Rural utopi i urban tidsalder. Ou Ning: Hvordan man laver sin egen utopi

Den kinesiske filmskaber, redaktør, kurator og kunstner Ou Ning udformede i 2010 notesbogen Hvordan man laver sin egen utopi; en forestilling om en intellektuel genoplivning af et tabt, ruralt fællesskab i landsbyen Bishan i den østlige del af Centralkina. Notesbogen er et montageværk, som afføder næsten lige så mange spørgsmål som svar.


Flere og flere kine­siske kun­st­nere, akademikere og aktivis­ter bevæger sig i disse år ud i Kinas lan­dom­råder i et forsøg på at geno­plive de lokale lands­bysam­fund. Den kun­st­prak­sis de tager med sig ud i lan­dom­råderne er socialt engageret og er ofte bun­det op på øns­ket om foran­dring. Pro­jek­terne favn­er en bred vifte af metoder og udtryk og tæller et udendørs kun­st­mu­se­um i en afsidesliggende lands­by i Gan­su-provin­sen, lands­by­bib­liotek­er hvor der før var dårlig eller ingen adgang til bøger, kun­st- og film­fes­ti­valler, kun­st­ner­iske under­søgelser af forhold­ene i lan­dom­råderne, work­shops hvor man arbe­jder med lokale hånd­værk­stra­di­tion­er, udviklin­gen af en ny arkitek­tur til lan­dom­råder og mange andre kor­tere og læn­gere­varende pro­jek­ter. En af de kun­st­nere, der har været med til at tage ini­tia­tiv til denne bevægelse, er Ou Ning, der i 2010 skit­serede notes­bo­gen Bis­hankom­munen: Hvor­dan man laver sin egen utopi og i 2013 fly­t­tede per­ma­nent til lands­byen Bis­han, der også dan­ner geografisk bagtæppe for utopi­en.

Ou Nings notes­bog om Bis­hankom­munen er et fascinerende grafisk værk, hvor kom­mentar­er, tanker og små beretninger fra Ou Nings besøg i lands­byen Bis­han er flet­tet sam­men med teg­ninger, udklip, farvekodet tekst, hånd­skrevne not­er, billed­er og citater. Notes­bo­gen frem­stiller Ou Nings vision­er om et utopisk fæl­lesskab, der kan ændre vilkårene for befolknin­gen i lan­dom­råderne i Kina. For­fæ­drene til det utopiske fæl­lesskab, som notes­bo­gen plac­er­er side om side i et for­fæ­dretem­pel, er den rus­siske anark­ist Peter Kropotkin og den kine­siske for­t­aler for masseud­dan­nelse Yan Yangchu. Kropotkins anark­isme (på kine­sisk ingen-regerings-isme) og ide om gen­sidig hjælp er grund­lag for det utopiske fæl­lesskab og dets økono­mi. Medlem­merne skal rekrut­teres via inter­net­tet, der er ingen ledere, og beslut­ninger tages på fællesmøder ud fra kon­sen­sus­demokratiske prin­cip­per. Det er ikke nogen færdigtænkt utopi, men en udforsk­ende, ref­er­encemæt­tet skitse der peger på kun­st­ner­fæl­lessk­aber som NSK Stat­en (Neue Slowenis­che Kun­st Stat), alter­na­tive fællesk­aber som Fris­taden Chris­tia­nia, arkitek­turbevægelser fra det 20. århun­drede og på anark­isme, kollek­tivitet, ruralitet og forhold­et mellem land og by. Det er en enkelt mands ønske om en anden ver­den, hvor visio­nen om det kollek­tive og et fæl­lesskab baseret på gen­sidighed bær­er notes­bo­gen over i en gener­el kri­tik af den ver­den vi lever i – i særde­leshed den kine­siske. I 2011 etablerede Ou Ning sam­men med sin kol­le­ga Zuo Jing Bis­hankom­munen i lands­byen Bis­han, men her er det først og fremmest utopi­en som den er præsen­teret i notes­bo­gen, der er omdrejn­ingspunkt.

