Hvad er et bæredygtigt liv?

Klimakunstneren Tomas Saracenos In Orbit, K21 Ständehaus, Düsseldorf
Kli­makun­st­neren Tomas Sara­cenos In Orbit, K21 Stän­de­haus, Düs­sel­dorf

For at leve et bæredygtigt liv skal vi gøre vores værdier lev­ende. Bæredygtighed skal være en fortælling med sub­jek­tiv tilslut­ningskraft, hvor bæredygtighed ikke er et afkald, men en nydelse. Anders Nolt­ing Magelund fork­lar­er, hvor­dan det bæredygtige liv skal være et inderlig­gjort grønt nar­ra­tiv.

FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! - Kli­makrisen er ikke læn­gere bare et anliggende for naturv­i­den­sk­ab­s­folk. Vi befind­er os muligvis i Antropocæn: en ny geol­o­gisk tid­salder, hvor skel­let mellem natur og kul­tur — på grund af men­nes­kets altom­fat­tende, glob­ale ind­virkn­ing på naturen — er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om human­io­ras rolle i spørgsmålet om natur, kli­makrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke læn­gere er for­be­holdt naturv­i­den­sk­aben.


Vi er i geol­o­giske ter­mer muligvis ankom­met til Antropocæn, en tid, hvor men­neske­he­dens aktiviteter i så emfatisk grad har indle­jret sig i naturens sys­te­mer og kred­sløb, at det ikke læn­gere giv­er mening at skelne mellem kul­tur og natur. En ny virke­lighed press­er sig på, hvor det materielle har taget os som gid­sel. Vi kan ikke læn­gere ignorere dette. Vores omver­den vil snart resonere af vores forure­nende han­dlinger, og som den engelske økokri­tik­er Tim­o­thy Mor­ton skriv­er i hans ”The Eco­log­i­cal Thought” vil en radikal bæredygtig opmærk­somhed med­føre en slags ski­zofren erfar­ing, hvor alt omkring­liggende kan hen­vende sig til os med en økol­o­gisk med­delelse. Lige­som den ski­zofrene ikke kan dif­fer­en­tiere mellem støj og infor­ma­tion (radi­a­toren har en lige så gyldig besked som en nyhed­sud­sendelse) vil det økol­o­gisk ori­en­terede men­neske være opmærk­som på hvad alt lige fra en sten, en abe, en gren, et stykke plas­tic, en sæt­ning, en bal­let, en hel bygn­ing, osv. bib­ringer af økol­o­gisk infor­ma­tion, også selvom der ikke er en tydelig rela­tion til en lidende natur. For kli­makrisen er total, den er over­alt.

Indtil videre er den dog alligev­el usyn­lig for det blotte øje, og er kun intel­li­gi­bel gen­nem viden­sk­abens kog­ni­tivt informerede para­me­tre. Vi har ikke fænom­e­nol­o­gisk erfar­ing med kli­maforan­dringerne end­nu, og når og hvis vejret for alvor går gras­sat vil det være for sent at han­dle, for da vil foran­dringerne have sat sig irre­versibelt igen­nem. Dette har den engelske soci­olog Antho­ny Gid­dens for­muleret i det der siden er blevet benævnt ”Gid­dens’ paradoks”: Vi han­dler først når det er for sent at han­dle.

Vi kan alt­så muligvis ikke sætte lid til viden­sk­abens abstrak­te for­maninger. De træder ikke tilstrække­ligt ind i vores livsver­den. Men i stedet for hele tiden at adressere kli­maforan­dringerne med et ide­al om ophø­jet ratio­nalitet (poli­tik og teknolo­gi), der dog oftest eksekveres med en søvngængers sikker­hed, skal vi måske snarere kigge på livet selv: hvad vil et bæredygtigt liv sige? Eller end­nu bedre — hvad kunne et bæredygtigt liv sige os?

Hvordan kunne man leve?”

