Humaniora, klimakrisen og det neoliberale kapløb til enden

Widnes_Smoke (2)

På tærsklen til Antropocæn står humaniora i en ny og truet position. Kulturforsker Gregers Andersen mener, at humaniora mere end nogensinde har noget at skulle sige om menneskets nye plads i verden, men samtidig dimensioneres og marginaliseres humaniora som et resultat af den neoliberale væksttænkning.

FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! — Kli­makrisen er ikke læn­gere bare et anliggende for naturv­i­den­sk­ab­s­folk. Vi befind­er os muligvis i Antropocæn: en ny geol­o­gisk tid­salder, hvor skel­let mellem natur og kul­tur — på grund af men­nes­kets altom­fat­tende, glob­ale ind­virkn­ing på naturen — er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om human­io­ras rolle i spørgsmålet om natur, kli­makrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke læn­gere er for­be­holdt naturv­i­den­sk­aben.


For nyligt kunne man i Jyl­land­sposten finde en kro­nik med over­skriften ”Mere vækst med grøn real­isme”. I kro­nikken argu­menter­er Lars Løkke Ras­mussen, Søren Pape Poulsen og Kris­t­ian Thule­sen Dahl for, at en række restrik­tion­er, sat i ver­den af miljømæs­sige hen­syn, lem­pes eller helt fjernes. For som de tre med særlig tanke på det danske land­brug og føde­va­reer­hvervet skriv­er: ”I en tid, da dan­sk konkur­renceevne er udfor­dret, hvor danske arbe­jd­spladser fly­t­ter ud af lan­det, og hvor væk­sten slæber sig af sted, har vi en forplig­telse til at tage de erhverv alvorligt, hvor der er et ufor­løst poten­tiale, der kan skabe ny vækst og nye arbe­jd­spladser.”

Citatet er på ingen måder ekstra­ordinært. Tvær­ti­mod ekko­er det bud­sk­aber, der har præget dan­sk poli­tik efter finan­skrisen. Og det vel at mærke med en vis ret, efter­som finan­skrisen trods alt gjorde det klart for de fleste danskere, hvilke kon­sekvenser man­glende vækst i den pri­vate sek­tor kan have for det kollek­tive vel.

Alligev­el vil jeg i denne artikel hævde, at disse bud­sk­aber i dag er blevet vores alles prob­lem. Ganske enkelt for­di de er et tegn på, at den økonomiske tænkn­ing har ført den poli­tiske tænkn­ing ind i et tun­nel­syn, hvis mere generelle væsen for nuværende bedst kan beskrives som et glob­alt kapløb til enden. Naturligvis ikke på men­neske­he­den eller for den sags skyld på den plan­et, hvor­på vi alle har til huse, men på de gun­stige geo­f­y­siske forhold, der har gjort den nuværende men­neske­lige civil­i­sa­tions­form mulig.

Løkke Ras­mussens, Pape Poulsens og Thule­sen Dahls kro­nik illus­tr­erer sådan set meget godt, hvor­dan kaplø­bet i disse år (post finan­skrisen) fun­ger­er som den primære retoriske trope, hvormed væk­stim­per­a­tivet sættes igen­nem på bekost­ning af fun­da­men­tale økol­o­giske hen­syn. Men for at give den ret­mæs­sige bag­grund, for det argu­ment, som jeg her ønsker at frem­føre, er det alligev­el bedre at starte et andet sted. For jeg er her ikke kun ude på at prob­lema­tis­ere, hvor­dan finan­skrisen i forskel­lige sam­men­hænge fun­ger­er som et retorisk afsæt for en økonomisk tænkn­ing, hvis langsigt­ede bæredygtighed, jeg find­er god grund til at bet­vivle. Jeg er også ude på at illus­trere, hvor­dan en af de bas­tion­er, hvori sam­fun­det vil kunne finde beskyt­telse mod den fare, som den økonomiske tænkn­ing rum­mer, selv er ved at blive et offer for dens logik.

De læsere, der har fuldt med i sagen om dimen­sioner­in­gen af antallet af studiepladser på en række human­is­tiske fag, vil således for­mentlig genk­ende det poli­tiske argu­ment om, at det nu er tid til at tage ”de erhverv alvorligt, hvor der er et ufor­løst poten­tiale, der kan skabe ny vækst”. Også her find­er vi med andre ord et eksem­pel på, hvor­dan poli­tik i disse år bedrives på bag­grund af en logik, hvis hen­sigt det er at geare sam­fun­det til det økonomiske kapløb, som den økonomiske glob­alis­er­ing har forstær­ket.

