Sekterne kommer!

The Leftovers

Intet er mere skræmmende end den sekteriske tanke, der lukker sig om sig selv. I den amerikanske TV-serie The Leftovers er 2 % af verdens befolkning forsvundet. De tilbageblevne ved ikke hvorhen, heller ikke hvorfor. Sekterne kommer!


Jeg hørte engang for længe siden en kvin­de fortælle i radioen om et besøg i Bil­ka. Hun var medlem af Jeho­vas Vid­ner. Som så ofte før var hun i Bil­ka for at købe ind. Hun skulle også prøve tøj. Et prøverum kan føles lidt som at være i sin egen, pri­vate ver­den, og da hun kom ud fra rum­met, blev hun slået af en sær fornem­melse. Hvor var alle henne? Og hvor­for var der ikke noget af den sæd­van­lige muzak, ja, hvor var alle lyde blevet af? Hun tog nogle skridt rundt for at se efter, men der var tomt. Da slog det hende: ”De er væk. Alle er blevet taget!” Hun blev slået med ræd­sel over tomhe­den. Hun troede, at Bortrykkelsen havde fun­det sted, at Gud havde taget de ret­færdi­ge til sig, og at hun var ladt tilbage som fordømt på jord. Da dukkede der en kunde med ind­køb­svogn op. Hun havde taget fejl. Alt var, som det ple­jede.

Jeg kom til at tænke på kvin­den, hver gang jeg sat­te mig til rette med et nyt afs­nit af TV-serien The Left­overs, for det mind­ede mig om, hvor langt jeg var fra seriens altafgørende præmis: at Bortrykkelsen, eller noget der lign­er, virke­lig har fun­det sted. Kvin­dens fortælling havde lejret sig i min erindring som et vildt eksem­pel på at blive for­ladt af alt og alle. Seriens tagline (”We’re still here”) siger det hele. Hvor­dan skal de, der bliv­er ladt tilbage fort­sætte livet? På hvilke betingelser og hvad søger vi efter? The Left­overs forsøger alde­les kon­sekvent at beskrive, hvor­dan det er at leve med en omfat­tende for­ladthed.

Den store forsvinden

En efterårs­dag forsvandt to pro­cent af jor­dens befolkn­ing. Fra det ene øje­b­lik til det andet. Serien tager sin beg­y­n­delse tre år efter ’The Depar­ture’, den store forsvin­den, hvor man i lille­byen Maple­ton er ved at gøre klar til at afholde den nys­tift­ede ”Heroes Day” til minde om alle de forsvundne.

Den mest inde­brændte per­son i The Left­overs er Kevin Gar­vey, seriens hov­ed­per­son og chef for byens poli­ti. Han læg­ger ikke skjul på, at mindeda­gen blot er staffage. Sminke lagt hen over en dyb des­per­a­tion. Vi kan min­des alt, hvad vi vil, det bliv­er vi ikke mere et fæl­lesskab af. Split­telsen er end­e­gyldig. ”Der er ingen, der er klar til at få det bedre, de er klar til at eksplodere,” kon­stater­er han. Det gælder ikke mindst ham selv. Dagen går heller ikke så godt. Maple­tons borg­ere prøver i byens park at sam­le sig om en vul­gær og kik­set min­desten for de forsvundne, da The Guilty Rem­nants dukker op. Med store hvide skilte hån­er de byens borg­ere for deres hyk­leriske dvælen ved en bekvem sorg. ”Stop wast­ing your breath!”, står der på skil­tene.

Den frygtelig­ste kraft i serien er The Guilty Rem­nants. I en post-forsvin­d­ingsver­den er sek­ter det nye store fænomen i ver­den. Alver­dens kul­tiske energi­er er blevet frisat til det punkt, hvor det tra­di­tionelle Bureau of Alco­hol, Tobac­co and Firearms (ATF) nu hed­der Bureau of Alco­hol, Tobac­co, Firearms and Cults. Serien spiller vældigt på erindrin­gen om stor­men i Waco mod sek­ten Branch David­i­ans og dens led­er David Kore­sh. Efter den store forsvin­den er den slags blevet hverdag.

The Guilty Rem­nants, eller GR som de kaldes i serien, er radikale. De går kun klædt i hvidt og lever spar­tan­sk og kollek­tivt. De mis­sioner­er ben­hårdt ved at stille sig op foran folks huse. Og de bliv­er der, som en anklage i kraft af deres blotte tilst­ede­værelse. De har aflagt tavshed­sløfte, så de har altid en notes­blok om halsen. Og så ryger de. Hele tiden. På ende­væggen i deres fællesrum står der: ”Vi ryger ikke for fornø­jelsens skyld, vi ryger for at udtrykke vores tro”. I Maple­tons post-apoka­lyp­tiske ver­den er rygn­ing blevet den ulti­ma­tive døds­markør. At tage rygn­ing op som prin­cip udgør det ulti­ma­tive nej til ver­den. At ryge bev­idst er at for­sage denne ver­den og erk­lære sig selv for så godt som død.