Hvad hvis vi stillede det spørgsmål, som var den franske filosof Gilles Deleuzes store filosofiske pro­jekt: ”Hvor­dan kunne man leve”? Og alt­så videre: “Hvor­dan kunne man leve bæredygtigt”?

Deleuze ville på sin egen måde red­de ontolo­gien i en metafysik-fjendtlig tid. Men i hans tænkn­ing med­før­er ontolo­gien — som dis­ci­plin — ikke det tvivl­somme ærinde at prædikere ver­den for at bemestre og dominere den sådan som fx landsmæn­dene Michel Fou­cault og Jacques Der­ri­da med mis­tro mente det, men for ham bliv­er det et spørgsmål om ska­belse. Hans tænkn­ing bliv­er en mang­foldighed­stænkn­ing, der med en kirurgs opmærk­somhed kon­stant vil frem­drage de utænk­te og uen­delige forskelle, der lig­ger i iden­ti­fika­tion­ernes mellem­rum. Når Deleuze af kol­le­gaer blev kon­fron­teret med et hul i en af hans teori­er eller begreb­s­dan­nelser var hans svar ”så lad os prøve noget andet”. Vi er ikke i ver­de­nen, vi bliv­er med ver­de­nen.

Tænkn­ing er prak­sis og hør­er sam­men, idet tænknin­gen angår virke­lighe­den selv, og denne er jo som bek­endt omskiftelig.

Myten om sande og falske behov

Vi får at vide, at vi først vil komme til at mærke kli­makrisen på pengepun­gen. Men er det ikke netop for­di vi ikke for­mår at tænke kreativt nok? Måske bliv­er bæredygtighed ikke først og fremmest et spørgsmål om økono­mi, for­valt­ning, dårlige van­er og vision­sløse poli­tikere. For at det bæredygtige skal blive en realitet må det blive et spørgsmål om lev­et liv. Vi må alle blive bæredygtige entre­prenør­er, inno­vere vores livs­mu­lighed­er i en grøn ret­ning der giv­er mening for os.

Det bliv­er der­for ikke et spørgsmål om hvor­dan man bør han­dle eller bør leve bæredygtigt, men — hvor­dan kunne man leve bæredygtigt? Dette liv kan skabes ud fra en tilskyn­delse til at kunne få øje på kon­ver­gen­spunk­ter for aut­en­tisk lev­et liv og bæredygtighed. Vi må se ankom­sten af det trau­ma­tiske ressourceloft som en kærkom­men chance for en frem­bringelse af livets utænk­te mulighed­er. Vi må insis­tere på at vende kli­makrisen fra symp­tom til mulighed. En sådan insis­teren er det der ifølge Deleuze må dri­ve tænknin­gen, den må altid være motiveret af spørgsmålet: ”Hvor­dan kan vi se, hvad vi ikke så før?”.

Bæredygtighed er indtil videre ikke rigtigt blevet en fortælling med sub­jek­tiv tilslut­ningskraft. Vi begær­er ikke noget i dag i nævneværdig omfang for­di det er bæredygtigt, men stadig snarere på trods af at det er bæredygtigt. Kan vi ikke skabe nye bæredygtige behov, der vil os noget?

Men hvad er et behov? En radikal tænker som den franske Jacques Lacan ville sige, at der ikke find­es naturlige behov. Selv det at ind­tage føde er for­bun­det med et fan­tas­ma­tisk sup­ple­ment – anorek­tik­eren og den sul­testre­jk­ende føl­ger deres fan­tasi­er trods alle biol­o­giske nød­vendighed­er. Intet kan fik­seres som et sandt behov. Det, vi begær­er, er altid i flux og knyt­tet til tegn og billed­er, som mod­en vis­er os.

