Hvorfor dog bekymre sig om fremtidige generationer? Seks etiske argumenter mod bæredygtighed

Bæredygtighed er blevet et centralt tema, som både skaber argumenter for og imod. Leder af Center for Etik i Praksis, Finn Arler, undersøger de etiske modargumenter mod at gøre bæredygtighed til et centralt tema og forklarer, hvordan demokratiet kan få luget ud i de værste af dem.

FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! — Kli­makrisen er ikke læn­gere bare et anliggende for naturv­i­den­sk­ab­s­folk. Vi befind­er os muligvis i Antropocæn: en ny geol­o­gisk tid­salder, hvor skel­let mellem natur og kul­tur — på grund af men­nes­kets altom­fat­tende, glob­ale ind­virkn­ing på naturen — er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om human­io­ras rolle i spørgsmålet om natur, kli­makrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke læn­gere er for­be­holdt naturv­i­den­sk­aben.


Vi gør os etiske overve­jelser for at kunne forsvare vore han­dlinger med alment accept­able grunde. De grunde, vi giv­er, må således kunne anven­des af andre i tilsvarende sit­u­a­tion­er. Vi gør det ikke kun, for­di det er til vores egen langsigt­ede fordel. Det vil det ofte være, men der er mere i det end nøgtern kalku­la­tion.

Det er ikke mindst tydeligt, når vi taler om bæredygtighed. Tænker vi i snævert selviske baner i stil med en tidligere statsmin­is­ters mot­to om ”Noget for noget”, så kunne nuværende gen­er­a­tioner med god samvit­tighed rotte sig sam­men mod efterkom­merne: bruge alle tilgæn­gelige ressourcer, svine klo­den til og efter­lade en rygende ruin. Bæredygtighed ville aldrig blive et tema. Som Grou­cho Marx engang for­mulerede det: Hvor­for dog bekym­re sig om frem­tidi­ge gen­er­a­tioner – hvad har de nogensinde gjort for mig?

Men giv­er vore han­dlinger ikke også netop prob­le­mer for fremti­dens folk. Er vi så ikke i sid­ste ende en flok kalkulerende ego­is­ter? Tænker vi ikke kun etisk, når vi ellers selv risik­er­er at komme i prob­le­mer? De men­nesker, der lever, når vi er væk, kan hverken hjælpe eller genere os. Noget for noget kom­mer aldrig på tale. Er vi ikke lige netop der­for tilbø­jelige til at ignorere dem? Eller måske er det snarere sådan, at vi godt ved, hvad vi burde gøre, men bare ikke gør det. For­di vi er nogle dovne og, nåja, selviske vanedyr.

Begge kon­klu­sion­er er noget forhast­ede. Det inter­es­sante er nem­lig, at selv de, der han­dler på måder, der kan give prob­le­mer i fremti­den, ofte gør sig store anstren­gelser for at forsvare han­dlingerne. Med etiske grunde, vel at mærke. Disse grunde er vigtige at forholde sig til, selvom de ikke alle er lige gode. Lad os se på nogle af argu­menterne mod at gøre bæredygtighed til et cen­tralt tema.

Argument 1: Fremtidige menneskers vilkår kan ikke forbedres

Det første argu­ment lyder således: Hvis vi forsøger at gøre noget radikalt for de men­nesker, der kom­mer til at leve i fremti­den, så kom­mer vi til at ændre mange ting i dagligda­gen. Det vil betyde, at vores børn vil blive und­fanget på andre tid­spunk­ter, end hvis vi intet ændrede. De frem­tidi­ge men­nesker vil der­for være nogle helt andre end dem, vi bestræber os på at gøre det bedre for. Uanset hvad vi gør, så bør de men­nesker, der kom­mer til at leve i fremti­den, være glade for det, vi gør. Gjorde vi noget andet, ville de nem­lig slet ikke komme til at eksis­tere.

Dette argu­ment har især været pop­ulært blandt filosofisk inter­esserede. Der er ganske vist ikke mange, der vil bakke op om den logiske kon­klu­sion, at man drop­per hen­syn­ta­gen til kom­mende gen­er­a­tioner. Inter­essen er mere af intellek­tuel karak­ter og han­dler om at finde ud af, hvad der er gået galt under­ve­js. End ikke argu­mentets ophavs­mand, den britiske filosof Derek Parfit, har kun­net forlige sig med kon­klu­sio­nen. Baser­er man sig på en præmis om, at der, for at vi over­hovedet kan tale om forbedringer, må være tale om forbedringer for bestemte iden­ti­fi­cer­bare indi­vider, kan man imi­dler­tid ikke rigtigt slippe uden om den.