Fri mig for det her sted

The Left­overs har en imponerende titelsekvens. I form af et bevægeligt renæs­sance­ma­leri, der min­der om loftet i Det Six­tinske Kapel, sug­es kvin­der, spæd­børn og homosek­suelle op mod himlen til under­skøn cel­lomusik og kirkekor, mens de efter­ladte ser ræd­selss­lagne til. Sekvensen ram­mer alt, hvad serien han­dler om: mys­tikken ved en anden ver­den, et fork­larende lys, smerten hos de efter­ladte. En til­stand af uvished.

Det er gam­le temaer, som lad­er sig gen­finde i kris­ten eska­tolo­gi og gnos­ti­cisme. Eska­tolo­gi han­dler om de sid­ste tider, om hvad his­to­rien end­e­gyldigt kan tilbyde os. Som sådan er det svar på spørgsmålet: Hvad skal der blive af os? Svaret på dette spørgsmål kan være et uhyre magt­fuldt og stærkt mobilis­erende væsen at slippe løs. I dag tror vi ikke på, at krisen, omslaget, opløs­nin­gen, åben­barin­gen eller hvad det måtte være, skulle komme fra det hin­sides. Skal vi give mening til så abso­lutte kat­e­gori­er må det betyde noget i stil med, at en ny klasse, en rev­o­lu­tion eller en før­er træder ind på ver­denss­ce­nen. Filosof­fen Karl Löwith pegede i tiden efter 2. Ver­den­skrig på nazis­men og stal­in­is­men som ide­olo­gi­er med eska­tol­o­giske træk. Med tankerne om at udgøre his­to­riens endesta­tion frisat­te de enorme rev­o­lu­tionære kræfter. The Left­overs træder et gevaldigt skridt til siden og genind­før­er tran­scen­densen med fuld fan­fare.

For sek­terik­erne i The Left­overs er det i grun­den meningsløst at inter­essere sig for ver­den. Ver­dens tid er for­bi. Forestill­in­gen om de sid­ste tider frarøver ver­den al realitet og for­nuft. His­to­rien er sat fuld­stændig ud af kraft. Alt, hvad der foregår i ver­den er lig­e­gyldigt i forhold til, hvad der sker med ver­den. Stil­let over for Guds hem­me­lighed i his­to­rien bliv­er alle vore hverdagstriv­i­aliteter slået i stykker.

Filosof­fen Hans Jonas har peget på, at det mod­erne men­neskes oplevelse af at være fejlplac­eret eller ladt tilbage i ver­den føl­ger et oldgam­melt gnos­tisk ske­ma. Gnos­ti­cisme er et radikalt svar på, hvad der opleves som en tvangsmæs­sig plac­er­ing i ver­den. Ordet er græsk og bety­der viden eller erk­endelse og beteg­n­er en helt særlig viden der kan være vejen til for­løs­ning. The Guilty Rem­nants udlever til fulde en gnos­tiske længsel. Mys­tikken og det uforståelige skal dri­ves frem mod sin kon­sekvens, ikke tildækkes eller bort­fork­lares. Vær ikke ked af det mys­tiske, vær ikke ked af, at ver­den opleves som fremmed, vær ikke ked af, at du ikke læn­gere kan delt­age i det nor­male liv. Se det som et skridt mod øget bev­id­s­thed.

Der­for er seriens mest foruroli­gende per­son Lau­rie Gar­vey, hus­tru til Kevin og mor til Jill. Hun har for­ladt sin fam­i­lie for at træde ind i The Guilty Rem­nants. Hun får en lighter af dat­teren Jill med ind­skriften ”Glem mig ikke” – og smider den i kloakken lige på stedet. Lau­rie for­sager alt i denne ver­den, selv sin egen fam­i­lie, ud af respekt for den hæn­delse, der nu over­stråler alt. ”Vi vil have dem til at huske noget, som de prøver at glemme,” lyder bevægelsens mantra. Byens almin­delige borg­ere forsøger at min­des for at kunne glemme. Helteda­gen er et klas­sisk forsøg på at erindre på en bestemt måde for derved at kunne lande et tab eller en smerte. The Guilty Rem­nants forsøger at glemme alt for at kunne huske denne ene ting.

Efter bomben

The Left­overs hør­er til i den flod­bølge af under­gangsserier- og film, der pro­duc­eres for tiden. De lever alle af en afgørende begiven­hed. Kli­maun­der­gang, zom­bieud­brud eller nedsmid­nin­gen af den store bombe. The Left­overs er et bidrag til gen­ren, men bomben der droppes er unik, en menings­bombe, en religiøs og filosofisk bombe. På trods af, at det var de få, der forsvandt skal fler­tal­let bære smerten over at blive for­ladt. Man blev for­ladt af de 2 %, men også af enhver mening.

