titet. Sult er et lab­o­ra­to­ri­um, et eksper­i­men­ta­r­i­um for kun­st­ner­iske pro­ce­dur­er, der bliv­er dominerende i det tyvende århun­dredes lit­ter­atur. Det er det, der gør bogen til en kult­tekst for efter­tiden.

Sult er en bog, som mange skriben­ter fra det tyvende århun­drede, blandt andet André Bre­ton, sur­re­al­is­mens fader­fig­ur, og vigtige per­son­er i den mod­erne prosas his­to­rie som Paul Auster, Charles Bukows­ki, André Gide, Max­im Gor­ki, Ernest Hem­ing­way, Franz Kaf­ka, Thomas Mann og Hen­ry Miller ref­er­erer til – for eksem­pel i sid­st­nævntes Trop­ic of can­cer med dens mange ref­er­encer til Ham­sun og med den samme ’man­den-i-byen-struk­tur’, som præger Sult. Nobel­pris­mod­tageren Isaac Bashe­vis Singer kaldte Ham­sun den mod­erne lit­ter­aturs fad­er og fremhævede hans sub­jek­tivitet, hans frag­men­tariske skrivemåde, hans brug af flash­backs og lyrisk prosa som over­rum­plende og fornyende. Ham­sun var stam­faderen til den mod­erne fik­tion i det tyvende århun­drede, mente Singer, da han i 1975 intro­duc­erede den amerikanske over­sæt­telse af Sult. I ande­nudgaven af Robert Blys over­sæt­telse skrev Paul Auster en ny fascineret intro­duk­tion til Ham­suns roman også den med vægt på bogens betyd­ning for det tyvende århun­dredes roman. Hen­ning Carlsen fil­ma­tis­erede Sult i 1966 og skabte sam­men med Per Oscars­son, der spillede hov­ed­per­so­n­en, og Peter See­berg, der skrev manuskriptet, en mod­erne filmk­las­sik­er. Op igen­nem det tyvende århun­drede lever roma­nen som en intens og udfor­drende møn­stertekst, som et univers af roman­teknisk dristighed og insigter i moder­nitet og erfar­ing af kontin­gens. Det er Sult som en eksem­plarisk mod­erne tekst Ham­suns sul­tekun­st­ner han­dler om. Det er mod­ernis­mens tra­di­tion­er og erfar­ings­fæl­lessk­aber bogen forsøger at ind­kredse.

1900-tal­let, så at sige, springer ud af Ham­suns bog. Sult er forbindelsen mellem roman­tik og moder­nitet, en lysende forbindelse, blæn­dende og ny — end­nu efter 125 år.

Peer E. Sørensen er pro­fes­sor emer­i­tus fra Nordisk Insti­tut, Aarhus Uni­ver­sitet. Ham­suns sul­tekun­st­ner er en bog af Peer E. Sørensen, der vis­er, hvor­for vær­ket har trukket så dybe spor i mod­erne lit­ter­atur. Bogen er udgivet på Aarhus Uni­ver­sitets­for­lag og kan anskaffes her.