Menneskets plads i naturhistorien

Udachnaya Pipe, Diamantmine, Rusland.
Dia­mant­mi­nen Udachnaya Pipe, Rus­land.

Antropocæn er ikke bare en geologisk hypotese, men også et politisk og moralsk begreb, der vender op og ned på Vestens dominerende natursyn. Værdidebatten om Antropocæn går som en steppebrand gennem de akademiske, politiske og kunstneriske miljøer, der ikke længere er afhængig af geologiens konklusioner. En biografi over Antropocæn.

FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! — Kli­makrisen er ikke læn­gere bare et anliggende for naturv­i­den­sk­ab­s­folk. Vi befind­er os muligvis i Antropocæn: en ny geol­o­gisk tid­salder, hvor skel­let mellem natur og kul­tur — på grund af men­nes­kets altom­fat­tende, glob­ale ind­virkn­ing på naturen — er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om human­io­ras rolle i spørgsmålet om natur, kli­makrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke læn­gere er for­be­holdt naturv­i­den­sk­aben.


Kan man fork­lare et begreb under en kort ele­va­tor­tur og øge en andens forståelse af ver­den, så er der tale om et ele­va­tor­be­greb. Den svenske idéhis­torik­er Sverk­er Sör­lin men­er, at begre­bet Antropocæn er i den kat­e­gori.

Jeg er ikke enig. Nu har jeg utal­lige gange forsøgt at fork­lare, hvad Antropocæn-hypote­sen han­dler om til fagfæller, ven­ner og bek­endte. Men reak­tio­nen på mine fork­laringer har altid resul­teret i en vis usikker­hed. For det første, for­di  hypote­sen har udgangspunkt i et naturv­i­den­sk­a­beligt nicheom­råde og for det andet, dækker den over en fortælling, som vender op og ned på Vestens mest dominerende natursyn.

Siden fer­skvands­bi­olo­gen Eugene F. Sto­er­mer og atmos­færekemik­eren Paul Crutzen for­malis­erede begre­bet Antropocæn – der ety­mol­o­gisk defineres som men­nes­kets (antro­pos) nye (kain­os) tid­salder — i 2000, har inter­essen for hypote­sen om de men­neske­lige civil­i­sa­tion­ers afgørende ind­fly­delse på Jor­dens udvikling, spredt sig til flere hun­drede viden­sk­a­belige pub­lika­tion­er på tværs af de våde og tørre fag.

Den har haft sit ind­tog i den offentlige debat i flere omgange og ofte med over­skriften “Velkom­men til Antropocæn”. I de sen­este år har man end­da set hypote­sen kolonis­ere kun­stver­de­nens udstill­inger og kon­fer­encer. Den er nået så vidt i sin udbre­delse, at man i mange sam­men­hænge egentlig ikke læn­gere stiller spørgsmål­stegn ved det hypotetiske ele­ment. Forslaget om en ny epoke ved navn Antropocæn er for læg­mand mere eller min­dre god­taget i dag.

De fleste geologer og naturv­i­den­sk­ab­s­folk er dog mere for­be­holdne, når det kom­mer til bev­is­førelsen. De ser intro­duk­tio­nen af Antropocæn-hypote­sen, som en polemisk måde at aktu­alis­ere et viden­sk­a­beligt felt og nogle vigtige sam­fund­sprob­le­mer.

De pos­i­tivt ind­stillede geologer men­er primært, at hypote­sen giv­er anled­ning til at lave inter­es­sant forskn­ing. Det han­dler især om at se nærmere på, hvilke kon­sekvenser af det man kalder Den store accel­er­a­tion efter 1945 med vold­somme stigninger i blandt andet befolkn­ingsan­tal, for­brug af fos­sile brænd­sler og gød­ning, har haft for naturens udvikling, men det han­dler også om at se nærmere på speci­fikke strati­grafiske sig­na­tur­er i de geol­o­giske lag. I tidsskriftet Nature kunne man fornylig læse, at særligt de helt tidlige atom­prøvesprængninger er afgørende markør­er for den antropocæne epokes beg­y­n­delse.

Den kapitalocæne epoke

I mange andre sam­men­hænge har beteg­nelsen dog en mere poli­tisk og moral­sk karak­ter. Den tyske filosof Peter Slo­ter­dijk har meget ram­mende point­eret, at Antropocæn-hypote­sen ikke undgår at blive en moral­sk fortælling, som grundlæggende arbe­jder med en apoka­lyp­tisk logik. Den form for peri­odis­er­ing, som er på spil i forbindelse med Antropocæn-hypote­sen, afgøres nem­lig med hen­blik på en slags dommedag for men­neske­he­den. En ofte anvendt sam­men­lign­ing er dinosaur­ernes uddøen og denne begiven­heds betyd­ning for peri­odis­erin­gen i det strati­grafiske ske­ma.

Der­for er sta­tus i øje­b­likket, at imens den geov­i­den­sk­a­belige arbe­jds­gruppe med base i Lon­don frem mod afgørelsen i 2016 forsøger at ind­sam­le hånd­faste bevis­er, der kan ver­i­fi­cere hypote­sen, så går vær­dide­bat­ten om Antropocæn som en steppe­brand gen­nem de akademiske, poli­tiske og kun­st­ner­iske miljøer. I de sen­este uger har diverse danske medi­er end­da dækket begre­bet med mis­visende over­skrifter som ’Naturen er død’.

Hyper­bolske og upræ­cise udmeldinger er en del af vores mediebillede dagligt, men det er som om de jour­nal­is­tiske vin­klinger får en ekstra tand i ret­ning af det katas­tro­fale, når det gælder spørgsmål om naturens udvikling. Selvføl­gelig er Vestens natursyn i disse år under hastig for­van­dling, men vi bør huske at præ­cis­ere vores sprog, så vores kom­mu­nika­tion ikke for­falder til unød­vendig apoka­lyp­tik.

Som Line Marie Thors­en kunne berette om i Bag­grunds reportage fra The Anthro­pocene Mon­u­ment, så er det slet ikke alle som bry­der sig om Antropocæn-begre­bet. Mange men­er for eksem­pel begre­bet bør erstattes med beteg­nelsen Kap­i­talocæn og dermed forankres i de his­toriske betingelser for kap­i­tal­is­mens udvikling og for udnyt­telsen af fos­sile brænd­sler, som ofte føres tilbage til opfind­elsen af damp­mask­i­nen i Eng­land.

Flere promi­nente navne i humanv­i­den­sk­aberne har taget Kap­i­talocæn-beteg­nelsen til sig. Don­na Har­away har i en under­hold­ende polemisk forelæs­ning – under en kon­fer­ence afholdt af det mest pro­gres­sive og tværfaglige forskn­ing­spro­gram om emnet her til lands — karak­teris­eret den hedo­nis­tiske Burn­ing Man-fes­ti­val, der afholdes hvert år i Neva­da-ørke­nen, som apo­teosen af vores tid­salder. Den bræn­dende fig­ur i ørke­nen bliv­er for hende en mon­strøs og ikonisk udgave af det mod­erne men­neskes for­brug af ener­gi fra fos­sile brænd­sler.

Bæredygtigheden bliver aldrig absolut

Som det også er til­fældet med forholdsvis nye begre­ber som bæredygtighed og resiliens(mod­stands­dygtighed), så bliv­er Antropocæn-beteg­nelsen anvendt som et poli­tisk mod­e­ord. Alle tre begre­ber indgår som rammesæt­tende markør­er for en særlig tankegang og forskn­ingstra­di­tion. Groft sagt er bæredygtighed­sprædikan­terne ofte de mest ide­al­is­tiske og prag­ma­tiske. De tror på et bedre og mere bæredygtigt sam­fund, som har­moner­er med resten af naturen. Tilhæn­gere af resiliens-begre­bet arbe­jder gerne med en mere kynisk og real­is­tisk ind­still­ing til de risiko­fyldte fremtidss­ce­nar­i­er, hvor det mest af alt han­dler om at sta­bilis­ere det civilis­erede liv i mødet med vold­somme vejr­fænomen­er.

Umid­del­bart er Antropocæn det mest sam­lende para­ply­be­greb for de kli­ma- og miljøprob­le­mer, som vi i mange år har forsøgt at italesætte på forskel­lige måder. I sin yder­ste kon­sekvens med­før­er en bekræf­telse af Antropocæn-hypote­sen fak­tisk, at bæredygtigheds­be­gre­bet slet ikke kan benyttes i abso­lut for­stand læn­gere. Mest for­di bæredygtighed implicer­er en form for sta­bilitet i kli­masys­te­merne, som mange forskere – også i forbindelse med Antropocæn-hypote­sen — ikke men­er vi befind­er os i læn­gere og for­mentlig heller ikke får tilbage.

Den sta­bilitet ple­jer man at tilskrive epo­ken Holocæn, som vi formelt set har opholdt os i de sen­este 11,700 år under nogle forde­lagtige vilkår for livets og især men­nes­kets udvikling. Men hvis vi går en tid i møde, hvor den ligevægt ikke læn­gere eksis­ter­er, så bliv­er det svært at snakke menings­fuldt om et bæredygtigt sam­fund.

Afviklingen af en kosmologi

Flere stem­mer taler for, at Antropocæn-begre­bet for alvor afvikler Vestens kos­mol­o­giske forståelse af ver­den, som adskilt i naturlige og kul­turlige fænomen­er. Der har selvføl­gelig længe været en bev­id­s­thed om, at men­nes­ket som dyre­gruppe har en bety­delig ind­fly­delse på resten af naturen. Men især de men­neskesk­abte kli­maforan­dringer er med til at desta­bilis­ere selve mod­sæt­nings­forhold­et mellem natur og kul­tur, når tidligere uberørte egne som for eksem­pel Ark­tis ændr­er karak­ter på grund af netop disse foran­dringer.

Når hele plan­etens udvikling er men­neskepåvir­ket på så betyd­nings­fuldt et niveau, som det er til­fældet i vores tid, så bliv­er det mod­erne men­neske en del af den store fortælling om naturhis­to­rien. Den indiske his­torik­er Dipesh Chakrabar­ty har argu­menteret for, at man ikke læn­gere kan adskille naturhis­to­rien fra kul­turhis­to­rien, som man ellers har haft for vane at gøre. Det han­dler ifølge Chakrabar­ty om en his­to­rieskrivn­ing, der behan­dler men­nes­ket på art­sniveau i et læn­gere tidsper­spek­tiv. Det har man tidligere været påpas­selig med at gøre, for­di det har været poli­tisk ømtåleligt med et biol­o­gisk per­spek­tiv på men­nes­ket. Men som en kon­sekvens af Chakrabar­tys pointe er det måske på tide at iklæde voks­fig­ur­erne på de naturhis­toriske museer, som forestiller homo sapi­ens, noget tøj, så det mod­erne men­nesker får sin fort­jente plads i naturhis­to­rien.

Antropocæn-begre­bet kan utvivl­somt være med til afvikle Vestens dual­is­tiske forståelse af naturen som adskilt fra kul­turen, men vi bør huske på, at netop denne kos­molo­gi er beskrevet og dekon­strueret i andre tra­di­tion­srige fagom­råder og længe før Antropocæn-begre­bet blev intro­duc­eret. Sen­est af den franske antropolog Philippe Desco­la. I det hele taget er erk­endelserne, som man forbinder med Antropocæn-begre­bet, ofte belyst grundigt tidligere. Og der­for er mange af de erk­endelser vigtige at ajour­føre med de Antropocæn-relaterede studi­er, som skyller ind over os i disse år.

Som det også var til­fældet med begre­bet om bæredygtighed, så opstår der med Antropocæn-begre­bet en hel indus­tri af tunge og ind­fly­delses­rige insti­tu­tion­er, organ­i­sa­tion­er og tidsskrifter, der har det med at leve i deres egne små solip­sis­tiske forskn­ingsmiljøer. Især for­di mange arbe­jder ud fra præmis­sen om det ekstra­ordinært unikke og nye i Antropocæn-hypote­sen. På samme måde som bæredygtigheds­be­gre­bet har sin his­to­rie, så har Antropocæn-begre­bet også sin tilknyt­ning til tidligere forskn­ingsmæs­sige land­vin­dinger op gen­nem det nit­tende og tyvende århun­drede.

Det sid­ste er vigtigt at holde fast i, så alle ikke ender med at stå i ele­va­toren og give den samme fork­lar­ing på, hvad den antropocæne epoke han­dler om. Heldigvis find­es der flere inter­es­sante under­søgelser af begre­bets poten­tiale, som jeg håber nogle af per­spek­tiverne i denne ind­føring til Antropocæn-debat­ten vid­ner om.

Jeppe Carstensen er cand.mag. i humanøkolo­gi fra Lunds Uni­ver­sitet og med­s­tifter af det kom­mende tidsskrift Ny Jord – Tidsskrift for naturkri­tik