Spørgsmålet er imi­dler­tid, om vi som sam­fund gør klogt i at lade frygten for, at mere hård­tar­be­j­dende økonomi­er tager vores vel­stand, så ensidigt definer­er vores syn på ver­den. For hvad om vi udskift­ede finan­skrisens og kaplø­bets forståelses­ramme med en forståelses­ramme, der i disse år er ved at rev­o­lu­tionere viden­sk­aben om Jor­den og med den de øvrige viden­sk­aber? Hvor­dan ser dimen­sioner­ings­pla­nen og ’den grønne real­isme’ så ud?

Humaniora på tærsklen til Antropocæn

Lad mig straks med­give, at jeg forstår, hvis der er læsere, der tænker: Hvad pokker dog geolo­gi har med poli­tik at gøre? Men dette er i virke­lighe­den en pointe i sig selv. For svaret burde, som jeg håber at kunne gøre det klart neden­for, være en hel del. De sid­ste par år har Den Inter­na­tionale Kom­mis­sion for Strati­grafi (ICS) således været i fuld gang med at vur­dere, om den skal træffe en beslut­ning, der vil være intet min­dre end fuld­stændig epokegørende for den måde, vi som men­nesker betragter Jor­dens his­to­rie. Beslut­nin­gen, der for­ventes at blive truf­fet i 2016, går i alt sin enkelthed ud på om den formelle beteg­nelse for Jor­dens nuværende geol­o­giske tid­salder fort­sat skal være Holocæn, eller om den skal ændres til Antropocæn: ”Men­nes­kets tid­salder”.

Årsagen til det er kom­met så vidt skal primært find­es i artik­ler, som den hol­landske nobel­prisvin­der i kemi Paul Crutzen og andre top­forskere har pub­liceret i cen­trale naturv­i­den­sk­a­belige tidsskrifter siden år 2000. I disse artik­ler er det blevet vist, hvor­dan stort set alle Jor­dens cen­trale sys­te­mer og process­er er under vold­som neg­a­tiv påvirkn­ing fra men­neske­he­den.

Hvor­for er dette inter­es­sant i forhold til dimen­sioner­ings­pla­nen? Det er det, for­di det forekom­mer mig at være dybt paradok­salt at skære ned på Human­io­ra på et tid­spunkt, hvor naturv­i­den­sk­aberne fortæller os, at de på mange områder er ved at for­van­dles til men­neskev­i­den­sk­aber. Dette kan end­da for­muleres end­nu mere drastisk. For hvis ICS i 2016 beslut­ter sig for at gøre Antropocæn til den offi­cielle beteg­nelse for Jor­dens nuværende geol­o­giske tid­salder giv­er det på række områder ikke læn­gere særlig god mening at tale om naturv­i­den­sk­aber og humanv­i­den­sk­aber. Snarere har vi inden for disse områder, så at gøre med to for­mer for humanv­i­den­sk­aber: Human­io­ra 1 (det, som før var naturv­i­den­sk­aberne) og Human­io­ra 2 (det, som før var humanv­i­den­sk­aberne).

Når det er sagt, er min inten­tion med disse bemærkninger ikke at pro­jicere Human­io­ras nuværende ulykke over på naturv­i­den­sk­aberne – fak­tisk tvær­ti­mod. For hvis der er noget, som den allerede omfat­tende brug af Antropocæn-beteg­nelsen i diverse viden­sk­a­belige pub­lika­tion­er peger på, er det, at tiden ikke er til at grave grøfter. Det forhold­er sig med den franske filosof Michel Ser­res’ ord i stedet sådan, at ”de spørgsmål, der siden tidernes mor­gen er blevet stil­let af det, som vi i dag kalder Human­io­ra, hjælper os med at gen­tænke de spørgsmål, som nu stilles af og på grund af naturv­i­den­sk­aberne”.

Det måske allerbed­ste eksem­pel på dette er kli­maforan­dringerne, og den måde, hvor­på over­gan­gen fra det naturlige til det men­neskesk­abte her er for­bun­det med katas­tro­fen og en række poten­tielle mareridtsce­nar­i­er. Sim­pelthen for­di vi her har at gøre med et fænomen, der ikke blot kræver en fort­sat ana­lytisk overvågn­ing fra de naturv­i­den­sk­aber, der har gjort os opmærk­som på faren ved det, men også med et fænomen, der er fos­tret i ”Human­io­ras baghave” – i det men­neske­lige.