Vi må til at opfinde nye behov, og slippe fan­tasien løs. Her er der et sært fremtræ­dende blindt punkt i det ”bæredygtighed­ste­o­rem” der frem­lægges i rap­porten ”Vores fælles fremtid” også kaldet Brundt­landrap­porten fra 1987. Bæredygtig udvikling beskrives aksioma­tisk her som det der ”imødekom­mer nuværende gen­er­a­tioners behov uden at gå på kom­pro­mis med frem­tidi­ge gen­er­a­tioners mulighed for at møde deres egne behov”. Behovs­be­gre­bet nat­u­ralis­eres. Men­nes­ket vil ifølge dette kun én ting. Vi fratages her vores karak­ter af mulighedsvæs­ner.

Det udmattede selv og klimakrisen som symptom

Måske er kli­makrisen et symp­tom på en ensidighed i vores tænkn­ing, der i dag gen­nemgående har opgivet at stille spørgsmålet om ”hvor­dan man kunne leve”. Livet er sat på formel, som om vi altid allerede ved hvad det gode liv er. Viden­sk­aben skal der­for løse kli­makrisen tek­nol­o­gisk så vi kan fort­sætte med denne ”busi­ness-as-usu­al”. Ligeledes skal intellek­tuelle helst reduc­eres til ekspert­er, der tjen­er det neolib­er­al­is­tiske pro­jekt; uni­ver­sitetet reduc­eres til et kor­re­lat til kap­i­ta­lakku­mu­la­tio­nen. Med Hei­deg­ger kunne vi måske sige, at kli­makrisen er et symp­tom på at vores evne som mulighedsvæsen­er er i krise (i hans ter­mer: Da-sein svin­der ind til blot og bar Sein) vores fænom­e­nol­o­giske opmærk­somhed sættes i fast­lagte ram­mer. Vi fjern­er os fra en inspek­tion af det utænk­te i vores liv og sam­fund, som fak­tisk er det der førhen har drevet os gen­nem kris­er og som kan siges at være men­nes­kets his­to­rie. Og på denne måde kan man godt tale om kli­makrisen som ekster­nalis­eret symp­tom, for så vidt vi ikke for­mår at han­dle – andet end i kynisk ufor­varende for­stand; når vi ikke læn­gere for­mår at se udfor­dringer og kris­er som en ans­porende åbn­ing for nytænkn­ing og overve­je hvor­dan man kunne leve.

Er det etisk i dag at affinde sig med det sym­bol­ske man­dat eller den tildelte inter­pel­la­tion, vi er blevet pålagt af kon­sen­sus­poli­tikkens admin­is­tra­tion? Er det etisk ikke at eksper­i­mentere med sit liv? I forhold til kli­makrisen han­dler og nyder vi stort set kun som sen­mod­erne kynikere, der lever et liv som om de altid allerede ved hvad det Gode liv er. Og der­for er kli­makrisen et symp­tom på et pres­set og ind­snævret selv.

Sel­vets rekreation­srum bliv­er i dag pres­set med kravet om kon­stant at tilve­je­bringe en bestemt form for gen­sk­a­belse af sig selv. De bed­ste er dem der aldrig men­er de er gode nok. Konkur­rence- og ”think-positive”-ideologien lev­n­er ikke plads til human­is­tisk-dialek­tisk frik­tion. Stress, depres­sion, angst, er i dag stadigt hyp­pigere fænomen­er, kon­stater­er sta­tis­tikkerne, måske netop for­di disse til­stande er de eneste aut­en­tiske tilbagetrækn­ingszon­er, zon­er der ikke kan gen­tri­fi­ceres og indlemmes i den stadig større markeds­gørelse af affek­ter.