Maple­ton og resten af ver­den er ramt af en intens følelse af eksis­ten­tiel inde­brændthed. Ind­byg­gerne er i en per­ma­nent und­tagelses­til­stand, evigt vagt­som over­for nye anom­alier. Tæp­pet er for altid trukket væk under dem, så hvem kan gå rundt uden et bered­skab for den næste begiven­hed? Hvem kan lade være med at aflæse ver­den som tegn.

Det er svært ikke at se seriens præmis om de sid­ste tider, uafgjorthe­den, den radikalt åbnede og på samme tid mys­ti­fi­cerede his­to­rie, som en par­al­lel til vore tiders miljøkrise og ter­rortrussel. Under­gangs­fas­ci­na­tio­nen og fornem­melsen af at stå på tærsklen af en ny tid med behov for at tænke his­to­rie på en ny måde får lov at spe­jle sig hæmn­ingsløst i The Left­overs flirt med under­gan­gen og de tilbage­blevnes svar.

Den store forsvin­den fun­ger­er som et forstør­relses­glas for den amerikanske bear­be­jd­ning af 911. Et stort ind­brud i his­to­rien — gåde­fuldt, ufork­larligt og meningsløst — skaber et ’efter bomben’. I The Left­overs over­sættes konkret ter­ror til metafy­sisk ter­ror. Lam­slåelsen er over Guds almagt, hjælpeløshe­den er den samme. Som sådan under­søger serien ter­rorens væsen. Ikke den jordiske og poli­tiske, men den eksis­ten­tielle.

Hvem har følt det ufattelige?

Den sørgelig­ste per­son i The Left­overs hed­der Nora Durst. Hun mist­ede hele sin fam­i­lie i den store forsvin­den og er så alene at det næsten ikke er til at bære. ”I’m beyond repair”, som hun siger. Hen­des rep­likker er per­son­lige, kuld­slåede udsagn om en amerikan­sk grundtil­stand. ”Vi lever i ruin­erne af en for­ladt civil­i­sa­tion,” kon­stater­er hun.

Forun­drin­gen over, at ver­den blot fort­sæt­ter efter at alt er foran­dret har sin egen filosof i Friedrich Niet­zsche. I vær­ket Den muntre viden­skab intro­duc­er­er han en fig­ur, det skøre men­neske, der undr­er sig over, at ingen synes at have bemær­ket et fun­da­men­talt foran­dret vilkår for et mod­erne liv. At Gud er død. Gud er død, men vi har ikke lagt mærke til det. Vi fort­sæt­ter, som om intet var hændt, i ruin­erne af et udt­jent land­skab. Det skøre men­neske kan ikke forstå, at vi kan fort­sætte – når nu vi er reduc­eret til intet og må bære alt selv. I The Left­overs forhold­er det sig lige omvendt. Ver­den er blevet gen­fortryl­let – og så alligev­el ikke helt. Alle kæm­per igen­nem serien for ikke at tage bestik af det skete.

For Niet­zsche lød det cen­trale prob­lem ”Gud er død”. For de efter­ladte i The Left­overs er det snarere ”Gud er fraværende”. Det kunne lyde som en formildende omstændighed. Katas­tro­fen burde jo være min­dre total, men det vaku­um, der efter­lades er frygteligt nok. Borg­erne i Maple­ton taler da også mere vredt end ære­frygtigt om den store forsvin­den. En tran­scen­dens, der ikke giv­er os nogen vejled­ning opleves som en hån.

Man hør­er kun de spørgsmål, som man er i stand til at finde et svar på,” under­streger Niet­zsche. The Guilty Rem­nants kræver ubøn­hørligt, at vi hør­er de spørgsmål, vi ikke kan finde svar på. Der er stort mod i en sådan hjertets ren­hed, men den truer altid med at blive inhu­man. Skal vi opholde os per­ma­nent i skyggen af krisen og det mys­tiske bliv­er eksis­ten­tiel inten­sitet til ter­ror. Tilværelsens gåde­fuld­hed står lysende klart for borg­erne i Maple­ton – og det er ikke til at holde ud.

Sek­terne i The Left­overs er skræm­mende. Deres kom­pro­mis­løse ren­færdighed og vil­lighe­den til at ofre den triv­ielle ver­den for en højere mening udgør en slags avanceret bar­bari. De han­dler alle om den eksis­ten­tielle rus ved at have ind­set den triv­ielle ver­dens tomhed og besid­delsen af en særlig viden som er for­be­holdt de få. Om nydelsen ved at leve i ruin­erne af en for­ladt civil­i­sa­tion.

Frank Beck Lassen under­vis­er i filosofi på Testrup Højskole og er Ph.d. i idéhis­to­rie fra Aarhus Uni­ver­sitet.