Opløsning

Bag­grun­den for opret­telsen af Bis­hankom­munen, og for mange andre af de kine­siske kun­st­pro­jek­ter der udfold­er sig i lan­dom­råderne, lig­ger primært i en kri­tik af den urbanis­er­ing­spro­ces, der dominer­er store dele af Kina, og som før­er til en omfat­tende atom­is­er­ing­spro­ces, hvor fam­i­li­er splittes, huse for­falder og land­brugstra­di­tion­er forsvin­der. Siden åbnin­gen af Kina i 1978 med reform­poli­tikken har et tocif­ret mil­lion antal men­nesker migr­eret fra land til by, lands­by­er bliv­er opslugt af de urbane cen­trum­mer de engang lå i udkan­ten af eller lands­by­erne forsvin­der, når ind­byg­gerne fly­t­ter til byen for at arbe­jde, og det samme gælder lands­brug­steknikker, lands­by­tra­di­tion­er og lands­byfæl­lessk­aber. I stedet opstår mil­lion­by­er som for eksem­pel Shen­zhen, der tidligere blot var en lille fisker­lands­by, men som efter udnævnelsen til Særlig økonomisk zone i 1979 er vok­set eksplo­sivt til over 15 mill. ind­byg­gere. Shen­zhen, som Ou Ning er vok­set op tæt ved, er blevet til et kæmpe his­to­rieløst mon­strum. Byerne opsluger ressourcer fra de omkring­liggende lands­by­er; land­brugsjord bliv­er sol­gt til inve­stor­er, der, ofte uden tanke på lokale forhold, byg­ger hoteller, fab­rikker eller andet der kan generere en ind­komst, som sjældent kom­mer lands­by­boerne til gode. Hverken i form af rede penge eller job­mu­lighed­er, da kval­i­fi­ceret arbe­jd­skraft bliv­er hen­tet ude­fra. Denne udvikling gør det tabte fæl­lesskab til et cen­tralt konkret og diskur­sivt omdrejn­ingspunkt for Ou Nings notes­bog­su­topi. Men prob­le­merne lig­ger ikke kun i lan­dom­råderne, lyder kri­tikken fra Ou Ning, der beskriv­er, hvor­dan der i Kina er ”utal­lige prob­le­mer i byerne med ekspro­prier­ing af jord, nedrivn­ing og for­fly­t­ning af beboere, […] slum, migrantar­be­jdere, den offentlige orden osv. Fak­tisk stam­mer det hele fra, at forhold­et mellem land og by er blevet vendt på hov­edet og fra den irra­tionelle fordel­ing af ressourcer mellem land og by.” Rela­tio­nen og bal­an­cen mellem land og by er således (end­nu) et fæl­lesskab, der er gået i opløs­ning som følge af den ”glob­alis­erede kap­i­tals under­trykkende virke­lighed.” Der lig­ger alt­så ikke en dæmonis­er­ing af byen som sådan, og i udgangspunk­tet heller ikke en roman­tis­er­ing af lan­dom­råderne, uagtet at roman­tis­erin­gen af og til trænger sig på alligev­el. Selvom prob­le­merne i de rurale og urbane områder er anerk­endt af den kine­siske regering, så er regerin­gen og Ou Ning ikke enige om måden hvor­på prob­le­merne bør løs­es. Regerin­gen arbe­jder for en øget urbanis­er­ing, det vil sige en reloka­tion af befolknin­gen i de rurale områder til de min­dre og mellem­store urbane cen­trum­mer, hvor Ou Ning mod­sat argu­menter­er for en styrkelse og geno­plivn­ing af de rurale fæl­lessk­aber, i et forsøg på at stoppe bevægelsen væk fra lan­dom­råderne.

Æstetisering

Hvor­dan man laver sin egen utopi er lavet til en stor udstill­ing i Shang­hai hvor notes­bogs­fir­maet Mole­sk­ine inviterede kun­st­nere, menings­dan­nere og andre tænkere til at udfylde og udstille hver deres udgave af den velk­endte mol­skindsind­bundne bog. Ind­hold­et i notes­bo­gen er således nøje kurateret af Ou Ning til en udstill­ingssam­men­hæng, og notes­bo­gen er i den for­stand ikke en egentlig notes­bog, men nærmere et kun­sto­b­jekt. Det er især tydeligt i måden hvor­på de inviterede designere samt ani­ma­toren indgår i vær­ket, hvor Ou Ning har udstukket lin­jerne for deres skitser af arkitek­tur, flag, pas, logo og bek­læd­ning. Deres bidrag til notes­bo­gen udgør en stor del af det visuelle mate­ri­ale, og notes­bo­gen frem­står i den for­stand som en æste­tis­eret forestill­ing om kun­st­nerens pri­vate frirum. Men taget ud af udstill­ingskon­tek­sten bidrager de hånd­skrevne not­er og de mange udklip og citater til en form for aut­en­ticitet: Man tror på, at man bliv­er givet et kig ind i en kun­st­ners tankever­den, hvor umid­del­bart usam­men­hæn­gende ref­er­encer til USAs uafhængighed­serk­læring, anark­isme og tra­di­tionel kine­sisk bek­læd­ning sam­ler sig til et inkon­sekvent hele, der er åbent for læs­ninger – og giv­er anled­ning til spørgsmål. Notes­bogs­for­matet — forestil­let eller ej — giv­er på sin vis utopi­en fri­hed til at være ufærdig og ufuld­stændig – det er bare not­er og under­søgelser af en utopisk ver­den, der dirrer som en uty­delig pro­jek­tion.

