Vi må blive ved med at drømme utopisk

Crowd_awaits_news_of_Dempsey_-_Carpentier

Utopier er projekter formet af agitatorere, idealister og andre drømmekræmmere. Den utopiske drøm forandrer sin samtid, men den kan også være en tilstand, der fastholder samfundet i et paradisisk lystsamfund eller et tyrannisk herredømme. Lektor i historie Bertel Nygaard opridser her utopiens anatomi i stadiet mellem drømme og mareridt.

Utopi­en er det lykke­lige sted, der ikke er her og nu. Den er det radikalt anderledes fæl­lesskab, der kun har eksis­tens i vores drømme, vores forhåb­ninger og vores fan­tasi­er. Eller ret­tere: Den er det fæl­lesskab, som end­nu kun find­es dér. For måske kan vi foran­dre ver­den med vores drømme som målestok?

Men­nesker har altid forestil­let sig de radikalt anderledes og bedre sted­er: Par­adis, Him­merige, Slaraf­fen­land eller det land, som Thomas More navn­gav i sin klas­siske fortælling fra 1516: Utopia. Eller man har drømt om det Ameri­ka, hvor gaderne efter sigende var belagt med guld; eller om Sov­je­tu­nio­nen, hvor arbe­jderne hævd­edes at have gjort op med udbyt­ning og under­trykkelse. Eller man har bare drømt om feriepar­adis­et på Mal­lor­ca eller i Thai­land, hvor der er varme bade­strande og bil­lige drinks, for­di de ind­fødte har arbe­jdet for en ganske beske­den løn. Alle disse sted­er har kun­net forbindes med noget utopisk. Og poli­tiske agi­ta­tor­er, rejseagen­tur­er og andre drøm­mekræm­mere har til stadighed appelleret til vores utopiske længsler.

Evnen til at forestille sig det anderledes er noget, men­nes­ket er født med. Det synes end­da at have et behov for sådanne forestill­inger. Og vores utopiske forestill­inger er drevet frem af de man­gler og savn, vi også føler. Det er sul­ten, der dri­ver håbet, bemærkede uto­pitænkeren Ernst Bloch i midten af det 20. århun­drede. Vores drømme og håb han­dler alt­så om det, vi man­gler: det næste måltid, tag over hov­edet, kærlighed, accept, tryghed, spænd­ing i tilværelsen, økonomisk vel­stand – eller blot den tred­je ben­zinsluger i gara­gen.

Men vi mod­erne men­nesker skiller os ud fra vores forgæn­gere. Vi kan ikke alene forestille os at rejse hen til lykken eller at opnå lykken, når vi engang passer­er fra dette liv til det hin­sides. Vi kan også forestille os lykkens land blive til virke­lighed i fremti­den, inden for den samme ver­den, som vi bebor her og nu. Eller vi kan med nos­tal­gi begræde tabet af den ver­den, som vi eller vores forgæn­gere lev­ede i: en sim­plere, smukkere, mere fortryl­let – eller bare bedre – ver­den.

Vi mod­erne men­nesker er i stand til at tænke utopi­en som noget frem­tidigt, for­di vi har væn­net os til foran­drin­gen. Vi har indar­be­jdet erfarin­gen af de kon­stante, ved­blivende ændringer i vores livs­betingelser. Vi bry­der os ikke nød­vendigvis om al denne foran­dring eller dens for­mer. For meget foran­dring kan lige­frem gøre os syge på krop og sjæl. Men foran­drin­gen er en mod­erne grund­betingelse, som vi tvinges til at forholde os til i tanke og han­dling.

Evnen til at forestille sig et fremtids-Utopia hænger alt­så tæt sam­men med mod­erne forståelser af, at vi som men­nesker har evnen til at forme vores liv og vores ver­den. Vi skal nem­lig ikke læn­gere reg­ne med, at Gud gør det for os, eller at magth­av­erne gør det for os på den bed­ste vis.

Tid­su­topi­en er med andre ord knyt­tet til det mod­erne men­neskes evne til at tænke og han­dle poli­tisk. I ethvert større mod­erne poli­tisk pro­jekt kan man der­for se spor af utopi­en: fra lib­er­al­isme til nazisme, fra social­is­tiske pro­jek­ter til kon­ser­v­a­tive forsvar for nedarvede sociale og kul­turelle ran­gord­ner.