Argument 2: De vil være rigere og klogere

Et andet argu­ment er pop­ulært blandt main­streamøkonomer. Argu­mentet, der i beg­y­n­delsen af 1970’erne blev frem­ført af den amerikanske Nobel-pris-belønnede økonom Robert Solow som svar på bekym­rede rap­porter som Grænser for vækst, lyder således: Siden viden­skab og teknolo­gi forenede sig i 1800-årene, har vi oplevet en kon­tin­uerlig økonomisk vækst. Vi må antage, at væk­sten fort­sæt­ter, og at frem­tidi­ge gen­er­a­tioner bliv­er rigere end os. De vil sam­tidig have bedre tek­nol­o­giske og organ­isatoriske mulighed­er for at håndtere prob­le­mer. Akku­rat som vi er rigere, tek­nol­o­gisk og organ­isatorisk mere raf­finerede end gen­er­a­tionerne før os.

Der vil naturligvis opstå ressourcemæs­sige flaske­halse. Men, lyder argu­mentet videre, vore efterkom­mere kan i så fald skifte begrænsede ressourcer ud med andre. Nye opdagelser vil løbende udvide mulighed­erne. Opstår miljøprob­le­mer, vil de finde på nye måder at håndtere dem. Vi bebre­jder ikke vore forgæn­gere, hvis der er sket skad­er her og der. I stedet glæder vi os over de gevin­ster, deres teknisk-viden­sk­a­belige og poli­tisk-filosofisk-organ­isatoriske ind­sats har givet os. Selv fejl­slagne forsøg har vi lært af. Det samme må vel gælde vore efterkom­mere.

Tror man uden tøven på, at teknisk-viden­sk­a­belige svar dukker hur­tigere op end de prob­le­mer, de skal løse, ser man ingen grund til at ændre syn­derligt på det, vi allerede gør. Man behøver ikke være hverken kalkulerende ego­ist eller ubetænk­somt dovendyr for at ned­tone opmærk­somhe­den på bæredygtighe­den. Er man omvendt skep­tisk over­for en sådan kon­klu­sion, vil anbe­falin­gen være at gå mere for­sigtigt frem.

Om man bevæger sig den ene eller anden vej, er i hvert fald til dels et tros- og tem­pera­mentsspørgsmål. Det er dog den dristige kon­klu­sion om, at alt­ing nok skal løse sig, der bær­er på den tungeste bevis­byrde – for meget er jo nu engang ofte gået rigtig skævt i his­to­riens løb, uden at en smart løs­ning umid­del­bart var i sigte, og selv viden­sk­aben har vel sine begræn­sninger.

Argument 3: Hvorfor lige os?

Argu­menterne mod at øge fokus på bæredygtighed kan også bevæge sig i en anden ret­ning. Selvom man forstår og måske lige­frem del­er bekym­rin­gen for frem­tidi­ge folk, er det ikke oplagt, at man selv skal bebyrdes af det. Og slet ikke hvis ikke alle andre også bidrager. Det tred­je argu­ment, der bevæger sig ad dette spor, lyder sådan her: Der er under alle omstændighed­er meget ulighed i ver­den, både inden­for den enkelte gen­er­a­tion og på tværs af gen­er­a­tioner. Den lille særligt opmærk­somme gruppe, som vi udgør, kan ikke påtage sig hele byr­den med at afhjælpe den.

Det er i øvrigt slet ikke sikkert, at der kom­mer meget ud af at prøve. Alt for mange trækker i mod­sat ret­ning. Skulle vi virke­lig som en flok Flo­rence Nightingale’r yde en stor uselvisk ind­sats for at forbedre betingelserne for kom­mende gen­er­a­tioner uden sikker­hed for, at det lykkes? Det eneste, vi med sikker­hed kan vide, er, at vi bliv­er dårligere stil­let end dem, vi nor­malt sam­men­lign­er os med. Blot for­di vi er mere opmærk­somme og min­dre kyniske end dem. Det forekom­mer ikke rimeligt. Så hellere droppe den dårlige samvit­tighed.