Side­s­til­let med skit­serne til Bis­hankom­munens arkitek­tur er Ou Nings ref­er­encer til tidligere tiders forestill­inger om en utopisk arkitek­tur (Le Cor­busiers Ville Radieuse, Peter Cooks Plug-in City, Sant’ Elias Cit­tà Nuo­va), utopi­er der, som Ou Ning også bemærk­er, oftest find­er sted i det urbane og sjældent forhold­er sig til, hvor­dan en frem­tidig, rur­al arkitek­tur kunne udfolde sig. Arkitek­turen skit­seret i notes­bo­gen over­skrid­er dermed Bis­hankom­munen og forsøger at give et visionært svar på, hvor­dan man kan forestille sig en frem­tidig arkitek­tur i lan­dom­råderne. Bis­hankom­munens arkitek­tur, udformet af ani­ma­toren Ray Lei, har som grund­præmis at men­nes­ket skal kunne leve i fre­delig samek­sis­tens med naturen, bygningerne flettes af lokale mate­ri­aler og spiller på mobilitet og flek­si­bilitet. Det meste af arkitek­turen kan sam­les, skilles ad, forstør­res, for­mindskes, udføre flere funk­tion­er på samme tid alt afhængigt af for­mål og brug. Flek­si­bilitet og mobilitet er behov der selvføl­gelig ofte er dik­teret af kap­i­tal­is­mens krav om arbe­jd­skraftens bevæge­lighed, men det giv­er også rum til en mere flek­si­bel fam­i­lie- og boform, der kan rumme foran­dringer i fæl­lessk­ab­sstruk­turen. Skit­sernes visuelle udtryk peger på den ene side på naturen, bygningerne skal følge land­sk­a­bets stigninger og fald, gerne beplantes på tagene eller være forskel­lige for­mer for træ­to­phuse. Men på den anden side er der også et umisk­endeligt sci-fi-agtigt skær over skit­serne, og som Ou Ning halvt i sjov point­er­er: ”Haha, Ray Lei har altid været optaget af rumvæsen­er. En utopi er måske [fak­tisk] en slags uden­jordisk civil­i­sa­tion.”

De grafiske designere Xiao­ma og Chengzi har udformet skit­serne til Bis­hankom­munens logo, pas og flag. Den første skitse er en form for for­drejet appro­pri­a­tion af NSKs logo. Udover en række andre ændringer er fak­lerne udskiftet med de hånd­værk­sre­laterede sym­bol­er øksen, seglet og faklen, og de har ind­sat et rødt ban­ner. Sym­bol­erne og det røde ban­ner bliv­er dog helt fjer­net fra skit­sen på Ou Nings anvis­ning, for som han kom­menter­er ”Jeg kan ikke særlig godt lide de mange betyd­ninger, de tidligere har været ladet med.” Notes­bo­gens endelige ver­sion af logoet bliv­er et lyserødt, grønt og lyseg­ult logo med mark­er, bjergkæder, to bøger øverst omkranset af en slags ledest­jerne, og ned­er­st, i et takket hjul der skal repræsen­tere his­to­riens frem­skridt, står bogstav­erne R og A: ini­tialer for rural­isme og anark­isme. Det visuelle udtryk i notes­bo­gens logo giv­er indtryk af en utopi isol­eret fra det omgivende sam­fund: Der er kun et nos­tal­gisk kon­den­sat af land­bruget og lan­dom­råderne tilbage. Mod­sat NSK, der prak­tis­er­er en form for over-iden­ti­fi­cer­ing med og deter­ri­to­ri­alis­er­ing af total­itære sym­bol­er, ofte nazis­tiske, væl­ger Ou Ning at gå væk fra sym­bol­er, der kan associeres med kom­mu­nis­men (seglet, det røde ban­ner etc.). Bis­hankom­munens navn er heller ikke en under­forstået hen­vis­ning til Mao-tidens folkekom­muner, men er der­i­mod ment som en ref­er­ence til den anarko-social­is­tiske Paris­erkom­munen af 1871. Der er således både en afvis­ning af samti­dens urbanis­erede Kina og den nære for­tids kom­mu­nis­tiske Mao-era, og måske det er i afvis­ningerne, at vi skal finde logoets egentlige logik.

Fællesskab

Notes­bo­gen læg­ger ud med en udforskn­ing af mikro­na­tion­er og tager udgangspunkt i Erwin S. Strauss’ nyk­las­sik­er How to Start Your Own Coun­try fra 1985. Ou Ning har i notes­bo­gens titel udskiftet ”land/country” med ”utopi/utopia”. Utopi, der bety­der ikke-sted, hen­viste i Thomas Moores oprindelige satiriske form til et sted, der ikke kan find­es. Utopi­en er der­for nærmere et spe­jl, der bliv­er holdt op foran det omgivende sam­fund, et spe­jl der også kri­tisk udstiller nogle af sam­fun­dets og den kap­i­tal­is­tiske indret­nings svaghed­er og prob­lema­tis­ere den tid vi lever i. Men udskift­nin­gen af ordet land han­dler også om at Ou Ning tager afs­tand fra forhold, der knyt­ter sig til forestill­in­gen om en stat; som for eksem­pel at okku­pere et ter­ri­to­ri­um, ejen­dom­sret­tighed­er, regerings­førelse og andre insti­tu­tion­er og rit­ualer der føl­ger med stats-beteg­nelsen. Det vil sige, det han­dler om den fæl­lessk­ab­s­følelse, der kan opstå på tværs af sådanne grænser og ter­ri­to­ri­er. Fæl­lessk­ab­s­følelsen i Bis­hankom­munen skal udfolde sig omkring fælles for­fæ­dre, kom­mune­flag og ‑sange, et pas, forslag til højtider og til bek­læd­ning m.m. Disse artik­ler og aktiviteter skaber det his­toriske og rit­uelle fun­da­ment for kon­struk­tio­nen af et nyt, forestil­let fæl­lesskab.

Med sine ideer om at skabe alter­na­tive fæl­lessk­aber og sin kri­tik af urbanis­erin­gen i Kina oper­erer Ou Ning på kan­ten af det tilladte. Det er heller ikke helt uprob­lema­tisk at tale om en anark­isme, selvom mange af Mao-tidens ledende kom­mu­nis­ter beg­y­n­dte deres poli­tiske løbe­bane som anark­ister. Som så mange andre kine­siske kun­st­nere er Ou Ning bev­idst om, hvor­dan han skal frame sine ord, så de ikke er direk­te i mod­strid med regerin­gen og kan gå gen­nem cen­surens nåleø­je, selvom dette øjes grænser altid er fly­dende og aldrig klart definerede. Kri­tikken af den kine­siske regering i notes­bo­gen er meget sub­til, anark­is­men præsen­teres som en fre­delig, grundlæggende følelse af fæl­lesskab, og man skal som læs­er selv udlede de regeringskri­tiske tanker af citater, ref­er­encer eller hen­tyd­ninger til de kon­stante kon­flik­ter Ou Ning og andre har haft med myn­dighed­erne. Det er særligt tydeligt i lis­ten over selvo­pret­tede kejser­riger i Kina efter 1949 (udar­be­jdet af den kendte dis­si­dent for­fat­ter Liao Yiwu) eller i kortlægnin­gen over de forskel­lige fæl­lessk­aber Ou Ning har formet gen­nem tiden, hvo­raf en stor del er blevet for­budt eller lukket ned af myn­dighed­erne. Dermed er det ikke kun det rurale fæl­lesskab, der frem­står som tabt, men også alle de andre, det være sig kejser­riger eller kul­turelle fæl­lessk­aber, der gen­nem tiden er blevet under­trykt af den kine­siske regering. Uden at Ou Ning kom­menter­er det direk­te bliv­er disse under­tryk­te fæl­lessk­aber en påmin­delse om den kine­siske regerings sys­tem­a­tiske optrevling af fæl­lessk­aber, der bev­idst eller ube­v­idst udfor­dr­er stat­en, og en foru­danelse om det kom­mende fæl­lessk­abs udfor­dringer.

