Fornuftig modvækst

Serge Latouche


“Den, der tror, at en uendelig vækst er mulig i en endelig verden, er enten gal eller økonom.” Den franske filosof og økonom, Serge Latouche, er en af hovedtænkerne bag modvækst-bevægelsen. Her bringes et uddrag fra hans bog Fornuftig modvækst, der udkom på forlaget Politisk Revy i 2011.

FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! — Kli­makrisen er ikke læn­gere bare et anliggende for naturv­i­den­sk­ab­s­folk. Vi befind­er os muligvis i Antropocæn: en ny geol­o­gisk tid­salder, hvor skel­let mellem natur og kul­tur — på grund af men­nes­kets altom­fat­tende, glob­ale ind­virkn­ing på naturen — er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om human­io­ras rolle i spørgsmålet om natur, kli­makrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke læn­gere er for­be­holdt naturv­i­den­sk­aben.


Hvad er modvækst?

Mod­vækst er et poli­tisk slo­gan med teo­retiske imp­lika­tion­er, et ”Granat-ord” kalder Paul Ariès det, et ord der skal sprænge det klichésprog, pro­duk­tivisme-tilhængerne anven­der. Da det mod­sat­te af en fork­ert idé ikke nød­vendigvis er en god idé, drejer det sig ikke om at for­fægte mod­vækst for mod­væk­stens skyld, hvilket ville være absurd. Men når det kom­mer til alt, ville det ikke være værre end at prædike vækst for væk­stens skyld. For­målet med et slagord som mod­vækst er først og fremmest tydeligt at markere en afs­tand­ta­gen til den ube­grænsede vækst. Dri­vkraften bag den ube­grænsede vækst er udelukkende kap­i­tale­jernes stræben efter prof­it, med katas­tro­fale føl­ger for miljøet og dermed for men­neske­he­den. Ikke blot bliv­er sam­fun­det reduc­eret til blot at være et instru­ment eller mid­del for pro­duk­tio­nen, men der er en ten­dens til at men­nes­ket bliv­er et affald­spro­dukt i et sys­tem, der har til for­mål at gøre men­nes­ket over­flødigt og lig­e­gyldigt.

For os er mod­vækst ikke lig neg­a­tiv vækst, et udtryk, der i sig selv er en selv­mod­sigelse, og som fint afs­lør­er, hvor­dan væk­stide­olo­gien styr­er tanken. Vi ved, at en min­dre nedgang i væk­sten hen­sæt­ter vore sam­fund i kaos. Arbe­jd­sløshe­den stiger, man opgiv­er alle de pro­gram­mer på det sociale, sund­hedsmæs­sige, uddan­nelses­mæs­sige, kul­turelle og miljømæs­sige område, der skulle sikre et mind­stemål af livskvalitet. Man kan kun gisne om, hvilken katas­trofe en ver­i­ta­bel neg­a­tiv vækst ville udløse. Lige som der ikke er noget værre end et væk­st­sam­fund, hvor væk­sten ude­bliv­er. Denne tilbage­gang i sam­fundsmæs­sig og civil­isatorisk henseende er netop det, der ven­ter os, hvis vi ikke ændr­er kurs. Af alle disse grunde kan vi kun se frem til en anden form for vækst i et ”mod­væk­st­sam­fund”, alt­så inden for et sys­tem, der hvil­er klart på en anden logik. Alter­na­tivet er alt­så helt klart: mod­vækst eller bar­bari!

Strengt taget skulle man teo­retisk set tale om en ”a‑vækst”, lige som man taler om a‑teisme, snarere end mod­vækst. Det gælder for øvrigt om at afsværge troen på økono­mi, frem­skridt og udvikling og at afvise den irra­tionelle afguds­dyrkelse af vækst for væk­stens egen skyld.

Som udgangspunkt er ”mod­vækst” blot et ban­ner for alle dem, der er kom­met frem til en radikal kri­tik af udviklingside­olo­gien, og som ønsker at skit­sere et poli­tisk alter­na­tiv som afløs­er den. Målet er et sam­fund, hvor man lever bedre, alt mens man arbe­jder og for­bruger min­dre. Det drejer sig om et forslag, der er nød­vendigt for at lade den opfind­somhed og kreativitet, der har været blok­eret af den blinde tro på økono­mi, udvikling og frem­skridt, komme til udfold­else.

Kampen om ord og idéer

Måske for at neu­tralis­ere begre­bets sam­fund­sned­bry­dende poten­tiale forsøger man ofte at indle­jre mod­vækst i begre­bet ”bæredygtig udvikling”. Ordet ”mod­vækst” er imi­dler­tid netop skabt for at undgå det bedrag og den forvir­ring, der alt­fav­nende udtryk ”bæredygtig udvikling” har skabt, som end­da kan ses på Lavaz­zo kaffe-embal­lager.

Blandt mange andre vid­nes­byrd om den bedrageriske anven­delse af udtrykket bæredygtig udvikling kan nævnes udsagn som f.eks. fra Nestlés gen­eraldirek­tør, når han siger: ”Bæredygtig udvikling er nem at definere: hvis Deres old­e­far, Deres bed­ste­far og Deres børn er tro­faste for­brugere af Nestlés pro­duk­ter, så har vi arbe­jdet på en bæredygtig måde. Og dette er til­fældet for over fem mil­liarder men­nesker i ver­den”. Udtrykket bæredygtig udvikling er så bredt, at alle kan tilt­age sig ret­ten til at bruge det. Og så er det, også ganske rigtigt, et ord, der er på mode. Både inden­for erhvervsvirk­somhed­erne og i sam­funds­de­bat­ten. Han­dels­folk har til alle tider forstået at tage gode slo­gans til sig.

Det er ganske klart at vi har at gøre med en pleonasme på def­i­n­i­tion­sniveau og en tilsyneladende selv­mod­sigelse på ind­hold­splan­et. En pleonasme, efter­som udvikling allerede er selv-oprethold­ende vækst (en vækst der er bæredygtig i sig selv). En selv­mod­sigelse, efter­som udvikling hverken er ved­varende eller hold­bar.

For at skære det ud i pap: prob­lemet drejer sig ikke så meget om ”det ved­varende” eller ”det hold­bare” (sus­tain­able), ord som på en vis måde hen­vis­er til filosof­fen Hans Jonas’ ans­varlighed­sprin­cip, og til et for­sigtighed­sprin­cip, som gladeligt bliv­er overtrådt af de aktive i udviklin­gen inden for atom­kraft, gen­mod­i­fi­cerede organ­is­mer (GMO), mobil­tele­fon­er, pes­ti­cider som Gau­cho, Paraquat, REACH-direk­tivet (Reg­is­tra­tion, Eval­u­a­tion, Autho­ri­sa­tion and Restric­tion of Chem­i­cals, red.), for ikke at nævne asbest­prob­lematikken. Lis­ten er lang over til­fælde, hvor for­sigtighed­sprin­cip­pet ikke over­holdes. Ordet udvikling er i sig selv et giftigt ord, lig­e­gyldigt hvilket adjek­tiv man sæt­ter foran. For at løse cirklens kvadratur, har den bæredygtige udvikling fun­det et veleg­net instru­ment, når man taler om teknolo­gi­er til en ren udvikling, hvormed menes teknolo­gi­er, der kræver min­dre ener­gi eller udled­er min­dre CO2. Det er stadig ver­bale krum­spring. De uafviselige og ønskværdi­ge tek­nol­o­giske frem­skridt sæt­ter ikke spørgsmål­stegn ved al udviklings selv­morderiske logik. Det drejer sig stadig om at pynte på etiket­ten frem for at ændre ind­hold­et.

Klassekam­p­en og de poli­tiske kampe foregår også på ordenes are­na. Således er ordet ”udvikling” et etno­cen­trisk og etno-dræbende begreb, der på for­førende vis har vun­det ind­pas i forbindelse med kolonis­erin­gens og impe­ri­al­is­mens vold. Det forår­sager en ver­i­ta­bel voldtægt på vor forestill­ingsver­den, siger Ami­na­ta Tra­oré.

Ord­kri­gen ras­er, selv når de seman­tiske nuancer, det drejer sig om, er ganske små. I slut­nin­gen af 70’erne sejrede udtrykket bæredygtig udvikling over det mere neu­trale udtryk ”økoud­vikling”, og blev ved­taget i 1972 på Stock­holm-kon­fer­en­cen. Det skulle være sket under pres fra den amerikanske indus­trilob­by og takket være Hen­ry Kissingers per­son­lige ind­griben.

Bag disse stridighed­er mærk­er man menings­forskelle og forskel­lige livssyn. Når den ”bæredygtige udvikling” besyn­ges i alle poli­tiske pro­gram­mer, ”er det kun for at bevare prof­itterne og undgå at ændre van­er og at ændre kurs” siger Hen­ry Kempf. At tale om en ”anden” udvikling, eller om en ”anden” vækst, er enten udtryk for en høj grad af naivitet eller man­glende ærlighed. Lad os minde om, hvor­dan præsi­den­ten for den europæiske Kom­mis­sion Sic­co Man­sholt i 1972 modigt drog kon­sekvensen af den første rap­port fra Romk­lubben (organ­i­sa­tion der var blandt de første til at påpege prob­le­merne i væk­st­tanken, red.) og ville bøje Brux­elles’ poli­tik i en ret­ning, der sat­te spørgsmål­stegn ved væk­sten. Den franske kom­mis­sær Ray­mond Barre udtryk­te offentligt sin uenighed. Man endte med at blive enige om, at man skulle gøre væk­sten mere men­neske­lig og afbal­anceret. Ak ja, og vi ved, hvad det er blevet til. Den­gang karak­teris­erede for­man­den for det franske kom­mu­nist­par­ti det pro­gram, led­erne af det europæiske økonomiske fæl­lesskab havde opstil­let som ”mon­strøst”. men tin­gene har udviklet sig på bed­ste måde. I 2006, ifølge Bernard Sain­cy, ans­varlig for CGT, det kom­mu­nis­tisk ori­en­terede fag­for­bund, indledtes en ny etape, da fag­for­bun­det gjorde “bæredygtig udvikling” til for­bun­dets rettes­nor under parolen: “Giv væk­sten et nyt ind­hold.” Streng jer an, kam­mer­ater!

Man burde naturligvis skelne mellem “udvikling” og “vækst” skrevet med småt som udviklings­fænomen­er, der vedrør­er en konkret virke­lighed (befolkn­ing, pro­duk­tion af kartofler, mæng­den af affald, van­dets foruren­ing etc.), og som kan være mere ønske­ligt eller ej, og så Udvikling og Vækst skrevet med stort som abstrak­te kon­cepter, der angiv­er den økonomiske dynamik, der er sit eget for­mål. De to niveauers sam­men­bland­ing er vi ikke skyld i. Den er omhyggeligt holdt ved lige af den dominerende ide­olo­gi.

For at den anden ver­den, som vi ønsker os, ikke skal ligne den, vi lever i, for meget, er det på tide at afkolonis­ere vores forestill­ingsver­den. Det er ikke sikkert, at vi stadig har tre­dive år foran os.

Modvækstens to kilder

Mens udtrykket “mod­vækst” først for nylig er dukket op i debat­ter om økono­mi, poli­tik og sociale emn­er, så har de idéer, ordet udtrykker, en læn­gere his­to­rie, der på den ene side knyt­ter an til en kul­tur­so­ci­ol­o­gisk kri­tik af økonomien, på den anden side til den økol­o­giske kri­tik. Helt fra starten af har indus­trisam­fun­det fos­tret så stor lidelse og ure­t­færdighed, at mange ikke fandt det ønskværdigt. Mens indus­tri­alis­erin­gen og teknik ikke har været udsat for syn­derlig kri­tik, lige bort­set fra lud­dis­mens korte peri­ode, en britisk arbe­jder­bevægelse fra årene 1811-12, der har taget navn efter deres led­er Ned Ludd og bl.a. er kendt for deres ødelæggelser af spin­de­mask­in­er, så kri­tis­er­er alle humanv­i­den­sk­aberne økonomiens antropol­o­giske fun­da­ment i teori og prax­is: homo eco­nom­i­cus for at være for snævert. Soci­ologerne Emi­lie Durkheim og Mar­cel Mauss, antropologerne Karl Polanyi og Mar­shall Sahlins, psyko­an­a­lytik­erne Eric Fromm eller Gre­go­ry Bate­son har bet­vivlet økonomiens teo­retiske grund­lag og dens prak­tiske realis­er­ing i det mod­erne sam­fund. Idéen om et uafhængigt og økonomisk påhold­ende sam­fund, svarende til mod­væk­st­sam­fun­det er ikke født igår. Uden at gå helt tilbage til den første social­ismes utopi­er eller til den anark­istiske tra­di­tion, der blev fornyet af sit­u­a­tion­is­terne, er den blevet for­muleret allerede i slut­nin­gen af 60’erne og i en form, der lig­ger vores egen nær, af André Gorz, Fran­cois Par­tant, Jacques Ellul, Bernard Char­bon­neau, og især af Cor­nelius Cas­to­ri­adis og Ivan Illich. Den man­glende udvikling af de sydlige lande og den nordlige halvku­gles man­glende hold­epunk­ter har fået disse tænkere til at stille spørgsmål­stegn ved for­bruger­sam­fun­det og dets idémæs­sige grund­lag, som er frem­skridt, viden­skab og teknik.

Denne kri­tik udmunder i en søgen efter, hvad der skal komme efter “udviklin­gen”. Sam­tidig har bev­id­st­gørelsen om miljøkrisen med­ført en ny dimen­sion: ikke blot er væk­st­sam­fun­det ikke ønske­ligt, det er heller ikke hold­bart.

Den intu­itive forståelse af den økonomiske væk­sts fysiske grænser går utvivl­somt tilbage til Malthus (1766−1834), men den får først sit viden­sk­a­belige fun­da­ment med Sadi Carnot og hans anden ter­mo-dynamiske lov (1824). Da de process­er, der trans­former­er ener­gi til varme, bevægelse osv., ikke er helt reversible — og da man støder ind i fænomenet entropi — kan det ikke undgå at få kon­sekvenser for den økono­mi, der byg­ger på disse trans­for­ma­tion­er. Blandt de første, der over­førte de ter­mo­dy­namiske love på økonomien, skal især nævnte Sergei Podolin­sky, en ener­gi-økonomisk tænker, der søgte at forene social­isme og økolo­gi. Det er dog først i 1970’erne, at økol­o­gis­pørgsmålet får sin plads i økonomisik tænkn­ing, især som resul­tat af den rumænske økonom Nicholas Georges­cu-Roe­gen. Han så de bio-økonomiske imp­lika­tion­er i entropiloven, der allerede i årene 1940–50 var fore­gre­bet af folk som Alfred Lot­ka, Erwin Schrödinger, Nor­bert Wiener og Léon Bril­louin. Når man anven­der New­tons klas­siske mekanik, bemærk­er Nicholas Georges­cu-Roe­gen, så ser økonomien bort fra tidens irre­versible karak­ter. Den ignor­erer alt­så entopi­en, dvs. de irre­versible trans­for­ma­tion­er af ener­gi og stof. Således indgår affald og foruren­ing, som dog er frem­bragt af den økonomiske aktivitet, ikke i den almin­delige pro­duk­tions funk­tion­er.

Da man omkring 1880 så bort fra jor­den i disse funk­tion­er, var den sid­ste forbindelse til naturen brudt. I og med at enhver ref­er­ence til et eller andet bio­f­y­sisk grund­lag var forsvun­det, synes den økonomiske pro­duk­tion, sådan som de fleste neok­las­siske teo­retikere opfat­tede det, ikke hæm­met af nogen økol­o­gisk begræn­sning. Og føl­gerne? Et bev­id­stløst spild af de få eksis­terende ressourcer og man­gel­fuld udnyt­telse af den rigelige solen­er­gi. Ifølge Yves Cochet “skjuler den neok­las­siske økonomiske teori under matem­a­tiske ele­gance sin lig­e­gyldighed over for biolo­giens, kemiens og fysikkens fun­da­men­tale love, og især ter­mo­dy­namikkens”. Den er med hen­syn til økolo­gi meningsløs. Kort sagt, så er den reelle økonomiske pro­ces i mod­sæt­ning til den teo­retiske mod­el ikke en rent mekanisk reversibel pro­ces. Da den af natur er entro­pisk, udvikler den sig i en bios­fære, der fun­ger­er i afmålt tid. Der­af føl­ger ifølge Nicholas Georges­cu-Roe­gen umu­lighe­den af en uen­delig vækst i en endelig ver­den. Det bliv­er nød­vendigt at erstat­te den tra­di­tionelle økonomiske viden­skab af en bioøkono­mi, alt­så at tænke økonomien ind i bios­færen. Udtrykket “décrois­sance” (svarende til dan­sk mod­vækst) var således den franske titel på en af hans essaysam­linger.

Ken­neth Boudling er en af de meget få økonomer, der har draget kon­sekvenserne her­af. I en artikel fra 1973 sæt­ter han cow­boy-økonomien, hvor det største for­brug opnås ved rov og udplyn­dring af de naturlige ressourcer, over for kos­mo­naut-økonomien, “hvor Jor­den er blevet en enestående rumkapsel, der ikke har ube­grænsede reserv­er hverken med hen­syn til at udvin­de råstof­fer eller til at skille sig af med sin foruren­ing”. Den, der tror, at en uen­delig vækst i er mulig i en endelig ver­den, kon­klud­er­er han, er enten gal eller økonom.

Serge Latouche er pro­fes­sor emer­i­tus i økono­mi og filosofi ved Uni­ver­sité Paris-Sud. For­nuftig mod­vækst er udgivet på det danske for­lag Poli­tisk Revy.

Scroll til toppen