Fornuftig modvækst

“Den, der tror, at en uendelig vækst er mulig i en endelig verden, er enten gal eller økonom.” Den franske filosof og økonom, Serge Latouche, er en af hovedtænkerne bag modvækst-bevægelsen. Her bringes et uddrag fra hans bog Fornuftig modvækst, der udkom på forlaget Politisk Revy i 2011.

FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! – Klimakrisen er ikke længere bare et anliggende for naturvidenskabsfolk. Vi befinder os muligvis i Antropocæn: en ny geologisk tidsalder, hvor skellet mellem natur og kultur – på grund af menneskets altomfattende, globale indvirkning på naturen – er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om humanioras rolle i spørgsmålet om natur, klimakrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke længere er forbeholdt naturvidenskaben.

Hvad er modvækst?

Modvækst er et politisk slogan med teoretiske implikationer, et ”Granat-ord” kalder Paul Ariès det, et ord der skal sprænge det klichésprog, produktivisme-tilhængerne anvender. Da det modsatte af en forkert idé ikke nødvendigvis er en god idé, drejer det sig ikke om at forfægte modvækst for modvækstens skyld, hvilket ville være absurd. Men når det kommer til alt, ville det ikke være værre end at prædike vækst for vækstens skyld. Formålet med et slagord som modvækst er først og fremmest tydeligt at markere en afstandtagen til den ubegrænsede vækst. Drivkraften bag den ubegrænsede vækst er udelukkende kapitalejernes stræben efter profit, med katastrofale følger for miljøet og dermed for menneskeheden. Ikke blot bliver samfundet reduceret til blot at være et instrument eller middel for produktionen, men der er en tendens til at mennesket bliver et affaldsprodukt i et system, der har til formål at gøre mennesket overflødigt og ligegyldigt.

For os er modvækst ikke lig negativ vækst, et udtryk, der i sig selv er en selvmodsigelse, og som fint afslører, hvordan vækstideologien styrer tanken. Vi ved, at en mindre nedgang i væksten hensætter vore samfund i kaos. Arbejdsløsheden stiger, man opgiver alle de programmer på det sociale, sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige, kulturelle og miljømæssige område, der skulle sikre et mindstemål af livskvalitet. Man kan kun gisne om, hvilken katastrofe en veritabel negativ vækst ville udløse. Lige som der ikke er noget værre end et vækstsamfund, hvor væksten udebliver. Denne tilbagegang i samfundsmæssig og civilisatorisk henseende er netop det, der venter os, hvis vi ikke ændrer kurs. Af alle disse grunde kan vi kun se frem til en anden form for vækst i et ”modvækstsamfund”, altså inden for et system, der hviler klart på en anden logik. Alternativet er altså helt klart: modvækst eller barbari!

Strengt taget skulle man teoretisk set tale om en ”a-vækst”, lige som man taler om a-teisme, snarere end modvækst. Det gælder for øvrigt om at afsværge troen på økonomi, fremskridt og udvikling og at afvise den irrationelle afgudsdyrkelse af vækst for vækstens egen skyld.

Som udgangspunkt er ”modvækst” blot et banner for alle dem, der er kommet frem til en radikal kritik af udviklingsideologien, og som ønsker at skitsere et politisk alternativ som afløser den. Målet er et samfund, hvor man lever bedre, alt mens man arbejder og forbruger mindre. Det drejer sig om et forslag, der er nødvendigt for at lade den opfindsomhed og kreativitet, der har været blokeret af den blinde tro på økonomi, udvikling og fremskridt, komme til udfoldelse.

Kampen om ord og idéer

Måske for at neutralisere begrebets samfundsnedbrydende potentiale forsøger man ofte at indlejre modvækst i begrebet ”bæredygtig udvikling”. Ordet ”modvækst” er imidlertid netop skabt for at undgå det bedrag og den forvirring, der altfavnende udtryk ”bæredygtig udvikling” har skabt, som endda kan ses på Lavazzo kaffe-emballager.

Blandt mange andre vidnesbyrd om den bedrageriske anvendelse af udtrykket bæredygtig udvikling kan nævnes udsagn som f.eks. fra Nestlés generaldirektør, når han siger: ”Bæredygtig udvikling er nem at definere: hvis Deres oldefar, Deres bedstefar og Deres børn er trofaste forbrugere af Nestlés produkter, så har vi arbejdet på en bæredygtig måde. Og dette er tilfældet for over fem milliarder mennesker i verden”. Udtrykket bæredygtig udvikling er så bredt, at alle kan tiltage sig retten til at bruge det. Og så er det, også ganske rigtigt, et ord, der er på mode. Både indenfor erhvervsvirksomhederne og i samfundsdebatten. Handelsfolk har til alle tider forstået at tage gode slogans til sig.

Det er ganske klart at vi har at gøre med en pleonasme på definitionsniveau og en tilsyneladende selvmodsigelse på indholdsplanet. En pleonasme, eftersom udvikling allerede er selv-opretholdende vækst (en vækst der er bæredygtig i sig selv). En selvmodsigelse, eftersom udvikling hverken er vedvarende eller holdbar.

For at skære det ud i pap: problemet drejer sig ikke så meget om ”det vedvarende” eller ”det holdbare” (sustainable), ord som på en vis måde henviser til filosoffen Hans Jonas’ ansvarlighedsprincip, og til et forsigtighedsprincip, som gladeligt bliver overtrådt af de aktive i udviklingen inden for atomkraft, genmodificerede organismer (GMO), mobiltelefoner, pesticider som Gaucho, Paraquat, REACH-direktivet (Registration, Evaluation, Authorisation and Restriction of Chemicals, red.), for ikke at nævne asbestproblematikken. Listen er lang over tilfælde, hvor forsigtighedsprincippet ikke overholdes. Ordet udvikling er i sig selv et giftigt ord, ligegyldigt hvilket adjektiv man sætter foran. For at løse cirklens kvadratur, har den bæredygtige udvikling fundet et velegnet instrument, når man taler om teknologier til en ren udvikling, hvormed menes teknologier, der kræver mindre energi eller udleder mindre CO2. Det er stadig verbale krumspring. De uafviselige og ønskværdige teknologiske fremskridt sætter ikke spørgsmålstegn ved al udviklings selvmorderiske logik. Det drejer sig stadig om at pynte på etiketten frem for at ændre indholdet.

Klassekampen og de politiske kampe foregår også på ordenes arena. Således er ordet ”udvikling” et etnocentrisk og etno-dræbende begreb, der på forførende vis har vundet indpas i forbindelse med koloniseringens og imperialismens vold. Det forårsager en veritabel voldtægt på vor forestillingsverden, siger Aminata Traoré.

Ordkrigen raser, selv når de semantiske nuancer, det drejer sig om, er ganske små. I slutningen af 70’erne sejrede udtrykket bæredygtig udvikling over det mere neutrale udtryk ”økoudvikling”, og blev vedtaget i 1972 på Stockholm-konferencen. Det skulle være sket under pres fra den amerikanske industrilobby og takket være Henry Kissingers personlige indgriben.

Bag disse stridigheder mærker man meningsforskelle og forskellige livssyn. Når den ”bæredygtige udvikling” besynges i alle politiske programmer, ”er det kun for at bevare profitterne og undgå at ændre vaner og at ændre kurs” siger Henry Kempf. At tale om en ”anden” udvikling, eller om en ”anden” vækst, er enten udtryk for en høj grad af naivitet eller manglende ærlighed. Lad os minde om, hvordan præsidenten for den europæiske Kommission Sicco Mansholt i 1972 modigt drog konsekvensen af den første rapport fra Romklubben (organisation der var blandt de første til at påpege problemerne i væksttanken, red.) og ville bøje Bruxelles’ politik i en retning, der satte spørgsmålstegn ved væksten. Den franske kommissær Raymond Barre udtrykte offentligt sin uenighed. Man endte med at blive enige om, at man skulle gøre væksten mere menneskelig og afbalanceret. Ak ja, og vi ved, hvad det er blevet til. Dengang karakteriserede formanden for det franske kommunistparti det program, lederne af det europæiske økonomiske fællesskab havde opstillet som ”monstrøst”. men tingene har udviklet sig på bedste måde. I 2006, ifølge Bernard Saincy, ansvarlig for CGT, det kommunistisk orienterede fagforbund, indledtes en ny etape, da fagforbundet gjorde “bæredygtig udvikling” til forbundets rettesnor under parolen: “Giv væksten et nyt indhold.” Streng jer an, kammerater!

Man burde naturligvis skelne mellem “udvikling” og “vækst” skrevet med småt som udviklingsfænomener, der vedrører en konkret virkelighed (befolkning, produktion af kartofler, mængden af affald, vandets forurening etc.), og som kan være mere ønskeligt eller ej, og så Udvikling og Vækst skrevet med stort som abstrakte koncepter, der angiver den økonomiske dynamik, der er sit eget formål. De to niveauers sammenblanding er vi ikke skyld i. Den er omhyggeligt holdt ved lige af den dominerende ideologi.

For at den anden verden, som vi ønsker os, ikke skal ligne den, vi lever i, for meget, er det på tide at afkolonisere vores forestillingsverden. Det er ikke sikkert, at vi stadig har tredive år foran os.

Modvækstens to kilder

Mens udtrykket “modvækst” først for nylig er dukket op i debatter om økonomi, politik og sociale emner, så har de idéer, ordet udtrykker, en længere historie, der på den ene side knytter an til en kultursociologisk kritik af økonomien, på den anden side til den økologiske kritik. Helt fra starten af har industrisamfundet fostret så stor lidelse og uretfærdighed, at mange ikke fandt det ønskværdigt. Mens industrialiseringen og teknik ikke har været udsat for synderlig kritik, lige bortset fra luddismens korte periode, en britisk arbejderbevægelse fra årene 1811-12, der har taget navn efter deres leder Ned Ludd og bl.a. er kendt for deres ødelæggelser af spindemaskiner, så kritiserer alle humanvidenskaberne økonomiens antropologiske fundament i teori og praxis: homo economicus for at være for snævert. Sociologerne Emilie Durkheim og Marcel Mauss, antropologerne Karl Polanyi og Marshall Sahlins, psykoanalytikerne Eric Fromm eller Gregory Bateson har betvivlet økonomiens teoretiske grundlag og dens praktiske realisering i det moderne samfund. Idéen om et uafhængigt og økonomisk påholdende samfund, svarende til modvækstsamfundet er ikke født igår. Uden at gå helt tilbage til den første socialismes utopier eller til den anarkistiske tradition, der blev fornyet af situationisterne, er den blevet formuleret allerede i slutningen af 60’erne og i en form, der ligger vores egen nær, af André Gorz, Francois Partant, Jacques Ellul, Bernard Charbonneau, og især af Cornelius Castoriadis og Ivan Illich. Den manglende udvikling af de sydlige lande og den nordlige halvkugles manglende holdepunkter har fået disse tænkere til at stille spørgsmålstegn ved forbrugersamfundet og dets idémæssige grundlag, som er fremskridt, videnskab og teknik.

Denne kritik udmunder i en søgen efter, hvad der skal komme efter “udviklingen”. Samtidig har bevidstgørelsen om miljøkrisen medført en ny dimension: ikke blot er vækstsamfundet ikke ønskeligt, det er heller ikke holdbart.

Den intuitive forståelse af den økonomiske væksts fysiske grænser går utvivlsomt tilbage til Malthus (1766-1834), men den får først sit videnskabelige fundament med Sadi Carnot og hans anden termo-dynamiske lov (1824). Da de processer, der transformerer energi til varme, bevægelse osv., ikke er helt reversible – og da man støder ind i fænomenet entropi – kan det ikke undgå at få konsekvenser for den økonomi, der bygger på disse transformationer. Blandt de første, der overførte de termodynamiske love på økonomien, skal især nævnte Sergei Podolinsky, en energi-økonomisk tænker, der søgte at forene socialisme og økologi. Det er dog først i 1970’erne, at økologispørgsmålet får sin plads i økonomisik tænkning, især som resultat af den rumænske økonom Nicholas Georgescu-Roegen. Han så de bio-økonomiske implikationer i entropiloven, der allerede i årene 1940-50 var foregrebet af folk som Alfred Lotka, Erwin Schrödinger, Norbert Wiener og Léon Brillouin. Når man anvender Newtons klassiske mekanik, bemærker Nicholas Georgescu-Roegen, så ser økonomien bort fra tidens irreversible karakter. Den ignorerer altså entopien, dvs. de irreversible transformationer af energi og stof. Således indgår affald og forurening, som dog er frembragt af den økonomiske aktivitet, ikke i den almindelige produktions funktioner.

Da man omkring 1880 så bort fra jorden i disse funktioner, var den sidste forbindelse til naturen brudt. I og med at enhver reference til et eller andet biofysisk grundlag var forsvundet, synes den økonomiske produktion, sådan som de fleste neoklassiske teoretikere opfattede det, ikke hæmmet af nogen økologisk begrænsning. Og følgerne? Et bevidstløst spild af de få eksisterende ressourcer og mangelfuld udnyttelse af den rigelige solenergi. Ifølge Yves Cochet “skjuler den neoklassiske økonomiske teori under matematiske elegance sin ligegyldighed over for biologiens, kemiens og fysikkens fundamentale love, og især termodynamikkens”. Den er med hensyn til økologi meningsløs. Kort sagt, så er den reelle økonomiske proces i modsætning til den teoretiske model ikke en rent mekanisk reversibel proces. Da den af natur er entropisk, udvikler den sig i en biosfære, der fungerer i afmålt tid. Deraf følger ifølge Nicholas Georgescu-Roegen umuligheden af en uendelig vækst i en endelig verden. Det bliver nødvendigt at erstatte den traditionelle økonomiske videnskab af en bioøkonomi, altså at tænke økonomien ind i biosfæren. Udtrykket “décroissance” (svarende til dansk modvækst) var således den franske titel på en af hans essaysamlinger.

Kenneth Boudling er en af de meget få økonomer, der har draget konsekvenserne heraf. I en artikel fra 1973 sætter han cowboy-økonomien, hvor det største forbrug opnås ved rov og udplyndring af de naturlige ressourcer, over for kosmonaut-økonomien, “hvor Jorden er blevet en enestående rumkapsel, der ikke har ubegrænsede reserver hverken med hensyn til at udvinde råstoffer eller til at skille sig af med sin forurening”. Den, der tror, at en uendelig vækst i er mulig i en endelig verden, konkluderer han, er enten gal eller økonom.

Serge Latouche er professor emeritus i økonomi og filosofi ved Université Paris-Sud. Fornuftig modvækst er udgivet på det danske forlag Politisk Revy.