Klassekamp

Rela­tion­erne til det omkring­liggende sam­fund generelt og de lokale lands­by­boere især er noget af det der frem­står uty­deligt og selv­mod­si­gende i utopi­en. Yan Yangchus, den ene af for­fæ­drene, prak­sis i de kine­siske lan­dom­råder dan­ner grund­lag for utopi­ens han­dling­sprin­cip­per. Yan Yangchu var i 1930ernes Kina fore­gangs­mand for bevægelser der arbe­jd­ede for udvikling af lan­dom­råderne på både uddan­nelses­mæs­sige og økonomiske plan­er. Yan Yangchus ni læresæt­ninger som citeret i notes­bo­gen:

1.       Gå ud blandt folket

2.       Lev blandt folket

3.       Lær af folket

4.       Diskuter arbe­jdet i lands­byen i fæl­lesskab med folket

5.       Start med det bøn­derne ved

6.       Byg oven­på det eksis­terende

7.       Ikke at tilpasse sig sam­fun­det, men at trans­formere det

8.       Vær opmærk­som på den sam­lede udvikling

9.       Hjælp ikke egen­hændigt, men stim­ulér folkets styrke

”Folket” skal ifølge læresæt­ningerne danne grund­lag for prak­sis. Og man kan undre sig over, hvor­for ”lands­by­boere” eller ”bøn­der” ikke er inklud­eret i Ou Nings liste over grup­per, der skal mobilis­eres af Bis­hankom­munen:

Bis­hankom­munen mobilis­er­er kun­st­nere, for­fat­tere, arkitek­ter, designere, intel­li­gentsi­aen, miljø- og sam­fund­sak­tivis­ter til på lan­det at udfolde eksper­i­menter med fælles livs­førelse, fokuser­er på forhold­et mellem land og by i Kina og på den glob­alis­erede kap­i­tals under­trykkende virke­lighed, advok­er­er for rural­isme og anark­isme, kalder på en øget opmærk­somhed på tabet af land­brugsjord, krisen i land­bruget, bøn­dernes tab af magt, ned­bryd­nin­gen af tra­di­tion­er og andre konkrete prob­le­mer”

Prob­le­merne på lan­det skal dermed løs­es af en uddan­net, elitær klasse. Der er en umid­del­bar selv­mod­sigelse i de to udsagn, Yan Yangchus ni læresæt­ninger og de grup­per der skal mobilis­eres. Hvor­dan skal vi forstå bøn­dernes og lands­by­boernes rolle i denne lign­ing? Med andre ord er der et kol­laps mellem forestill­in­gen om det klas­seløse sam­fund (anar­ki) og ideen om rur­al genop­bygn­ing, hvor en uddan­net elite tager ud for at ”opl­yse” en angiveligt under­ud­dan­net befolkn­ings­gruppe. I tek­sten ”Rur­al Recon­struc­tion in Chi­na” fra 2012, beskriv­er Ou Ning, hvor­dan Mao-tidens folkekom­muner ”alvorligt øde­lagde de kine­siske land­brugssam­fund: Kon­cen­tra­tio­nen af land og andre pro­duk­tion­s­mi­dler split­tede de tra­di­tionelle små-land­brug; intense klassekampe og hyp­pige poli­tiske kam­pag­n­er øde­lagde fam­i­liestruk­tur­er og etikken i land­dis­trik­terne; tvangsar­be­jde og egal­i­tarisme demor­alis­erede bøn­derne.” Klassekamp og andre fak­tor­er er, i Ou Nings forståelse, dermed ødelæggende for udviklin­gen af de kine­siske lan­dom­råder. Måske skal vi der­for forstå den man­glende tagen still­ing til klassep­a­r­a­dig­met i notes­bo­gen i rela­tio­nen til det kine­siske kom­mu­nist par­ti, der som bek­endt har klassekamp som den ide­ol­o­giske base. Ou Nings utopiske forestill­ingsrum inde­hold­er en afvis­ning af den i Kina his­torisk, dominerende klassekamps­diskurs, en kri­tik af den mere eller min­dre kon­stante klassekamp under Mao-æraen og af den eksplo­sive udvikling Kina har gen­nemgået siden Maos død i 1976. Som med logoet, så skal logikken i Ou Ning utopi måske find­es i afvis­ningerne og i afspe­jlin­gen af forhold­et til Kinas overide­ol­o­gis­erede og under­trykkende for­tid (og nutid) i disse afvis­ninger. Selvom klasse­be­v­id­s­the­den ikke artikuleres direk­te, så er den ikke desto min­dre tilst­ede i Ou Nings generelle kri­tik af gen­tri­fi­cerin­gen, den vok­sende ind­kom­stu­lighed og forhold­ene for migrantar­be­jderne i Kinas byer, selvom han tilskriv­er disse prob­le­mer til kol­lapset af den rurale økono­mi. Men uanset om det er artikuleret eller ej, så er klasse en åbenlys del af disse prob­lem­still­inger. I Ou Nings optik er klassekamp dog ikke en del af løs­nin­gen, hvilket også kan knyttes til at kam­p­en, i dens vold­elige form, ikke er en del af Ou Nings anarko-utopiske vok­ab­u­lar­i­um.

