Ligner naturen et kunstværk?

Caspar_David_Friedrich_-_Der_Wanderer_über_dem_Nebelmeer (3)
Cas­par David Friedrich, Van­dr­eren over tåge­havet, 1818

Hvad skal motivere os til at værne om naturen? Naturvidenskaben og teknikken fortæller os ikke, hvad vi skal gøre, og den fortæller os ikke, hvad der er det rigtige at gøre. Teolog Jakob Wolf fortæller hvordan humaniora og etikken giver os et menneskesyn og et natursyn, der er afgørende for at omsætte naturvidenskabelig viden til handling.

FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! — Kli­makrisen er ikke læn­gere bare et anliggende for naturv­i­den­sk­ab­s­folk. Vi befind­er os muligvis i Antropocæn: en ny geol­o­gisk tid­salder, hvor skel­let mellem natur og kul­tur — på grund af men­nes­kets altom­fat­tende, glob­ale ind­virkn­ing på naturen — er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om human­io­ras rolle i spørgsmålet om natur, kli­makrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke læn­gere er for­be­holdt naturv­i­den­sk­aben.


Det er meget afs­lørende for den sit­u­a­tion, vi befind­er os i i dag, at man stiller spørgsmålet: Hvad kan human­io­ras bidrag være til, at vi får løst kli­makrisen? Der er to ting, der er under­forstået, når man stiller det spørgsmål. Den ene er, at man behøver ikke stille det spørgsmål til naturv­i­den­sk­aben. Der er ingen, der stiller spørgsmålet: Hvad er naturv­i­den­sk­abens bidrag til, at vi får løst kli­makrisen? Den anden er, at man ikke anser human­io­ras bidrag for at være selvin­dl­y­sende. Man går ud fra, at naturv­i­den­sk­aben yder det egentlige og væsentlig­ste bidrag, og så led­er man efter en plads til human­io­ras bidrag. Men er det muligt at finde en plads til human­io­ra her? Også for­di det vil kunne begrunde, at human­io­ra kan få del i alle de dejlige forskn­ingsmi­dler, der så rigeligt til­fly­der alle pro­jek­ter, hvori ordet ”kli­makrise” indgår i over­skriften. Alt dette afs­lør­er med al ønske­lig tyde­lighed, at man opfat­ter human­io­ra som et meget løst ved­hæng til den egentlige forskn­ing, der er den naturv­i­den­sk­a­belige og tekniske forskn­ing. Vi får alt det væsentlige fra naturv­i­den­sk­aben og teknikken.

Det, der lig­ger bag denne opfat­telse, er, at man ikke er klar over og har sans for, hvad der er naturv­i­den­sk­abens og teknikkens begræn­sninger. Man stiller ikke spørgsmålet: Hvad får vi fra naturv­i­den­sk­aben, og hvad får vi ikke fra naturv­i­den­sk­aben? Og det gør man ikke, for­di det er under­forstået, at vi får alt fra naturv­i­den­sk­aben. Men gør vi det? Nej, der er væsentlige ting, vi slet ikke får fra naturv­i­den­sk­aben og teknikken. Jeg vil sige, at der er så væsentlige ting, vi ikke får fra naturv­i­den­sk­aben og teknikken, at det forhold­er sig sådan, at de væsentlig­ste ting får vi fra human­io­ra i form af etik og filosofi.

Hvad får vi fra naturv­i­den­sk­aben? Naturv­i­den­sk­aben er en helt afgørende forud­sæt­ning for vores sam­fund. Uden den ville vi i dag ikke kunne eksis­tere som sam­fund og eksis­tere godt som sam­fund. Naturv­i­den­sk­aben giv­er os en omfat­tende og ret sikker viden om naturen, der udgør grund­laget for vores teknolo­gi og over­levelse. Naturv­i­den­sk­abens ind­sigt i naturens mekanis­mer er af afgørende betyd­ning for vores forståelse af kli­makrisen.