Argument 4: Alle de andre gør det jo også

Et fjerde, næsten tilsvarende argu­ment lyder: Skal jeg virke­lig holde op med at gøre noget, som alle andre gør, men som helt mar­gin­alt kan tænkes engang at skade nogen, jeg end ikke ved, hvem er? Skal jeg droppe mine årlige fly­ve­ture til Thai­land og Bali, for­di det helt mar­gin­alt forøger dri­vhus­ef­fek­ten, og selvom alle andre, der har råd, fort­sæt­ter uden skru­pler? Min han­dling bety­der alligev­el så lidt for dem, der vil blive påvir­ket, at de slet ikke vil kunne reg­istrere, om jeg fly­ver eller ej. Så er betyd­nin­gen af, om netop jeg kom­mer afst­ed eller ej, helt anderledes stor i mit eget liv.

I begge til­fælde må et svar pege på en mellemvej mellem på den ene side ligeglad­he­den og på den anden side det store offer, som kun få er vil­lige til at påtage sig. En sådan mellem­po­si­tion kunne være at følge det prin­cip, som den amerikanske filosof Peter Wenz har fores­lået: Bestræb dig på at gøre en lille smule mere end dem, du almin­deligvis sam­men­lign­er dig med. Ingen lid­er skade af at efter­leve prin­cip­pet, og hvis alle føl­ger det, opstår en pos­i­tiv spi­ral, hvor ingen afkræves store ofre.

Argument 5: Det er ikke mit bord

Et femte argu­ment, der i nogen grad er beslægtet med de to foregående, find­es i forskel­lige ver­sion­er. En på vor bred­de­grad­er udbredt udgave har kris­tent ophav. Her bet­vivles de fjern­hed­setiske forud­sæt­ninger – forestill­in­gen om den uni­verselle næstekærlighed – som både idéen om men­neskerettighed­er og kravet om bæredygtighed er knyt­tet til. Vel skal vi som kristne drage omsorg for vore næste. Men de næste, vi er forpligtet til at drage omsorg for, er alene vore nærmeste. Børn, børnebørn og olde­børn tæller selvføl­gelig med, mens fjerne gen­er­a­tioner er os ligeså fremmede som folk på den anden side af klo­den. De må sørge for sig selv.

Hov­ed­parten af de kom­mende gen­er­a­tioner kom­mer til at leve i andre dele af ver­den. Deres velfærd kan ikke være vort ans­var. Hvis alle brugte omsor­gen på de nærmeste i stedet for på helt religiøs vis at ville være ver­dens­frelsere, så ville alle være omfat­tet af nogens omsorg. Ingen kan være under­lagt urimelige krav om byrder af hen­syn til vildt fremmede men­nesker, hvis behov og hen­sigter de alligev­el intet kender til.

Man kan dårligt undgå at tænke, at en sådan til­gang er noget ukærlig over­for fremmede. Omvendt er det klart, at omsor­gens række­v­id­de må være begrænset på en eller anden måde, hvis vi over­hovedet skal overkomme at gøre noget for nogen. Spred­nin­gen af et bud­skab om en uover­stigelig mur mellem de nære og de fjerne kan imi­dler­tid hur­tigt få uønskede føl­ger. Også for dem, man selv har kastet sin kærlighed på. Alle er vi jo i en eller anden udstrækn­ing afhængige af fremmedes velvil­je.

Vores afhængighed af fremmede gælder ikke mindst dem, der lev­ede før os, og som jo kunne have gjort klo­den vanske­lig at leve på. Den kolde krig kunne f.eks. have udviklet sig til et atom­art rag­narok, hvis begge parter havde antaget, at fremmede i tid og rum ikke ved­kom dem, og at alene magt løs­er den slags kon­flik­ter, ikke næstekærlighed eller gen­sidig respekt og omsorg. Hov­ed­parten af dem, der tilhør­er kom­mende gen­er­a­tioner, vil være fuld­stændig fremmede for os. Men de vil også i vid udstrækn­ing være afhængige af os. Er det store ofre, der kræves af os, så vil fremmed­he­den givetvis spille ind. Hvis det, der kræves, igen er, at vi gør blot en lille smule mere end dem, vi sam­men­lign­er os med, så bliv­er opgaven mere overkom­melig. Og vi slip­per sam­tidig for de uover­stigelige mure mellem men­nesker.

