En støvle i hovedet for evigt

Cincinnati_Subway_-_Race_St._Station
FOTO: Jonathan War­ren.

Dystopien er hverken Nordkorea eller Islamisk Stat. Den er et menneskeskabt sted uden menneskelighed og uden fremtid. Dystopien er en støvle, der tramper dig i hovedet for evigt. Lektor i idéhistorie Mikkel Thorup opridser her dystopiens anatomi mellem humanisme og anti-humanisme. 


Dystopi er ikke bare noget for­færdeligt, trist, ondt og grimt. Dystopi­en er ikke bare under­trykkelse og vold. Den er andet og mere end dik­taturet, noget andet og mere end ét stort Nord­ko­rea. Det dystopiske er ikke kun stedet for det umen­neske­lige, men i særlig grad for det ikke-men­neske­lige. Dystopi­en er det sted, hvor der ikke er plads til, behov for, ønske om men­nes­ket. Dystopi­en er det ikke-men­neske­lige sted end­nu fyldt med men­nesker.

Dystopi­en er der, hvor men­nes­ket er blevet lig­e­gyldigt. Der, hvor men­nes­ket ikke kan gøre en forskel, hvor men­nes­ket ikke tæller, og hvor men­nes­ket ikke kan foran­dre noget. Med en let­tere omskrivn­ing af George Orwell, så er dystopi­en som ”en støvle, der tram­per dig i hov­edet for evigt.” Ofte snakker vi om dystopi i forhold til støvlen, der tram­per dig i hov­edet, alt­så vold­en og under­trykkelsen. Jeg vil hellere fokusere på, at støvlen gør det for evigt, at dystopi­en er der, hvor intet kan foran­dre sig. Der er ingen flugt, ingen udvikling, ingen foran­dring.

Dystopi­en er som lit­terær, filmisk og poli­tisk genre det sted, den fan­tasi, vi bruger til at tænke over, hvad der sker, når alle vores han­dlemu­lighed­er og fri­hed­srum er ophørt. Utopi­en har en lang his­to­rie som genre og begreb. Dystopi­en hør­er mes­ten­dels det 20. og 21. århun­drede til. Hvor­for nu det?

Tillad mig en lille omvej omkring opkom­sten af det vestligt mod­erne. I det mod­erne, fra Renæs­san­cen og Oplysningsti­den frem, ændr­er det europæiske men­neskes tid- og his­to­rieforståelse sig. Tiden bliv­er lineær og fre­madret­tet. His­to­rien bliv­er til fremtid og frem­skridt. En grundlæggende idé for­mer sig, nem­lig at frem­skridtet er nor­men og at tilbage­gan­gen er und­tagelsen.

Frem­skridtet er kon­stant og generelt. His­to­rien bevæger sig mod det bedre. Det er dens store, tunge, ved­varende bevægelse. Der vil være tilbageskridt, men de vil være få, kort­varige und­tagelser fra frem­skridts­bevægelsen. Frem­skridt­sidéen er den mod­erne fan­tasi.

Men i det 20. århun­drede bliv­er denne idé udfor­dret. To ver­den­skrige, atom­bombe, kold krig, nye skræm­mende teknolo­gi­er, total­i­tarisme, for­bruger­sam­fund, senere økol­o­giske og kli­mamæs­sige katas­tro­fer – alt sam­men er det mulige tegn på, at det er tilbageskridtet, krisen, katas­tro­fen, der er nor­malen og ikke frem­skridtet. At der kan ske frem­skridt på konkrete, afgrænsede fel­ter – såsom com­put­eres reg­nekraft, men at den store, generelle bevægelse er mod katas­tro­fen.

Det er min tese, at dystopi­en opstår som genre, som det sted, hvor vi kan spekulere over, om frem­skridtets tid­salder er ovre, og om vi nu lever i katas­tro­fens tid­salder, vel at mærke den fort­sat­te, uen­delige katas­tro­fes tid­salder. I mod­sæt­ning til konkrete katas­tro­fer, konkrete kris­er, konkrete uheld, der alle har et tids­for­løb – de starter og de slut­ter – så kende­teg­nes dystopi­en ved dens uen­de­lighed. Der er i dystopi­en sket noget, og det gør katas­tro­fen eller krisen uen­delig. Den stop­per aldrig. Vi vender aldrig tilbage til frem­skridt­snor­malen. Den er en slags mod­fortælling til de store moder­nitets­fortællinger om for­nuft, frem­skridt, teknolo­gi, frigørelse, his­to­rie, fremtid. Dystopi­en er fan­tasien om en fremtid uden frem­skridt.

