Tilbage til Sovjettiden — Rusland og Polen efter krisen i Ukraine

Vladimir Putin og Aleksander Kwasniewski i Polen, 2002.
Vladimir Putin og Alek­sander Kwas­niews­ki i Polen, 2002.

Efter krisen i Ukraine frygter Polens ledelse, at det er starten på et nybrud i russisk udenrigspolitik, hvor de principper, som Rusland siden 1991 har underskrevet, ikke mere er gældende. Historiker Kay Lundgreen-Nielsen beskriver det komplekse forhold mellem Rusland og Polen i det 20. århundrede — og den politiske virkelighed efter Krimkrisen.

Krisen i Ukraine – de store pro­test­er i Kijev, der ledte til præsi­dent Janukovitjs afgang, Rus­lands annek­ter­ing af Krimhalvøen og kampe mellem prorus­siske sep­a­ratis­ter og den nye Kijev-regerings styrk­er i forskel­lige ukrainske region­er  i 2013 og 2014 — har ændret forhold­et mellem det Polen og det nye Rus­land, der opstod efter opløs­nin­gen af Sov­je­tu­nio­nen i decem­ber 1991.

Fra 1989 til 1991 ændrede den stærke sov­jetisk dom­i­nans over Polens uden­rigspoli­tik og interne forhold sig drastisk. Sam­men med det rus­siske ter­ri­to­ri­um blev den rus­siske ind­fly­delse stærkt for­minds­ket. Bort­set fra det lille Kalin­ingradom­råde i nord havde Polen ikke mere grænse til det nye og meget min­dre Rus­land. Ukraine, Hviderus­land og tre baltiske stater for­lod Sov­je­tu­nio­nen og blev til selvstændi­ge stater. Det var en næsten opti­mal løs­ning på Polens evige geopoli­tiske prob­lem med en omstridt geografisk beliggen­hed mellem to mægtige og ofte fjendtlige stor­magter – Rus­land og Tysk­land.

I peri­o­den efter Sov­je­tu­nio­nens sam­men­brud — 1989–2013 — har de poli­tiske forhold mellem Rus­land og Polen stort set været bedre end de foregående 200 år. Men nu er det poli­tiske forhold mellem Rus­land og Polen igen ved at ændre sig til en sit­u­a­tion, der min­der om Sov­jet­ti­den.

Det nye Polen

Under de rus­siske ledere Mikhail Gor­batjov og Boris Jeltsin indgik det nye Rus­land en række epokesk­abende aftaler med USA og NATO. Det nye Polen — med Østeu­ropas første ikke-kom­mu­nis­tiske statsmin­is­ter T. Mazowiec­ki i spid­sen — ville tilbage til Europa. Det vil sige det vestlige Europa, som det lang­somt var blevet skilt fra i årene efter 1945 i kraft af den sov­jetiske dom­i­nans i Østeu­ropa. På en måde var udviklin­gen i Rus­land og i Polen i 1990erne ret ens. Begge forsøgte sig med demokrati og marked­søkono­mi og med bedre rela­tion­er til vestlige organ­i­sa­tion­er, der fremmede disse værdier. En udvikling, der lykkedes meget bedre for Polen end for Rus­land.

Begge stater blev medlem­mer af Europarådet. Polen i 1991 og Rus­land få år senere. Dette lidt svage organ fra 1949 havde til for­mål at fremme demokrati og men­neskerettighed­er. De sid­ste rus­siske sol­dater for­lod Polen i 1994 og samme år blev begge stater medlem­mer af OSCE, der i et samar­be­jde mellem end­nu flere europæiske og cen­tralasi­atiske stater også skulle fremme de samme værdier som Europarådet og sikre nationale min­dretals ret­tighed­er i de mange nye stater efter 1989–91. OSCE havde også diplo­ma­tiske voldgiftsme­toder til at løse kon­flik­ter mellem medlemsstater­ne. OSCE var egentlig en gam­mel rus­sisk ide og fik også i 1990’erne den rus­siske ledelses opbakn­ing, da russerne så det som en mulig afløs­er af det vestlige NATO.