Lad os høre en stemme fra en poli­tisk drøm­mer i den mod­erne epoke. Det er den amerikanske præst og borg­er­ret­tigheds­forkæm­per Mar­tin Luther King, der i 1963 holdt sin berømte I Have a Dream-tale ved Lin­coln-mon­u­mentet i Wash­ing­ton – som kul­mi­na­tio­nen på en stor march for arbe­jd­splad­er og fri­hed, mod racediskrim­i­na­tion.

På sin vis er vi ankom­met til vor nations hov­ed­stad for at indløse en check. Da arkitek­terne bag vores repub­lik skrev de storslåede ord i For­fat­nin­gen og Uafhængighed­serk­lærin­gen, under­skrev de en vek­sel, som alle amerikanere skulle arve. Denne vek­sel var et løfte om, at alle men­nesker – ja, både sorte og hvide men­nesker – ville være sikret den umis­telige ret til liv, fri­hed og stræben efter lykke. Det er åbenlyst i dag, at Ameri­ka ikke har kun­net hon­orere denne vek­sel for sine farvede borg­eres ved­k­om­mende. (…)

Vi er også kom­met til dette hel­lige sted for at minde Ameri­ka om Nuets påtræn­gende vigtighed. Tiden er ikke den rette til den luk­sus at afdæmpe sig eller til at tage den grad­vise udviklings beroli­gende med­i­cin. Tiden er inde til nu at gøre demokrati­ets løfter til virke­lighed. Tiden er inde til nu at rejse sig fra racead­skil­lelsens mørke og trøstes­løse dal til den solbe­skinnede sti, der består i ret­færdighed for rac­erne. Tiden er inde til nu at hæve natio­nen fra den racemæs­sige ure­t­færdigheds kviksand til broder­sk­a­bets faste klippe. Tiden er inde til nu at gøre ret­færdighe­den til virke­lighed for alle Guds børn. (…)

Der er dem, der spørg­er tilhængerne af borg­er­ret­tighed­er: ”Hvornår bliv­er I til­fredse?” Vi vil aldrig være til­fredse, så længe negeren er offer for poli­tivold­ens usigelige ræd­sler. Vi vil aldrig være til­fredse, så længe vores rejsetrætte kroppe ikke kan få ophold på hov­ed­ve­jenes moteller og byernes hoteller. (…) Vi vil ikke være til­fredse, så længe en neger i Mis­sis­sip­pi ikke kan stemme, og en neger i New York men­er, at han ikke har noget at stemme for. Nej, nej, vi er ikke til­fredse, og vi vil aldrig være til­fredse, før ret­ten strøm­mer ned som van­dene, og ret­færdighe­den som en mægtig flod. (…)

Og selv om vi således står over for denne dags og mor­genda­gens vanske­lighed­er, har jeg stadig en drøm. Det er en drøm dybt fæstet i den amerikanske drøm.

Jeg har en drøm om, at denne nation en dag vil rejse sig for at gøre den egentlige betyd­ning af sin grund­hold­ning til virke­lighed: ”Vi anser disse sand­hed­er for at være selvin­dl­y­sende, at alle men­nesker er skabt lige.”

Jeg har en drøm om, at søn­nerne af tidligere slaver og søn­nerne af tidligere slavee­jere en dag på Geor­gias røde bakker vil kunne sætte sig sam­men ved broder­sk­a­bets bord.

Jeg har en drøm om, at selv stat­en Mis­sis­sip­pi, en stat der er ved at gå til i ure­t­færdighe­dens hede, i under­trykkelsens hede, en dag vil for­van­dles til en oase af fri­hed og ret­færdighed.

Jeg har en drøm om, at mine fire små børn en dag vil leve i en nation, hvor de ikke bedømmes på deres hud­farve, men på ind­hold­et af deres per­son­lighed. Jeg har en drøm i dag! (…)

Mar­tin Luther Kings drøm vis­er flere dimen­sion­er af utopisk-poli­tisk tid og rum. Drevet af man­glen på virke­lig lighed og fri­hed i nuet søger han og borg­er­ret­tigheds­bevægelsen frem mod en bedre fremtid – i flere niveauer og skalaer.