Argument 6: Ved vi nok?

Det sjette og sid­ste argu­ment, jeg vil nævne, stiller spørgsmål­stegn ved den viden, kravet om øget fokus på bæredygtighed er baseret på. Der kan enten være tvivl om viden­sk­aben eller om vor egen ind­sigt. Argu­mentet lyder i én udgave således: Jeg føler mig ikke over­be­vist om, at det i det hele taget tjen­er noget for­mål at begrænse udled­ninger af f.eks. klima­gasser. Kli­ma- og miljø­forskerne har jo en egen­in­ter­esse i at gøre prob­le­merne værre, så de kan få flere bevillinger. Andre forskere, som ikke på samme måde er afhængige af at skræmme folk, har da også stil­let spørgsmål­stegn ved deres kon­klu­sion­er. Vi kan ikke basere tunge beslut­ninger på så vagt et grund­lag.

I en anden udgave af argu­mentet er det snarere ens egen viden, der bet­vivles: Det er svært for sådan en som mig at vide, hvem man skal tro, så længe der er uenighed. Og jeg vil ikke beg­y­n­de at yde ofre, når jeg slet ikke føler mig sikker i min sag. Man kan ikke for­lange af folk, der ikke ved ret meget om en sag, at de ofr­er sig for den. Der er naturligvis en vigtig kerne af sand­hed i begge de to ver­sion­er af argu­mentet. I mange af de temaer, som er relateret til spørgsmålet om bæredygtighed, er der en bety­delig viden­sk­a­belig usikker­hed. Det gælder kli­maspørgsmålet, akku­rat som det gælder spørgsmål om ressource­man­gel eller om udled­ninger af kvæl­stof og fos­for. Og for den menige borg­er er det naturligvis end­nu vanske­ligere at gen­nem­skue argu­menterne.

Usikker­hed­er find­es i alle livets forhold, men ingen hold­er sit liv på stand­by af den grund. I spørgsmål om bæredygtighed find­es også usikker­hed­er, og alligev­el han­dler vi. Ud fra den bed­ste viden vi på et givet tid­spunkt kan opnå. Man kan ikke for­lange, at folk har omfat­tende og detal­jeret ind­sigt i svære emn­er. Men vi fri­hold­er os heller ikke for ans­var, for­di vi lukker øjnene. Ingen kræver omfat­tende ofre af enkeltin­di­vider, når der er stor usikker­hed om virknin­gen. Omvendt er der ikke alene tab ved at begrænse frem­tidi­ge far­er. Man kunne have gevinst ud af det. Sociale, samvit­tigheds- og engage­mentsmæs­sige gevin­ster – måske tilmed økonomiske på læn­gere sigt.

Etisk argumentation trods alt

Der er mange argu­menter i omløb mod at bruge yderligere kræfter på hen­syn­ta­gen til kom­mende gen­er­a­tioner. Argu­menter, der fort­jen­er en ser­iøs behan­dling. Jeg skal dog ikke her føje yderligere til de få hints, jeg allerede har givet, men vil over­lade det til læseren at vur­dere de anførte argu­menters vægt.

I stedet skal jeg hæfte mig ved, at også argu­menterne mod at sætte mere fokus på bæredygtighed grundlæggende er (eller i hvert fald som oftest kan blive) kon­strueret på etisk vis. Han­dlinger forsvares således typisk med argu­menter, man for­ven­ter, at også andre vil kunne acceptere. Inklu­sive kom­mende gen­er­a­tioner. Der er en under­forstået antagelse, at også alle andre vil opnå vor accept, hvis de anven­der argu­menterne i tilsvarende sit­u­a­tion­er. Det bør endog gælde i til­fælde, hvor vi selv kan for­vente at blive neg­a­tivt berørt af føl­gerne.

Man­glende fokus på bæredygtighed kan ikke reduc­eres til et spørgsmål om kynisme, for­glem­melse og åndelig slaphed. Man bør forholde sig direk­te til de etiske argu­menter, der anven­des, hvis man vil have andre til at agere anderledes. Det er ikke særligt respek­t­fuldt i udgangspunk­tet at antage, at folk godt ved, hvad de burde gøre, men bare ikke gør det. Den logiske kon­klu­sion bliv­er hur­tigt, at man slet ikke behøver forsøge sig med argu­menter. Dem lyt­ter folk alligev­el ikke til. I stedet må man kon­cen­trere sine kræfter på at lokke og presse og manip­ulere.