Det er også der­for, at de fleste dystopi­er (og utopi­er for den sags skyld) er fyldt med teknolo­gi. Tit ser vi, at dystopi­ens idé er, at teknolo­gien, mask­in­erne, robot­terne, nu også zom­bierne og rumvæsen­erne, har overtaget men­nes­kets plads. Der er ingen egentlig plads til men­nes­ket eller det men­neske­lige i det dystopiske sam­fund, men men­nes­ket lever stadig; oftest kæm­per det en lang, udsigt­sløs kamp for at over­leve, reduc­eret til en stræben efter ren biol­o­gisk over­levelse.

I utopi­er hænger teknolo­gi og frem­skridt sam­men. Naturbe­herskelse og frigørelse hænger sam­men i moder­nitets- og frem­skridts­fortællin­gen. Dystopi­en, der­i­mod, lad­er os lege med tanken om, at naturbe­herskelsen er accel­ereret, sam­tidig med at den har frigjort sig fra frigørelsen. Naturbe­herskelse er jo også men­neske­be­herskelse, og måske er dystopi­ens skræm­mende ind­sigt den, at naturbe­herskelse uden frigørelse uvægerligt ender med at se på men­nes­ket som bare kød og ener­gi; dystopi­en anskuer men­nes­ket som udif­fer­en­tieret fra alle andre biol­o­giske fænomen­er, som rent mid­del og intet mål.

I dystopi­en for­lades det human­is­tiske i forenin­gen af naturbe­herskelse og frigørelse for udelukkende og kraft­fuldt at sætte naturbe­herskelsen totalt igen­nem. Vi kan nem­lig med en vis ret forbinde frigørelse med utopi, idet de begge er bevægelser mod det bedre. De er idéer ikke om det per­fek­te men om det per­fek­tible, alt­så det der kan blive og gøres bedre.

Dystopi­en sæt­ter ind, hvor naturbe­herskelsen kaster frigørelses­for­drin­gen fra sig som en lænke, der har holdt dets fulde poten­tiale tilbage. Dystopi­en er der, hvor naturbe­herskelsen råder alene og abso­lut.

I den mod­erne frem­skridts­fan­tasi lå også en forestill­ing om det his­to­riesk­abende indi­vid. En idé om, at men­nes­ket ikke læn­gere er skæb­n­er­amt, kaste­bold for kræfter uden­for dets kon­trol, men at det nu er et suverænt, frit indi­vid, der indi­vidu­elt og kollek­tivt tager magten over sit liv og skaber sin egen ver­den. Dystopi­en reflek­ter­er over, om tid­salderen for det suveræne, frie, his­to­riesk­abende indi­vid er ovre.

Dystopi­en udgør mod­sæt­nin­gen til det mod­erne men­neske og det mod­erne sam­fund, for den er det sted, hvor his­to­rien som udvikling, frem­skridt og men­neske­lig vil­je­sakt er for­bi. Dystopi­en er en sen og nutidig genre, og dens mod­sæt­ning er måske egentlig ikke utopi­en, men der­i­mod idéen om den men­neske­lige his­to­riesk­abende kraft; idéen om his­to­rien og fremti­den som et men­neske­ligt pro­jekt.

Der­for er dystopi­ens vigtig­ste karak­ter­is­ti­ka ikke, at det er et for­færdeligt sted fyldt med tor­tur og død – en støvle i hov­edet, Nord­ko­rea, Islamisk Stat – men der­i­mod at alt står stille, intet foran­dr­er sig, intet kan foran­dres, for men­nes­ket kan ikke læn­gere gøre en forskel. Det bliv­er hverken værre eller bedre. Det fort­sæt­ter bare – for evigt. Dystopi­en udtrykker en tab­ser­far­ing, et tab af frem­skridtet. Måske end­da en idé om et tab af fremti­den. Den sæt­ter spørgsmål­stegn ved, om men­nes­ket er i kon­trol. Om der over­hovedet er brug for men­nes­ket.

I det 20. århun­drede var total­i­tarisme og ver­den­skrig dystopi­ens bagtæppe. Det sted, hvor men­nesker blev reduc­eret til ube­ty­de­lighed. Nu, i det 21. århun­drede, er det snarere biote­knolo­gi, miljøkatas­tro­fer og robot­te­knolo­gi, der frem­man­er billedet af et fremtidssam­fund uden brug for men­nesker. Dystopi­en er en pop­ulær genre i peri­oder, hvor vi kan forestille os ver­dens afs­lut­ning. Ikke som en afs­lut­ning uden men­nesker, men som en afs­lut­ning for den peri­ode, hvor men­nesker bety­der noget, sam­tidig med at men­nesker fort­sæt­ter med at leve.

