Uden generøsitet bliver vi aldrig bæredygtige”

Aristoteles

Den græske filosof Aris­tote­les. Aris­tote­les’ begreb phrone­sis bety­der en sans for at gøre værdier virke­lige og prak­tiske. Ole Fogh Kirke­by men­er, at vi må forfine denne sans hvis vi skal blive et socialt og økol­o­gisk bæredygtigt sam­fund. (Foto: Pub­lic domain)

Ole Fogh Kirkeby, professor i ledelsesfilosofi, fortæller i dette interview hvorfor generøsitet og sansen for at gøre værdier virkelige er altafgørende for, om vi kan omstille os til et bæredygtigt samfund. Men omstilling må ske i en humanistisk ånd, hvor menneskets relationer til hinanden er forudsætningen for vores forhold til naturen.

FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! - Kli­makrisen er ikke læn­gere bare et anliggende for naturv­i­den­sk­ab­s­folk. Vi befind­er os muligvis i Antropocæn: en ny geol­o­gisk tid­salder, hvor skel­let mellem natur og kul­tur — på grund af men­nes­kets altom­fat­tende, glob­ale ind­virkn­ing på naturen — er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om human­io­ras rolle i spørgsmålet om natur, kli­makrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke læn­gere er for­be­holdt naturv­i­den­sk­aben.


”Det under­hold­er, men det er ikke dan­nelses­lit­ter­atur som for eksem­pel Mon­tesquieus Per­siske breve”.

Pro­fes­sor i filosofi og ledelse på Copen­hagen Busi­ness School, Ole Fogh Kirke­by peger på en bog, han har liggende på sit kon­tor af den pop­ulære amerikanske for­fat­terinde Siri Hustvedt. ”Der er nok ikke noget men­neske der vil blive mere ind­sigts­fuld eller han­dling­sori­en­teret af den. Men hun skal ikke fun­gere som prygelkn­abe. Det gælder for meget kun­st i dag.”

Generelt savn­er Kirke­by i dag en oplysningslit­ter­atur, eller i det hele taget en kun­st der er erk­endelses­givende: ”Det meste kun­st i dag er, hvad man kunne kalde reporter eller hof­nar”. Kirke­by men­er, at idet kun­sten ikke læn­gere han­dler om teknisk mester­skab er den i dag mest til stede i økonomien, ført ind i vare­for­men ad kon­cep­tkun­stens banalis­erende veje. Vi man­gler den sanselige dimen­sion ved kun­sten, der er med til at skabe etisk opmærk­somhed på os selv og naturen. Kun­sten er noget, der har optaget Ole Fogh Kirke­by hele sit liv, både som den tem­a­tis­eres i filosofien, men også som udøvende skøn­lit­terær for­fat­ter og vio­lin­ist.

Men jeg er her i dag for at tale om bæredygtighed med ham. Ole Fogh Kirke­by beskæftiger sig sjældent direk­te med det bæredygtige i sine bøger, men alligev­el er bæredygtighed altid indi­rek­te til stede, når han taler om værdier, etik eller begiven­heds­filosofi. For sam­fun­det i dag er ikke gødet for den gen­erøsitet, som ifølge Kirke­by, er hele forud­sæt­nin­gen for, at vi kan leve bæredygtigt — i økonomisk, social og økol­o­gisk for­stand. Så at tale om det bæredygtige bliv­er for Ole Fogh Kirke­by at tale om det gen­erøse men­neske, om det ”Gode” og om at gøre værdier virke­lige. For ellers bliv­er vi aldrig bæredygtige. Således er det bæredygtige ikke afgrænset til at være et anliggende for den poli­tisk-admin­is­tra­tive for­valt­ning eller naturv­i­den­sk­aben. Vi må gøre værdier lev­ende for at overkomme de bar­ri­er­er, der står i vejen for en bæredygtighed.

Politisk økonomi og retsfilosofi

Dybest set står der ifølge Fogh Kirke­by to forhold i vejen når det kom­mer til bæredygtighed: et poli­tisk-økonomisk forhold og et rets­filosofisk forhold: “Den poli­tisk-økonomiske prob­lematik find­er vi stærkt repræsen­teret i det klas­siske skel mellem i‑lande og u‑lande. Hvis u‑landene skal have ret til at komme op på et anstændigt civil­isatorisk niveau ville det sim­pelthen kræve et par ekstra plan­eter. Ellers skulle man ty til alter­na­tiv ener­gi – hvilket er van­vit­tigt dyrt – eller sim­pelthen presse dem tilbage til deres tidligere kul­turelle livs­former.”

