I dag burde vi tale om fremtider i flertal”

    COP21 er det tætteste kloden kommer på at samle ét politisk subjekt for at adressere klimakrisen - og menneskehedens fremtid.
COP21 er det tætteste klo­den kom­mer på at sam­le ét poli­tisk sub­jekt for at adressere kli­makrisen — og men­neske­he­dens fremtid.

Forudsætningen for at tale om en bæredygtig fremtid er en forestilling om, at kloden og menneskeheden overhovedet har en fremtid. Historikeren Lucian Hölscher peger på, hvordan selve fremtidsforestillingen er i krise. Måske er sandheden, at vi ikke længere har en fælles fremtid?

FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! - Kli­makrisen er ikke læn­gere bare et anliggende for naturv­i­den­sk­ab­s­folk. Vi befind­er os muligvis i Antropocæn: en ny geol­o­gisk tid­salder, hvor skel­let mellem natur og kul­tur — på grund af men­nes­kets altom­fat­tende, glob­ale ind­virkn­ing på naturen — er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om human­io­ras rolle i spørgsmålet om natur, kli­makrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke læn­gere er for­be­holdt naturv­i­den­sk­aben.


Alle ven­ter på COP21, top­mødet i Paris der med udgan­gen af 2015 skal opnå en glob­al og juridisk bindende aftale for klo­dens miljø. Det tætteste klo­den kom­mer på at sam­le ét poli­tisk sub­jekt for at adressere den ene krise, der over­skyg­ger alle andre: kli­makrisen. Intet andet tester men­neske­he­dens evne til at han­dle på veg­ne af klo­dens fælles fremtid så grundigt som kli­makrisen.

Lid­er vi under en fremtid­skrise? Lucian Hölsch­er, pro­fes­sor i his­to­rie og for­fat­ter til vær­ket Die Ent­deck­ung der Zukun­ft — ”Opdagelsen af fremti­den” — fra 1999, stiller fra sit kon­tor på uni­ver­sitetet i Bochum et mod­spørgsmål: ”Kan vi over­hovedet være sikre på, at vi lever med en uen­delig tid foran os? Kon­fron­teret med klo­dens udvikling forekom­mer liv, ikke kun indi­vidu­elt liv, men organ­i­sa­tion­er og nation­ers liv, mig at være yder­st begrænsede.”

Da Gen­er­alsekretær Ban Ki-Moon i forbindelse med FN’s 69. gen­er­al­for­sam­ling val­gte at gå arm i arm med de, der demon­str­erede for kli­maind­greb, val­gte han ifølge Höl­shcer også at stå sam­men med dem om en særlig fremtid­snervøsitet. Som det senere lød ved åbnin­gen af FN’s ekstra­ordinære kli­mamøde, er kli­maforan­dringerne det afgørende spørgsmål for vor tid­salder. De afgør nuti­den for os, og vores svar vil afgøre fremti­den.

Lucian Hölsch­er tvivler på, at vi magter et sådant svar. Kli­makrisen er nøgle­spørgsmålet for vores fremtid, og det i mere end en for­stand. Spørgsmålet om kli­maet antager nu en så fun­da­men­tal karak­ter, at det angriber selve forestill­in­gen om tid og fremtid. Det er selve fremtids­forestill­in­gen, der er kom­met i krise.

”På vitale områder såsom miljø og økono­mi er fremti­den kolonis­eret af vore tidligere beslut­ninger og vores store viden om kon­sekvenserne af dem,” men­er Lucian Hölsch­er. Den virkelyst og økol­o­giske sor­gløshed, hvormed det 20. århun­drede og de store ide­olo­gi­er ero­brede fremti­den, lænede sig op af en fos­sil rev­o­lu­tion. På samme måde som de store ide­olo­gi­er brændte sig ud, bræn­des klo­dens ressourcer nu af, og efter­lad­er en fornem­melse af at vi, fremti­dens kus­toder, er blevet over­draget et skøde med alt for mange klausuler.

”Den men­tale fornem­melse kan måske sam­men­lignes med slut­nin­gen af 1800-tal­let, hvor hele klo­den var blevet udfors­ket, og der ingen sorte plet­ter var tilbage på land­ko­rtet. Hvis en lig­nende fornem­melse af, at fremti­den er blevet udfors­ket eller på en måde allerede er bestemt, får hold i os, ja, så mis­ter fremti­den en helt essen­tiel kom­po­nent, nem­lig dens åben­hed,” siger Lucian Hölsch­er.

Det er særligt set fra for­tiden, at fremti­den kan synes at være i krise. Pro­fes­sor Hölsch­er har sam­let et større antal kol­leger, der skal bear­be­jde »Det 20. århun­dredes fremtid«, alt­så de mange forsøg på at beskrive eller frem­mane en fremtid, som kunne følge efter det 20. århun­drede. Sam­men­lignet med store dele af det 20. århun­drede kan fremti­den anno 2015 se klaus­tro­fo­bisk ud.

Spørgsmålet er, hvad der er blevet af den utopiske ener­gi, der besjælede store dele af det 20. århun­drede? ”Det er inter­es­sant. Ja, det er som om, at der er en cyk­lus i his­to­rien,” siger Hölsch­er, ”Peri­oder med vold­somme vision­er for fremti­den led­sages ofte af res­ig­na­tion og afkald. Man kunne komme med det nærmest antropol­o­giske argu­ment, at peri­oder med store for­vent­ninger må led­sages af skuf­felse og res­ig­na­tion.”

Efter længe at have oplevet fremti­den som pålidelig, bereg­nelig, som vores, er den nu blevet upålidelig, og ikke til at stole på. Den klas­siske fremtid var noget man skulle kæmpe med, ero­bre, men den havde noget at byde på. Der var gjort plads til men­nes­ket.

Det 20. århun­drede var, også hvad angår fremtids­forestill­ingerne, ekstremernes århun­drede. Første halvdel rummede en fremtid­siv­er og frem­skridt­stro uden side­stykke, men kon­sekvenserne af de mange ide­ol­o­giske pro­jek­ter endte med at slå store skår i fremtid­siv­eren. Efter Anden Ver­den­skrig fly­t­tede utopisk poli­tik generelt ind i viden­sk­aben. I 1950’erne og 1960’erne opstod futur­olo­gien: Viden­sk­aben om, hvad fremti­den på kort sigt havde at byde på. Ikke flere tusindårsriger eller nye men­nesker til det plagede Europa, tak. ”Håb” og ”utopi” lod sig erstat­te af min­dre aggres­sive og mere tekniske fremtid­ster­mer såsom ”ten­dens”, ”diag­nose”, ”plan” og ”prog­nose”.

Lucian Hölsch­er frygter dog, at den enorme viden­sk­a­belig­gørelse af fremti­den har efter­ladt os han­dlingslammede: ”I dag er det som om, det kun er prog­nosen og ikke forhåb­nin­gen, der står tilbage. Fornem­melsen for den åbne fremtid er blevet sup­pleret, hvis ikke lige­frem invaderet, af fremtid­sud­for­dringer der drejer sig om befolkn­ingsover­skud, føde­vare- og van­dres­sourcer, våbe­nud­vikling og selvføl­gelig kli­ma og økonomisk sta­bilitet.”

Er Hölsch­er ikke for pes­simistisk på men­neske­he­dens veg­ne? Det benægter han. ”Det er”, siger Hölsch­er, ”som om vi i dag er havnet i en nærmest før­mod­erne sit­u­a­tion, hvor tidens begræn­sninger på vores liv er meget mere tydelige.”

Da New­ton i 1687 lancerede begre­bet om abso­lut tid og rum som den scene, hvor alle fysiske fænomen­er udspiller sig, gav han også tiden en sta­bilitet og pålide­lighed, der antyd­ede, at den var en uen­delig og uforan­derlig ressource. De oplysningstænkere, der i 1700-tal­let søgte at over­føre New­tons fysik på sam­fund­sprocess­er skabte en ure­al­is­tisk for­vent­ning til hvor­dan vi som indi­vider, som sam­fund, ja, end­da som art, bebor denne plan­et. ”New­ton­sk tid har nærmest en form for utopisk dimen­sion eller et utopisk over­skud knyt­tet til sig, som måske vil vise sig ikke at være særligt real­is­tisk”.

Tiden har, som begreb, sin egen his­to­rie, og ifølge Hölsch­er savn­er vi his­torisk sans, når det drejer sig om fremti­den. Også fremti­den har udviklet sig. Fremti­den behøver ikke nød­vendigvis tænkes som et åbent, sta­bilt tomt rum, som en han­dlende men­neske­hed put­ter ind­hold i. Da Ban Ki-moon åbnede kli­mamødet i forbindelse med FN’s Gen­er­al­for­sam­ling var det med besværgelsen om at ”vi har brug for en klar vision” og ”skal vi ride denne storm af, har vi brug for alle mand på dæk”. Her gen­tog han blot et gam­melt fromt håb om, at vi alle kunne mødes i overve­jelsen af en fælles fremtid. Men fremti­dens kvalitet eller inten­sitet har vist sig at være alde­les omskiftelig alt efter his­toriske og tek­nol­o­giske betingelser, og i disse tiår er spillerum­met blevet ind­snævret.

”For det mod­erne Europa, hjem­st­edet for ’den klas­siske fremtid’, var det selvin­dl­y­sende at vi men­nesker, som enkeltin­di­vider og art, alle måtte have den samme fremtid,” siger Hölsch­er, ”men i dag burde vi som min­i­mum tale om ’fremtider’ i fler­tal.”

Tanken om én fælles fremtid etablerede sig i 1700-tal­let, hvor fremti­den blev sat i scene som vision­srum. Men hvem siger, vi har en fælles fremtid? Økonomiske klass­er, region­er og lande påvirkes forskel­ligt af kli­ma­truslen og har ikke nød­vendigvis den samme fremtid. Måske Ban Ki-moon burde indrette sig på, at fremti­den som vi kender den har været på et kort besøg.

Frank Beck Lassen under­vis­er i filosofi på Testrup Højskole og er Ph.D. i Idéhis­to­rie fra Afdel­ing for Idéhis­to­rie, Aarhus Uni­ver­sitet