Kap­i­tal­is­men fratager os selv­dan­nelsens anstren­gelse. Dette kan fak­tisk i høj grad siges at være dens pro­dukt i dag. Kap­i­tal­is­mens oplevelseskul­tur frarøver os sim­pelthen ked­somhe­den som Wal­ter Ben­jamin kaldte ”den drøm­mefugl, der udruger erfarin­gens æg”. Den pro­duk­tive ked­somhed bliv­er den egentlige mangel”vare” i dag, om man så må sige. Så når klimapoli­tikken gang på gang fejler, er det symp­to­ma­tisk for et afmægtig­gjort selv. Der repro­duc­eres et kynisk selv, der troligt føl­ger det hedo­nis­tiske nydelses­im­per­a­tiv vi alle er pålagt i dag. Det er præ­cis disse forhold der styr­er den fort­sat­te upro­por­tionerede rov­drift på ressourcerne, og fjern­er sel­vet fra at kunne håndtere kli­makrisens udfor­dringer med myn­dig autono­mi. Således bliv­er klimapoli­tikkens umu­lighed først og fremmest et spørgsmål om en bestemt tro og nydelse formi­dlet af kap­i­tal­is­mens styring af det socialp­sykol­o­giske net af rela­tion­er, og ikke fx en util­strække­lig grad af ressource­gen­brug, mis­lykket kvote­han­del og uprak­tiske sol­cel­lean­læg, ej heller et spørgsmål om et instru­mentelt syn på naturens ressourcer, for bag alt dette lig­ger et kynisk sub­jekt der ikke læn­gere magter at tænke og han­dle selvstændigt. Vi har glemt at adlyde os selv.

Finan­skrisen — som intern sys­temisk krise — lad­er til at være tæm­met (for en stund) via neolib­er­al­is­tiske styringsred­sk­aber og hele synet på sek­torens logik med for­valt­ning af ikke-eksis­terende aktiv­er synes ikke at være kom­met trans­formeret ud af krisen. Men kli­makrisen kan netop tilsyneladende ikke løs­es ud fra samme logik med tilsvarende disponible styringsred­sk­aber. Og der­for bliv­er kli­makrisen et symp­tom på alt for stor tro på at de forhån­den­værende poli­tisk-tekniske instru­menter nok skal klare det for os – vi behøver ingen gen­nem­gribende inter­ven­tion i det sociale og men­tale kli­ma. Neolib­er­al­is­mens recept i denne henseende er piller frem for nye fortællinger.

Hedonistisk bæredygtighed”

Som et eksem­pel på en sådan symp­to­matik for neolib­er­al pille-løs­ning kan gives  arkitek­ten Bjarke Ingels’ kon­cept ”Hedo­nis­tic Sus­tain­abil­i­ty”. Men han skal ikke gøres til syn­de­buk, for over hele lin­jen er virk­somhed­er ikke syn­derligt optaget af at skabe nye behov og det vi kunne kalde nye ”ver­den­er”, men oftest drevet af økonomiske inci­ta­menter, hvor effek­tivis­er­ing af ressourcer og genan­ven­delse ses som eneste real­is­tiske løs­ning­sho­risont. Men dette før­er oftest bare til større for­brug af det samme. Bespar­elser ved ressource­gen­brug før­er til pris­fald på pro­duk­ter, hvilket øger mæng­den af for­brug og derved måske end­nu større ressourcerov­drift end før man forsøgte at effek­tivis­ere pro­duk­tio­nen. Logikken kort­slut­ter ligeledes når for­brugere siger, at de vil bruge de sparede penge ved fx min­dre kød­for­brug på flere udland­sre­js­er med fly.

Bjarke Ingels ønsker prisværdigt nok med sin arkitek­tur en bæredygtighed uden afkald, men alligev­el bliv­er det bæredygtige ele­ment ikke et spørgsmål om værdier, men design. Som han frem­læg­ger det i en video-optaget TEDtalk: ”COP15-kli­matop­mødet i Køben­havn 2009 druknede i den generelle mis­forståelse at bæredygtighed er et spørgsmål om, hvor meget af vores eksis­terende livskvalitet vi var parate til at ofre for at blive bæredygtige. Næsten som en protes­tantisk idé om at det skal gøre ondt for at gøre godt. Men bæredygtighed kan ikke blive en slags moral­sk opofrelse, eller poli­tisk dilem­ma eller lige­frem en filantro­pisk sag – det må blive et spørgsmål om design.”