Vi kan måske lege med den tanke, at dystopi­en er en svigtet utopi. Ikke sådan at forstå, at utopi­en i sin realis­er­ing ender i dystopi­en men lige præ­cis omvendt, at vi ender i dystopi­en som resul­tat af man­glen på utopi­en. For hvis vi går lidt videre med det moder­nitet­shis­toriske, så kan man for­mod­entlig sige, at det, der har givet – og, vil jeg mene, stadig giv­er – mening til idéen om frem­skridt og his­to­riesk­a­belse er idéen om, at moder­nitets­bevægelsen er et sam­let hele af naturbe­herskelse og frigørelse.

Den slovenske filosof Slavoj Žižek skriv­er flere sted­er, at ”fas­cis­mens opkomst er et resul­tat af ven­stre­flø­jens fal­lit, men den er sam­tidig bevis for, at der var et rev­o­lu­tionært poten­tiale, en util­fred­shed, som ven­stre­flø­jen ikke var i stand til at mobilis­ere.” Jeg tror, vi kan bruge den mod­el og sige, at ’dystopi­ens opkomst er et resul­tat af utopi­ens fal­lit, men den er sam­tidig bevis for, at der var et frigørelsespo­ten­tiale, en util­fred­shed med de eksis­terende vilkår, som utopi­en ikke var i stand til at håndtere.’

Dystopi­en sættes ofte i forbindelse med utopi­en som dens logiske kul­mi­na­tion­spunkt, dvs. pås­tanden om at enhver utopisk bestræ­belse nød­vendigvis og automa­tisk ender i dystopi­en; ethvert forsøg på at skabe det gode ender i det katas­tro­fale; ethvert forsøg på at forbedre vilkårene for men­neske­he­den ender med at ofre men­neskene. (I par­entes bemær­ket en mod­erne forestill­ing, trods dens pros­e­lyt­ters moder­nitet­skri­tik, da den forud­sæt­ter men­nes­ket som den afgørende his­toriske aktør.)

Det er en sam­men­hæng, vi bør afvise. Der er ingen nød­vendig eller automa­tisk sam­men­hæng mellem det gode og det onde. For det første stræber de fleste utopi­er ikke efter total per­fek­tion og kom­plet skøn­hed. Snarere end per­fek­tion stræber de efter forbedrede forhold. Og de er langt oftest mere optaget af kri­tikken af det bestående og bevægelsen fre­mad end af nogen idé om et utopisk slut­punkt, hvor alt er per­fekt.

For det andet er tesen om den nød­vendi­ge sam­men­hæng mellem utopi­en og katas­tro­fen his­torisk fork­ert. Rigtig mange utopi­er har ført til men­neske­lige frem­skridt, sociale bevægelser, lov­givn­ing, nye moralske normer uden på nogen måde at kunne kaldes katas­tro­fale eller total­itære. Det er ganske enkelt teo­retisk og his­torisk fork­ert at hævde nogen nød­vendigt tvin­gende sam­men­hæng mellem utopi­en og katas­tro­fen eller utopi­en og dystopi­en.

Det væsentlige her er at afvise, at dystopi­en som genre er en anti-utopi, at dens ærinde er at belære os om utopi­ens far­er. Fak­tisk er det sådan, at utopi­en og anti-utopi­en del­er en meget afgørende ting, der stiller dem begge i mod­sæt­ning til dystopi­en. Utopi­en såv­el som anti-utopi­en fremhæver men­nes­kets han­dlekraft, enten for det gode eller for det, der ender i det onde.

Men dystopi­en fremhæver det mod­sat­te, nem­lig men­nes­kets kraftløshed. Så min idé er, at utopi­en og dystopi­en måske ikke så meget er hinan­dens forud­sæt­ninger, lysets og mør­kets tvillinger, men at de er bear­be­jdelser af to væsens­forskel­lige – men måske dog alligev­el relaterede – forhold, nem­lig at utopi­en (og anti-utopi­en) bear­be­jder men­nes­kets his­to­riesk­abende kraft, hvo­rimod dystopi­en bear­be­jder men­nes­kets tab af samme kraft.

Dystopi­en er der, hvor men­nes­ket tænker over mulighe­den for, at men­nes­ket ikke læn­gere har betyd­ning. Dystopi­en reflek­ter­er over, om vi sæt­ter kræfter i gang, der tager magten over os; om vi starter en udvikling, der ender med at gøre os selv betyd­ningsløse og hjælpeløse.

Mikkel Tho­rup er lek­tor i idéhis­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet. Artiklen byg­ger på et fore­drag afholdt på Løve’s Bog­café ved Folke­u­ni­ver­sitetet i Århus’ Eksis­tens­fes­ti­val marts 2015.

Scroll til toppen