Det blev imi­dler­tid ikke til­fældet, for NATO består fort­sat og påtog sig fra 1990’erne andre opgaver end rent forsvar af medlemsstater, herun­der aktion­er for FN. Til gengæld fik Rus­land et nyt forhold til NATO. Meget hur­tigt kom rus­siske offi­cer­er til Brux­elles og fik kon­takt med NATO, og i 2002 opret­tedes et særligt råd­givende organ mellem NATO og Rus­land — og i øvrigt også med Ukraine.

Polen – og Ungarn og Tjekki­et – kom end­nu videre i den vestlige inte­gra­tion. Det var ikke en let og hur­tig vej for disse tidligere kom­mu­nis­tiske regimer, der nu som nye demokrati­er søgte sikker­hed i vest. USA, som den dominerende magt i NATO, var længe nølende om denne udvidelse og forsøgte  i forhan­dlinger med Rus­land at gøre det på en måde, som Rus­land ville acceptere. NATO start­ede der­for i 1994 med at tilbyde en række stater mulighe­den for et samar­be­jde om konkrete opgaver. For eksem­pel udførelsen af fre­den i det tidligere Jugoslavien fra 1995. Samar­be­jdet hed ”Part­ner­ship for Peace” og gav også mulighed for træn­ing af stabe og sol­dater efter NATOs ret­ningslin­jer. I 1997 i Madrid accepterede Rus­land i en aftale med USA, at Polen, Ungarn og Tjekki­et kunne optages i NATO, hvis deres enhed­er ikke blev udsta­tioneret i disse lande. Indtil 2014 er dette heller ikke sket. De tre lande kom i NATO foråret 1999. Samme år som man også fejrede 50-års jubilæum.

Mange års forhan­dlinger mellem Polen og EF/EU endte i maj 2004 med, at Polen blev medlem af EU og dermed af den vestlige organ­i­sa­tion for primært økonomisk samar­be­jde. Men mere og mere også for mange for­mer for poli­tisk inte­gra­tion. Rus­land søgte ikke forhan­dlinger med EU om optagelse, men der­i­mod om øget han­del.

En ny fase i russisk-polsk udenrigspolitik

Det ofte bedre forhold til Rus­land var alt­så præget af et vist pol­sk-rus­sisk fæl­lesskab over for nye strømninger i inter­na­tion­al poli­tik. Den rus­siske poli­tik over for Ukraine i 2014,  først annek­terin­gen af Krim og siden uroen i det østlige, indus­trielle og måske delvist prorus­siske Ukraine, kan være en ny fase i rus­sisk uden­rigspoli­tik, der vil ændre sit­u­a­tio­nen fra 1991.

I dag peger mange på, at den kort­varige krig i som­meren 2008 mellem Georgien og Rus­land var et sig­nal om noget helt nyt. Det præ­cise for­løb af kon­flik­ten har dog været omstridt og de områder, hvor Rus­land nu fik ind­fly­delse, havde en befolkn­ing, der ikke var geor­gisk. Midt under kri­gen rejste den polske præsi­dent Lech Kaczyn­s­ki til Georgien og holdt en tale med advarsler mod den rus­siske impe­ri­al­isme.

Når Polen i foråret 2014 rea­gerede ret hur­tigt og skarpt på det, der lignede en ny og meget betænke­lig rus­sisk uden­rigspoli­tik, skyldtes det egne meget dårlige erfaringer med den rus­siske stat og forhold­et til Polen. Det var et klart brud ikke alene med Rus­lands og Ukraines forplig­telser over for FN, men også over for Europarådet og OSCE. Man kunne frygte, at den rus­siske ledelse nu brød med den kurs, der havde været gældende i inter­na­tion­al poli­tik siden Den Kolde Krigs afs­lut­ning i 1989–91. Hvis Rus­land ful­gte de aftalte pro­ce­dur­er, kunne et eventuelt util­freds rus­sisk min­dretal i Ukraine, der for­mentlig havde et fler­tal på Krim, have ind­kaldt obser­vatør­er fra OSCE. Denne organ­i­sa­tion havde siden 1994 opbygget et appa­rat til voldgift og forhan­dlinger mellem de lidt over 50 medlemsstater.