Citatet ind­kap­sler kynis­mens umu­lighed: Prob­le­merne ekster­nalis­eres til design, der stilles intet spørgsmål til gældende sociale norm­ers bæredygtighed. Der er ingen reflek­sion over hvad ”det Gode liv” er eller vigtigere — kunne blive. Vi skal fort­sætte ad sta­tus quo, men med fare for at alt hvad vi spar­er af ressourcer, ener­gi og penge gen­nem designet blot vil blive brugt andet­st­eds for så vidt ”designet” ikke inter­vener­er og ændr­er nogle koor­di­nater i det lev­ede liv. Arkitek­turen kan måske have en vis begrænset behav­ior­is­tisk effekt på brugerne, fx i form af bedre cykelforhold, men den vil ikke ændre noget på en stag­neret måde at begære på. Det bliv­er fak­tisk ikke en radikal nok hedo­nis­tisk bæredygtighed. For det bliv­er ikke en bæredygtighed der vil os noget.

Ingels er et illus­tra­tivt eksem­pel på, hvor­dan virk­somhed­er, arkitek­ter og mange menings­dan­nere ukri­tisk lad­er sig gøre til bug­taler­dukke for neolib­er­al­is­mens ”ikke-tænken” når det kom­mer til kli­makrisen. Denne ide­olo­gi repro­duc­eres gnid­nings­frit i Bjarke Ingels’ udtalelse. Ikke noget at sige til at han efter sin TEDtalk mod­tager et kynisk pub­likums ufor­be­holdne applaus: vi kan nu nyde videre, mens vi inder­st inde ved at Ingels’ idéer ikke vil føre til de store ændringer, hverken for kli­maet eller os selv. I sådanne sit­u­a­tion­er bedrager vi os selv i troen på at ”good guys” som Bjarke Ingels nok skal klare det hele, mens vi afstår fra at kigge indad for at granske livets mulighed­er i dets fore­liggende mang­foldighed. Det egentlige bæredygtige — som lev­et liv — mar­gin­alis­eres.

Begæret som prisme, livsstil og autenticitet

Men hvor kan vi finde dette kon­ver­gen­spunkt, hvor aut­en­ticitet og økol­o­gisk sin­de­lag løber sam­men? Hvor ser vi i dag prak­siss­er, der inkarner­er prin­cip­perne for den bæredygtige, pro­duk­tive værdisk­a­belse? Dem, der mark­er­er et begærets ”nu” som er svanger med en bæredygtig fremtid bogstaveligt i flor? Jeg vil her præsen­tere et par eksem­pler på hvor vi ser en sådan lev­et bæredygtighed i dag. Og det er her vi alle må blive entre­prenør­er. Vi må skabe noget tilsvarende ud fra de samme prin­cip­per. Bag udpeg­nin­gen af de præsen­terede eksem­pler på forskelle der lever inden­for ram­merne af en sand bæredygtig værdisk­a­belse, lig­ger den præmis at begæret ikke er noget der kan slukkes eller holdes nede. En forståelse af res­ig­na­tion og abso­lut afkald som den eneste egentlige disponible løs­ning af kli­makrisen, vil også være umulig inden­for den nydelseside­olo­gi der hersker i dag.

Eksem­plerne er selvføl­gelig velk­endte bæredygtige prak­siss­er, men det der skiller dem ud (og det er netop denne bemærkelsesværdi­ge udskil­lelse der er hen­sigten her at syn­lig­gøre, og der­for forhåbentlig en ska­belse) er at der er, eller kan komme troskab mod den begiven­hed de (kan) udgør(e), og de netop ikke mark­er­er et afkald, men en tro og nydelse. Eksem­pler på at det (allerede) er muligt at nyde gen­nem bæredygtighe­den og ikke uden­for eller ved siden af bæredygtighe­den.