Hvad får vi ikke fra naturv­i­den­sk­aben? Vi får ingen han­dling­sori­en­ter­ing. Naturv­i­den­sk­aben og teknikken fortæller os ikke, hvad vi skal gøre, og den fortæller os ikke, hvad der er det rigtige at gøre. Den naturv­i­den­sk­a­belige beskriv­else og fork­lar­ing er etisk neu­tral. Som allerede filosof­fen, David Hume, fast­slog for over 300 år siden. Vi kan ikke slutte fra ”er” til ”bør”. Spørgsmålet om, hvor­dan vi skal forholde os til den viden, vi opnår igen­nem naturv­i­den­sk­aben, besvar­er naturv­i­den­sk­aben ikke. Hvor­dan skal vi forholde os til vores viden om, at vi ødelæg­ger økosys­te­mer, udry­d­der plante- og dyreart­er og ændr­er kli­maet. Hvad er den rigtige og gode han­dling? Her er naturv­i­den­sk­aben lar­mende tavs, og det er den og skal den være af prin­cip. Det er en del af dens metode.

En anden ting vi ikke får fra naturv­i­den­sk­aben, det er et men­neskesyn og et natursyn. Naturv­i­den­skab er en bestemt metodisk til­gang til at under­søge og beskrive natur­fænomen­er. Den har ingen som helst mening om, hvad naturen er for noget, eller hvad et men­neske er, og den skal heller ikke have det. Hvis man men­er, naturv­i­den­sk­aben udtaler sig om sådanne spørgsmål, så har man for­ladt den og begivet sig ind i human­io­ra, ind i filosofien.

Der er måske nogen, der vil hævde, at det er helt over­flødigt at beskæftige sig med spørgsmålet om han­dling­sori­en­ter­ing og etik, for det giv­er sig selv, at vi skal han­dle for at over­leve. Hvor­for skal vi bekæmpe kli­makrisen og den glob­ale opvarmn­ing? Det skal vi, for ellers kan vi ikke over­leve. Så er den ikke læn­gere.

Der er flere ting at sige til den tanke. For det første skal vi indrømme, at hvis vi angiv­er et motiv for han­dling, så har vi for­ladt naturv­i­den­sk­aben. Et han­dlingsmo­tiv kan aldrig begrun­des naturv­i­den­sk­a­beligt. Vi er alt­så allerede et godt stykke inde i human­io­ra med den udmeld­ing. Man kunne så sige, at ok, det er human­io­ra, men det er hur­tigt over­stået. Vi kan nøjes med at kon­statere, at vi skal bekæmpe glob­al opvarmn­ing, ellers over­lever vi ikke. Det er sandt nok, at over­levelse er et stærkt og klart argu­ment. Men er det så sim­pelt, og er der ikke meget at udforske her? Enhver med lidt sans for filosofi vil straks beg­y­n­de at undre sig lidt: Gad vide, hvor­for over­levelsesar­gu­mentet er så indl­y­sende? Er det, for­di vi er drevet af et dar­win­is­tisk forstået over­levelses­gen? Men det er jo ikke alle, der abso­lut vil over­leve. Livet er ikke under alle omstændighed­er værd at leve. Selv­mordet er en mulighed, som nogle væl­ger. Den franske filosof Albert Camus mente, at selv­mordet var et enormt filosofisk prob­lem. Straks vi peger på over­levelsen som argu­ment for at han­dle på en sådan måde, at vi undgår, at klo­dens tem­per­atur stiger mere end to grad­er, rejs­er der sig en mængde spørgsmål, der nok var værd at udforske. Et vist mål af betingelser hør­er åben­bart med til, at livet er værd at leve. Jord­klo­den er ikke under alle omstændighed­er værd at leve på.

Hvis vi dvæler ved over­levelsesar­gu­mentet, så bliv­er det også meget hur­tigt indl­y­sende, at det argu­ment vil næppe mange acceptere som værende et tilstrække­ligt argu­ment. Hvis det kun drejede sig om at over­leve, så kunne vi da sagtens over­leve med bety­delige tem­per­aturstigninger. Det vil ganske vist gå ud over bio­di­ver­siteten og vores leve­s­tandard, men det bety­der jo ikke noget, hvis argu­mentet kun er et over­levelsesar­gu­ment. Det vil sige, at grun­den til, vi kun vil acceptere, at tem­per­a­turen stiger et par grad­er, over­hovedet ikke er over­levelsesar­gu­mentet. Hvad er det så? Ja, det kunne der da være al mulig grund til at forske i. Vi skulle da gerne kunne aflægge reg­n­skab for vore han­dlinger. Det er jo helt grundlæggende for de beslut­ninger vi tager både indi­vidu­elt og som sam­fund. Vi skal kunne gen­nem­skue begrun­delsen for vore han­dlingsmo­tiv­er, ellers kan vi jo ikke diskutere, om de er de rigtige, eller om vi skal han­dle anderledes.

Det er inter­es­sant at se, hvor­for vi f.eks. men­er, at vi bør bevare bio­di­ver­siteten. Det er en gåde, hvor­for vi ikke må udry­dde arter, som vit­terlig ikke spiller nogen som helst rolle for os over­levelses­mæs­sigt eller økonomisk. I forordet til en rap­port fra 2012 om de hun­drede mest truede arter, skriv­er Jonathan Bail­lie: ”Størst­ede­len [af disse arter] gør ikke andet for sam­fun­det end at repræsen­tere … eksis­tens-værdier. Hvis de hun­drede arter på denne liste forsvandt i mor­gen, ville det ikke have nogen ind­fly­delse på glob­al økono­mi, arbe­jd­spladser eller sikker­hed. Sådan forhold­er det sig fak­tisk med mil­lion­er af arter på plan­eten, hvor deres vær­di for men­neske­he­den er ukendt eller i bed­ste fald per­ifer” (Price­less or Worth­less 2012). Bail­lie men­er alt­så ikke, der kan gives nogen som helst for­nuftig over­levelses­mæs­sig eller i det hele taget økonomisk begrun­delse for ikke at udry­dde mil­lion­er af arter. De har ingen vær­di for os, de har kun, hvad han kalder en eksis­tens-vær­di. De har en egen­vær­di, en uer­stat­te­lighed, blot ved at være til. Men hvor mon de har den fra? Hvor­dan kan det være, at de ikke kun har den vær­di, vi tillæg­ger dem? Det var da nok værd at under­søge, når vi nu bruger mil­liarder af kro­ner på at undgå at udry­dde dem.

Det er også uhyre inter­es­sant at under­søge, hvor­for vi viger tilbage fra at udry­dde arter, der ingen betyd­ning har for os? I dagligsprog­et find­es vendin­gen, at ”intet er ham hel­ligt”. En per­son for hvem intet er hel­ligt, er f.eks. en per­son, der blot for at tjene penge er helt kold over for, om det sker på bekost­ning af andre men­nesker eller naturen. Han eller hun ofr­er gerne f.eks. reg­n­skovene og dens beboere for at tjene kassen ved olieud­vin­d­ing, eller hvad det nu kan være. Hvor­dan kan det være, vi ikke synes, det er i orden? En god fork­lar­ing kunne være, at det skyldes ære­frygt og respekt for det, som er, og som har exis­tence val­ue. Vi har magt til at udry­dde arterne og kan sagtens gøre det, men vi kan ikke gøre det uden at føle skam, med min­dre vi er blevet psykopa­ter, der har mis­tet al føl­somhed. Vi viger tilbage fra at skam­fere klo­den med udry­d­delsen af arts­di­ver­siteten, for­di vi frygter den skam, der i givet fald ville ramme os. Vi kan ikke bære at vores efter­mæle skal være: De var en æreløs gen­er­a­tion.