Af samme årsag udgør den tyske viden­sk­ab­s­filosof Wil­helm Diltheys gam­le dis­tink­tion mellem naturv­i­den­sk­aberne og humanv­i­den­sk­aberne fak­tisk en udmær­ket rettes­nor i forhold til at for­mulere en af de nye opgaver, der kan siges at til­falde Human­io­ra på tærsklen til Antropocæn. For mens Dilthey hævder, at ker­nen i naturv­i­den­sk­aberne er at fork­lare de lovmæs­sighed­er, der virk­er i alver­dens fænomen­er, drejer det sig ifølge Dilthey for humanv­i­den­sk­aberne om at forstå men­nes­kets lev­ede liv og dets udtryk.

Over­ført på det men­neske, der lever ikke bare på tærsklen til Antropocæn, men også på tærsklen til de ekstreme kli­maforan­dringers tid­salder, åbn­er denne ambi­tion således for en række konkrete spørgsmål, som næppe mange vil bestride er vigtige i disse år. Det gælder på den ene side spørgsmål, der relater­er sig til de his­toriske, nuværende og poten­tielt frem­tidi­ge men­neske­lige årsager til kli­maforan­dringerne. Og det gælder på den anden side spørgsmål, der relater­er sig til de his­toriske, nuværende og poten­tielt frem­tidi­ge men­neske­lige kon­sekvenser af kli­maforan­dringerne.

Neoliberalismen på tærsklen til Antropocæn

Mens jeg i beskriv­elserne oven­for har fokuseret ret speci­fikt på vigtighe­den af human­is­tisk forskn­ing på tærsklen til Antropocæn, vil resten af denne artikel tage udgangspunkt i en noget mere abstrakt pointe. Jeg vil således her ikke nøjes med at hævde – som mange før mig – at Human­io­ra er et værdisys­tem, inden­for hvilket den kri­tiske tænkn­ing har en særlig plads. Jeg vil også tage denne pointe et stykke videre, idet jeg vil hævde, at Antropocæn og den kli­ma­tiske krise er tæt for­bun­det med en ensret­tet form for tænkn­ing, som Human­io­ra er med til at yde beskyt­telse imod.

Det kom­mer sig helt banalt af, at Human­io­ra rum­mer en række dis­ci­plin­er, inden­for hvilke det nok er vigtigt at kunne for­tolke ver­den som økonomisk mulighed, men ikke den afgørende egen­skab. Sagt lidt fluffy og på en måde, som mange human­is­ter muligvis vil være uenige i, er en væsentlig kvalitet ved Human­io­ra, at spørgsmål som ikke har nogen umid­del­bar økonomisk vær­di her bliv­er grans­ket. For det bety­der ikke bare, at Human­io­ra er et sted, hvor der er en meget fint udviklet sen­si­bilitet over­for det, der er værdi­fuldt uden at være det på en økonomisk måde. Det bety­der også, at der på Human­io­ra er en stærkt tra­di­tion for en kri­tisk opmærk­somhed over­for dem, der vil reduc­ere det værdi­fulde som kat­e­gori til det strengt økonomiske.

Det er set fra tærsklen til Antropocæn der­for heller ikke noget godt tegn, at den primære diskur­sive kon­tekst for ned­skæringerne på de human­is­tiske uddan­nelser har været det økonomiske væk­stkapløb med mere hård­tar­be­j­dende økonomi­er. For sagen er den, at det næppe er helt unfair at hævde, at det er en allerede eksis­terende ensret­ning af tænknin­gen i økonomisk ret­ning, der må tage det meste af skylden for, at men­neske­he­den står i dens nuværende sit­u­a­tion. Man behøver således blot skimme titlen på den for­mentligt mest læste rap­port om Jor­dens økol­o­giske prob­le­mer, som til dags dato er blevet skrevet, nem­lig Romk­lubbens Begræn­sninger for vækst fra 1972, for at blive min­det om, at diskursen om ved­varende økonomisk vækst længe har været tem­melig sus­pekt.

På samme måde er det bekym­rende at se, hvor­dan kaplø­bets forståelses­ramme bruges som et retorisk instru­ment af Løkke Ras­mussen, Pape Poulsen og Thule­sen Dahl til at tilbagerulle og ned­jus­tere omfanget af regler sat i ver­den af miljømæs­sige hen­syn. Men det bør på den anden side heller ikke læn­gere over­raske os, efter­som kaplø­bets forståelses­ramme er tæt lin­ket til den dereg­u­ler­ing, der en kerne i den neolib­erale ide­olo­gi. Alligev­el er jeg ikke enig, når den canadiske jour­nal­ist og aktivist Nao­mi Klein i hen­des sen­este moppe­dreng af et kamp­skrift This Changes Every­thing. Cap­i­tal­ism vs. Cli­mate drager føl­gende kon­klu­sion:

Vi har ikke gjort de ting, der er nød­vendi­ge for at begrænse udled­nin­gen af dri­vhus­gasser, for­di disse ting grundlæggende er i kon­flikt med den dereg­ulerede kap­i­tal­isme; den dominerende ide­olo­gi i hele den peri­ode, hvori vi har ledt efter udve­je på den krise, som udled­nin­gen af dri­vhus­gasser plac­er­er os i. Vi sid­der fast i denne krise, for­di de han­dlinger, der vil give os de bed­ste chancer for at und­vige de katas­tro­fer, vi som men­neske­hed nu accel­ererer imod – og som dermed vil være til fordel for langt de fleste men­nesker på den her plan­et – er ekstremt tru­ende for en elitær minoritet, som hold­er den glob­ale økonomiske og poli­tiske pro­ces samt mange medi­er i et kvælertag.

For hvad er egentlig karak­teren af forhold­et mellem den neolib­er­al­isme eller dereg­ulerede kap­i­tal­isme, som ifølge ikke bare Klein, men også den nu ver­dens­berømte franske økonom Thomas Piket­ty, glob­alt set har været ”den dominerende ide­olo­gi” siden 1980, og så den elite, der hold­er ”den glob­ale økono­mi, poli­tiske pro­ces og mange medi­er i et kvælertag”? Er det et strengt magt­forhold, som sam­fun­denes afhængighed af bankernes over­levelse efter finan­skrisen synes at antyde, eller er det trods alt primært et tros­forhold?

Sagt mere direk­te forekom­mer det mig, at Klein begår en ana­lytisk fejl, når hun hævder, at den nuværende front i kam­p­en mellem kap­i­tal­is­men og kli­maet går mellem dem, som økonomisk får aller­mest ud af, at ver­den for­bliv­er i et ubetinget væk­st­par­a­digme og så alle andre. For forhold­er det sig tvær­ti­mod ikke sådan, at det er dem, der tilslut­ter sig det ubetingede væk­st­par­a­digme og dermed i sid­ste ende også er på den neolib­erale kap­i­tal­ismes side, som er i suverænt over­tal? Og det ikke blot, for­di den neolib­erale kap­i­tal­isme – på grund af de geo­f­y­siske for­ringelser, som den selv skaber – siden 1980 mere og mere har indle­jret sig som det ubetingede væk­st­par­a­digmes nød­vendi­ge instru­ment. Men i særde­leshed også på grund af det, som man med Piket­ty kan kalde for en over­drevet tiltro til Kuznet­skur­vens mirakel. Det vil kort sagt sige til, at ved­varende økonomisk vækst over en læn­gere peri­ode ikke bare føre til mere kollek­tiv vel­stand, men også mere lighed.

Kapløbet til enden

Af samme årsag anskuer jeg ikke per­spek­tiverne for den ret­tidi­ge poli­tiske foran­dring, som Klein taler om, for ret gode. Ikke før det står klart, at Kuznet­skur­ven ikke for evigt kan appliceres på en ver­den, der rum­mer en finit mængde ressourcer og der­for i det lange løb for­mentligt også må forkastes for andre fordel­ingsmod­eller, vil kli­maak­tivis­men kunne ind­tage den rolle, som mod­spiller til den neolib­erale kap­i­tal­isme, som Klein giv­er den.

I det hele taget forekom­mer et andet sce­nar­i­um mig der­for også mere sandsyn­ligt. Nem­lig et sce­nar­i­um, hvori den nuværende økonomiske tænkn­ing vil fort­sætte sin dom­i­nans, og i stedet for at blive rev­ideret grundlæggende vil blive jus­teret efter de behov, som de tilt­a­gende for­ringelser af de geo­f­y­siske forhold vil tydelig­gøre. Og det vel at mærke på en måde, der yderligere vil fremme ulighe­den i en ver­den, hvor dem, der kan beskytte sig bag diger, for­sikringspo­licer, stats­borg­er­sk­aber osv. vil blive færre, og dem, der vil mærke den indi­rek­te vold, der lig­ger i disse for­ringelser, vil blive flere. For som den franske filosof André Gorz skriv­er et sted, siger marked­slogikken, at jo min­dre tilgæn­gelig en ressource er, dets mere økonomisk prof­ita­belt bliv­er det ”at sætte pris på det, der ikke allerede har en pris i form af luft, vand og lys.”

Gregers Ander­sen er Post­doc ved Insti­tut for Kun­st og Kul­turv­i­den­skab, Køben­havns Uni­ver­sitet.