Den polske reak­tion var et resul­tat af, at det virkede som om, at Rus­land nu ville ændre denne ord­ning ved magt­brug eller trusler om vold. Den polske ledelse, siden val­get i 2007 med Don­ald Tusk som statsmin­is­ter og Radek Siko­rs­ki som uden­rigsmin­is­ter, begge fra par­ti­et PO (Borg­er­par­ti­et, et bredt par­ti, mest i cen­trum, men med katolske og lib­erale flø­je) har med stor smidighed søgt at føre en for­son­lig uden­rigspoli­tik både over for Tysk­land og over for Rus­land.

Ingen af de polske regeringer efter 1989 har rejst krav om ændring af den polske øst­grænse, der i 1945 i prak­sis blev ændret til sov­jetisk fordel. Polen blev fly­t­tet ca. 250 km mod vest. Efter de første års kaos er der kom­met en vis han­del i gang mellem Polen og Rus­land. Polen er ret afhængig af rus­siske råvar­er som olie-gas, og Polen sæl­ger også land­brugsvar­er til Rus­land. Men langt den største han­del har Polen med EU, især med Tysk­land.

De hvide pletter i historien

Der har været mange forhan­dlinger mellem Polen og Rus­land, mellem diplo­mater, arki­var­er og his­torikere omkring den vanske­lige for­tid. Efter 1989 blev der talt ret åbent om ”de hvide plet­ter” i deres fælles rela­tion­er. Især i forhold­et mellem Sov­je­tu­nio­nen og Polen 1917–89. Nogle sov­jetiske arkiv­er blev åbnet lidt mere og nogle fælles pol­sk-rus­siske pro­jek­ter er blevet udført, men i løbet af Jeltsins peri­ode blev det lang­somt vanske­ligere — og under Putin har der været tilbageskridt med hen­syn til adgang til de sov­jetiske arkiv­er. Nogle poli­tikere, som Tusk-regerin­gen og de fleste regeringer før 2005, har været for­sigtige vedrørende kon­flik­tem­n­er, herun­der ikke mindst om for­tiden. Putin del­tog i 2009 i cer­e­monier for 50-året for 1939 i Gdan­sk sam­men med Tusk. De var også sam­men for første gang i april 2010 i Smolen­sk ved et min­desmærke for de polske ofre i den sov­jetiske mas­sakre i foråret 1940.

I Polen blev denne for­son­lige kurs øde­lagt af det tragiske fly­sstyrt senere i april 2010, da præsi­den­ten Lech Kaczyn­s­ki og mange af hans kol­leger fra samme oppo­si­tion­spar­ti, Ret og Ret­færdighed, blev dræbt på vej til en cer­e­moni om Katyn. For­tiden i det pol­sk-rus­siske forhold fik dermed direk­te ned­slag i den offentlige, polske debat. Lige­som Putins han­dlinger i Ukraine i 2014 vækker min­delser om andre sorte sider i den fælles pol­sk-rus­siske his­to­rie. Præsi­den­tens tvillinge­bror, Jaroslaw Kaczyn­s­ki, der er og var oppo­si­tion­sled­er, og som i 2006–2007 var en omstridt og strid­bar statsmin­is­ter i en koali­tion­sregering af stærkt katolske, nation­al­is­tiske parti­er, der ynd­ede at udtale sig skarpt både om Tysk­land og Rus­land og om peri­o­den i Polen 1989–2005 som et for­ræderi over for Sol­i­daritets oprindelige ideer. Efter ulykken i 2010 har Jaroslaw Kaczyn­s­ki skruet stærkt op for retorikken imod Tusk-regerin­gen og mod den rus­siske regering. Begge anklages for ikke at have under­søgt årsagen til fly­u­lykken godt nok.

Par­ti­et Ret og Ret­færdighed har ved Krim-krisen i 2014 ret hur­tigt krævet et fast, pol­sk svar og kri­tis­erede stærkt R. Siko­rs­ki for — kort før Maj­dans endelige sejr — at arran­gere en aftale med daværende præsi­dent Janukovitj og et nyt præsi­dent­valg sidst i 2014. Det var en meget tavs og slukøret Siko­rs­ki, der efter den ukrainske præsi­dents flugt måtte forsvare denne aftale bagefter.