I første omgang søger de at styrke selve bevægelsen for at presse lov­giverne til at afskaffe de værste udslag af racediskrim­i­na­tion. Men målet er også at afskaffe diskrim­i­na­tio­nen uden for lovens para­graf­fer – i men­neskenes hverdagsliv. Og måske drejer det sig ikke engang bare om almin­delig human, gen­sidig respekt. Kings drøm synes også at han­dle om vidtrækkende social og økonomisk udjævn­ing. Der skal gøres op med det forhold, at sorte amerikanere fylder mest i arbe­jd­sløshedssta­tis­tikkerne, og at de hen­vis­es til de dårligst betalte og mest usikre jobs og de ringeste boliger.

Ja, måske vil han mere end­nu. Han citer­er pro­feten Esa­jas:

Jeg har en drøm om, at hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klip­peland skal blive til slette og bakke­land til dal; Her­rens herlighed skal åben­bares, og alle men­nesker skal se den.

Det er Tusindårsriget – Her­rens rige på denne jord, som Mar­tin Luther King frem­man­er. I dette lykkerige skal der ikke find­es ulighed­er over­hovedet. Alle men­nesker skal leve sam­men i fæl­lesskab. I denne langtrækkende drøm kan vi se lighed­side­al­erne fra de tidlig­ste kristne fæl­lessk­aber mødes med både Thomas Mores Utopia og den mod­erne ver­dens forestill­inger om kom­mu­nis­men som et sam­fund bygget på fælle­se­je, uden ulighed og under­trykkelse, uden stats­magt og store rig­dom­sansam­linger.

King ser alt­så frem mod det, der skal komme. Men han spe­jder også tilbage til for­tiden for at forankre sin fremtids­drøm i virke­lige his­toriske forhold og udvikling­sprocess­er. Han fremhæver nogle af USA’s fun­da­men­tale poli­tiske doku­menter: Uafhængighed­serk­lærin­gen fra 1776, For­fat­nin­gen fra 1787 og erk­lærin­gen fra 1863 om slav­ernes frigørelse. I hæn­derne på King er disse tek­ster ikke bare oprindelser til det USA, som han selv og hans sam­tidi­ge lever i. De bliv­er andet og mere end bare optak­ter til nuet og det velk­endte. De bliv­er i stedet til løfter om de bedre til­stande, der må komme. Ker­nen i den amerikanske tra­di­tion er i hans tale nok de ide­al­er, der allerede er fremhersk­ende. Men han præsen­ter­er dem som utopiske forhåb­ninger om det, der skal føre frem mod det sande USA, det egentlige USA: fri­he­dens, lighe­dens og (måske end­da) den kris­telige kom­mu­nismes USA. Det er en utopisk his­to­riebrug.

Men tal­en vis­er som sagt også dimen­sion­er af poli­tisk og utopisk rum. Også her forenes flere skalaer. Først og fremmest drejer det sig selvføl­gelig om USA som poli­tisk rum. Tal­en holdes i Wash­ing­ton, hov­ed­sædet for lan­dets lov­gi­vere. Men den bevæger sig også ind i de sociale rum, hvor fler­tal­let af lan­dets ind­byg­gere lever deres liv – i New Yorks slumk­varter­er, ved Mis­sis­sip­pis flod­bred og utal­lige andre sted­er. Også her må racis­men udry­d­des. Og alt imens King ret­ter blikket mod USA’s indre, gen­nem­syres hele hans tale af værdier, som er uni­verselle, knyt­tet til men­neskene som men­nesker, dvs. til men­neske­he­den som en glob­al hel­hed, der har krav på tilsvarende for­mer for fri­hed og lighed. Han taler alt­så også om et glob­alt utopisk rum.

Det, vi kan se i Kings tale, er, hvad man kan kalde utopi­en som pro­jekt — utopi­en som længsel og som dri­vkraft i kri­tisk erk­endelse og han­dling. Det utopiske pro­jekt dri­ver bevægelsen videre og giv­er form og ret­ning til dens samtid­skri­tik. Uden det utopiske pro­jekt – uden fæl­lessk­ab­shå­bet, også i den store skala – ville bevægelsen gå i stå, og USA’s sorte befolkn­ing ville skulle affinde sig med sin posi­tion som under­tryk­te halv-borg­ere.

