Paradise Hotel er ikke reality-tv

Når næste udgave af TV3s realityfænomen Paradise Hotel løber af stablen den 2. marts, bliver vi som seere atter taget med til et luksushotel i Mexico, hvor en virtuost afstemt blanding af intriger, romance, taktik og sanseløs beruselse er primus motor for noget af det bedste danske tv i de senere år. Paradise Hotel har nu kørt i elleve sæsoner. Til sammenligning kørte Lykkehjulet i tretten.


Der er skrevet meget om Par­adise Hotel, men næsten altid ud fra et sæt af speci­fikt mediean­a­lytiske betragt­ninger. Desværre giv­er en udred­ning af seriens medi­etekniske mekanis­mer aldrig for alvor en fyldest­gørende fork­lar­ing på, hvor­for Par­adise Hotel er så godt, at det helt ubesværet deklasser­er alle andre real­i­typro­gram­mer. I stedet må vi kigge nærmere på de karak­ter­er, serien befolkes af, og hvor­dan de adskiller sig fra lig­nende pro­gram­mer.

Den noget intet­si­gende para­ply­beteg­nelse “real­i­ty-tv” dækker over en kom­pleks fler­hed af tv-fænomen­er, som mes­ten­dels har det til­fælles, at pro­gram­merne udklækker deres egen tal­ent­masse, som efter­føl­gende cirkulerer inces­tuøst imellem dem. Har man delt­aget i Som­mer i Sun­ny Beach, stiger sandsyn­lighe­den ekspo­nen­tielt for, at man delt­ager i Par­adise Hotel. Læg her­til, at delt­agere i Par­adise Hotel regelmæs­sigt kender hinan­den hjem­me­fra, og indtrykket bliv­er, at delt­agerne ofte består af en særlig klasse af uans­varlige nat­te­liv­sen­tu­si­aster.

Par­adise Hotel kan bedst beskrives som en bland­ing af socialt eksper­i­ment, dukketeater og gameshow. Hvor real­i­ty-para­plyen typisk ref­er­erer tilbage til en social eller kul­turel virke­lighed, efter­stræber Par­adise Hotel en æstetik, som er strengt fik­tionel. Delt­agerne fratages deres almene ref­er­ence­r­am­mer; de må ikke tale om livet i Dan­mark, og de tem­melig prægtige omgivelser bevirk­er, at alt frem­står visuelt glat­pol­eret og ‑bar­beret. Hotel­let frem­står som et virtuelt rum, der tilsyneladende er afson­dret fra omver­de­nen.

Pro­gram­mets fik­tion­sstrate­gi bevirk­er, at delt­agerne snarere end som almin­delige men­nesker frem­står som karak­ter­er, arketyper eller rot­ter i et bur. I det virtuelle rum sættes almene regler (for eksem­pelvis god ro og orden) ud af kraft, og delt­agerne har mulighed for at skabe deres egen per­sona. I sæson 8 påtager delt­ageren Sebas­t­ian sig med helt åbne øjne rollen som sæso­nens antag­o­nist — en nådesløst ond­sk­ab­s­fuld fig­ur, som ingen midler sky­er for at gen­nemtvinge sin vil­je. Det inter­es­sante ved Sebas­t­ian er, at han også del­tog i den foregående sæson og her etablerede sin karak­ter som en oprigtigt føl­som, tude­vorn fyr med hjertet på rette sted. Her blev han dog tem­melig hur­tigt eks­ped­eret hjem til Dan­mark. Par­adise Hotel er sjældent gavmildt mod den slags blød­sø­den­hed, men det fun­gerede glim­rende som cam­ou­flage for hans optræ­den i den efter­føl­gende sæson.

De roller, som delt­agerne påtager sig eller lige­frem inkarner­er, er som udgangspunkt af besyn­derligt tidløs, mytisk karak­ter. Fra sæson 8 kender vi foru­den den sataniske Sebas­t­ian også Julian, der i sæso­nen optræder som real­i­ty-ana­log til Klods Hans. Julian er nem­lig forels­ket i Jeanette, og på lige fod med Klods Hans’ util­sigt­ede snedighed dri­ver også Julians begær ham til fan­tasi­fulde og skægge nar­restreger. Julian får sim­pelthen ting til at ske. Klods Hans og Julian har det til fælles, at deres begær er særde­les pro­duk­tivt. Hvor his­to­rien om Klods Hans dog stop­per på top­pen, får vi i Julians til­fælde også resten af fortællin­gen med. Naturligvis falder Jeanette også for Julian, men vi ser også, hvor­dan hans pro­duk­tive begær lang­somt sygn­er hen, så han til sidst frem­står som en sjofel, fed og mæt umulius. Klods Hans fly­t­ter ind til prins­essen på slot­tet og bliv­er — nu hvor han har tileg­net sig sit begær­sob­jekt — reduc­eret til en enfoldig, irrel­e­vant tåbe. Julian og Sebas­t­ian del­er desu­den sæso­nen med den transsek­suelle Hairon, som på lin­je med et mytisk fabeldyr desta­bilis­er­er den orden, som er ind­ført på hotel­let.

I sæson 9 møder vi kvin­debedår­eren Stolle, der påtager sig rollen som en rid­der, der sæt­ter sig for at udføre helt­edåder. I Stolles til­fælde udgøres dåderne — helt i Par­adise Hotels ånd — af sek­suelle oplevelser. Stolle når bl.a. at dyrke grup­pe­sex i hotelpoolen og lave et såkaldt Eif­feltårn — erfaringer han beskriv­er som “kryds i bogen”. Achieve­ment unlocked. I samme sæson møder vi også Nico­las, som inkarner­er én af senkap­i­tal­is­mens mester­metafor­er, nem­lig den charmerende psykopat. Med enestående tak­tisk snilde (og efter eget udsagn mellem hun­drede og tohun­drede løgne­his­to­ri­er om dagen) sky­er Nico­las ingen midler for at opnå den suc­ces, han så mono­mant efter­stræber.