New Nordic Food

Land­brugssek­toren står for utrolig meget udled­ning af GHG (ca. 14% af den sam­lede glob­ale udled­ning ifølge Stern-rap­porten fra 2000) bl.a. pga. de store trans­port- og forar­be­jd­ning­sprocess­er (for ikke at tale om ned­frys­ning) der er for­bun­det med import og eksport. At spise lokalt har der­for længe været anset for et slag for naturen, ved at reduc­ere trans­port. Men i en ver­den der kræver stadig flere ”kry­d­derier” på bor­det er der ikke noget der tyder på en større tileg­nelse af de lokale pro­duk­ter. New Nordic Food går dog imod denne trend, og er et glim­rende eksem­pel på en prak­sis der er lev­et bæredygtigt liv. Her er al maden som udgangspunkt eksper­i­menterende tilberedt med råvar­er der er lokalt pro­duc­eret og sæsonbestemt. Denne trend har haft mega-suc­ces i nor­den, blandt andet igen­nem kon­cep­trestau­ran­ten NOMA og dens prin­cip­per. Hvis New Nordic Food blev en norm som der har været ansatser til at den kunne blive, hvis det ikke bare en grille ”en pas­sant”, så lig­ger der store bæredygtigheds­gevin­ster heri.

Læg mærke til hvor­dan maden er per­fekt inte­gr­eret i en ”livsnyder”-livsstil. I disse til­fælde kom­pro­mit­teres der ikke med nydelsen, sam­tidig med at der er tale om bæredygtigt for­brug. Lev­et liv i sig selv kan alt­så godt vise sig bæredygtigt.

Vin­tage­ef­fek­ter (tøj og møbler)

Gen­brugstøj og møbler kan også gives som eksem­pel. For folk der dyrk­er en aut­en­tisk ”retro”-stil er gen­bruget fak­tisk nød­vendigt, her går repli­caer eller stan­dard­is­erede masse­pro­duc­erede pro­duk­ter ikke an. For en livs­form der dyrk­er vin­tage effek­ter bliv­er gen­brug ikke et spørgsmål om effek­tiv udnyt­telse af ressourcerne. For Hei­deg­ger var netop prin­cip­pet for det der lå bag teknikkens væsen at få ”størst mulig udkomme af alt­ing”, et reduc­erende syn hvor ressourcerne mis­ter egen­vær­di.

Men når nogen dyrk­er den aut­en­tiske vin­tage-stil bliv­er der tale om en anden måde at gen­bruge på. Her træder det gen­brugte objekt ind i en ”ver­den”, et betyd­ning­shele. Det træder ind i en fan­tas­ma­tisk scene, og drager insis­terende – ikke på trods af at det er en bæredygtig prak­sis, men for­di det aut­en­tiske og det bæredygtige kon­verg­er­er.

I vores post­mod­erne, stil-eklek­tiske tid­salder har en sådan prak­sis end­da gode mulighed­er.

Cyk­ling

Pri­vat­bil­isme er en af hov­edsyn­derne i kli­makrisen, og hvis mange flere val­gte cyklen ville vi nå store reduk­tion­er i CO2. Køben­havn er efter­hån­den kendt som en af ver­dens førende cykel­by­er. I 2010 var 36% af alle ture til job eller uddan­nelse på cykel, og kom­munens mål er at dette tal i 2015 skal være på 50%. Kom­munen har lagt strate­gi­er for at forbedre mulighed­erne for cyk­lis­terne i Køben­havn, men det afgørende er netop om cyk­lin­gen for­mår at blive norm. Til dette har kom­munen nok ikke så meget at skulle sige, her er folk netop styret af andre fak­tor­er. Selvføl­gelig er almin­delig lad­hed og økonomisk gevinst ved sparet tid med den hur­tigere bil­trans­port vægtige fak­tor­er for en fravæl­gelse af cyklen. Men når stadigt flere væl­ger cyklen til i Køben­havn er det efter min mening også netop et spørgsmål om en ethos. Cyklen føles i disse til­fælde ikke som et afkald eller kom­pro­mis, men som en livs­form, en inte­gr­eret del af en iden­titet. En bæredygtig prak­sis bliv­er lev­et liv, den bliv­er begæret objekt i fan­tasiens ske­ma­ta.