Ole Fogh Kirke­by overve­jer om det ville være muligt at kunne gøre u‑landene stolte af deres oprindelige tra­di­tion­er, men men­er, at de nu har fået øje for fjern­syn, coca-cola og kalasjnikover, og til­fø­jer: “Vi kan ikke komme og sige at de ikke har ret til dette.” Men hvis bæredygtig udvikling ikke kan nås via tek­nol­o­giske fix, men­er han ikke det er utænke­ligt, at der vil opstå et inter­na­tion­alt poli­ti, der forhin­dr­er disse sam­fund i at nå højere udviklingsstadie.

Med det andet aspekt – det rets­filosofiske – tænker Ole Fogh Kirke­by på dyr og naturens ret­tighed­er:

”Magt er ikke ret. Jeg men­er ikke at vi har lov til at slagte dyr. Den antagelse der er blevet brugt siden Aris­tote­les at dyr, hverken kan tænke eller har et sprog hold­er ikke rigtigt læn­gere. Og specielt Descartes vivisek­tion­er, der mente at påvise, at dyr var en slags mask­in­er må vi nok for­lade i dag. Jeg har hørt om nogle nylige studi­er, der vis­er at både spurve og ele­fan­ter begraver deres slægt­ninge. På den måde går jeg ind for at vi skulle give ret­tighed­er til alle organ­iske sub­stanser. Jeg kunne godt være en ”tree-hug­ger” hvis ikke det var så besværligt”.

En ny uforudsigeligehed

At men­nes­ket påvirk­er jord­klo­den i så høj grad, at vi nu beg­y­n­der at tale om Antropocæn, men­nes­kets geol­o­giske tid­salder, og at vi med filosof­fen Peter Slo­ter­dijks ord er blevet ”atmos­fære­designere”, bety­der, at der opstår en ny form for uforudsige­lighed med nye kon­sekvenser — ikke bare for atmos­færen, men også for det sociale og økonomiske: ”Vi ved alle sam­men, at isen smelter på Ark­tis, men nu læste jeg for nylig at der er beg­y­n­dt at opstå isdan­nelser på Antark­tis! Det har vi aldrig set. Og hvad skal vi ligge i dette? Er det udtryk for et tip­ping point, at en ny istid måske er den snarlige kon­sekvens af den glob­ale opvarmn­ings påvirkn­ing af vejrsys­te­merne?”

Ifølge Kirke­by bety­der det også at der kan opstå uvent­ede katas­tro­fer, som kan føre til split­telse af det kon­trak­tuelle sam­fund som vi kender det, med anar­ki eller tyran­ni til følge: ”Kli­makrisen er blevet iden­ti­fi­ceret af Pen­ta­gon som en af de største sikker­hed­spoli­tiske udfor­dringer i vor tid”.

Uforudsige­lighe­den påvirk­er selvføl­gelig også økonomien, men kan på en under­lig måde være inci­ta­ment for virk­somhed­er til at han­dle i et forsøg på at styre de uforudsigelige aspek­ter ved den omkring­liggende natur og vejrsys­te­mer: ”Virk­somhed­er er jo vildt optagede af de para­me­tre der styr­er plan­lægn­ing. Der­for er de selvføl­gelig optagede af at begrænse uforudsige­lighed­erne i den omkring­liggende natur og vejrsys­te­mer. Men det er jo også blevet et brand, at man skal være bæredygtige – eller i hvert fald nu ”resiliente”.

Resiliens er et begreb der er migr­eret fra psykolo­gien over til kli­ma­tolo­gien og har i mange sam­men­hænge afløst begre­bet bæredygtighed, idet det hen­vis­er til at det nu inden­for økono­mi og byud­vikling han­dler om at opnå en robus­thed og mod­stand­skraft over­for uforud­sete men­neskesk­abte ustadighed­er i den omkring­liggende natur. Kirke­by er dog en smule mis­troisk: “Dette nye begreb resiliens er måske bare en smart måde at ind­føre håbløshed på så den ikke frem­står helt så håbløs”.

Den bæredygtige omstilling

For at blive et mere bæredygtigt sam­fund, kræver det en men­tal omstill­ing: ”Omstill­in­gen skal ske tidligt – i skolen – men kan ikke ske uden hold­ningsæn­dringer hos dem der under­vis­er og styr­er skolen. Børn ville sikkert instink­tivt tænke økol­o­gisk, hvis de tænk­te from scratch.”