Det er en velk­endt erfar­ing, at som man ser noget, behan­dler man det. Ser man noget som værdiløst, så behan­dler man det også sådan. Den mest uhyggelige erfar­ing, vi har af det forhold, er erfaringerne fra den nazis­tiske katas­trofe i Tysk­land i fra 1933–45. Her fik man men­nesker til at se på visse befolkn­ings­grup­per, jøder, sigøjnere, evnes­vage, homosek­suelle som liv, der ikke var værdigt til liv. Dette syn skulle begrunde, at man udry­ddede dem. Hvis ikke man ved hjælp af pro­pa­gan­da og hjernevask havde fået men­nesker til at se på den måde på disse befolkn­ings­grup­per, så ville man ikke havde kun­net gen­nem­føre Holo­caust.

Det er der­for af afgørende betyd­ning, hvilke men­neske- og natursyn, vi har. Naturv­i­den­sk­aben har intet at bidrage med her. Hvis man alligev­el men­er, naturv­i­den­sk­aben har noget at bidrage med her, så bliv­er resul­tatet, at men­nes­ket og naturen er til­fældigt mate­ri­ale, og så er det fuld­stændigt umuligt at begrunde, hvor­for vi ikke skulle behan­dle men­nesker og natur som et til­fældigt mate­ri­ale for vore for­mål. Sådan noget som men­neskerettighed­er og respekt for naturen kan naturligvis ikke begrun­des naturv­i­den­sk­a­beligt.

Men­er vi, at men­nesker og natur skal behan­dles som noget andet end til­fældigt, så må det være, for­di vi ser men­nesker og natur som noget andet. Der kunne være al mulig grund til at udforske dette forhold, når det er så afgørende for vores måde at han­dle på, og det kan kun human­io­ra gøre.

Jeg så for et års tid siden en TV-udsendelse om en udstill­ing af Ska­gens­malernes malerier på Hirschsprungs Sam­ling. Her så man, hvor­dan de ankom pakket ind i alle mulige beskyt­telses­ma­te­ri­aler. Man behan­dlede dem med en enorm var­somhed, og man fik at vide, hvor uer­stat­telige og kost­bare, de var, og for hvilke gigan­tiske sum­mer de var for­sikrede. Man så kun­stværk­erne som værdi­fulde og behan­dlede dem der­for var­somt og omsorgs­fuldt. Det slog mig: Tænk hvis man behan­dlede men­nesker og naturens væsen­er med samme var­somhed.

En hvilken som helst organ­isme på jord­klo­den, selv den mest prim­i­tive, er en mirakuløs dan­nelse i sam­men­lign­ing med resten af uni­ver­set. Hvis man fandt blot antyd­ningerne af et organ­isk molekyle på en anden plan­et, ville man anse det for at være en sen­sa­tion. Jord­klo­den er kos­misk set en gigan­tisk sen­sa­tion. Plante- og dyreart­er har mindst to væsentlige træk til­fælles med kun­stværk­er. De er formhel­hed­er, der består af inte­gr­erede dele, og de er uer­stat­telige. Hvis de udry­d­des, er de for evigt borte. Hvor­for ser vi ikke naturen som et kun­stværk? Eller det gør vi måske også, vi er bare ikke bev­id­ste om den anskuelse? Kun­sten har vel altid set naturen som en analo­gi til kun­stvær­ket.

Udforsknin­gen af disse forhold er af meget stor vigtighed for, hvor­dan vi skal forholde os til kli­makrisen. Vi har allerede en enorm viden om kli­makrisen. Det, vi man­gler, er en motiver­ing for at han­dle. Den kan human­io­ra bidrage til at gen­neml­yse.

Jakob Wolf er lek­tor og afdel­ingsled­er ved TEO Afdel­ing for Sys­tem­a­tisk Teolo­gi ved Køben­havns Uni­ver­sitet

Scroll til toppen