“I dag burde vi tale om fremtider i flertal”
Forudsætningen for at tale om en bæredygtig fremtid er en forestilling om, at kloden og menneskeheden overhovedet har en fremtid. Historikeren Lucian Hölscher peger på, hvordan selve fremtidsforestillingen er i krise. Måske er sandheden, at vi ikke længere har en fælles fremtid?
FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! – Klimakrisen er ikke længere bare et anliggende for naturvidenskabsfolk. Vi befinder os muligvis i Antropocæn: en ny geologisk tidsalder, hvor skellet mellem natur og kultur – på grund af menneskets altomfattende, globale indvirkning på naturen – er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om humanioras rolle i spørgsmålet om natur, klimakrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke længere er forbeholdt naturvidenskaben.
Alle venter på COP21, topmødet i Paris der med udgangen af 2015 skal opnå en global og juridisk bindende aftale for klodens miljø. Det tætteste kloden kommer på at samle ét politisk subjekt for at adressere den ene krise, der overskygger alle andre: klimakrisen. Intet andet tester menneskehedens evne til at handle på vegne af klodens fælles fremtid så grundigt som klimakrisen.
Lider vi under en fremtidskrise? Lucian Hölscher, professor i historie og forfatter til værket Die Entdeckung der Zukunft – ”Opdagelsen af fremtiden” – fra 1999, stiller fra sit kontor på universitetet i Bochum et modspørgsmål: ”Kan vi overhovedet være sikre på, at vi lever med en uendelig tid foran os? Konfronteret med klodens udvikling forekommer liv, ikke kun individuelt liv, men organisationer og nationers liv, mig at være yderst begrænsede.”
Da Generalsekretær Ban Ki-Moon i forbindelse med FN’s 69. generalforsamling valgte at gå arm i arm med de, der demonstrerede for klimaindgreb, valgte han ifølge Hölshcer også at stå sammen med dem om en særlig fremtidsnervøsitet. Som det senere lød ved åbningen af FN’s ekstraordinære klimamøde, er klimaforandringerne det afgørende spørgsmål for vor tidsalder. De afgør nutiden for os, og vores svar vil afgøre fremtiden.
Lucian Hölscher tvivler på, at vi magter et sådant svar. Klimakrisen er nøglespørgsmålet for vores fremtid, og det i mere end en forstand. Spørgsmålet om klimaet antager nu en så fundamental karakter, at det angriber selve forestillingen om tid og fremtid. Det er selve fremtidsforestillingen, der er kommet i krise.
”På vitale områder såsom miljø og økonomi er fremtiden koloniseret af vore tidligere beslutninger og vores store viden om konsekvenserne af dem,” mener Lucian Hölscher. Den virkelyst og økologiske sorgløshed, hvormed det 20. århundrede og de store ideologier erobrede fremtiden, lænede sig op af en fossil revolution. På samme måde som de store ideologier brændte sig ud, brændes klodens ressourcer nu af, og efterlader en fornemmelse af at vi, fremtidens kustoder, er blevet overdraget et skøde med alt for mange klausuler.
”Den mentale fornemmelse kan måske sammenlignes med slutningen af 1800-tallet, hvor hele kloden var blevet udforsket, og der ingen sorte pletter var tilbage på landkortet. Hvis en lignende fornemmelse af, at fremtiden er blevet udforsket eller på en måde allerede er bestemt, får hold i os, ja, så mister fremtiden en helt essentiel komponent, nemlig dens åbenhed,” siger Lucian Hölscher.
Det er særligt set fra fortiden, at fremtiden kan synes at være i krise. Professor Hölscher har samlet et større antal kolleger, der skal bearbejde »Det 20. århundredes fremtid«, altså de mange forsøg på at beskrive eller fremmane en fremtid, som kunne følge efter det 20. århundrede. Sammenlignet med store dele af det 20. århundrede kan fremtiden anno 2015 se klaustrofobisk ud.
Spørgsmålet er, hvad der er blevet af den utopiske energi, der besjælede store dele af det 20. århundrede? ”Det er interessant. Ja, det er som om, at der er en cyklus i historien,” siger Hölscher, ”Perioder med voldsomme visioner for fremtiden ledsages ofte af resignation og afkald. Man kunne komme med det nærmest antropologiske argument, at perioder med store forventninger må ledsages af skuffelse og resignation.”
Efter længe at have oplevet fremtiden som pålidelig, beregnelig, som vores, er den nu blevet upålidelig, og ikke til at stole på. Den klassiske fremtid var noget man skulle kæmpe med, erobre, men den havde noget at byde på. Der var gjort plads til mennesket.
Det 20. århundrede var, også hvad angår fremtidsforestillingerne, ekstremernes århundrede. Første halvdel rummede en fremtidsiver og fremskridtstro uden sidestykke, men konsekvenserne af de mange ideologiske projekter endte med at slå store skår i fremtidsiveren. Efter Anden Verdenskrig flyttede utopisk politik generelt ind i videnskaben. I 1950’erne og 1960’erne opstod futurologien: Videnskaben om, hvad fremtiden på kort sigt havde at byde på. Ikke flere tusindårsriger eller nye mennesker til det plagede Europa, tak. ”Håb” og ”utopi” lod sig erstatte af mindre aggressive og mere tekniske fremtidstermer såsom ”tendens”, ”diagnose”, ”plan” og ”prognose”.
Lucian Hölscher frygter dog, at den enorme videnskabeliggørelse af fremtiden har efterladt os handlingslammede: ”I dag er det som om, det kun er prognosen og ikke forhåbningen, der står tilbage. Fornemmelsen for den åbne fremtid er blevet suppleret, hvis ikke ligefrem invaderet, af fremtidsudfordringer der drejer sig om befolkningsoverskud, fødevare- og vandressourcer, våbenudvikling og selvfølgelig klima og økonomisk stabilitet.”
Er Hölscher ikke for pessimistisk på menneskehedens vegne? Det benægter han. ”Det er”, siger Hölscher, ”som om vi i dag er havnet i en nærmest førmoderne situation, hvor tidens begrænsninger på vores liv er meget mere tydelige.”
Da Newton i 1687 lancerede begrebet om absolut tid og rum som den scene, hvor alle fysiske fænomener udspiller sig, gav han også tiden en stabilitet og pålidelighed, der antydede, at den var en uendelig og uforanderlig ressource. De oplysningstænkere, der i 1700-tallet søgte at overføre Newtons fysik på samfundsprocesser skabte en urealistisk forventning til hvordan vi som individer, som samfund, ja, endda som art, bebor denne planet. ”Newtonsk tid har nærmest en form for utopisk dimension eller et utopisk overskud knyttet til sig, som måske vil vise sig ikke at være særligt realistisk”.
Tiden har, som begreb, sin egen historie, og ifølge Hölscher savner vi historisk sans, når det drejer sig om fremtiden. Også fremtiden har udviklet sig. Fremtiden behøver ikke nødvendigvis tænkes som et åbent, stabilt tomt rum, som en handlende menneskehed putter indhold i. Da Ban Ki-moon åbnede klimamødet i forbindelse med FN’s Generalforsamling var det med besværgelsen om at ”vi har brug for en klar vision” og ”skal vi ride denne storm af, har vi brug for alle mand på dæk”. Her gentog han blot et gammelt fromt håb om, at vi alle kunne mødes i overvejelsen af en fælles fremtid. Men fremtidens kvalitet eller intensitet har vist sig at være aldeles omskiftelig alt efter historiske og teknologiske betingelser, og i disse tiår er spillerummet blevet indsnævret.
”For det moderne Europa, hjemstedet for ’den klassiske fremtid’, var det selvindlysende at vi mennesker, som enkeltindivider og art, alle måtte have den samme fremtid,” siger Hölscher, ”men i dag burde vi som minimum tale om ’fremtider’ i flertal.”
Tanken om én fælles fremtid etablerede sig i 1700-tallet, hvor fremtiden blev sat i scene som visionsrum. Men hvem siger, vi har en fælles fremtid? Økonomiske klasser, regioner og lande påvirkes forskelligt af klimatruslen og har ikke nødvendigvis den samme fremtid. Måske Ban Ki-moon burde indrette sig på, at fremtiden som vi kender den har været på et kort besøg.
Frank Beck Lassen underviser i filosofi på Testrup Højskole og er Ph.D. i Idéhistorie fra Afdeling for Idéhistorie, Aarhus Universitet