Tal­en falder nu på Serge Latouch­es bog For­nuftig mod­vækst, som efter Ole Fogh Kirke­bys mening er et frem­ra­gende eksem­pel på, hvor­dan man kan skabe et sam­fund der plac­er­er sig i en bal­ance mellem human­isme og en bio­cen­trisme, “bio­cen­trisme” her forstået som en sam­funds­form der sæt­ter naturen over men­nes­ket: ”Man kunne forestille sig en decen­tralis­eret utopi for Dan­mark, hvor virk­somhed­er lig­ger i udkan­ten eller provin­sen, men baseret på helt andre prin­cip­per om lokaldemokrati, lokal veg­etabil­sk og veg­e­tarisk pro­duk­tion. Man skulle i samme selv­forsy­nende ånd have lokale uni­ver­siteter og lære­anstal­ter”

Der er dog den fælde der hed­der økol­o­giske ide­olo­gi­er: “Den grønne omstill­ing skal ske i en lib­er­al­is­tisk-demokratisk ånd. For at undgå ide­olo­gi­er kan man tænke sig et kom­mu­nika­tivt greb i stil med den apo­fatiske eller neg­a­tive teolo­gi. Den ville i stedet for at sige hvad Gud var, sige, hvad han IKKE var. En ide­olo­gi fortæller os jo netop, hvad vi skal gøre.”

Ifølge Kirke­by opstillede fx marx­is­men og nazis­men værdis­æt, der ikke krævede den store selvre­flek­sion, eller besyn­derligt nok ikke særlig meget selvdis­ci­plin — man kunne bare følge med.

Så på en måde, skal en økol­o­gisk eti­co-poli­tik fortælle os, hvad der er vigtigt ikke at gøre – men sam­tidig lave et slags billede af en pos­i­tiv aktivitet.” Her insis­ter­er Kirke­by på vigtighe­den af at vi ikke skal lave skræm­me­billed­er, og der­for til en vis grad følge en prag­ma­tisk logik.

Generøsitet og viljen til at give afkald

For at adressere disse udpegede prob­lem­still­inger må vi genopfinde det gen­erøse men­neske, dét men­neske der er vil­lig til at gøre afkald. Ellers bliv­er vi ifølge Ole Fogh Kirke­by aldrig bæredygtige: ”UNESCO lavede for nogle år siden en under­søgelse der spurgte til, hvilket ord unge men­nesker bedst mente der sam­let dækkede over deres ide­al­er. Jeg har i så mange for­sam­linger spurgt folk hvad de ville gætte på det var for et ord, men alle ram­mer ved siden af. Ordet er gen­erøsitet. Det bety­der ædel­byrdig, men ety­mol­o­gisk har ordet rød­der i det latinske ”gen-” som vi også kender i ”gen­er” og ”genealo­gi” – og pudsigt nok er det også på latin syn­onym for natur.”

Men gen­erøsitet bliv­er et krav til den enkelte. I sid­ste instans vil det inde­bære, at det enkelte men­neske er tvunget til at tage still­ing. Ole Fogh Kirke­by men­er ikke, at det at over­holde lovens ord bety­der at gøre det Gode. Gen­erøsitet tran­scen­der­er netop loven. Det er der hvor ret­færdighed føl­ger lovens ånd og er blevet reflek­siv. Som han skriv­er i sin bog fra 2011, ”Om velfærd”, for­dr­er ret­færdighed viden om men­neskene og livet samt sus­pen­sion af forhastet døm­me­trang. Det Gode sæt­ter enhver dok­trin om den oplyste egen­in­ter­esse og util­i­tarisme ud af spil. Ifølge Kirke­by, er det desværre sid­st­nævnte etik der prak­tis­eres under dagens neolib­erale dag­sor­den. Som han selv siger, er vi blevet hyper­prag­ma­tiske og han­dler hele tiden med spørgsmålet i baghovedet: “what’s in it for me?”. Man er ikke god for­di man hjælper en gam­mel dame over vejen eller und­lad­er at snyde i skat. Gen­erøsitetens prin­cip må her ikke kun bestemmes som det der er livs­nød­vendigt for den anden, men som det der er ham kærkom­ment: ”I sid­ste instans bliv­er bæredygtighed et spørgsmål om afkald, for­di vi er så mange men­nesker og naturens ressourcer er så få — også selvom vi opbyg­ger alter­na­tiv ener­gi. Der vil komme min­dre og min­dre land pga. oversvøm­melse og tørke. Der­for ser vi også at vin­bøn­der i Provence er beg­y­n­dt at opkøbe jord oppe i bjer­gene.”

Når et afkald udspringer af tilbø­je­lighed kaldes det god­hed. Bæredygtig velfærd kan der­for i dag kun skabes ud fra den enkeltes velvil­je til det Gode.

Men Kirke­by men­er at man sagtens kunne forestille sig en grøn hyper­kap­i­tal­isme med end­nu mere ulighed og ufri­hed. Vi må sørge for at have alle med og på den måde gå den grønne omstill­ing i møde med en grund­tone af human­isme. “Fæl­lessk­ab­s­følelsen har trange kår i dag, hvor selv men­nesker der lever på grænsen til det sub­sis­tensløse drøm­mer om at overkomme deres nød­st­edthed i en indi­vid­u­al­is­tisk form. Eksem­pelvis når unge i Brasiliens slumk­varter­er kun drøm­mer om at blive elite­fod­bold­spillere”.

At gøre værdier levende

Vi må gøre værdier lev­ende. Værdier er sociale rela­tion­er og ikke idéer eller men­tale ting. Der­af Ole Fogh Kirke­bys inter­esse for det græske begreb ”phrone­sis”. Denne type prak­tiske for­nuft kalder Ole Fogh også en ”begiven­hedssans” der kræver psykol­o­gisk tal­ent, sit­u­a­tions­fornem­melse, retorisk kapacitet og omsorg. Phrone­sis er alt­så ikke i sig selv en vær­di, men en prak­tisk for­nuft der kan virke­lig­gøre værdier.

At gen­tænke forud­sæt­ningerne for at gøre værdier virke­lige har været et af omdrejn­ingspunk­terne i Kirke­bys virke som pro­fes­sor på CBS i ledelses­filosofi. Der­for har han blandt udviklet en revis­i­ter­ing af den klas­siske græske sam­talekun­st ”pro­trep­tik”, som i sin tid var et red­skab for ledere til at vur­dere sig selv og skabe overensstem­melse mellem værdi­grund­lag og prak­sis. Mange af nuti­dens ledere har i dag taget denne ledelses­filosofi til sig, og den kan snildt vise en vej for virk­somhed­sledere til at tage bæredygtige beslut­ninger i fremti­den, ved at insis­tere på bæredygtighed som pro­duk­tio­nens værdi­grund­lag. Ifølge Kirke­by, har filosofien — udover at være ontolo­gi og erk­endelses­te­ori — være dybt involveret i prak­tiske spørgsmål som for eksem­pel etiske og poli­tiske spørgsmål. Der­for kan filosofien også have en rolle i dag: ”Filosofien kan godt lære virk­somhed­sled­eren hvad han skal se efter. For det han­dler altid om at vide hvad man skal se efter og for­blive i en kon­stant spør­gende posi­tion: hvor er pro­duk­terne pro­duc­eret henne? Hvilken virkn­ing vil de have? Men også spørge: hvilke sociale rela­tion­er de vil pro­duc­ere og repro­duc­ere? Det er nok dette blik, der er det allervigtig­ste.”

For som han siger: “Men­nesker er vigtigere end naturen og vores rela­tion­er til hinan­den er forud­sæt­nin­gen for vores forhold til naturen.”

Ole Fogh Kirke­by er engageret som bestyrelsesmedlem i et nyt stort cen­ter for bæredygtighed og resiliens — Chora­con­nec­tion. Her bliv­er der også brug for en filosofisk og pro­trep­tisk prak­sis: ”Cen­terets kerneak­tiviteter bliv­er nok at formi­dle. At finde måder på at gøre — det, man i man­gel på bedre kunne kalde — hr. og fru Jensen opmærk­som på, at de med kli­maforan­dringernes ankomst lever på en hånd­granat. For­målet er der­for kom­mu­nika­tion­ste­o­retisk og retorisk – der­for netop pro­trep­tisk.”

Der er således en klar human­is­tisk og filosofisk funk­tion med cen­tret: “Det han­dler om at få men­nesker til at forstå de værdier, der gør, at de ikke tager det højtideligt, sløs­er med deres per­son­lige værdier eller sim­pelthen man­gler værdier i forhold til det bæredygtige.”

Ole Fogh Kirke­by er dr.phil. og pro­fes­sor i ledelses­filosofi på CBS, samt for­fat­ter til en lang række bøger, herun­der trilo­gien “Even­tum tan­tum”, “Sel­vet sker”, “Skøn­heden sker”, samt for nylig “Om Velfærd”.

Scroll til toppen