Fornuft eller følelser?

Men er det ikke også sandt, at vi ikke styres ret meget af argu­menter og for­nuft? At det i realiteten er følelser og intu­ition­er, der kør­er rundt med os? Svaret er, at der her alt for hur­tigt opstilles en fal­sk mod­still­ing. Folk, der gør sig overve­jelser om noget, gør det jo i reglen, for­di de føler for det. Folk, der føler for noget, gør sig da også tanker derom. Der kan aldrig være tale om to uafhængige departe­menter. Vi raf­finer­er jo tvær­ti­mod løbende vore følelser og intu­ition­er, når vi påvirkes af argu­menter, akku­rat som vi ind­drager følelser og intu­ition­er, når vi løbende kali­br­erer vore argu­menter.

Vi er af god grund tilbage­hold­ende over­for kon­klu­sion­er, der synes at følge af snørklede argu­men­ta­tion­skæder, vi har svært ved at sætte en fin­ger på, men som vi intu­itivt fornem­mer, er fork­erte. Somme tider må vi naturligvis erk­ende, at en argu­men­ta­tion kan vise sig at have stor styrke, selvom vi ved første øjekast find­er den fremmedartet og der­for forhold­er os skep­tisk tilbage­hold­ende. I så fald omlæg­ger og raf­finer­er vi vore intu­ition­er på området. I de fleste til­fælde er det dog den umid­del­bare intu­ition, der er værd at følge. Vi fornem­mer argu­menters svaghed, længe før vi find­er frem til det præ­cise sted, hvor det er gået galt. Intu­itio­nen er nem­lig allerede raf­fineret gen­nem års erfaringer og overve­jelser. Det er på den basis, nye argu­menter må finde fod­fæste og vin­de ind­pas.

Komplekse problemer

I kom­plekse prob­lem­still­inger er der aldrig enty­di­ge kon­klu­sion­er. Det gælder i etiske spørgsmål, akku­rat som det gælder i viden­sk­a­belige. Døm­mekraften over­be­byrdes, når prob­le­mer bliv­er tilstrække­ligt kom­plekse. Forskel­lige per­son­er kan ende med forskel­lige, men hver for sig rimelige kon­klu­sion­er. Den enkelte per­son kan ændre hold­ning over tid. Det bety­der ikke, at det hele er sub­jek­tivt og til­fældigt. Selvom der ikke kan fældes enty­di­ge domme, er alt­ing ikke lige godt. Der er i reglen et begrænset spek­trum af rimelige vur­deringer. Uden­for lig­ger alle fejl­skud­dene.

Var der kun én kor­rekt kon­klu­sion i selv kom­plekse spørgsmål, måtte vi indrette os efter det. Vi kunne lade et hold ekspert­er finde frem til de kor­rek­te beslut­ninger. Er der der­i­mod tale om et spek­trum af rimelige vur­deringer, stiller sagen sig anderledes. Så kan vi ikke for­lade os på, at ekspert­erne find­er den kor­rek­te løs­ning. Det bety­der omvendt ikke, at vi så skal smide ekspert­erne på porten, sådan som en tidligere statsmin­is­ter en over­gang mente. Ekspert­ernes viden, råd og anbe­falinger er guld værd. De hjælper os med at kval­i­fi­cere beslut­ningerne, fjerne fejl­skud­dene og holde os inden­for rime­lighe­dens grænser. Enty­dighed kan de der­i­mod ikke sørge for.

De få og de mange

Det er én af grun­dene til, at demokrati er så god en idé at anvende i kom­plekse spørgsmål. Ikke blot kan man få de berørtes bekym­ringer, behov og ønsker på banen. Nok så vigtigt er det, at man både kan få så mange argu­menter bragt i spil, at selv den bed­ste ikke på forhånd vil kunne kende dem alle, og få dem testet i fri dia­log. Man kan strides om argu­menter, hvis kon­sekvenser ingen enkelt­per­son har kapacitet til helt at tænke igen­nem. Uden for­vent­ning om, at man kan finde frem til det kor­rek­te svar. Og dog kan man ende op med rimelige løs­ninger. Som løbende kan bøjes og files til, når betingelserne ændr­er sig, og erfaringerne løber ind.

