Vi må blive ved med at drømme utopisk
Utopier er projekter formet af agitatorere, idealister og andre drømmekræmmere. Den utopiske drøm forandrer sin samtid, men den kan også være en tilstand, der fastholder samfundet i et paradisisk lystsamfund eller et tyrannisk herredømme. Lektor i historie Bertel Nygaard opridser her utopiens anatomi i stadiet mellem drømme og mareridt.
Utopien er det lykkelige sted, der ikke er her og nu. Den er det radikalt anderledes fællesskab, der kun har eksistens i vores drømme, vores forhåbninger og vores fantasier. Eller rettere: Den er det fællesskab, som endnu kun findes dér. For måske kan vi forandre verden med vores drømme som målestok?
Mennesker har altid forestillet sig de radikalt anderledes og bedre steder: Paradis, Himmerige, Slaraffenland eller det land, som Thomas More navngav i sin klassiske fortælling fra 1516: Utopia. Eller man har drømt om det Amerika, hvor gaderne efter sigende var belagt med guld; eller om Sovjetunionen, hvor arbejderne hævdedes at have gjort op med udbytning og undertrykkelse. Eller man har bare drømt om ferieparadiset på Mallorca eller i Thailand, hvor der er varme badestrande og billige drinks, fordi de indfødte har arbejdet for en ganske beskeden løn. Alle disse steder har kunnet forbindes med noget utopisk. Og politiske agitatorer, rejseagenturer og andre drømmekræmmere har til stadighed appelleret til vores utopiske længsler.
Evnen til at forestille sig det anderledes er noget, mennesket er født med. Det synes endda at have et behov for sådanne forestillinger. Og vores utopiske forestillinger er drevet frem af de mangler og savn, vi også føler. Det er sulten, der driver håbet, bemærkede utopitænkeren Ernst Bloch i midten af det 20. århundrede. Vores drømme og håb handler altså om det, vi mangler: det næste måltid, tag over hovedet, kærlighed, accept, tryghed, spænding i tilværelsen, økonomisk velstand – eller blot den tredje benzinsluger i garagen.
Men vi moderne mennesker skiller os ud fra vores forgængere. Vi kan ikke alene forestille os at rejse hen til lykken eller at opnå lykken, når vi engang passerer fra dette liv til det hinsides. Vi kan også forestille os lykkens land blive til virkelighed i fremtiden, inden for den samme verden, som vi bebor her og nu. Eller vi kan med nostalgi begræde tabet af den verden, som vi eller vores forgængere levede i: en simplere, smukkere, mere fortryllet – eller bare bedre – verden.
Vi moderne mennesker er i stand til at tænke utopien som noget fremtidigt, fordi vi har vænnet os til forandringen. Vi har indarbejdet erfaringen af de konstante, vedblivende ændringer i vores livsbetingelser. Vi bryder os ikke nødvendigvis om al denne forandring eller dens former. For meget forandring kan ligefrem gøre os syge på krop og sjæl. Men forandringen er en moderne grundbetingelse, som vi tvinges til at forholde os til i tanke og handling.
Evnen til at forestille sig et fremtids-Utopia hænger altså tæt sammen med moderne forståelser af, at vi som mennesker har evnen til at forme vores liv og vores verden. Vi skal nemlig ikke længere regne med, at Gud gør det for os, eller at magthaverne gør det for os på den bedste vis.
Tidsutopien er med andre ord knyttet til det moderne menneskes evne til at tænke og handle politisk. I ethvert større moderne politisk projekt kan man derfor se spor af utopien: fra liberalisme til nazisme, fra socialistiske projekter til konservative forsvar for nedarvede sociale og kulturelle rangordner.
Lad os høre en stemme fra en politisk drømmer i den moderne epoke. Det er den amerikanske præst og borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King, der i 1963 holdt sin berømte I Have a Dream-tale ved Lincoln-monumentet i Washington – som kulminationen på en stor march for arbejdsplader og frihed, mod racediskrimination.
På sin vis er vi ankommet til vor nations hovedstad for at indløse en check. Da arkitekterne bag vores republik skrev de storslåede ord i Forfatningen og Uafhængighedserklæringen, underskrev de en veksel, som alle amerikanere skulle arve. Denne veksel var et løfte om, at alle mennesker – ja, både sorte og hvide mennesker – ville være sikret den umistelige ret til liv, frihed og stræben efter lykke. Det er åbenlyst i dag, at Amerika ikke har kunnet honorere denne veksel for sine farvede borgeres vedkommende. (…)
Vi er også kommet til dette hellige sted for at minde Amerika om Nuets påtrængende vigtighed. Tiden er ikke den rette til den luksus at afdæmpe sig eller til at tage den gradvise udviklings beroligende medicin. Tiden er inde til nu at gøre demokratiets løfter til virkelighed. Tiden er inde til nu at rejse sig fra raceadskillelsens mørke og trøstesløse dal til den solbeskinnede sti, der består i retfærdighed for racerne. Tiden er inde til nu at hæve nationen fra den racemæssige uretfærdigheds kviksand til broderskabets faste klippe. Tiden er inde til nu at gøre retfærdigheden til virkelighed for alle Guds børn. (…)
Der er dem, der spørger tilhængerne af borgerrettigheder: ”Hvornår bliver I tilfredse?” Vi vil aldrig være tilfredse, så længe negeren er offer for politivoldens usigelige rædsler. Vi vil aldrig være tilfredse, så længe vores rejsetrætte kroppe ikke kan få ophold på hovedvejenes moteller og byernes hoteller. (…) Vi vil ikke være tilfredse, så længe en neger i Mississippi ikke kan stemme, og en neger i New York mener, at han ikke har noget at stemme for. Nej, nej, vi er ikke tilfredse, og vi vil aldrig være tilfredse, før retten strømmer ned som vandene, og retfærdigheden som en mægtig flod. (…)
Og selv om vi således står over for denne dags og morgendagens vanskeligheder, har jeg stadig en drøm. Det er en drøm dybt fæstet i den amerikanske drøm.
Jeg har en drøm om, at denne nation en dag vil rejse sig for at gøre den egentlige betydning af sin grundholdning til virkelighed: ”Vi anser disse sandheder for at være selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige.”
Jeg har en drøm om, at sønnerne af tidligere slaver og sønnerne af tidligere slaveejere en dag på Georgias røde bakker vil kunne sætte sig sammen ved broderskabets bord.
Jeg har en drøm om, at selv staten Mississippi, en stat der er ved at gå til i uretfærdighedens hede, i undertrykkelsens hede, en dag vil forvandles til en oase af frihed og retfærdighed.
Jeg har en drøm om, at mine fire små børn en dag vil leve i en nation, hvor de ikke bedømmes på deres hudfarve, men på indholdet af deres personlighed. Jeg har en drøm i dag! (…)
Martin Luther Kings drøm viser flere dimensioner af utopisk-politisk tid og rum. Drevet af manglen på virkelig lighed og frihed i nuet søger han og borgerrettighedsbevægelsen frem mod en bedre fremtid – i flere niveauer og skalaer.
I første omgang søger de at styrke selve bevægelsen for at presse lovgiverne til at afskaffe de værste udslag af racediskrimination. Men målet er også at afskaffe diskriminationen uden for lovens paragraffer – i menneskenes hverdagsliv. Og måske drejer det sig ikke engang bare om almindelig human, gensidig respekt. Kings drøm synes også at handle om vidtrækkende social og økonomisk udjævning. Der skal gøres op med det forhold, at sorte amerikanere fylder mest i arbejdsløshedsstatistikkerne, og at de henvises til de dårligst betalte og mest usikre jobs og de ringeste boliger.
Ja, måske vil han mere endnu. Han citerer profeten Esajas:
Jeg har en drøm om, at hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den.
Det er Tusindårsriget – Herrens rige på denne jord, som Martin Luther King fremmaner. I dette lykkerige skal der ikke findes uligheder overhovedet. Alle mennesker skal leve sammen i fællesskab. I denne langtrækkende drøm kan vi se lighedsidealerne fra de tidligste kristne fællesskaber mødes med både Thomas Mores Utopia og den moderne verdens forestillinger om kommunismen som et samfund bygget på fælleseje, uden ulighed og undertrykkelse, uden statsmagt og store rigdomsansamlinger.
King ser altså frem mod det, der skal komme. Men han spejder også tilbage til fortiden for at forankre sin fremtidsdrøm i virkelige historiske forhold og udviklingsprocesser. Han fremhæver nogle af USA’s fundamentale politiske dokumenter: Uafhængighedserklæringen fra 1776, Forfatningen fra 1787 og erklæringen fra 1863 om slavernes frigørelse. I hænderne på King er disse tekster ikke bare oprindelser til det USA, som han selv og hans samtidige lever i. De bliver andet og mere end bare optakter til nuet og det velkendte. De bliver i stedet til løfter om de bedre tilstande, der må komme. Kernen i den amerikanske tradition er i hans tale nok de idealer, der allerede er fremherskende. Men han præsenterer dem som utopiske forhåbninger om det, der skal føre frem mod det sande USA, det egentlige USA: frihedens, lighedens og (måske endda) den kristelige kommunismes USA. Det er en utopisk historiebrug.
Men talen viser som sagt også dimensioner af politisk og utopisk rum. Også her forenes flere skalaer. Først og fremmest drejer det sig selvfølgelig om USA som politisk rum. Talen holdes i Washington, hovedsædet for landets lovgivere. Men den bevæger sig også ind i de sociale rum, hvor flertallet af landets indbyggere lever deres liv – i New Yorks slumkvarterer, ved Mississippis flodbred og utallige andre steder. Også her må racismen udryddes. Og alt imens King retter blikket mod USA’s indre, gennemsyres hele hans tale af værdier, som er universelle, knyttet til menneskene som mennesker, dvs. til menneskeheden som en global helhed, der har krav på tilsvarende former for frihed og lighed. Han taler altså også om et globalt utopisk rum.
Det, vi kan se i Kings tale, er, hvad man kan kalde utopien som projekt – utopien som længsel og som drivkraft i kritisk erkendelse og handling. Det utopiske projekt driver bevægelsen videre og giver form og retning til dens samtidskritik. Uden det utopiske projekt – uden fællesskabshåbet, også i den store skala – ville bevægelsen gå i stå, og USA’s sorte befolkning ville skulle affinde sig med sin position som undertrykte halv-borgere.
Heri gemmer sig en væsentlig generel pointe: Utopien som projekt er afgørende for, at vi kan holde vores verden åben. Den er dét, der gør det muligt for os at betragte vores verden som endnu ikke fuldendt eller færdig.
Men Kings tale lader os måske også skimte modsætningen til utopien som projekt, nemlig utopien som færdiggjort, fastlåst tilstand. I det øjeblik, utopien som projekt ikke længere kan trives, er der ikke længere nogen historie, nogen kritik, nogen afvigelse eller blot nogen virkelig forskellighed. Når utopien som projekt forsvinder, står kun lydigheden, nutidshyldesten og ensretningen tilbage.
Utopien som en én gang for alle indført tilstand, som intet menneske længere skal afvige fra – eller blot føle trang til at afvige fra – det er det, der kan virke så skræmmende, når man ser på den lange række af klassiske utopiske visioner, fra Mores Utopia og frem. Her er planer for alle væsentlige aspekter af menneskelivet: arbejde, fritid og fest; familieliv, boligindretning, måltider og klædedragter.
Der er ganske vist også mange af de klassiske utopier, der hylder friheden som grundværdi og giver plads til variation. Ja, nogle af dem gør ligefrem en dyd af variation og frihed, som f.eks. Charles Fouriers forestillinger fra begyndelsen af 1800-tallet om falanstèren, hvor et par tusind mennesker med vidt forskellige tilbøjeligheder og temperamenter skulle udgøre et fællesskab – blomstrende gennem den stadigt omskiftelige, drifts- og lyststyrede arbejdstrang og fri kærlighed i alskens former.
Men selv Fouriers lystsamfund var fastlagt i sine grundrammer én gang for alle af den geniale utopist. Her var ikke plads til politisk konflikt og videre historisk udvikling. Selv de ædleste hensigter hos utopisten kunne ikke forhindre, at grundmodellen for den utopiske tilstand måtte blive en autoritær standsning af historien; en bestræbelse på at fastholde menneskeheden i et evigt, urokkeligt, men kærligt favntag.
Den geniale totalløsning på menneskehedens ulyksaligheder og den kompromisløse gennemførelse af totalløsningen – det er kimen til de tyranniske tilbøjeligheder, som ofte forbindes med den utopiske tænkning som sådan. Den kan udpeges i kernen af de samfundsdrømme, vi er vant til at forkaste: nazismen, islamismen eller den stalinistiske kommunisme. Her kan bestræbelsen på at virkeliggøre de utopiske drømme synes at være endt i dystopiske skræktilstande.
Men den samme risiko for undergravning af forskelligheden, politiske stridigheder og den historiske udvikling kan lure i vores eget samfund, hvis vi alt for selvtilfredse nøjes med at hylde den herskende samfundsorden som den bedste af alle mulige verdener – som det tætteste, vi kan komme på den virkeliggjorte utopi.
Hvis vi vil værne os mod den totalitære risiko, må vi, holde den utopiske tænkning, den utopiske kritik og de utopiske projekter åbne. Med andre ord: Vi må blive ved med at drømme utopisk – netop for ikke at gøre én bestemt drøm til færdig virkelighed i mareridtets form.
Bertel Nygaard er lektor i historie ved Aarhus Universitet. Artiklen bygger på et foredrag afholdt på Løve’s Bogcafé ved Folkeuniversitetet i Århus’ Eksistensfestival marts 2015.