Såv­el Tusk som Siko­rs­ki har siden brugt en mere kri­tisk tone over for Putins mange udspil. Siko­rs­ki ønskede hur­tigt et NATO-rådsmøde ind­kaldt og ville helst have NATO-sol­dater til Polen som pant for NATOs garantier. USA og NATO rea­gerede hur­tigt, men ikke med sol­dater, da det ville være at gå ud over 1997-aftal­en. Man sendte franske fly til Polen i NATOs regi til overvågn­ing af de østlige områder, USA sendte vicepræsi­den­ten på besøg som et sym­bol­sk sig­nal om Polens tilknyt­ning til Vesten. På Polens nyligt proklamerede nye Nationale Fri­heds­dag, til minde om de første delvist frie valg i Polen efter 1944, nem­lig den 4.juni 1989, kom endog USA’s præsi­dent Oba­ma til Warsza­wa og fejrede de 25 års fri­hed.

Den polske uro over russisk udenrigspolitik

Hvad er det i Polens for­tid, der gør polske ledere urolige, når Rus­lands nuværende ledelse virk­er mere ubereg­nelig og synes at bryde med de inter­na­tionale prin­cip­per fra 1990’erne? Den polske føl­somhed over­for ændringer i Rus­lands uden­rigspoli­tik er meget forståelig. His­torisk set har der siden 1795 har været mange og alvorlige over­greb fra forskel­lige rus­siske regimers side mod Polen som stat og befolknin­gen som polakker.

I 1795 var Rus­land var ikke alene om at afs­lutte den polske stats virke siden 900-tal­let med en del­ing af den daværende meget store stat, som end­nu i 1772 havde en øst­grænse helt frem til lige vest for Kiev! 1800-tal­lets tsar-Rus­land var i dati­den kendt som en reak­tionær, autokratisk styret magt og forhold­et til polakkerne, der lang­somt tog tidens nation­al­isme til sig, blev fra 1830 til 1915 præget af polske oprør og rus­sisk nation­al under­trykkelse af alt pol­sk, herun­der blev mange arresteret og sendt til Sibirien som straf for oprørskhed. Mod­sæt­nin­gen mellem Polen og Sov­je­tu­nio­nen ses alt­så ikke alene som et forhold mellem kom­mu­nisme og den demokratiske vari­ant i Polen, men som en ældre nation­al mod­sæt­ning.

Forhold­et mellem det gen­dannede Polen efter Den Første Ver­den­skrig og den nye stat Sov­je­tu­nio­nen med en kom­mu­nis­tisk ide­olo­gi, der først var præget af Lenin og siden i mange år af Stal­in, var dårligt eller ikke-eksis­terende.

De polske stater frem til 1772 og 1918–39 var ikke nation­al­stater, men bestod af mange nation­aliteter. En tred­jedel af befolknin­gen i mellemkrigsti­dens Polen var ukrainere, hviderussere, tyskere eller jøder. Grænse­dragnin­gen ved fred­skon­fer­en­cen i Paris 1919 ful­gte som hov­ed­prin­cip den nationale sam­men­sæt­ning, men af mange grunde var der mange und­tagelser. Især i det østlige Europa, både hvor Østrig-Ungarn og Tsarens Rus­land havde hers­ket, var det svært at trække klare grænser i forhold til det nationale. Byer kunne for eksem­pel være beboet og kul­turelt præget af polakker, mens oplan­det med bøn­der var beboet af ukrainere, hviderussere eller litauere. Fred­skon­fer­en­cen bestemte reelt ikke grænsen mellem Polen og Sov­je­tu­nio­nen – det gjorde krigshan­dlinger på begge sider.

Den polske elite i 1919–20 var split­tet i synet på dati­dens Rus­land. En borg­erlig, nation­al­is­tisk, anti­semi­tisk ret­ning under Roman Dmows­ki fore­trak en del­ing af de østlige områder mellem et borg­erligt, demokratisk Rus­land og et nation­al­is­tisk Polen. Prob­lemet for den stærkt anti­tyske Dmows­ki var, at borg­erkri­gen i Rus­land ikke klart viste, at der nogensinde ville komme et borg­erligt, demokratisk Rus­land. Hans anti­bol­sje­visme var så stærk som hans frygt for et for stærkt Tysk­land. Men han erk­endte ikke ukrainere, hviderussere og litauere som stats­bærende nation­er – de skulle polenis­eres.

R. Dmows­ki var den polske hov­ed­forhan­dler ved fred­skon­fer­en­cen i Paris og senere led­er af et stort par­ti i Polen, hvilket han var frem til sin død i 1939. Fra 1926 var J. Pil­sud­s­ki led­er af oppo­si­tio­nen imod den anden vigtige poli­tiske skikkelse i pol­sk poli­tik. Han prægede pol­sk poli­tik som statschef (1918−22) og igen som de fac­to led­er (1926−35). Hans bag­grund var i det polske social­ist­par­ti, PPS, fra 1890’erne. Hans syn på Rus­land var lige det mod­sat­te af Dmowskis, og han anså Rus­land for at være hov­ed­mod­standeren. Rus­land skulle ødelægges og opløs­es i sine nationale bestand­dele, og Polen skulle alliere sig med de mange nation­aliteter som finner, bal­tere, hviderussere, ukrainere imod det rus­siske over­herredømme. Disse tanker ses allerede i 1904, hvor en ret ukendt Pil­sud­s­ki i Japan fik fore­træde for japanske myn­dighed­er i håb om, at et pol­sk oprør kom­bineret med japan­sk mil­itær ville føre til rus­sisk ned­er­lag! Japan var på det tid­spunkt i krig med Rus­land, men afs­log dette tilbud!

Da Pil­sud­s­ki i 1919–1920 som statschef og øver­stkom­man­derende førte krig mod rus­siske styrk­er, ses nøjagtig samme tanker i de givne ordr­er. En alliance med ukrainske enhed­er mod kom­mu­nis­terne skulle skaffe et godt resul­tat. Foråret 1920 ero­brede Polen områder til og med Kiev, men snart gik det værre, og som­meren 1920 stod kom­mu­nis­terne lige foran Warsza­wa, hvor de dog blev afvist. Under denne krig ses det, at Pil­sud­s­ki hverken var for de Røde eller de Hvide i den rus­siske borg­erkrig. Det var stat­en Rus­land, han ville reduc­ere, uanset ide­olo­gi.

Det, der fre­deligt skete i 1991, var i høj grad, hvad Pil­sud­s­ki forestillede sig burde ske med tsar­rigets arv­tager. Hos Pil­sud­s­ki og hans omgivelser var der ideer ikke om en del­ing af ukrainske, hviderus­siske og litauiske områder, men om en føder­a­tion med selvstændi­ge områder, dog ledet af Polen!

Hverken de polske parti­er eller bon­de­be­folknin­gen var særligt mod­tagelige for kom­mu­nis­tisk ide­olo­gi eller sov­jetisk poli­tik præget af ateisme, forestill­inger om kollek­tivbrug og et etpar­tisys­tem. Den pri­vate ejen­dom­sret, den katolske kirke og et sys­tem med mange parti­er virkede efter 1920 mere tiltrækkende. Resul­tatet af den pol­sk-sov­jetiske krig 1919–20 var et kom­pro­mis og util­fredsstil­lende for begge parter. Polske mis­tanker om sov­jetiske forsøg på revi­sion her­af, måske sam­men med Tysk­land, og tilsvarende sov­jetiske mis­tanker om pol­sk-tysk samar­be­jde mod Sov­je­tu­nio­nen forgift­ede de stat­slige forhold.

Behan­dlin­gen af en ret stor pol­sk befolkn­ings­gruppe i Sov­je­tu­nio­nen foruroligede den polske ledelse og det polske sam­fund. Allerede fra sidst i 1920’erne blev polakker i Sov­jet begrænset i deres nationale ret­tighed­er og i lighed med andre nationale grup­per, der af den sov­jetiske ledelse i 1937–1938 blev mis­tænkt for i en krig at kunne være en 5. kolonne for et tysk angreb, blev tusind­vis af polakker arresteret, deporteret og hen­ret­tet i disse år. Dette var i fred­stid, men var et for­varsel om det, der kunne ske i krigstid.

Med den tysk-rus­siske aftale af august 1939 blev polske mis­tanker om sov­jetisk revi­sion af 1921-grænsen i led­tog med Hitler bekræftet – i første omgang af det sov­jetiske angreb den 17. sep­tem­ber 1939 i ryggen på et Polen, der i vest var i en håbløs krig med Tysk­land. Denne begiven­hed kunne til 1989 ikke beskrives nøgternt i pol­sk his­to­rieskrivn­ing. Siden har his­torikere kun­net beskrive, hvor­dan den sov­jetiske besæt­telse af det østlige Polen sep­tem­ber 1939 til det tyske angreb i juni 1941 ikke kun var en fly­t­ning af grænsen vest­på. Det var også en sam­fund­somvælt­ning, der i første omgang skad­ede den min­dre polske befolkn­ing, men i anden omgang også ramte den større del af ukrainere, hviderussere og jøder. Området blev omdan­net til et sov­jetisk sam­fund, og for­mod­ede oppo­si­tion­s­grup­per, mænd, kvin­der og børn, blev i fire store depor­ta­tion­er ført til kolde sibiriske områder, fjernt fra grænserne til Tysk­land. Sult, tvangsar­be­jde under hårde kli­ma­tiske vilkår og hen­synsløs trans­port i kvægvogne førte til mange døds­fald. Mange blev arresteret og hen­ret­tet. Denne adfærd var ganske almin­delig i Sov­je­tu­nio­nen.

Behan­dlin­gen af krigs­fanger udviste samme bar­bariske ind­still­ing hos de sov­jetiske myn­dighed­er. Aktio­nen med sted­navnet Katyn dækker over et større prob­lem­felt. Takket være et vist rus­sisk-pol­sk samar­be­jde om emnet og bedre arki­vadgang er dette alvorlige sår mellem polske og russiske/sovjetiske myn­dighed­er blevet behan­dlet på en bedre måde fra 1990’erne. Før 1990 benægt­ede de sov­jetiske myn­dighed­er ugernin­gen, men fra 1990 og især i 1992 blev det klart, at beslut­nin­gen om hen­ret­telsen af mindst 22.000 krigs­fanger eller fængslede blev beslut­tet ikke kun af lavere NKVD myn­dighed­er, men af Stal­in og hans polit­bu­reau, d.v.s. den øver­ste sov­jetiske ledelse, i marts 1940. Krigs­fanger fra tre lejre blev ført til tre hen­ret­telsesst­ed­er, hvo­raf et af dem var Katyn.

Det anspændte polsk-russiske samarbejde under Anden Verdenskrig

I juni 1941 blev Stal­ins Sov­je­tu­nion angre­bet af Hitlers Tysk­land, og dermed blev Sov­je­tu­nio­nen snart i prak­sis allieret med Eng­land og fra decem­ber 1941 med USA i en fælles alliance mod angriberne Japan og Tysk­land. Det betød, at en pol­sk eksil­regering, som fra 1940 havde sæde i Lon­don, også kunne blive allieret med Sov­je­tu­nio­nen, til trods for begiven­hed­erne 1939–41. Samar­be­jdet mellem de sov­jetiske og de eksilpolske myn­dighed­er blev hur­tigt vanske­ligt og efter­hån­den så kri­tisk, at Sov­jet i april 1943 afbrød samar­be­jdet og beg­y­n­dte at opbygge ker­nen til et kom­mu­nis­tisk Polen med polske kom­mu­nis­ter i Mosk­va og i Polen under tysk besæt­telse. Begiven­heden, der gav Stal­in anled­ning til at afbryde den diplo­ma­tiske forbindelse med den polske eksil­regerin­gen, var paradok­salt nok, at polakkerne lod forstå, at den tyske fork­lar­ing om fun­det af masseg­rave i Katyn i april 1943 som en sov­jetisk for­bry­delse skulle under­søges. Eksil­regerin­gen troede alt­så ikke på den sov­jetiske fork­lar­ing, at det var en tysk mas­sakre! Dan­nelsen af en pol­sk hær i Sov­je­tu­nio­nen fra 1941 stødte på store prob­le­mer og blev opgivet. De polske enhed­er fly­t­tede til engelske enhed­er i Mellemøsten fra 1942.

Jo stærkere Sov­je­tu­nio­nen blev i forhold­et til et Tysk­land med stadig flere ned­er­lag, jo mere blev det tydeligt, at Stal­ins udtalte krav i forhold­et til et nyt Polen blev stadig større. To emn­er lurede lige under over­fladen. Det ene var et krav om en revi­sion af 1921-fre­den. Grænsen skulle rykkes mod vest, svarende til ideer fra fred­skon­fer­en­cen og allieret diplo­mati i 1919–1920, men sam­tidigt kom det også ind, at Polen derefter som kom­pen­sa­tion skulle have nye områder i vest fra et sla­gent Tysk­land. Det andet krav var spørgsmålet om styre­for­men i Polen efter en sejr­rig krig.