Demokrati­et store styrke er, med den antikke græske filosof Aris­tote­les’ ord, at de mange tilsam­men bliv­er bedre end de få (ekspert­er), selvom de få hver for sig er bedre end de mange hver for sig. Svær­mintel­li­gens hed­der det vist på nudan­sk. Vi oper­erer alle inden­for vores egen begrænsede horisont. Tilsam­men repræsen­ter­er vi imi­dler­tid så bredt et spek­trum af viden og erfar­ing, at de manges fælles kon­klu­sion vil være bedre end de få udval­gtes. En fri og åben beslut­ning­spro­ces vil sam­tidig i læng­den være bedre til at fjerne vild­skud end nogen anden pro­ces. Det er den samme pointe, der lig­ger bag berømte bon mot, som måske, måske ikke stam­mer fra den amerikanske præsi­dent Abra­ham Lin­coln: ”Man kan snyde hele folket en del af tiden, og man kan snyde dele af folket hele tiden, men man kan ikke snyde hele folket hele tiden”.

Demokrati og bæredygtighed

Demokrati er for eksis­terende men­nesker, men hvad med frem­tidi­ge gen­er­a­tioner? Burde de ikke have en plads i beslut­ning­sprocessen? Lad os antage, at der vil være men­nesker på klo­den – og i vores land – i tusin­der af år end­nu. Og lad os antage, at alle i udgangspunk­tet tæller lige. Det kunne i prin­cip­pet betyde, at alle de mange frem­tidi­ge inter­ess­er kom til at veje så tungt, at nutidi­ge inter­ess­er stort set måtte for­bigås. En ligelig repræsen­ta­tion af alle gen­er­a­tioner i Folketinget ville dårligt nok give plads til en enkelt repræsen­tant for nuti­den. Tænk­te de frem­tidi­ge gen­er­a­tioner i selviske baner, ville de måske kræve, at det nutidi­ge for­brug blev min­imeret, mens den størst mulige andel af alle indtægter blev investeret i fremti­den. Der ville i så fald opstå det paradoks, at ingen gen­er­a­tion nogensinde ville kunne anvende noget på sig selv, men måtte sende så meget som muligt videre.

Mere menings­fuldt ville det være at finde en formel, som alle gen­er­a­tioner kan leve med. Brundt­land-rap­portens krav om ikke at bruge mere, end at også frem­tidi­ge gen­er­a­tioner kan få opfyldt deres behov i samme udstrækn­ing som den nuværende gen­er­a­tion, er en formel af denne slags. Hvad det mere præ­cist vil betyde, er mere usikkert. Som nævnt er der af gode grunde ganske uen­sart­ede for­vent­ninger til, hvad viden­sk­aben vil kunne tilbyde fremti­den. Så nogle vil være parat til dristigere udspil end andre – uden dermed at lade hånt om fremti­dens behov.

Netop der­for tilby­der demokrati­et sig som en rimelig måde at håndtere dette prob­lem. Ikke blot for vor egen gen­er­a­tion, men også for dem, der føl­ger efter. Når dele af befolknin­gen nær­er store forhåb­ninger til viden­skab og teknolo­gi, mens andre for­bliv­er skep­tiske, så vil det rimelig­ste være løbende at afgøre sagen gen­nem demokratiske pro­ce­dur­er. Det behøver ikke altid og helt ned i detal­jen være par­la­men­tariske process­er og ved­tagelser. Offent­lighe­dens dialoger, lokale beslut­ninger og markedsvalg vil også virke med.

Den sam­men­sæt­ning af for­sigtige skep­tikere og vove­modi­ge opti­mis­ter, som vi find­er i dag, vil næppe være meget anderledes end den, man vil finde blandt frem­tidi­ge gen­er­a­tioner. Der­for kan vi også dårligt bebre­jdes de beslut­ninger, vi træf­fer, så længe vi gør det på demokratisk vis, med brug af den bed­ste viden og de bed­ste etiske argu­menter, vi hver især har kun­net opdrive. Vi kan håbe på, at det også vil være den måde, vore efterkom­mere håndter­er deres udfor­dringer.

Finn Arler er ph.d., dr.scient. og lek­tor ved Insti­tut for plan­lægn­ing, Aal­borg Uni­ver­sitet samt led­er af Cen­ter for Etik i Prak­sis

Scroll til toppen