Her ville der netop være tale om sand bæredygtig værdisk­a­belse når der opstår en cykelkul­tur, at bruge cyklen af ren lyst og begær. Det ville betyde uen­deligt meget mere end fx at starte en kom­mu­nal affaldssor­ter­ingskam­pagne, der altid er befængt med en træg og modvil­lig borg­erind­sats.

I pagt med naturen?

De tre eksem­pler er ikke beslægtet med de forestill­inger, der inde­bær­er en ”nos­tal­gisk tilbageven­den” til naturen som for eksem­pel ”Bon­derøven” fra DR1 eller kon­ceptet ”Tribe Want­ed”. Sid­st­nævnte er et kon­cept der for nogle år siden ville opbygge et 100% bæredygtigt ø‑samfund for 5000 men­nesker i 3 år tæt på Fiji-øerne. Disse eksem­pler er netop ikke bæredygtige, da de mark­er­er en tænkn­ing af det bæredygtige der vil have os tilbage til en præte­k­nol­o­gisk tid (à la Hei­deg­gers nos­tal­giske teknik) – hvilket aldrig får anden sta­tus end det man kunne kalde en ”tegneserie”-utopisme.

Det han­dler ikke om hvor­dan man kunne leve i pagt med naturen, men hvor­dan man kunne leve et andet begær. Vi må opfinde en bæredygtig aut­en­ticitet der lig­ger forude som noget nyt og uaf­prøvet. At søge tilbage til noget velk­endt og fak­tisk også uhold­bart, gør os ikke bæredygtige. Aut­en­ticitet som syn­de­fald­stænkn­ing kan få en ide­ol­o­gisk funk­tion som det man kunne kalde en fetich — lige­som filosof­fen Slavoj Žižeks bestem­melse af den ”vestlige Bud­dhisme”, der i hen­hold til hans analyser netop støt­ter op om væk­stide­olo­giens sta­tus quo (hvor dyrkes bud­dhis­men i vesten? på direk­tør­gan­gene…!). Socialp­sykol­o­gisk får sådanne fortællinger den effekt at de fleste tænker: ”ja, hvor er det fan­tastisk at nogle vender tilbage til naturen og bliv­er selv­forsy­nende for en stund, men det går bare ikke for mig, det kan jeg ikke over­skue, så jeg kom­mer aldrig til at leve bæredygtigt!”. Sådanne forestill­inger om det bæredygtige som noget der altid vil være ”derude” pass­er de kyniske udmær­ket, og fodr­er dem med bekræf­telse i umu­lighe­den ved en inte­gra­tion af det grønne liv uden afkald. Men de bæredygtige forskelle er netop lige her imellem os, det lever og kan skabes ud af de nye drømme, der (kan) drømmes. Det bæredygtige som det aut­en­tiske må kunne leves ”lige her” som med for eksem­pel cyk­ling, New Nordic Food og vin­tage effek­ter, og ikke ved ”siden af”, eller ”bagude” eller ”oven­for”. Vi må insis­tere på en bæredygtighed der ikke fastholdes- og holdes på afs­tand som et ide­ol­o­gisk ”derude”.

Selvføl­gelig skal kap­i­tal­fonde og banker droppe deres investeringer i fos­sile brænd­stof­fer (kaldet ”divester­ing”), selvføl­gelig skal virk­somhed­er pro­duc­ere efter den cirkulære økono­mi prin­cip­per (det vil sige i lukkede kred­sløb, hvor så meget som muligt genan­ven­des) og selvføl­gelig skal det pri­vate og offentlige investere i grøn ener­gi.

Men det afgørende spørgsmål bliv­er et spørgsmål til livet selv: Vi må have en bæredygtig etik, der ikke baser­er sig på regler, men som lev­et liv. Ellers vil den grønne omstill­ing føles som et over­greb. Vi må have et inderlig­gjort grøn nar­ra­tiv formi­dlet af begærets ukuelige troskab.

Anders Nolt­ing Magelund er Cand.merc.(fil.) fra Copen­hagen Busi­ness School.

Scroll til toppen