Heri gem­mer sig en væsentlig gener­el pointe: Utopi­en som pro­jekt er afgørende for, at vi kan holde vores ver­den åben. Den er dét, der gør det muligt for os at betragte vores ver­den som end­nu ikke fuldendt eller færdig.

Men Kings tale lad­er os måske også skimte mod­sæt­nin­gen til utopi­en som pro­jekt, nem­lig utopi­en som færdig­gjort, fastlåst til­stand. I det øje­b­lik, utopi­en som pro­jekt ikke læn­gere kan trives, er der ikke læn­gere nogen his­to­rie, nogen kri­tik, nogen afvigelse eller blot nogen virke­lig forskel­lighed. Når utopi­en som pro­jekt forsvin­der, står kun lydighe­den, nutid­shyldesten og ensret­nin­gen tilbage.

Utopi­en som en én gang for alle ind­ført til­stand, som intet men­neske læn­gere skal afvige fra – eller blot føle trang til at afvige fra – det er det, der kan virke så skræm­mende, når man ser på den lange række af klas­siske utopiske vision­er, fra Mores Utopia og frem. Her er plan­er for alle væsentlige aspek­ter af men­neske­liv­et: arbe­jde, fritid og fest; fam­i­lieliv, boligin­dret­ning, måltider og klæd­e­dragter.

Der er ganske vist også mange af de klas­siske utopi­er, der hylder fri­he­den som grund­vær­di og giv­er plads til vari­a­tion. Ja, nogle af dem gør lige­frem en dyd af vari­a­tion og fri­hed, som f.eks. Charles Fouri­ers forestill­inger fra beg­y­n­delsen af 1800-tal­let om falanstèren, hvor et par tusind men­nesker med vidt forskel­lige tilbø­je­lighed­er og tem­pera­menter skulle udgøre et fæl­lesskab – blom­strende gen­nem den stadigt omskiftelige, drifts- og lyst­styrede arbe­jd­strang og fri kærlighed i alskens for­mer.

Men selv Fouri­ers lyst­sam­fund var fast­lagt i sine grun­dram­mer én gang for alle af den geniale utopist. Her var ikke plads til poli­tisk kon­flikt og videre his­torisk udvikling. Selv de ædleste hen­sigter hos utopis­ten kunne ikke forhin­dre, at grund­mod­ellen for den utopiske til­stand måtte blive en autoritær stand­sning af his­to­rien; en bestræ­belse på at fastholde men­neske­he­den i et evigt, urokke­ligt, men kærligt favn­tag.

Den geniale total­løs­ning på men­neske­he­dens ulyk­sa­lighed­er og den kom­pro­mis­løse gen­nem­førelse af total­løs­nin­gen – det er kimen til de tyran­niske tilbø­je­lighed­er, som ofte forbindes med den utopiske tænkn­ing som sådan. Den kan udpeges i ker­nen af de sam­funds­drømme, vi er vant til at forkaste: nazis­men, islamis­men eller den stal­in­is­tiske kom­mu­nisme. Her kan bestræ­belsen på at virke­lig­gøre de utopiske drømme synes at være endt i dystopiske skræk­til­stande.

Men den samme risiko for under­gravn­ing af forskel­lighe­den, poli­tiske stridighed­er og den his­toriske udvikling kan lure i vores eget sam­fund, hvis vi alt for selvtil­fredse nøjes med at hylde den hersk­ende sam­fund­sor­den som den bed­ste af alle mulige ver­den­er – som det tætteste, vi kan komme på den virke­lig­gjorte utopi.

Hvis vi vil værne os mod den total­itære risiko, må vi, holde den utopiske tænkn­ing, den utopiske kri­tik og de utopiske pro­jek­ter åbne. Med andre ord: Vi må blive ved med at drømme utopisk – netop for ikke at gøre én bestemt drøm til færdig virke­lighed i mareridtets form.

Bertel Nygaard er lek­tor i his­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet. Artiklen byg­ger på et fore­drag afholdt på Løve’s Bog­café ved Folke­u­ni­ver­sitetet i Århus’ Eksis­tens­fes­ti­val marts 2015.