I mellemkrigsti­den var der ringe grund­lag for kom­mu­nisme i Polen. Det var der af de samme grunde heller ikke efter 1945. Eksil­regerin­gen under gen­er­al W. Siko­rs­ki var i 1939 dan­net i mod­sæt­ning til og i kri­tik af Pil­sud­skis regime, selv om Pil­sud­s­ki-folk stod stærkt i mil­itæret. Bon­de­par­ti­et var i kraft af befolknin­gens sam­men­sæt­ning et stærkt par­ti. Øns­ket om et demokrati i Polen var stærkt efter de ufrie år under nazis­tisk og sov­jetisk besæt­telse.

Fra foråret 1943 er der flere tegn på, at Stal­in lang­somt og for­sigtigt, af hen­syn til sine allierede Eng­land og USA, for­beredte en lang­som sys­tem­foran­dring i Polen. Han ikke alene afbrød kon­tak­ten med den polske eksil­regering i Lon­don, men han fremmede også i Mosk­va dan­nelsen af en gruppe kom­mu­nis­tiske polakker, der, når øje­b­likket kom, kunne danne en alter­na­tiv regering sam­tidig med en ny sov­jetisk besæt­telse af Polen. Ideen var der allerede i kri­gen i 1920, men denne gang blev den udført.

Den polske eksil­regering havde længe advaret Eng­land og USA om denne mulige udvikling. Først i som­meren 1944 så en række engelske og amerikanske iagt­tagere mere klart, hvad der var ved at ske. Warsza­waop­standen august-okto­ber 1944 var en dristig pol­sk opstand mod tyskerne, men poli­tisk også vendt mod det sys­tem, Den Røde Hær kunne føre til et nyt Polen. Trods stadig store prob­le­mer med kilde­grund­laget for Stal­ins poli­tik kan man godt fast­slå, at Den Røde Hær i de mange uger gjorde intet eller meget lidt for at hjælpe de polske oprørere. Det var poli­tisk set forståeligt, for­di hverken eksil­regerin­gen eller oprør­erne i Warsza­wa kæm­pede for et kom­mu­nis­tisk Polen. Tyskerne beholdt Warsza­wa frem til den sov­jetiske offen­siv i jan­u­ar 1945.

En ny udenrigspolitisk situation

Den Røde Hærs sejre i foråret 1945, der slut­tede med ero­brin­gen af Berlin, med­førte et lang­somt sys­tem­skifte i Polen. Det var lang­somt, for­di mod­standen i Polen var stor, og for­di Stal­in tog et vis hen­syn til fælles allierede slagord om demokrati og selvbestem­melses­ret. Bag­grun­den for pol­sk uden­rigspoli­tik i dag er årene 1945–89, hvor Sov­jets dom­i­nans i Østeu­ropa, mest udpræget i Polen 1945–56, men i hov­ed­sagen i hele peri­o­den frem til 1989, påt­vang et katol­sk land, med en oprindeligt stor bon­de­be­folkn­ing, et for dem fremmed kom­mu­nis­tisk sys­tem, end­da under rus­sisk over­herredømme. Med en vis under­driv­else blev denne peri­ode kaldt peri­o­den med begrænset suverænitet.

Det er der­for ikke sært, at pol­sk uden­rigspoli­tik siden 1989 har udnyt­tet de store ændringer i det inter­na­tionale sys­tem til at sikre det nye demokrati bedst muligt. Polen var sam­men med Sverige meget aktiv i EU for udformn­ing af et Øst­part­ner­skab påb­eg­y­n­dt fra 2009 til hjælp for de stater omkring Rus­land, som ville have støtte til demokratiske reformer og udformn­ing af marked­søkono­mi, herun­der Ukraine. Det er heller ikke sært, at Polens ledelse i dag er meget urolig over Krim-aktio­nen, hvis den er en start på et nybrud i rus­sisk uden­rigspoli­tik, hvor prin­cip­per, som Rus­land selv siden 1991 har under­skrevet, ikke mere er gældende.

Kay Lund­green-Nielsen er Lek­tor emer­i­tus ved His­torisk Insti­tut, Syd­dan­sk Uni­ver­sitet.