Dissonans

Notes­bo­gen frem­står som et uad­skil­leligt og sam­tidigt usam­men­hæn­gende clash mellem en utopisk drøm­mever­den og et ønske om at foran­dre virke­lighe­den for lands­by­boerne i Kinas lan­dom­råder. Det er langt hen ad vejen Ou Nings egne udforskninger, der forhold­er sig kri­tisk til det omgivende sam­fund, og de inviterede designere og ani­ma­toren, der giv­er notes­bo­gen det drøm­meagtige skær. Skit­serne fra bidragy­derne virk­er sært løs­revede fra Bis­han som sted, logoet roman­tis­er­er land­bruget og intel­li­gentsi­aen, og arkitek­turen ind­drager ikke den eksis­terende, lokale arkitek­tur. Det kan måske skyldes, at de ikke har den samme forbindelse til Bis­han som Ou Ning har. Men denne dis­so­nans vis­er også notes­bo­gen som en kollek­tiv bedrift, uanset at det er Ou Ning, der har udstukket ret­nin­gen, og måske netop der­for frem­står utopi­en mere uty­delig og selv­mod­si­gende. Det punk­ter­er dog ikke utopi­en af den grund, desta­bilis­erin­gen af utopi­en er måske i virke­lighe­den det der dri­ver den frem.

Utopi­en bliv­er gen­nem sin dis­so­nans og umu­lighed et rum for drøm­mens og kri­tikkens videre tænkn­ing, det stop­per alt­så ikke med utopi­en, men fort­sæt­ter ud i virke­lighe­den. Efter etab­lerin­gen af Bis­hankom­munen i 2011 i lands­byen Bis­han har mødet med realiteterne foran­dret mange af de grundlæggende tanker for utopi­en. Det endelige logo inde­hold­er for eksem­pel også en vand­bøf­fel, lokal arkitek­tur og elmas­ter og kon­noter­er en helt anden forbindelse til det omgivende sam­fund end notes­bogsl­o­goet. Forhold­et til lands­by­boerne er også foran­dret, som Ou Ning udtrykker det i en senere tekst: “Den ligeværdi­ge delt­agelse af lands­by­boerne i denne pro­ces er virke­lig vigtig. Hvis alt kom­mer ude­fra, så er det nærmere en besæt­telse. Det er bydende nød­vendigt at vi mobilis­er­er en del af lands­by­boerne til at bidrage.” Og på den måde ophør­er utopi­en med at eksis­tere, som andet end det den var — en kri­tisk udforskn­ing af en utopisk drøm og et omgivende sam­fund.

Mai Cor­lin er ph.d.-studerende ved Kinas­tudi­er, Aarhus Uni­ver­sitet og arbe­jder på et pro­jekt om social engageret kun­st i Kinas lan­dom­råder med fokus på Bis­hankom­munen. Mai har siden 2013 været på flere kor­tere og læn­gere­varende ophold i Bis­han.

Ou Ning: Bis­hankom­munen – Hvor­dan man laver sin egen utopi. På dan­sk ved Mai Cor­lin. 2014. Udgivet i et samar­be­jde mellem for­la­gene Antipyrine og OVO press.

Scroll til toppen