Også midler­tidi­ge ugegæster læg­ger regelmæs­sigt vej for­bi hotel­let. De optræder ikke på lige fod med delt­agerne og har der­for en priv­i­legeret sta­tus på hotel­let. Bok­seren Patrick Nielsen optræder i sæson 9 som pen­dant til Her­ak­les, der er på midler­tidig ferie fra Olym­pen. Som enhver anden halvgud har han en vis ind­fly­delse på, men ikke fuld kon­trol over, hvor­dan hæn­delserne udspiller sig, og gæsterne anstrenger sig for at vin­de hans gun­st.

Anderledes står det til med Par­adise Hotels faste pro­gramværtinde, Rikke Gørans­son, hvis fig­ur i udpræget grad etableres som mellem­led­er for tilret­telæg­gerne. Som en bibel­sk engel medier­er hun mellem delt­agere og tilret­telæg­gere, lige­som hun i øvrigt døm­mer ret fra uret på hotel­let. Der er ingen tvivl om, hvem der bestem­mer. Når Rikke dukker op på uan­meldt besøg, skælver de dødelige gæster i ære­frygt.

Delt­agernes fly­dende iden­titeter og per­son­adyrkelse foranstaltes direk­te af hotel­let som virtuelt rum eller mytol­o­gisk are­na, hvor al anden betyd­ning udraderes. Lige­som i even­tyr, sagaer, myter, fabler, etc. skaber dette sted-uden­for-his­to­rien en enestående mulighed for iden­ti­fika­tion. Vi kan  iden­ti­fi­cere os med både divaer, strate­ger, umuliuss­er og fis­sekar­le, for­di hotel­let som fik­tion­srum giv­er delt­agerne mulighed for at frem­pro­duc­ere sig selv som ide­alis­erede arketyper, der er helt intu­itivt genk­endelige. Par­adise Hotel er der­for ufat­telig langt fra real­i­ty-stereo­typen om “dumme men­nesker der siger dumme ting”. Par­adise Hotel er over­hovedet ikke under­lødig tv-under­hold­ning. Når det er allerbedst er det tvær­ti­mod stor kun­st.

Blandt de mest sejlivede trop­er i Par­adise Hotel er diko­tomien mellem enten at “spille spillet” eller “være på bade­ferie”. Det hen­vis­er til delt­agernes måde at ran­gere deres engage­ment. Spiller man spillet, opnår man sta­tus; er man på bade­ferie, mis­ter man sta­tus. Hvilken type spil, der ref­er­eres til, bliv­er dog aldrig direk­te artikuleret. Par­adise Hotel er kon­strueret som et gameshow med en betragtelig økonomisk gevinst til den eller de heldige vinder(e), så det er nærliggende at betragte “spillet” som en konkur­rencemetafor. Men hvor­for skulle det så pro­duc­ere lav sta­tus at være på bade­ferie? Alt andet lige må en delt­ager uden nævneværdi­ge tak­tiske dis­po­si­tion­er være at fore­trække, idet konkur­ren­cen så bliv­er let­tere for de andre delt­agere.

Det forekom­mer der­for mere nøjagtigt at betragte dét at “spille spillet” som ref­er­ence til en skue­spilsare­na. Man “spiller” Par­adise Hotel på samme måde, som man spiller et rolle­spil — et spil som netop bær­er målet i sig selv, og hvor delt­ageren definer­er sine egne ambi­tion­er. Er man på “bade­ferie”, bidrager man prin­cip­ielt ikke til nar­ra­tivet. Spiller man der­i­mod spillet, bidrager man ved hele tiden at pro­duc­ere og digte de fan­tas­ma­tiske niveauer, som Par­adise Hotels univers består af.

I 2014 sat­te sæson 10 en foreløbig stop­per for Par­adise Hotels gul­dalder bestående af sæson 7, 8 og 9. Man anlagde fra tilret­telæg­gernes side en ny, min­dre fik­tions­baseret dra­matur­gi. Delt­agerlis­ten talte blandt andet et brø­drepar, et tvillingepar og et les­bisk kærestepar, som alle fik til opgave at hem­me­ligholde deres rela­tion­er. Denne isce­nesæt­telse punk­terede effek­tivt det virtuelle rum og brød dermed den fik­tionelle ramme, hvis oprethold­else er selve præmis­sen for Par­adise Hotel. Det resul­terede i per­son­lige kon­flik­ter, reg­ulær mob­n­ing, grimme kon­fronta­tion­er og en decideret dårlig stemn­ing på hotel­let, hvis lige jeg ikke min­des at have oplevet før. Der var sim­pelthen for meget bagage med fra Dan­mark, og måske der­for var sæson 10 reelt den dårlig­ste sæson i mange år. Det pro­fane fik adgang til hotel­let, og sæso­nen kom til at frem­stå triv­iel og tilsølet. Der gik sim­pelthen råd i lortet.

Måske som følge her­af lover TV3, at den kom­mende sæson går “tilbage til rød­derne”, og man har blandt andet stram­met op på sæso­nens længde, som i år er væsentlig kor­tere end nor­malt. Kun tiden vil vise, om Par­adise Hotel rejs­er sig på ny, men under alle omstændighed­er har vi stadig den række blæn­dende sæson­er, som stadig er værd at bruge tid på — for­mentlig også om mange år.


Jonas Siig er cand.mag. i Æstetik og kul­tur fra Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen